Vold og skolemad!

Det følgende giver helt sikkert slet ikke mening, men jeg må bare ud med det ikke desto mindre.

Skoleåret er netop startet og faldt jeg tilfældigvis over en bog med titlen “Mit barn skal i skole” og med undertitlen “Forældrehåndbogen”, skrevet af Janne Hejgaard udgivet af Mejeriforeningen og omdelt gratis i skolen sidste år da vores næstyngste startede i skole. 150 sider meningsløst men velmenende pædagogisk tomgangssnak om alt hvad man som forældre skal vide om børn i skolestartsalderen og også en helt masse man ikke behøve vide. (Jesper Juul er medforfatter!) Sidste del af bogen er madopskrifter af Helle Brønnum Carlsen. Opskrifter til morgenmad, madpakke og efterskolemad. Opskrifter på alt fra ostemadder (“Rist brødet og læg osten på” (sic!)) over rugbrødsmadder med marcipan til “caferetter” som “Lammesandwich med tzatziki, oliven og tomat”.

Altsammen ganske inspirende i flotte farver og udelukkende skrevet med henblik på at indgyde dårlig samvittighed hos alle de danske forældre som ikke har fastansat køkkenpersonale i hjemmet. Se f. eks. … (FORTS.)

Computeren er jo børnenes penalhus!

“Computeren er jo børnenes penalhus” er overskriften på en artikel i Weekend Avisen (1) som handler om brugen af  ikke bare computere i undervisningen på Højby Skole (det er på Fyn), men også spil som Counter Strike, World of Warcraft og The Sims.

Lærer på skolen Martin With Nørgaard har en klar pointe når  han beklager sig over at han ingen it-undervisning havde fået da han forlod seminariet i 1997. Men så hopper kæden til gengæld også af:

“”Det er faktisk lidt af en katastrofe. De har kun forstand på bøger når de komme ud. Det er oldnordisk.” Og synd, for computerspil motiverer børnene mere end andre medier, mener han.”

For ikke så længe siden kunne man læse om en undersøgelse der påviste at lektier ikke giver det store faglige udbytte for børn, uden at nogen tilsyneladende havde tænkt at det heller ikke nødvendigvis er formålet. Lektier lærer børn tre andre uhyre vigtige ting, nemlig at at arbejde selvstændigt med et fagligt stof, de opnår rutine gennem repetition og de lærer selvdisciplin.

På samme måde kan man nok betvivle Nørgaards udgangspunkt: det er ikke sikkert at motivationsfaktoren overhovedet er den vigtigste når det gælder børns skolegang. Det handler vel i høj grad om at lære at arbejde med noget alene fordi det skal gøres. Om pligt og nødvendighed. Desuden er tanken om ydre motivationsfaktorer ren resignation: motivation kommer indefra, fra eleven selv, men den kan også være smittende og komme fra læreren. (2) Hvor ellers?

Men lad det ligge. Noget helt andet og måske langt vigtigere er dette:

Computerspils evne til at engagere eleverne, især de svage, fremhæves ofte af lærere med spilerfaring.(3)

Især de svage… umiddelbart lyder det jo meget sympatisk, omend man med nogen frygt må betænke om det man gør i virkeligheden bare er at sænke gærdet tilstrækkeligt til at alle kan komme over.

Jeg kan ikke gennemskue om det her handler om at “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” eller om det handler om det mere moderne men lige så defaitistiske “Hvad ikke alle har lyst til at lære, skal ingen lære.

Men at det ikke handler om at lære noget er vist indlysende, for Markus Bernsen konkluderer på artiklen: “Nogen forskning tyder på, at computerspil styrker en række af de kompetencer, som efterspørges i »videnssamfundet« – omstillingsparathed, symbol- og billedbehandling, kreativitet.” Kort sagt ikke så meget, udover nogle mildest talt løse begreber uden konkret indhold. Viden i sig selv er åbenbart  ikke i så stor efterspørgsel i »videnssamfundet«!

