skurke og fjolser

“I en verden, hvor mindst fem sjettedele er skurke eller narre og fjolser, må enhver af den øvrige sjettedel, så meget desto mere, jo længere væk han befinder sig fra de andre, basere sit livssystem på tilbagetrukkethed, jo længere tilbage desto bedre. Overbevisningen om, at verden er en udørk, i hvilken man ikke kan regne med selskab, må blive til fornemmelse og – habituel. Ligesom væggene indsnævrer blikket, der atter udvider sig, når det blot har mark og vang foran sig, således indsnævrer menneskeligt selskab min ånd, og ensomheden udvider den atter.”

Arthur Schopenhauer: Kunsten at kende sig selv, Kbh 2007, s. 36.

tabte horisonter

“Have you ever been in need of money? Almost every man who enters our society joins it as a young man in need of money. His instincts are unsullied, his intellect is fresh and strong, but he must live. How comes it that the country is full of maimed human beings, of cynics and feeble good men, and outside of this no form of life except the diabolical intelligence of pure business?….He must get on. He goes into a law office, and if he is offended at its dishonest practices he cannot speak. He soon accepts them. Thereafter he cannot see them. He goes into a newspaper office, the same; a banker’s, a merchant’s, a dry-goods’ shop. What has happened to these fellows at the end of three years, that their minds seem to be drying up? I have seen many men I knew in college grow more and more uninteresting from year to year. Is there something in trade that desiccates and flattens out, that turns men into dried leaves at the age of forty? Certainly there is. It is not due to trade, but to intensity of self-seeking, combined with narrowness of occupation.”

John Jay Chapman (1862-1933): Practical Agitation, New York 1900, s. 55-56. Via Laudator Temporis Acti, 15. feb 2017.

A Second World War situation

Bare fordi man er popsanger – eller hvad som helst andet for den sags skyld – med enorm succes, betyder det ikke, selvom det sikkert undertiden kan føles sådan, at man er mægtig klog på alting i verden.
Den eneste forskel er, at medierne vil referere det man siger og at ufatteligt mange menneske vil læse det og diskutere det, og at ens mangel på viden, mangel på evne til at tænke rationelt og i det hele taget manglende dannelse vil blive udstillet så meget desto mere.

Således også danske Lukas Forchhammer, som forud for årets Grammyshow, “when asked specifically about the rise of the far-right movement in Europe”, udtalte til CBS:

“It worries me greatly that if we took out the word ‘Muslim’ and put in the word ‘Jew,’ we would be in a Second World War situation,” he said. “We’re right now in an anti-Semitic state of mind worldwide — it’s just targeted at Muslims instead of Jews.” (CBS)

eller på dansk, via Berlingske:

»Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet »muslim« og erstattede det med ordet »jøde« så ville vi være i en Anden Verdenskrig-situation. Vi er nu i en antisemitisk tilstand verden rundt – det er bare rettet mod muslimer istedet for jøder.«

En rigtig “anden verdenskrig-situation”.

Lad os lige sætte det i perspektiv: (… og jeg ser her helt bort fra at ovenstående er udtalt i et kynisk forsøg på at profilere sig selv og skabe medieomtale gennem bevidst kontroversielle udtalelser, og det gør jeg dels fordi det er irrelevant for min pointe og dels fordi jeg ikke har det ringeste problem med at antage, at manden simpelthen er et uvidende fjols.)

I 1940 var der atten millioner jøder i verden og de udgjorde således under en procent af verdens daværende befolkning på ca. to og en halv milliard og de udgjorde ikke en nation, så meget som spredte mindretal i lande som f. eks. Tyskland.

Antallet af muslimer i verden i dag er ca. 1,7 milliarder og de udgør næsten en fjerdedel af verdens befolkning på 7,5 milliarder. Mere end 20 lande verden over har Islam som officiel religion.

Er det nødvendigt at tilføje, at der forud for anden verdenskrig ikke var vidtspredte tilfælde af jødisk religiøs terror rettet mod den kristne verden? At der dengang ikke var adskillige jødiske nationer hvor kristne blev forfulgt og frataget retten til at dyrke deres religion, som det er tilfældet i en del mellemøstlige nationer, selvom det selvfølgelig stadig er frit for enhver at dyrke deres religion som de vil i vores samfund? At forfølgelsen af jøder var et resultatet af en aktiv politisk ideologi, som vandt magten i et enkelt europæisk land og at forfølgelsen af jøder opstod i et præ-menneskerettighedssamfund?

