Pissehamrende infantilt

Laughing_FoolJeg er stødt på det på tryk tre gange inden for den sidste uge, senest i et læserbrev i Berlingske, hvor der stod følgende: “det er måske værd at huske på den gamle regel om, at der peger fire fingre ind mod en selv, når man peger fingre ad andre.” Nu ser jeg helt bort fra den kendsgerning, at det højst kan være tre fingre som peger tilbage på en selv, med mindre man peger med tommelfingeren, men helt ærligt; hvad er det for en måde at argumentere på?

Det er på niveau med børnehavelegepladsens “min far er stærkere end din far” og hvad endnu værre er, så er det et udtryk for den bizarre, men desværre  ikke ualmindelige opfattelse, at enhver kritik af hvad andre siger og gør, ikke bare er upassende, men også ligefrem umulig, ud fra den demokratistiske opfattelse af, at hvis bare nogen har en mening om noget, så er den også gyldig, alene fordi dette menneske repræsentere denne mening. Enhver sit og enhvers mening tæller? Intet kunne være mere forkert. Det er en stupid forfladigelse af enhver kvalificeret viden, og – for nu at eksemplificere med noget aktuelt af hensyn til de der ikke kan abstrahere – præcis den måde (ikke) at tænke på, som får forældre til at undlade at lade deres børn vaccinere, fordi de tror de kan vurdere bedre end deres læge.

I modsætning til denne infantile talemåde om fingerpegning, står ordsproget om at “man ikke skal smide med sten, når man selv bor i glashus”. Umiddelbart kan disse to talemåder lyde ens, men den altafgørende forskel er, at ordsproget om drivhuset er en specifik konstatering af at sådan skal man ikke gøre, mens fingerpegevarianten er generel påstand, som kunne omskrives til meningsløse “den der smider med sten, bor selv i et glashus.” Det tror jeg nu ikke …

__________
Ill.: Jacob Cornelisz. van Oostsanen, ca. 1500

Phryne

Jean-Léon_Gérôme_Phryne_1861_02_detPhryne (φρύνη), var en græsk hetære, kendt for sin enestående skønhed, (“even in those parts of her person which were not generally seen“) rigdom og ikke mindst for retsagen mod hende, hvor hun blev forsvaret af sin elsker, oratoren Hypereides, som, da sagen så ud til at skulle tabes, hev tøjet af hende foran dommerne på Areopagos og lod hendes skønhed fylde dem med overtroisk frygt og selvfølgelig bevæge dem så meget, at de da slet ikke nænnede at dømme hende, dette levende billede på Venus, til døden. Phryne, som egentlig hed Mnesaréte (Μνησαρέτη) men havde tilnavnet phryne, som betyder tudse – et tilnavn ofte givet til prostituerede og lign. – levede i det fjerde århundrede f.v.t. og er omtalt hos Plutarch og Pausanias og flere andre og ikke mindst hos Athenaeus (samtidig med Marcus Aurelius), som femhundrede år og hel del sladder senere fortæller følgende anekdoter:

Now Phryne was a native of Thespiæ; and being prosecuted by Euthias Jean-Léon_Gérôme_Phryne_1861_03_deton a capital charge, she was acquitted: on which account Euthias was so indignant that he never instituted any prosecution afterwards, as Hermippus tells us. But Hyperides, when pleading Phryne’s cause, as he did not succeed at all, but it was plain that the judges were about to condemn her, brought her forth into the middle of the court, and, tearing open her tunic and displaying her naked bosom, employed all the end of his speech, with the highest oratorical art, to excite the pity of her judges by the sight of her beauty, and inspired the judges with a superstitious fear, so that they were so moved by pity as not to be able to stand the idea of condemning to death “a prophetess and priestess of Venus.” And when she was acquitted, a decree was drawn up in the following form: “That hereafter no orator should endeavour to excite pity on behalf of any one, and that no man or woman, when impeached, shall have his or her case decided on while present.”

Praxiteles Aphrodite (kopi)
Praxiteles Aphrodite (romersk kopi)

But Phryne was a really beautiful woman, even in those parts of her person which were not generally seen: on which account it was not easy to see her naked; for she used to wear a tunic which covered her whole person, and she never used the public baths. But on the solemn assembly of the Eleusinian festival, and on the feast of the Posidonia, then she laid aside her garments in the sight of all the assembled Greeks, and having undone her hair, she went to bathe in the sea; and it was from her that Apelles took his picture of the Venus Anadyomene; and Praxiteles the statuary, who was a lover of hers, modelled the Cnidian Venus from her body; and on the pedestal of his statue of Cupid, which is placed below the stage in the theatre, he wrote the following inscription:—

Praxiteles has devoted earnest care
To representing all the love he felt,
Drawing his model from his inmost heart:
I gave myself to Phryne for her wages,
And now I no more charms employ, nor arrows,
Save those of earnest glances at my love.

