Udødeligheden (a propos Ingemann)

A propos B. S. Ingemann:

“En af vore Digtere (Ingemann) skal, sentimentalt, være af den Mening, at endog ethvert Insekt er udødeligt.
Manden har Ret, kunde man fristes til at sige; dersom nemlig Mskene som de nu tildags fødes en masse ere udødelige, saa synes det ikke ubilligt, at ogsaa Insekterne blive udødelige.
Det er dette rigtige Theevands-Sludder, der er saa hjerteligt og rørende ægte Præste-Vrøvl, som altid excellerer i, hjerteligt, at udvande alle Begreber saaledes, at de blive til Intet, ja næsten modbydelige! Udødelighed, det | var engang det høie Maal, som Slægtens Heroer saae op til, ydmygt bekjendende, at denne Løn var saa overvættes, at Lønnen stod i intet Forhold til deres meest anstrengede Stræben – og nu er enhver Luus udødelig.
I Sandhed Ingemann, han burde have været Præst, indbunden med Fløiel baade i Ryggen og paa Maven og med en Guldqvast paa Skulderen! Skjøndt jeg ellers ikke kan lide at man vrænger med en Mands Navn, er der dog virkelig Noget i, at Heiberg kaldte ham: Ingenmand.
O det er afskyeligt, og det Afskyelige er især, at der ere Tusinder hvem Sligt synes en skjøn Følsomhed! Gid saa da blot ogsaa den gavtyveagtige Industrie vilde bemægtige sig denne Tanke, og Gavtyve af Præster (»Gaudiebe«) faae »en christelig Regjering« indbildt, at der christeligt | ogsaa burde gjøres Noget for Insekterne, disse udødelige Skabninger, at der burde ansættes nogle Sjelesørgere, i ethvert Fald oprettes nogle Levebrød..”

– Søren Kierkegaard: NB31:127 ⋅ 1854

Fædrelandskærlighed

Under den sigende, men måske ikke synderligt velvalgte overskrift “Nej til bederum, ja til fædreland” forsøger forfatter, cand. mag. og fhv. næstformand i DR, Ole Hyltoft, i en kronik (JP, d. 4/5 2017) at argumentere for, hvorfor der ikke bør være bederum på danske gymnasier, hvilket for undertegnede lyder ganske rimeligt, men desværre også en hel del mere rimeligt end den argumentation derfor, som Hr. Hyltoft fremfører. For eksempel er påstanden om, at almendannende skole som det danske gymnasium skal være rationel, måske at strække den en smule, men vi køber den, selvom det selvfølgelig rejser spørgsmålet om hvad der så skal ske med rationaliteten i forhold til f. eks. undervisning i religion i selvsamme skole. Vi ser også bort fra, at Hr. Hyltoft svømmer på dybt vand i sit forsøg på at skille fædrelandskærlighed fra chauvinisme og nationalisme, noget der sagtens lader sig gøre, omend ikke på den vis som forsøges.

Andetsteds kører det helt af sporet, som for eksempel når det fremføres at

“Ordet nationalisme kan vi ikke lide. For det indebærer nedvurdering af fremmede lande. Men den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede. Han forstår, at andre folk holder af deres lande, som vi holder af vort. Nordmændene holder af deres sprudlende elve, franskmændene af deres vinmarker, hollænderne af deres diger og klassiske malere. Ligesom vi holder af vores høje, ranke bøgeskove og grøftekanternes friskgrønne overflod nu her i maj.”

Lad os bare se bort fra påstanden om, at “den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede”, for det kan han da sagtens gøre, selvom det selvfølgelig ikke nødvendigvis er tilfældet. Det er påstande, vi slet ikke gider gå i rette med. Hvad der falder undertegnede langt mere for brystet, er den uambitiøse reducering af danskheden til bøgetræer (de findes overalt i nordvesteuropa) og grøftekanter. Holland må sandelig være et langt mere interessant land, for de har klassiske malere. De har vi også, men åbenbart ikke på samme nævneværdige niveau og det er jo det der er det store problem for alle disse fædrelandskærlige skribenter; de kniber sgu noget så gevaldigt med at finde det virkeligt værdifulde danske frem og få sat ord på det. Måske er det ikke så underligt at så mange vender sig mod amerikansk kultur?

