The stranger within my gate

Rudyard_Kipling… og i disse tider, hvor der er så megen snak om de fremmede og hvad de er for nogen, med deres mystiske primitive religioner og deres besynderlige sprog og hvor disse kendsgerninger misbruges af mentalt mindrebemidlede politikere og andre misforstre, så kan man jo alligevel godt, som en modvægt til de blogindlæg ovenstående links henviser til, gennem nobelprismodtageren Rudyard Kiplings øjne, tage et poetisk kig på, hvad der egentlig er på spil, med alt det der fremmede og anderledes.

For samfundsdebatten er for længst ødelagt og polariseret i et stædigt og ubøjeligt og stupidt for eller imod, men jeg, jeg er hverken for eller imod. Jeg er begge dele og ingen af dem på een gang, for hvordan skulle jeg kunne vide hvad der det rette og det fornuftige, splittet som jeg er, mellem tanken om at alt skal forandres til det fundamentalt anderledes og ukendte og tanken om at alt skal forblive i det forfærdelige velkendte og kedsommelige.

Kipling skrev for lidt over hundrede år siden:

The Stranger within my gate,
He may be true or kind,
But he does not talk my talk —
I cannot feel his mind.a
I see the face and the eyes and the mouth,
But not the soul behind.

The men of my own stock
They may do ill or well,
But they tell the lies I am wonted to.
They are used to the lies I tell,
And we do not need interpreters
When we go to buy and sell.

The Stranger within my gates,
He may be evil or good,
But I cannot tell what powers control
What reasons sway his mood;
Nor when the Gods of his far-off land
Shall repossess his blood.

The men of my own stock,
Bitter bad they may be,
But, at least, they hear the things I hear,
And see the things I see;
And whatever I think of them and their likes
They think of the likes of me.

This was my father’s belief
And this is also mine:
Let the corn be all one sheaf —
And the grapes be all one vine,
Ere our children’s teeth are set on edge
By bitter bread and wine.

Eventyret i den fremmede Stad

Friedrich von Amerling: Oehlenschläger (1844)
Adam Oehlenschläger (1844)

Hvad pokker skulle man bruge sådan en tirsdag aften i januar på, om ikke i selskab med Adam Oehlenschläger (1779-1850), en flaske whisky og Eventyret i den fremmede Stad? Når man nu på tredje år ikke ejer et tv og er desto lykkeligere derved, kan man passende hengive sig til fortidens dramaer og nyde denne romance af vores nationaldigter, som på mindre end hundrede vers præsenterer os for intet mindre end tre forliste kærligheder og to drab og hensigten om et tredje, altsammen iscenesat i en fremmed og formodentlig sydlansk stad. En munter lille tragedie i kortform, som ellers ikke helt passer ind i vores kategori sjov med meningsløs vold, eftersom forløbet giver ganske god mening i al sin dramatiske udfoldelse.

Og som jeg nu hen ad Gaden gik
I den fremmede Stad,
Da faldt paa en Møe mit speidende Blik;
Hun i Vinduet sad.

Jeg stod, og glemte at vandre hiem,
Saa elskovsvarm.
Over smekkre Midie svulmede frem
Den unge Barm.

Hendes Øine var store, hendes Hænder var smaae,
Hun var saa rank,
Bort skulde jeg gaae, men jeg kunde ey gaae.
Hendes Øye sank.

Hver Dag jeg hen forbi Vinduet gik
I den fremmede Stad;
Hun skienkte mig altid et venligt Blik,
Før vi skiltes ad.

Min Cithar under Vinduet klang,
Var Natten smuk;
Hun lønned altid min Elskovssang
Med et sagte Suk.

En Midnat smelted den Huldes Aand,
Da Cithren lød.
Hun rakte mig kierligt sin Lilliehaand,
Den var saa blød.

En Rose jeg trykte i sneehvide Hud,
Med brændende Mund.
Hun smilte og saae saa venligt ud,
Saa bortsvandt hun.

Tungsindig tit forbi speilklare Søe
Jeg tog min Vey,
Ukiendt med Hver, selv den elskede Møe
Jeg kiendte ey.

Jeg gik i Nætter og Dage tree,
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Dag derhen jeg gik,
Med tunge Skridt,
Da standsed i Vindvet mit matte Blik
Paa noget Hvidt.

O da hæved sig atter saa glad, saa glad,
Mit Hierte trangt;
Men ak! det var ikke min Møe, der sad,
Men et Klæde langt.

Jeg gik i Nætter og Dage tree
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Nat derfra jeg gik,
Og vilde bort;
Da standsed i Porten mit matte Blik
Paa noget Sort.

Jeg hylled mig ind i min lange Talar
Med forvirret Sands.
En Liigkiste ud af Palladset man bar
Med en Jomfruekrands.

