Uhørt Ondskab

Ekstra Bladet bringer i dag en historie om uhørt ondskab: “På billederne ser man en yngre kvinde/pige, der brutalt – og med fornøjelse i stemmen – en efter en smider seks hundehvalpe ud i en flod. De små dyr er tydeligvis ikke ret mange dage gamle. Men det bekymrer ikke kvinden eller den, der optager hele seancen.“(1) Billederne er ledsaget af en video, hvor man kan se den yngre kvinde tage hundehvalpene op af en spand en efter en og smide dem ud i en flod.

Det hedder videre: “Netbrugere gætter nu løs på, hvem hun er. Noget tyder på, at kvinden skal findes i Østeuropa. Uanset hvad er der tale om uhørt ondskab – ledsaget af et kynisk grin! Forleden blev en engelsk kvinde også jagtet, efter en video viste, hvordan hun smed en kat i en skraldespand. Bagefter sagde kvinden, at ‘det var jo bare en kat’!“(1) Og det havde hun jo ret i, det var da i det mindste ikke et barn.

Til gengæld kan man spekulere lidt over … (FORTS.)

At skulle prøves

Så er den gal igen. De meget danske mennesker, Birthe Rønn Hornbech underordnede, har igen formået at lave en danskehedstest som, viser det sig, er behæftet med fejl. Medierne er ikke sene til at få viderebragt den historie for det er jo intet mindre end en(dnu) en skandale at ansvarlige ministerium ikke kan lave en fejlfri danskhedstest. BT refererer således:

Spørgsmålet lød: Danmark er medlem af Nordisk Råd. Hvad er Nordisk Råds opgave?

Og da rådet hverken tager sig af forsvarssamarbejdet i Norden, de nordiske landes samarbejde med EU eller af at rådgive de nationale parlamenter i Norden, som var de tre svarmuligheder, var prøvedeltagerne ilde stedt.

- Nordisk Råd laver forslag og anbefalinger til de nationale regeringer, fastslår Jan-Erik Enestam, direktør i Nordisk Råd, over for Politiken.

Altså en mindre detalje, som ikke er meningsforstyrrende for den som kender svaret og i hvertfald ikke mere meningsforstyrrende en at BT har set sig nødsaget til at kursivere forskellen af hensyn til deres læsere. Politiken:

For det er ikke lige til at svare korrekt på spørgsmål 27 i Integrationsministeriets indfødsretsprøve, som blev gennemført landet over i sidste uge for personer, der søger om dansk statsborgerskab.

De tre svarmuligheder er nemlig alle forkerte.

Det er de muligvis nok, men mere vigtigt er det nok at konstatere at de ikke er lige forkerte.

Hvem der har de skumleste motiver her kan være svært at afgøre; medierne der er villige til at vinkle hvad som helst på hvilket som helst måde for et øget oplag eller politikere der er villige til at krumspringe på hvilken som helst måde for at kunne chikanere en bestemt gruppe uden at prædikatet ‘racist’ bliver alt for oplagt? Måske er et lige meget.

Men et kan man konkludere på denne historie. Hvis du bliver stillet spørgsmålet: Danmark er medlem af Nordisk Råd. Hvad er Nordisk Råds opgave? Og hvis du ved det rigtige svar er: at Nordisk Råd laver forslag og anbefalinger til de nationale regeringer. Men at du alligevel ikke kan spotte det rigtige svar blandt mulighederne : at rådet tager sig af forsvarssamarbejdet i Norden eller at rådet tager sig at de nordiske landes samarbejde med EU eller at rådets opgave er at rådgive de nationale parlamenter i Norden, så er du måske bare ikke klog nok til at være dansk?

__________
Ill fundet her: http://da.wikipedia.org/wiki/Flueknepperi
PS! Nej, jeg ville ikke selv have kunnet svare på spørgsmålet “Hvad er Nordisk Råds opgave?” uden at have haft de tre muligheder at støtte mig til.

Dagens dumheder.

Menneskeheden er tilsyneladende et uudtømmeligt reservoir for dumhed, uvidenhed og mangel på sund fornuft, uhyrligt kombineret med en omvendt proportional vilje til at udtale sig eller ligefrem handle på selvsamme (manglende) grundlag. Her følger til almindelig god underholdning og morskab et par eksempler på mennesker der i juledagene har formået at foretage en intellektuel striptease i fuld offentlighed. God fornøjelse.

Sofasport

Socialdemokraterne og Venstre ønsker (ifølge EB) at Danmarks Idræts-Forbund anerkender pc-spil som en sport. I den forbindelse udtaler Venstres Ellen Trane Nørby:

Der er desværre kommet en holdning i Danmark om, at pc-spil er noget negativt. Derfor bør eksempelvis en gruppe pc-spillere på samme måde som med andre sportsgrene kunne søge og få økonomisk støtte til lokaler, hvor de kan spille sammen. Pc-spil bør opfattes som en social aktivitet som al anden sport.(1)

Lad os nu bare se bort fra at det “derfor” som starter anden sætning i citatet antyder at det handler om medlidenhed og tro på at dette tegn på at Fru Nørby dårligt kan tale dansk, skyldes journalistens manglende omhyggelighed i omgangen med citater og konstatere at det rationale som kan begrunde dette tiltag, som helt mangler i ovenstående citat, i det hele taget kan blive meget svært at få etableret. Når  nu  tanken om en sund sjæl i et sundt legeme tilsyneladende er blevet opgivet, er kriteriet så blot at der skal være tale om en konkurrencesituation? Hvad skulle der da være til hindring (ud over min stolthed) for at jeg samlede en flok ligesindede og fik støtte til konkurrencer i næsepilning, røvkløning eller omkapspisning i chips, romkugler og cola?

Måske Fru Nørby skulle læse lidt op på hvad idræt er og hvad formålet er med at få mennesker til at dyrke den, eller med andre ord er det åbenbart nogle værdier som hun skulle få på plads andet end de monetære som hendes parti så ivrigt dyrker.

Mødre…

Politiken skriver at stadig flere børn aldrig kommer til at kende deres biologiske far, fordi stadig flere kvinder bliver insemineret med donorsæd. I den forbindelse har Politiken talt med Katja Skovgaard, der selv fik en søn ved insemination i 2003. Hun siger til avisen:

Min søn er lige så meget et ønskebarn som alle andre børn. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi fortæller vores børn, hvad der er sket, og hvorfor det var sådan. Når nogen spørger, om det ikke er synd for ham, at han ikke har nogen far, vender jeg det og fortæller, hvor heldig min søn er. Der er mange børn, der vokser op med skilte forældre, og der er mange andre, som heller ikke har nogen kontakt til deres far.