Så “Second World War situation” og forfulgt mindretal? Ikke på nogen måde …

Er der nogen pointe med denne blog? Næh, egentlig ikke! Men hvis der skulle være det, ville det være en påpegelse af det problematiske i demokratiseringen af viden – nemlig at for hver idiot der har ret til at have en mening, er der en lige så stor idiot af en journalist der er parat til at viderebringe den og tusinder lige så store idioter der er parate til at læse om den – og den derpå følgende fuldstændige invertering af viden i et meget udemokratisk uvidenhedens diktatur. Men det ligger vist lidt uden for rækkevidden af denne blog at gå ind i den diskussion.

Pædagogisk fordærvet

Flere medier har fortalt historien om fire 15-16-årige skoledrenge fra Ry som valgte at optrappe en verserende konflikt med en kammerat, ved at kaste en molotovcocktail indeholdende benzin efter ham og dermed sætte ild til ham og dermed få ham indlagt på sygehuset “i kritisk tilstand, men uden for livsfare”.

Som man kan forvente, foretager den konstituerede skoleleder på Mølleskolen i Ry, Alma Schack Andersen, i BT den sædvanlige offentlige rituelle håndvask:

»Vi vidste godt, at der var en konflikt blandt nogle af drengene i 9. årgang. Ikke specifikt kun blandt de fem involverede drenge i denne sag,« siger hun og tilføjer:

»Vi havde dog ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme så vidt. Men det er klart, at sådan en forfærdelig hændelse giver selvfølgelig anledning til refleksion hos os lærere og ledelse på skolen – hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre fremover.«

Den slags ansvarsfralæggelse er obligatorisk i en populistisk og mediestyret verden, hvis man ikke vil risikere at skulle korsfæstes offentligt af emsige journalister og der skal ingen bebrejdelser lyde herfra for det. Men fortsættelsen kan nu alligevel godt trænge til en påtale, for Alma Schack Andersen udtaler desuden følgende:

»Det er klart, at denne forfærdelige episode er selvfølgelig værst for ofret, men det er jo også ulykkeligt for de fire drenge, der har gjort det her. Jeg tror ikke, de har tænkt så langt, hvilke konsekvenser det har haft; at de kunne skade en skolekammerat så alvorligt, og at de kan risikere at komme i fængsel for det. Det tror jeg simpelthen ikke på, at de har været bevidste om.«

Vi kender alle den måde at formulere sig på – med dette lille kyniske “men” – fra den alt for velkendte og alt for hyppigt mødte “Jeg er ikke racist, men …“, hvilket ikke betyder andet end “Jeg er racist, men er selvbevidst nok til ikke at ville indrømme det og indleder derfor min tale med en lille løgn … et dementi.

Her får vi den bare i en lidt anden version, en skyldig påpegning af at det “selvfølgelig er værst for offeret”, men(!) derefter tager bekymringen for de fire unge potentielle mordbrænderes skæbne straks over. Ja, de kan risikere at komme i fængsel. Sådan kan det gå, når man begår noget så gement, som at forsøge at myrde et andet menneske, og ikke bare det, men oven i købet forsøger at gøre det på en så grusom måde.

Eftervirkningerne af brandsår er noget offeret sandsynligvis kommer til at kæmpe med længe, sandsynligvis for livstid, og arrene vil i hvert fald være et minde for livet. I den forbindelse er det egentlig pisseligegyldigt, om de fire knægte på forhånd havde tænkt over konsekvenserne af deres handlinger eller ej, der er stadig et offer der ligger på sygehuset med nogle helt sikkert forfærdelige smerter, og det er hos ham og ham alene, at medfølelsen bør være, uanset hvad der måtte være gået forud.

