skurke og fjolser

“I en verden, hvor mindst fem sjettedele er skurke eller narre og fjolser, må enhver af den øvrige sjettedel, så meget desto mere, jo længere væk han befinder sig fra de andre, basere sit livssystem på tilbagetrukkethed, jo længere tilbage desto bedre. Overbevisningen om, at verden er en udørk, i hvilken man ikke kan regne med selskab, må blive til fornemmelse og – habituel. Ligesom væggene indsnævrer blikket, der atter udvider sig, når det blot har mark og vang foran sig, således indsnævrer menneskeligt selskab min ånd, og ensomheden udvider den atter.”

Arthur Schopenhauer: Kunsten at kende sig selv, Kbh 2007, s. 36.

tabte horisonter

“Have you ever been in need of money? Almost every man who enters our society joins it as a young man in need of money. His instincts are unsullied, his intellect is fresh and strong, but he must live. How comes it that the country is full of maimed human beings, of cynics and feeble good men, and outside of this no form of life except the diabolical intelligence of pure business?….He must get on. He goes into a law office, and if he is offended at its dishonest practices he cannot speak. He soon accepts them. Thereafter he cannot see them. He goes into a newspaper office, the same; a banker’s, a merchant’s, a dry-goods’ shop. What has happened to these fellows at the end of three years, that their minds seem to be drying up? I have seen many men I knew in college grow more and more uninteresting from year to year. Is there something in trade that desiccates and flattens out, that turns men into dried leaves at the age of forty? Certainly there is. It is not due to trade, but to intensity of self-seeking, combined with narrowness of occupation.”

John Jay Chapman (1862-1933): Practical Agitation, New York 1900, s. 55-56. Via Laudator Temporis Acti, 15. feb 2017.

A Second World War situation

Bare fordi man er popsanger – eller hvad som helst andet for den sags skyld – med enorm succes, betyder det ikke, selvom det sikkert undertiden kan føles sådan, at man er mægtig klog på alting i verden.
Den eneste forskel er, at medierne vil referere det man siger og at ufatteligt mange menneske vil læse det og diskutere det, og at ens mangel på viden, mangel på evne til at tænke rationelt og i det hele taget manglende dannelse vil blive udstillet så meget desto mere.

Således også danske Lukas Forchhammer, som forud for årets Grammyshow, “when asked specifically about the rise of the far-right movement in Europe”, udtalte til CBS:

“It worries me greatly that if we took out the word ‘Muslim’ and put in the word ‘Jew,’ we would be in a Second World War situation,” he said. “We’re right now in an anti-Semitic state of mind worldwide — it’s just targeted at Muslims instead of Jews.” (CBS)

eller på dansk, via Berlingske:

»Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet »muslim« og erstattede det med ordet »jøde« så ville vi være i en Anden Verdenskrig-situation. Vi er nu i en antisemitisk tilstand verden rundt – det er bare rettet mod muslimer istedet for jøder.«

En rigtig “anden verdenskrig-situation”.

Lad os lige sætte det i perspektiv: (… og jeg ser her helt bort fra at ovenstående er udtalt i et kynisk forsøg på at profilere sig selv og skabe medieomtale gennem bevidst kontroversielle udtalelser, og det gør jeg dels fordi det er irrelevant for min pointe og dels fordi jeg ikke har det ringeste problem med at antage, at manden simpelthen er et uvidende fjols.)

I 1940 var der atten millioner jøder i verden og de udgjorde således under en procent af verdens daværende befolkning på ca. to og en halv milliard og de udgjorde ikke en nation, så meget som spredte mindretal i lande som f. eks. Tyskland.

Antallet af muslimer i verden i dag er ca. 1,7 milliarder og de udgør næsten en fjerdedel af verdens befolkning på 7,5 milliarder. Mere end 20 lande verden over har Islam som officiel religion.

Er det nødvendigt at tilføje, at der forud for anden verdenskrig ikke var vidtspredte tilfælde af jødisk religiøs terror rettet mod den kristne verden? At der dengang ikke var adskillige jødiske nationer hvor kristne blev forfulgt og frataget retten til at dyrke deres religion, som det er tilfældet i en del mellemøstlige nationer, selvom det selvfølgelig stadig er frit for enhver at dyrke deres religion som de vil i vores samfund? At forfølgelsen af jøder var et resultatet af en aktiv politisk ideologi, som vandt magten i et enkelt europæisk land og at forfølgelsen af jøder opstod i et præ-menneskerettighedssamfund?

Så “Second World War situation” og forfulgt mindretal? Ikke på nogen måde …

Er der nogen pointe med denne blog? Næh, egentlig ikke! Men hvis der skulle være det, ville det være en påpegelse af det problematiske i demokratiseringen af viden – nemlig at for hver idiot der har ret til at have en mening, er der en lige så stor idiot af en journalist der er parat til at viderebringe den og tusinder lige så store idioter der er parate til at læse om den – og den derpå følgende fuldstændige invertering af viden i et meget udemokratisk uvidenhedens diktatur. Men det ligger vist lidt uden for rækkevidden af denne blog at gå ind i den diskussion.

