Uhørt Ondskab

Ekstra Bladet bringer i dag en historie om uhørt ondskab: “På billederne ser man en yngre kvinde/pige, der brutalt – og med fornøjelse i stemmen – en efter en smider seks hundehvalpe ud i en flod. De små dyr er tydeligvis ikke ret mange dage gamle. Men det bekymrer ikke kvinden eller den, der optager hele seancen.“(1) Billederne er ledsaget af en video, hvor man kan se den yngre kvinde tage hundehvalpene op af en spand en efter en og smide dem ud i en flod.

Det hedder videre: “Netbrugere gætter nu løs på, hvem hun er. Noget tyder på, at kvinden skal findes i Østeuropa. Uanset hvad er der tale om uhørt ondskab – ledsaget af et kynisk grin! Forleden blev en engelsk kvinde også jagtet, efter en video viste, hvordan hun smed en kat i en skraldespand. Bagefter sagde kvinden, at ‘det var jo bare en kat’!“(1) Og det havde hun jo ret i, det var da i det mindste ikke et barn.

Til gengæld kan man spekulere lidt over … (FORTS.)

Racismens Grænseland – 2

Jeg drømte forleden en drøm om en småtyk ældre kvinde som alene hjemme sammen med sine to små børnebørn, en aften blev overrasket ved at en ældre fuldskægget mand brød ind i hendes hus og med en økse i hånden begyndte at hugge løs på hende mens hun forsøgte at skjule børnene bag sig i et desperat forsøg på at redde dem fra overfaldsmanden, men det var naturligvis forgæves; med blodet sivende fra flere dybe og dødelige sår på kroppen og i hovedet og mens hun holdt sine blotlagte tarme i hænderne, måtte hun hjælpeløs se til mens øksemanden gik forbi hende og over mod børnene og i det han passerede dem vendte han sig mod hende og kløende sig i det lange filtrede skæg sagde han med stemmen fuld af forundring de sidste ord hun hørte i sit liv: Din tåbe, tror du virkelig, blot fordi jeg stræber dig efter livet, at jeg også vil slå børn ihjel…

Nu var det egentligt ikke en drøm så meget som det var en dagdrøm, men jeg kan virkelig heller ikke klare tanken om Karen Thisted, der endnu engang udstiller sig selv og sine ganske begrænsede evner for rationel tankegang. At hun angriber Kurt Westergaard for hvordan han reagerede overfor en i hans hjem indtrængende øksesvingende tosse er der ikke grund til at gå ind i, ingen kom til skade i den sag – udover tossen – og derfor er der ikke noget at diskutere.

Det har intet med ytringsfrihed at gøre at blive ved med at råbe op om sig selv og sine kunstneriske rettigheder, og jeg er så irriteret over, at vi danskere skal blive ved med at lide under, at Kurt Westergaard ikke kan få nok af sine fem minutters berømmelse.(1)

Skriver Thisted og dertil er der to ting at sige.

Jo, det har så sandelig noget med ytringsfrihed når man bliver stræbt efter livet fordi man han begået en tegning og man skal da på det nærmeste være total idiot hvis man ikke indse det.

Det kan godt være at Fru Thisted er irriteret over at over at danskerne skal lide under konsekvenserne af Westergaard-sagen, men at lade det gå ud over Westergaard, svarer til at sige at alle de Københavnere der føler sig generet at den verserende bandekrig da bare kan flytte til Jylland.

Meget fornuft er der ikke i konen, men det kommer vel heller ikke som en overraskelse.

I samme kategori som Karen Thisted, omend med betydelig mere intelligens og sproglig pondus, finder vi Rune Engelbreth Larsen, der på samme måde som Karen Thisted brugte mordforsøget på Kurt Westergaard som afsæt for endnu et angreb på både tegneren og politiet. Rune Engelbreth Larsen skriver:

Det er chokerende, at karikaturtegneren Kurt Westergaard, der er Danmarks vel nok mest truede person, har så utilstrækkelig beskyttelse, at det åbenbart let kunne lade sig gøre for en attentatmand at trænge ind i hans hus med kniv og økse.

Næsten rent lykketræf reddede Westergaards liv, da han nåede at forskanse sig i et sikkert rum, men først minutter senere dukkede kavaleriet op og fik uskadeliggjort attentatmanden i en skudveksling.