Perspektivet er nemlig et helt helt andet, afslører Erik Sigsgaard, forsker ved Videnscenter for institutionsforskning på Professionshøjskolen UCC (sic!):

Det er indlysende, at børn foretrækker at danne sig selv i fællesskab, i stedet for at høre påen voksen, der time efter time står og fortæller dem, hvordan verden hænger sammen. På trods af de mange muligheder, som de nye medier tilbyder, er det stadig udelukkende os voksne, der bestemmer, hvad børn må beskæftige sig med i al den tid, det opholder sig på institutionerne. Hvordan stemmer det overens med FNs børnerettigheder? Ifølge dem har børn ret til at søge viden om verden, lære og lege på egen hånd. De rettigheder mener jeg ikke nødvendigvis, vi lever op til. (4)

For helvede da osse…

__________
(1) Markus Bernsen: Computeren er jo børnenes penalhus. WA d. 19. februar 2010
(2) Tak til lærere og lektorer der har været lysende eksempler på dette, hver på sin måde: Dansk- og klasselærer Mik Troelsen (Ørum), Engelsk: Jørgen Roed (Ikast), Latin: Sven Lindahl (Odense) og Filosfi: Jørgen Hass (Odense).
(3) Bernsen…
(4) Bernsen…

En lav sofa passer på de små

Sådan lyder en overskrift i Politiken, som er illustreret af et billede af Daniel og Nadia Vega siddende på deres kun 20 cm høje sofa. Deres søn faldt engang ned fra sofaen og flækkede læben:

»Det er derfor, jeg nu har bygget en lav sofa til os. Det er utrolig dejligt, at børnene ikke kan falde ned fra den, og så er den hyggelig. Det er anbefalelsesværdigt!«, siger Daniel Vega Møller.

Man kan selvfølgelig indrette sit liv og ikke mindst dets omgivelser på at der er børn til stede, med alskens sikkerhedsanordninger og andet der skal forhindre at børn kommer galt afsted. Engang for år tilbage var jeg til fællesspisning med nogle medstuderende på universitet. Det foregik hos en familie hvor der var små børn og som en konsekvens deraf havde man valgt ikke at have noget der bare mindede om skarpe knive i huset – de små pus skulle selvfølgelig ikke komme galt afsted – men prøv lige at skære en steg for med en bordkniv.

Den slags er midforstået godhed, intet andet.

»Vi bor børnevenligt. Langs de store vinduer i stuen er der for eksempel ingen potteplanter eller vaser, som ungerne kan rive ned og få i hovedet«, siger fortæller Nadia Vega Vasiljev, 36 år og selvstændig kommunikationsrådgiver.

Absurd egentligt. Familien har selvfølgelig også gitter for den indvendige trappe både oppe og nede.

Vi har fire børn i huset (og vi er faktisk begge forældre til dem alle fire) og gitter for trappen (seks trin belagt med fliser) var noget vi, efter mange velmenende råd fra andre, monterede så snart vi flyttede ind men en søn på fire og en pige på fire uger. Det blev sjældent brugt. Alle børnene lærte længe inden de var et år at kravle op og kure på maven ned af trappen og de var faktisk hurtigt mere sikre på trapperne – i både lys og mørke – end jeg.

Børn er heldigvis indrettede således at man kan opdrage på dem og endnu bedre: de er så genialt konstruerede at de på det tidspunkt hvor de begynder at være mobile ved egen kraft er de også mentalt så udviklede at de kan forstå både et nej og en tilpas tålmodig vejledning (f. eks. i hvordan trappen bestiges). Så hvis bare man gider…

Selvfølgelig findes også de forældre som mener at deres børn, udstyret med en nutellamad i den ene hånd og en glas økologisk kakaomælk i den anden helt efter deres eget forgodtbefindende skal have lov til at udforske verden og ikke mindst hjemmet, undertiden både eget og andres, men det er også de børn som alle andre mennesker (for det meste i lidende tavshed) finder aldeles rædselfulde og hvis forældre man kun nødigt og nødtvungent inviterer ind i sit hjem. Men det er jo egentlig en anden historie.

Jeg sidder endnu engang med en fornemmelse af at have været vidne til (i artiklen forstås) dette meget moderne men ikke desto mindre tåbelige pædagogiske princip at barndommen er en art idealtilstand som man kun nødigt skal gribe ind i, snarere end den langt mere fornuftige og hensigtsmæssige tilgang til opdragelse og opvækst, at barndommen er det stadie som skal gennemleves for at blive og – langt vigtigere – for at lære at blive voksen. Meget smart pædagogik – især af den alternative slags – kunne kasseres hvis man holdt sig dette enkelt princip for øje.