Jeg sneg mig bagefter i Fakkelskin,
Med den lange Rad.
I en Kirke de satte Kisten ind,
Og skiltes ad.

Taus skiulte jeg mig i et Pulpitur,
Saa kold og bleg;
Giennem Blyevindvet saae jeg, i sorte Natur,
Blodmaanen steeg.

Da vilde jeg rave til Kisten hen,
Som for Altret stod;
Men jeg hørte Noget at rasle igien.
Iis blev mit Blod.

Og grant jeg en Yngling ved Kisten saae,
Bleg som en Aand.
Den duftende Krands han stirrede paa
Med en Dolk i Haand.

“Dig har jeg nu givet til Døden hen,
Troeløse Møe!
I Morgen din ukiendte, fremmede Ven
Skal ogsaa døe.”

Da sneg jeg mig bag ham med harmfuld Aand,
Med Hævnens Lyst;
Og vristed ham Dolken af skielvende Haand.
Den fandt hans Bryst!

Rødt strømmed hans Blod som en skummende Elv
Over Kisten lang.
Da tonede Orglet af sig selv
En Sørgeklang.

Jeg raved til Døren med selsomt Mod,
Slukt var mit Had.
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.

Kun syv år efter digterens død kastede gribbene … skrev Liebenberg om digterens hang til at finpudse detaljer i sine værker og gav samtidig en version af ovenstående digt, som slutter således:

Jeg raved til Dören med bange Mod
Kun lidet Glad
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.

F. L. Liebenberg: Nogle Bemærkninger Om Textcritiken i Oehlenschlägers Skrifter, Nordisk Universitets-Tidsskrift vol. 3.1 s.191-218. (Ill. nedenfor via runeberg.org)

… og han konstaterer lærd og tørt, at “Mange ville i sidste Strophe maaske nödigt savne den Læsemaade, som de fra “Poetiske Skrifter” eller senere Udgaver ere vante til, Slukt var mit Had, uagtet den ikke kan kaldes god, da der i Romancen kun har været Tale om Kærlighed, Skinsyge og Hævn, men ikke om Had.”

“Mange” må så være det brede publikum, som selvfølgelig ikke sætter pris på de finere detaljer, men man kan nu godt indvende, at hvor kærlighed og skinsyge er følelser, er hævnen den handling, eller trang til at handle, som udspringer af følelsen af had, som i øvrigt kan balanceres så smukt, når man også bærer i sig hævnens lyst.

Hvad der ikke rører sjælen

Jeg har aldrig været nogen stor beundrer af Marcus Aurelius, eller af stoicismen i det hele taget, og det kan der være mange mere eller mindre gode grunde til, men det er primært et spørgsmål om temperament. Det værende sagt, så er det svært, når man ser hvordan vore politikere løber hovedløst rundt med armene i vejret og råber “krig” midt i en fredstid og vi alle lever i konstant frygt for hvornår den næste satiriker mon skal blive snuffed og når en dansk avis i søndags kunne berette om regeringens mørklægning af omstændighederne omkring efterretningstjenestens eventuelle masseovervågninger af danskere, ikke at kigge på filosofkejserens livsfilosofi med en smule sympati. Derfor følger her et par citater fra fra hans Meditationer, om ikke af anden årsag, så bare til almindelig moralsk opbyggelighed og måske for at indgyde lidt tiltrængt sindsro.

Marcus Aurelius (121-180)
Marcus Aurelius (121-180)

“If thou workest at that which is before thee, following right reason seriously, vigorously, calmly, without allowing anything else to distract thee, but keeping thy divine part pure, as if thou shouldst be bound to give it back immediately; if thou holdest to this, expecting nothing, fearing nothing, but satisfied with thy present activity according to nature, and with heroic truth in every word and sound which thou utterest, thou wilt live happy. And there is no man who is able to prevent this.”

Med. III.12. Overs. George Long 1862 og i Med. V.16. hedder det endvidere:

“Things themselves touch not the soul, not in the least degree; nor have they admission to the soul, nor can they turn or move the soul: but the soul turns and moves itself alone, and whatever judgements it may think proper to make, such it makes for itself the things which present themselves to it.”

Men Gud fri mig vel; selvfølgelig er vi heller ikke mere opbyggelige, end at der her ikke skal gives svar, uden at der afsluttes med et spørgsmål. Døren er altid åben, ikke?