And he gave Phryne the choice of his statues, whether she chose to take the Cupid, or the Satyrus which is in the street called the Tripods; and she, having chosen the Cupid, consecrated it in the temple at Thespiæ. And the people of her neighbourhood, having had a statue made of Phryne herself, of solid gold, consecrated it in the temple of Delphi, having had it placed on a pillar of Pentelican marble; and the statue was made by Praxiteles. And when Crates the Cynic saw it, he called it “a votive offering of the profligacy of Greece.” And this statue stood in the middle between that of Archidamus, king of the Lacedæmonians, and that of Philip the son of Amyntas; and it bore this inscription— “Phryne of Thespiæ, the daughter of Epicles,” as we are told by Alcetas, in the second book of his treatise on the Offerings at Delphi.

Athenaeus, Deipnosophistae 13.59, ovrs: C. D. Yonge 1854 (via Perseus)

Alt dette er selv følgelig intet andet end en undskyldning for at gøre opmærksom på Jean-Léon Gérômes fantastiske maleri Phryné devant l’Areopage fra 1861. Gérômes sans for detaljer kommer i den grad til udtryk i ansigterne på de forsamlede og maleriet indeholder i øvrigt en vidunderlig blanding af komik og drama og – ikke at forglemme – kvindelig skønhed, som vi herfra kun kan bifalde på det kraftigste.

Jean-Léon Gérôme: Phryné devant l'Aréopage 1861
Jean-Léon Gérôme: Phryné devant l’Aréopage 1861

Athenaeus:

But Apollodorus, in his book on Courtesans, says that there were two women named Phryne, one of whom was nicknamed Clausigelos,1 and the other Saperdium. But Herodicus, in the sixth book of his Essay on People mentioned by the Comic Poets, says that the one who is mentioned by the orators was called Sestos, because she sifted and stripped bare all her lovers; and that the other was the native of Thespiæ. But Phryne was exceedingly rich, and she offered to build a wall round Thebes, if the Thebans would inscribe on the wall, “Alexander destroyed this wall, but Phryne the courtesan restored it;” as Callistratus states in his treatise on Courtesans. And Timocles the comic poet, in his Neæra, has mentioned her riches (the passage has been already cited); and so has Amphis, in his Curis. And Gryllion was a parasite of Phryne’s, though he was one of the judges of the Areopagus; as also Satyrus, the Olynthian actor, was a parasite of Pamphila. But Aristogiton, in his book against Phryne, says that her proper name was Mnesarete; and I am aware that Diodorus Periegetes says that the oration against her which is ascribed to Euthias, is really the work of Anaximenes. But Posidippus the comic poet, in his Ephesian Women, speaks in the following manner concerning her:—

Before our time, the Thespian Phryne was
Far the most famous of all courtesans;
And even though you’re later than her age,
Still you have heard of the trial which she stood.
She was accused on a capital charge
Before the Heliæa, being said
To have corrupted all the citizens;
But she besought the judges separately
With tears, and so just saved herself from judgment.

_________
Athenaeus, Deipnosophistae 13.60, ovrs: C. D. Yonge 1854. (via Perseus)

Om fordelen ved at begå selvmord

Måske det bare en trøst du klynger dig til fordi tanken om døden skræmmer dig, måske du virkelig tror på at det forholder sig sådan, at du den dag, når du ikke længere skal have din gang på denne jord, har en aftale med din gud, om at du skal henføres til et andet sted, hvor du skal tilbringe evighedernes evigheder mellem basuner og engle og et ikke ubetydeligt antal jomfruer. Hvis det er din klippefaste tro at det forholder sig sådan, så er der kun en eneste ting du kan gøre, nemlig at tage livet af dig selv, gerne hurtigst muligt, hellere i dag end i morgen, for jo længere du venter, jo værre for dig selv.

Hvor for nu det? Jo, forestil dig at du fremfor den øjeblikkelige og umiddelbare fornøjelse ved at snuffe dig selv, i stedet vælger at udskyde det uundgåelige længst muligt, og i stedet lever et langt og lykkeligt liv, ender på et plejehjem, hvor dine dine svigtende åndsevner og ditto hukommelse allernådigst beskytter dig mod at overvære dit kropslige og mentale forfald i alt for skarp fokus, ja så ender du med at dø på et tidspunkt hvor du, gigtsvag og bestandigt savlende og halvblind og skræmt fra vid og sans af en samfundsudvikling du ikke fatter en brik af, formodentlig kun kan gå med hjælp af en rollator eller endnu værre slet ikke kan gå, men ude af stand til andet end blot vegetere i en hospitalsseng og – allerværst – du vil formodentlig på dette tidspunkt være både galoperende afmægtigt inkontinent og have mistet enhver erindring om hvem dine nære og kære er, såvel som være fuldstændig ude af stand til at huske noget som helst af det, der skete for bare ti sekunder siden. Stort set som at læse den forrige sætning og have glemt hvordan den startede, inden du nåede halvvejs gennem den. (Sorry, det var så min fejl, der burde have været sat punktum omtrent halvvejs.)