Det skal jeg helt sikkert nok vende tilbage til.

__________
Mona Samir Sørensen: “En lav sofa …” Politiken, d. 13/2 2010

Dagens dumheder.

Menneskeheden er tilsyneladende et uudtømmeligt reservoir for dumhed, uvidenhed og mangel på sund fornuft, uhyrligt kombineret med en omvendt proportional vilje til at udtale sig eller ligefrem handle på selvsamme (manglende) grundlag. Her følger til almindelig god underholdning og morskab et par eksempler på mennesker der i juledagene har formået at foretage en intellektuel striptease i fuld offentlighed. God fornøjelse.

Sofasport

Socialdemokraterne og Venstre ønsker (ifølge EB) at Danmarks Idræts-Forbund anerkender pc-spil som en sport. I den forbindelse udtaler Venstres Ellen Trane Nørby:

Der er desværre kommet en holdning i Danmark om, at pc-spil er noget negativt. Derfor bør eksempelvis en gruppe pc-spillere på samme måde som med andre sportsgrene kunne søge og få økonomisk støtte til lokaler, hvor de kan spille sammen. Pc-spil bør opfattes som en social aktivitet som al anden sport.(1)

Lad os nu bare se bort fra at det “derfor” som starter anden sætning i citatet antyder at det handler om medlidenhed og tro på at dette tegn på at Fru Nørby dårligt kan tale dansk, skyldes journalistens manglende omhyggelighed i omgangen med citater og konstatere at det rationale som kan begrunde dette tiltag, som helt mangler i ovenstående citat, i det hele taget kan blive meget svært at få etableret. Når  nu  tanken om en sund sjæl i et sundt legeme tilsyneladende er blevet opgivet, er kriteriet så blot at der skal være tale om en konkurrencesituation? Hvad skulle der da være til hindring (ud over min stolthed) for at jeg samlede en flok ligesindede og fik støtte til konkurrencer i næsepilning, røvkløning eller omkapspisning i chips, romkugler og cola?

Måske Fru Nørby skulle læse lidt op på hvad idræt er og hvad formålet er med at få mennesker til at dyrke den, eller med andre ord er det åbenbart nogle værdier som hun skulle få på plads andet end de monetære som hendes parti så ivrigt dyrker.

Mødre…

Politiken skriver at stadig flere børn aldrig kommer til at kende deres biologiske far, fordi stadig flere kvinder bliver insemineret med donorsæd. I den forbindelse har Politiken talt med Katja Skovgaard, der selv fik en søn ved insemination i 2003. Hun siger til avisen:

Min søn er lige så meget et ønskebarn som alle andre børn. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi fortæller vores børn, hvad der er sket, og hvorfor det var sådan. Når nogen spørger, om det ikke er synd for ham, at han ikke har nogen far, vender jeg det og fortæller, hvor heldig min søn er. Der er mange børn, der vokser op med skilte forældre, og der er mange andre, som heller ikke har nogen kontakt til deres far.

Jeg har vist før nævnt det besynderlige mangel på blufærdighed som gør at mennesker i en tid hvor mange ikke ville gå på stranden hvis de vejer et par kilo for meget, tilsyneladende ikke er bange for at at udtale sig offenligt selvom de mentalt absolut er vejet og fundet for lette. At Katja Skovgaard er helt åbenlyst ikke den skarpeste kniv i skuffen får hun ganske eftertrykkeligt demonstreret med ovenstående udtalelse.

Først får hun afsløret en ubevist trang til at retfærdiggøre sig (“Min søn er lige så meget …”). Derefter bekender hun sig til et temmeligt overfladisk livssyn som hun godt ved også skal refærdiggøres overfor børnene. (“Det er udelukkende et spørgsmål om hvordan vi fortæller … hvorfor det var sådan.” )

Det mest interessante er den efterfølgende kortslutning når hun fortæller om hvor heldig hendes søn er, ud fra rationalet om at hvis noget kan mistes så er det langt bedre slet ikke at have haft det til at begynde med. Set fra den vinkel kan man med rette og af flere grunde spørge hvorfor hun i det hele taget valgte at få et barn?

