Sådan lyder en overskrift i Politiken, som er illustreret af et billede af Daniel og Nadia Vega siddende på deres kun 20 cm høje sofa. Deres søn faldt engang ned fra sofaen og flækkede læben:
»Det er derfor, jeg nu har bygget en lav sofa til os. Det er utrolig dejligt, at børnene ikke kan falde ned fra den, og så er den hyggelig. Det er anbefalelsesværdigt!«, siger Daniel Vega Møller.
Man kan selvfølgelig indrette sit liv og ikke mindst dets omgivelser på at der er børn til stede, med alskens sikkerhedsanordninger og andet der skal forhindre at børn kommer galt afsted. Engang for år tilbage var jeg til fællesspisning med nogle medstuderende på universitet. Det foregik hos en familie hvor der var små børn og som en konsekvens deraf havde man valgt ikke at have noget der bare mindede om skarpe knive i huset – de små pus skulle selvfølgelig ikke komme galt afsted – men prøv lige at skære en steg for med en bordkniv.
Den slags er midforstået godhed, intet andet.
»Vi bor børnevenligt. Langs de store vinduer i stuen er der for eksempel ingen potteplanter eller vaser, som ungerne kan rive ned og få i hovedet«, siger fortæller Nadia Vega Vasiljev, 36 år og selvstændig kommunikationsrådgiver.
Absurd egentligt. Familien har selvfølgelig også gitter for den indvendige trappe både oppe og nede.
Vi har fire børn i huset (og vi er faktisk begge forældre til dem alle fire) og gitter for trappen (seks trin belagt med fliser) var noget vi, efter mange velmenende råd fra andre, monterede så snart vi flyttede ind men en søn på fire og en pige på fire uger. Det blev sjældent brugt. Alle børnene lærte længe inden de var et år at kravle op og kure på maven ned af trappen og de var faktisk hurtigt mere sikre på trapperne – i både lys og mørke – end jeg.
Børn er heldigvis indrettede således at man kan opdrage på dem og endnu bedre: de er så genialt konstruerede at de på det tidspunkt hvor de begynder at være mobile ved egen kraft er de også mentalt så udviklede at de kan forstå både et nej og en tilpas tålmodig vejledning (f. eks. i hvordan trappen bestiges). Så hvis bare man gider…
Selvfølgelig findes også de forældre som mener at deres børn, udstyret med en nutellamad i den ene hånd og en glas økologisk kakaomælk i den anden helt efter deres eget forgodtbefindende skal have lov til at udforske verden og ikke mindst hjemmet, undertiden både eget og andres, men det er også de børn som alle andre mennesker (for det meste i lidende tavshed) finder aldeles rædselfulde og hvis forældre man kun nødigt og nødtvungent inviterer ind i sit hjem. Men det er jo egentlig en anden historie.
Jeg sidder endnu engang med en fornemmelse af at have været vidne til (i artiklen forstås) dette meget moderne men ikke desto mindre tåbelige pædagogiske princip at barndommen er en art idealtilstand som man kun nødigt skal gribe ind i, snarere end den langt mere fornuftige og hensigtsmæssige tilgang til opdragelse og opvækst, at barndommen er det stadie som skal gennemleves for at blive og – langt vigtigere – for at lære at blive voksen. Meget smart pædagogik – især af den alternative slags – kunne kasseres hvis man holdt sig dette enkelt princip for øje.
Det skal jeg helt sikkert nok vende tilbage til.
__________
Mona Samir Sørensen: “En lav sofa …” Politiken, d. 13/2 2010









RSS feed for comments on this post. / TrackBack URI