Jeg har vist før nævnt det besynderlige mangel på blufærdighed som gør at mennesker i en tid hvor mange ikke ville gå på stranden hvis de vejer et par kilo for meget, tilsyneladende ikke er bange for at at udtale sig offenligt selvom de mentalt absolut er vejet og fundet for lette. At Katja Skovgaard er helt åbenlyst ikke den skarpeste kniv i skuffen får hun ganske eftertrykkeligt demonstreret med ovenstående udtalelse.

Først får hun afsløret en ubevist trang til at retfærdiggøre sig (“Min søn er lige så meget …”). Derefter bekender hun sig til et temmeligt overfladisk livssyn som hun godt ved også skal refærdiggøres overfor børnene. (“Det er udelukkende et spørgsmål om hvordan vi fortæller … hvorfor det var sådan.” )

Det mest interessante er den efterfølgende kortslutning når hun fortæller om hvor heldig hendes søn er, ud fra rationalet om at hvis noget kan mistes så er det langt bedre slet ikke at have haft det til at begynde med. Set fra den vinkel kan man med rette og af flere grunde spørge hvorfor hun i det hele taget valgte at få et barn?

Offer

EB bringer d. 30/12 også en pseudonyhed om at TV2 nyhedsoplæser Jes Dorph-Petersen var “i tårer over døde børn” da han forleden skulle viderebringe “nyheden” om at to børn var omkommet i en brand anden juledag. En historie der i kraft af at det var et hændeliget uheld vist ikke var mere historie end at den nok dybest set ikke vedkommer resten af Danmark.

Spørgsmålet er så om man vælger at se det som noget positivt eller negativt at TV2s nyhedsoplæser for åben skærm bliver offer for den følelsesporno han selv viderebringer det med et ene formål – ikke at forglemme – at skaffe seerere og dermed reklamekroner til sin arbejdsplads.

__________
(1) Computerspil er ikke en sportsgren, EB d.  30/12 2009
(2) Flere børn kender ikke deres biologiske far, Politiken 30/12 2009
(3) Jes Dorph i tårer over døde børn, EB d. 30/12 2009

Poetisk retfærdighed. (en kynisk betragtning)

SuperBest siger undskyld til deres kunder. Afslæringen af salg af gammel kød har kostet supermarkedskæden 300 millioner i tabt omsætning. Jeg har ikke købt købt kød i SuperBest i flere år af den simple grund at grøn ikke er den naturlige farve for kød, men det er der så åbenbart mange andre som har. De er sikkert alle ganske tilfredse med at svindlerne har fået deres fortjente straf.

Der er alligevel to spørgsmål trænger sig på.

Er der der nogen retfærdighed i at hvad den ene svindler mister i omsætning bliver en anden belønnet med? Det er jo ikke sådan at danskerne er holdt op med at købe kød, der er bare sket det at de er holdt op med at købe det hos den dårlige svindler og er i stedet begyndet at købe det hos den som er lidt bedre til at skjule svindlen.

Men mere interessant er spørgsmålet om hvorfor danskerne har købt det dårlige kød i det taget?

Kan de ikke lugte, mærke eller smage forskel?

Hvis ikke, er der så et problem?

Har de ikke fået præcis hvad de fortjener?

Manipulation

Statsadvokaten er i gang med at undersøge den episode, hvor en 34-årig psykisk syg mand blev skudt i hovedet og dræbt efter at have angrebet to betjente med en kniv. Efterfølgende er politiet blevet beskyldt for ikke at være uddannet godt nok til at håndtere sådanne tilfælde. Det er dog ikke korrekt ifølge chefpolitiinspektør Jørn Aabye fra Nordjyllands Politi. I følge ham var den ene af de to betjente en såkaldt intrængningsleder som er særligt uddannet til at tage sig af potentielt farlige gerningsmænd:

Han var særligt uddannet og kendte de rigtige taktikker.(1)

At anholdelse af en psykisk syg i sidste ende skulle handle om blot at bruge den rigtige taktik lyder i mine ører ikke helt rigtigt. Taktik kommer man vist ikke langt med over for mennesker som er emotionelt ude af balance og som handler irrationelt. Jeg havde måske været mere rolig om Hr. Aabye havde talt om indfølingsevne. Taktik lyder i denne sammenhæng mere som elefanten der tramper rundt i glasbutikken.

Endnu værre er det måske at Hr. Aabye på grund af statsadvokatens efterforskning er afskåret fra at udtale sig om sagen og så ikke bare gør det alligevel, men oven i købet går ud og frikender sine folk i pressen:

Men man skal kende detaljerne for at forstå, hvorfor det ikke lykkedes at anholde manden, som det var tænkt, og hvorfor lederen måtte trække sit tjenestevåben mod ham. Men det er jeg afskåret fra at fortælle om på grund af statsadvokatens efterforskning.(1)

Stakkels mand! Her er et par af Aabys ansatte noget så uretfærdigt genstand for en efterforskning og så er han afskåret om at forklare det overfor pressen. Men så er det mindste Aabue kan gøre da at få fortalt hvor uskyldige de er og få fortalt at det kun er regler der forhindrer ham i at gøre det klart for os alle.

Hvis det ikke allerede er strafbart at bruge pressen i et forsøg på at påvirke en ingangværende efterforskning, så burde det afgjort være det.

__________
(1) Politichef: Kvæstet betjent var særlig uddannet. Politiken d. 16/11 2009

Døden IV

Videre i kategorien Døden, med uddrag fra Iliaden(1), hvor det straks går løs i munter strid og fire tapre krigere må lade livet.

457     Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
458 Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
459 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
460 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
461 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
462 Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.

463 Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
464 Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
465 Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
466 Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
467 Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
468 Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
469 Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
470 Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
471 Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
472 Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.

473     Aias den Telamonide nu først Simoeisios dræbte,
474 Manden Anthemions blomstrende Søn; ved Simois’ Bredder
475 Havde hans Moder ham født, da hjem hun vandred fra Ida,
476 Hvor hun var fulgt med Forældrene hen at besee deres Hjorder;
477 Derfor de havde ham kaldt Simoeisios; sine Forældre
478 Lønned han ei for sin Barndoms Tugt, thi stakket hans Livstid
479 Blev, der han faldt betvungen med Spyd af den modige Aias.
480 Just som han vandrende kom, traf Telamons Søn ham i høire
481 Bryst ved Vorten, og tvers gjennem Skuldren den kobberne Spydsod
482 Gik, og i Støvet til Jord han styrtede plat som en Poppel,
483 Som paa en stor siidliggende Eng opvoxed i Mosen,
484 Glat om Barken, men Grenene skjød i Veiret om Toppen,
485 Og med det blinkende Jern Vogntømreren fælder dens Stamme,
486 Fælger at krumme deraf til Hjul for en prunkende Vognkarm,
487 Strakt den ligger ved Bredden af Flod for at tørres i Luften;

488 Saa Simoeisios faldt, Anthemions Søn, for den ædle
489 Aias, men flux mod denne sit skærpede Spyd gjennem Stimlen
490 Antiphos slynged, Kong Priamos’ Søn med det brogede Pandser;
491 Rigtignok feiled han Aias, men Leukos, Odysses’s bolde
492 Svend, i Lysken han traf, da han Dødningen slæbte tilside;
493 Ned over denne han styrted, og Liget af Hænderne faldt ham.