Når dét er sagt, er det selvfølgelig langt mere forkasteligt, at en afstumpet gerningsmand – og enhver anden med lignende tanker og ønsker – er parat til at dræbe en gammel mand, der har tegnet en karikaturtegning på opfordring.

Westergaards karikaturtegning er en propagandategning i samme genre som antisemitiske karikaturer fra 1930′erne, om end møntet på alverdens muslimer frem for alverdens jøder, og i Jyllands-Postens karikaturprovokation skriver den sig ind i en standende antimuslimsk tendens i dansk debat og politik, hvis værste eksempler ligeledes har paralleller til samme tidsperiodes antisemisme.(2)

Der er meget langt til Voltaire i dette slet skjulte angreb på både Westergaard og ytringsfriheden og selv om det nok så kendte citat fra Voltaire endda prydede omslaget på et nummer af Engelbreth Larsens eget tidsskrift Faklen, engang for længe siden, har han enddog meget svært ved at formulere en uforbeholden fordømmelse af mordforsøget på Westergaard og det i en sådan grad at man efterlades med en slem mistanke om at det heller ikke er noget han ønsker.

I sidste ende er det ytringsfriheden der tages som gidsel af både Thisted og Engelbreth. Spørgsmålet om ytringsfrihed eller ej er pricipiel. Derfor må og skal den holdes fri af alle forbehold udspringende af moral, etik, religion, god opførsel og god smag, da enhvert forsøg på at inddrage disse i diskussionen mudrer og forvirrer debatten da den underlægger eller sidestiller pricipielle spørgsmål med praktiske hensyn.

__________
(1) ‘Du er en antihelt, Kurt Westergaard’, Ekstra Bladet, d. 5. januar 2010
(2) Forkasteligt attentatforsøg mod Westergaard – og PET-svigt?, Politiken, d. 2. januar 2010

Døden VI

Selv TVs reportere hang med hovedet ved meddelelsen om Michael Jacksons død. En mand som ikke havde bidraget med noget som helst til musikken gennem et ti-år og hvis eneste bidrag til verden i samme periode var rygter om pædofile tendenser og diverse kropslige ekstremiteters forfald. “Det var godt han fik fred,” fristes man til at sige.

Tabet var ikke verdens, han havde forlængst ikke mere at give den, men kun børnenes, familiens, vennernes.

Og pressens, selvfølgelig!

__________
Ill. via wikimedia.org

Menageri (Døden V)

Lidt nøgenhed og voldelig død så er showet en sikker succes. Mennesket forandrer sig ikke, heldigvis for det.

fundet på Liam’s Pictures from Old Books

Døden IV

Videre i kategorien Døden, med uddrag fra Iliaden(1), hvor det straks går løs i munter strid og fire tapre krigere må lade livet.

457     Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
458 Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
459 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
460 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
461 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
462 Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.

463 Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
464 Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
465 Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
466 Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
467 Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
468 Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
469 Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
470 Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
471 Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
472 Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.

473     Aias den Telamonide nu først Simoeisios dræbte,
474 Manden Anthemions blomstrende Søn; ved Simois’ Bredder
475 Havde hans Moder ham født, da hjem hun vandred fra Ida,
476 Hvor hun var fulgt med Forældrene hen at besee deres Hjorder;
477 Derfor de havde ham kaldt Simoeisios; sine Forældre
478 Lønned han ei for sin Barndoms Tugt, thi stakket hans Livstid
479 Blev, der han faldt betvungen med Spyd af den modige Aias.
480 Just som han vandrende kom, traf Telamons Søn ham i høire
481 Bryst ved Vorten, og tvers gjennem Skuldren den kobberne Spydsod
482 Gik, og i Støvet til Jord han styrtede plat som en Poppel,
483 Som paa en stor siidliggende Eng opvoxed i Mosen,
484 Glat om Barken, men Grenene skjød i Veiret om Toppen,
485 Og med det blinkende Jern Vogntømreren fælder dens Stamme,
486 Fælger at krumme deraf til Hjul for en prunkende Vognkarm,
487 Strakt den ligger ved Bredden af Flod for at tørres i Luften;

488 Saa Simoeisios faldt, Anthemions Søn, for den ædle
489 Aias, men flux mod denne sit skærpede Spyd gjennem Stimlen
490 Antiphos slynged, Kong Priamos’ Søn med det brogede Pandser;
491 Rigtignok feiled han Aias, men Leukos, Odysses’s bolde
492 Svend, i Lysken han traf, da han Dødningen slæbte tilside;
493 Ned over denne han styrted, og Liget af Hænderne faldt ham.