Men så er det jo at man kan spekulere over hvor denne menneskeforagt kommer fra, som er så kynisk indifferent overfor offerets lidelser at man i stedet fokuserer mere på bekymring over gerningsmændenes skæbne og ligefrem forsøger at undskylde deres handlinger. Handler det simpelthen om at pædagogikken som disciplin, altså den erhvervsmæssige menneskehåndtering, helt har erstattet medfølelsen og menneskeligheden hos disse professionelle, så de, i stedet for at se et offer og fire gerningsmænd, ser et offer som er lægernes ansvar og fire unge med problemer, som er et (interessant) pædagogisk problem?

Jeg ved det ikke, men jeg har berørt dette problem før – f. eks. her og her – og må indrømme at jeg stadig er lige uforstående overfor det.

OPDATERING: Der var en læser som konstaterede overfor mig, at selvom sympatien i denne sag selvfølgelig skal ligge hos offeret, så skal alle de implicerede hjælpes. Det kalder selvfølgelig på et svar. Ja, det skal de alle, og lad os bare for argumentets skyld se bort fra, at der også er nogen der skal straffes og tage et kig på det spørgsmål.

Ovenfor er der bragt to citater fra skoleleder Alma Schack Andersen og det er værd et bemærke, at det er to offentlige udtalelser, som vil kunne ses af både offer og offers familie og venner. Det er dér det umenneskelige kommer ind, fraværet af medfølelse og menneskelighed, for i den sammenhæng er der kun en sympati der gælder, nemlig sympatien med den forurettede, med offeret. Alt andet, og det er min pointe, alt det pædagogiske, overvejelser om de fire unges fremtid og hvordan de måtte have forspildt deres liv og hvordan de – efter endt straf – kan hjælpes videre, kan passende overlades til deres forældre eller holdes bag lukkede (social)pædagogiske døre. Af hensyn til offeret.

__________
Simon Boas og Jonas Vester: Danske drenge ville brænde afghansk skoleven af: ‘Det overgår vores vildeste fantasi’. BT, d. 8. februar 2017

Forårsforventninger

Måske man kan sige, at man forgriber sig lidt på naturen og verden, når man på denne måde insisterer på at foregribe årstiderne, men ikke desto mindre vil jeg insistere. Solen skinner ind af mit vindue, måske lidt dovent, men den skinner trods alt og himlen er klar og blå. Blandede småfugle hopper forventningsfuldt rundt i min hæk eller kigger bebrejdende på mig fra det foderbræt, som jeg har forsømt at fylde og ser man helt bort fra temperaturen derude, som jeg jo ikke kan mærke herinde, så kunne man godt bilde sig selv ind, at foråret er på vej. Eller … det er det jo sådan set også, det er det hele tiden, men måske man endda kunne få den tanke, at det er tættere på, end det i virkeligheden er. Sophus Claussen kan fint hjælpe mig på vej i mine lystige vildfarelser.

Dansk Foraar

Naturen min Elskerinde
har taget sit Forklæde paa,
sit Forklæde af Anemoner,
slængt over Kjolens Graa!

Naturen min Elskerinde
er bleven saa formiddagsklædt
med grønne Buketter ved Bæltet.
Nu er jeg ilde stedt …

Jeg sidder atter i Lunden
paa Bænkens frønnede Træ
og stirrer henad en Gangsti
med Hænderne under mine Knæ;

Jeg attraar de spirende Urter
og trækker dog Vejret saa frit,
hænger ved dette Klæde
af Grønt broderet med Hvidt.

Naturen min kyske Veninde
skænker mig Sol og Læ
og alle slags friske Farver,
broderede ved hendes Knæ.

Men blir det mit Hjærte for broget,
saa slaar der en Nattergal
i Haven, til Tegn og til Trøst: — at
en anden er ligesaa gal.

Naturen min unge Moder
har rakt mig sit Forklædes Flig.
Og endt er Dæmonernes Hærværk.
Jeg er i mit Himmerig.

Nu har vi andetsteds beskyldt Sophus for at være både resignerende overfor livet og kærligheden og for til tider at være relativt kynisk, men ret skal være ret, det er han ikke her. Hans konstatering af forårets himmerrigskhed burde kunne tjene som forventningsglad opmuntring her og en lykkelig glemsel for så vidt angår kulden udenfor, som ikke er forårsagtig overhovedet.

