Racismens Grænseland – 2

Jeg drømte forleden en drøm om en småtyk ældre kvinde som alene hjemme sammen med sine to små børnebørn, en aften blev overrasket ved at en ældre fuldskægget mand brød ind i hendes hus og med en økse i hånden begyndte at hugge løs på hende mens hun forsøgte at skjule børnene bag sig i et desperat forsøg på at redde dem fra overfaldsmanden, men det var naturligvis forgæves; med blodet sivende fra flere dybe og dødelige sår på kroppen og i hovedet og mens hun holdt sine blotlagte tarme i hænderne, måtte hun hjælpeløs se til mens øksemanden gik forbi hende og over mod børnene og i det han passerede dem vendte han sig mod hende og kløende sig i det lange filtrede skæg sagde han med stemmen fuld af forundring de sidste ord hun hørte i sit liv: Din tåbe, tror du virkelig, blot fordi jeg stræber dig efter livet, at jeg også vil slå børn ihjel…

Nu var det egentligt ikke en drøm så meget som det var en dagdrøm, men jeg kan virkelig heller ikke klare tanken om Karen Thisted, der endnu engang udstiller sig selv og sine ganske begrænsede evner for rationel tankegang. At hun angriber Kurt Westergaard for hvordan han reagerede overfor en i hans hjem indtrængende øksesvingende tosse er der ikke grund til at gå ind i, ingen kom til skade i den sag – udover tossen – og derfor er der ikke noget at diskutere.

Det har intet med ytringsfrihed at gøre at blive ved med at råbe op om sig selv og sine kunstneriske rettigheder, og jeg er så irriteret over, at vi danskere skal blive ved med at lide under, at Kurt Westergaard ikke kan få nok af sine fem minutters berømmelse.(1)

Skriver Thisted og dertil er der to ting at sige.

Jo, det har så sandelig noget med ytringsfrihed når man bliver stræbt efter livet fordi man han begået en tegning og man skal da på det nærmeste være total idiot hvis man ikke indse det.

Det kan godt være at Fru Thisted er irriteret over at over at danskerne skal lide under konsekvenserne af Westergaard-sagen, men at lade det gå ud over Westergaard, svarer til at sige at alle de Københavnere der føler sig generet at den verserende bandekrig da bare kan flytte til Jylland.

Meget fornuft er der ikke i konen, men det kommer vel heller ikke som en overraskelse.

I samme kategori som Karen Thisted, omend med betydelig mere intelligens og sproglig pondus, finder vi Rune Engelbreth Larsen, der på samme måde som Karen Thisted brugte mordforsøget på Kurt Westergaard som afsæt for endnu et angreb på både tegneren og politiet. Rune Engelbreth Larsen skriver:

Det er chokerende, at karikaturtegneren Kurt Westergaard, der er Danmarks vel nok mest truede person, har så utilstrækkelig beskyttelse, at det åbenbart let kunne lade sig gøre for en attentatmand at trænge ind i hans hus med kniv og økse.

Næsten rent lykketræf reddede Westergaards liv, da han nåede at forskanse sig i et sikkert rum, men først minutter senere dukkede kavaleriet op og fik uskadeliggjort attentatmanden i en skudveksling.

Når dét er sagt, er det selvfølgelig langt mere forkasteligt, at en afstumpet gerningsmand – og enhver anden med lignende tanker og ønsker – er parat til at dræbe en gammel mand, der har tegnet en karikaturtegning på opfordring.

Westergaards karikaturtegning er en propagandategning i samme genre som antisemitiske karikaturer fra 1930′erne, om end møntet på alverdens muslimer frem for alverdens jøder, og i Jyllands-Postens karikaturprovokation skriver den sig ind i en standende antimuslimsk tendens i dansk debat og politik, hvis værste eksempler ligeledes har paralleller til samme tidsperiodes antisemisme.(2)

Der er meget langt til Voltaire i dette slet skjulte angreb på både Westergaard og ytringsfriheden og selv om det nok så kendte citat fra Voltaire endda prydede omslaget på et nummer af Engelbreth Larsens eget tidsskrift Faklen, engang for længe siden, har han enddog meget svært ved at formulere en uforbeholden fordømmelse af mordforsøget på Westergaard og det i en sådan grad at man efterlades med en slem mistanke om at det heller ikke er noget han ønsker.

I sidste ende er det ytringsfriheden der tages som gidsel af både Thisted og Engelbreth. Spørgsmålet om ytringsfrihed eller ej er pricipiel. Derfor må og skal den holdes fri af alle forbehold udspringende af moral, etik, religion, god opførsel og god smag, da enhvert forsøg på at inddrage disse i diskussionen mudrer og forvirrer debatten da den underlægger eller sidestiller pricipielle spørgsmål med praktiske hensyn.

__________
(1) ‘Du er en antihelt, Kurt Westergaard’, Ekstra Bladet, d. 5. januar 2010
(2) Forkasteligt attentatforsøg mod Westergaard – og PET-svigt?, Politiken, d. 2. januar 2010

Published on January 28, 2010 8:53 am.
Filed under: DØDEN, MORAL, POLITIK, RELIGION Tags: , , , , ,
No Comments

Poetisk retfærdighed – 2

Politiken har opdaget at fabrikanter af færdigretter snyder med billederne på pakken: indholdet i pakken svarer sjældent til pakkens indhold. Eller med Politikens egne ord: “Billeder på færdigretter viser mere lækre retter med flere bestanddele end i pakken.”

Vi siger “Velkommen til Jorden”. Hernede var der ingen der ikke vidste det i forvejen.

Er der nogen ved sine fulde fem (eller rettere nogen der selv på noget tidspunkt har prøvet at lave mad) som kan tro at præfabrikeret ‘peberbøf’ med flødekartofler, grøntsager og sauce nogensinde ville kunne emballeres på en sådan måde at det skulle kunne serveres som billedet på pakken viser? Når det også samtidig forventes at retten skal kunne tilberedes på 3 minutter i microbølgeovn?

Hvad der end måtte være af ubehageligheder i pakken er det vel en passende straf for at overlade sit aftenmåltid (og liv?) i hænderne på et firma som kalder sig Findus. Rejs dig fra sofaen, din dovne hund, sluk for X-Faktor og Vild med Dans eller hvilket andet mangel på indhold du ellers fylder dit alt for korte liv med og bevæg dig ud i dit køkken, tag dit liv i dine egne hænder. Bagefter kan du så melde dig ind i en danseskole, hvis dansen virkeligt betyder så meget for dig.

Suk! På den anden side er Peberbøf fra Findus jo egentlig en passende ledsager til aftenens meningsløse TV-tidsfordriv. Det er jo slet ikke maden på billedet som Findus foregiver at sælge, men drømmen om den; drømmen om det som ligger langt uden for rækkevidden af den dumme, den dovne, den stakkels som i sofaen kan indtage drømmen om et måltid mens han på TV får serveret drømmen om et liv.

__________
- Færdigmad lyver på pakken, Politiken, 26. januar 2010.

Published on January 26, 2010 10:06 am.
Filed under: MORAL Tags: , ,
1 Comment

Racismens Grænseland – 1

I følge Jyllands-Posten i dag, viser en undersøgelse som regeringens burkaudvalg har fået foretaget, at antallet af kvinder i Danmark som jævnligt ifører sig denne, helt sikkert ikke særligt populære klædedragt, er 0,000001%. Det er jo et lidt abstrakt størrelse at forholde sig til, så man kunne også bare sige at tallet er tre. Tre, som i lidt flere end halvdelen af fingrene på din ene hånd.

Langt værre(!) står det til med en anden heller  ikke så populær klædedragt, for undersøgelsen viste at der er mellem 5000% og 6500% flere som jævnligt ifører sig niqab. 5000% er måske også et lidt svært tal at forholde sig til, så lad os bare sige at tallet er mellem 150 og 200. Heraf er lidt færre end halvdelen (60-80) danske kvinder, der er konverteret til islam.