Offer

EB bringer d. 30/12 også en pseudonyhed om at TV2 nyhedsoplæser Jes Dorph-Petersen var “i tårer over døde børn” da han forleden skulle viderebringe “nyheden” om at to børn var omkommet i en brand anden juledag. En historie der i kraft af at det var et hændeliget uheld vist ikke var mere historie end at den nok dybest set ikke vedkommer resten af Danmark.

Spørgsmålet er så om man vælger at se det som noget positivt eller negativt at TV2s nyhedsoplæser for åben skærm bliver offer for den følelsesporno han selv viderebringer det med et ene formål – ikke at forglemme – at skaffe seerere og dermed reklamekroner til sin arbejdsplads.

__________
(1) Computerspil er ikke en sportsgren, EB d.  30/12 2009
(2) Flere børn kender ikke deres biologiske far, Politiken 30/12 2009
(3) Jes Dorph i tårer over døde børn, EB d. 30/12 2009

Poetisk retfærdighed. (en kynisk betragtning)

SuperBest siger undskyld til deres kunder. Afslæringen af salg af gammel kød har kostet supermarkedskæden 300 millioner i tabt omsætning. Jeg har ikke købt købt kød i SuperBest i flere år af den simple grund at grøn ikke er den naturlige farve for kød, men det er der så åbenbart mange andre som har. De er sikkert alle ganske tilfredse med at svindlerne har fået deres fortjente straf.

Der er alligevel to spørgsmål trænger sig på.

Er der der nogen retfærdighed i at hvad den ene svindler mister i omsætning bliver en anden belønnet med? Det er jo ikke sådan at danskerne er holdt op med at købe kød, der er bare sket det at de er holdt op med at købe det hos den dårlige svindler og er i stedet begyndet at købe det hos den som er lidt bedre til at skjule svindlen.

Men mere interessant er spørgsmålet om hvorfor danskerne har købt det dårlige kød i det taget?

Kan de ikke lugte, mærke eller smage forskel?

Hvis ikke, er der så et problem?

Har de ikke fået præcis hvad de fortjener?

Ansvar?

En 16-årig knægt dømt for at slå et avisbud ihjel er flygtet fra den sikrede institution Stevnsfortet i fredags.

Den 16-årige ønskede at spille bold og efter at have fået adgang til basketballbanen kravlede han derefter over et fem meter højt hegn og forsvandt og det er jo egentligt ganske forståeligt – friheden  har en umådelig tiltrækningskraft på mennesker, især de der ikke har for meget af den i forvejen.

Efterfølgende kom lederen af institutionen med en udtalelse:

Der er ikke noget at bebrejde medarbejderen, siger institutionens chef, Kaj Lauritsen. (Politiken)

Sympatisk, ikke? Det er i hvertfald ikke medarbejderen som havde opsynet med den unge voldsmand, som skal have skylden i pressen. Sådan taler en rigtig leder.

Men hov, så var der heller ikke mere mandfolk i Kaj Lauritsen for straks efter skal eget ansvar da også fralægges, fraskrives og undsiges:

»Hvis de vil stikke af, kan vi ikke forhindre det. Der har ikke været nogen forvarsler om, at han og kammeraten var parat til at rømme, og reglerne er blevet fulgt«, siger Kaj Lauritsen. (Politiken)

Det er sgu da også for frækt at de unge bare stikker af uden forvarsel. Så er de jo slet ikke til at holde styr på!

Men reglerne er i det mindste overholdt, så ingen har noget i klemme…

I øvrigt: hvis de ungdomskriminelle ellers kan komme og gå som det passer dem, hvori består så forskellen mellem en sikret og ikke sikret institurion?

Når pengene bestemmer …

Flere og flere børn passes efter timebetaling, skriver Politiken om en ordning der vinder frem i kommunale daginstitutioner landet over og som giver forældre mulighed for at betale for det de har brug for.

Ifølge Politiken udspringer ordningen af regeringens ønske om større fleksibilitet og mulighed for forældrene til at vælge frit. Den har de rædselsslagne pædagoger nu nok gennemskuet, for det handler selvfølgelig bare om at spare penge. Og det er der jo ikke noget nyt i.

