Bodycount I – a tide of gore!

Her følger så, engang påbegyndt aldrig afsluttet, turen gennem Iliaden, betragtet som et litterært bodycount. Der er virkelig ikke nogen fornuftig grund til at foretage noget sådant, men det skal da ikke afholde mig fra at gøre det alligevel, da jeg heller ikke kan komme på en fornuftig grund til at lade være. Vi starter i Iliaden IV, hos Pope er det p.79 og hos Wilster er det l.457.

Antilochos dræber Echepolos (1)

Først hos Pope som kan downloades fra Proj. Gutenberg

The bold Antilochus the slaughter led,
The first who struck a valiant Trojan dead:
At great Echepolus the lance arrives,
Razed his high crest, and through his helmet drives;
Warm’d in the brain the brazen weapon lies,
And shades eternal settle o’er his eyes.
So sinks a tower, that long assaults had stood
Of force and fire, its walls besmear’d with blood.

Og så Wilster online hos Det Kongelige Bibliotek:

457 Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
458 Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
459 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
460 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
461 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
462 Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.

Og så er der Due, som jeg ikke kan lide, fordi han ind imellem er pinlig, her bare ok, højere svinger han sig aldrig op rent sprogligt. Desværre!

457 Først fik Antilochos dræbt en hjelmbuskbærende Troer,
458 en af de bedste i fronten, Thalysios’ søn Echepólos.
459 Lige i næserodsværnet på hjelmen med hestehårsfane
460 drev han ham lansen i panden så bronzen gik tværs gennem brasken,
461 ind så hans hjerne brast. Og sort sort blev det da for hans øjne,
462 og han faldt om i den hidsige strid som et tårn når det ramler.

Agenor dræber Elephor (2)

Him, the bold leader of the Abantian throng,
Seized to despoil, and dragg’d the corpse along:
But while he strove to tug the inserted dart,
Agenor‘s javelin reach’d the hero’s heart.
His flank, unguarded by his ample shield,
Admits the lance: he falls, and spurns the field;
The nerves, unbraced, support his limbs no more;
The soul comes floating in a tide of gore.
Trojans and Greeks now gather round the slain;
The war renews, the warriors bleed again:
As o’er their prey rapacious wolves engage,
Man dies on man, and all is blood and rage.

Pope, så Wilster:

463 Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
464 Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
465 Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
466 Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
467 Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
468 Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
469 Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
470 Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
471 Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
472 Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.

Oversættelse vs. gendigtning? Gendigtning absolut, til enhver tid fristes jeg til at sige, hvis man vil have oversættelse kan man jo bare læse originalen i stedet, ikke?
Pope er i særklasse.

His flank, unguarded by his ample shield, / Admits the lance: he falls, and spurns the field; / The nerves, unbraced, support his limbs no more; / The soul comes floating in a tide of gore.

Så er jeg sgu solgt.

Leave a Reply



Uhørt Ondskab – II

Magtesløshed. Odense, August 2010

Uhørt Ondskab

Ekstra Bladet bringer i dag en historie om uhørt ondskab: “På billederne ser man en yngre kvinde/pige, der brutalt – og med fornøjelse i stemmen – en efter en smider seks hundehvalpe ud i en flod. De små dyr er tydeligvis ikke ret mange dage gamle. Men det bekymrer ikke kvinden eller den, der optager hele seancen.“(1) Billederne er ledsaget af en video, hvor man kan se den yngre kvinde tage hundehvalpene op af en spand en efter en og smide dem ud i en flod.

Det hedder videre: “Netbrugere gætter nu løs på, hvem hun er. Noget tyder på, at kvinden skal findes i Østeuropa. Uanset hvad er der tale om uhørt ondskab – ledsaget af et kynisk grin! Forleden blev en engelsk kvinde også jagtet, efter en video viste, hvordan hun smed en kat i en skraldespand. Bagefter sagde kvinden, at ‘det var jo bare en kat’!“(1) Og det havde hun jo ret i, det var da i det mindste ikke et barn.

Til gengæld kan man spekulere lidt over … (FORTS.)

“Idealer”

I Weekend Avisen fra sidste uge uge anmelder Nanna Ghoul Martin Walsers roman “om den ældre Goethes manierede følelsesliv”:

Noget tyder i hvert fald på, at Goethe i En mand, som elsker, ikke så meget elsker Ulrike for det, hun er, men snarere for den Sturm und Drang, som hun kunstnerisk får frem i ham, når han optændt af forelskelse sætter sig ved skrivebordet. Som eksempelvis der, hvor Goethe romantisk – og klichefyldt – skriver, at Ulrike er »den yndigste af de yndigste skikkelser«. Hvor det umiddelbart herefter konstateres, at »han havde den velgørende følelse af at have overgået sig selv endnu engang.« Det er i hvert fald svært at forestille sig, at Ulrike har været lykkelig for kærlighedserklæringer af denne art: »De er det eneste menneske, Ulrike, som nogensinde har fået mig til at bevare humøret i forbindelse med emnet farvelære.«

Akja, Goethe fik aldrig sin unge Ulrike …

Også Hölderlin fandt i øvrigt også sit ideal i jordisk skikkelse: … (FORTS.)