Dette er sikkert ikke rare måder at dø på, omend at blive truffet i panden af et spyd sikkert er en hurtig og derfor relativt smertefri måde at forlade denne verden på. At blive truffet i lysken er en knap så hurtig død, men lige så sikker og derfor et kendt og brugt mål for sværd og spydkæmpere.

Men det der falder mig ind når jeg lige nu læser dette, er noget helt andet, nemlig fraværet af sentimentalitet, sammenlignet med overskrifter som “Iran hangs young woman for teenage crime she denied” som man kunne læse i medierne for ikke så længe siden. At fængsler i alle lande er fyldt med fanger uskyldige udi egen indbildning er der vel intet nyt i, ejheller at enkelte af dem rent faktisk er uskyldige, men hvorfor lige netop sager som den sag får så megen opmærksomhed kan måske nok undre. “Iran henretter kvindelig kunstner” var overskriften i Politiken. (2)

Og så alligevel ikke. Det har tilsyneladende ingen betydning at den nu henrettede sammen med en ven brød ind i og dræbte beboeren af et hus, tilstod mordet og uanset om tilståelsen senere blev trukket tilbage, i det mindste stadig er medskyldig i mord, når bare hun senere i fængsel bliver kunstner, for så er billedet af et totalitært, repressivt, middelalderligt iransk system der henretter en sød ung kvinde er jo en ren mediervinder.

For de forargede der kan samles på protesthjemmesider og sende protestbreve til de iranske myndigheder og forlange dette og hint er gevinsten umiddelbar: med forargelsen over andres ondskab og umenneskelighed følger uvilkårligt følelsen af egen moralske overlegenhed og så hedder det pludseligt:

… her execution was the shortest, fastest, and most effective way for Islamic Republic of Iran to let the rest of the world know it has no intention of negotiating anything with anyone.

My heart weeps for the youth and talent which had to be sacrificed to send the ominous message to the world.(3)

Ungdom og talent? Man kan – ganske usentimentalt – hævde at det forspildte hun selv da hun traf de valg hun nu engang gjorde. Men det står selvfølgelig enhver frit for at læse det de vil ind i historien og dermed få det ud af den som de ønsker.

__________
(1) Iliaden, Wilster
(2) http://politiken.dk/udland/article701873.ece
(3) http://www.iranian.com/main/node/63031

Døden IIb

Scanners

… fortsat…

Udover Beaurieux’ observationer med den henrettede Languilles hoved og hvad der synes at have været en bevidst reaktion fra det afskårne hovede, faldt jeg over denne beretning fra Cecil Adams, som citerer et brev

from a U.S. Army veteran who had been stationed in Korea. In June 1989 the taxi he and a friend were riding in collided with a truck. My correspondent was pinned in the wreckage. The friend was decapitated. Here’s what happened:

“My friend’s head came to rest face up, and (from my angle) upside-down. As I watched, his mouth opened and closed no less than two times. The facial expressions he displayed were first of shock or confusion, followed by terror or grief. I cannot exaggerate and say that he was looking all around, but he did display ocular movement in that his eyes moved from me, to his body, and back to me. He had direct eye contact with me when his eyes took on a hazy, absent expression … and he was dead.”

I’ve spoken with the author and am satisfied the event occurred as described. (1)

Man kan nok gå ud fra at døden ikke indtræder i netop det øjeblik hovedet skilles fra kroppen – der vil gå et kort tidsrum, hvor hjernen stadig fungerer og hvor bevidstheden i en eller anden udstrækning er intakt. Nogen tid til egentlig refleksion er der dog næppe tale om. (Hvor megen egentlig lidelse der så er tale om kan jo så diskutere, men det er en anden sag.)

