Julefred

“Stilheden sænkede sig over Stuen. Medens Maden blev færdig, var de tre Smaa Vidne til, at deres Fader Vaskede sig, ja han vaskede sig i Hovedet, ogsaa han led for Højtiden, inviede sig til det Ubeskrivelige. Derpaa spiste de, først den fine Grød og bagefter stegt Flæsk og Kartofler. De var så vel til Mode. Et Sted oppe eller nede var der sket noget for Hvermand indgribende, saa at det lysnede i alle Stuer, var de end nok saa trange. Tørve Christens Del var bleven tre Børn med diamantklare Øjne, der sad med hver sit Stykke fedtsprudende Flæsk i de smaa Fingre og spiste saa saare. Stuen lunedes. Konen havde en Overraskelse henne bag Bilæggerens lukkede Spjæld, de hørte det syde og branke derinde. Tællelyset paa Bordet gyldnede Stuen, som var fuld af ærbar Fred.”

– Johannes V. Jensen: Julefred. (Himmerlandshistorier. Kbh. 1995)

Velkommen til Danmark

Muslimske piger gør oprør ved at læse Koranen, kan man læse i Berlingske Tidende, som har interviewet et par muslimske kvinder og den ene af dem, Rukhsar Asif, konstaterer at:

“Der er ingen tvang i islam. Hvis jeg ville have en kæreste eller ikke gå med tørklæde, kunne jeg også det. Men selvfølgelig ville der være konsekvenser – både i det her og i forhold til i islam også i det efterfølgende liv. Når jeg siger, at islam gør mig fri, er det på den måde, at jeg ikke skal gå rundt med en identitetskrise og spekulere over, hvad meningen med livet er. Jeg er frigjort fra de irriterende store spørgsmål, som bare gør mit liv svært.”

Og, som journalisterne så skarpsindigt observerer, så lyder det “måske nok som en noget anden måde at definere frigørelse på, end man er vant til fra den danske rødstrømpebevægelse. Og langt fra forestillingen om, at muslimske pigers indmarch på uddannelsesinstitutionerne er første skridt på en glidebane mod mere »danskhed« i betydningen uforpligtende kæresteri og seksuel frigørelse.”

Herfra skal det blot konstateres, at enhver impuls, der kan sætte spørgsmålstegn ved alt for mange danskeres opfattelse af at frihed er lig med konsekvensløshed og fravær af forpligtelse, er hjerteligt velkommen. Er Islam en sådan impuls, kan den også kun hilses velkommen, som et element i samfundet på lige fod med så mange andre religioner og som et livsindhold for de der måtte ønske det. Derudover kan det kun være positivt, hvis det kan forårsage at der kommer lidt bølger i andedammen og at vores alt for fastlåste opfattelser af hvad frihed og frigørelse er, vendes på hovedet for en stund.

“Rukhsar kan heller ikke lide ordet feminist, men hun vil meget gerne tale om kvindefrigørelse. Som kvinde og menneske har hun nemlig kun følt sig mere fri, jo mere hun forstod af den religion, hun var opdraget i. Derfor retter oprøret sig i Rukhsars optik lige så meget ud ad mod samfundet som ind ad mod slægt og kultur. Det gælder eksempelvis retten til at bære tørklæde, som hun – på lige fod med andre troende kvinder – oplever som en frigørelse fra samfundets skønhedsidealer og en mulighed for at være sig selv.”

At være sig selv implicerer altid en vis distanceren sig selv fra samfundets normer og idealer (ikke mindst i en tid hvor de fælles idealer vist ikke begrundes i ret meget andet end økonomi), men samtidig er det også værd at huske på, at man ikke personligt kan genopfinde verden og skabe alt på ny; mennesket kan ikke uden videre afkaste sig sin kultur og tradition og bare være frit, uden også samtidig at være rod- og retningsløst.  Ethvert opgør med f. eks. feminismen på den konto bifaldes helhjertet herfra.