Dannelse.

“The study of the Classics is less to be regarded as an exercise of the intellect, than as a discipline of humanity. The peculiar advantage of this mode of education consists not so much in strengthening the understanding, as in softening and refining the taste. It gives men liberal views; it accustoms the mind to take an interest in things foreign to itself; to love virtue for its own sake; to prefer fame to life, and glory to riches; and to fix our thoughts on the remote and permanent, instead of narrow and fleeting objects. It teaches us to believe that there is something really great and excellent in the world, surviving all the shocks of accident and fluctuations of opinion, and raises us above that low and servile fear, which bows only to present power and upstart authority. Rome and Athens filled a place in their history of mankind, which can never be occupied again. They were two cities set on a hill, which could not be hid; all eyes have seen them, and their light shines like a mighty sea-marker into the abyss of time.” -William Hazlitt.

Turisme.

Kommunikation. Svaneke, Juli 2010.

Vold og skolemad!

Det følgende giver helt sikkert slet ikke mening, men jeg må bare ud med det ikke desto mindre.

Skoleåret er netop startet og faldt jeg tilfældigvis over en bog med titlen “Mit barn skal i skole” og med undertitlen “Forældrehåndbogen”, skrevet af Janne Hejgaard udgivet af Mejeriforeningen og omdelt gratis i skolen sidste år da vores næstyngste startede i skole. 150 sider meningsløst men velmenende pædagogisk tomgangssnak om alt hvad man som forældre skal vide om børn i skolestartsalderen og også en helt masse man ikke behøve vide. (Jesper Juul er medforfatter!) Sidste del af bogen er madopskrifter af Helle Brønnum Carlsen. Opskrifter til morgenmad, madpakke og efterskolemad. Opskrifter på alt fra ostemadder (“Rist brødet og læg osten på” (sic!)) over rugbrødsmadder med marcipan til “caferetter” som “Lammesandwich med tzatziki, oliven og tomat”.

Altsammen ganske inspirende i flotte farver og udelukkende skrevet med henblik på at indgyde dårlig samvittighed hos alle de danske forældre som ikke har fastansat køkkenpersonale i hjemmet. Se f. eks. … (FORTS.)

Sol over Gudhjem

Træ. Gudhjem, juli 2010

Mørkristet?

Uheld. Svaneke, august 2010.

Mad

Et ordentligt måltid. Odense, juli 2010

Ret!

“Kætterbålet på Montségur er et mørkt kapitel i kirkens historie, et karakteristisk eksempel på den brutalitet, som deterministisk religion reagerer med, når både dogmer og organisation angribes. Intolerance og dogmatisk religion har altid været uadskillelige. I Europa var det først med afkristningen og sekulariseringen i 1700-tallet, at religiøs tolerance kom på den politiske dagsorden. Det betød dog ikke at det var slut med at udslette ideologisk definerede fjender fysisk…”

Når man ved at man har ret, behøver man vel ikke strække sig meget længere end til overbærenhed med de anderledes tænkende, ligesom man heller ikke hvis (når!) det kommer til uoverensstemmelser eller det der er værre behøver at lægge lægge bånd på sig selv når det gælder håndteringen af de der har misforstået sagens rette sammenhæng.

________
(1) Steffen Heiberg: En ny begyndelse. Gad 2008. p337

At skulle prøves

Så er den gal igen. De meget danske mennesker, Birthe Rønn Hornbech underordnede, har igen formået at lave en danskehedstest som, viser det sig, er behæftet med fejl. Medierne er ikke sene til at få viderebragt den historie for det er jo intet mindre end en(dnu) en skandale at ansvarlige ministerium ikke kan lave en fejlfri danskhedstest. BT refererer således:

Spørgsmålet lød: Danmark er medlem af Nordisk Råd. Hvad er Nordisk Råds opgave?

Og da rådet hverken tager sig af forsvarssamarbejdet i Norden, de nordiske landes samarbejde med EU eller af at rådgive de nationale parlamenter i Norden, som var de tre svarmuligheder, var prøvedeltagerne ilde stedt.

- Nordisk Råd laver forslag og anbefalinger til de nationale regeringer, fastslår Jan-Erik Enestam, direktør i Nordisk Råd, over for Politiken.