Det lyder alt sammen temmelig slemt, men forestil dig så, at du træder ind i evigheden i den tilstand, evigt inkontinent og blottet for den korttidshukommelse, som skal forhindre dig i at starte hver evig eneste dag af evigheden med spørgsmålet: “Hvor er jeg?” efterfulgt af det lige så påtrængende “Hvorfor er mine bukser våde?” Det er bestemt ikke noget at grine af.

Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)
Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)

Men i hvilken tilstand forestiller du dig egentlig ellers, at du skal tilbringe evigheden? At du skal være præcis sådan, at du er på toppen i enhver henseende? På toppen af både din mentale og fysiske formåen? Men det ved du jo godt ikke kommer i samme pakke. Du var formodentlig fysisk på toppen som 22-årig, et tidspunkt af dit liv, hvor du desværre stadig var uerfaren, umoden og rent ud sagt smådum. Mentalt var du på toppen omkring de 50, hvor kombinationen af erfaring og åndsevner var mest gunstig, men allerede der kunne du jo godt mærke, at de første svagheder for længst var begyndt at melde sig. Du kan ikke få det hele med dig; dig som 30-årig er ikke den samme som dig som 60-årig, og du kan jo ikke være både den ungdommelige lykkelige og bære alderdommens erfaringer og klogskab i en og samme person (hvis du ikke forstår dette, så vent til du bliver lidt ældre), men en ting kan du være sikker på, nemlig at der kommer et tidspunkt hvor det går hastigt ned af bakke og du vil, hvis du vil være sikker på at kunne nyde dit evighedsotium på mest fordelagtig vis, helt sikkert ønske at forlade denne verden, inden du for alvor træder ud på det skråplan, som leder mod både fysisk og mentalt forfald og den sikre, uundgåelige død. For helt ærligt, hvor meget gavn tror du en 80-årig har af 72 jomfruer?

Så det store altafgørende spørgsmål for den der tror på evigt liv, er hvornår man skal tage livet af sig selv, for at komme i bedst mulig forfatning derhen, hvor alle jo godt ved at der er meget bedre at være? Det indlysende svar ville være, at man bør tage livet af sig selv, i det øjeblik hvor man er allermest lykkelig, så man var sikker på, at man i hvert fald tog det med sig. Så på dagen for dit bryllup, på dagen hvor du får en ny bil, et nyt hus, hvor du endelig får drømmejobbet … det er på det tidspunkt, at du skal vælge at sige denne verden farvel og drage hen for at møde din skaber. Men om du vil gøre det ved at møde et tog eller måske en lastbil frontalt eller ved at drikke et par flasker whisky og svømme ud i fjorden eller ved at æde alle oldemors sovepiller eller noget helt andet, er dit valg. Men hvad det andet angår, ja der har du egentlig ikke noget valg. Carpe diem!

“Cleombrotus, high on a rock,
Above Ambracia stood,
Bade Sol adieu, and, as he spoke,
Plung’d headlong in the flood.

From no mischance the leap he took,
But fought the realms beneath,
Because he read in Plato’s book,
That souls live after death.”

– Kallimachos, Epig. 23, overs. Tytler 1793

Strøtanker

Set i lyset af de seneste indlæg på denne blog og de samfundsbegivenheder som de afspejler, kan man vist godt konstatere, at hvis religion er den stædige og regelbundne tro på det, som man ikke kan erkende med nogen sikkerhed, så er det ikke så underligt, at fornuften er blevet den vestlige verdens religion.

Jeg er …

En 26-årig mand fra Aarhus er kommet i uføre, efter han forleden skrev tre forbudte ord på facebook. “Je suis Omar” er de magiske ord, som ifølge Dansk Folkeparti og andre skal kvalificere et fængselsophold af længere varighed.

Nu sidder jeg her i min stue og siger ordene højt ud i rummet – Je suis Omar – og smager på dem og forsøger at fornemme, om der skulle være en eller anden magisk kraft i dem, som gør dem så farlige. De smager nu ikke af noget særligt. Måske fordi jeg rent faktisk ikke er Omar, måske fordi jeg ikke er muslim, måske fordi jeg overhovedet ikke sympatiserer med terror eller terrorister eller måske bare fordi jeg lige har drukket kaffe?