For vover man sig udenfor, så opdager man da også hurtigt, at solen har ikke rigtig nogen magt i dag andet end lysets. Varme er der virkelig ikke meget af og så er det at man kommer til at tænke på Stuckenbergs forår, som er af en helt anden art.

Erantis

Nu er det Foraar — løb, min Dreng,
nu støjer Hækkens Spurve,
og Havebedet pakker ud
de smaa Erantiskurve,
og Himlen staar saa høj og hvid,
som blev det Dag for evig Tid,
og Luften er saa frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
… saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Nu blomstrer hver en Blomst paany,
det er saa mildt at mærke,
det er, som sang al Uskyld ud
sin Fryd med Markens Lærke;
ak, — det er Bud fra svundne Aar,
en Tone, som i Luften staar
endnu engang og skælver,
en Kalden — men tilbage;
den lyse Vaar, som gror paany,
den er en Skygge under Sky,
og Lærkens Jubel maler
for mig kun gamle Dage.

Min Dreng, det ved du intet om,
men denne Sol i Luften,
Bogfinkens første sagte Slag,
Muldvarpeskudets Duften,
det bringer ikke mig ny Vaar,
det maner mig om svundne Aar;
blødt spørger Finkens Trille:
Hvor er de henne, som med dig
engang gik Vaarens lyse Vej
i Ungdom, Fryd og Lykke,
og Fuglen tier stille.

Hvor er de henne, de der fandt
som jeg i Ungdoms Glæde,
at alt var herligt Strid og Tant,
at juble og at græde.
De er der i det lyse Skær,
som hver en Gren i Vaaren bær’,
dér tindrer deres Lykke,
men fjernt som en vemodig Drøm,
og stum er deres Latters Strøm,
— den fattige Erantis
blev al vor Levens Smykke.

Min Dreng, elsk Dagens lyse Sol,
glæd evig dig ved Vaaren,
den var, den er din Kongestol,
din Lykke ubeskaaren,
i den du møder til din Død
de Blomster, som dig Livet bød,
din Ungdom evig frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Ak ja, skal vi tage Sophus på ordet og tro på at Naturens Elskerinde en dag vil tage sit forklæde på og smile til en selv, munter og glad og ligetil. Ubesmittet i sin sorgløse længsel efter endnu en varm og frodig og attråværdig sommer. Eller kommer foråret som en vemodig formaning om det der var engang, dengang hvor uskylden og glæden og ikke mindst troen på livet og kærligheden endnu var i behold og man levede i lykkelig uvidenhed over den dystre kendsgerning, at våren kom kun en gang og at efteråret fulgte snart efter.

Måske det lyder plat og banalt, men livet er hvad man gør det til og er det en stadig stræben efter glæden eller måske ligefrem lykken og en stædig insisteren på kærligheden og begæret, så er der måske mening at hente i Sophus Claussens Evangelium:

Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.

Vintertanker

Der er ikke mange formildende omstændigheder ved lyset en sådan decemberdag, hvor skyerne hænger tungt og lavt og så dovne at ikke engang en smule regn kommer derfra. Og selv de få gange hvor solen forgæves kæmper for at bryde igennem skydækket og bare en smule blåt anes deroppe bagved, forbliver låget lukket og lyset fladt og ganske ufotogent.

Måske en smule inspireret af Sophus – er man ikke altid det, bare en lille smule?

Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyr.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.

… søger man alligevel derud til fods, drevet af indre trang eller måske endda indre tvang, for at finde lidt fred for tanker der forstyrrer eller måske bare for eftervirkningerne af lidt for meget kaffe. Og uanset hvor langt vi er fra den slags poetiske udtryks kraftfuldhed og deres efterirrationalisering af en grå og trist virkelighed, så er der alligevel en del at hente deri; en indre ro, et fristed, tid til eftertænksomhed. Her er der ingen stress og intet hastværk. Alt går i sit eget rolige tempo og spirer og vokser og modnes og visner og forgår uden hensyn til verden omkring.

Der er noget vemodigt over de indtørrede brombær der stadig hænger uberørt på planterne, som et minde om en for længst passeret sommer og som en vidnesbyrd om et frodigt overskud, som ingen orkede at indtage eller som bare fik lov at hænge der i al ubemærkethed. Indtil nu, hvor det er for sent.