Altså en mindre detalje, som ikke er meningsforstyrrende for den som kender svaret og i hvertfald ikke mere meningsforstyrrende en at BT har set sig nødsaget til at kursivere forskellen af hensyn til deres læsere. Politiken:

For det er ikke lige til at svare korrekt på spørgsmål 27 i Integrationsministeriets indfødsretsprøve, som blev gennemført landet over i sidste uge for personer, der søger om dansk statsborgerskab.

De tre svarmuligheder er nemlig alle forkerte.

Det er de muligvis nok, men mere vigtigt er det nok at konstatere at de ikke er lige forkerte.

Hvem der har de skumleste motiver her kan være svært at afgøre; medierne der er villige til at vinkle hvad som helst på hvilket som helst måde for et øget oplag eller politikere der er villige til at krumspringe på hvilken som helst måde for at kunne chikanere en bestemt gruppe uden at prædikatet ‘racist’ bliver alt for oplagt? Måske er et lige meget.

Men et kan man konkludere på denne historie. Hvis du bliver stillet spørgsmålet: Danmark er medlem af Nordisk Råd. Hvad er Nordisk Råds opgave? Og hvis du ved det rigtige svar er: at Nordisk Råd laver forslag og anbefalinger til de nationale regeringer. Men at du alligevel ikke kan spotte det rigtige svar blandt mulighederne : at rådet tager sig af forsvarssamarbejdet i Norden eller at rådet tager sig at de nordiske landes samarbejde med EU eller at rådets opgave er at rådgive de nationale parlamenter i Norden, så er du måske bare ikke klog nok til at være dansk?

__________
Ill fundet her: http://da.wikipedia.org/wiki/Flueknepperi
PS! Nej, jeg ville ikke selv have kunnet svare på spørgsmålet “Hvad er Nordisk Råds opgave?” uden at have haft de tre muligheder at støtte mig til.

Bodycount I – a tide of gore!

Her følger så, engang påbegyndt aldrig afsluttet, turen gennem Iliaden, betragtet som et litterært bodycount. Der er virkelig ikke nogen fornuftig grund til at foretage noget sådant, men det skal da ikke afholde mig fra at gøre det alligevel, da jeg heller ikke kan komme på en fornuftig grund til at lade være. Vi starter i Iliaden IV, hos Pope er det p.79 og hos Wilster er det l.457.

Antilochos dræber Echepolos (1)

Først hos Pope som kan downloades fra Proj. Gutenberg

The bold Antilochus the slaughter led,
The first who struck a valiant Trojan dead:
At great Echepolus the lance arrives,
Razed his high crest, and through his helmet drives;
Warm’d in the brain the brazen weapon lies,
And shades eternal settle o’er his eyes.
So sinks a tower, that long assaults had stood
Of force and fire, its walls besmear’d with blood.

Og så Wilster online hos Det Kongelige Bibliotek:

457 Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
458 Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
459 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
460 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
461 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
462 Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.

Og så er der Due, som jeg ikke kan lide, fordi han ind imellem er pinlig, her bare ok, højere svinger han sig aldrig op rent sprogligt. Desværre!

457 Først fik Antilochos dræbt en hjelmbuskbærende Troer,
458 en af de bedste i fronten, Thalysios’ søn Echepólos.
459 Lige i næserodsværnet på hjelmen med hestehårsfane
460 drev han ham lansen i panden så bronzen gik tværs gennem brasken,
461 ind så hans hjerne brast. Og sort sort blev det da for hans øjne,
462 og han faldt om i den hidsige strid som et tårn når det ramler.

Agenor dræber Elephor (2)

Him, the bold leader of the Abantian throng,
Seized to despoil, and dragg’d the corpse along:
But while he strove to tug the inserted dart,
Agenor‘s javelin reach’d the hero’s heart.
His flank, unguarded by his ample shield,
Admits the lance: he falls, and spurns the field;
The nerves, unbraced, support his limbs no more;
The soul comes floating in a tide of gore.
Trojans and Greeks now gather round the slain;
The war renews, the warriors bleed again:
As o’er their prey rapacious wolves engage,
Man dies on man, and all is blood and rage.

Pope, så Wilster:

463 Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
464 Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
465 Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
466 Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
467 Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
468 Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
469 Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
470 Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
471 Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
472 Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.

Oversættelse vs. gendigtning? Gendigtning absolut, til enhver tid fristes jeg til at sige, hvis man vil have oversættelse kan man jo bare læse originalen i stedet, ikke?
Pope er i særklasse.

His flank, unguarded by his ample shield, / Admits the lance: he falls, and spurns the field; / The nerves, unbraced, support his limbs no more; / The soul comes floating in a tide of gore.

Så er jeg sgu solgt.

