En anden dansk forfatter som jeg tidligere har læst nogle bøger af er Erwin Neutzsky-Wulff. Han har netop begået en omvendt verdenshistorie i et bind og selvom man generelt skal gå langt udenom bøger som hævder at præsentere det emne på så lidt plads, så er præmisen dog interessant: “Hvad nu hvis menensket engang var ædelt, men nu er blevet skamløst og grådigt?” Forfatteren hævder at fortælle historien om “mennesket afvikling fra et udviklet til et primitivt stade.”
Ethvert forsøg på at pille lidt ved den almindeligt udbredte forestilling om vores kulturs ensidige triumftog mod fremskridt, udvikling og oplysning bliver selvfølgelig hilst mere end velkommen af undertegnede, men spørgsmålet er om nedenstående eksempel på en disciplin der vist mest præcis kan beskrives som idiosynkratisk historiskrivning løfter den opgave specielt vellykket? Målet er ganske klart, når forfatteren ikke uden alvor, men også med et sjældent strøg af humor, skriver:
jeg havde selv oprindelig tænkt mig at kalde nærværende værk for “Den eneste rigtige historie, ikke skrevet af en flok borgerlige idioter, men derimod af den eneste intelligente menneske i Danmark.”
Underholdende er det, ikke sjældent ufrivilligt, og tonen er den for forfatteren sædvanlige. Men man skal altså være af en ganske særlig støbning, hvis man skal have tålmodighed til at sidde gennen 650 sider af sådan noget som det her (om Hitler):
“Så blev han kunstmaler alligevel – det vil sige, han kopierede postkort og solgte dem til turister, der syntes, det lignede, når han han ikke hang ud på værtshuse og diskuterede den jødisk dominerede kunstverden. Kort for krigsudbruddet læste han Martin Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen”.
Det var en åbenbaring for ham. I et blændende glimt forstod han, hvordan ikke blot han selv, men det arbejdende folk blev holdt nede af dette fremmedelement.
Dengang var de blevet sendt østpå til de andre aber, men selv derfra var de kommet retur og oversvømmede nu Europa som pestbefængte rotter. Doktor Luther havde imidlertid også en kur, en Endlösung i syv punkter samt et ottende, “wenn das nicht helfen will”, i hvilket tilfælde man måtte behandle dem som de gale hunde, de var.
Dette var ikke blot religiøs intolerance, man havde lavet nogle undersøgelser, der viste, at disse jøder rent genetisk ikke tilhørte menneskeracen i streng forstand. Det kunne derfor ikke undre, at all kapitalister og kommunister var jøder – det var med andre ord i de år, at grunden blev lagt til Hitlers stringente politiske filosofi. Endnu manglede den dog det rette romantiske Schwung. Det fandt han hos Richard Wagner.
Lille Richards opvækst mindede en del om Ludwigs, for selv om hans fars beskæftigelse ikke var ulig den betroede stilling, Adolfs far havde beklædt, faldt hans mor hurtigt for husvennen, en gal skuespiller ved navn Geyer. Det traf sig så lykkeligt, at den gamle Wagner døde af tyfus, så de kunne blive gift, og fra da af blev Richards liv én lang dukketeaterforestilling – jeg stiftede selv bekendtskab med Shakespeare som toårig, siddende på en stak telefonbøger.
Ikke overraskende begyndte han snart at skrive tragedier, som han selv komponerede (en slags) musik til. Det kan man jo ikke leve af, men Richard benyttede den prøvede taktik at skifte opholdssted, når hans kreditorer blev for påtrængende.
Det var efter sigende under en sådan hasarderet flugt over den engelske kanal, at han lod sig inspirere til “Der Fliegende Holländer” med det kendte tema (daDAdaDA) der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig som treårig, og som jeg spillede på klaveret med en finger. I mellemtiden nærmede 1848 sig, og Richard så meget midlertidig sig selv som hovedrolleindehaver i et nyt heltedrama, inden han genoptog sit valkyrieridt fra regningen.
Heldigvis var der ingen mangel på borgerlige velyndere (i det mindste indtil han rendte med deres koner). Til sidst faldt han dog til ro med sin dirigents hustru. Man har siden gjort meget ud af Hitlers hang til “nordisk” mystik, med en vis dæmonisering af hans yndlingskomponist til følge. Wagner var naturligvis hverken kristen eller hedning, han var dukketeaterinstruktør.
Denne romantiske sammenblanding er han da heller ikke ene om, vi finder den ligeledes hos vores hjemlige Oehlenschläger. For Hitler var alt dette nationalt flødeskum, Elverhøj og højen mast.
Adolf var og forblev i hele sin tankegang protestant. Som for så mange andre unge mænd stod Verdenskrigen som det store eventyr, og han undgik da også at bliver drevet i døden ved at ved at fungere som ordonnans.
Og så, netop som han og hans kammerater var ved at vinde krigen, blev den aflyst (af jøderne) og Deutschland über Alles ydmyget på det groveste. Flere værtshusdiskussioner senere var Adolf blevet politispion på jagt efter kommunister.
Dette førte ham til at infiltrere die Deutsche Arbeiterpartei, der imidlertid viste sig at være mere fascistisk end socialistisk. Efter nederlaget var det naturligvis nærliggende at slå på nationale strenge, og antisemitismen opnåede en ikke ubetydelig selvbevidsthed ved konstateringen af den indoeuropæiske sprogstamme.
Teorien om en forhistorisk indvandring fik ny næring, da man fandt det “ariske” hagekors – et ganske universelt soltegn – i ruinerne af Troja. Det blev straks adopteret af Thuleselskabet, der leverede det meste af partiets vrøvl.” s.573-576
At Hitler skulle have læst Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen” kort før første verdenskrig (endsige at han skulle have haft en åbenbaring derved) findes der vist ikke noget belæg for at påstå og det er selvfølgelig problematisk for en bog at den slynger om sig med friske og frejdige påstande uden at angive kilder til noget af det. Desuden må man nok sige at ovenstående skabelseshistorie for Herr Hitler i bedste fald er alternativ, hvis ikke ligefrem kreativ!
Selvhøjtidelighed er der – som man kan se – nok af, men desværre er den tilsvarende ironi som altid fraværende. Det hele er desuden indforstået i en sådan udstrækning at det gør det hele til en hård (umulig?) omgang at komme igennem for alle andre end de die-hard fans som udgør forfatterens trofaste læserskare. I øvrigt må det være den selvsamme pålidelige og ukritiske læserskare som gør at forlaget udgiver en bog hvor sproget i den grad kunne havde trænkt til en redaktionel indgriben.
Nye læsere skal nok ikke begynde her.
__________
Erwin Neutzsky-Wulff: Menneskets Afvikling. Borgens Forlag 2009