Prøver på dansk i stedet: Jeg er Omar! Heller ikke! Men hvad nu hvis jeg gentager dem? – Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! – Intet! Faktisk kan jeg danse rundt på gulvet i stuen med armene i vejret og synge ordene uden at der sker en skid. Medmindre da at naboerne ser mig og melder mig til politiet, for så ryger jeg jo nok i fængsel.

censorshipDer er en pointe med det her, en pointe, som de politikere, der engang, mens sentimentalitetens og forargelsens tåger lå tungt over deres i forvejen ikke særligt veludrustede hjerner, vedtog denne lov, åbenbart ikke har fået med, nemlig misforholdet mellem at man vil straffe en mand for at sige de tre ord, som jo kun er blevet set af ganske få, mens alle danske medier, som har citeret ordene flere gange åbenbart kan gå fri.

Ja, han har udtryk sympati for Omar i en eller anden udstrækning, men hvis det er så farligt at nogen skulle udsige det og især at andre skulle høre det, hvorfor tillades danske medier så at referere og viderebringe sympatien? På den måde spredes den jo hurtigere og videre end den ellers nogensinde ville. Det er jo ikke sådan, at den sympati han har lagt i ordene, på magisk vis fordufter, blot fordi de bliver refereret, de ligger stadig immanent i ordene, som med medierne mellemkomst, er blevet læst af hundredetusinder i stedet for et par hundrede.

Men lad os tage den tanke et skridt videre. Hvis Je suis Omar er forbudte ord, hvad så hvis man pakker dem ind i andre ord og i stedet siger En mand fra Aarhus sagde Je suis Omar, er det så pludseligt i orden? For så referer med jo bare. Eller hvis man nu i stedet sætter det i citattionstegn og skriver “Je suis Omar”, så kan det være enten et citat eller referat eller endda en ironisk distance til hele dette cirkus.

Faktisk kan du, kære læser, slet ikke være sikker på, at dette blogindlæg ikke bare er et dække for at kunne gentage de samme forbudte ord – Je suis Omar – igen og igen og igen. Måske undertegnede er medlem af et hemmeligt selskab af Omarister …

… eller måske er han ikke.

Dobbeltmoralen

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Det er stadig tilladt at udtrykke sympati for den statsterrorisme som Irakkrigen var; den blev jo gennemført på falske og forfalskede præmisser og kostede hundredetusinder af uskyldige mennesker livet. Der var også rigtig mange der med årene havde fik sympati – og gav udtryk for den – med den firedobbelte politimorder Palle Sørensen, efterhånden som han rådnede op i en fængselscelle. Det er i Danmark tilladt at være nazist og det er tilladt at udtrykke sympati for Hitler eller for Stalin, og bifalde deres gerninger som tilsammen fik taget livet af over 50.000.000 mennesker. Du må udtrykke sympati for Pol Pot og Gaddafi, for Rushdie og de Sade, for Nero og Djengis Khan, for Dahmer og Bundy, for Jesus og Muhammed, for Satan, for Pinochet og Franco, for Castro og Mao og for Arafat, som startede som rabiat terrorist, men endte med at tale i FN. Men ikke med Omar.

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Vi kan tillade alt; sympati for de værste massemordere i historien, vi kan tåle at danske nynazister og venstresocialister stiller op til folketingsvalg, vi kan tåle at al verdens religioner latterliggøres (i hvert fald de andres religioner) og når tegninger i en dansk avis skaber kaos og spreder død i gaderne i fjerne lande, klapper vi i hænderne og kalder det ytringsfrihed. Men ve den, som udtrykker sympati for en sølle amatørterrorist, som skaber lidt røre i den lokale andedam. (For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.)

Ytringsfrihed er ikke kun ytringsfrihed for de, der siger det rette, det pæne, det almindelige, det fornuftige og det alle kan være enige i. Nej, ytringsfrihed er kun frihed, hvis den også gælder de, der siger alt det, som ingen kan lide og ingen ønsker at høre. Ytringsfrihed er friheden til også at sige det ekstreme, det ikke accepterede, det farlige og det upopulære. Ikke mindst er ytringsfriheden langt mere den andens ret til at tale om mig, end det er min ret til at tale om ham. Er der ikke frihed til at tale, for den der tænker noget andet, er der ingen ytringsfrihed overhovedet … eller med Rosa Luxemburgs (1871-1919) ord:

“Freiheit ist immer nur Freiheit des Andersdenkenden.” –

 

501

Femhundrede er den alder Noah havde, da han fik sønnerne Sem, Kam og Jafet (jvf. 1. Mos. 5,32), men det er også et et kortspil for bedstemødre og en (lille) bil og en internal server error og den afstand (målt i mil) som en forelsket tosse vil gå til fods for sin udkårne (ifølge en elendig popsang) og sikkert en masse andet ligegyldigt. Knap så ligegyldigt er det, for undertegnede, at femhundrede også er antallet af indlæg på denne blog indtil nu. Dette er så nummer 501!