Gadekæret

»Selvfølgelig skal dansk udenrigspolitik være værdibaseret, men den skal ikke være naiv. Og det er naivt at forestille sig, at vi kan sparke døren ind hos alle andre og kræve, at de andre gør tingene, som vi er vant til. Vi må indse, at støtten til de vestlige værdier er stærkt på retur i verden af i dag. Andre dele af verden og især de, der tromler derudaf for øjeblikket, opfatter ikke nødvendigvis de vestlige værdier som noget positivt og noget, de efterstræber. Det fører ikke til, at vi skal opgive vore værdier, men vi skal være realistiske.« -Uffe Ellemann-Jensen.

Balancen mellem at tænke om naboen at han er en idiot og så at sige det direkte til ham fordi man alligevel ikke kan skjule det, kan være svær at finde, men ikke halvt så svært som det kan være at finde ud af om det virkeligt er naboen der er idioten, eller om det er en selv.

»Ja, vi er i Afghanistan, og det tager jeg virkelig hatten af for. Men samtidig har vi jo de evindelige danske forbehold, som blandt andet gør, at vi vil have undtagelser fra vigtige dele af EU-samarbejdet, og så finder du den opfattelse, at når vi har vores værdier, så skal vi bare tromle frem med dem over for alle andre. Når vi siger ytringsfrihed, så er det jo efterhånden blevet et mantra for, at man i Danmark tror, at vi kan tillade os at behandle folk fra andre kulturer og andre religioner sådan som vi mener, at vi kan behandle hinanden herhjemme. Det er netop i min optik et billede på noget af den gadekærsmentalitet, som gør, at Danmark er blevet et hadeobjekt rundt omkring. Ikke så meget fordi vi har stået fast på ytringsfriheden, men fordi vi har ment, at vi så har ret til at håne, spotte og latterliggøre andre. Det er noget, jeg føler ret stærkt for, og som har kostet mig mange gamle venner, men jeg mener ikke desto mindre, at det rører ved noget helt centralt i Danmarks placering i verden. Hvis vi kun kan se verden i vores egen optik og måler den med vores egne værdier og forventer og kræver, at alle andre skal leve op til det, så går vi en meget, meget vanskelig fremtid i møde.« -Uffe Ellemann-Jensen (min fremh.)

Og alligevel er vi i Afganistan for at give dem demokrati og andre vestlige goder. Det stemmer ikke helt, vel?

»Det er jo også meget karakteristisk, at store samfund som USA og Storbritannien med meget længere tradition for indvandring har en langt dybere forståelse for præcist det, som Uffe her siger. Det kan være, folk bedre kan forstå det, hvis man siger: »Tænk hvis vi sagde alt det til hinanden, som vi går rundt og tænker.” Kunne man så overhovedet få ting til at fungere bare i familien eller i Folketinget? Og det er jo i virkeligheden den måde, man også skal gå til verden på. Som jeg sagde for nylig i Folketinget til Søren Espersen fra Dansk Folkeparti: “Hvis han skulle definere dansk udenrigspolitik, så ville vi vedvarende være i konflikt med den halvdel af verdens mennesker, der er kinesere og muslimer.” Vi er nødt til at have en eller anden form for respekt, forståelse, for man kan ikke få alle andre til at gøre som en selv ved at sparke sig frem…« -Mogens Lykketoft

Problemet er når kravet om ytringsfrihed vinder frem og de udannede ikke længere kan kende forskel på den principielle diskussion om ytringsfrihed og deres indre trang til at bruge samme diskussion som afsæt til at angribe en religion, en etnisk gruppe eller en gruppe mennesker de ikke bryder sig om.

__________
Ole Damkjær: Opgør med det danske gadekær, Berlingske, Søndag den 23. maj 2010.

Racismens Grænseland – 3

En igangværende retsag i Belgien skal – i følge Politiken – afgøre om Tintin, Herge eller bare fortiden i almindelighed er racist(isk). En mand ved navn Bienvenu Mbutu Mondondo mener at “Tintin i Congo” er “en racistisk bog, fyldt med kolonialistisk propaganda” og derfor bør den forbydes. Den britiske kommission for racelighed, CRE kaldet, mener sågar: “Denne bog indeholder billeder og replikker, som repræsenterer rædselsfulde racistiske fordomme.“(1)

Bogen er – om nogen skulle være i tvivl – en tegneserie og selvom Herges ligne claire giver en tilstræbt virkelighedtro baggrund for handlingen er personerne tydeligt tegneseriefigurer. Ikke bare hovedpersonen Tintin, hvis ansigt er næsten smiley-agtigt, men også den unge mand som her sidder i bilen sammen med helten.

