Ægteskab

Farcen fortsætter tilsyneladende og hvor vi forleden tog kirkeminister Manu Sareen i forsvar (mere eller mindre!) så har ministeren i dag selv valgt at udtale sig, gennem et indlæg i Politiken. Det skulle han nok ikke have gjort, i hvertfald fra et rent fornuftsmæssigt synspunkt. Fra et politisk perspektiv, hvor formålet sikkert er at lukke munden på de mindre tænkesomme masser, giver hans udmelding sikkert god mening, men det er josom bekendt ikke den synsvinkel vi anlægger her.

“Jeg glæder mig til at overvære det første kirkebryllup med homoseksuelle par. Og jeg ved, at der er mange homoseksuelle, der glæder sig til endelig at kunne blive viet i kirken.

Jeg har lovet at stå på trappen og kaste ris. Med vielser af homoseksuelle i kirken kommer vi endnu et skridt nærmere på et samfund, der på alle måder fuldt ud accepterer den enkeltes ligeværd – uanset hvem man er, og hvem man elsker.” (Manu Sareen i Politiken, d. 10/11 2011)

Nå! Vi har allerede for en uge siden været igennem Biblens syn på homoseksuelle, så den lader vi ligge i denne omgang og noterer os i stedet at brugen af ordet ligeværd ikke er et ord som kirkeministeren mestrer.

Ægteskab i kirken er et kønsbestemt begreb, forbeholdt en alliance mellem en mand og en kvinde, lidt på samme måde som at kvindernes omklædningsrum i svømmehallen er forbeholdt kvinder. Rent principielt er i dette tilfælde de homoseksuelles krav på at kunne indgå ægteskab i kirken, lidt det samme som hvis jeg gjorde krav på at måtte bruge kvindernes omklædningsrum i svømmehallen, med den begrundelse, at det er et begrænsning af mit ligeværd, hvis jeg forhindres i at gøre det.

Det er jo ikke sådan i samfundet at homoseksuelle juridisk og på anden vis diskrimineres i forhold til heteroseksuelle. Her er der blot tale om at slå døre ind, alene for fornøjelsen ved at se dem briste, uagtet at man dybest set ingen interesse har i hvad der er på den anden side.

Som en læserkommentar til ovenstående artikel så rammende siger det: “Gud hader ikke homoseksuelle mennesker, men han hader det de gør, fordi det er unaturligt. Derfor hader kristne heller ikke homoseksuelle mennesker, men tager klart afstand fra det de gør. Hvad så når de er blevet gift og vil ha’ børn, hvilket rigtig mange gerne vil? De skal jo ud og låne andres børn for overhovedet at kunne lege familie, sådan som en mand og kvinde kan … helt naturligt.” (“RGBJ, Silkeborg”, Politiken, d. 10/11 2011)

Hvem er det egentlig man gør en tjeneste, når man gang på gang desperat forsøger at normalisere det unaturlige?

Der et flere oplagte spørgsmål som trænger sig på. For eksempel kan man jo tænke lidt over hvor al denne snak om ligeværd er henne, når det for eksempel gælder f. eks. pædofile. Eller man kan overveje, bare overveje, om ikke, der om tyve-tredive år kunne komme en lang række sager, om mennesker der føler at de har været udsat for overgreb, fordi de er opvokset uden at kende (begge) deres biologiske forældre i et ligeværds- og ligestillingseksperiments navn.

Skriv et svar