Hyltofts forslag til udbedring af de sørgelige tilstande er – og det konstaterer jeg med stor beklagelse – lige så tåkrummende utilstrækkeligt som de fleste andres; vi skal have morgensangen tilbage i skolerne! For, som Hyltoft skriver,

“bortset fra selv at gå ture i mark og skov er der ikke noget, der lærer én at holde af Danmark som vores sangskat. Aakjærs, Ingemanns og Blichers kærlighed til alle naturens årstider forbinder deres billeder af Danmark med ordenes og versrytmens skønhed. Kærligheden til naturens skønhed bliver nynnet ind i vores bevidsthed.”

Beklager at måtte sige det, men både Aakjær, Ingemann og Blicher er en aquired taste, og altså ikke ligefrem – hvis nogen skulle være i tvivl – toppen af poppen hos tidens ungdom (selvom de måske er det for den generation, der engang også syntes at Liva Weel var det!), hvilket man altså ikke ligefrem kan fortænke dem i. Alle tre herrer kan godt for det moderne øje forekomme en smule støvede og bedagede. Undertegnede kunne godt komme i tanke om forfattere og digtere der selvom de er et par tusind år ældre alligevel virker en del yngre, men de er så beklageligvis ikke danske.

Hyltofts argumenter fejler totalt i deres banale sentimentalitet over egen barndom:

“… og hvis vi ikke havde kærligheden til den danske natur med hjemmefra, fik vi den her hver morgen. »I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo«. Og vinteren er også værd at synge om: »I sne står urt og busk i skjul, der er så koldt derude.«”

og han formår ikke ret meget andet, end at fremstå som en gammel forstokket pædagog, der, blind på både øjne og ører, forsøger at overbevise en amerikaniseret ungdom om, at Ingrid og Lillebror da er langt bedre …

Vi ved jo godt, at det der ikke kommer til at virke. Det er fantasiløst ad helvede til og naivt tilmed:

“Jeg gad vide, om man bruger den danske sanglyrik til at integrere vores nye medborgere fra Mellemøsten i Sandholmlejren, og hvor vi ellers samler dem. Det ville være en hjælp til deres sprogtilegnelse som til at åbne deres øjne for det dejlige danske landskab”

skriver han i tilsyneladende fuld alvor.

Hvor pokker er den blevet af, fædrelandkærligheden? Den fædrelandskærlighed som ikke bare er tidssvarende, men også konkurrencedygtig i en tid, hvor vi gennem et par generationer villigt har overgivet os til en særdeles invasiv amerikansk inspireret kultur. Er Ingemanns

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
– hans skønhedsrige kommer.

… virkelig det bedste svar vi har? Er dansk kultur og dansk fædrelandskærligehed virkelig bare en lille forkommen fugl der ryster sine vinger i kulden? Hvis svaret er ja, så er det en kamp der er tabt på forhånd og det er virkelig trist.

 

ægteskab på græsk

I mellemtiden, i Sparta:

“… their marriages the women were carried off by force, not when they were small and unfit for wedlock, but when they were in full bloom and wholly ripe. After the woman was thus carried off the bride’s-maid, so called, took her in charge, cut her hair off close to the head, put a man’s cloak and sandals on her, and laid her down on a pallet, on the floor, alone, in the dark. Then the bride-groom, not flown with wine nor enfeebled by excesses, but composed and sober, after supping at his public mess-table as usual, slipped stealthily into the room where the bride lay, loosed her virgin’s zone, and bore her in his arms to the marriage-bed.

Then, after spending a short time with his bride, he went away composedly to his usual quarters, there to sleep with the other young men. And so he continued to do from that time on, spending his days with his comrades, and sleeping with them at night, but visiting his bride by stealth and with every precaution, full of dread and fear lest any of her household should be aware of his visits, his bride also contriving and conspiring with him that they might have stolen interviews as occasion offered.

And this they did not for a short time only, but long enough for some of them to become fathers before they had looked upon their own wives by daylight. Such interviews not only brought into exercise self-restraint and moderation, but united husbands and wives when their bodies were full of creative energy and their affections new and fresh, not when they were sated and dulled by unrestricted intercourse; and there was always left behind in their hearts some residual spark of mutual longing and delight.” (Plut. Lyc. 15)

… og noget om jalousi og utroskab:

“After giving marriage such traits of reserve and decorum, he none the less freed men from the empty and womanish passion of jealous possession, by making it honourable for them, while keeping the marriage relation free from all wanton irregularities, to share with other worthy men in the begetting of children, laughing to scorn those who regard such common privileges as intolerable, and resort to murder and war rather than grant them.