En smule intelligens er der tilsyneladende til stede i dansk politik, for JP skriver:

Foreholdt undersøgelsens resultater mener Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, at det nu er svært at sætte lighedstegn mellem brugen af niqab og kvindeundertrykkelse.

»Jeg er overrasket over, hvor mange danske konvertitter, der er. Man kan ikke sige, at de er mere undertrykte end folk, der frivilligt går ind i Scientology eller Moon-bevægelsen. Jeg har svært ved at sige, at de ikke gør det frivilligt,« siger Karsten Lauritzen.

… og det har han jo nok ret i. Anderledes forholder det sig hos de konservative, hvor Henriette Kjær føler trang til at udtale sig og det slippe hun ikke heldigt af med:

»Spørgsmålet er, hvorfor de har taget dragten på. Man skal da være lidt underlig, hvis man frivilligt tager burka eller niqab på. Der må stadig være et element af tvang i det, ellers er det en provokation,« siger politisk ordfører Henriette Kjær (K).

Ræsonnementet i ovestående er følgende: Hvis nogen skulle have lyst til at foretage sig noget som ikke også Henriette Kjær har lyst til at foretage sig, så er der kun tre muligheder. Enten er de “underlige” fordi de gør det eller også er de blevet tvunget til det eller også gør de det for at provokere, hvilket også må siges at være frivilligt  og så er  de stadig underlige. Denne måde at tænke på kaldes også enfoldighed – at man ikke kan forstå at nogen skulle have andre ønsker for livet og verden end ens egne.

Men dermed er morskaben ikke ovre. Dansk Folkeparti, som med undersøgelsen har måtte se deres hjerteblod blive noget fortyndet, kæmper det bedste de har lært for ikke at tabe ansigt. Det lykkedes ikke:

»Jeg synes, at det er et højt tal. Jeg havde faktisk forventet, at det var lavere, når man hører nogle af de kritiske røster, der har været fremme. Vi er først og fremmest principielle modstandere af, hvad burkaen og niqab står for. Det er vi, uanset om der er tale om 1 eller 5.000 kvinder med niqab,« siger Martin Henriksen, medlem af Dansk Folkepartis gruppeledelse. (min fremh.)

“It is hard to believe that a man is telling the truth when you know that you would lie if you were in his place,” sagde Mencken engang for længe siden og det kan der unægteligt være noget om.

Et højt tal? Hvad ville et lavt tal have været? Vi er nede i de størrelser hvor der er 3-5 gange så mange selvmord årligt. Der er 2-3 gange flere dræbte i trafikken årligt. Der er adskillige gange flere nynazister i Danmark. Der går flere dømte drabsmænd rundt i samfundet end der går kvinder med niqab eller burka!

Tager man ikke et nyt standpunkt når ens formodninger viser sig ubegrundede afsløres det at der kun er tale om fordomme, men man havde måske heller ikke ventet så meget andet. I hvertfald siger den opmærksomhed som er blevet denne beklædningsgenstand til del og som Martin Henriksen stædigt fastholder – alt til trods – helt ned til om det så drejede sig om en enkelt person, en del om hvilke motiver som ligger bag.

__________
(1) Tre burkakvinder i Danmark, Jyllands Posten, d. 12/1 2010

Published on January 12, 2010 1:35 am.
Filed under: MORAL, POLITIK, RELIGION Tags: , , ,
No Comments

Dagens dumheder.

Menneskeheden er tilsyneladende et uudtømmeligt reservoir for dumhed, uvidenhed og mangel på sund fornuft, uhyrligt kombineret med en omvendt proportional vilje til at udtale sig eller ligefrem handle på selvsamme (manglende) grundlag. Her følger til almindelig god underholdning og morskab et par eksempler på mennesker der i juledagene har formået at foretage en intellektuel striptease i fuld offentlighed. God fornøjelse.

Sofasport

Socialdemokraterne og Venstre ønsker (ifølge EB) at Danmarks Idræts-Forbund anerkender pc-spil som en sport. I den forbindelse udtaler Venstres Ellen Trane Nørby:

Der er desværre kommet en holdning i Danmark om, at pc-spil er noget negativt. Derfor bør eksempelvis en gruppe pc-spillere på samme måde som med andre sportsgrene kunne søge og få økonomisk støtte til lokaler, hvor de kan spille sammen. Pc-spil bør opfattes som en social aktivitet som al anden sport.(1)

Lad os nu bare se bort fra at det “derfor” som starter anden sætning i citatet antyder at det handler om medlidenhed og tro på at dette tegn på at Fru Nørby dårligt kan tale dansk, skyldes journalistens manglende omhyggelighed i omgangen med citater og konstatere at det rationale som kan begrunde dette tiltag, som helt mangler i ovenstående citat, i det hele taget kan blive meget svært at få etableret. Når  nu  tanken om en sund sjæl i et sundt legeme tilsyneladende er blevet opgivet, er kriteriet så blot at der skal være tale om en konkurrencesituation? Hvad skulle der da være til hindring (ud over min stolthed) for at jeg samlede en flok ligesindede og fik støtte til konkurrencer i næsepilning, røvkløning eller omkapspisning i chips, romkugler og cola?

Måske Fru Nørby skulle læse lidt op på hvad idræt er og hvad formålet er med at få mennesker til at dyrke den, eller med andre ord er det åbenbart nogle værdier som hun skulle få på plads andet end de monetære som hendes parti så ivrigt dyrker.

Mødre…

Politiken skriver at stadig flere børn aldrig kommer til at kende deres biologiske far, fordi stadig flere kvinder bliver insemineret med donorsæd. I den forbindelse har Politiken talt med Katja Skovgaard, der selv fik en søn ved insemination i 2003. Hun siger til avisen:

Min søn er lige så meget et ønskebarn som alle andre børn. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi fortæller vores børn, hvad der er sket, og hvorfor det var sådan. Når nogen spørger, om det ikke er synd for ham, at han ikke har nogen far, vender jeg det og fortæller, hvor heldig min søn er. Der er mange børn, der vokser op med skilte forældre, og der er mange andre, som heller ikke har nogen kontakt til deres far.

Jeg har vist før nævnt det besynderlige mangel på blufærdighed som gør at mennesker i en tid hvor mange ikke ville gå på stranden hvis de vejer et par kilo for meget, tilsyneladende ikke er bange for at at udtale sig offenligt selvom de mentalt absolut er vejet og fundet for lette. At Katja Skovgaard er helt åbenlyst ikke den skarpeste kniv i skuffen får hun ganske eftertrykkeligt demonstreret med ovenstående udtalelse.

Først får hun afsløret en ubevist trang til at retfærdiggøre sig (“Min søn er lige så meget …”). Derefter bekender hun sig til et temmeligt overfladisk livssyn som hun godt ved også skal refærdiggøres overfor børnene. (“Det er udelukkende et spørgsmål om hvordan vi fortæller … hvorfor det var sådan.” )

Det mest interessante er den efterfølgende kortslutning når hun fortæller om hvor heldig hendes søn er, ud fra rationalet om at hvis noget kan mistes så er det langt bedre slet ikke at have haft det til at begynde med. Set fra den vinkel kan man med rette og af flere grunde spørge hvorfor hun i det hele taget valgte at få et barn?

Offer

EB bringer d. 30/12 også en pseudonyhed om at TV2 nyhedsoplæser Jes Dorph-Petersen var “i tårer over døde børn” da han forleden skulle viderebringe “nyheden” om at to børn var omkommet i en brand anden juledag. En historie der i kraft af at det var et hændeliget uheld vist ikke var mere historie end at den nok dybest set ikke vedkommer resten af Danmark.