Pædagogisk fordærvet

Flere medier har fortalt historien om fire 15-16-årige skoledrenge fra Ry som valgte at optrappe en verserende konflikt med en kammerat, ved at kaste en molotovcocktail indeholdende benzin efter ham og dermed sætte ild til ham og dermed få ham indlagt på sygehuset “i kritisk tilstand, men uden for livsfare”.

Som man kan forvente, foretager den konstituerede skoleleder på Mølleskolen i Ry, Alma Schack Andersen, i BT den sædvanlige offentlige rituelle håndvask:

»Vi vidste godt, at der var en konflikt blandt nogle af drengene i 9. årgang. Ikke specifikt kun blandt de fem involverede drenge i denne sag,« siger hun og tilføjer:

»Vi havde dog ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme så vidt. Men det er klart, at sådan en forfærdelig hændelse giver selvfølgelig anledning til refleksion hos os lærere og ledelse på skolen – hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre fremover.«

Den slags ansvarsfralæggelse er obligatorisk i en populistisk og mediestyret verden, hvis man ikke vil risikere at skulle korsfæstes offentligt af emsige journalister og der skal ingen bebrejdelser lyde herfra for det. Men fortsættelsen kan nu alligevel godt trænge til en påtale, for Alma Schack Andersen udtaler desuden følgende:

»Det er klart, at denne forfærdelige episode er selvfølgelig værst for ofret, men det er jo også ulykkeligt for de fire drenge, der har gjort det her. Jeg tror ikke, de har tænkt så langt, hvilke konsekvenser det har haft; at de kunne skade en skolekammerat så alvorligt, og at de kan risikere at komme i fængsel for det. Det tror jeg simpelthen ikke på, at de har været bevidste om.«

Vi kender alle den måde at formulere sig på – med dette lille kyniske “men” – fra den alt for velkendte og alt for hyppigt mødte “Jeg er ikke racist, men …“, hvilket ikke betyder andet end “Jeg er racist, men er selvbevidst nok til ikke at ville indrømme det og indleder derfor min tale med en lille løgn … et dementi.

Her får vi den bare i en lidt anden version, en skyldig påpegning af at det “selvfølgelig er værst for offeret”, men(!) derefter tager bekymringen for de fire unge potentielle mordbrænderes skæbne straks over. Ja, de kan risikere at komme i fængsel. Sådan kan det gå, når man begår noget så gement, som at forsøge at myrde et andet menneske, og ikke bare det, men oven i købet forsøger at gøre det på en så grusom måde.

Eftervirkningerne af brandsår er noget offeret sandsynligvis kommer til at kæmpe med længe, sandsynligvis for livstid, og arrene vil i hvert fald være et minde for livet. I den forbindelse er det egentlig pisseligegyldigt, om de fire knægte på forhånd havde tænkt over konsekvenserne af deres handlinger eller ej, der er stadig et offer der ligger på sygehuset med nogle helt sikkert forfærdelige smerter, og det er hos ham og ham alene, at medfølelsen bør være, uanset hvad der måtte være gået forud.

Men så er det jo at man kan spekulere over hvor denne menneskeforagt kommer fra, som er så kynisk indifferent overfor offerets lidelser at man i stedet fokuserer mere på bekymring over gerningsmændenes skæbne og ligefrem forsøger at undskylde deres handlinger. Handler det simpelthen om at pædagogikken som disciplin, altså den erhvervsmæssige menneskehåndtering, helt har erstattet medfølelsen og menneskeligheden hos disse professionelle, så de, i stedet for at se et offer og fire gerningsmænd, ser et offer som er lægernes ansvar og fire unge med problemer, som er et (interessant) pædagogisk problem?

Jeg ved det ikke, men jeg har berørt dette problem før – f. eks. her og her – og må indrømme at jeg stadig er lige uforstående overfor det.

OPDATERING: Der var en læser som konstaterede overfor mig, at selvom sympatien i denne sag selvfølgelig skal ligge hos offeret, så skal alle de implicerede hjælpes. Det kalder selvfølgelig på et svar. Ja, det skal de alle, og lad os bare for argumentets skyld se bort fra, at der også er nogen der skal straffes og tage et kig på det spørgsmål.

Ovenfor er der bragt to citater fra skoleleder Alma Schack Andersen og det er værd et bemærke, at det er to offentlige udtalelser, som vil kunne ses af både offer og offers familie og venner. Det er dér det umenneskelige kommer ind, fraværet af medfølelse og menneskelighed, for i den sammenhæng er der kun en sympati der gælder, nemlig sympatien med den forurettede, med offeret. Alt andet, og det er min pointe, alt det pædagogiske, overvejelser om de fire unges fremtid og hvordan de måtte have forspildt deres liv og hvordan de – efter endt straf – kan hjælpes videre, kan passende overlades til deres forældre eller holdes bag lukkede (social)pædagogiske døre. Af hensyn til offeret.

__________
Simon Boas og Jonas Vester: Danske drenge ville brænde afghansk skoleven af: ‘Det overgår vores vildeste fantasi’. BT, d. 8. februar 2017