For example, an elderly man with a young wife, if he looked with favour and esteem on some fair and noble young man, might introduce him to her, and adopt her offspring by such a noble father as his own. And again, a worthy man who admired some woman for the fine children that she bore her husband and the modesty of her behaviour as a wife, might enjoy her favours, if her husband would consent, thus planting, as it were, in a soil of beautiful fruitage, and begetting for himself noble sons, who would have the blood of noble men in their veins.

For in the first place, Lycurgus did not regard sons as the peculiar property of their fathers, but rather as the common property of the state, and therefore would not have his citizens spring from random parentage, but from the best there was. In the second place, he saw much folly and vanity in what other peoples enacted for the regulation of these matters; in the breeding of dogs and horses they insist on having the best sires which money or favour can secure, but they keep their wives under lock and key, demanding that they have children by none but themselves, even though they be foolish, or infirm, or diseased;

as though children of bad stock did not show their badness to those first who possessed and reared them, and children of good stock, contrariwise, their goodness. The freedom which thus prevailed at that time in marriage relations was aimed at physical and political well-being, and was far removed from the licentiousness which was afterwards attributed to their women, so much so that adultery was wholly unknown among them.

And a saying is reported of one Geradas, a Spartan of very ancient type, who, on being asked by a stranger what the punishment for adulterers was among them, answered: ‘Stranger, there is no adulterer among us.’ ‘Suppose, then,’ replied the stranger, ‘there should be one.’ ‘A bull,’ said Geradas, ‘would be his forfeit, a bull so large that it could stretch over Mount Taÿgetus and drink from the river Eurotas.’ Then the stranger was astonished and said: ‘But how could there be a bull so large?’ To which Geradas replied, with a smile: ‘But how could there be an adulterer in Sparta?’ Such, then, are the accounts we find of their marriages.” (Plut. Lyc. 15)

Plutarch: Plutarch’s Lives. with an English Translation by Bernadotte Perrin. Cambridge, MA. Harvard University Press. London. William Heinemann Ltd. 1914. Via Perseus.

skurke og fjolser

“I en verden, hvor mindst fem sjettedele er skurke eller narre og fjolser, må enhver af den øvrige sjettedel, så meget desto mere, jo længere væk han befinder sig fra de andre, basere sit livssystem på tilbagetrukkethed, jo længere tilbage desto bedre. Overbevisningen om, at verden er en udørk, i hvilken man ikke kan regne med selskab, må blive til fornemmelse og – habituel. Ligesom væggene indsnævrer blikket, der atter udvider sig, når det blot har mark og vang foran sig, således indsnævrer menneskeligt selskab min ånd, og ensomheden udvider den atter.”

Arthur Schopenhauer: Kunsten at kende sig selv, Kbh 2007, s. 36.

tabte horisonter

“Have you ever been in need of money? Almost every man who enters our society joins it as a young man in need of money. His instincts are unsullied, his intellect is fresh and strong, but he must live. How comes it that the country is full of maimed human beings, of cynics and feeble good men, and outside of this no form of life except the diabolical intelligence of pure business?….He must get on. He goes into a law office, and if he is offended at its dishonest practices he cannot speak. He soon accepts them. Thereafter he cannot see them. He goes into a newspaper office, the same; a banker’s, a merchant’s, a dry-goods’ shop. What has happened to these fellows at the end of three years, that their minds seem to be drying up? I have seen many men I knew in college grow more and more uninteresting from year to year. Is there something in trade that desiccates and flattens out, that turns men into dried leaves at the age of forty? Certainly there is. It is not due to trade, but to intensity of self-seeking, combined with narrowness of occupation.”

John Jay Chapman (1862-1933): Practical Agitation, New York 1900, s. 55-56. Via Laudator Temporis Acti, 15. feb 2017.