Spørgsmålet er så om man vælger at se det som noget positivt eller negativt at TV2s nyhedsoplæser for åben skærm bliver offer for den følelsesporno han selv viderebringer det med et ene formål – ikke at forglemme – at skaffe seerere og dermed reklamekroner til sin arbejdsplads.

__________
(1) Computerspil er ikke en sportsgren, EB d.  30/12 2009
(2) Flere børn kender ikke deres biologiske far, Politiken 30/12 2009
(3) Jes Dorph i tårer over døde børn, EB d. 30/12 2009

Published on December 30, 2009 1:25 pm.
Filed under: MEDIER, OPDRAGELSE, POLITIK Tags: , ,
No Comments

Svinenes tidsalder.

“Danskerne svømmer i døde penge“, skriver business.dk, Døde penge kræver vist en forklaring for de der ligesom undertegnede troede at penge var penge og gode at have. Døde penge er derimod penge som står på en konto i banken og som “ikke er med til at skabe øget forbrug og dermed arbejdspladser“. business.dk skriver:

I Nordea frygter forbrugerøkonom Ann Lehmann, at danskerne har vendt forbruget ryggen.

»Der er tale om en decideret ændring af forbrugernes lyst til at bruge penge. Det er ikke kun frygten for at blive ledig, der holder den enkelte forbruger tilbage. Der er simpelthen tale om, at forbrugeren har skiftet mentalitet og er blevet en slow-forbruger,« forklarer Ann Lehmann.(1)

En slow-forbruger. Bemærk formuleringen som er nedsættende. Der er ikke tale om et ærligt og reelt valg, men om at man er langsom og det er ligefrem et problem ifølge Nordeas chefstrateg Henrik Drusebjerg:

“Det ville være meget bedre, hvis folk i stedet købte obligationer eller aktier, for det ville give dem en meget større forbrugsmulighed på et senere tidspunkt.”(1)

Det handler om at forbruge og intet andet. Forbrug er målestokken og hvis man ikke bruger hvad man har er man en dårlig borger som ikke bidrager til systemet.

Der er ingen tale om behov eller nødvendighed, ingen spørgsmål om man nu også har brug for at nyt TV og større bil – men samfundshensynet dikterer: opsparing er samfundsundergravende.

Måske det ligefrem kan være en trøst for en og anden som måske havde en fornemmelse af at vores forbrugsvaner mest af alt var noget svineri. Det er det ikke, det er samfundssind.

__________
(1) Danskerne svømmer i døde penge, business.dk, d. 7/11 2009

Published on November 30, 2009 2:40 pm.
Filed under: PENGE, POLITIK Tags: ,
No Comments

Poetisk retfærdighed. (en kynisk betragtning)

SuperBest siger undskyld til deres kunder. Afslæringen af salg af gammel kød har kostet supermarkedskæden 300 millioner i tabt omsætning. Jeg har ikke købt købt kød i SuperBest i flere år af den simple grund at grøn ikke er den naturlige farve for kød, men det er der så åbenbart mange andre som har. De er sikkert alle ganske tilfredse med at svindlerne har fået deres fortjente straf.

Der er alligevel to spørgsmål trænger sig på.

Er der der nogen retfærdighed i at hvad den ene svindler mister i omsætning bliver en anden belønnet med? Det er jo ikke sådan at danskerne er holdt op med at købe kød, der er bare sket det at de er holdt op med at købe det hos den dårlige svindler og er i stedet begyndet at købe det hos den som er lidt bedre til at skjule svindlen.

Men mere interessant er spørgsmålet om hvorfor danskerne har købt det dårlige kød i det taget?

Kan de ikke lugte, mærke eller smage forskel?

Hvis ikke, er der så et problem?

Har de ikke fået præcis hvad de fortjener?

Published on November 23, 2009 2:44 pm.
Filed under: MEDIER, OPDRAGELSE, PENGE Tags:
No Comments

Manipulation

Statsadvokaten er i gang med at undersøge den episode, hvor en 34-årig psykisk syg mand blev skudt i hovedet og dræbt efter at have angrebet to betjente med en kniv. Efterfølgende er politiet blevet beskyldt for ikke at være uddannet godt nok til at håndtere sådanne tilfælde. Det er dog ikke korrekt ifølge chefpolitiinspektør Jørn Aabye fra Nordjyllands Politi. I følge ham var den ene af de to betjente en såkaldt intrængningsleder som er særligt uddannet til at tage sig af potentielt farlige gerningsmænd:

Han var særligt uddannet og kendte de rigtige taktikker.(1)

At anholdelse af en psykisk syg i sidste ende skulle handle om blot at bruge den rigtige taktik lyder i mine ører ikke helt rigtigt. Taktik kommer man vist ikke langt med over for mennesker som er emotionelt ude af balance og som handler irrationelt. Jeg havde måske været mere rolig om Hr. Aabye havde talt om indfølingsevne. Taktik lyder i denne sammenhæng mere som elefanten der tramper rundt i glasbutikken.

Endnu værre er det måske at Hr. Aabye på grund af statsadvokatens efterforskning er afskåret fra at udtale sig om sagen og så ikke bare gør det alligevel, men oven i købet går ud og frikender sine folk i pressen:

Men man skal kende detaljerne for at forstå, hvorfor det ikke lykkedes at anholde manden, som det var tænkt, og hvorfor lederen måtte trække sit tjenestevåben mod ham. Men det er jeg afskåret fra at fortælle om på grund af statsadvokatens efterforskning.(1)

Stakkels mand! Her er et par af Aabys ansatte noget så uretfærdigt genstand for en efterforskning og så er han afskåret om at forklare det overfor pressen. Men så er det mindste Aabue kan gøre da at få fortalt hvor uskyldige de er og få fortalt at det kun er regler der forhindrer ham i at gøre det klart for os alle.

Hvis det ikke allerede er strafbart at bruge pressen i et forsøg på at påvirke en ingangværende efterforskning, så burde det afgjort være det.

__________
(1) Politichef: Kvæstet betjent var særlig uddannet. Politiken d. 16/11 2009

Published on November 17, 2009 9:26 am.
Filed under: MEDIER, MORAL Tags: , ,
No Comments

Litteratur II (igen)

Jeg har modtaget en kommentar fra Erwin Neutzsky-Wullf, vedrørende den kommentar til hans “Menneskets afvikling” jeg postede for en måneds tid siden.  I sin bog skriver Neutzsky-Wulff om Hitler:

Så blev han kunstmaler alligevel – det vil sige, han kopierede postkort og solgte dem til turister, der syntes, det lignede, når han han ikke hang ud på værtshuse og diskuterede den jødisk dominerede kunstverden. Kort for krigsudbruddet læste han Martin Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen”.

Det var en åbenbaring for ham. I et blændende glimt forstod han, hvordan ikke blot han selv, men det arbejdende folk blev holdt nede af dette fremmedelement.

Hvortil jeg bemærkede:

At Hitler skulle have læst Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen” kort før første verdenskrig (endsige at han skulle have haft en åbenbaring derved) findes der vist ikke noget belæg for at påstå…

Som kommentar hertil bringer Neutzsky-Wulff følgende, som vist skal betragtes som en art bevis:

“Luther war ein großer Mann, ein Riese. Mit einem Ruck durchbrach er die Dämmerung, sah den Juden, wie wir ihn erst heute zu sehen beginnen” (Dietrich Eckart, Zwiegespräche zwischen Adolf Hitler und mir, München 1924, S. 34).

Nu har jeg ikke påstået at Hitler ikke kendte til Luther, men blot, som man kan se ovenfor, at der ikke er noget belæg for at hævde at hadet til jøderne skulle være kommet til Hitler som en åbenbaring fra Luther og da slet ikke så tidligt som kort før krigen. Her er vi vist ovre i den rene fiktion.