__________
Carolina Kamil og Johanne Haagerup: Muslimske piger gør oprør ved at læse Koranen, Berlingske d. 20/12 2015

To humble yourself to a nigger

Dagen efter, ironisk nok, at en studerende fra Cameroun måtte tage tre eksamener ved Aarhus Universitet på en dag, fordi han, i et absurd tilfælde af paragrafrytteri blev udvist af landet midt i sin uddannelse, fordi han i februar 2013 “misforstod reglerne om, hvor meget han måtte arbejde i Danmark og troede, at der var tale om, at man gennemsnitligt måtte arbejde 15 timer om ugen. Men arbejdstimerne må altså på intet tidspunkt overstige 15 timer om ugen.” (EB) kommer historien om at “regeringen med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde i spidsen har fordelt tre millioner kroner til i alt fem projekter, der skal være med til at fastholde internationale nyuddannede i danske regioner eller kommuner, hvor der er mangel på arbejdskraft.” (DR)

“Vi ønsker at fastholde flere internationale studerende efter endt uddannelse, så vi kan rekruttere dem som arbejdskraft på vores virksomheder i Danmark” siger Esben Lunde Larsen ifølge DR og fortsætter: “Vi uddanner omkring 26.000 internationale studerende om året i Danmark, hvor af langt de fleste er fra EU-lande. Men vi er meget dårlige til at fastholde dem som arbejdskraft efter endt uddannelse. Der er virksomheder i Danmark, ikke mindst i de tyndt befolkede områder, som mangler kvalificeret arbejdskraft.”

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun scorede tre 12-taller på de tre, af Aarhus Universitet fremrykkede, eksamener han måtte tage på en dag og ironisk, fordi den unge mand er utroligt dygtig, og skulle man mene fastholdelsesværdig, med hidtil kun en eneste karakter under 10.

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun – selvfølgelig – allerede havde en praktikplads ved en dansk virksomhed.

Adspugt om det paradoksale i dette forhold, svarer kopiminister Esben Lunde Larsen på newspeaksk:

– Det har jeg ikke nogle kommentarer til i den pågældende sag. Det, der er afgørende, er at vi bliver dygtigere til at fastholde international arbejdskraft efter endt uddannelse i Danmark.
– Hvorfor ikke?
– Det hører under integrationsministeren, og det er en sag, der pågår, og jeg har konstateret, at den pågældende får den eksamen, han skal have.” (DR)

Han får jo sin eksamen og så er alt godt ikke? Så er der jo ikke yderligere grund til at gøre mere ud af den sag, trods dens åbenlyse absurditet.

Her ville det være totalt ufint at påpege at den unge mand fra Cameroun jo ikke er en af de gode af de omkring 26.000 internationale studerende som vi årligt uddanner i Danmark, nemlig en de “langt de fleste”, som ministeren omtalte, der kommer fra EU-lande. For han er jo sort! Fra Afrika! Og tænk hvis han bliver boende og får familiesammenført hele sin familie af kanibaler og heksedoktorer med herop. Det går slet ikke!

Alternativet ville være at undskylde til en nigger og selvom det kan falde nogen svært, så lykkes det trods alt undertiden for andre at gøre det.

“It was fifteen minutes before I could work myself up to go and humble myself to a nigger; but I done it, and I warn’t ever sorry for it afterwards, neither. I didn’t do him no more mean tricks, and I wouldn’t done that one if I’d a knowed it would make him feel that way.” (Mark Twain: The Adventures of Huckleberry Finn)

Demokratiets sejr.