A Second World War situation

Bare fordi man er popsanger – eller hvad som helst andet for den sags skyld – med enorm succes, betyder det ikke, selvom det sikkert undertiden kan føles sådan, at man er mægtig klog på alting i verden.
Den eneste forskel er, at medierne vil referere det man siger og at ufatteligt mange menneske vil læse det og diskutere det, og at ens mangel på viden, mangel på evne til at tænke rationelt og i det hele taget manglende dannelse vil blive udstillet så meget desto mere.

Således også danske Lukas Forchhammer, som forud for årets Grammyshow, “when asked specifically about the rise of the far-right movement in Europe”, udtalte til CBS:

“It worries me greatly that if we took out the word ‘Muslim’ and put in the word ‘Jew,’ we would be in a Second World War situation,” he said. “We’re right now in an anti-Semitic state of mind worldwide — it’s just targeted at Muslims instead of Jews.” (CBS)

eller på dansk, via Berlingske:

»Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet »muslim« og erstattede det med ordet »jøde« så ville vi være i en Anden Verdenskrig-situation. Vi er nu i en antisemitisk tilstand verden rundt – det er bare rettet mod muslimer istedet for jøder.«

En rigtig “anden verdenskrig-situation”.

Lad os lige sætte det i perspektiv: (… og jeg ser her helt bort fra at ovenstående er udtalt i et kynisk forsøg på at profilere sig selv og skabe medieomtale gennem bevidst kontroversielle udtalelser, og det gør jeg dels fordi det er irrelevant for min pointe og dels fordi jeg ikke har det ringeste problem med at antage, at manden simpelthen er et uvidende fjols.)

I 1940 var der atten millioner jøder i verden og de udgjorde således under en procent af verdens daværende befolkning på ca. to og en halv milliard og de udgjorde ikke en nation, så meget som spredte mindretal i lande som f. eks. Tyskland.

Antallet af muslimer i verden i dag er ca. 1,7 milliarder og de udgør næsten en fjerdedel af verdens befolkning på 7,5 milliarder. Mere end 20 lande verden over har Islam som officiel religion.

Er det nødvendigt at tilføje, at der forud for anden verdenskrig ikke var vidtspredte tilfælde af jødisk religiøs terror rettet mod den kristne verden? At der dengang ikke var adskillige jødiske nationer hvor kristne blev forfulgt og frataget retten til at dyrke deres religion, som det er tilfældet i en del mellemøstlige nationer, selvom det selvfølgelig stadig er frit for enhver at dyrke deres religion som de vil i vores samfund? At forfølgelsen af jøder var et resultatet af en aktiv politisk ideologi, som vandt magten i et enkelt europæisk land og at forfølgelsen af jøder opstod i et præ-menneskerettighedssamfund?

Så “Second World War situation” og forfulgt mindretal? Ikke på nogen måde …

Er der nogen pointe med denne blog? Næh, egentlig ikke! Men hvis der skulle være det, ville det være en påpegelse af det problematiske i demokratiseringen af viden – nemlig at for hver idiot der har ret til at have en mening, er der en lige så stor idiot af en journalist der er parat til at viderebringe den og tusinder lige så store idioter der er parate til at læse om den – og den derpå følgende fuldstændige invertering af viden i et meget udemokratisk uvidenhedens diktatur. Men det ligger vist lidt uden for rækkevidden af denne blog at gå ind i den diskussion.

Pædagogisk fordærvet

Flere medier har fortalt historien om fire 15-16-årige skoledrenge fra Ry som valgte at optrappe en verserende konflikt med en kammerat, ved at kaste en molotovcocktail indeholdende benzin efter ham og dermed sætte ild til ham og dermed få ham indlagt på sygehuset “i kritisk tilstand, men uden for livsfare”.

Som man kan forvente, foretager den konstituerede skoleleder på Mølleskolen i Ry, Alma Schack Andersen, i BT den sædvanlige offentlige rituelle håndvask:

»Vi vidste godt, at der var en konflikt blandt nogle af drengene i 9. årgang. Ikke specifikt kun blandt de fem involverede drenge i denne sag,« siger hun og tilføjer:

»Vi havde dog ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme så vidt. Men det er klart, at sådan en forfærdelig hændelse giver selvfølgelig anledning til refleksion hos os lærere og ledelse på skolen – hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre fremover.«