Mennesker ser altså ikke sådan ud, hverken hvide eller negre og dette er ikke Blake og Mortimer og derfor er forfatterens/tegnerens frihed desto større. Desuden er bogen 80 år gammel og skal derfor ikke bedømmes med nutidige øjne. Den er som Herge selv siger “Vi skrev 1930, og det eneste, jeg kendte til Congo, var, hvad jeg havde hørt folk fortælle om det: ’Negrene er som store børn … Hvor er det heldigt for dem, at vi er kommet! Osv.’ Og så tegnede jeg disse afrikanere ud fra den slags forudsætninger og i den faderligt beskyttende ånd, som på den tid herskede i Belgien,“(2) og som sådan kan bogen jo kun tjene til oplysning og underholdning. Da jeg læste den som barn lagde jeg den absolut ikke fra mig med opfattelsen af at sådan ser de nok ud i Congo og at de nok er lidt smådumme dernede. Det er en tegneserie, der er grænser for hvor seriøst det skal tages.

Den virkelige verdens slyngler er nogle helt andre, som Søren Vinterberg antyder: “Når bøger bliver diskuteret på den måde mange år efter deres udgivelse, har det tit et politisk øjemed. Det er et påskud til at rejse en aktuel diskussion.” Nemlig den ganske afskyelige maner med at ville tage hvad som helst som gidsel når bare det kan fremme egen sag.

Nu venter jeg bare på – det har jeg faktisk gjort i årevis – at et disse moraliserende mennesker ved et tilfælde skal falde over Charles Bukowskis “Stiverter” (Borgen 1980) og læse den til ende.

__________

(1) Dommens dag: Er Tintin racist? Politiken, 5. maj 2010
(2) op cit
Ill. fra forsiden af Tintin i Congo.

Døden

Halvt fortæret. Odense, sommeren 2009

Slaveri.

Under overskriften “Sådan malker Apple sine kernekunder” kan man i Politiken læser om den 29-årige it-supporter (!) Mark Barner fra Vesterbro, som

“er så passioneret omkring Apples elektronik, at han brød ud i tårer, da hans daværende kæreste forærede ham den første version af iPhone, importeret fra USA.”

“På seks år har Mark Barner ejet i alt otte computere, tre musikafspillere og tre telefoner fra Apple. Han er ikke bleg for at kalde sig nørd, så han skal ud og have iPad’en hurtigst muligt.”(1)

Nørd er ikke lige det ord som falder mig ind, men det virkeligt interessante er ikke så meget påstanden om lige netop dette produkts fortræffelighed, som det nærmest religiøse tilhørsforhold til logoet og endda til fællesskabet:

»For mig handler det dog også om at være med i æblebanden, hvor man kan sige: Jeg kan huske, dengang iPad’en kom«, siger Mark Barner.

[...]

»Apple formår at kombinere et lækkert design med en gennemarbejdet funktionalitet og en nærmest intuitiv brugervenlighed. Og så er det et brand med en fantastisk identitet; hvilke logoer er lige så simple?«, spørger Mark Barner og peger på det afgnavede æble på sin bærbare.(1)

Hvad med det her?

Ikke bare mere simpelt, men også med lidt mere indhold, ikke?

Spørgsmålet er om ikke begejstringen over brandets “fantastiske identitet” fortrinsvis burde være til stede på den anden side af disken – det er sælgers våben og virkemiddel, ellers er købers valgfrihed og kritiske sans for alvor sat over styr. Men hov, det ved Mark Barner faktisk godt.

»Apple har ikke belønnet de eksisterende, loyale kunder på sin vej opad, og det har jeg meget svært ved at forstå. De har en snobbet tendens til at sige til os, at »I vil alligevel købe vores produkt uanset hvad. Og det er selvfølgelig rigtigt«.(1)

Her kan man for alvor tale om en manglende evne til at lægge to og to sammen.

Det er et godt eksempel på den undertiden afgrundsdybe forskel på det at vide noget (“og det er selvfølgelig rigtigt.”) og på at kunne drage en nyttig erkendelse deraf (“og det har jeg meget svært ved at forstå”). Et eksempel på en form for frivilligt økonomisk slaveri som nok er langt mere udbredt i vor del af verden, end man umiddelbart skulle tro.

__________
(1) Jacob Sorgenfri: Sådan malker Apple sine kernekunder. Politiken d. 29/3 2010.
Ill. fra http://www.publicdomainpictures.net

Forventeligt, ikke?

Her er en man har gået og ventet på gennem noget tid; Phil Jones indrømmer at det hele ikke er så simpelt som mange gerne vil tro.