“… be content if thou shalt live the rest of thy life in such wise as thy nature wills. Observe then what it wills, and let nothing else distract thee; for thou hast had experience of many wanderings without having found happiness anywhere, not in syllogisms, nor in wealth, nor in reputation, nor in enjoyment, nor anywhere. Where is it then?” (Med. VIII.1)

At lade vreden herske over viljen

Bouguereau_Dante_Virgil
W. A. Bouguereau – Dante og Vergil i Helvede (1850) 

Og jeg, der stod og spejded, fik da øje
på folk dernede, indsmurte i mudder
men ellers nøgne, og med vrede miner.
Med hænder, hoved, bryst og fødder slog de
løs på hinanden, og med deres tænder
flåed de store lunser af hinanden.
Min gode mester sagde: “Min søn, her ser du
dem som lod vreden herske over viljen:
og nede under vandet, skal du vide,
ligger der folk der sukker, og som derved
sender de bobler op som du bemærker
omkring os her på mosens overflade.
Fanget i dyndet siger de: ‘Vi besudled
med vores sure dunst den luft der elskes
og kærtegnes af solen: derfor må vi
nu ånde gennem dette sorte pløre.’
Den hymne gurgles dér i deres struber,
dog ikke med så klare ord som disse.”

– Dante: Den Guddommelige Komedie. Sang VII v. 109-125. Overs. Ole Meyer.

Racismens grænseland – 2

Det her må være en af de værste omgang intelligensmæssig striptease fra en politikers side, siden dengang Villy Søvndal troede at Fort Bragg var en hemmelig amerikansk underjordisk base på Grønland!

Forleden udtalte Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen følgende i Ekstra Bladet, i anledning af at en Føtex-butik havde ophængt et enkelt skilt på arabisk, som en service til flygtninge på et lokalt asylcenter:

“… det her [er] at gå over grænsen. Når man driver virksomhed i Danmark, har man et ansvar for samfundsudviklingen.”

og

“Det er at gå over grænsen. Skal vi også til at skilte på kinesisk? Nej, Føtex må komme ind i kampen og indse, at de har et samfundsansvar.”

Det kan tilføjes at ja, Magasin skilter både på russisk og kinesisk af hensyn til kunderne, men det er en anden historie.

Bemærk de to ord: samfundsudvikling og samfundsansvar!

Selvom Martin Henriksen efter dette udfald mod Føtex havnede i noget af en mediestorm, valgte han ikke, som det nok ellers ville være klogest, at beklage og komme videre hurtigst muligt, i håbet om at folk ville glemme … næh nej, Hr. Henriksen valgte at fordoble indsatsen: han forsøgte at forklare og forsvare, noget der helt sikkert, hvis det overhovedet var muligt, ville kræve evner, som Hr. Henriksen tydeligvis ikke er i besiddelse af.

danskfolkeparti
Fra Dansk Folkepartis hjemmeside anno 2005 (via http://web.archive.org)

Efter at det i går kom frem, at Dansk Folkeparti tidligere har haft deres partiprogram liggende på deres hjemmeside på både tyrkisk, hebræisk og arabisk, blev Hr. Henriksen efterladt med noget af et forklaringsproblem og det slap han ikke ud af uden yderligere skrammer. Ekstra Bladet spurgte således: “Hvordan har du det så med, at DF selv har oversat partiprogrammet til arabisk?”

“Jeg synes, at der er en tendens til at debatten nogle gange bliver lidt overfladisk.  Måske endda meget overfladisk. At vi på vores hjemmeside af hensyn til udenlandske journalister – eller andre folk fra udlandet – har oversat det til forskellige sprog, synes jeg er noget helt andet.”

Det er altså i orden, at vi oversætter ting af hensyn til udlændinge i Danmark, bare vi ikke gør det af hensyn til udlændinge som ligefrem er så uforskammede at bo her. Ikke ligefrem indlysende, men det lader vi passere, for det bliver værre endnu; således adspurgt, “Men hvor er forskellen på, om man oversætter en tekst om skosalg og DF’s partiprogram?” svarer Hr. Henriksen:

“Det er det, jeg lige har forsøgt at forklare dig. Jeg synes også at der helt grundlæggende er forskel på et par sko og samfundsudviklingen i Danmark, som partierne dybest set er et udtryk for.”

Ergo: Hvis Føtex oversættter noget til arabisk, viser de manglende ansvar overfor samfundsudviklingen, men hvis Dansk Folkeparti gør det samme, er det af hensyn til samfundsudviklingen.

Seriøst, Hr. Henriksen?

Hvad er egentlig værst: at man som sit partis forsvarspolitiske ordfører ikke aner om en af verdens største militærbaser ligger i ens eget land (jvf. Søvndal til grin, BT d. 27/8 2004) eller om man som Hr. Henriksen, der er i øvrigt er sit partis integrationsordfører, ikke har så meget styr på begreberne, at man kan undgå, indenfor blot et døgn, at modsige sig selv så konsekvent?