“Aldrig har Demokratiet fejret saadanne Triumfer som i Dagene efter 5. maj – i hvert Fald i hine Dages Veltalenhed. Som et mangestemmet brusende Kor steg Lovsangen til det frie Demokrati fra Mændene paa Christiansborg som fra Frihedskæmperne, fra Saxogade som fra Ryvangsvillaerne. Der var ikke en Mand i hele Landet – Kæltring eller Gentleman -som ikke svor til Demokratiet, og som altid havde svoret til den Fane. De allerfleste kunde forsikre om deres til enhver Tid ubrydelige Trosskab overfor Sagen, den Sag, som de var villige til at ofre Livet for. Kun een Tone var forstummet: Oppositionens. Ingen vovede at staa op og sige; jeg har alle Dage anset Demokratiet for enrigtig daarlig Styreform, og den Omstændighed, at Nazismen har vist sig at være endnu værre, rokke ikke det mindste ved min Mistillid til og Foragt for Folkestyret. Og havde der end været en enkelt, der var i Besiddelse af den Dumdristighed, der skulde til for at fremsætte slige Anskuelser, havde det ikke nyttet det mindste; han havde simpelt hen ikke faaet Lov at komme til Orde.” (s. 138)

HalKoch
Hal Koch (1904-1963)

Således skrev Hal Koch i en artikel (Loke og Thor) i tidsskriftet Frie Ord kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig og spurgte derefter:

“… skal der i et demokratisk Samfund være ubetinget Frihed til at danne sig de politiske Anskuelser, man vil, og til i Ord og Skrift at agitere for dem? Og skal denne Tanke- og Ytringsfrihed opretholdes ogsaa i de Tilfælde, hvor den paagældendes Tænkning og Agitation gaar ud på at omstyrte den bestaaende, saakaldt demokratiske Stat, muligvis endda med Magt, ikke ved Stemmeflerhed? Herpaa maa man – ud fra [Professor Jørgen] Jørgensens Opfattelse – svare: Nej, en saadan Frihed fører til det rene Anarki. Derfor maa en Agitation for urigtige og statsfarlige Meninger Bekæmpes, og det sker bedst ved, at man afsætter de farlige fra deres Embede. Hjælper det ikke, maa man ikke vige tilbage for grove Midler.” (s. 145)

Kochs indvending er den vist eviggyldige:

“… at det er meget farligt at udstyre Mennesker med en saadan Magt, som her tænkes lagt i Hænderne paa dem, der skal træffe Afgørelser om de politiske Anskuelsers Tilladelighed eller Utilladelighed. Enhver Regering vil, i vanskelige og truende Situationer, være tilbøjelig til at stemple sine Modstandere som farlige udemokratiske Oprørere og derefter gøre kort Proces med dem.” (s. 145)

Man kunne tilføje, at det ikke udelukkende er på politikerniveau at denne problemstilling er relevant; den er akkurat lige så påtrængende og aktuel på vælgerniveau. Er der ikke lige så stor (hvis ikke større) tendens til, at afskrive politiske modstandere eller ideer og principper man ikke selv deler, uanset om de er politiske, religiøse eller ideologiske, på nøjagtig samme måde blandt den vælgende befolkning?

Er det ikke kun alt for let at afskrive politiske modstandere og deres opfattelse af verden fordi man mener at de er tosser, fundamentalister, halalhippier, muslimer, kristne, nazister, fascister, racister, afstumpede, naive, onde, dumme, landsforrædere, menneskefjendse, samfundsfjendske, religionsfjenske og alt muligt andet?

Demokratiet sætter mennesket i centrum for verden, og giver hver enkelt en del af ansvaret for, hvordan samfundet skal styres efter næste valg. Men at samfundet på den måde underlægges individets mere eller mindre tilfældige indskydelser på valgdagen, betyder ikke at du som vælger ligger inde med den absolutte og endegyldige sandhed om, hvordan verden bør og skal være.

Demokratiet sætter mennesket i centrum og giver det en magt, der der langt overstiger hvad noget menneske har intelligens og viden til at overskue. Dermed følger der også et ansvar for at forvalte den magt ansvarsfuldt og med en passende ydmyghed overfor opgaven. For Lord Actons ord om at “magt har en tendens til at korrumpere” () gælder skam ikke kun for enevældige herskere; de gælder også for dig og den magt du har fået i hænde, som vælger i et demokrati.