  • Der har ikke været nogen global opvarmning siden 1995
  • Der har været varmere ikke-menneskeskabte perioder end nu (f. eks. år 800-1000)
  • At vigtige data der ligger til grund for hockey-staven er “gået tabt”

I følge Daily Mail “Professor Jones told the BBC yesterday there was truth in the observations of colleagues that he lacked organisational skills, that his office was swamped with piles of paper and that his record keeping is ‘not as good as it should be’.“(1)

Når man sammenholder dette med at Europol har konstateret at der på 18 måneder er blevet svindlet med CO2-kvoter for 38 mia.(2) kan man kun læne sig tilbage i stolen og glæde sig til næste kapitel i denne ret forudsigelige thriller om internationalt massehysteri og forretningsmæssig innovation!

__________
(1) Climategate U-turn…, Dailly Mail d. 14/2 2010
(2) Her og her.

Agurketidssalat

Kollektiv eller synkron forskning var min første tanke da jeg så en artikel i Jyllands Posten under overskriften “Flere opdager effektiv kur mod slidgigt”. Opdagelsen, viste det sig,

daterer sig tilbage til 1961 til en irsk-født sygeplejerske ved navn Margaret Hills, som selv havde fået gigt som 21-årig. Margaret Hills havde den teori, at gigten var forårsaget af kroppens produktion af mælkesyre og andre syrer, som efter hendes opfattelse krystalliserede og lagde sig i leddene. Når krystallerne blev omgivet af væsker, ville det resultere i opsvulmning, ømhed og stivhed.(1)

…og det er unægteligt noget helt andet. Filosofien bag er helt enkel:

Filosofien bag den alternative kur er, at en ubalance i kroppens pH-balance forårsager symptomerne. Den ekstra syre i kroppen kan imidlertid neutraliseres ved blandt andet at indtage en mere basisk kost.(2)

Ud over kost omlægninger er kuren meget simpel:

Drik en blanding af to teskefulde æblecidereddike, to teskefulde honning og et glas vand fire gange om dagen – efter et hovedmåltid og før sengetid. Det er bedst, at det er efter et måltid, da æblecidereddiken ellers kan være hård ved maven. Eddiken kan desuden belaste tænder.(3)

Nu vælger jeg at se bort fra der foreslås at bekæmpe syre med syre og hæfter mig istedet ved indholdet af kuren. Hvis ikke allerede du, kære læser, fik optændt din skepsis ved ordet “ubalance” i forrige citat så burde den i højeste alarmberedskab her. Fatter du den stadig ikke? Så her her en opskrift på hjemmelavet agurkesalat (fra http://www.maduniverset.dk):

agurk
1 dl eddike
4 spsk sukker

1 tsk salt
friskkværnet peber
1 tsk tørret dild
Riv eller skær agurken i papirtynde skiver.
Bland vand og eddike med krydderier og sukker. Læg agurkeskiverne i væden og lad det stå mindst ½ time før servering.

Kan holde sig i køleskab en uges tid.

Men nej, det duer jo ikke. Kuren kræver at man bruger æblecidereddike! Almindeligt eddike henne fra købmanden er alt for sekulært, i den rette alternative ånd skal der bruges den “økologiske æblecidereddike “med grums i bunden af flasken”(sic!) der oftest fås i helsekostbutikker“(4) og honning, som er godt sukker lavet af små nyttige og gode bier, frem for sukkeret i pose fra hylden i supermarkedet som er lavet af onde og grådige mænd hos Danisco!

Jyllands Posten må være slemt i bekneb for gode journalister når man lader journalistelever som Line Ziegler Laursen uovervåget kaste sig ud på så dybt vand. For til trods for at artiklen citerer formanden for kliniske diætister Ginny Rhodes for at sige “at kroppen under normale omstændigheder regulerer kroppens pH-balance. Derved burde kroppen ikke kunne komme i ubalance, som kuren ellers hævder at kunne neutralisere” og at den fortæller om skeptiske læger læger som ikke vil anbefale kuren og Gigtforeningen som ikke vil så meget som undersøge den, afslutter den fortabte journalist artiklen med at bede folk om at henvende sig til redaktionen hvis de har prøvet kuren med positiv effekt.(5)
__________
(1) Line Ziegler Laursen: Flere opdager effektiv kur mod slidgigt, JP d. 24/2 2010
(2) op. cit.
(3) op. cit.
(4) op. cit.
(5) Så det gjorde jeg selvfølgelig:

Kære fpn-redaktion!

Mange tak for jeres (Line Ziegler Laursens) artikel om en kur mod gigt bestående af æblecideræddike og honning. Jeg kan oplyse at både jeg og  min svært gigtplagede fader og faster har brugt kuren gennem flere år med helt fantastisk resultater. Gigten er væk (eller det er dens symptomer i hvert fald) og vi kan nu igen leve et normalt liv. Det er næsten et mirakel.

Jeg synes det er rigtig godt at i viderebringer disse oplysninger trods modstand fra stivsindede gamle læger og andre der ikke vil se lyset og godtage andre end de etablerede behandlingsformer.