Komplekse problemstillinger kræver stringent tænkning; man kan således ikke den ene dag bruge et begreb i én betydning og den næste dag i en anden, eller det kan man ikke, hvis man er en samvittighedsfuld og kompetent politiker: noget sådant er ren demagogi, omend ikke af en specielt kvalificeret art.

Som borger i et demokratisk land er der kun en ting, som man behøver at spørge sig selv om, nemlig: Hvad er motivet?

 

__________
DF-ordfører: Arabisk Føtex-skilt er et knæfald for islam. EB d. 22/1 2015.
DF om Føtex-hykleri: Det er overfladisk. EB d. 23/1 2015

Citronmåne

Så er den gal igen; endnu en af tosserne fra den yderste højrefløj kom i dag til at åbne munden så meget, at man havde frit udsyn til den katedral af et intrakranielt tomrum, som han slæber rundt på. Anledningen? Jo, der hang et enkelt lille skilt i en enkelt Føtex-butik, og det skilt var, som en “ekstra service til en stor gruppe af syriske flygtninge, som bor på et asylcenter 300 meter fra varehuset, og som af gode grunde hverken taler eller læser dansk”, skrevet på arabisk. (Derfor skilter Føtex på arabisk, EB d. 22/1 2015)

For en god ordens skyld bør det pointeres, at det fremgår at “det ikke er en generel Føtex-politik at skilte på andre sprog end dansk”, men at der kan gøres enkelte undtagelser, således har Føtex i Sønderborg skilte på tysk af hensyn til deres tysktalende kunder.

Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti udtaler (DF-ordfører: Arabisk Føtex-skilt er et knæfald for islam. EB d. 22/1 2015) :

“Skiltningen er et knæfald for den stigende islamisering, der sker af vort samfund. Hvis ikke folk forstår dansk, kan de jo eventuelt bare spørge personalet i Føtex. Ved at skilte på arabisk signalerer Føtex, at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt.”

DRArabic
Danmarks Radios nyheder på arabisk.

Der findes millioner af skilte i Danmark som er på dansk, og som dermed signalere det stik modsatte af hvad dette ensomme skilt i en enlig Føtex-butik signalerer; ergo er der intet problem. At man er så venlig at orientere en større gruppe flygtninge, som jo nok ikke har overskud af personlige ejendele, om at der er udsalg på tøj, kan næppe være et knæfald for noget som helst. Hvad angår alle de arabere der ikke gider lære dansk, så seviceres de i forvejen af Danmarks Radio, hvis hjemmeside bringer nyheder på arabisk (såvel som tyrkisk og somalisk), ligesom de gennem temmelig mange år har serviceret alle de dovne grønlændere heller ikke gider lære dansk.

Martin Henriksen fortsætter:

“Det har som sagt en stor symbolsk værdi. […] det her er at gå over grænsen. Når man driver virksomhed i Danmark, har man et ansvar for samfundsudviklingen.”

Nej, det har man ikke! Der er ingen lov, der siger noget som helst om, at man skal drive forretning under ansvar for samfundsudviklingen og hvis der var, var der nok en del multinationale selskaber, hvis skatteforhold i Danmark kunne trænge til at blive gransket i langt højere grad end dette ene sørgelige skilt.

Og fortsætter:

Selvfølgelig må Føtex tjene penge. Men det kan fra tid til anden være ubehageligt at være vidne til, hvor langt virksomheder vil gå for at tjene penge. Her mener jeg ikke, at man skal gå på kompromis med det danske sprog.  Så kan vi jo blive ved med at indrette det danske samfund efter folk udefra. Det er at gå over grænsen. Skal vi også til at skilte på kinesisk? Nej, Føtex må komme ind i kampen og indse, at de har et samfundsansvar.

Gad vide om den Martin Henriksen nogensinde forlader sit husmandssted og kommer ud i verden? Det store flertal af danske butikker har forlængst droppet det danske sprog og holder sale i stedet for udsalg og kommunikerer gerne og ofte i engelsk-amerikanske slagord. Københavns Universitets hjemmeside findes i en engelsk version af hensyn til de der ikke kan dansk. Det netop afholdte Melodi Grand Prix blev arrangeret af en organisation som hedder Wonderful Copenhagen, for “Vidunderlige København” lyder åbenbart ikke tilnærmelsesvis eksotisk nok. Ja, selv både Folketingets og Københavns Kommunes hjemmesider findes i en engelsk version. Det engelske har forlængst sneget sig ind overalt i en sådan grad, at vi ikke engang bemærker det længere. Men det gør vi åbenbart, når det drejer sig om nogle få ord på arabisk.