Den slags ansvarsfralæggelse er obligatorisk i en populistisk og mediestyret verden, hvis man ikke vil risikere at skulle korsfæstes offentligt af emsige journalister og der skal ingen bebrejdelser lyde herfra for det. Men fortsættelsen kan nu alligevel godt trænge til en påtale, for Alma Schack Andersen udtaler desuden følgende:

»Det er klart, at denne forfærdelige episode er selvfølgelig værst for ofret, men det er jo også ulykkeligt for de fire drenge, der har gjort det her. Jeg tror ikke, de har tænkt så langt, hvilke konsekvenser det har haft; at de kunne skade en skolekammerat så alvorligt, og at de kan risikere at komme i fængsel for det. Det tror jeg simpelthen ikke på, at de har været bevidste om.«

Vi kender alle den måde at formulere sig på – med dette lille kyniske “men” – fra den alt for velkendte og alt for hyppigt mødte “Jeg er ikke racist, men …“, hvilket ikke betyder andet end “Jeg er racist, men er selvbevidst nok til ikke at ville indrømme det og indleder derfor min tale med en lille løgn … et dementi.

Her får vi den bare i en lidt anden version, en skyldig påpegning af at det “selvfølgelig er værst for offeret”, men(!) derefter tager bekymringen for de fire unge potentielle mordbrænderes skæbne straks over. Ja, de kan risikere at komme i fængsel. Sådan kan det gå, når man begår noget så gement, som at forsøge at myrde et andet menneske, og ikke bare det, men oven i købet forsøger at gøre det på en så grusom måde.

Eftervirkningerne af brandsår er noget offeret sandsynligvis kommer til at kæmpe med længe, sandsynligvis for livstid, og arrene vil i hvert fald være et minde for livet. I den forbindelse er det egentlig pisseligegyldigt, om de fire knægte på forhånd havde tænkt over konsekvenserne af deres handlinger eller ej, der er stadig et offer der ligger på sygehuset med nogle helt sikkert forfærdelige smerter, og det er hos ham og ham alene, at medfølelsen bør være, uanset hvad der måtte være gået forud.

Men så er det jo at man kan spekulere over hvor denne menneskeforagt kommer fra, som er så kynisk indifferent overfor offerets lidelser at man i stedet fokuserer mere på bekymring over gerningsmændenes skæbne og ligefrem forsøger at undskylde deres handlinger. Handler det simpelthen om at pædagogikken som disciplin, altså den erhvervsmæssige menneskehåndtering, helt har erstattet medfølelsen og menneskeligheden hos disse professionelle, så de, i stedet for at se et offer og fire gerningsmænd, ser et offer som er lægernes ansvar og fire unge med problemer, som er et (interessant) pædagogisk problem?

Jeg ved det ikke, men jeg har berørt dette problem før – f. eks. her og her – og må indrømme at jeg stadig er lige uforstående overfor det.

OPDATERING: Der var en læser som konstaterede overfor mig, at selvom sympatien i denne sag selvfølgelig skal ligge hos offeret, så skal alle de implicerede hjælpes. Det kalder selvfølgelig på et svar. Ja, det skal de alle, og lad os bare for argumentets skyld se bort fra, at der også er nogen der skal straffes og tage et kig på det spørgsmål.

Ovenfor er der bragt to citater fra skoleleder Alma Schack Andersen og det er værd et bemærke, at det er to offentlige udtalelser, som vil kunne ses af både offer og offers familie og venner. Det er dér det umenneskelige kommer ind, fraværet af medfølelse og menneskelighed, for i den sammenhæng er der kun en sympati der gælder, nemlig sympatien med den forurettede, med offeret. Alt andet, og det er min pointe, alt det pædagogiske, overvejelser om de fire unges fremtid og hvordan de måtte have forspildt deres liv og hvordan de – efter endt straf – kan hjælpes videre, kan passende overlades til deres forældre eller holdes bag lukkede (social)pædagogiske døre. Af hensyn til offeret.