Det glade vanvid

Birthe Rønn Hornbech, Venstre.“Ytringsfriheden blev [..] ikke en grundlovssikret ret, for at flertallet skulle forhåne mindretal.

Tværtimod giver frihedsrettighederne os ret til at leve i Danmark med vor forskellige tro og kultur. Men uden gensidig respekt kan vi ikke leve med vore forskelligheder.

I øjeblikket er det, som om det ikke respekteres, at vi er nogle stykker, der virkelig ikke mener, at det er så sørens nødvendigt at blive ved med at optrykke gamle Muhammedtegninger.

Jeg er hamrende træt af at høre på debattører, der mener at have eneret på frihedsforståelsen, fortælle dem, der tænker anderledes, at de udøver selvcensur. Sludder og vrøvl.

Det er jo bare et forsøg på at knægte andres ret til at mene anderledes. Man kunne jo lige så godt hævde, at tegningerne for tilhængerne bare er et skalkeskjul for at komme med en muslimfjendtlig tilkendegivelse.”

Skriver Birte Rønn Hornbech i dag i Politiken med sædvanlig fornuft og klarsyn. Hun er et af de få mandfolk i dansk politik.

Hvad kan man gøre andet end at konstatere, at der på den ene side står en større eller mindre gruppe muslimer, som tillader sig – på tværs af alle landegrænser og samfundslag og sociale strukturer – at tage alle andre menneskers meninger som noget meget personligt og er parate til at dræbe de, der måtte mene noget andet end de selv og at der på den anden side står en større eller mindre gruppe mennesker, der enten, som tilhængere af en religion ingen længere gider dø for, retter deres misundelse eller had mod enhver repræsentant for en religion, som stadig inspirerer passionerede tilhængere, eller som mennesker der for længst har mistet den livsfylde, som de kan se, at en yngre religionen giver til andre, retter deres had og foragt mod selvsamme gruppe og selvsamme religion.

Debatten er umulig at deltage i eller navigere i eller orientere sig i, fordi den er helt igennem styret af de skingre stemmer fra struberne på mennesker, som har bagtanke og hensigt og skjulte dagsordener og som styres af hadet mod de andre og mistroen mod det anderledes; uanset om det er oplysningens nedladenhed overfor religionen eller religionens mistro overfor forandring og fornyelse. Fornuften var et af de første ofre for den kamp og er forlængst blevet fordrevet fra den offentlige debat. Tilbage står blot hysteriet.

__________
Birte Rønn Hornbech: Hvorfor står vi så fast på retten til at håne og spotte profeten?, Politiken, d. 17/2 2015.

Terror som underholdning

Politiken kalder det “dokumentation” når de vælger at bringe en lydoptagelse af skudene mod Krudttønden lørdag eftermiddag. Ekstra Bladet behøver ikke et sådan filter, når de under overskriften “Den myrdede var kendt filminstruktør” ikke holder sig tilbage fra at vise en video af redningsfolk, der forgæves forsøger at redde livet på den mand, der blev skudt samme sted.

terroroffer
still fra video på eb.dk

Tidligere på dagen havde Ekstra Bladet måttet nøjes med bringe øjenvidneberetninger fra stedet: “han døde gispende mellem hænderne på os” og “Vi forsøgte at stoppe blødningen. Det blødte kraftigt. I starten gispede han, men efterhånden blev det svagere og til sidst kunne vi ikke mærke puls.” og det har jo ikke nær samme underholdningsværdi … nyheds- og dokumentationsværdi som billede og lyd.

Efter attentatet mod Charlie Hebdo var pressen hurtigt ude med rygtet om at der cirkulerede en video, som viste hvordan terroristerne henrettede en på fortorvet liggende såret fransk betjent, men at den var så uhyggelig, at den blev fjernet igen flere steder fra. Måske af hensyn til offeret og hans familie. Konkurrencehensyn fik dog hurtigt mange medier på andre tanker: hvis den findes, så vil folk se den og det fik de lov til. De mere forsigtige medier valgte at vise videoen, men lod billedet fryse lige i det øjeblik terroristen retter våbnet mod den forsvarsløse betjent og altså overlade det til læserne at fantasere om selve skuddet. Andre var mere uforbeholdne og viste hele klippet.