Eckarts bog er, uanset hvor interessant den ellers måtte være, ikke meget bevendt som historisk kilde. Den er samlet posthumt af Eckarts notater fra samtaler med Hitler og det er meget svært at vide hvor Eckart slutter og Hitler begynder. Langt større indflydelse på Hitler havde i øvrigt Eckart selv – anden del af Mein Kampf er dedikeret til ham.

Årsagerne til Hitlers had til jøderne kan ikke uden videre reduceres til en enkelt udløsende faktor, som Neutzsky-Wulff forsøger, og skylden kan derfor heller ikke – hvor godt det end måtte passe i forfatterens kram – placeres hos en enkelt historisk person. Antisemitisme var ikke noget ukendt fænomen på den tid og de mulige påvirkninger (fra personer og begivenheder) er mange. Faktisk er spørgsmålet om årsagerne til Hitlers jødehad noget som stadig diskuteres(1) blandt alverdens historikere – eller i hvert fald de af dem som ikke har læst Neutzsky-Wulff.

________
(1) Et enkelt eksempel her.

Published on November 10, 2009 9:23 pm.
Filed under: LITTERATUR Tags:
No Comments

Litteratur III

Nu har de sidste dage handlet om bøger som ikke har har fået en ubetinget anbefaling her fra, så derfor er her to små citater fra en bog jeg læste for ikke så længe siden og som var en rendyrket fornøjelse. Den handler om en mafia hitman med en samvittighed, som gennem et Witness Protection Program er blevet læge, hvilket han er med en passende kynisk distance:

In other words, she got her tongue pierced and the infection ran to her brain. Then they cut her head open to get to it, and afterwards took the chunk of skull they’d removed and implanted it under the skin of her abdomen to keep it alive while they waited to see if the infection came back.

Calling a tongue piercing “cosmetic” is a bit of a stretch, since you don’t get one because it makes you look better.You get one because you’re so desperate for affection that you’re willing to gruesomely harm youself to advertise how well you suck dick. (p.114)

Men hans nye identitet redder ham ikke fra at blive genkendt og forfuldt af mafiaens håndlangere på selve det hospital han arbejder på:

The escalator landing, though, is staked out: a hitter at each end, and two riding up to the next floor.
Fuck, I think. How many of these guys are there?
I have a Rambo moment in which I consider yanking a Purell alcohol gel dispenser off the wall and using it as napalm, but then decide that burning down a hospital filled with patients kind of crosses the line. (p.280)

Fra Josh Bazell: Beat the Reaper, Heinemann, London 2009, en roman som både flytter og overskrider flere grænser end mange bøger undertegnede har læst på det seneste. Den anbefales på det kraftigste som en gang hurtig og letlæst underholdning.

Published on October 9, 2009 10:00 am.
Filed under: LITTERATUR Tags:
No Comments

Litteratur II

En anden dansk forfatter som jeg tidligere har læst nogle bøger af er Erwin Neutzsky-Wulff. Han har netop begået en omvendt verdenshistorie i et bind og selvom man generelt skal gå langt udenom bøger som hævder at præsentere det emne på så lidt plads, så er præmisen dog interessant: “Hvad nu hvis menensket engang var ædelt, men nu er blevet skamløst og grådigt?” Forfatteren hævder at fortælle historien om “mennesket afvikling fra et udviklet til et primitivt stade.”

Ethvert forsøg på at pille lidt ved den almindeligt udbredte forestilling om vores kulturs ensidige triumftog mod fremskridt, udvikling og oplysning bliver selvfølgelig hilst mere end velkommen af undertegnede, men spørgsmålet er om nedenstående eksempel på en disciplin der vist mest præcis kan beskrives som idiosynkratisk historiskrivning løfter den opgave specielt vellykket? Målet er ganske klart, når forfatteren ikke uden alvor, men også med et sjældent strøg af humor, skriver:

jeg havde selv oprindelig tænkt mig at kalde nærværende værk for “Den eneste rigtige historie, ikke skrevet af en flok borgerlige idioter, men derimod af den eneste intelligente menneske i Danmark.”

Underholdende er det, ikke sjældent ufrivilligt, og tonen er den for forfatteren sædvanlige. Men man skal altså være af en ganske særlig støbning, hvis man skal have tålmodighed til at sidde gennen 650 sider af sådan noget som det her (om Hitler):

“Så blev han kunstmaler alligevel – det vil sige, han kopierede postkort og solgte dem til turister, der syntes, det lignede, når han han ikke hang ud på værtshuse og diskuterede den jødisk dominerede kunstverden. Kort for krigsudbruddet læste han Martin Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen”.

Det var en åbenbaring for ham. I et blændende glimt forstod han, hvordan ikke blot han selv, men det arbejdende folk blev holdt nede af dette fremmedelement.

Dengang var de blevet sendt østpå til de andre aber, men selv derfra var de kommet retur og oversvømmede nu Europa som pestbefængte rotter. Doktor Luther havde imidlertid også en kur, en Endlösung i syv punkter samt et ottende, “wenn das nicht helfen will”, i hvilket tilfælde man måtte behandle dem som de gale hunde, de var.

Dette var ikke blot religiøs intolerance, man havde lavet nogle undersøgelser, der viste, at disse jøder rent genetisk ikke tilhørte menneskeracen i streng forstand. Det kunne derfor ikke undre, at all kapitalister og kommunister var jøder – det var med andre ord i de år, at grunden blev lagt til Hitlers stringente politiske filosofi. Endnu manglede den dog det rette romantiske Schwung. Det fandt han hos Richard Wagner.

Lille Richards opvækst mindede en del om Ludwigs, for selv om hans fars beskæftigelse ikke var ulig den betroede stilling, Adolfs far havde beklædt, faldt hans mor hurtigt for husvennen, en gal skuespiller ved navn Geyer. Det traf sig så lykkeligt, at den gamle Wagner døde af tyfus, så de kunne blive gift, og fra da af blev Richards liv én lang dukketeaterforestilling – jeg stiftede selv bekendtskab med Shakespeare som toårig, siddende på en stak telefonbøger.

Ikke overraskende begyndte han snart at skrive tragedier, som han selv komponerede (en slags) musik til. Det kan man jo ikke leve af, men Richard benyttede den prøvede taktik at skifte opholdssted, når hans kreditorer blev for påtrængende.

Det var efter sigende under en sådan hasarderet flugt over den engelske kanal, at han lod sig inspirere til “Der Fliegende Holländer” med det kendte tema (daDAdaDA) der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig som treårig, og som jeg spillede på klaveret med en finger. I mellemtiden nærmede 1848 sig, og Richard så meget midlertidig sig selv som hovedrolleindehaver i et nyt heltedrama, inden han genoptog sit valkyrieridt fra regningen.

Heldigvis var der ingen mangel på borgerlige velyndere (i det mindste indtil han rendte med deres koner). Til sidst faldt han dog til ro med sin dirigents hustru.  Man har siden gjort meget ud af Hitlers hang til “nordisk” mystik, med en vis dæmonisering af hans yndlingskomponist til følge. Wagner var naturligvis hverken kristen eller hedning, han var dukketeaterinstruktør.

Denne romantiske sammenblanding er han da heller ikke ene om, vi finder den ligeledes hos vores hjemlige Oehlenschläger. For Hitler var alt dette nationalt flødeskum, Elverhøj og højen mast.

Adolf var og forblev i hele sin tankegang protestant. Som for så mange andre unge mænd stod Verdenskrigen som det store eventyr, og han undgik da også at bliver drevet i døden ved at ved at fungere som ordonnans.

Og så, netop som han og hans kammerater var ved at vinde krigen, blev den aflyst (af jøderne) og Deutschland über Alles ydmyget på det groveste. Flere værtshusdiskussioner senere var Adolf blevet politispion på jagt efter kommunister.