Alligevel vil de fleste af os nok kategorisk afvise guillotinen som et redskab til straf man kunne anvende i dag. De fleste sikkert med udgangspunkt i moralske overvejelser mens et mere reflekteret mindretal vil afvise det pga den holdning det moralske flertal indtager.

Men facinationen af døden fejler ikke noget – det er de færreste mennesker der har tal på hvor mange mennesker de har set dø i biografen eller på tv. Døden er god underholdning.

Ovenstående scene er fra Cronenbergs “Scanners” som for tredive år siden (sammen med de mindre kunstnerisk interessante Ilse-film) var centrum for debatten om videovold.

Men lige så god underholdning som den er, lige så frygtet ser den ud til at være i den virkelige verden. Dødsstraf afvises med den begrundelse af den offeret for straffen “lider”, er udsat for smerte eller er udsat for umenneskelig behandling.  Derudover afvises den også med den begrundelse at staten ikke skal slå ihjel. Men hvorfor det er mere korrekt at sætte et menneske i bur for livstid end bare at skaffe sig af med vedkommende her og nu er der vist ingen fornuftig forklaring på. Det er vist bare at flygte fra problemerne og ansvaret.

Andre kulturer har haft et noget mere sentimantalt forhold til mennesket og døden og det inkluderer i øvrigt vores egen fortid. Offentlige henrettelser har ikke været unormalt og f. eks. i Kina var man i begyndelse af det 20. århundrede heller specielt blufærdige med det.


Er der en morale?

Sikkert ikke, men hvis engang det var god underholdning at se en slyngel få sin velfortjente straf i fuld offentlighed, kan man jo tænke lidt over hvordan man er nået derfra og til at man i aftes på TV kunne se flere danske politikere græd snot over at smågrise kastreres uden bedøvelse. (En enkelt politiker især kom galt afsted med en udtalelse om at dyr i hvert fald skal have det godt indtil de slagtes. Spørgsmålet om sammenhængen mellem lidelse og bevidsthed behøver man sikkert ikke ulejlige sig med at stille i denne forbindelse.) Naiviteten og sentimentaliteten er kvalmende…

__________
(1) Does the head remain briefly conscious after decapitation (revisited)?

Om at slå ihjel.

“Af 27.574 efterladte geværer, som i 1863 blev samlet op efter slaget ved Gettysburg, var mere end 90 procent ladt, selv om det 19:1- forhold, der var mellem ladetiden og skuddet, logisk burde tale for, at kun omkring fem procent  af geværerne burde have været ladt og klar til brug, da deres ejere smed dem fra sig. Næsten halvdelen af geværerne – tolv tusinde – var faktisk ladt mere end en gang, og seks tusinde af geværerne havde mellem tre og ti skud stoppet ned i løbet. Den eneste fornuftige forklaring er, at et meget stort antal soldater ved Gettysburg, både i Nordstatshæren og i Sydstatshæren, nægtede at affyre deres våben selv i nærkamp, og formentlig brugte tiden på ladeprocessen, og blot lod som om de skød, når en anden i nærheden virkelig skød, i et forsøg på at skjule deres indre flugt fra drabsprocessen. Og ganske mange af dem, som faktisk skød, sigtede formentlig med vilje alt for højt.” (1)

Et absolut ikke enestående, men interessant vidnesbyrd om menneskets karakter, som sammenholdt med Brownings(2) demonstration af hvordan en gruppe mennesker – helt almindelige, midaldrende, arbejderklasse – kan bringes til at myrde tusinder af mænd, kvinder og børn, tillader os at konkludere at mennesket som mennesker er flest, viljeløst adlyder de mest afskyelige ordrer når de kommer fra autoriteter og, for egen bekvemmeligheds – ikke princippernes! – skyld, sniger sig udenom pligter hvis muligheden opstår.

__________
(1) Gwynne Dyer: Krig, Borgens Forlag 2004
(2) Christopher Browning: Ordinary Men: Reserve Police Battalion 101 and the Final Solution in Poland, New York 1993
Begge bøger anbefales på det kraftigste.

Dommedag!

Jorden går under snart, siger fremtrædende klimaforsker og tilføjer, at tundraen vil smelte og regnskoven brænde, hvis ikke vi lægger vores syndige, magelige, consumeristiske livsstil fra os.

