Hengivelse

“Den, der ej er i stand til i omgang at give sig således hen til andre, at han for en stund bliver til ét med dem, at han ganske går ud af sig selv og taber sig i en fremmed bevidsthedskreds, han kan vist nok ved sin tilbageholdenhed redde sig fra at overvældes af nogen åndelig magt; men den individualitet, der kun på denne måde bjerges, bliver altid ensidig og fattig. Den åndelige fuldkommenhed kan ligesom den fysiske vækst kun fremmes derved, at individet jævnligt smelter sammen med, hvad der fremmed for det, og tilsyneladende opofrer sig selv til at vende beriget hjem igen til sig selv igen.”

Poul Martin Møller: Strøtanker, Kbh 1994, s. 53

afmagt

Brudstykke af en samtale mellem en mor og hendes fem-årige søn, overhørt i en bybus i Odense i den forgangne uge, da de netop var steget på den halvtomme bus og på vej ned bagest i den:

“Hvorfor skal vi altid sidde nede bag i? Du ved godt jeg bliver køresyg af det.”

Ha! Og jeg som troede, at bunden ville være nået med det som pædagoger vist kalder for “børns demokratiske medbestemmelse” og som i sig selv kan være absurd nok. At det nok ikke kunne blive meget værre, end alle disse håbløse forældre, som tilsyneladende er helt uden lyst og evne til at begrænse deres møgungers hæmnings- og grænseløse selvudfoldelse og selviscenesættelse.

Men nej. det var altså ikke barnet, som tiggende spurgte mor, hvorfor de altid skulle sidde nede bag i bussen. Det var hans fuldstændig magtesløse 30+ årige mor, som åbenbart helt havde opgivet sin rolle som autoritet og opdrager, og overgivet sig selv og magten til ungen på en måde, som trodser enhver opfattelse af i hvor ekstrem grad begræbet forkælelse kan udfoldes i praksis.

Måske man burde have sagt noget til hende lige der på stedet, men den gang som nu savner jeg ord …