Dette førte ham til at infiltrere die Deutsche Arbeiterpartei, der imidlertid viste sig at være mere fascistisk end socialistisk. Efter nederlaget var det naturligvis nærliggende at slå på nationale strenge, og antisemitismen opnåede en ikke ubetydelig selvbevidsthed ved konstateringen af den indoeuropæiske sprogstamme.

Teorien om en forhistorisk indvandring fik ny næring, da man fandt det “ariske” hagekors – et ganske universelt soltegn – i ruinerne af Troja. Det blev straks adopteret af Thuleselskabet, der leverede det meste af partiets vrøvl.” s.573-576

At Hitler skulle have læst Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen” kort før første verdenskrig (endsige at han skulle have haft en åbenbaring derved) findes der vist ikke noget belæg for at påstå og det er selvfølgelig problematisk for en bog at den slynger om sig med friske og frejdige påstande uden at angive kilder til noget af det. Desuden må man nok sige at ovenstående skabelseshistorie for Herr Hitler i bedste fald er alternativ, hvis ikke ligefrem kreativ!

Selvhøjtidelighed er der – som man kan se – nok af, men desværre er den tilsvarende ironi som altid fraværende. Det hele er desuden indforstået i en sådan udstrækning at det gør det hele til en hård (umulig?) omgang at komme igennem for alle andre end de die-hard fans som udgør forfatterens trofaste læserskare. I øvrigt må det være den selvsamme pålidelige og ukritiske læserskare som gør at forlaget udgiver en bog hvor sproget i den grad kunne havde trænkt til en redaktionel indgriben.

Nye læsere skal nok ikke begynde her.

__________
Erwin Neutzsky-Wulff: Menneskets Afvikling. Borgens Forlag 2009

Published on October 8, 2009 8:50 am.
Filed under: LITTERATUR Tags:
2 Comments

Litteratur I

Jeg besluttede mig for at være finkulturel da jeg var på biblioteket forleden, så udover en måske ikke særlig original, men dog velskrevet og elementært spændende krimi af John Hart (Et spind af løgne), greb jeg en bog af Lars Saabye Christensen. Dels fordi jeg sjældent (aldrig) læser nyere dansk litteratur, dels fordi der på forsiden af bogen stod “af modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris 2002″.

Her er et eksempel. Telefonen ringer en sen aften hjemme hos hovedpersonen Peter (s.87-89):

- Hallo?
- Er det dig, Peter?
- Hvem taler jeg med?
Men han behøvede ikke spørge, han vidste det allerede.
- Det er Thomas fra vinduesrækken. Var det din kone jeg lige snakkede med?
- Ved du hvor meget klokken er?
- Hun virkede lidt, hvordan skal jeg sige det, utålmodig.
- Den er næsten to.
- Næsten to. Det var ligegodt fandens. Hvad var det nu jeg ville sige?
- Glem det.
- Er det det eneste du har at sige til en gammel ven, Peter? Glem det
- Ja. Glem det.
- Glem hvad, Peter?
- Det du ville sige.
Thomas lo igen.
- Gutterne mødes i morgen. Jeg kommer og henter dig klokken atten.
- Det er udelukket.
- Nej da.
- Jo da. Og du er ikke min læge. Forstået?
Peter lagde røret på.
Helene stod stadig ude i entreen, ikke længere bleg af ængstelse, men af vrede.
- Hvem fanden var det?
- Idioten jeg mødte på lægevagten.
- Men hvad ville han?
- Det sidste jeg vil. Klassefest
- Hvornår?
- I morgen.
Peter kom hen til Helene og lukkede forsigtigt hånden om hendes bryst.
- Gå ud og tag et bad, sagde hun.
Han lod hånden falde.
- Ja, jeg glemte vist at vaske mig.
Helene holdt ham tilbage.
- Hvad var det han hed?
- Hvem?
- Idioten fra lægevagten.
- Thomas. Thomas Hammer.
- Ham må du se at slippe af med.

Her er et mere (s. 27-29):

- Hvad talte du og Ben om i atelieret i går? spurgte Helene.
- Det sædvanlige.
- Nå, bare det sædvanlige?
- Du kender Ben.
Hun afbrød ham.
- Ingen kender Ben.
Peter sukkede.
- Han er allerede nervøs. For udstillingen. Det sædvanlige, med andre ord.
- Er du?
- Du ved godt hvad jeg er nervøs for.
Helene lænmede sig ind til ham.
- Og det gider jeg ikke høre på. du er ikke den første der fylder halvtreds.
- Men det er første gang jeg gør det.
Helene lo og vinkede til Kaja, der ikke så det, hun vedblev at danse fra pyt til pyt, længere og længere bort fra dem, og det slog Peter at hans datter var de eneste farver i denne frostsprængte park, det gule tørklæde, den røde hue, den grønne poncho, vanterne, støvlerne, måske vardet sådan han skulle male hende, som en kontrast, varmen mod kulden, farven mod fraværet, man han forkastede tanken i samme øjeblik den var tænkt, eller rettere mens han tænkte den. Kaja behøvede ingen kontrast, hun vra nok i sig selv, hun udfyldte sit eget billede.
Så blev Peter opmærksom på noget andet.
En sort hund kom løbende skråt ned over bakken fra kirkegården.
Helene gav hans hånd et klem.
- Hvad synes du om Patrick? spurgte hun.
- Jeg kan ikke lide folk som hilser med begge hænder.
- Du kan ikke lige nogen af Bens bekendte.
- Bekendte?
- Drenge. Kærester. Elskere. Kald dem hvad du vil. Kan du ikke i det mindste prøve at kunne lide dem. For Bens skyld.
- Jeg prøvede. Men jeg kunne ikke.
Hunden var standset ved et træ, den røde tunge hang ud af kæften, og det dampede op fra pelsen som om den stod i en sky af frost og hede.
- Jeg håber bare Ben passer på, sagde Helene pludselig.
- Passer på? Hvad mener du?
- Det ved du godt?
Peter vendte sig mod hende.
- Hvad snakkede du og Ben for resten om?
- Det sædvanlige.
- Nå, bare det sædvanlige?
- Du kender Ben.
- Nej, ingen kender Ben.

Aaaaargh! Nej og det ønsker man faktisk heller ikke at komme til, at kende Ben altså. Eller nogen af de andre personer for den sags skyld. Det er hele er så fuldstændig intetsigende og helt igennem banalt at det at læse bogen føles omtrendt som fem timer i selskab men med ens plejehjemsopbevarede og dybt senildemente moster. Evige gentagelser, banaliteter og selvfølgeligheder, uden mening, dybde eller pointe.

Og så fandt jeg ud af at forfatteren slet ikke er dansk, men faktisk norsk. Ikke at det gør den store forskel, jeg har allerede glemt hans navn…

__________
Lars Saabye Christensen: Modellen. (Athene/Aschehoug 2006) Udgivet med støtte fra Nordisk Ministerråd.

Published on October 7, 2009 9:13 am.
Filed under: LITTERATUR Tags:
No Comments

Deja vu! (Logik for høns V)

In his eyes shone the light
of noble intentions

Siger Nicolai Wammen efter at S i dag har besluttet at købesex skal forbydes: “Det er en svær diskussion, men jeg mener, at det rigtigt i 2009 at sige, at vi ikke vil acceptere, at man kan købe sig til andre menneskers krop.” (1)

Virkeligt? Jeg skrev for noget nær to år siden:

Jeg kan betale en kvinde for …
… at komme og gøre rent i mit hjem.
… at klippe mit hår, negle, fødder og sikkert meget andet.
… at give mig medicin hvis jer er syg.
… at skifte min ble når jeg bliver gammel og inkontinent
… at passe mine børn.
… at lave min mad og servere den for mig.
… at bo i mit hjem mens hun laver meget af ovenstående (og oven i købet til elendig løn, hvis hun er aupair)

Pointen er, som jeg også skrev dengang, at det alt sammen er frivilligt. Det er det også for den prostituerede. Det er det ikke for så mange andre:

I dag vil 200 kontanthjælpsmodtagere i Frederiksberg og Københavns kommuner modtage et brev fra kommunen med besked om, at de skal melde sig som avisbude snarest muligt. Hvis de siger nej, så ryger kontanthjælpen.(2)

Måske er det heller ikke så meget principper der spøger, som ønskert om at lovgive fra fordomme frem for fornuft og omtanke. For det er “uværdigt, at mænd kan købe sex“, synes man. Uværdigt for hvem? Ham eller hende?