Kort sagt: Vi skal alle dø! Ja, det skal vi jo alligevel, men nu på langt mere alvorlig og moralsk forkastelig vis. Der er dog indlysende fordele; vi behøver således ikke at frygte at brænde i helvede for vores synder, som vores forfædre sikkert gjorde og stadig gør, men kan mageligt læne os tilbage og lade os bage her på jorden. Det går under alle omstændigheder også meget hurtigere at brænde op her på jorden end at brænde i evighedernes evigheder i helvede. Tak Gud for fremskridtet!

Nu er dette jo ikke den eneste  gang at jordens undergang er blevet forudsagt (er der nogen som husker år 2000 problemet?), så her er, for de uvidende, en liste over årstal i hvilke jorden, i følge pålidelige kilder, burde være gået under:

2800 fvt – 634 fvt – 389 fvt – ca. 90 fvt
70 – 247 – 365 – 380 – 500 – 6 apr 793 – 800 – 806 – 848 – 25 mar 970
992 – 995 – 1000 – 1033 – 1184 – 23 sept 1186 – 1260 – 1284 – 1290
1306 – 1335 – 1367 – 1370 – 1378 – 14  feb 1420 – 1496
1504 – 1 feb 1524 – 1525 – 1528 – 27 maj 1528 – 1532 – 1533 – 19 okt 1533
5 apr 1534 – 1537 – 1544 – 1555 – 22 jul 1556 – 28 apr 1583 – 1584 – 1588
1600 – 1603 – 1623 – 1 feb 1624 – 1648 – 1654 – 1656 – 1657 – 1658
1660 – 1666 – 1673 – 1688 – 1689 – 1694 – 1697 -1700

og så videre … (1)

Nu dækker listen her (som sikkert langt fra er komplet) jo kun årstal frem til 1700 og – tænker du sikkert – vi er da heldigvis blevet klogere siden da. Måske ikke! Jo længere vi kommer op mod vore egen tid jo tættere falder spådommene. Jeg gider slet ikke gengive forudsigelserne for 1999-2000.

Nu kunne jeg jo være fristet til at spå om hvorledes disse klimaforskere selv om føje år figurerer på lignende lister, men belært af hvordan det går andres spådomme, skal jeg nok afholde mig fra det.

__________
(1)Listen stammer fra http://www.abhota.info hvor der også er liste over årene 1701-1970, 1998-1999, 2000-nu og en for fremtiden; incl. henvisninger, links og bibliografi.

Døden III

Efter jeg forleden var inde på den frygt videomaskiner og de frygteligt voldelige videfilm spredte i socialdemokratiske Danmark engang i 1980′erne, kom jeg til tænke på en liste jeg lavede engang over eksempler på voldelig død i Iliaden som jeg vil bringe lidt fra her.(1) Jeg har tidligere postet et indlæg med titlen “Sjov med meningsløs vold” og betragtningerne deri omkring sentimentalitet gælder stadig. Vi starter i Iliaden IV:

446     Men da de rykkende frem havde mødt hinanden paa Stridsmark,
447 Landse mod Landse, og Skjold mod Skjold da hugged de stærke
448 Malmompandsrede Mænd, mangfoldige buklede Skjolde
449 Knugedes hardt mod hverandre, høit dundred det larmende Kampgny.
450 Mellem hinanden nu lød baade Jammer og Jubel af Krigsfolk,
451 Altsom de Kæmpende slog eller faldt, og af Blod svam Jorden.
452 Som naar i Vinterens Tid fra et Bjerg to skyllende Elve
453 Styrte de rivende Vande i Dalene ned, hvor de samles,
454 Høit fra de mægtige Væld i den dybtudhulede Fjeldkløft,
455 Vidt i det Fjerne kan Hyrden paa Bjergene høre dem bruse,
456 Saaledes lød Forvirring og Skrig, da de foer mod hverandre.(2)

Jeg har altid for mit indre set “som” (l. 452) henvise til blodet i l. 451 og ikke til “saaledes” i l. 456. Man kan i hvertfald i hele fire linier med god samvittighed leve i troen. Beretninger om blod i større mængder har altid været godt for fantasien, et menneske indeholder trods alt kun ca. seks liter af det og der skal slås ret mange ihjel fot at opfylde ovenstående: af Blod svam Jorden.  Nu har jeg ikke et billede af salgmarker som svømmer i floder blod, men Kubrick har visualiseret det effektivt og skabt et af filmhistoriens mindeværdige øjeblikke.(3)

Men nu omhandlede ovnstående egentlig slet ikke om slet ikke om blod, men om lyden af hære som gør sig klar til at udgyde det. Det kan de gøre på mange måder, undertiden behøver de blot at forsamles før det går galt og et uhyrligt bodycount opnås uden af der løsnes et skud.