Så spørg dig selv, om du mener, at du virkelig er i stand til at adskille personlige ønsker og egen fordel, fra hvad der objektivt er det bedste for det land, du er en indbygger i, så ikke også du bliver et levende bevis på, at der er rigtig god grund til, at du, ligesom så mange andre, kun har fået tildelt 1/3.000.000 del af magten.

__________
Hal Koch: Loke og Thor, i Frie Ord, 1. Årg. 1946.

Således talte den gamle luder.

“… jeg interesserede mig mere for Elohim, universets ophøjede skabergud, end for hans kedsommelige afkom. Jesus havde elsket menneskene for højt, det var dét der var problemet; at han lod sig korsfæste for deres skyld, vidnede som minimum om dårlig smag, som den gamle luder ville have sagt.”

– Houellebecq: Underkastelse. s. 261

Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922)

nosferatu_smF. W. Murnaus film Nosferatu fra 1922 baseret på Bram Stokers bog om Dracula, er, som film betragtet, i sagens natur en noget ujævn oplevelse; filmen er snart 100 år gammel og stammer fra en periode der vist kun kan kaldes for spillefilmens fødsel. Vi ser helt bort fra at den kun er bevaret ved held og tilfældigheder og restaureret og sat sammen fra flere kopier (hvilket kan ses) og hentyder i stedet til historien i sig selv, som er en simplificeret udgave af Stokers fortælling, som bygger langsomt, efter moderne standard meget langsomt, op til den dramatiske og rørende afslutning, der ikke just er en happy end i traditionel forstand, men dog alligevel ganske smuk. Men hvad filmen måtte mangle som narrativ henter den så absolut på billedsiden, der på én gang scenografisk er temmelig simpel og alligevel – eller måske i virkeligheden netop derfor – uhyre effektfuld. Jeg greb mig selv i at tænke flere gange undervejs, at et still dér og dér og dér ville kunne blive til en fed plakat, for billedsiden, med sine dybe skygger og kornede sort-hvide billeder, og Max Schreck i rollen som den groteske vampyr Grev Orlok, skaber en dyster og tidløs stemning som gør dette til en af de film der simplethen skal ses. [imdb]

Anbefales kraftigt.

PS! Nu er vi ikke ganske imponeret af filmbranchens hang til hjernedøde remakes og intetsigende sequels, men i dette tilfælde skal det nævnes. at Werner Herzogs Nosferatu: Phantom der Nacht (eng: Nosferatu the Vampyre) fra 1979 [imdb] er et “remake” af Murnaus film med Klaus Kinski, Isabelle Adjani og Bruno Ganz i hovedrollerne, og at Shadow of the Vampire (2001) [imdb] er historien om filmatiseringen af Nosferatu, med John Malkovich som Murnau og Willem Dafoe som Max Schreck. Som en kuriøsitet kan det nævnes, at så sent som i sommer, 80 år efter Murnaus død, blev hans grav i Berlin plyndret og hans kranie stjålet. (The Guardian).

Kvinder (ifølge Houellebecq)

“Jeg stirrede forbløffet på hende: For første gang i de ti år jeg af og til var stødt på hende, slog det mig at hun engang havde været en kvinde, og at hun i en vis forstand stadig var det, at en mand engang havde begæret denne lavstammede og firskårne, næsten paddeagtige skabning. Heldigvis fejlfortolkede hun mit ansigtsudtryk.” (s.75)

Læser Houellebecqs Underkastelse og konstaterer, at hvor Platform formåede at irritere mig så grænseløst at jeg endte med at kyle bogen tværs gennem stuen, så er noget lignende slet ikke tilfældet i denne omgang; men nu er to bøger af et forfatterskab jo  ikke tilstrækkelig til at fælde nogen form for dom, for nu slet ikke at tale om at udlede en tendens, så vi nøjes blot med at konstatere, at forfatteren i denne roman skyder muntert og fornøjeligt i alle retninger og at det sine steder er skarpt nok til at vække latter, også genkendelsens, men dog endnu ikke til at fremprovokere hverken irritation eller forargelse. Måske fordi jeg endnu kun er halvvejs eller måske det bare er hans beskrivelser af kvinder der formilder?