Det er en svær balancegang. Ekstra Bladet oplevede i sidste uge en smule modvind, da de – uden at konferere med familien først – valgte at bringe billeder af to små børn, som var omkommet i en brand i et privat hjem. Det var for nogen at gå over stregen, selvom flertallet jo gerne vil se dem, akkurat som flertallet gerne vil vide mere om skyderiet i København i går og i nat. Der er formodentlig kun få der ikke ønsker detaljer og man kan vel sige, at jo mere afstumpede eller fantasiløse vi er, jo flere detaljer har vi brug for.

Når et øjenvidne fortæller, at den formodede gerningsmand ligger død uden for hans vindue og politiet banker på døren og fortæller, at de ikke må kigge ud (vel mere som et godt råd, end et direkte påbud) så er der nok ikke mange, som ikke forestiller sig hvordan det mon ser ud: den af politiets kugler gennemhullede terroist, som fik sin bekomst, liggende død på gaden midt i København i en pøl af sit eget blod. Hvem ville ikke gerne se et billede og få sat ansigt på ondskaben …

Det er godt nyhedsstof og gevinsten er flersidet for den nysgerrige og nydelsessyge læser.

Vi bliver gennem terroren mindet om vores egen dødelighed på en måde, som på en gang er tæt på – det foregår jo lige udenfor vores hoveddør – og alligevel ganske ufarlig; du løber stadig end større risiko for at blive dræbt i trafikken, end for at blive skudt af en terrorist, hvis du færdes på gaden i København. Eller som nogle unge mennesker på bytur, som Ekstra Bladet havde snakket med i nat, udtrykte det: “Vi tager hjem, det er for utrygt at være her. Vi tager hjem. Vi tager tilbage til Hillerød.”

Samtidig bliver vi præsenteret for en vidunderlig moralsk opkridtning af verden. Terroren præsenterer os for et perspektiv, en absolut ondskab, som for en stund kan få os til at glemme vore egne små fejl og mangler. Eller med andre ord: terroren gør os gode, ved at give os retten til moralsk forargelse over det onde i verden. (mere om hvorfor vi elsker at hade terroristerne her)

Men så er det altså heller ikke værre! Når vores statsminister udtaler at “Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed …” så er det nok på tide med lidt perspektivering. Jeg er sikker på at civile i de områder i Irak og Syrien, som Islamisk Stat forsøger at erobre, nok for alvor kender til smagen af frygt og magtesløshed. Eller måske ikke engang magtesløshed, for de har muligheden for at gribe til våben og kæmpe imod og de gør det. Magtesløsheden er svær at få øje på, når sikkerheden og trygheden trods alle lurende farer aldrig er længere væk end Hillerød!

Terror er for det store flertal i den vestlige verden som aldrig kommer i personlig kontakt med den – desværre – i sidste ende ikke meget andet end god underholdning, et godt drama. De fleste er vel næppe bevidste om, hvad der rører sig i dem selv og spørger man dem, hvorfor de dog følger dette i nyhederne, hvorfor denne trang til dramatiske og makabre detaljer, ja så har de næppe et overbevisende svar. Hvis det det virkelig er så terroriserende, hvorfor indlader de sig så på at lade sig terrorisere? Et svar kunne være, at når vi læser om det, kilder det os på omtrendt samme måde levsbekræftende måde som en god thriller. Terroren får os til at føle og får os til at føle os i live og man kan sige, at i den henseende er terroren bedre end en god gyserfilm (men ikke så god som sex) og derfor kan vi ikke lade være med at lade os terrorisere. For det er jo en kendsgerning, at hvis ikke politikerne stillede sig op med alvorlige miner og råbte terror og forholdsregler og talte om frygt og magtesløshed og forsikrede os om at folkets tryghed er vigtigere end alt andet og hvis ikke pressen dyrkede det med absurd intensitet (med et tocifret antal artikler på hver eneste avishjemmeside) og vigtigst af alt, hvis ikke vi bare slugte det hele råt, ja så var nattens begivenheder intet andet og mere end blot to tilfældige drab begået af en tosse i sted i København.

… og så ville vi kunne trække på skuldrene og leve videre, som om intet var hændt.

Et spørgsmål om karakter

En eller anden fortalte mig engang, at en sikker måde at spotte en løgner på, er at han ubevidst, for at overbevise både andre og sig selv, ofte vil gentage sin forklaring adskillige gange, eller fremkomme med flere forklaringer eller årsager til hvorfor han gjorde som han gjorde eller hvorfor han sagde det han sagde, i stedet for, som den der taler sandt, blot at ytre sin forklaring en gang. Den ærlige forventer som regel ikke at blive mistroet.