In the late summer of that year we lived in a house in a village that looked across the river and the plain to the mountains. In the bed of the river there were pebbles and boulders, dry and white in the sun, and the water was clear and swiftly moving and blue in the channels. Troops went by the house and down the road and the dust they raised powdered the leaves of the trees. The trunks of the trees too were dusty and the leaves fell early that year and we saw the troops marching along the road and the dust rising and leaves, stirred by the breeze, falling and the soldiers marching and afterward the road bare and white except for the leaves.

The plain was rich with crops; there were many orchards of fruit trees and beyond the plain the mountains were brown and bare. There was fighting in the mountains and at night we could see the flashes from the artillery. In the dark it was like summer lightning, but the nights were cool and there was not the feeling of a storm coming.

Sometimes in the dark we heard the troops marching under the window and guns going past pulled by motor-tractors. There was much traffic at night and many mules on the roads with boxes of ammunition on each side of their pack-saddles and gray motor trucks that carried men, and other trucks with loads covered with canvas that moved slower in the traffic. There were big guns too that passed in the day drawn by tractors, the long barrels of the guns covered with green branches and green leafy branches and vines laid over the tractors. To the north we could look across a valley and see a forest of chestnut trees and behind it another mountain on this side of the river. There was fighting for that mountain too, but it was not successful, and in the fall when the rains came the leaves all fell from the chestnut trees and the branches were bare and the trunks black with rain. The vineyards were thin and bare-branched too and all the country wet and brown and dead with the autumn. There were mists over the river and clouds on the mountain and the trucks splashed mud on the road and the troops were muddy and wet in their capes; their rifles were wet and under their capes the two leather cartridge-boxes on the front of the belts, gray leather boxes heavy with the packs of clips of thin, long 6.5 mm. cartridges, bulged forward under the capes so that the men, passing on the road, marched as though they were six months gone with child.

There were small gray motor cars that passed going very fast; usually there was an officer on the seat with the driver and more officers in the back seat. They splashed more mud than the camions even and if one of the officers in the back was very small and sitting between two generals, he himself so small that you could not see his face but only the top of his cap and his narrow back, and if the car went especially fast it was probably the King. He lived in Udine and came out in this way nearly every day to see how things were going, and things went very badly.

At the start of the winter came the permanent rain and with the rain came the cholera. But it was checked and in the end only seven thousand died of it in the army.(4)

__________

(1) Det var før jeg kendte til Ian Johnstons liste: http://records.viu.ca/~Johnstoi/homer/Iliaddeaths.htm
(2) Iliaden, overs. Wilster
(3) still fra The Shining
(4) Ernest Hemingway: A Farewell to Arms.

Døden II

Fem minutter efter at domkirkens klokker havde slået midnatsslaget, blev døren åbnet af en fængselsbetjent, som sagde:

“Så må De gøre Dem klar.”

“Må jeg ikke lige sige farvel til min kammerat og den anden præst?”

Der gik bud nedenunder, imens jeg hjalp ham jakken på. Så fik vi besked om, at hans ønske ikke kunne opfyldes. Det var imod reglementet.

“Åh, de med deres reglementer,” sagde han, “nå, men vi har jo også sagt farvel.”

Vi fulgtes ned i kontoret. Statsadvokaten læste konklusionen af dommen og sagde, at den nu ville blive fuldbyrdet.

“Tak,” sagde den dømte.

Politimesteren sagde: “De skal efter reglementet have hænderne bundet på ryggen. Det er ikke fordi vi ikke stoler på Dem, men sådan er reglementet.”

“Javel,” svarede han og lagde selv hænderne om på ryggen. Arrestforvareren bandt dem sammen. Politimesteren sagde, at de ikke måtte bindes så hårdt at båndet snærede.

