Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil
indtil døden forsvare din ret til at sige det.
Vi kender vist alle det forbehold visse mennesker kommer med, når man diskuterer indvandrerspørgsmål med dem: “Jeg er ikke racist, men …” og som vist ikke betyder andet end at personen er racist i en eller anden udstrækning, men ikke vil eller kan stå ved det. Forbeholdet fandt en ny anvendelse under Muhammedkrisen, hvor flere offentligt kendte personer forsøgte at underminere ytringsfriheden med et “Selvfølgelig har vi ytringsfrihed, men …”
I går stødte jeg på det endnu en gang, hvor det – omend udtalt knap så direkte – i betydningen “Selvfølgelig må man ikke slå karikaturtegnere ihjel, men …” blev andvendt af Rune Engelbreth Larsen i hans blog på Politikens hjemmeside. (1)
Rune Engelbreth Larsen beskæftiger sig med det dybt problematiske forhold at mennesker alene på politiets mistanke kan udvises af landet. Men ikke desto mindre finder REL anledning til at benytte lejligheden til at angribe tegner Hans Westergaard:
Der er altså endnu ingen beviser for, at de tre vitterlig planlagde at myrde Kurt Westergaard – men hvis de gjorde, er det indlysende afskyvækkende og helt uacceptabelt, uanset at hans karikatur i et historisk perspektiv er en hårdkogt propagandakarikatur, der er beslægtet med traditionen for antisemitiske karikaturer fra 1920′erne og 30′erne. Dette er naturligvis ikke skyggen af ‘formildende’ omstændigheder for at ville dræbe en tegner for hans stregtegninger.
Hvad er det så en formildende omstændighed for ville dræbe et menneske for, fristes man til at spørge. Måske en formildende omstændighed for at ville dræbe en mand for hans blasfemi.
Bortset fra det, må man undre sig over hvorfor en kommentar omkring retssikkerheden i Danmark absolut skal indeholde et angreb på en person der er sagen fuldstændig uvedkommende? Altså offeret for et af de ofre som det retssikkerhedsmæssige overgreb er begået imod? Hvorfor, med mindre det skal bruges til at mistænkeliggøre personen og lette anklagen mod dem som REL søger at forsvare.
Det er jo et velkendt kneb at man kan bortlede opmærksomheden fra den anklagede ved at svine offeret til. Sjov nok var lige netop dette et tema i Rune Engelbreth Larsens tidsskrift Faklen, da det bragte et tema om “selvtægt mod voldtægt” og beskæftigede sig med “lovens legalisering af voldtægt” og brugte et par spalter på “mistænkeliggørelsen af offeret”.
Bortset fra det, er det jo en svinestreg af rang når man på ovenstående vis vælger spille nazikortet. Det er et nemt – ofte for nemt – men også virkningsfuldt argument: “Sådan gjorde nazisterne også!” I denne som i andre sammenhænge er det dog alt for nemt da ligheden med nazistisk propaganda ikke umiddelbart er til at få øje på; i hvert fald ikke i højere grad end i denne karikatur:
… som selvsamme nummer af Faklen i øvrigt bragte – som det ses – under overskriften “Kampen mod fascismen.”(3) Hvad er så denne tegning beslægtet med? Hvad skal den vise andet end at de naive mennesker der har stemt på Uffe ikke har kunnet gennemskue uhyret? Hvad bliver de qua denne tegning stemplet som?
Et andet tidligere medlem af Faklens redaktion, Kristian Beedholm bringer sig på banen med en kommentar:
Når Rune skriver, at den er i tråd med jødefjendtlig satire op til anden verdenskrig, så er det uimodsigeligt objektivt korrekt.(4)
Ak ja, både uimodsigeligt og objektivt på en gang. Der spares sandelig ikke på krudtet. Hvad der til gengæld ikke er uimodsigeligt objektivet er følgende udsagn fra Kristian Beedholm:
Hvis jeg tegnede en Heilende Anders Fogh med Hitlermoustache og så forklarde, at det bare var en kommentar til latterligheden af, at man sammenlignede AFR mit dem Führer, så ville jeg formentlig ikke undgå en dom af en eller anden slags. Også selvom jeg gjorde mig umage med at male i en ironisk streg og havde de nævnte erklærede motiver.(5)
Undertegnede tillader sig at betvivle dette med udgangspunkt i ovenstående tegning som Kristian Beedholm selv var med udgiver af. Jeg tror ikke nogen som helst blev dømt i den forbindelse.
Og så skal Hans Westergaard ellers tilsvines af Rune Engelbreth Larsens håndgangne mand Kristian Beedholm; Hans Westergaard betegnes som både “mildest taget naiv” og “cerebralt udfordret”.
I det hele taget må man sige at der er løbet meget vand i åen siden Rune Engelbreth Larsen samlede en række århusianske studerende under sig som redaktør for Faklen. Således havde Faklen nr. 9 fra 1998 som motto et citat af George Bernard Shaw: “All great truths begin as blasphemies.“(6)
Ytringsfrihed er ytringsfrihed. Den har ingen begrænsninger og angreb på den skal ikke forsvares med beskyldninger om at en eller anden har sagt noget upassende, blasfemisk eller uyndefuldt. Ytringsfriheden må være absolut hvis den skal fortjende sit navn (jvf. mottoet for Faklen nr. 4, Rosa Luxemburgs ord: “Freiheit ist immer nur Freiheit des anders Denkenden.”) Og det ville da i ørvigt klæde de tidligere medlemmer af Faklens redaktion at ihukomme det citat af Voltaire, som pryder indledningen på denne artikel og som var mottoet fra Faklen nr. 3.
__________
(1) http://blog.politiken.dk/engelbreth/2008/02/13/den-tilbagevendende-karikaturkrise/
(2) Faklen nr. 4 1997
(3) Dette er langt fra det eneste af Jørgen Bitschs tegninger i Faklen, der synes at hælde mere mod det ondskabsfulde end det humoristiske.
(4) http://blog.politiken.dk/engelbreth/2008/02/13/den-tilbagevendende-karikaturkrise/
(5) op. cit.
(6) Tidskriftet Faklen havde som regel ingen tekst på bagsiden, andet end et markant citat, et motto om man vil, der skulle illustrere Faklens projekt.