Der er mange mulige skumle motiver på spil her og det ville klæde lovgiverne at få udredt dem, før man kaster sig ud i hoved- og tankeløs lovgivning. Der er ingen tvivl om at for den gifte kvinde er luderen ikke en sympatisk person, især ikke hvis konen ikke er helt sikker på hvor hun har ægtemanden. Der er heller ingen tvivl om at gamle og yngre feminister som gerne ser den naturlige kvindelige sexualitet udslettet til fordel for en mere politisk (korrekt) kvindelig sexualitet ser luderen som en trussel (eller i det mindste bare en skamplet) på projektet.

Kendetegnet på den totalitære tankegang er netop ønsket om at hjælpe og frigøre mennesker der ikke har bedt om at blive hjulpet og frigjort – og når de ikke har det, udspringer hele missionen af den hjælpendes egne vrangforestillinger og følelser af moralsk overlegenhed. Og når det stakkels imaginære offer ikke selv ønsker hjælpen kan vi da tvinge dem til at modtage den. Denne ensretning er totalitarismen (fascismen) i sin mest oprindelige form.

Fri os og verden fra jeres noble intentioner…

__________
(1) S-toppen er splittet om købesex-forbud
(2) Dagbladet Arbejderen, 23. august 2006, http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=35074&TS_ID=1&S_ID=1&C_ID=37

Published on September 26, 2009 11:11 pm.
Filed under: POLITIK, PROSTITUTION Tags: , , ,
No Comments

Døden VI

Selv TVs reportere hang med hovedet ved meddelelsen om Michael Jacksons død. En mand som ikke havde bidraget med noget som helst til musikken gennem et ti-år og hvis eneste bidrag til verden i samme periode var rygter om pædofile tendenser og diverse kropslige ekstremiteters forfald. “Det var godt han fik fred,” fristes man til at sige.

Tabet var ikke verdens, han havde forlængst ikke mere at give den, men kun børnenes, familiens, vennernes.

Og pressens, selvfølgelig!

__________
Ill. via wikimedia.org

Published on July 6, 2009 3:36 pm.
Filed under: DØDEN Tags:
No Comments

Menageri (Døden V)

Lidt nøgenhed og voldelig død så er showet en sikker succes. Mennesket forandrer sig ikke, heldigvis for det.

fundet på Liam’s Pictures from Old Books

Published on June 21, 2009 11:14 pm.
Filed under: DØDEN Tags:
No Comments

Døden IV

Videre i kategorien Døden, med uddrag fra Iliaden(1), hvor det straks går løs i munter strid og fire tapre krigere må lade livet.

457     Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
458 Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
459 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
460 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
461 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
462 Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.

463 Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
464 Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
465 Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
466 Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
467 Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
468 Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
469 Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
470 Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
471 Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
472 Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.

473     Aias den Telamonide nu først Simoeisios dræbte,
474 Manden Anthemions blomstrende Søn; ved Simois’ Bredder
475 Havde hans Moder ham født, da hjem hun vandred fra Ida,
476 Hvor hun var fulgt med Forældrene hen at besee deres Hjorder;
477 Derfor de havde ham kaldt Simoeisios; sine Forældre
478 Lønned han ei for sin Barndoms Tugt, thi stakket hans Livstid
479 Blev, der han faldt betvungen med Spyd af den modige Aias.
480 Just som han vandrende kom, traf Telamons Søn ham i høire
481 Bryst ved Vorten, og tvers gjennem Skuldren den kobberne Spydsod
482 Gik, og i Støvet til Jord han styrtede plat som en Poppel,
483 Som paa en stor siidliggende Eng opvoxed i Mosen,
484 Glat om Barken, men Grenene skjød i Veiret om Toppen,
485 Og med det blinkende Jern Vogntømreren fælder dens Stamme,
486 Fælger at krumme deraf til Hjul for en prunkende Vognkarm,
487 Strakt den ligger ved Bredden af Flod for at tørres i Luften;

488 Saa Simoeisios faldt, Anthemions Søn, for den ædle
489 Aias, men flux mod denne sit skærpede Spyd gjennem Stimlen
490 Antiphos slynged, Kong Priamos’ Søn med det brogede Pandser;
491 Rigtignok feiled han Aias, men Leukos, Odysses’s bolde
492 Svend, i Lysken han traf, da han Dødningen slæbte tilside;
493 Ned over denne han styrted, og Liget af Hænderne faldt ham.

Dette er sikkert ikke rare måder at dø på, omend at blive truffet i panden af et spyd sikkert er en hurtig og derfor relativt smertefri måde at forlade denne verden på. At blive truffet i lysken er en knap så hurtig død, men lige så sikker og derfor et kendt og brugt mål for sværd og spydkæmpere.

Men det der falder mig ind når jeg lige nu læser dette, er noget helt andet, nemlig fraværet af sentimentalitet, sammenlignet med overskrifter som “Iran hangs young woman for teenage crime she denied” som man kunne læse i medierne for ikke så længe siden. At fængsler i alle lande er fyldt med fanger uskyldige udi egen indbildning er der vel intet nyt i, ejheller at enkelte af dem rent faktisk er uskyldige, men hvorfor lige netop sager som den sag får så megen opmærksomhed kan måske nok undre. “Iran henretter kvindelig kunstner” var overskriften i Politiken. (2)

Og så alligevel ikke. Det har tilsyneladende ingen betydning at den nu henrettede sammen med en ven brød ind i og dræbte beboeren af et hus, tilstod mordet og uanset om tilståelsen senere blev trukket tilbage, i det mindste stadig er medskyldig i mord, når bare hun senere i fængsel bliver kunstner, for så er billedet af et totalitært, repressivt, middelalderligt iransk system der henretter en sød ung kvinde er jo en ren mediervinder.

For de forargede der kan samles på protesthjemmesider og sende protestbreve til de iranske myndigheder og forlange dette og hint er gevinsten umiddelbar: med forargelsen over andres ondskab og umenneskelighed følger uvilkårligt følelsen af egen moralske overlegenhed og så hedder det pludseligt:

… her execution was the shortest, fastest, and most effective way for Islamic Republic of Iran to let the rest of the world know it has no intention of negotiating anything with anyone.

My heart weeps for the youth and talent which had to be sacrificed to send the ominous message to the world.(3)

Ungdom og talent? Man kan – ganske usentimentalt – hævde at det forspildte hun selv da hun traf de valg hun nu engang gjorde. Men det står selvfølgelig enhver frit for at læse det de vil ind i historien og dermed få det ud af den som de ønsker.

__________
(1) Iliaden, Wilster
(2) http://politiken.dk/udland/article701873.ece
(3) http://www.iranian.com/main/node/63031

Published on June 19, 2009 10:58 am.
Filed under: DØDEN, MEDIER, MORAL, POLITIK Tags: , , ,
No Comments

Døden IIb

Scanners

… fortsat…

Udover Beaurieux’ observationer med den henrettede Languilles hoved og hvad der synes at have været en bevidst reaktion fra det afskårne hovede, faldt jeg over denne beretning fra Cecil Adams, som citerer et brev

from a U.S. Army veteran who had been stationed in Korea. In June 1989 the taxi he and a friend were riding in collided with a truck. My correspondent was pinned in the wreckage. The friend was decapitated. Here’s what happened:

“My friend’s head came to rest face up, and (from my angle) upside-down. As I watched, his mouth opened and closed no less than two times. The facial expressions he displayed were first of shock or confusion, followed by terror or grief. I cannot exaggerate and say that he was looking all around, but he did display ocular movement in that his eyes moved from me, to his body, and back to me. He had direct eye contact with me when his eyes took on a hazy, absent expression … and he was dead.”