Men når artiklen anbefaler æblecideræddike fra urtekram (den med grums i bunden) synes jeg det er lidt klamt, for det der grums i bunden ser ikke så lækkert ud og det er også alt for dyrt. Almindeligt æddike kan faktisk bruges med samme effekt. Man kan også med stor økonomisk fordel erstatte honning med almindeligt sukker (honning er jo stort set ikke andet end sukker alligevel). Derfor har jeg lavet min helt egen opskrift på kuren som er lige så effektiv som den I bringer i artiklen.

Den kommer her:

2 dl æddike
2 dl sukker
2 dl vand
1-2 agurker i skiver
en spsk tørret dild
lidt salt og godt med peber

Det hele blandes i et stort glas med låg og stilles i køleskabet i et par timer eller gerne mere. Det er et vidundermiddel mod gigt og smager rigtig godt til flæskesteg! I er velkommen til at bruge min opskrift som I vil.

venlig hilsen

Per Lundbech
Odense

Suk! Sans for humor er åbenbart ikke universel. Da jeg for nogle år siden sendte en mail til Politiken og brokkede mig i lettere sarkastiske vendinger over at en klovn af en journalist havde skrevet om VM-matchen mellem Fischer og Karpov, fik jeg en skriftlig skideballe af en af deres redaktører, som mente at det ikke var et problem at skrive om en VM-match uden at vide hvem der deltog i den.

Otte time brugte fpn på deres svar til mig og de tog åbenbart min henvendelse alvorligt. Det er god kundepleje, meeen …

Hej Per

Tusind tak for din mail. Vi er meget glade for at have muligheden for at kunne bringe øget livskvalitet til mange danskere uden de store udgifter. Personligt undrer jeg mig over, at gigtforeningen ikke i højere grad føler en forpligtelse til at undersøge de foreskrevne muligheder nøjere – det burde være i medlemmernes interesse.

Mange hilsner

Poul Tvilum, nyhedsredaktør, fpn.dk

Computeren er jo børnenes penalhus!

“Computeren er jo børnenes penalhus” er overskriften på en artikel i Weekend Avisen (1) som handler om brugen af  ikke bare computere i undervisningen på Højby Skole (det er på Fyn), men også spil som Counter Strike, World of Warcraft og The Sims.

Lærer på skolen Martin With Nørgaard har en klar pointe når  han beklager sig over at han ingen it-undervisning havde fået da han forlod seminariet i 1997. Men så hopper kæden til gengæld også af:

“”Det er faktisk lidt af en katastrofe. De har kun forstand på bøger når de komme ud. Det er oldnordisk.” Og synd, for computerspil motiverer børnene mere end andre medier, mener han.”

For ikke så længe siden kunne man læse om en undersøgelse der påviste at lektier ikke giver det store faglige udbytte for børn, uden at nogen tilsyneladende havde tænkt at det heller ikke nødvendigvis er formålet. Lektier lærer børn tre andre uhyre vigtige ting, nemlig at at arbejde selvstændigt med et fagligt stof, de opnår rutine gennem repetition og de lærer selvdisciplin.

På samme måde kan man nok betvivle Nørgaards udgangspunkt: det er ikke sikkert at motivationsfaktoren overhovedet er den vigtigste når det gælder børns skolegang. Det handler vel i høj grad om at lære at arbejde med noget alene fordi det skal gøres. Om pligt og nødvendighed. Desuden er tanken om ydre motivationsfaktorer ren resignation: motivation kommer indefra, fra eleven selv, men den kan også være smittende og komme fra læreren. (2) Hvor ellers?

Men lad det ligge. Noget helt andet og måske langt vigtigere er dette:

Computerspils evne til at engagere eleverne, især de svage, fremhæves ofte af lærere med spilerfaring.(3)

Især de svage… umiddelbart lyder det jo meget sympatisk, omend man med nogen frygt må betænke om det man gør i virkeligheden bare er at sænke gærdet tilstrækkeligt til at alle kan komme over.

Jeg kan ikke gennemskue om det her handler om at “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” eller om det handler om det mere moderne men lige så defaitistiske “Hvad ikke alle har lyst til at lære, skal ingen lære.

Men at det ikke handler om at lære noget er vist indlysende, for Markus Bernsen konkluderer på artiklen: “Nogen forskning tyder på, at computerspil styrker en række af de kompetencer, som efterspørges i »videnssamfundet« – omstillingsparathed, symbol- og billedbehandling, kreativitet.” Kort sagt ikke så meget, udover nogle mildest talt løse begreber uden konkret indhold. Viden i sig selv er åbenbart  ikke i så stor efterspørgsel i »videnssamfundet«!