Pædagogerne på deres side har også argumenterne parat og spiller straks faglighedskortet:

»Kunne man forestille sig, at børnene fik et klippekort til skolen, så de ikke behøvede at have gymnastik, hvis de dyrkede sport i fritiden«, spørger konsulent Søren Winther i pædagogernes fagforening, BUPL – og svarer selv:»Alle ville slå syv kors for sig. Men der er ikke samme hensyn til fagligheden i pædagogiske tilbud«, siger han til Politiken.

Det her kommer fra pædagogernes fagforening og derfor tøver jeg ikke med at kalde deres bluff: det handler selvfølgelig om frygten for at der bliver sparet.

I sidste ende er det det samme de taler om, det samme som motiverer dem og det samme som driver dem. Penge! Ønsket om at have dem og frygten for at miste dem. Penge! Altings målestok: velfærd, vækst, lykke! Penge! Fordi de er dejligt konkrete. De kan måles, vejes, tælles.

Men er der alligevel et eller andet som holder os tilbage, som tilsiger os at dette ikke er ædelt motiv så at vi må lyve om det som inderst inde driver os?

Nemo potest duobus dominis servire: aut enim unum odio habebit et alterum diligit aut unum sustinebit et alterum contemnet; non potestis Deo servire et mommonae. (Mt.6,24)

__________
(1) Flere børn passes efter timebetaling, Politiken, d. 3/2 2009

Shake it, baby!

I FOAs fagblad “Fag og Arbejde” er der i sidste nummer et tema om motorikbørn. Udover at bringe en masse forvrøvlet hokus-pokus til torvs, har Jonna Toft (journalist ved freelancebureauet Periskop) fået sneget nogle påstande ind i sine artikler som simpelthen kræver en kommentar.

Under overskriften “Hver 10. spædbarn er motorikbarn” skriver hun følgende:

Langt flere småbørn har problemer med motorikken, end vi hidtil har vidst. I 8 ugers alderen har seks ud af ti spædbørn motoriske afvigelser, og hos en ud af ti er de så alvorlige, at det kræver træning, hvis barnet skal udvikle sine bevægelser normalt.”

Spørgsmålet er selvfølgelig hvad der kan kaldes afvigelser og hvad der kan kaldes forskelligheder og det skal jeg ikke gå ind i.

Men træning! I 8 ugers alderen?

Er der ingen grænse for hvad mennesker vil bringe til torvs for at skaffe sig beskæftigelse eller er der bare ingen grænse for menneskenes vildfarelser?

Hjem til mor!

Jyllands-Posten bringer historien om en masse unge brandstiftere der, selvom de godt ved hvordan man bruger en lighter, åbenbart ikke har forstået hvad et fængsel er for noget. På grund af det store antal, er alle de sikrede ungdominstitutioner overbelagt og en del af de unge brandstiftere er i stedet havnet i fængsel.

Fængselsinspektør Peter Vesterheden citere et at de unge mennesker for følgende udtalelse:

“Kan jeg ikke besøge min mor? Bare i en time? Jeg skal nok komme tilbage igen!”

… og det er jo meget sødt. Noget helt andet er den alvor der ligger bag situationen og som gerne skulle gå op for de unge mennesker, men i følge en kvindelig fængselsfunktionær åbenbart ikke i al for høj grad, således:

“Vi skal ikke være for bløde ved dem, for det skal ikke være sjovt at være her. Men vi skal heller ikke være for hårde ved de unge, for så risikerer vi jo, at de bryder sammen.”

Jeg ved ikke hvad dette “sammenbrud” er for noget; et underligt miks af poppsykologi og forfejlet pædagogik? Hvad ville der ske hvis de unge virkeligt gik der fra med tårer i øjnene og en slem forskrækkelse? Tænk hvis de derudover kunne tage med sig viljen til aldrig at ville tilbage dertil? En lektion for livet er ikke nødvendigvis noget negativt og man kunne vel ligefrem sige at man dermed havde gjort de unge menneske en tjeneste.