Dette er sikkert ikke rare måder at dø på, omend at blive truffet i panden af et spyd sikkert er en hurtig og derfor relativt smertefri måde at forlade denne verden på. At blive truffet i lysken er en knap så hurtig død, men lige så sikker og derfor et kendt og brugt mål for sværd og spydkæmpere.

Men det der falder mig ind når jeg lige nu læser dette, er noget helt andet, nemlig fraværet af sentimentalitet, sammenlignet med overskrifter som “Iran hangs young woman for teenage crime she denied” som man kunne læse i medierne for ikke så længe siden. At fængsler i alle lande er fyldt med fanger uskyldige udi egen indbildning er der vel intet nyt i, ejheller at enkelte af dem rent faktisk er uskyldige, men hvorfor lige netop sager som den sag får så megen opmærksomhed kan måske nok undre. “Iran henretter kvindelig kunstner” var overskriften i Politiken. (2)

Og så alligevel ikke. Det har tilsyneladende ingen betydning at den nu henrettede sammen med en ven brød ind i og dræbte beboeren af et hus, tilstod mordet og uanset om tilståelsen senere blev trukket tilbage, i det mindste stadig er medskyldig i mord, når bare hun senere i fængsel bliver kunstner, for så er billedet af et totalitært, repressivt, middelalderligt iransk system der henretter en sød ung kvinde er jo en ren mediervinder.

For de forargede der kan samles på protesthjemmesider og sende protestbreve til de iranske myndigheder og forlange dette og hint er gevinsten umiddelbar: med forargelsen over andres ondskab og umenneskelighed følger uvilkårligt følelsen af egen moralske overlegenhed og så hedder det pludseligt:

… her execution was the shortest, fastest, and most effective way for Islamic Republic of Iran to let the rest of the world know it has no intention of negotiating anything with anyone.

My heart weeps for the youth and talent which had to be sacrificed to send the ominous message to the world.(3)

Ungdom og talent? Man kan – ganske usentimentalt – hævde at det forspildte hun selv da hun traf de valg hun nu engang gjorde. Men det står selvfølgelig enhver frit for at læse det de vil ind i historien og dermed få det ud af den som de ønsker.

__________
(1) Iliaden, Wilster
(2) http://politiken.dk/udland/article701873.ece
(3) http://www.iranian.com/main/node/63031

Internet!

Weekendavisen markerer internettets 20 års jubilæum med en artikel af Markus Bernsen, som bl. a. skriver:

I 1997 skrev Tor Nørretranders bogen “Stedet som ikke er” og advarede om, at en tilstrækkelig høj internetforbindelse ville gøre det svært at skelne virkelighed fra Virtual Reality.  (11 megabyte ville udviske forskellen på de to, mente Nørretranders. I dag tilbyder de fleste udbydere op til 20).

Jeg ved ikke hvorfor Bernsen måler hastighed i højde, men min udbyder reklamerer med at jeg med jeg med en 10 Mbit forbindelse kan overhale min nabo. Næppe i højden!

Men uanset er – med en 10 Mbit forbindelse – hverken 11 eller 20 megabyte ret meget.

Pligtskyldigt refereres også bekymringer om internettets fordummende effekt, in casu fra et essay af Nicholas Carr i Atlantic  Monthly:

My mind now expects to take in information the way the Net distributes it: in a swiftly moving stream of particles. Once I was a scuba diver in the sea of words. Now I zip along the surface like a guy on a Jet Ski.

I’m not the only one. When I mention my troubles with reading to friends and acquaintances—literary types, most of them—many say they’re having similar experiences. The more they use the Web, the more they have to fight to stay focused on long pieces of writing.

Ansvar for egen læring hedder det vist med et pædagogisk modeord, som nok alligevel er mere relevant for voksne end børn. Svært er det i hvertfald at tage den slags indvendinger alvorligt. Hvis Carr mener at han har et problem er det vel intet der forhindrer ham i enten at gøre noget ved det, eller leve med det.

Der  har været mange af den slags dommedags profetier gennem de sidste år, efterhånden som teknologiske fremskridt tilsyneladende har forandret vores hverdag.

Vi har vel ikke glemt hvordan videomaskinen spåedes til at ville gøre os alle til voldspsykopater, hvilket fik Palle Lauring til i essayet Vold som underholdning at citere Homer: men for panden et hug over næsen gav ham Atreiden med sværd, så det braged i ben, og hans øjne blodige fo’r af hovedet ud for hans fødder i støvet, riddertidens romantik: et hold franske riddere i engelsk fangenskab, [som] blev sluppet fri, men først fik de øjnene stukket ud, undtagen én, som fik lov at beholde det ene, så han kunne lede de andre hjem og en beretning fra en Falck-redder: en lastbil havde kørt en dreng over, og han var stadig i klemme under hjulet, så Falckfolkene skulle ind under vognen for at sikre, at han ikke blev yderligere skadet, mens de løftede bilen. Men dér lå en kone. Hun havde mavet sig ind og ville ikke ud, så de måtte hale hende ud ved benene, mens hun skreg: “Jeg vil se ham dø!”(2)

Uanset videofilm og computerspil har vi altid været lige voldelige og lige fascinerede af volden, døden, ødelæggelsen. Uanset internettet har vi altid været lige illitterære, udannede og funktionelt analfabetiske.

Pointen er, at det nye nok slet ikke er så revolutionerende nyt, at det alt sammen derfor nok ikke er så slemt alligevel,  og at vi nok skal komme videre, måske efter at nogle litterære typer har erkendt at de nok slet ikke var så litterære alligevel. Flertallet har alligevel alligevel aldrig læst ret meget og internettet kommer ikke til at ændre en tøddel på det. Det kan godt være at folk har fået flere informationer til rådighed, men deres  intelligens og evner til at bruge dem er uforandrede og dermed forbliver i sidste ende alting som det var. Forandringen er, som forandringer er flest, rent kosmetisk.

__________
(1) http://www.theatlantic.com/doc/200807/google
(2) Palle Lauring: Vold som underholdning, i Ordet som blev borte og andre essays. Forum 1984.