En sidste enlig flue sidder halvdoven – eller sikkert halvdød – af kulde på et af de sidste blade indtil frosten sætter ind og formodentlig gør en ende på dem begge. Og så, skriver Thoreau:

“Summer is gone with all its infinite wealth, and still nature is genial to man. Though he no longer bathes in the stream, or reclines on the bank, or plucks berries on the hills, still he beholds the same inaccessible beauty around him.”

Det er en utilgængelig og især tvetydig skønhed; et vidnesbyrd om sommerens uendelige tabte rigdomme og en natur der – Thoreau kalder det andetsteds for en opvisning af styrke – ruster sig til vinteren.

Der er uendeligt stille derude i naturen og det er en perfekt mulighed for at tømme sindet for det vi ikke kan rumme eller ikke vil rumme og fylde det op i stedet med noget helt andet, på et sted fjernt fra indholdsløse facebookopdateringer og intetsigende tv-programmer, fjernt fra smålige politiske beslutninger og konsekvenserne deraf, fjernt fra hverdagens forpligtelser og måske arbejdets stigende krav om effektivisering.

Tanken er fri derude, hvor den – vigtigst af alt – for en kort stund er fri fra samfundets uundgåelige ensretning af individet og dets tanker,

__________
Sophus Claussen: Pilefløjter. (1899)
H. D. Thoreau: Journals vol 14, s. 259 (1984)

Blufærdighed

“Sådan vil ædle sjæle det: de vil intet have omkostningsfrit, allermindst livet.
Den, der er af pøblen, vil leve omkostningsfrit: men alle vi andre, som livet gav sig til – vi grunder altid over, hvad vi bedst giver til gengæld.
Og sandelig er det en fornem tale, der siger: “Hvad livet giver os, det vil vi – holde over for livet!”
Man skal ikke ville nyde, hvor man ikke giver noget at nyde. Og – man skal ikke ville nyde!
Nydelse og uskyld er nemlig det mest blufærdige, der findes: ingen af  dem vil opsøges. Man skal have dem – og snarere bør man søge efter skyld og smerte!”

Nietzsche: Således talte Zarathustra. Kbh. 1999. s. 170

Carpe Amorem

… og mens jeg nu er ved Sophus Claussen (1865-1931), som ubestrideligt er blandt vores allerstørste digtere, så er det værd at erindre hvad han skriver om Det værste:

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
— maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis’ Port …
 
Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!
 
For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa’r.
— O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!

Måske er der virkelig ikke noget værre end dette, denne uformåenhed i forhold til selve livet og manglen på evne til at gribe dagen der byder sig til, men derfor kan man selvfølgelig godt forfalde til spekulationer over hvorledes denne lethed ville tage sig ud set fra den anden og feminine side, For den mistanke lurer unægteligt under overfladen, at det ikke er faderskabet, som digtet begræder at have ladet sig gå forbi, men en langt mere umiddelbar og kortsigtet fornøjelse.

(Men den mulighed foreligger afgjort også, at hun er ganske godt tilfreds med at sikre sig sin indbildte udødelighed (jvf Platon: Symp. 208e-209c), frem for den der kunne ligge gemt i en tur i høet med digteren, men i så fald er kan der ikke være nogen ægte fortrydelse, ikke for Claussen i hvert fald.)

En anden favorit – Emil Aarestrup (1800-1856) – kom egentlig til samme Erkjendelse omkring hundrede år tidligere, men unægtelig på en lidt anden måde.

At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ,
Og i mit Raserie har vovet –
Ja, hun maa troe, jeg er af Træ.
 
Men det er jeg paa ingen Maade;
O, gid jeg bare var af Træ!
Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,
Og derfor egentlig et Fæ.

Det er svært ikke at holde af Aarestrup og hans fine uskyldige selvironi og den alvorlige og romantiske kontekst, hvori den præsenteret. BIlledet af digteren der ikke har vovet at kaste sig for hendes fødder, selvom hun givetvis har været interesseret, er både sødt og morsomt. Til gengæld er der virkelig ikke – i en moderne optik – meget erotisk over Aarestrups Erotiske Digte, og i en tid hvor det erotiske ofte mere handler om porno end følelse, kan han synes slemt bedaget for de, der ikke har taget den vinkel til sig. Men fint er det ikke desto mindre.