Står det virkeligt til troende, så står det særdeles skidt til med folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, som i weekenden stak af fra et mindre færdelsuheld i Frederikshavn, men som var så uheldig, at en den lokale betjent overværede hvordan han stod ud af bilen, besigtigede skaden og efterfølgende forlod stedet, uden at give den anden part besked om at han havde påkørt hans bil.

Den evige kilde til morskab fra folkedybet, Ekstra Bladet, har fanget Hr. Bøgsted for følgende kommentar:

BB: Jeg havde bare en ‘bad day’. Det er nok det eneste, jeg nogensinde har lavet. Jeg havde simpelthen bare en dårlig dag.

EB: Havde du ikke opdaget, det var sket?

BB: Jo, men jeg havde bare en dårlig dag. Jeg kan kun undskylde alt det jeg kan, for selvfølgelig er det ikke acceptabelt. Jeg havde bare en dårlig dag, hvor det hel gik galt.

EB: Hvad gik galt?

BB: Det ved jeg ikke. Jeg havde bare en dårlig dag.

EB: Du skulle ikke nå noget?

BB: Nej, jeg havde bare generelt en off day. Det er det, det hele drejer sig om.

EB: Havde du drukket, var det derfor du kørte?

BB: Nej, overhovedet ikke. Kun kaffe

EB: Og der var ikke snaps i kaffen?

BB: Nej, det var der i hvert fald ikke.

EB: Frygter du en udsmidning af partiet?

BB: Jeg har haft en dårlig dag, så må jeg tage de konsekvenser, det giver, siger han.

En dårlig dag? Tja … når alle andre forklaringer er utilstrækkelige, kan man jo altid gentage den ene man har, messe den igen og igen, som en art bøn i håbet om, at en eller anden mindre guddom til sidst bliver så irriteret over at høre den gentaget, at han forbarmer sig over en og forvandler løgnen til den skinbarlige sandhed, eller måske bare i håbet om, at man kan gentage den så mange gange, at man i det mindste kan opnå den trøst som ligger deri, selv at blive overbevist om, at sådan forholder det sig rent faktisk. Undertiden er alt andet bedre end selverkendelsen …

GabestokReelt er der dog ingen undskyldninger der duer i sådan en situation, heller ikke løgnerens absolut sidste udvej – når der ingen anden årsag er til miseren end egen svaghed – nemlig at skyde skylden på dagen, med det underforståede men helt igennem utilstrækkelige og lidet overbevisende forsvar, at det hele skam var dagens skyld og at sådan er man da normalt ikke.

Men det er man jo. I ovenstående tilfælde er det jo såre banalt; chancen for at redde egen røv har vejet tungere i øjeblikket, end samvittigheden overfor den person der er blevet voldt skade. Det er ikke særligt elegant eller værdigt, men måske nok menneskeligt. I sidste ende er det dog ikke andet, end et spørgsmål om en svag karakter; kunne du gøre det på dagen, kunne du gøre det når som helst, for det retskafne menneske bliver ikke pludselig forvandlet til en uærlig slyngel fordi dagen er dårlig eller fordi noget som helst andet.

Seneca konstarerede at ducunt volentem fata, nolentem trahunt, og man man tilføje at hvad der gælder skæbnen, gælder også den offentlige moral; træder du aldrig ved siden af, havner sgu nok heller ikke i gabestokken. Det særdeles påtrængende spørgsmål om der overhovedet er nogen af os, som er fejlfri, ja det lader vi ligge, som den indiskretion det ville være at stille det.

DF’er stak af fra trafikuheld, EB d. 9/2 2015

Pacifismelogik

Efter det kom frem forleden, at Islamisk Stat (som jo slet ikke er en stat, men blot en bande afstumpede bøller med en uhyggelig mængde våben og matchende mentalitet) havde taget livet af en tilfangetagen jordansk pilot ved at spærre ham inde i et bur og sætte ild til ham, har Jordan i en reaktion herpå fremskyndet henrettelsen af en dødsdømt og tilsyneladende uduelig kvindelig selvmordsbomber, som Islamisk Stat egentlig havde forsøgt at udveksle med selvsamme pilot, selvom de allerede havde myrdet ham længe forinden.

Videoen af drabet på piloten, optaget i hd, med udvaglte sekvenser i slow og med perverst stemningsfuld underlægningsmusik blev offentliggjort forleden på flere mere eller mindre obskure medier, men hurtigt fjernet igen: den er absolut ubehagelig, både hvad angår selvehandlingen og hvad angår tankerne, der ligger bag dens fremstilling.

is
Still fra video (via dumpert.nl)

Ovenpå dette er det måske en forståelig følelsesladet reaktion fra Jordans side, at man henretter en i forvejen dødsdømt fange. Det kunne nu også ses som en temmelig rationel handling: så er hun da af vejen og der kommer ikke flere forsøg på at udveksle hende med tilfangetagne gidsler. Vi kan ikke vide og kommer aldrig til at vide, hvilke tanker der ligger bag.