Pirater

Pirater

Illustration lånt fra thepiratebay.org som nu også Fullrate har lukket for adgang til.

Enhver idiot kan omgå spærringen let og det er ikke ulovligt at gøre det. Det gør i sig selv det hele temmelig latterligt, men endnu mere mærkeligt er det vel at noget lignende ikke er tilfældet med for eksempel Mininova hvor forsiden denne morgen to dage efter Oscar-uddelingen viser at det vist ikke ville tage mange minutter at downloade “Slumdog Millionaire”, “Milk” eller “Man on Wire”.

Amerika

Amerika

Hvorfor ei i America, du Daare?

Jeg ved ikke hvad der er i America, jeg har aldrig været der. Jeg ferierer sjældent udenlands og af god grund. Hvad skulle formålet være dermed? Man lærer ikke en nation at kende på to uger eller to måneder og jeg har ikke to år at rive ud af kalenderen til det formål. Og hvorhen skulle rejsen da gå? Skulle man da lade tilfældet råde og vælge i blinde? Hvilken særlig affinitet føler danskerne når de begiver til Spanien, Thailand, Australien eller USA for et par uger eller tre? Udover vejret er der næppe nogen forskel på at rejse til Madagascar eller Bornholm, med mindre man man går efter den rene underholdning: “Sikke nogle sjove huse de har. Og sikke sjovt de taler.” Noget indblik i deres levevis eller forståelse af deres skikke kommer der ikke deraf – den slags tager år. Og helt ærligt, hvem gider det. Jeg forstår ikke engang danskerne, så der er mere end rigeligt til et helt liv herhjemme.

Og dog, lige et øjeblik overvejede jeg at henlægge næste ferie til USA, efter at jeg til morgen læste følgende på forsiden af jp.dk:

For det er jo unægteligt billigt.

Et sådan for-godt-til-at-være-sandt slagtilbud frister jo unægteligt en til at tjekke lidt på den som tilbyder det. I artiklens mangel på reference til præcist hvilket hotel der er så billigt – journalisten ønsker nok holde den oplysning for sig selv – er der jo kun tilbage at tjekke journalisten selv.

Maja Kiener har beskrevet sig selv på tgt.gk:

Cand.comm. fra RUC i Kommunikation og Kulturstudier og en fast del af tgt.dk’s redaktion. Maja har boet, arbejdet og studeret i Paris og Québec og takker sin franske mor for nemt at kunne blende ind som en indfødt. Kan ikke leve uden Paris’ cafeer og shopping i København, gerne suppleret med Canadas efterårsskove, kantareljagt i Skåne og vandreture i Alperne. Og så har hun for nylig genopdaget den store glæde og ubeskrivelige frihed ved bilferie med et telt i bagagerummet.

Hvor uheldig en skæbne at se ens livsfornødenheder spredt over så store afstande, at de ikke umiddelbart kan tilgås, men det kan jo også tænkes at der overdrives en smule. Rodløshed og overfladiskhed er dog uanset de ord der falder mig ind, for i sidste ende er der dog naivt at tro at der er den store forskel på at befinde sig i Brajcinodalens middagshede luft eller på en eng ved Vejle. Hvor hører du til? Hvis det spørgsmål kun vanskeligt besvares og der bestandigt synes mere tiltrækkende end her, så har du nok et problem som aldrig vil løse sig ved en geografisk søgen.

For, som Emerson skriver, “travelling is a fool’s paradise. Our first journeys discover to us the indifference of places. At home I dream that at Naples, at Rome, I can be intoxicated with beauty, and lose my sadness. I pack my trunk, embrace my friends, embark on the sea, and at last wake up in Naples, and there beside me is the stern fact, the sad self, unrelenting, identical, that I fled from. I seek the Vatican, and the palaces. I affect to be intoxicated with sights and suggestions, but I am not intoxicated. My giant goes with me wherever I go.

Uanset om du sidder på en cafe i Paris eller en bodega i Ikast så er du sandsynligvis stadig den samme person, medmindre da at det er omgivelserne der gør dig til den du er. Men hvad er du så?

Om at nå bunden!

At nå bunden 1

At internettet er ikke godt for aviserne, må være konklusionen på dette indlæg. Et er at jeg undertiden gør mig morsom på bekostning af elendige møgsprøjter som Ekstra Bladet, hvis journalister sommetider skriver (og tænker) som om der ikke havde meget mere end syv års skkolegang, noget helt andet er at mere seriøse aviser som Politiken eller Jyllands-Posten i jagten på læsere og indtjening lige så langsomt synker ned i sumpen. Eksempler følger:

På forsiden af jp.dk den 25/11 2008:

Ovenstående meget illustrative illustration viser den stakkels kendte danserinde, inden hun blev syg af malaria. En vigtig historie at dømme efter størrelsen på billedet, som var et af kun fire af den størrelse på forsiden. Et af den andre var til en historie om Barack Obama.

Vælger man at læse artiklen få man lidt mere information om danserinden:

Aha, kendt – i Finland forstås – for at udvekslet erotiske sms-beskeder med en tidligere udenrigsminister. Eller kendt for sin kavalergang? Bevares, det er da også en evne der skal respekteres på lige fod med alle andre evner. Lever vi da ikke i et demokrati?

Er der efterhånden ingen forskel på Jyllands Posten og Se & Hør?

Demokrati

Danske dameblade har ifølge en artikel i Politiken(1) næsten aldrig mørklødede modeller på deres forside. Der er et problem med en sådan ligegyldighed overfor indvandrere som mediebrugere, mener Karen Klitgaard Povlsen:

“Kulturen er sådan i Danmark, at det vil frastøde flere, end det vil tiltrække, at henvende sig til de grupper. Danske medier inviterer ikke indenfor, og derfor finder indvandrere andre steder at spejle sig. Det er et demokratisk problem.”

Sikke noget vrøvl. Der er ingen der har frataget dem deres ret til at stemme og der er ingen der har frataget dem deres ytringsfrihed, så der er næppe nogen grund til at rode demokratiet ind i den historie. Demokratiet består ganske upåvirket af om Alt for Damerne har en neger eller en asiat på forsiden eller ej. Det er heller ikke ligefrem normen at damebladene har fede mennesker på forsiden, ligesom der vist også kun er ganske få åndsvage eller spastikere eller andre handicappede grupper repræsenteret på damebladenes forsider. Men derfor er der jo ingen der hævder (seriøst) at disse grupper bliver demokratisk udfordret.