Men det er selvfølgelig heller ikke det danske sprog, som ligger Martin Henriksen på sinde. Næh nej, det handler om at der er en masse mennesker i Danmark som Martin Henriksen bare ikke kan lide (hvilket selvfølgelig ikke kan overraske). Således adspurgt om “… hvorfor ikke hjælpe syriske flygtninge – der har gennemgået en hård tid – lidt på vej med at skilte på deres modersmål?” kommer det afslørende svar:

“Mit svar er, at jeg slet ikke synes, at disse flygtninge skal være i Danmark …”

Ja, det kan man selvfølgelig diskutere om de burde, men eftersom de allerede er her og er her i overensstemmelse med gældende dansk lov, så skal de også behandles ordentligt. Det er ret enkelt.

Men så er det jo man griber sig i – og her gentager jeg mig selv – at tænke på hvordan den offentlige debat ville se ud, om vi ikke havde racismeparagraffen. Hvad ville der komme ud af munden på personer som Martin Henriksen, hvis han kunne tale helt frit? Hvis han ikke behøvede at begå alle disse krumspring, for at få en billig pointe igennem. Ville der være mere i posen? Ville den sorteste galde strømme frit fra ham om han ikke skulle bekymre sig om politianmeldelser, eller ville han blot fortsætte i samme rille, med sit smålige had camoufleret som bekymring for Danmarks sprog og fremtid?

Ville vi overhovedet ønske at få det spørgsmål besvaret?

Om at kede sig ihjel

En mand ved navn Jesper Tilsted fra en landsby i nærheden af Viborg, “er blevet idømt 10 dages betinget fængsel og en betinget frakendelse af sit kørekort i et halvt år, fordi han i august i fjor i kådhed kørte med sine to sønner på seks og otte år på taget af sin bil. Sønnerne sad i hver sin fastspændte kajak og faren kørte ifølge eget udsagn meget langsomt, men det formildede ikke en mor til et barn fra samme SFO, som Jesper Tilsted hentede sine sønner. Hun fotograferede køreturen og meldte Jesper Tilsted til politiet …” (Torben Rask: Med børnene på biltaget hjem fra SFO. EB d. 22/1 2015)

Suk!

Da jeg var barn, spændte naboen, som var bonde, en vinterdag fire kælke efter sin traktor og gav en flok unger en tur gennem den landsby, hvor vi boede. Der var fart på og det var skidesjovt! Det var også en den slags oplevelser fra barndommen, som jeg husker tydeligt her fyrre år efter. Det var sikkert også farligt, i hvertfald skulle vi selv sørge for at bremse med fødderne når han stoppede, for ikke at fortsætte ind under traktoren, men det blev det bestemt ikke mindre sjovt af, selvom jeg tydeligt husker at han sad der i sin traktor, højt hævet over os og hele tiden havde et øje på os. Der kan ligge stor fornøjelse i fornemmelsen af en umiddelbar fare, også selvom den er indbildt og stort set ikke eksisterer udenfor det begejstrede barnesind.

Så hvem pokker har frataget den dommer ved retten i Holstebro, som dømte i ovenstående sag, brugen af sin sunde fornuft og det medmenneskelige overskud, der kunne have fået ham til at grine den sag ud af retten, med intet andet og mere end en venlig henstilling til faderen, som udtaler: “Jeg havde selvfølgelig aldrig gjort det, hvis det havde været farligt. Jeg er som kajakinstruktør med elever i to meter høje bølger vant til at forholde mig til faremomenter og sikkerhed, så jeg løber naturligvis heller ikke nogen kalkuleret risiko med mine egne sønner.” Det ville have været det fornuftige. Men ligefrem fængselsstraf …

Hvem pokker har givet vore politikere og andre nævenyttige den opfattelse af alt skal reguleres og begrænses og sikres, til der til sidst ikke er plads og rum til livsudfoldelse, fordi love skal overholdes til sidste punktum og uden undtagelse? Og hvem pokker er det, der har givet pædagoger (og andre stakler) den opfattelse, at verden og livet er noget man skal sikre sig imod på enhver tænkelig måde og for enhver pris; at det er noget der skal leves uden nogen som helst risiko eller spænding?

Svaret er selvfølgelig, at det har de livsfrygtige mennesker, der som moderen der anmeldte i omtalte sag, helt har glemt hvad det vil sige at være barn og endnu værre: som ikke har forstået, hvad det vil sige at have børn …

… eller som Hunter S. Thompson engang skrev: “So we shall let the reader answer this question for himself: who is the happier man, he who has braved the storm of life and lived or he who has stayed securely on shore and merely existed?