I’ve spoken with the author and am satisfied the event occurred as described. (1)

Man kan nok gå ud fra at døden ikke indtræder i netop det øjeblik hovedet skilles fra kroppen – der vil gå et kort tidsrum, hvor hjernen stadig fungerer og hvor bevidstheden i en eller anden udstrækning er intakt. Nogen tid til egentlig refleksion er der dog næppe tale om. (Hvor megen egentlig lidelse der så er tale om kan jo så diskutere, men det er en anden sag.)

Alligevel vil de fleste af os nok kategorisk afvise guillotinen som et redskab til straf man kunne anvende i dag. De fleste sikkert med udgangspunkt i moralske overvejelser mens et mere reflekteret mindretal vil afvise det pga den holdning det moralske flertal indtager.

Men facinationen af døden fejler ikke noget – det er de færreste mennesker der har tal på hvor mange mennesker de har set dø i biografen eller på tv. Døden er god underholdning.

Ovenstående scene er fra Cronenbergs “Scanners” som for tredive år siden (sammen med de mindre kunstnerisk interessante Ilse-film) var centrum for debatten om videovold.

Men lige så god underholdning som den er, lige så frygtet ser den ud til at være i den virkelige verden. Dødsstraf afvises med den begrundelse af den offeret for straffen “lider”, er udsat for smerte eller er udsat for umenneskelig behandling.  Derudover afvises den også med den begrundelse at staten ikke skal slå ihjel. Men hvorfor det er mere korrekt at sætte et menneske i bur for livstid end bare at skaffe sig af med vedkommende her og nu er der vist ingen fornuftig forklaring på. Det er vist bare at flygte fra problemerne og ansvaret.

Andre kulturer har haft et noget mere sentimantalt forhold til mennesket og døden og det inkluderer i øvrigt vores egen fortid. Offentlige henrettelser har ikke været unormalt og f. eks. i Kina var man i begyndelse af det 20. århundrede heller specielt blufærdige med det.


Er der en morale?

Sikkert ikke, men hvis engang det var god underholdning at se en slyngel få sin velfortjente straf i fuld offentlighed, kan man jo tænke lidt over hvordan man er nået derfra og til at man i aftes på TV kunne se flere danske politikere græd snot over at smågrise kastreres uden bedøvelse. (En enkelt politiker især kom galt afsted med en udtalelse om at dyr i hvert fald skal have det godt indtil de slagtes. Spørgsmålet om sammenhængen mellem lidelse og bevidsthed behøver man sikkert ikke ulejlige sig med at stille i denne forbindelse.) Naiviteten og sentimentaliteten er kvalmende…

__________
(1) Does the head remain briefly conscious after decapitation (revisited)?

Published on June 18, 2009 12:58 pm.
Filed under: DØDEN Tags: ,
No Comments

Om at slå ihjel.

“Af 27.574 efterladte geværer, som i 1863 blev samlet op efter slaget ved Gettysburg, var mere end 90 procent ladt, selv om det 19:1- forhold, der var mellem ladetiden og skuddet, logisk burde tale for, at kun omkring fem procent  af geværerne burde have været ladt og klar til brug, da deres ejere smed dem fra sig. Næsten halvdelen af geværerne – tolv tusinde – var faktisk ladt mere end en gang, og seks tusinde af geværerne havde mellem tre og ti skud stoppet ned i løbet. Den eneste fornuftige forklaring er, at et meget stort antal soldater ved Gettysburg, både i Nordstatshæren og i Sydstatshæren, nægtede at affyre deres våben selv i nærkamp, og formentlig brugte tiden på ladeprocessen, og blot lod som om de skød, når en anden i nærheden virkelig skød, i et forsøg på at skjule deres indre flugt fra drabsprocessen. Og ganske mange af dem, som faktisk skød, sigtede formentlig med vilje alt for højt.” (1)

Et absolut ikke enestående, men interessant vidnesbyrd om menneskets karakter, som sammenholdt med Brownings(2) demonstration af hvordan en gruppe mennesker – helt almindelige, midaldrende, arbejderklasse – kan bringes til at myrde tusinder af mænd, kvinder og børn, tillader os at konkludere at mennesket som mennesker er flest, viljeløst adlyder de mest afskyelige ordrer når de kommer fra autoriteter og, for egen bekvemmeligheds – ikke princippernes! – skyld, sniger sig udenom pligter hvis muligheden opstår.

__________
(1) Gwynne Dyer: Krig, Borgens Forlag 2004
(2) Christopher Browning: Ordinary Men: Reserve Police Battalion 101 and the Final Solution in Poland, New York 1993
Begge bøger anbefales på det kraftigste.

Published on May 1, 2009 11:00 am.
Filed under: DØDEN, MORAL Tags: , ,
No Comments

Irreducible kompleksiteter

Teorien om intelligent design er normalt ikke noget der optager mig synderligt (undtagen når jeg har lyst til en øl og ingen oplukker har ved hånden eller når jeg betragter Odense Banegård Center), men jeg så dog en udsendelse om, eller – om man vil – en gendrivelse af emnet på tv for nogle uger siden. Som med så meget på tv blev en kort historie fortalt meget langt, men jeg bed dog mærke i et begreb som creationisterne anvender som argument for deres sag: irreducible kompleksiteter.

En irreducibel kompleksitet er ifølge Michael Behe “a single system which is composed of several interacting parts that contribute to the basic function, and where the removal of any one of the parts causes the system to effectively cease functioning,” og forekomsten af sådanne indenfor biologien bruges af tilhængere af ID som argument at Darwin tog fejl og følgeligt for nødvendigheden af en intelligent designer. Hvilket selvfølgelig ikke holder, den kortslutning er en simpel argumentum ad ignorantiam; faktiske to varianter, nemlig a) når noget ikke er bevist, forklaret eller forstået, så må teorien bag det nødvendig vis være falsk eller forkert og b) når der tilsyneladende mangler beviser for at én teori, må en en anden anses for bevist.

Set fra en lidt anden vinkel forekommer det mig som en banalt eksempel på mangel på fantasi eller abstraktionsevne; man kan ikke forestille sig hvad evolutionen kan udvirke på millioner af arter gennem millioner af år. (hvad er der ikke sket med dansk malkekvæg gennem effektiv (ind)avl på få hundrede år.)

De eneste irrreducible kompleksiteter jeg kan komme i tanke om, udover Pluvianus Aegyptius trang til at lege med krokodiller (en historie som stammer fra Herodot (og i øvrigt vist er en skrøne): “Medens andre fugle og dyr undgår den, lever den på fredeligste fod med strandløberen, fordi den har gavn af den. Når krokodillen nemlig kommer op på land og slår gabet op, – dét plejer den for det meste at gøre mod vest, – så hopper strandløberen ind i gabet på den og sluger iglerne. Krokodillen er glad for at bliver hjulpet og gør ikke fuglen noget.” Herodot II,68) er lige præcis de værker som stammer fra beviseligt intelligent designere som Platon og Kierkegaard.

Lad den cirkelslutning være det sidste jeg har at sige om det emne, før en eller anden intellektuel dværg af Helge Sander-kaliber finder på at sætte det på pensum i folkeskolen.

Published on April 30, 2009 10:30 am.
Filed under: RELIGION Tags: , ,
No Comments

Dommedag!