Hvis dette endelig var noget, var det nok et ytringsfrihedsmæssigt problem, men i så fald et der hører ind under den ikke helt ualmindelige fejlopfattelse af samme frihed, nemlig at retten til at ytre sig skulle være ensbetydende med en ret til at blive hørt: at du har retten til at sige hvad du vil er ikke det samme som at andre har pligt til at viderebringe dit budskab eller til overhovedet at lytte til det. Redaktøren på Alt for Damerne, Hanne Højbjerg siger: “vores forsidemodeller skal afspejle flertallet af vores læsere” og længere er den sådan set ikke.

__________
(1) Dameblade undgår mørke modeller på forsiden

Elementært… (liv på mars?)

Mars 1

Ekstra Bladet bringer historien(1): “Er dette en marsmand?” og skriver “Er der liv på Mars? NASA har offentliggjort billeder fra den røde planet, som måske beviser, vi har naboer 487 millioner kilometer væk.” Udgangspunktet er ikke som man kunne forvente at NASAs robotter har fundet microorganismer i den sidste vandpyt dybt i en grotte et eller andet sted på den røde planet, næh nej, er der liv på Mars, må det jo ligne os ikke? Opretstående og intelligent, selvfølgelig med to arme og ben og måske med en kop latte i hånden. Lidt ligesom den skikkelse der ses på følgende billede.

Det er et af de billeder som Ekstra Bladet bringer, endda på så prominent plads at billedet på deres hjemmside(1) faktisk står over artiklens overskrift. Er dette en marsisk blaffer?

Rent bortset fra at temperaturen på mars er decideret ubehagelig, med temperaturer på ned til -140 så er der jo noget der ikke stemmer. Hele billedet ser således ud:

Ingen planter og træer (eller andre marsiske gevækster) intet synligt tegn på liv overhovedet. Intet vand. En atmosfære der består hovedsagligt af C02 med under en procent ilt. Hvad skulle kunne leve her og hvorfra skulle det få næring? Det er jo indlysende for enhver der har fuldt minimalt med i skolens biologitimer at det eneste liv man nogensinde kan gøre sig forhåbninger om at finde på Mars er af den slags der skal besigtiges gennem en mikroskop.

Hvorfor har jeg valgt at beskæftige mig med dette? Det er ret enkelt: Her er et glimrende eksempel på en god og en dårlig avis.

Ekstra Bladet vælger den sensajournalistiske vinkel: “NASA-forskere er mystificerede over den mærkelige livagtige genstand…” Jeg tør godt vædde næsten hvad som helst på at der ikke er ret mange forskere der er mystificerede over den “livagtige genstand.” Den er ikke mere mystisk end slangen i forgrunden eller de sorte fisk der svømmer på klippen til venstre:

Faktiske skriver Times næsten det samme, hvilket ikke er så mærkeligt, eftersom det er derfra EBs Maiken Kolby har sin historie(2), men EBs kopist har redigeret den ironiske distance ud, som egentlig bare er en humoristisk indledning til en artikel med en række fakta om to Mars fartøjer som NASA sendte afsted i 2003:

Is it a rock? A trick of Martian light on the eye? Or Osama Bin Laden waving from his barren hideout 300 million miles from planet earth?

NASA scientists have been puzzled by the peculiarly life-like image which has been beamed back to earth by one of their two robot rovers that are currently trundling about the surface of the red planet, on the hunt for clues of life on Mars.

It will delight spacewatchers who have been so far disappointed by the lack of images of little green men captured by the twin vehicles on their four year mission.(3)

Fascinerende hvordan forskning kan udvandes på vejen gennem den journalistiske fødekæde, ikke?

Også interessant er det spørgsmål der uundgåeligt trænger sig på: Er Ekstrabladsjournalister som Maiken Kolby simpelthen så småt begavede at de ikke kan læse en normal artikel i en normal avis uden at misforstå selv det allermest simple? Eller er de så kynisk løgnagtige at de er parate til bevidst et forvanske eller forfalske hvadsomhelst for at udfylde siderne i deres avis med pseudonyheder? Tertium non datur!

___________
1) http://ekstrabladet.dk/nyheder/videnskab_og_teknik/article967489.ece
2) De sidste tre ord i hendes skrøne er “Det skriver Times”.
3) http://www.timesonline.co.uk/tol/news/uk/science/article3232035.ece
Bemærk distinktionen mellem at være mystificeret over noget som i “Er dette virkelig et et bevis for liv på mars?” og som i “Hov dette er et pudsigt synsbedrag!”
———-
Billeder fra: http://ekstrabladet.dk/nyheder/videnskab_og_teknik/article967489.ece og http://www.dailymail.co.uk/pages/live/articles/news/news.html?in_article_id=509693&in_page_id=1770 og http://www.timesonline.co.uk/tol/news/uk/science/article3232035.ece
NASAs original er her: http://www.nasa.gov/multimedia/imagegallery/image_feature_990.html

Dyr

Mundus vult decipi,
ergo decipiatur.

Forleden så jeg på TV2 Fyn lidt af en reportage om en dyre-clairvoyant på arbejde. Han var blev et hyret af en kvinde hvis hund var bange for fremmede mennesker, i håbet om at han kunne finde ud af hvad der var galt med hunden. Det gjorde han ved at lægge sine hænder på hunden og sidde i stilhed med lukkede øjne og nedbøjet hoved – han lignede mest af alt en der modtog signaler fra Mars, selvom han selv hævdede at de udsprang fra hunden: han kunne konstatere at den havde en ubalance (et yndlingsudtryk blandt alternative behandler-svindlere) i dens hormonbalance.

At finde frem til en hunds hormonproblemer ved at føle den på pelsen, svarer omtrendt til at finde frem til en kages ingredienser ved at berøre den på glasuren, så noget forbløffet over dette optrin googlede jeg straks efter udsendelsen ordet “dyre-clairvoyant”, opdagede at de fleste af dem kalder sig “dyrehealere” og fandt hurtigt frem til en del hjemmesider hvor kyniske plattenslagere lufter mere eller mindre suspekte teorier om energier og (u)balancer og også hjemmesiden tilhørende Claus Paaske, den dyre-clairvoyante der medvirkede i TV2-udsendelsen. Han er kranio-sakral terapeut, hvilket sætter han i stand til at “at give en blid behandling af hovedet, rygsøjlen og lænden, som kan løsne op for ubalancer, smerter, samt give en bedre cirkulation af væskerne i kroppen“(1) og det er praktisk nok en terapi der virker på både dyr og børn. Claus Paaske forklarer selv: “Hvad skal der så til for at heale ?. Jo først og fremmest kærlighed eller kærlighedsenergi, for healing er energistrømninger.” (2)Der har vi det andet ord du skal kende, hvis du vil undgå at blive fuppet: energier! Hvis en person vil behandle dig for ubalancer eller gøre noget ved dine energier er det rent fup, disse ubalancer eller energier kan ikke føles, ses, høres, vejes eller måles af andre end behandleren selv og det er der en god grund til: de eneste energier der overføres er pengeenergier fra dig selv til behandleren.