__________
Simon Boas og Jonas Vester: Danske drenge ville brænde afghansk skoleven af: ‘Det overgår vores vildeste fantasi’. BT, d. 8. februar 2017

Forårsforventninger

Måske man kan sige, at man forgriber sig lidt på naturen og verden, når man på denne måde insisterer på at foregribe årstiderne, men ikke desto mindre vil jeg insistere. Solen skinner ind af mit vindue, måske lidt dovent, men den skinner trods alt og himlen er klar og blå. Blandede småfugle hopper forventningsfuldt rundt i min hæk eller kigger bebrejdende på mig fra det foderbræt, som jeg har forsømt at fylde og ser man helt bort fra temperaturen derude, som jeg jo ikke kan mærke herinde, så kunne man godt bilde sig selv ind, at foråret er på vej. Eller … det er det jo sådan set også, det er det hele tiden, men måske man endda kunne få den tanke, at det er tættere på, end det i virkeligheden er. Sophus Claussen kan fint hjælpe mig på vej i mine lystige vildfarelser.

Dansk Foraar

Naturen min Elskerinde
har taget sit Forklæde paa,
sit Forklæde af Anemoner,
slængt over Kjolens Graa!

Naturen min Elskerinde
er bleven saa formiddagsklædt
med grønne Buketter ved Bæltet.
Nu er jeg ilde stedt …

Jeg sidder atter i Lunden
paa Bænkens frønnede Træ
og stirrer henad en Gangsti
med Hænderne under mine Knæ;

Jeg attraar de spirende Urter
og trækker dog Vejret saa frit,
hænger ved dette Klæde
af Grønt broderet med Hvidt.

Naturen min kyske Veninde
skænker mig Sol og Læ
og alle slags friske Farver,
broderede ved hendes Knæ.

Men blir det mit Hjærte for broget,
saa slaar der en Nattergal
i Haven, til Tegn og til Trøst: — at
en anden er ligesaa gal.

Naturen min unge Moder
har rakt mig sit Forklædes Flig.
Og endt er Dæmonernes Hærværk.
Jeg er i mit Himmerig.

Nu har vi andetsteds beskyldt Sophus for at være både resignerende overfor livet og kærligheden og for til tider at være relativt kynisk, men ret skal være ret, det er han ikke her. Hans konstatering af forårets himmerrigskhed burde kunne tjene som forventningsglad opmuntring her og en lykkelig glemsel for så vidt angår kulden udenfor, som ikke er forårsagtig overhovedet.

For vover man sig udenfor, så opdager man da også hurtigt, at solen har ikke rigtig nogen magt i dag andet end lysets. Varme er der virkelig ikke meget af og så er det at man kommer til at tænke på Stuckenbergs forår, som er af en helt anden art.

Erantis

Nu er det Foraar — løb, min Dreng,
nu støjer Hækkens Spurve,
og Havebedet pakker ud
de smaa Erantiskurve,
og Himlen staar saa høj og hvid,
som blev det Dag for evig Tid,
og Luften er saa frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
… saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Nu blomstrer hver en Blomst paany,
det er saa mildt at mærke,
det er, som sang al Uskyld ud
sin Fryd med Markens Lærke;
ak, — det er Bud fra svundne Aar,
en Tone, som i Luften staar
endnu engang og skælver,
en Kalden — men tilbage;
den lyse Vaar, som gror paany,
den er en Skygge under Sky,
og Lærkens Jubel maler
for mig kun gamle Dage.

Min Dreng, det ved du intet om,
men denne Sol i Luften,
Bogfinkens første sagte Slag,
Muldvarpeskudets Duften,
det bringer ikke mig ny Vaar,
det maner mig om svundne Aar;
blødt spørger Finkens Trille:
Hvor er de henne, som med dig
engang gik Vaarens lyse Vej
i Ungdom, Fryd og Lykke,
og Fuglen tier stille.

Hvor er de henne, de der fandt
som jeg i Ungdoms Glæde,
at alt var herligt Strid og Tant,
at juble og at græde.
De er der i det lyse Skær,
som hver en Gren i Vaaren bær’,
dér tindrer deres Lykke,
men fjernt som en vemodig Drøm,
og stum er deres Latters Strøm,
— den fattige Erantis
blev al vor Levens Smykke.

