Bogense Sygehus

BOGENSE – En ordinær dansk provinshavneby med de sædvanlige kendetegn, der nådesløst afslører en desperat trang til at kapitalisere på turismen, som f. eks. “gallerier” hvor husmødre sælger deres helt igennem banale forsøg på at begå sig som kunstmalere eller – endnu værre – forsøger at sælge frugterne af forrige års FOF-kursus i glaskunst og keramik eller de obligatorisk outlets på havnen hvorfra der sælges forrige års ukrainske modetøj eller værst af alt, en stribe nybyggerier som, ganske uden hensyn til tradition eller stil, har indtaget havnen og forvandlet den til en bizart rodsammen af loppemarkeder og wannabe hippe butikker med delikatesser til turistpriser. Bogense er provins, komplet med to campingpladser i byens centrum, hvor torvet med imiteret vandpost og brosten fuldender billedet af en ikke-eksisterende autencitet.

Bogense_2Gennem en kortere årrække har alt dette ellers været opvejet af den lige så centrale beliggenhed af Bogenses nedlagte sygehus, hvor man gennem den ulåste dør i kælderen kunne skaffe sig adgang til det for længst forladte men stadig sporadisk møblerede og ganske fascinerende bygningskompleks, som, indvendigt overmalet med graffiti og med vandet trængende ind gennem ødelagte vinduer og sodsværtede vægge efter et par mindre brande, afgjort var et besøg eller to værd.

Bogense_1Det er slut nu. Bygningerne er for nylig raget ned og det er selvfølgelig trist, men sikkert helt i tråd med byens selvbillede som en lille fynsk turistperle; man kan selvfølgelig ikke have den slags liggende lige ved siden af campingpladsen.

Billederne herunder er fra et besøg i Bogense sommeren 2015.

Pind!

Søren Pind. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde, for manden er jo tilsyneladende uden et intellektuelt bundniveau og efter han Grundlovsdag havde holdt tale i Jørlunde, udtalte han til DR:

“Sagen er den, at vi er i krig. Væbnet konflikt. Det er vi med en terrororganisation, som vil Danmark det ondt og har sine fangarme, også i Danmark. Der er aldrig nogensinde nogen, der har prøvet at bilde nogen ind, at demokratiet ikke har reaktionsmuligheder i den sammenhæng, og Grundloven peger jo selv på dem. Alt hvad vi og jeg har gjort har været inden for Grundlovens og menneskerettighedernes rammer.”

og

“Vi er i væbnet konflikt, og derfor bliver vi selvfølgelig militante demokrater. Når der så er fred igen, kan vi holde op med at være det.”

Sagen er den, at vi ikke er i krig, for hvis dette er krig, så har vi i al fortid været i krig og vil i al fremtid være det. Søren Pind har med ovenstående ord lige defineret den permanente undtagelsestilstand og herfra er der kun stramninger og begrænsninger i frihedsrettighederne i vente. Men det er faktisk langt fra det værste.

Som sagt, manden har intet intellektuelt bundniveau; for overfor DR retfærdiggør Søren Pind sin ret til at være “militant demokrat” ved at pege på “uniformsforbuddet i 1930’erne og forbuddet mod kommunisterne under Anden Verdenskrig som eksempler på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.”

De “ekstraordinære omstændigheder” som forårsagede Kommunistloven af 1941 var Anden Verdenskrig og der var ikke tale om at “gå til grænserne for, hvad Grundloven tillader”, det var et et klokkeklart brud på den. I Store Danskes opslag om Kommunistloven af 1941 kan vi læse at:

“Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen 22.6.1941 krævede tyskerne, at alle ledende danske kommunister, herunder DKP’s tre folketingsmedlemmer (Martin Nielsen, Alfred Jensen og Aksel Larsen), skulle interneres — uanset dette ifølge den daværende grundlov kun kunne ske med Folketingets samtykke.

Statsminister Stauning gav personligt sin tilladelse til arrestationen af de tre. De danske myndigheder efterkom øjeblikkeligt og beredvilligt kravet, og i den første anholdelsesbølge interneredes 295 kommunister, deriblandt forfatterne Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig.

Dette antal var således langt større end de blot 72 navngivne, som Gestapo havde forlangt anholdt. Det lykkedes i første omgang for Aksel Larsen og Alfred Jensen at undgå arrestation ved at gå under jorden.”

og

“Kommunistloven blev udarbejdet og vedtaget for at lovliggøre og regulere de allerede foretagne og de efterfølgende interneringer. Loven var ligeledes grundlovsstridig …”

Et par år senere blev 150 af de internerede danske kommunister blev overført til kz-lejren Stutthof, hvor 22 af dem omkom under de forfærdelige forhold som vi vist alle har hørt om.

Og for lige at sætte det hele i perspektiv; ved fejringen af 60-årsdagen for Danmarks befrielse d. 4. maj 2005 beklagede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale “at Danmark udleverede uskyldige mennesker til Nazityskland under Anden Verdenskrig” og udtalte bagefter “Jeg skal da ikke lægge skjul på, at under den formulering tænkte jeg naturligvis på blandt andet danske kommunister, fordi jeg betragter sagen om den grundlovsstridige vedtagelse af kommunistloven som en anden og meget alvorlig fejl, som blev begået under besættelsen.”

Når Pind nu vælger at retfærdiggøre sine handlinger som politiker, ved at sammenligne dem med denne alvorlige, grundlovsstridige handling, som ikke bare var et knæfald for en fremmed besættelsesmagt, men tillige fængslede folkevalgte danske politikere og kostede adskillige uskyldige mennesker livet, så efterlader det os med valget, om vi vil konkludere 1) at det Søren Pind her giver udtryk for, er hvor langt han i praksis er villig til at gå, og hvilke midler han anser det for rimeligt at anvende, for at få sin vilje, eller 2) at manden er et totalt uvidende fjols, som strør om sig med smarte ord og historiske referencer, uden af have den fjerneste ide om hvad han taler om.

Jeg ved egentlig ikke hvilken af de to muligheder der er værst …

__________
– Johan Blem Larsen: Søren Pind på Grundlovsdag: Nogle gange er demokratiet nødt til at være militant. DR 05. jun. 2016
– Fogh beklager kommunistlov, Information, 11. maj 2005
– Kommunistloven af 1941, Store Danske.