Men nu skulle dette slet ikke handle om de alternative behandelere som sådan, men om kommunikation mennesker og dyr imellem. Jeg faldt nemlig over dette:

Det jeg vil anbefale dig, for at få de svar du søger, er, at kontakte en dyrehealer og/eller en dyreclairvoyant som kan kommunikere med dit dyr.

Således skriver dyreadfærdsrådgiver Gitte Westen Breaum i dyrebrevkassen.(3)

Mennesker og dyr kan ikke kommunikere i nogen egentligt forstand af ordet. En del dyr kan lære at reagere indstinktivt på kommando og tegn og de kan også lære at udføre simpel adfærd for at gøre mennesket opmærksom på deres behov, f. eks. kan en hund lære at gå hen til døren når den skal ud. Men så er der heller ikke så meget mere i det. Mennesker kan desuden ved at betragte dyr udlede bestemte adfærdsmønstre, men disse er rent instinktive hos dyret og der ligger ingen tankevirksomhed bag. Dyr har intet sprog og derfor ingen tanker og slet ingen bevidsthed. Dyr, især pattedyr, er desuden på en eller anden måde beslægtet med os og har derfor adfærd der kan forveksles med menneskelig adfærd, men det er meget naivt at tro at disse instinkter hos dyrene dækker over andet og mere end det de er: instinkter. Hunden, som har været husdyr for mennesket gennem årtusinder har tillært sig en adfærd der gør dem egnede til dette, men det er igen meget naivt at forveksle denne adfærd med følelser.

Prøv at bede din hund gøre noget du ikke allerede har lært den at gøre og du vil se at det kan den ikke. Hvad du derimod kan, er med stor tålmodighed at lære din hund at gøre forskellige ting på en bestemt kommando og det er ikke mere kommunikation end at fjernsynet tænder, når du trykker på en knap på fjernbetjeningen. De gør begge det de er blevet indstillet til at gøre.

__________
(1) ABC-center
(2) op. cit.
(3) Dyrebrevkassen

Svindel?

Mundus vult decipi,
ergo decipiatur.

Nu omtalte jeg for ikke så længe siden sagen om den lille engelske pige der forsvandt i Portugal under en ferie med sine forældre; eller rettere jeg omtalte danske mediers dækning af sagen.

Nu melder sagen sig så igen og det giver anledning til nogle overvejelser omkring hvad aviser er blevet til, efter deres introduktion på internettet. De gode gamle trykte aviser havde en forside med meget begrænset plads, hvilket betød at det der kom på forsiden havde en vis vægt og almen interesse. Der var jo ikke plads til hvad som helst.

På avisernes hjemmeside er sagen omvendt: alt skal på forsiden, ellers bliver det ikke set og det indebærer at alt muligt underlødigt finder vej, da der ikke er sammen redaktionelle omhu med hvad man vælger at bringer og ikke vælger at bringe.

Et glimrende eksempel er den sidste artikel om fire-årige Madeleine McCann, som nu harværet forsvundet i over et halvt år og som i dag bliver omtalt på i hvert fald Jyllands-Posten og BTs hjemmesider. I JP under overskriften: “Detektiv: Madeleine er hjemme til jul.” Altså ikke noget egentligt nyt (hun er ikke fundet endnu) og det er da også en historie som de danske aviser har taget fra en eller flere engelske. På mirror.co.uk er detektiven citeret for følgende:

We know who kidnapped her but not where she is. We believe she is in an area not very far from the Iberian peninsula and north Africa. And we have a fairly certain idea of who she is with.

I cannot say who she is with because we are putting together conclusive proof we can present to the authorities so they can proceed with arrests.(1)

Dette er chefen for et detektivbureau der får mere end en halv million om måneden for deres efterforskning, hvilket sikkert er en ret god forretning. Men er det også godt nyhedsstof?

Tja, hvia man læser artiklerne er tonen en noget anden, for her siger detektiven bare “Jeg håber, at hun kommer tilbage til sine forældre inden jul.”(1) Lad sige at de virkelig vidste hvem der holder pigen fanget og troede på at finde hende snart, så var der vel næppe nogen grund til offentligt at advare kidnapperne om at de er tæt på at blive afsløret. Noget sådan ville vel om noget bringe pigen i fare. Selvsamme detektiv har også udtalt:

I have always said publicly Madeleine is alive. I have to believe it 100 per cent because I know how to look for living people, not dead ones. But I have no proof Madeleine is alive.(3)

Så meget for beviser. Det her handler om en detektiv der holder gang i forretningen: “Vi tror, at hun befinder sig i et område ikke langt fra den iberiske halvø og Nordafrika.”(4), men det er jo et enormt område og den udtalelse er derfor både intetsigende og ganske omkostningsfri.

Overskriften er i alle medier ganske misvisende og selve historien er kun beregnet for alle dem der har fulgt den som ren følelsesporno og som er frygteligt ‘interesserede’ i den lille piges skæbne; de får lidt ekstra føleri op til jul.

Som nyhed og avisstof er den uden reelt indhold og helt igennem underlødig. Den har ingen værdi andet end som middel til at trække læsere fra de værste ugeblade over til aviserne.

Jeg sidder her og næsten håber at det – som foreslået af flere – var forældrene der forvoldte den lille piges død og at resten var et stort cover-up. Så kunne vi se aviserne svælge i forargelse over forældrenes skamløse misbrug af hele verdens medlidenhed, mens det i virkeligheden var medierne selv der skabte hele opstandelsen og tjente godt på den.

__________
(0) Petronius
(1) Cop: I’ll get Madeleine back by Christmas (Mirror)
(2) Detektiv: Madeleine er hjemme til jul (JP)
(3) Madeleine ‘home by Christmas’ says optimistic detective (Mirror)
(4) Detektiv: Madeleine hjemme inden jul (BT)

Stjernekroppe!

Så tilfældigvis TV-programmet for i aften, noget jeg ellers ikke går så meget op i, undtagen når jeg giver efter for den svaghed der hedder engelske krimier, og et enkelt programpunkt fangede min opmærksomhed, på den ellers helt igennem underlødige kanal der (af uransagelige grunde) kaldes TV2 Zulu. Programmet hed(1):

De 101 mest sexede stjernekroppe (3 afsnit af 5)

Kig lige en ekstra gang på den titel og husk på hvad du tænkte da du så den.