Men uanset, så går den slags lystmord jo ikke an i en moderne verden og til Politiken, d. 4/2 2015 udtaler lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, Søren Schmidt følgende vurdering af Jordans reaktion:

“Det virker uklogt. I stedet for at holde sig fra det beskidte spil, mudrer man sig selv til. Man kan være så godt som sikker på, at Islamisk Stat nu tænker, at det er deres tur næste gang til at give igen.”

Man kunne nok, og med nogen rimelighed, indvende, at Islamisk Stat ikke har lavet andet, end at give verden igen og igen og igen og det har de gjort overalt, hvor de har haft mulighed for det, ved at dræbe og filme drabet på ethvert gidsel de kan få fat på, i et sikkert velkalkuleret forsøg på at støde alle normale mennesker fra sig og efterfølgende tiltrække det pak, som måtte være tilovers.

Det bliver ikke bedre af, at Søren Schmidt fortsætter retfærdiggørelsen af egen pacifisme, med at konstatere at “henrettelserne af de to fanger kan medvirke til en polarisering, der kan blive farlig for Jordan.” Mon ikke offentliggørelsen af videoen som ovenstående still stammer fra, i forvejen har trukket fronterne tilstrækkeligt tydeligt op, såvel i Jordan som i resten af verden? Hvoraf kommer denne berøringsangst overfor konsekvenserne af krig og strid? Hvoraf denne berøringsanst overfor døden? Hvoraf denne frygt for at engagere sig helhjertet i det beskidte spil? Man kan nu engang ikke muge ud i stalden, uden af få lort på støvlerne.

Jeg kommer til at tænke på Enhedslistens udenrigsordfører (sic!) Christian Juhl, som i oktober naivt udtalte til Politiken, d. 17/10 2014:

“Der skal indgås dialog med ISIL, uanset hvor vanskeligt det kan se ud.”

og endvidere, adspurgt om han troede man kunne overtale IS til noget, svarede:

“Jamen, hvorfor ikke. Hvis man bruger en kombination af at få lukket totalt af for, at de kan sælge olie, stopper alle sponsorbetalinger til dem og så går ind og siger »Hey, nu skal det stoppe, ellers har I ingen venner på den her jord«. Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?”

Jamen, de har allerede ingen venner på jord. I hvertfald ingen normale, empatiske, rationelle mennesker. De betår af og følges af ligesindende religiøse tosser og, som jeg vist har skrevet tidligere (se: fools of the world), så kan man ikke tale fornuft med religiøse fundamentalister. Jo mere formørkede mennesker er, i deres urokkelige tro på at deres egen gud er udgangspunktet for den eneste universelle og evigt gyldige sandhed, jo mindre tilbøjelige er de, til at lytte til fornuft og logik. Det er ret enkelt.

Derfor er kun et middel der virker overfor menneske som disse, og det er at besvare hårdt med hårdere og kort sagt dræbe flere af dem, end de kan nå at dræbe af os og ikke mindst at gøre det hurtigt og effektivt, inden deres gift spreder sig mere end højst nødvendigt. Écrasez l’infâme!

– o O o –

Som en kuriøsitet, da manden tilsyneladende er fuldstændig blottet for fornuft og omtanke, skal da lige tilføjes Christian Juhls imbecile svar på det ret påtrængende spørgsmål:

“Christian Juhl, hvem forestiller du dig rent praktisk skal indlede dialogen med IS?

Det skal de, der har den bedste kontakt til dem. Det besynderlige er jo, at vestlandene, især USA, har trænet dem på et tidspunkt, og Qatar og Saudi-Arabien, som nu er med i den koalition, har været store økonomiske støtter af dem, så derfor må der være nogle kontakter. Jeg har ingen kontakter til dem, så jeg aner ikke en pind om det …” (Politiken, d. 17/10 2014)

Nej, tydeligvis ikke! Personligt kunne jeg nu godt tænke mig, at se Christian Juhl sendt afsted på en fredsbevarende mission til Isilland, hvor han med hvidt flag i den ene hånd og en arabisk parlør i den anden, kunne forsøge at udrive Allahs udsendte af deres vildfarelser. Måske vi oven i købet kunne være så heldige, at Isilerne ville dokumentere mødet på en fin lille video.

__________
Forsker: Hævn-henrettelser i Jordan er vand på Islamisk Stats mølle. Politiken, d. 4/2 2015
EL kræver dialog med Islamisk Stat. Politiken, d. 17/10 2014