“Nej, jeg skal nok passe på,” svarede arrestforvareren.

Da den dødsdømte var bundet, sagde han til politimesteren: “Jeg vil gerne takke Dem for Deres venlighed og den gode behandling,  jeg har fået.” Han vendte sig derpå mod arrestforvareren og takkede ham.

Så gik vi.

En dansk henrettelse efter retsopgøret. Cit. efter Ole Schierbeck: Dødsstraffe og henrettelser. Politikens Forlag 1981

Døden

Execution of Henri Languille

Odysseen (Wilster), 22:326-329

Talende saa det Sværd han greb med sin vældige Næve,
Som Agelaos til Jord havde slængt, da Spydet ham ramte;
Dette han greb, og hug med dets Blad ham tværs over Nakken,
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled paa Gulvet.

Iliaden (Wilster), 10;454-457

Just vilde nu hiin med sin Haand hans hage berøre,
Bønlig om Livet at trygle, da svang Diomedes sit Slagsværd,
Hug ham tværs over Halsen, og kløvede begge dens Sener;
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled i Støvet.

Iliaden er en guldgrube af eksempler på voldelig og blodig død, men ovenstående påkalder sig alligevel en særlig interesse på grund af  det rene snit, det dygtige krigshåndværk som minder mig om følgende beretning fundet på Jørn Fabricius’ interessante www.guillotine.dk med masser af info om Guillotinen og han gengiver også denne beretning fra 1905, hvor en Dr Beaurieux som gennemfører dette ikke specielt videnskabelige eksperiment med et hoved der oprindeligt tilhørte Languille, guillotineret kl. 5.30 om morgenen, d. 28 juni 1905:

” I consider it essential for you to know that Languille displayed an extraordinary sang-froid and even courage from the moment when he was told, that his last hour had come, until the moment when he walked firmly to the scaffold. It may well be, in fact, that the conditions for observation, and consequently the phenomena, differ greatly according to whether the condemned persons retain all their sang-froid and are fully in control of themselves, or whether they are in such state of physical and mental prostration that they have to be carried to the place of execution, and are already half-dead, and as though paralysed by the appalling anguish of the fatal instant.

“The head fell on the severed surface of the neck and I did not therefor have to take it up in my hands, as all the newspapers have vied with each other in repeating; I was not obliged even to touch it in order to set it upright. Chance served me well for the observation, which I wished to make.

“Here, then, is what I was able to note immediately after the decapitation: the eyelids and lips of the guillotined man worked in irregularly rhythmic contractions for about five or six seconds. This phenomenon has been remarked by all those finding themselves in the same conditions as myself for observing what happens after the severing of the neck…

“I waited for several seconds. The spasmodic movements ceased. The face relaxed, the lids half closed on the eyeballs, leaving only the white of the conjunctiva visible, exactly as in the dying whom we have occasion to see every day in the exercise of our profession, or as in those just dead. It was then that I called in a strong, sharp voice: “Languille!” I saw the eyelids slowly lift up, without any spasmodic contractions – I insist advisedly on this peculiarity – but with an even movement, quite distinct and normal, such as happens in everyday life, with people awakened or torn from their thoughts.
Next Languille’s eyes very definitely fixed themselves on mine and the pupils focused themselves. I was not, then, dealing with the sort of vague dull look without any expression, that can be observed any day in dying people to whom one speaks: I was dealing with undeniably living eyes which were looking at me. “After several seconds, the eyelids closed again, slowly and evenly, and the head took on the same appearance as it had had before I called out.

“It was at that point that I called out again and, once more, without any spasm, slowly, the eyelids lifted and undeniably living eyes fixed themselves on mine with perhaps even more penetration than the first time. The there was a further closing of the eyelids, but now less complete. I attempted the effect of a third call; there was no further movement – and the eyes took on the glazed look which they have in the dead.

“I have just recounted to you with rigorous exactness what I was able to observe. The whole thing had lasted twenty-five to thirty seconds.

Interessant er spørgsmålet om hvor længe bevidstheden forbliver i det afhuggede hovede, selvom det nok er de færreste af os som ønsker at få det besvaret.

fortsættes…