Falaris’ Tyr

Virkeligheden er i høj grad noget overvurderet lort, fyldt med nævenyttige forskere, som med deres kedsommelige fakta formår at henlægge enhver fantasifuld, brutal, dramatisk, tragisk eller i det hele taget bare spændende historie til fantasiens eller myternes verden! Se nu for eksempel bare hvad Den Store Danske Encyklopædi skriver om tyrannen Falaris:

Falaris, d. ca. 554 f.Kr., tyran i Akragas, nuværende Agrigento i Italien.  Historien om Falaris som en særlig brutal tyran, der ristede sine ofre levende i en bronzetyr, er tvivlsom. Akragas ser ud til at have blomstret i hans regeringstid.

Vi ser helt bort fra den moraliserende antagelse af, at (by)samfund ikke kan trives og blomstre under tyranners styre, og haster videre til nogle langt mere interessante kilder.

Cicero:

“Some ages afterwards, Publius Scipio took Carthage, in the third Punic war; after which victory, (remark the virtue and carefulness of the man, so that you may both rejoice at your national examples of most eminent virtue, and may also judge tire incredible audacity of Verres worthy of the greater hatred by contrasting it with that virtue,) he summoned all the Sicilians, because he knew that during a long period of time Sicily had repeatedly been ravaged by the Carthaginians, and bids them seek for all they had lost, and promises them to take the greatest pains to ensure the restoration to the different cities of everything which had belonged to them. Then those things which had formerly been removed from Himera, and which I have mentioned before, were restored to the people of Thermae; some things were restored to the Gelans, some to the Agrigentines; among which was that noble bull, which that most cruel of all tyrants, Phalaris, is said to have had, into which he was accustomed to put men for punishment, and to put fire under. And when Scipio restored that bull to the Agrigentines, he is reported to have said, that he thought it reasonable for them to consider whether it was more advantageous to the Sicilians to be subject to their own princes, or to be under the dominion of the Roman people, when they had the same thing as a monument of the cruelty of their domestic masters, and of our liberality.” (Cic. Ver. 2.4.73 / tr: C.D.Yonge)

Diodor:

“This Phalaris burned to death Perilaus, the well-known Attic worker in bronze, in the brazen bull. Perilaus had fashioned in bronze the contrivance of the bull, making small sounding pipes in the nostrils and fitting a door for an opening in the bull’s side and this bull he brings as a present to Phalaris. And Phalaris welcomes the man with presents and gives orders that the contrivance be dedicated to the gods. Then that worker in bronze opens the side, the evil device of treachery, and says with inhuman savagery, “If you ever wish to punish some man, O Phalaris, shut him up within the bull and lay a fire beneath it; by his groanings the bull will be thought to bellow and his cries of pain will give you pleasure as they come through the pipes in the nostrils.” When Phalaris learned of this scheme, he was filled with loathing of the man and says, “Come then, Perilaus, do you be the first to illustrate this; imitate those who will play the pipes and make clear to me the working of your device.” And as soon as Perilaus had crept in, to give an example, so he thought, of the sound of the pipes, Phalaris closes up the bull and heaps fire under it. But in order that the man’s death might not pollute the work of bronze, he took him out, when half-dead, and hurled him down the cliffs.” (Diod. 9.19.1 / tr.: by C.H.Oldfather)

Lukian, som lægger ordene i munden på Falaris selv:

“And now I must explain to you the origin of my present offering, and the manner in which it came into my hands. For it was by no instructions of mine that the statuary made this bull: far be it from me to aspire to the possession of such works of art! A countryman of my own, one Perilaus, an admirable artist, but a man of evil disposition, had so far mistaken my character as to think that he could win my regard by the invention of a new form of torture; the love of torture, he thought, was my ruling passion. He it was who made the bull and brought it to me. I no sooner set eyes on this beautiful and exquisite piece of workmanship, which lacked only movement and sound to complete the illusion, than I exclaimed: “Here is an offering fit for the God of Delphi: to him I must send it.” “And what will you say,” rejoined Perilaus, who stood by, “when you see the ingenious mechanism within it, and learn the purpose it is designed to serve?” He opened the back of the animal, and continued: “When you are minded to punish any one, shut him up in this receptacle, apply these pipes to the nostrils of the bull, and order a fire to be kindled beneath. The occupant will shriek and roar in unremitting agony; and his cries will come to you through the pipes as the tenderest, most pathetic, most melodious of bellowings. Your victim will be punished, and you will enjoy the music.”(Luc. Phal. 1.11 / tr: Fowler)

Men musikken blev altså ikke rigtig påskønnet af tyrannen, som ikke bare syntes at Perilaus’ opfindsomhed var lige i overkanten, men ligefrem blev frastødt af den:

‘His words revolted me. I loathed the thought of such ingenious cruelty, and resolved to punish the artificer in kind. “If this is anything more than an empty boast, Perilaus,” I said to him, “if your art can really produce this effect, get inside yourself, and pretend to roar; and we will see whether the pipes will make such music as you describe.” He consented; and when he was inside I closed the aperture, and ordered a fire to be kindled. “Receive,” I cried, “the due reward of your wondrous art: let the music-master be the first to play.” Thus did his ingenuity meet with its deserts. But lest the offering should be polluted by his death, I caused him to be removed while he was yet alive, and his body to be flung dishonoured from the cliffs. The bull, after due purification, I sent as an offering to your God, with an inscription upon it, setting forth all the circumstances; the names of the donor and of the artist, the evil design of the latter, and the righteous sentence which condemned him to illustrate by his own agonized shrieks the efficacy of his musical device.” (Luc. Phal. 1.11 / tr: Fowler)

… og endelig Pindar med en slags morale på den historie:

The kindly excellence of Croesus does not perish, but Phalaris, with his pitiless mind, who burned his victims in a bronze bull, is surrounded on all sides by a hateful reputation; lyres that resound beneath the roof do not welcome him as a theme in gentle partnership with the voices of boys. The first of prizes is good fortune; the second is to be well spoken of; but a man who encounters and wins both has received the highest garland.(Pind. Pyth. 1.94 / tr. D. A. Svarlien)

En helt igennem vidunderlig men måske ikke særlig letlæst kilde til denne og andre fatasifulde historier i kategorien Sjov med Meningsløs Vold er Roland Villeneuves: La Musée des Supplices (Paris 1968) bogen findes også i tysk oversættelse, med den helt igennem vidunderlige titel:

“Grausamkeit und Sexualität. Sadistisch-flagellantische, pathologische, gesellschaftlich-machtpolitische und religiöse Hintergründe der Leibes- und Todesstrafen, Hinrichtungsarten, Martern und Qualen bis in die Gegenwart in Wort und Bild.” (Stuttgart 1968)

Bogen, som har en noget dyster og letkøbt påstand af Rivarol som motto: “Die zivilisierten Völker sind für das Gift der Barbarei so anfällig wie das blanke Eisen für den Rost. Völker und Stahl, beide glänzen nur an die Oberfläche.” anbefales kraftigt til nysgerrige men ikke alt for sarte sjæle.

Kammerat konge!

Vores gavtyv af en kronprins har i den grad og endnu en gang bragt riget i oprør: I weekenden, mens elementerne rasede og hensatte kongeriget i noget, der kunne minde om en armageddonlignende undtagelsestilstand, vovede han livet for sine undersåtters skyld og forcerede den ellers lukkede storebæltsbro i bil, mens alle andre og langt mere dødelige, naturligvis pænt måtte vente i kø, til passage af voldgraven igen var mulig under trygge forhold.

Men som sædvanlig er der individer der ikke påskønner dette royale vovemod og selvopofrelse og der er endda enkelte der påtænker at klage …

Således Thomas Jensen der, efter han kl. 3 natten til søndag pænt måtte holde i kø og vente mens han derfra kunne se den kongelige kortege køre forbi, udtaler:

“Jeg regner ikke med, at det får betydning, at jeg klager. Men jeg havde da regnet med, at loven var lige for alle. Jeg har altid været glad for Kongehuset, men for os almindelige mennesker virker det ærlig talt grotesk, at nogen er så meget hævet over andre.”

Grotesk ligefrem?

Nu er der jo en grund til at det hedder “Deres Majestæt” eller “Deres Kongelige Højhed” og ikke bare “kammerat konge” eller “davs du gamle” og det gør det, fordi kronprinsen er særligt udvalgt. Ikke på grund af evner, selvsagt, men ved ved at være født ind i en familie, som ved lov og på trods nu engang er højt hævet over alle andre.

Ikke desto mindre måtte Kronprinsen, al højhed til trods, i den forgangne uge nedværdigere sig til at undskylde overfor folket. Det gider vi slet ikke kommentere, vi giver i stedet – og lad det været sagt: rent undtagelsesvist – ordet til Søren Pind, som uden den store retoriske tyngde alligevel formår at få pointen igennem med eftertryk:

“Jamen tillykke til dem, der nu fik både PET og Kongehuset til at undskylde. Så har I lighedshipoer(*) været hele raden rundt. Politikere, Embedsmænd, Kongehus – alle skal nu sige undskyld for at være til. Selv vores statsoverhoved og vores kommende Konge skal nu rende rundt og sige “undskyld undskyld undskyld”. Hvor patetisk, latterligt, småligt, småskoet, lighedsfascistisk kan det hele egentlig blive! Bvadr!” (fra den pindske facebookside, d. 12/1 2015)

__________
(*) For de historievidensmæssigt mindrebemidlede: “HIPO eller Hilfspolizei (hjælpepoliti) var et dansk uniformeret korps, der fungerede som tysk hjælpepoliti i 1944-45. Betegnelsen er en forkortelse for Hilfspolizei.”

