Bodycount III – Copious Slaughter

Fortsætter vores rejse gennem Iliaden anskuet som antik døds-æstetik.

Peiros dræber Dioreus (6)

Apollo thus from Ilion’s lofty towers,
Array’d in terrors, roused the Trojan powers:
While war’s fierce goddess fires the Grecian foe,
And shouts and thunders in the fields below.
Then great Diores fell, by doom divine,
In vain his valour and illustrious line.
A broken rock the force of Pyrus threw,
Who from cold AEnus led the Thracian crew,
Full on his ankle dropp’d the ponderous stone,
Burst the strong nerves, and crash’d the solid bone.
Supine he tumbles on the crimson sands,
Before his helpless friends, and native bands,
And spreads for aid his unavailing hands.
The foe rush’d furious as he pants for breath,
And through his navel drove the pointed death:
His gushing entrails smoked upon the ground,
And the warm life came issuing from the wound.

Således Pope. Her Wilster:

517     Skjebnen nu hilded dernæst den Amarynkide Dioreus;
518 Ramt i Anklen han blev i det høire Been af en Kampsteen
519 Kantet og hvas; ham traf hiin Drot for de Thrakiske Kæmper
520 Peiros, Imbrasos’ Søn, som did var kommen fra Ainos.
521 Begge hans Sener saavel som Knoglerne splintred den ublue
522 Steen aldeles i Qvag, saa ned i Støvet han baglænds
523 Segned, og Hænderne strakte han ud mod Brødrenes Skare,
524 Aandende mat, men flux løb Peiros, som havde ham qvæstet,
525 Hen, og stak ham ved Navlen med Spyd, saa alle hans Tarme
526 Vælded af Livet ham ud, og Mulm omhylled hans Øine.

og Due:

I en fart var Peiros, der havde ramt ham, fremme og stak ham sin lanse i navlen så alle hans tarme væltede ud over jorden. Og sort blev det da for hans øjne.

Jeg sidder tit med en fornemmelse af at Due inderst inde hellere ville have lavet en prosa-gendigtning, da det ofte kun er fyldord og en omvendt ordstilling (og sort blev det da) som adskiller ham fra det.

Thoas dræber Peiros (7)

His lance bold Thoas at the conqueror sent,
Deep in his breast above the pap it went,
Amid the lungs was fix’d the winged wood,
And quivering in his heaving bosom stood:
Till from the dying chief, approaching near,
The AEtolian warrior tugg’d his weighty spear:
Then sudden waved his flaming falchion round,
And gash’d his belly with a ghastly wound;
The corpse now breathless on the bloody plain,
To spoil his arms the victor strove in vain;
The Thracian bands against the victor press’d,
A grove of lances glitter’d at his breast.
Stern Thoas, glaring with revengeful eyes,
In sullen fury slowly quits the prize.

Pope. Wilster:

527     Just som han styrtede frem, Aitoleren Thoas i Brystet
528 Drev ham sit Spyd over Vorten, saa Kobberet sad ham i Lungen;
529 Hen treen Thoas paastand til den Faldne, sin vældige Landse
530 Drog han af Brystet ham ud, og trak sit hvæssede Slagsværd,
531 Gav ham midt over Bugen et Hug, og berøved ham Livet.
532 Rustningen tog han dog ei, thi med vældige Landser ihænde
533 Stod Stalbrødrene trindt, stridhaarede Thrakiske Kæmper,
534 Og ihvor stolt og høi han saa var, og kraftig tillige,
535 Drev de dog Helten tilbage, og skrapt blev han tumlet paa Flugten.
536 Saaledes straktes i Støv to Høvdinger tæt ved hinanden,
537 Her laae Thrakernes Drot, de malmbeklædte Epeiers
538 Hist, og trindt dem segned en Flok af de menige Kæmper.

Due:

Drabsmanden ilede bort, men blev ramt af Aitoleren Thoas
lanse i brystet ved vorten så bronzen sad ham i lungen;
Thoas gik tæt på den faldne og haled sin dygtige lanse
ud af hans bryst og trak så sit hvæssede sværd af dets skede,
plantede det midt i hans bug og betog ham livet. Hans rustning
fik han dog ikke; hans svende, de hårtopbærende Thraker
stilled sig rundt om liget med lange lanser i hånden,
og var han aldrig så høj og så drøj og så dygtig tillige,
drev de ham væk, og hårdt blev han trængt da de jog ham tilbage.

Gentagelsen i sidste linie: “drev de ham væk, og hårdt blev han trængt da de jog ham tilbage” lyder næsten infantilt i mine øre, sammenlignet med Wilsters “Drev de dog Helten tilbage, og skrapt blev han tumlet paa Flugten“.

Pope opsummerer smukt og leverer overskriften til dette indlæg:

Thus fell two heroes; one the pride of Thrace,
And one the leader of the Epeian race;
Death’s sable shade at once o’ercast their eyes,
In dust the vanquish’d and the victor lies.
With copious slaughter all the fields are red,
And heap’d with growing mountains of the dead.

Skriv et svar