“De rige saudiske kvinder der om dagen var iført uigennemsigtige burkaer, forvandlede sig om aftenen til paradisfugle og pyntede sig med corsager, gennemsigtige bh’er og g-strenge smykket med farverige blonder og similisten; det var nøjagtigt omvendt i forhold til de vestlige kvinder, der om dagen var elegante og sexede fordi deres sociale status afhang af det, og som når de kom hjem om aftenen sank sammen og skiftede til afslappet og uformeligt tøj og udmattet opgav enhver tanke om forførelser.” (s.87)

“I det øjeblik hun lod sig dumpe ned i sin sofa og sendte tabboulehen et fjendtligt blik, kom jeg til at tænke på Annelises liv og på alle vestlige kvinders liv. Om morgenen ordnede hun sikkert sit hår og valgte omhyggeligt en påklædning der var i overensstemmelse med hendes job, hvilket i dette tilfælde antagelig tilskrev at hun skulle være mere elegant end sexet, det var en kompliceret afvejning, hun måtte sikkert bruge lang tid på det inden hun afleverede børnene i vuggestuen, dagen gik med mails, telefonsamtaler og forskellige møder, omkring kl. 21 kom hun så hjem (det var Bruno der hentede børnene sidst på dagen og lavede aftensmad til dem, som funktionær havde han kortere arbejdstid), hun sank sammen, smuttede i en sweatshirt og et par joggingbukser, det var sådan hun præsenterede sig for sin herre og mester, og han måtte, han måtte nødvendigvis have en følelse af at være blevet røvrendt, og hun havde selv en følelse af at være blevet røvrendt, og af at det ikke ville blive bedre efterhånden som årene gik, børnene ville blive større, og ansvaret på jobbet som ville blive tungere, for slet ikke at tænke på kroppen der ville blive slappere.” (s. 89)

“Den kvinde Huysmans ledte efter hele sit liv, havde han allerede beskrevet i en alder af syvogtyve eller otteogtyve år i Marthe, hans første roman, offentliggjort i Bruxelles i 1876. Det meste af tiden skulle hun være en husmoderlig kvinde, men hun skulle også være i stand til at forvandle sig til en tøjte – på bestemte tidspunkter, præciserede han. Det lyder ikke særligt indviklet at en kvinde forvandler sig til en tøjte, i hvert fald mindre indviklet end at få en bearnaisesauce til at lykkes; ikke desto mindre ledte han forgæves efter sådan en kvinde. Og indtil videre var det heller ikke lykkedes mig.” (s. 93)

__________
– Michel Houllebecq: Underkastelse. København 2015.

Almindeligheder

sophusclausenHvad kan det nytte Menneskeheden at vide, at en gammel Mær bærer sig ad som en gammel Mær eller at en fersk ung Jomfru er fersk forelsket som en ung Jomfru? Vinternatten i Hexens Sovekammer og Vinternatten med Uskyldighedens vidt opspilede Øjne under Gadelygten – det er begge Dele saa ganske almindelige Hændelser.”

Således skrev Sophus Claussen (1865-1931) engang, som det fremgår af hans Notater og Skitser, København 1993, s. 83 og videre hedder det andetsteds i samme:

“Det daglige Liv har saa ringe Betydning i grunden og er dog, selv for de største, som Havet, hvortil man vender tilbage og hvoraf man må øse.” (s. 114)

Men man kan nu også øse lige vel rigeligt af den forkerte spand:

“At hun, der var gjort af Træ
til Pynt i en borgerlig Stue
– en Skal, et Panel –
sank i Knæ
og lod sig gøre til Frue
forstaar man … men hvem maa ej grue
men han der var lødig og hel,
han gifted sig med et Panel.” (s. 110)