Jorden går under snart, siger fremtrædende klimaforsker og tilføjer, at tundraen vil smelte og regnskoven brænde, hvis ikke vi lægger vores syndige, magelige, consumeristiske livsstil fra os.

Kort sagt: Vi skal alle dø! Ja, det skal vi jo alligevel, men nu på langt mere alvorlig og moralsk forkastelig vis. Der er dog indlysende fordele; vi behøver således ikke at frygte at brænde i helvede for vores synder, som vores forfædre sikkert gjorde og stadig gør, men kan mageligt læne os tilbage og lade os bage her på jorden. Det går under alle omstændigheder også meget hurtigere at brænde op her på jorden end at brænde i evighedernes evigheder i helvede. Tak Gud for fremskridtet!

Nu er dette jo ikke den eneste  gang at jordens undergang er blevet forudsagt (er der nogen som husker år 2000 problemet?), så her er, for de uvidende, en liste over årstal i hvilke jorden, i følge pålidelige kilder, burde være gået under:

2800 fvt – 634 fvt – 389 fvt – ca. 90 fvt
70 – 247 – 365 – 380 – 500 – 6 apr 793 – 800 – 806 – 848 – 25 mar 970
992 – 995 – 1000 – 1033 – 1184 – 23 sept 1186 – 1260 – 1284 – 1290
1306 – 1335 – 1367 – 1370 – 1378 – 14  feb 1420 – 1496
1504 – 1 feb 1524 – 1525 – 1528 – 27 maj 1528 – 1532 – 1533 – 19 okt 1533
5 apr 1534 – 1537 – 1544 – 1555 – 22 jul 1556 – 28 apr 1583 – 1584 – 1588
1600 – 1603 – 1623 – 1 feb 1624 – 1648 – 1654 – 1656 – 1657 – 1658
1660 – 1666 – 1673 – 1688 – 1689 – 1694 – 1697 -1700

og så videre … (1)

Nu dækker listen her (som sikkert langt fra er komplet) jo kun årstal frem til 1700 og – tænker du sikkert – vi er da heldigvis blevet klogere siden da. Måske ikke! Jo længere vi kommer op mod vore egen tid jo tættere falder spådommene. Jeg gider slet ikke gengive forudsigelserne for 1999-2000.

Nu kunne jeg jo være fristet til at spå om hvorledes disse klimaforskere selv om føje år figurerer på lignende lister, men belært af hvordan det går andres spådomme, skal jeg nok afholde mig fra det.

__________
(1)Listen stammer fra http://www.abhota.info hvor der også er liste over årene 1701-1970, 1998-1999, 2000-nu og en for fremtiden; incl. henvisninger, links og bibliografi.

Published on April 17, 2009 9:49 am.
Filed under: DØDEN Tags: , ,
No Comments

Døden III

Efter jeg forleden var inde på den frygt videomaskiner og de frygteligt voldelige videfilm spredte i socialdemokratiske Danmark engang i 1980′erne, kom jeg til tænke på en liste jeg lavede engang over eksempler på voldelig død i Iliaden som jeg vil bringe lidt fra her.(1) Jeg har tidligere postet et indlæg med titlen “Sjov med meningsløs vold” og betragtningerne deri omkring sentimentalitet gælder stadig. Vi starter i Iliaden IV:

446     Men da de rykkende frem havde mødt hinanden paa Stridsmark,
447 Landse mod Landse, og Skjold mod Skjold da hugged de stærke
448 Malmompandsrede Mænd, mangfoldige buklede Skjolde
449 Knugedes hardt mod hverandre, høit dundred det larmende Kampgny.
450 Mellem hinanden nu lød baade Jammer og Jubel af Krigsfolk,
451 Altsom de Kæmpende slog eller faldt, og af Blod svam Jorden.
452 Som naar i Vinterens Tid fra et Bjerg to skyllende Elve
453 Styrte de rivende Vande i Dalene ned, hvor de samles,
454 Høit fra de mægtige Væld i den dybtudhulede Fjeldkløft,
455 Vidt i det Fjerne kan Hyrden paa Bjergene høre dem bruse,
456 Saaledes lød Forvirring og Skrig, da de foer mod hverandre.(2)

Jeg har altid for mit indre set “som” (l. 452) henvise til blodet i l. 451 og ikke til “saaledes” i l. 456. Man kan i hvertfald i hele fire linier med god samvittighed leve i troen. Beretninger om blod i større mængder har altid været godt for fantasien, et menneske indeholder trods alt kun ca. seks liter af det og der skal slås ret mange ihjel fot at opfylde ovenstående: af Blod svam Jorden.  Nu har jeg ikke et billede af salgmarker som svømmer i floder blod, men Kubrick har visualiseret det effektivt og skabt et af filmhistoriens mindeværdige øjeblikke.(3)

Men nu omhandlede ovnstående egentlig slet ikke om slet ikke om blod, men om lyden af hære som gør sig klar til at udgyde det. Det kan de gøre på mange måder, undertiden behøver de blot at forsamles før det går galt og et uhyrligt bodycount opnås uden af der løsnes et skud.

In the late summer of that year we lived in a house in a village that looked across the river and the plain to the mountains. In the bed of the river there were pebbles and boulders, dry and white in the sun, and the water was clear and swiftly moving and blue in the channels. Troops went by the house and down the road and the dust they raised powdered the leaves of the trees. The trunks of the trees too were dusty and the leaves fell early that year and we saw the troops marching along the road and the dust rising and leaves, stirred by the breeze, falling and the soldiers marching and afterward the road bare and white except for the leaves.

The plain was rich with crops; there were many orchards of fruit trees and beyond the plain the mountains were brown and bare. There was fighting in the mountains and at night we could see the flashes from the artillery. In the dark it was like summer lightning, but the nights were cool and there was not the feeling of a storm coming.

Sometimes in the dark we heard the troops marching under the window and guns going past pulled by motor-tractors. There was much traffic at night and many mules on the roads with boxes of ammunition on each side of their pack-saddles and gray motor trucks that carried men, and other trucks with loads covered with canvas that moved slower in the traffic. There were big guns too that passed in the day drawn by tractors, the long barrels of the guns covered with green branches and green leafy branches and vines laid over the tractors. To the north we could look across a valley and see a forest of chestnut trees and behind it another mountain on this side of the river. There was fighting for that mountain too, but it was not successful, and in the fall when the rains came the leaves all fell from the chestnut trees and the branches were bare and the trunks black with rain. The vineyards were thin and bare-branched too and all the country wet and brown and dead with the autumn. There were mists over the river and clouds on the mountain and the trucks splashed mud on the road and the troops were muddy and wet in their capes; their rifles were wet and under their capes the two leather cartridge-boxes on the front of the belts, gray leather boxes heavy with the packs of clips of thin, long 6.5 mm. cartridges, bulged forward under the capes so that the men, passing on the road, marched as though they were six months gone with child.

There were small gray motor cars that passed going very fast; usually there was an officer on the seat with the driver and more officers in the back seat. They splashed more mud than the camions even and if one of the officers in the back was very small and sitting between two generals, he himself so small that you could not see his face but only the top of his cap and his narrow back, and if the car went especially fast it was probably the King. He lived in Udine and came out in this way nearly every day to see how things were going, and things went very badly.

At the start of the winter came the permanent rain and with the rain came the cholera. But it was checked and in the end only seven thousand died of it in the army.(4)

__________

(1) Det var før jeg kendte til Ian Johnstons liste: http://records.viu.ca/~Johnstoi/homer/Iliaddeaths.htm
(2) Iliaden, overs. Wilster
(3) still fra The Shining
(4) Ernest Hemingway: A Farewell to Arms.

Published on April 12, 2009 1:27 pm.
Filed under: DØDEN Tags: , ,
No Comments