Det er nemlig et temmeligt forskruet menneskesyn der ligger bag, som betragter kroppen i sig selv og anlægger en vurdering på den i sig selv, disjunkt fra det menneske den ellers er. Det er overordentligt pubertært og overfladisk på en gang. Hvordan kan en krop ikke være sexet, forudsat at den ellers har de for kønnet typiske karakteristika? Eller rettere, det er personen i kroppen der gør forskellen, således forstået at der skal et ansigt på og en personlighed bag før noget er tiltrækkende eller frastødende. Det sexede eller tiltrækkende ligger i det kønsspecifikke, men forskellen ligger i det personlige.

Ovenstående eksempel må vist være en tautologi. I hvertfald ligger der en vis redundans i sætningen og det kan da godt være at det bare er en dum formulering hos en eller anden småtbegavet TV-medarbejder, men ikke desto mindre er det – imho – et af de eksempler der bør fremprovokere et instinktivt “Her er noget galt!”

Kald det bare en test.

Og du kære læser, så den vel straks?

__________
(1) Helt ærligt, det hed det altså – og først fattede jeg slet ikke pointen (eller hvad det nu hedder) og måtte hurtigt kassere min første indskydelse, nemlig at det måtte være noget med astronomi (heavenly bodies?), men der passede ordet sexet ikke ligefrem ind. Først dereftergik det op for mig, hvad det egentligt handlede om. Og så …

Hysteri

Nu nævnte jeg i det sidste indlæg den ubehagelige tendens i vores samfund til at diagnosticere, fokusere og sætte navn på alle mulige lidelser og problemer.

Den fænomenale fokus på rygning, der for længst er kammet over i (masse)hysteri og hetz(1), har haft en interessant bivirkning, nemlig at mennesker er begyndt at fokusere på passiv rygning i eget hjem. Ikke på den slags som kommer fra beboere i hjemmet, men på de minimale mængder røg der kan sive op og ind fra nabolejligheder. Derfor kunne man forleden i nyhederne på TV i bedste sendetid se en vist ret neurotisk kvinde krybe langs fodpanelerne i sin lejlighed på jagt efter røgsignaler fra sin rygende underbo.

Her er et nyt problem som der vist ikke har været fokus på før og det har der ikke – vil jeg hårdnakket påstå – fordi det aldrig har været et problem før. Al den fokus på de skadelige virkninger ved rygning og de skadelige virkninger ved passiv rygning har skabt en en hysterisk og ganske meningløs jagt på syndere og resulterer i meningsløse love omkring værtshuse og gemene overgreb mod dagplejere i Odense Kommune. Man er for længst holdt op med at skelne mellem passiv rygning, i betydningen at være udsat for tobaksrøgens skadelige virkninger(2) og det at kunne lugte røgen.

Man har skabt problemet ved at rette fokus mod et forhold der ellers aldrig har været et problem. Det er ikke første gang.

Man kan se en lignende udvikling omkring tilbuddene om krisepsykologisk hjælp der for ganske få år siden var næsten ukendt og som via tilbud til de der havde været indvolveret i større katastrofer endte med at være noget som gud og hvermand har behov for ved det mindste uheld. Et kunstigt menneskeskabt behov der er selvforstærkende ved den omtale det får – men en positiv udvikling er det næppe.Noget lignende kan måske ses af tendenser der præger kontrollen med fødevareindsustrien(3), og som – har jeg ladet mig fortælle – resulterer i at en lokal slagter har fået påbud om at bortskaffe alle sine knive og brætter i træ, da de ikke overholder reglerne, der åbenbart bliver strammet gang på gang. Resultater af en overdreven fokusering på hygiejnen er jo, at jo mere steril vores mad bliver, jo sartere bliver vi overfor påvirkninger. Man fokuserer på renhed og hygiejne, samtidig med at man kan købe færdigvarer der indeholder stoffer og er fremstillet efter metoder der næppe nogensinde var tiltænkt menneskeføde.

Problemet opstår når en sag får mediernes opmærksomhed: så bliver al fornuft kørt ud på et sidespor og hysteriske meninger og de hurtige og nemme beslutinger kommer til at råde over faglighed og ekspertise. Overblik i sådanne sager kræver viden og viden kræver uddannelse, men ingen af delene kan konkurrere med en god skandale og den følelse af forargelse den skaber hos den vidensmæssigt svagt funderede person. Aviser sælges ikke på at mane til besindighed.

__________
(1) Nej, jeg ryger ikke og har aldrig gjort det!
(2) Tobaksrøgen skader ikke nogen ved at kunne lugtes – der skal en anderledes kraftigere påvirkning til over længere tid.
(3) Dette er uden sammenhæng med de episoder der er fundet med firmaer og restauranter der anvender alt for gammelt kød. Det noget helt andet, som selvfølgeligt skal forbydes og straffes – hårdt.

Hvorfor … ?

Et sted i Danmark mister en enlig mor overblikket og dræber sine to børn og forsøger derefter at tage sit eget liv. Der er ingen grund til at sætte ord på det alle føler ved en sådan sag, så lad os i stedet tage udgangspunkt deri og kigge på noget psykologisk interessant.

Pressen har ikke kunnet få mange oplysninger om sagen da politiet beskytter familie og pårørende, men så kan de jo (som de altid gør i dens slags sager) tale med manden på gaden, in casu manden i huset ved siden af, som kan fortælle at moderen var “en suveræn, dygtig og god mor.” Nu vil jeg ikke kommentere denne sag, men denne type af udtalelser i almindelighed. Det er hørt før, hvordan bedsteforældre, naboer osv. udtaler “Jamen, han var sådan en sød dreng!” når en eller anden knægt går amok med vold og mord.

Sådan en udtalelse er selvfølgelig intet værd.

For det første er den forudsigelig? Hvis en nabo skulle sige det modsatte, at han faktisk gik og ventede på at de skulle ske, ville det uundgåelige og skyldpålæggende spørgsmål jo lyde: “Jamen, hvorfor gjorde du så ikke noget.” (Noget lignende kan man sikkert forvente fra de sociale myndigheder, men det er en anden sag.)

For det andet har almindelige mennesker overhovedet ikke en psykologisk indsigt, der berettiger at deres vurdering skal videre bringes til offentligheden.