Fools of the world

“The greatest danger of bombs is in the explosion of stupidity that they provoke,” skrev den franske journalist og forfatter Octave Mirbeau i 1894 og som det seneste døgn har vist, var det nok ikke helt forkert; det synes som om, at terrorattentatet i Paris i går kollektivt har sænket intelligenskvotienten i dette land … og sikkert også i de fleste andre europæiske lande. For en gangs skyld skal den overdrevne sentimentalitet, som også har grebet folket, ikke tages under behandling her. Det skal til gengæld en af de såkaldte eksperter, som Ekstra Bladet har talt med …

“Ekstra Bladet har talt med Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i Islam. Ifølge professoren er det svært at sige noget generelt omkring, hvorfor nogle muslimer tyer til vold i disse situationer.

– Der er tre typer af muslimer i sådan en situation, siger Sedgwick.

– Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

– Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

– Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

– Det er den sidste gruppe, der er problematisk …”

No shit? Den konklusion kunne jeg nok også været nået frem til.

Derudover lader professorens klassifikation af muslimer i typer en del tilbage at ønske, for ifølge ham er der tre typer, som på jævnt dansk kunne kaldes de ligeglade, de gnavne og de tossede. Jeg har godt nok svært ved at forestille mig, at der ikke findes muslimer, som rent faktiske tænker over hvad der sker i verden, uden at blive enten irriterede eller at gribe ud efter deres AK-47, for mon dog ikke at der skulle være en enkelt muslim eller to derude, som rent faktisk har sans for humor og tager det hele med et smil? Og mon ikke også der skulle være et par stykker, som, når de ser sådanne tegninger, forholder sig til dem rationelt og reflekterende? Det tror jeg egentlig nok …

Statue af G. Bruno, Campo dei Fiori 1889. (via wikimedia.org)

Til gengæld er det, i modsætning til hvad professor Sedgwick mener, altså ikke særligt svært at sige noget om, hvorfor nogle muslimer griber til våben og vold under sådanne omstændigheder. Det gør de fordi deres religiøse følelser er blevet forulempet, fordi deres tro er blevet angrebet og fordi de har et gudsgivent patent på sandheden, og det er nu engang sådan, at mennesker der bærer sandheden på hovedet som en krone, generelt er både alt for overbeviste om deres egen ufejlbarlighed og hverken særligt omgængelige eller i besiddelse af humoristisk sans.

Hvis nogen skulle være i tvivl om hvordan den slags mennesker fungerer, kan man jo tage et kik på kristendommens historie (hvilket professor Sedgwick nok burde have gjort), hvor det bestemt ikke skorter på historier om tosser med en mission, både i egne lande såvel som i på mission blandt barbarer i fjerne verdensdele; mennesker der har været mere end ivrige efter at pådutte andre deres egen opfattelse af det eneste sande verdensbillede, om det så skulle koste andre livet.

Små mennesker forvalter generelt ikke store sandheder særligt elegant og det er såmænd ikke noget eksklusivt for religioner. Tænk Hitler og Stalin og Pol Pot og Kim Jong-un og gud ved hvor mange andre. Tænk kommunismens og fascismens hærgen. Tænk også i langt mindre baner, hvor der i tidligere indlæg på denne blog, er eksempler fra vor egen tid – dog som regel af noget mindre dramatisk karakter – som man kan lære en del af.

I sidste ende har langt større mennesker måttet lade livet for en sag de troede på, forfulgt og efterstræbt på livet af mennesker der mente at vide bedre, men som helt sikkert ikke gjorde det, og hvad kunne være mere passende, end at give ordet til en sådan:

The fools of the world have been those who have established religions, ceremonies, laws, faith, rule of life. The greatest asses of the world are those who, lacking all understanding and instruction, and void of all civil life and custom, rot in perpetual pedantry; those who by the grace of heaven would reform obscure and corrupted faith, salve the cruelties of perverted religion and remove abuse of superstitions, mending the rents in their vesture. It is not they who indulge impious curiosity or who are ever seeking the secrets of nature, and reckoning the courses of the stars. Observe whether they have been busy with the secret causes of things, or if they have condoned the destruction of kingdoms, the dispersion of peoples, fires, blood, ruin or extermination; whether they seek the destruction of the whole world that it may belong to them: in order that the poor soul may be saved, that an edifice may be raised in heaven, that treasure may be laid up in that blessed land, caring naught for fame, profit or glory in this frail and uncertain life, but only for that other most certain and eternal life. (G. Bruno: Cabala del Cavallo Pegaseo 1585)

__________
Ejder Akbal: Islam-professor: Angrebet har intet med islam at gøre. EB, d. 8/1 2015