Men man aner allerede den velmenende pædagog der snakker om traumatiserede unge. Misbruget af begrebet “traume”(i den psykologiske betudning) kender vist dårligt grænser og det er visse steder reduceret til at betyde omtrendt det samme som “ubehagelig oplevelse” eller “slem forskrækkelse.” Hvert femte barn i Vollsmose er således i følge undersøgelser traumatiseret. Aarhus Universitet konkluderede at 38% af 430 skoleelever i Seest var traumatiserede efter eksplosionen på en lokal fyrværkerifabrik. I en artikel i Sygeplersken (nr. 5 1999) kaldte Grethe Kjærgaard oven i købet Sydafrika for “et traumatiseret samfund.” Selv et kys kan være traumatiserende! (1)

Jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på om det er denne udviskning af grænserne mellem den kliniske betegnelse og den overfladiske dagligdags brug af begrebet der ender i flydende grænser for hvornår behandling eller psykologbistand er påkrævet (læg mærke til hvor hyppigt begrebet “psykologisk krisehjælp” optræder i medierne) eller om det forholder sig omvendt – men der er da ingen tvivl om at forholdet bør være enhver psykologs våde drøm. Dog tør jeg godt konkludere at offerrollen generelt ikke er til gavn for de mennesker der ofte unødvendigt bliver den påtvunget. Således også de ovennævnte unge der endelig ikke må bryde sammen; hvis man har den psykologiske hårdførhed der gør at man kan sætte ild til en bygning uden at bryde sammen, så overlever man nok også et par dage i fængsel. Også selvom der måske ikke er så rart.

__________
(1) Således blev fotomodellen “Gisele Bundchen ‘traumatised’ by lesbian kiss” under indspilning af en film: “When it came to the scene I was really nervous. “I said to Jennifer, ‘I’m sorry, I’m going to have to do this.’ So I did it, and it was kind of embarrassing. I was thinking, ‘What are my mom and dad going to say when they see this?’ “It was traumatising in the beginning, but then I got used to it.”"

Etikette!

Hysteriet mod rygning og rygere vil ingen ende tage. Nogle af landets mest nidkære antirygningsfanatikere er ansat i Odense Kommune, hvilket f. eks. de kommunale dagplejere har fået at føle. Man hvad gør man når rygeren ikke er ansat i kommunen og i øvrigt befinder sig i et privat hjem? Odense Kommunale Ældrepleje omdeler en seddel til de ældre der får besøg af rengørings- eller plejepersonale:

Lad røgen ryge – mens vi besøger dig

Folketinget har vedtaget en ny lov om
røgfri miljøer, der handler om rygepolitik
i det offentlige rum. Formålet med loven
er at få flere røgfri miljøer, så ingen ufri-
villigt udsættes for passiv rygning.

Når vi er i dit hjem, er dit hjem vores ar-
bejdsplads. Derfor beder vi dig tage hen-
syn og ikke ryge, mens fx plejepersonalet
eller rengøringshjælpen er på besøg hos
dig. Det vil også være god etikette, hvis
du lufter ud, inden vi kommer i dit hjem.

Tak fordi du viser hensyn!

Venlig hilsen
Odense Kommunale Ældrepleje

Spørgsmålet er om det kan kaldes god etikette at bede folk lufte ud, inden man kommer i deres hjem. Undertegnede ville i hvert fald anse en sådan opfordring for at være temmelig uforskammet.

Opdragelse?

Overhørte på fortovet foran den lokale købmand, følgende samtale mellem en pædagog og en femårig dreng:

Pædagog: “… og du ser også Pyrus?”

Dreng: [et eller andet uhørligt]

Pædagog [lettere overasket]: “Nå, du har fjernsyn på dit værelse?”

Dreng: “Ja, det ser jeg hver aften. Også om natten indtil jeg falder i søvn. Jeg er nemlig mørkeræd.”

Man kan bare undres.

At tale eller ikke…

Det kan godt være at når man er kendt og når det man lever af kræver at man er kendt, så er det nødvendigt at vedligeholde offentlighedens interesse i ens person. Men er det ensbetydende med at man er fritaget fra en forpligtelse til at holde kæft når man ikke har noget væsentligt at fremføre.