I forbindelse med et skyderi i et indkøbscenter i Omaha for et par dage siden, hvor en fyret 19-årig medarbejder gik amok og skød otte-ti mennesker, udtalte den husmoderen i den familie hos hvem den unge mand boede:

“I can’t believe he would go this far. He was a good-hearted kid. He was just going through some rough times.”(1)

Han havde det bare lidt hårdt for tiden! Dette var en ung mand som havde været under det amerikanske samfunds forsorg til en pris på $265,000 over en fire-årig periode og som var …

“… diagnosed with attention deficit disorder, mood disorder, oppositional defiant disorder and parent-child relations problems.”(2)

Der er selvfølgelig ikke nogen mennesker der går fra et være normal og velfungerende til at være psykopatisk (masse)morder natten over, heller ikke selvom man har det lidt hårdt. Sådan noget tager tid og symptomerne kan være svære at tyde, selv for professionelle, for slet ikke at tale om at behandle. Så meget desto mere grund til ikke at spørge manden på gaden!

__________
(1) http://www.ketv.com/news/14792749/detail.html
(2) http://www.ketv.com/news/14792807/detail.html — En helt anden historie er denne ubeghagelige trang til at diagnostisere hvad som helst. Den er farlig og det er en sag for et senere indlæg.

Smæk – II

“Det ser sort ud. Sortere end den mørkeste middelalder. Den unge saudiske kvinde, der blev idømt 200 piskeslag og et halvt års fængsel, efter at hun blev voldtaget, skal ifølge en ekspert ikke forvente nogen nåde.”(1)

I denne sammenhæng er “efter” et interessant ord. Normal ville man nok læse det temporalt, som i “Jeg drak en kop kaffe, efter at jeg kom hjem” hvor der underforstås at der er en sammenhæng mellem de to (uden at der er noget konsekutivt eller kausalt involveret), så at jeg er nødt til at komme hjem inden jeg kan drikke kaffen eller at rækkefølgen på en anden måde er væsentlig.

Spørgsmålet er om der kun er en sådan mening i ovenstående. Kunne der ikke mere rimeligt have stået at “hun blev idømt … efter at have overtrådt loven om …”? Hun blev ikke straffet fordi hun var blevet voldtaget, men efter at hun var blevet voldtaget, på samme måde som hun blev straffet efter at hun havde drukket kaffen!

Ovenstående citat antyder en tilknytning mellem de to forhold (udover det rent temporale) som ikke er der, eller som i hvertfald er en fortolkning fra journalistens side. Det er en fiks lille manipulation.(2)

__________
(1) Jens Malling: 19-årig slipper ikke for pisk, BT, d. Og så har jeg slet beskæftiget mig med de to første sætninger, der er så åbenlyse at de næppe er interessante, med mindre man begyndte at spørge ind til journalistens viden om middelalderen.

Opdragelse?

Overhørte på fortovet foran den lokale købmand, følgende samtale mellem en pædagog og en femårig dreng:

Pædagog: “… og du ser også Pyrus?”

Dreng: [et eller andet uhørligt]

Pædagog [lettere overasket]: “Nå, du har fjernsyn på dit værelse?”

Dreng: “Ja, det ser jeg hver aften. Også om natten indtil jeg falder i søvn. Jeg er nemlig mørkeræd.”

Man kan bare undres.

Den eneste sande magt – I

“You can never underestimate
the stupidity of the general public.”

I søndags kunne nyhederne på DR bringe et interview med en morder. Søndag aften i bedste sendetid kunne man få svar på spørgsmålet: “Hvordan føles det?” og andet fra en der havde voldtaget og tortureret en gymnasiepige. Det spektakulære var ikke at manden var morder, det var heller den kendsgerning at han rent faktisk faktisk var død (han var blevet skudt en lille time tidligere), men derimod at han slet ikke eksisterede.

Endnu(1) en fiktiv person fandt på forunderlig vis vej til nyhedsmedierne på en plads så prominent, at den nok i virkeligheden ikke tilkom ham. Al mulig respekt for Nikolaj Kopernikus, der sikkert er en glimrende skuespiller, men Vagn (som han portrætterede i krimi-misfosteret “Forbrydelsen”) fortjener givetvis ikke opmærksomheden. Jeg vil vælge at kalde det et symptom at flertallet af danskerne kaster deres opmærksomhed på en krimiserie, der i sin måde at trække intrigen i langdrag(2), minder forskrækkeligt meget om anderledes lavbudgets amerikanske formiddagsserier.

Mencken sagde det og i sidste uge blev det vel endnu engang bekræftet at flertallet ikke har nogen smag overhovedet, da resultatet af en dansekonkurrence ramte forsiden af flere seriøse aviser. Sikken en magt der tilkommer redaktører på de landsdækkende tv-stationer; ikke bare kan de bestemme en times livsindhold for et par millioner danskere, men de kan også sætte deres historier på forsiden af selv seriøse aviser.

Interessant og bedrøveligt på en gang. For det er jo ikke sådan at mere end en million danskere interesserer sig en døjt for dans. Hvis det var tilfældet ville dans have overtaget fodbolds plads i sendefladen for længst og det gør det jo ikke. Ikke desto mindre kan det snildt bruges som tidsfylde (ikke at forveksle med livsfylde) for gennemsnitsdanskeren, blot det figurerer på TV på det rigtige tidspunkt og så kan manden på gaden snakke om det dagene efter på arbejdspladser og plejehjem og diskutere hvem der har vundet eller skulle have vundet osv. Man vil måske oven i købet se en øget søgning til danseskoler i en periode, men så stikker det vist heller ikke dybere. Danskerne interesserer sig heller ikke specielt for opera, men det forhindrer ikke en lavkomisk mandsling i at optræde som operasanger og bliver interviewet som sådan i TV fuldt seriøst,(3) mens mange uendelige meget dygtigere operasangere ikke kan påkalde sig den ringeste opmærksomhed fra medierne.

Sikken en magt deri at kunne planlægge et tv-program og dermed bestemme hvad danskerne taler om i morgen! Tænk om magten i stedet blev brugt til at viderebringe danskerne noget med substans, noget væsentligt eller ligefem noget belærende! Som min yndlingslatinlærer siger: “Geistige Anspannung kann eine Freude sein …”(4), men jeg er dog ikke mere naiv end at jeg godt ved at det nok ikke gælder alle – og det var da heller ikke mit mål med dette indlæg at foreslå at erstatte lørdagsunderholdningen med noget andet. Næh, mine tanker går i en helt anden retning.

fortsættes …

__________
(0) Vistnok Scott Adams (Dilbert). Mencken sagde: “Nobody ever went broke underestimating the taste of the American public,” og det er strengt taget mere præcist til vores formål, men nu er vi jo ikke amerikanere!
(1) En anden er her.
(2) Jeg støtter mig her på andres vurdering, da jeg ikke selv har set mere end få afsnit.
(3) wiki: “Potts first sang opera in 1999 in a karaoke competition, dressed as Pavarotti …” og så er alt vist sagt!
(4) Werner Eisenhut: Die Lateinische Sprache (Artemis Verlag, München 1989)