Men humor har de unægteligt begge to og de er også begge styret af lidenskaben, men dog med den væsentlige forskel, at hvor den ene egentlig er mand for situationen og blot begræder den tabte værdi, han ikke tog, så er den anden blot et fæ, fordi han ikke gjorde knæfald, ikke magtede at tage chancen for lykken. Der er næsten hundrede år til forskel og Claussen virker da også langt mere moderne og noget mere kynisk, men til gengæld er det Aarestrups selvironi der tiltaler os, sammen med den ydmyghed overfor kærligheden, som han også demonstrerer. Der er næppe noget smukkere, end det menneske der havner i sine følelsers vold.

For Claussen, der i sine digte som regel ikke skylder verden eller kvinden meget andet end sine ord og som lystigt tager hvad der tilkommer ham, resignerer andetsteds fuldstændig i forhold til Kærligheden:

Tal ej om skuffet Kærlighed
og Hjærter, som er brudt!
man gør sig lidt Besværlighed
og ta’r en ny til slut.

Tal ej om evig Kærlighed!
vort Hjærte kun slaar Smut;
det hopper let fra Sted til Sted
og synker træt til slut.)

Hos Aarestrup hedder det Angst, og forskellen er tydelig:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Hvor Claussen resignerer fra kærligheden ud fra spredte overfladiske øjeblikke og hjerter der hopper overfladisk fra sted til sted, er det hele vendt på hovedet hos Aarestrup, der så at sige resignerer ind i øjeblikket. Al den mening som Claussen ikke finder i øjeblikket, lægger Aarestrup ind i det med en insisteren på at det er nuet der gælder, ikke i relativ, men i absolut forstand. Der er ikke noget andet end dette nu, andet end dette korte øjeblik i tiden.

Og hvis man, lidt frit efter Wittgenstein konstaterer, at “hvis man ved evighed ikke forstår et uendeligt tidsrum, men i stedet tidløshed, så lever den evig, som lever i nuet“, så må det også være sådan, at hvis nuet bedst tilbringes i en kvindes selskab, følger det dermed også, at du hænger på hende i en evighed. Så man kan vel sige, at det gælder om at vælge med omhu, når man griber både øjeblikket og kærligheden.

Stedet hvor solen skinner

På denne dybgrå efterårsmorgen var der en der talte til mig, om det sted hvor solen skinner og om det vigtige i at gå derhen og den opfordring kunne jeg jo ikke lade ligge.

Bor man i Danmark og har efteråret først suget al varmen ud af jorden, luften og regnen, kan der været ret langt, hvis man, vadende over lerede marker, gennem dybe skove, skal finde derhen til den lyksalige plet bag fjerne bakker, hvor solen for et kort  øjeblik skinner. Hvem ved, måske den har flyttet sig inden man når derhen? Solen er flygtig og drilsk på denne årstid, som en uskyldigtsød pige man lige har mødt; hun viser sig gerne i glimt bag sine grå slør, men bestandig undslipper hun ens stadig mere insisterende forsøg på at gribe hende og omfavne hende og gemmer sig drillende legesygt for ens blik, tilsyneladende helt ude af rækkevidde.

Og hvis du nu tænker, at løsningen er at søge solen andetsteds, at løsningen er to uger på Mallorca, ja så fatter du ingenting af det hele. To uger på Mallorca er intet andet end mangel på tålmodighed, flugt og resignation. Solen er præcis der, hvor solen skal være og undertiden må man bare vente tålmodigt på den skal komme til syne, vise sig frem og give gavmildt af sit lys og varme.

Er man til gengæld lidt mere poetisk og tager det hele lidt mindre bogstaveligt, kan solen være lige præcis det, som man ønsker den skal være og man kan søge den og jagte den lige så tosset man vil og bruge den præcis som man vil.

For digterne er solen en evig kilde til inspiration – nogle mere heldige end andre – H. C. Andersen citerer Oehlenschlæger:

Kjærlighed er stærk som Døden,
Skjøn som Morgenrøden.