I praksis er det sikkert sådan. Der er nok af mennesker hvis mentale blufærdighed er stort det ikke-eksisterende og som, stukket en mikrofon i fjæset, nok skal sørge for at få sagt et eller andet ligegyldigt hvor overfladisk eller dumt det end måtte være. Eller ligegyldigt hvor privat og uvedkommende det måtte være.

I en ideel verden ville alle have tilstrækkelig selverkendelse til at holde kæft når de ikke havde noget væsentligt at kommunikere. I en lidt mindre ideel verden ville alle journalisterne i det mindste vide hvad der var relevant at kommunikere videre og skære resten fra. Ingen af delene er tilfældet. Vi har den presse vi beder om; kan det sælges bliver det skrevet.

Friheden til at vælge møgsprøjter som Ekstra Bladet, BT og diverse gratisaviser fra har vi i det mindste og kan benytte og af den, eller vi kan vælge at se det hele som et muntert cirkus hvorfra vi kan hente os et dagligt billigt grin. Undertegnede har valgt det sidste. Ovenstående link er et glimrende eksempel herpå. Her er et til.

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) blæste i juli måned til angreb på det hun ser som fasttømrede kønsroller i danske daginstitutioner. Hun udtalte til Politiken:

»Det vi skal have gjort op med, at man automatisk sætter drengene til bestemte aktiviteter, og at pigerne skal optræde på en anden måde og lave bestemte aktiviteter.«

og

»Vi skal sikre, at pigerne bliver udfordret på forskellige aktiviteter ligesom drengene, så vi ikke er med til at stigmatisere og sige, at sådan er drenge og sådan er piger.«(1)

Sjovt nok ligger ovenstående ikke fjernt fra den ideologisk baserede marxistiske psykologi, som man stadig underviser i på de danske pædagogseminarier og som har et klart kønspolitisk formål: kønsroller er en social konstruktion.

Jeg vover et gæt på at minister-Eva ikke selv har børn, eller i hvertfald ikke har ulejliget sig med selv at opdrage dem: børn viser sig stort set fra dag ét (i hvertfald for dem der selv gider at tager sig af deres børn) at være kønsmæssigt differencierede i en sådan grad at det er påfaldende for enhver der omgås dem. Køn er hardcoded(2) og det er bare ærgeligt at det ikke passer moderne cafe-besøgende karriere-dyrkende kvinder.

At der ikke er grænser for hvad ideologi kan lede mennesker på af vildfarelser er ikke noget nyt, men det er unægteligt interessant at dette typiske venstrefløjstema har haft sådan en gennemslagskraft at selv en venstreminister køber det og bruger det til selvprofilering i de ellers politisk halvdovne sommermåneder.

__________
(1) www.politiken.dk, d. 3. jul 2007 kl. 12:54
(2) Hvilket ikke udelukker de – i reproduktionsmæssigt øjemed – indlysende programmeringsfejl som homoseksualitet etc. De er også medfødte og lige så naturlige. Har ikke gidet gennemtænke hvad ministerens ord har af implikationer i den sammenhæng, om nogen overhovedet.

Hysterisk

Jeg tror ikke på at børn er hysteriske. Det er situationen, der er hysterisk.

… siger Charlotte Guldberg, Formand for Børnerådet, i en artikel om børneopdragelse i Nyhedavisen. (1)

En situation kan på ingen måde være hysterisk. Mennesker kan være hysteriske (egentligt er det kun kvinder der kan, men det er en anden historie) eller man kan sige de reagerer hysterisk på en bestemt situation og det er jo det børn gør, nogle børn oftere end andre ligesom nogle har lettere ved det end andre. Alle forældre genkender det formodentlig som det der populært betegnes som et Bilka-anfald, men det er også en anden historie.
Værd at bemærke er metoden til bortforklaring der bliver anvendt i ovenstående citat. Den kunne finde anvendelse på utroligt mange områder.

For eksempel når jeg bliver bebrejdet at jeg er vred, kan jeg starks erklære at det ikke er mig, men derimod situationen der er vred. Eller endnu bedre: Hvis jeg er min kone utro, kan jeg med fordel hævde at det ikke er mig der er utro, men i stedet situationen. Eller man kunne forstille sig Sadaam Hussein for retten hævdende at det skam ikke var ham der var ond, men situationen.

__________
(1) Nyhedsavisen, d. 11 juni 2007, p. 12