Perspektivet er nemlig et helt helt andet, afslører Erik Sigsgaard, forsker ved Videnscenter for institutionsforskning på Professionshøjskolen UCC (sic!):

Det er indlysende, at børn foretrækker at danne sig selv i fællesskab, i stedet for at høre påen voksen, der time efter time står og fortæller dem, hvordan verden hænger sammen. På trods af de mange muligheder, som de nye medier tilbyder, er det stadig udelukkende os voksne, der bestemmer, hvad børn må beskæftige sig med i al den tid, det opholder sig på institutionerne. Hvordan stemmer det overens med FNs børnerettigheder? Ifølge dem har børn ret til at søge viden om verden, lære og lege på egen hånd. De rettigheder mener jeg ikke nødvendigvis, vi lever op til. (4)

For helvede da osse…

__________
(1) Markus Bernsen: Computeren er jo børnenes penalhus. WA d. 19. februar 2010
(2) Tak til lærere og lektorer der har været lysende eksempler på dette, hver på sin måde: Dansk- og klasselærer Mik Troelsen (Ørum), Engelsk: Jørgen Roed (Ikast), Latin: Sven Lindahl (Odense) og Filosfi: Jørgen Hass (Odense).
(3) Bernsen…
(4) Bernsen…

En lav sofa passer på de små

Sådan lyder en overskrift i Politiken, som er illustreret af et billede af Daniel og Nadia Vega siddende på deres kun 20 cm høje sofa. Deres søn faldt engang ned fra sofaen og flækkede læben:

»Det er derfor, jeg nu har bygget en lav sofa til os. Det er utrolig dejligt, at børnene ikke kan falde ned fra den, og så er den hyggelig. Det er anbefalelsesværdigt!«, siger Daniel Vega Møller.

Man kan selvfølgelig indrette sit liv og ikke mindst dets omgivelser på at der er børn til stede, med alskens sikkerhedsanordninger og andet der skal forhindre at børn kommer galt afsted. Engang for år tilbage var jeg til fællesspisning med nogle medstuderende på universitet. Det foregik hos en familie hvor der var små børn og som en konsekvens deraf havde man valgt ikke at have noget der bare mindede om skarpe knive i huset – de små pus skulle selvfølgelig ikke komme galt afsted – men prøv lige at skære en steg for med en bordkniv.

Den slags er midforstået godhed, intet andet.

»Vi bor børnevenligt. Langs de store vinduer i stuen er der for eksempel ingen potteplanter eller vaser, som ungerne kan rive ned og få i hovedet«, siger fortæller Nadia Vega Vasiljev, 36 år og selvstændig kommunikationsrådgiver.

Absurd egentligt. Familien har selvfølgelig også gitter for den indvendige trappe både oppe og nede.

Vi har fire børn i huset (og vi er faktisk begge forældre til dem alle fire) og gitter for trappen (seks trin belagt med fliser) var noget vi, efter mange velmenende råd fra andre, monterede så snart vi flyttede ind men en søn på fire og en pige på fire uger. Det blev sjældent brugt. Alle børnene lærte længe inden de var et år at kravle op og kure på maven ned af trappen og de var faktisk hurtigt mere sikre på trapperne – i både lys og mørke – end jeg.

Børn er heldigvis indrettede således at man kan opdrage på dem og endnu bedre: de er så genialt konstruerede at de på det tidspunkt hvor de begynder at være mobile ved egen kraft er de også mentalt så udviklede at de kan forstå både et nej og en tilpas tålmodig vejledning (f. eks. i hvordan trappen bestiges). Så hvis bare man gider…

Selvfølgelig findes også de forældre som mener at deres børn, udstyret med en nutellamad i den ene hånd og en glas økologisk kakaomælk i den anden helt efter deres eget forgodtbefindende skal have lov til at udforske verden og ikke mindst hjemmet, undertiden både eget og andres, men det er også de børn som alle andre mennesker (for det meste i lidende tavshed) finder aldeles rædselfulde og hvis forældre man kun nødigt og nødtvungent inviterer ind i sit hjem. Men det er jo egentlig en anden historie.

Jeg sidder endnu engang med en fornemmelse af at have været vidne til (i artiklen forstås) dette meget moderne men ikke desto mindre tåbelige pædagogiske princip at barndommen er en art idealtilstand som man kun nødigt skal gribe ind i, snarere end den langt mere fornuftige og hensigtsmæssige tilgang til opdragelse og opvækst, at barndommen er det stadie som skal gennemleves for at blive og – langt vigtigere – for at lære at blive voksen. Meget smart pædagogik – især af den alternative slags – kunne kasseres hvis man holdt sig dette enkelt princip for øje.

Det skal jeg helt sikkert nok vende tilbage til.

__________
Mona Samir Sørensen: “En lav sofa …” Politiken, d. 13/2 2010