Min Dreng, elsk Dagens lyse Sol,
glæd evig dig ved Vaaren,
den var, den er din Kongestol,
din Lykke ubeskaaren,
i den du møder til din Død
de Blomster, som dig Livet bød,
din Ungdom evig frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Ak ja, skal vi tage Sophus på ordet og tro på at Naturens Elskerinde en dag vil tage sit forklæde på og smile til en selv, munter og glad og ligetil. Ubesmittet i sin sorgløse længsel efter endnu en varm og frodig og attråværdig sommer. Eller kommer foråret som en vemodig formaning om det der var engang, dengang hvor uskylden og glæden og ikke mindst troen på livet og kærligheden endnu var i behold og man levede i lykkelig uvidenhed over den dystre kendsgerning, at våren kom kun en gang og at efteråret fulgte snart efter.

Måske det lyder plat og banalt, men livet er hvad man gør det til og er det en stadig stræben efter glæden eller måske ligefrem lykken og en stædig insisteren på kærligheden og begæret, så er der måske mening at hente i Sophus Claussens Evangelium:

Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.

Vintertanker

Der er ikke mange formildende omstændigheder ved lyset en sådan decemberdag, hvor skyerne hænger tungt og lavt og så dovne at ikke engang en smule regn kommer derfra. Og selv de få gange hvor solen forgæves kæmper for at bryde igennem skydækket og bare en smule blåt anes deroppe bagved, forbliver låget lukket og lyset fladt og ganske ufotogent.

Måske en smule inspireret af Sophus – er man ikke altid det, bare en lille smule?

Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyr.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.

… søger man alligevel derud til fods, drevet af indre trang eller måske endda indre tvang, for at finde lidt fred for tanker der forstyrrer eller måske bare for eftervirkningerne af lidt for meget kaffe. Og uanset hvor langt vi er fra den slags poetiske udtryks kraftfuldhed og deres efterirrationalisering af en grå og trist virkelighed, så er der alligevel en del at hente deri; en indre ro, et fristed, tid til eftertænksomhed. Her er der ingen stress og intet hastværk. Alt går i sit eget rolige tempo og spirer og vokser og modnes og visner og forgår uden hensyn til verden omkring.

Der er noget vemodigt over de indtørrede brombær der stadig hænger uberørt på planterne, som et minde om en for længst passeret sommer og som en vidnesbyrd om et frodigt overskud, som ingen orkede at indtage eller som bare fik lov at hænge der i al ubemærkethed. Indtil nu, hvor det er for sent.

En sidste enlig flue sidder halvdoven – eller sikkert halvdød – af kulde på et af de sidste blade indtil frosten sætter ind og formodentlig gør en ende på dem begge. Og så, skriver Thoreau:

“Summer is gone with all its infinite wealth, and still nature is genial to man. Though he no longer bathes in the stream, or reclines on the bank, or plucks berries on the hills, still he beholds the same inaccessible beauty around him.”

Det er en utilgængelig og især tvetydig skønhed; et vidnesbyrd om sommerens uendelige tabte rigdomme og en natur der – Thoreau kalder det andetsteds for en opvisning af styrke – ruster sig til vinteren.

Der er uendeligt stille derude i naturen og det er en perfekt mulighed for at tømme sindet for det vi ikke kan rumme eller ikke vil rumme og fylde det op i stedet med noget helt andet, på et sted fjernt fra indholdsløse facebookopdateringer og intetsigende tv-programmer, fjernt fra smålige politiske beslutninger og konsekvenserne deraf, fjernt fra hverdagens forpligtelser og måske arbejdets stigende krav om effektivisering.

Tanken er fri derude, hvor den – vigtigst af alt – for en kort stund er fri fra samfundets uundgåelige ensretning af individet og dets tanker,

__________
Sophus Claussen: Pilefløjter. (1899)
H. D. Thoreau: Journals vol 14, s. 259 (1984)

Blufærdighed

“Sådan vil ædle sjæle det: de vil intet have omkostningsfrit, allermindst livet.
Den, der er af pøblen, vil leve omkostningsfrit: men alle vi andre, som livet gav sig til – vi grunder altid over, hvad vi bedst giver til gengæld.
Og sandelig er det en fornem tale, der siger: “Hvad livet giver os, det vil vi – holde over for livet!”
Man skal ikke ville nyde, hvor man ikke giver noget at nyde. Og – man skal ikke ville nyde!
Nydelse og uskyld er nemlig det mest blufærdige, der findes: ingen af  dem vil opsøges. Man skal have dem – og snarere bør man søge efter skyld og smerte!”

Nietzsche: Således talte Zarathustra. Kbh. 1999. s. 170