… inden han selv, i et digt betitlet Kjærlighed, ihærdigt forsøger at beskrive det, som han selv konstaterer er ubeskriveligt.

See Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden paa Kinden.

Men det er altså ret langt fra vores udgangpunkt, som ikke var en beskrivelse af solen som sådan, hvor smuk den så end er, men et forsøg på at finde og indfange det sted hvor den skinner.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et særligt godt forhold til Emil Aarestrup, som skriver smukt om Solens Nedgang, og det er – selvom bloggen handler om at søge solen – ganske tilladeligt, for han søger gennem den noget helt andet.

Bag Vestens Bøgeskove,
I Bølgerne sank Solen –
Hun sad og saae mod Himlen,
Letgyngende paa Stolen.
 
Om Nakkehaarets Knude,
Hvis Lokker vilde splittes,
Greb, med de slanke Fingre,
Hænder, som Aphrodites.
 
Jeg kunde næsten høre
Mit eget Hjerte banke –
Ved hver en nytændt Stjerne
Fik jeg en raadvild Tanke.
 
Om jeg, som Solen, skulde
For hendes Fødder falde?
Om lukke mine Øine,
Som Haugens Blomster alle?
 
Da saae jeg først, hvor Halsen
Sig strakte langt og farligt –
At støtte var nødvendigt,
Alt andet uforsvarligt –
 
O, hvis den runde Nakke
Som Solen nu sig sænkte!
Jeg aabned mine Arme –
Det skeete, som jeg tænkte.

Måske han strækker den lige vel rigeligt, den kære Aarestrup; når solen både er ham, hende og omgivelserne på en gang, bliver det hele måske lidt rigeligt velbelyst. Men jeg tilgiver ham gerne, det er intet galt med en romantiker i en alt for kynisk verden.

Og det er jo netop pointen. Det sted hvor solen skinner er jagten på et fristed i en travl verden, der hvor man går hen, når alt det andet bliver for tungt og gråt. Så søger man uvilkårligt mod lyset, trøsten og måske endda ensomheden på en tankens fjerne sydvendte skråning med udsigt over et stålblåt hav. For Sophus Claussen – ja, jeg ender altid med at vende tilbage til ham – er dette en Længsel efter en Skæbne:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

Men hvor skal vi da gå hen, på denne tankens imaginære rejse mod en anden og bedre indre verden? Det spørgsmål kan ikke besvares meningsfuldt af andre end den enkelte selv. Hvor det er, at du finder fred, lykke, glæde, ro eller et andet afbræk fra det mørke, som får dig til at søge mod lyset, er et spørgsmål kun du kan besvare. Men til gengæld betyder det i virkeligheden ikke så meget hvad det er, hvis bare du ved med dig selv, hvor det er.

Om at læse Homer

“Jeg haver udi en af mine Epistle tilkiendegivet Aarsagen, hvi jeg så ofte læser Homerum, nemlig: 1.) Efterdi intet Skrift tiener mere til at erhverve Kundskab udi det Græske Sprog. Og, naar man vil hertil sige: Hvortil kand det nytte mig, at vide saa meget Græsk? Da svarer jeg dertil, at ingen vel kand passere for en lærd Mand uden det Græske Sprogs Kundskab, Thi det er af Græske Bøger vi see Kilderne til Philosophie og de fleeste Videnskaber og utallig Ord; ja fast alle Kunst-Gloser, som vi dagligen bruge, have deres Oprindelse af det Græske Sprog. Den anden Aarsag, som jeg haver tilkiendegivet, hvi jeg læser Homerum, er denne, at man deraf lærer og seer den ældgamle Verdens Skikke og Moder,”

og

“… og, naar man derhos eftertænker, at samme Poëts Skrifter er de reeneste Kilder, hvoraf det Græske Sprog flyder, saa maa man holde for, at Tiden anvendes ikke så ilde paa saadanne Bøgers Læsning, som foregives af nogle, helst af dem, som meene, at det Græske Sprog ikke er meget fornødent at læres paa de høje Skoler, og at man haver nok udi det Latinske.”

– Holberg: Ep. CDXXXI