Jeppe Aakjær

Medlidenhed.

200px-Jeppe_Aakjær_1908_by_Saxtorph-Mikkelsen
Jeppe Aakjær (1908)

Kom alle Hunde til min Dør
og vilde saa gjærne slikke,
jeg væbned mig med mit spanske Rør
og prygled den hele Klike.

Gik alle Præster, som Gud har skabt,
frem for mig med Bedekranse
og bad for min Sjæl, “som gaar fortabt”,
hvor skulde min Svøbe danse!

Bliv fra mig med jeres Medlidenhed!
Jeg aldrig for Døden skjælved;
og reddes ved jer! – nej, hellere ned
i Kvalernes dybeste Helved.

– Ej saa, at jeg hader den milde Haand,
der glatter Fortvivlelsens Rynke,
men blot den flade, forhyklede Aand,
der smigrer sig selv ved at ynke.

Ej dem jeg hader, som Lindring bar
til Fattigfolks livshaarde Vaner,
men dem, der selv først Røvere var,
og senere – Samaritaner.

Giv Retfærd Sæde ved Verdens Ror,
fri Folket fra Dumhedens Mare,
sørg for, at ingen gjør ondt mod sin Bro’r,
da kan du “Medlidenhed” spare.

Da voxer der Brød til hvert sultende Barn,
der leger langs Rendestensbrættet,
og Lasten, der fisker med lovløse Garn,
skal ingen fange i Nettet.

Da skaber enhver sig sit eget Behov,
og ingen Nødlidende gyser.
Først da er der Mening i Sang og i Lov,
naar ingen sulter og fryser.

(1898)

 

Hvad gjør det

Hvad gjør det, at vi haanes
og jages fra Plet til Plet,
naar inde i Hjærtets Kamre
det hvisker, at vi har Ret.

Hvad gjør det, at man mærker
vor Daad med det ondes Navn,
naar hele vort Væsens Attraa
staar efter at gjøre Gavn.

Hvad gjør det, at vi slettes
af Menighedstavlen ud,
naar Hjærtets reneste Længsel
om Kvælden gaar op mod Gud.

Hvad gjør det, at vi synker
med Byrden, Livet os gav,
naar det lille Lys, vi tændte,
maa flakke over vor Grav.

Hvad gjør det, at vi glemmes,
naar Livet her er forbi,
de kommer langt større efter
med stærkere Tro end vi.

(1887)

 

Der fløj en liden Sommerfugl

Der fløj en liden Sommerfugl
hen over Bondens Tag;
den tænkte saamænd ikke
paa den yderste Dag.

Den tænkte kun at nyde
det Livets Sekund,
som den havde kysset fra
sin Mor, Naturens Mund.

Den gav sig hen til Flugten
i Luftens varme Blaa;
paa rene, hvide Vinger
den fløj paa maa og faa.

Den nød sin egen Dejlighed
og trodsed Tyngdens Lov,
og ikke Spor den tænkte
paa næste Dags Behov.

Var ikke Himlen havblaa,
og Solen ret som Guld,
og Livet lyst og herligt,
og Verden frydefuld!

Bestandig fór den op og ned
som et stormjaget Løv,
hvad heller som en Barnesjæl,
nys skilt fra sit Støv.

Og som den fløj saa sjæleglad,
en Bejler kom til.
Gud, hvor han var oprigtig
og fyrig og vild!

Han bad om Lov at følge,
hun nikkede og lo;
thi hvorfor flyve ene,
naar man kan blive to!

De traadte Ætrens Elveslør
foruden mange Ord,
mens dybt dernede rulled
den snavsede Jord.

Og mætte af Dansen
i Junidagens Sol,
de daled gjennem Luften
og fandt en dejlig Stol.

Midt i en hvidrød Æbleblomst –
saa salig som en Gud –
han vifted med sit Vingepar
sin lille hvide Brud.

Der holdt de deres Bryllup
foruden nogen Præst,
for saaledes hued det
de Sommerfugle bedst.

Og Grenen vugged op og ned
i Sommerdagens Luft,
og Æbleblomsten yded dem
sin allerbedste Duft.

Og Grenen svajed, Skyen drev,
og Dagens Lys blev slukt –
Tak, elskte smaa! I lærte mig,
hvordan man elsker smukt.

(1893)

Via Arkiv for Danske Litteratur.

Eensomheden

429px-Emil_Aarestrup_1847Barn, du drømmer dig
Eensomhedens Skygge,
Eensomhedens Lyst,
Som en hellig Lykke,
Som en evig Trøst –
Kjender du da mig?

Veed du, hvad det er,
Ret at være ene?
Ret at føle sig
Eensom og alene?
Kan du sige mig,
Veed du, hvad det er?

Englen nærmer sig,
Den, om hvem du leder,
Eensomhed ved Navn;
Men usynlig breder
Den sin mørke Favn
Rædselsfuld mod dig.

See den dybe Flod
Bag de grønne Grene –
Har du Lyst dertil,
Saa er du alene,
Evig, om du vil –
Tør du? har du Mod?’

                                                  – Emil Aarestrup

 

Se også:  EensomhedEensomhed IISkønhed! – Hellige ensomhedBerømmelseThe curtain is never drawn

Ill. via wikipedia.

Og her er Lyset, husk dig, at det brænder …

Sophus Claussen om Lyset:

At tro sig af falske Profeter forledt!
var altid Svaghedens Mærke.
Der er ingen Kraft hos en falsk Profet.
Men Lyset er til for de stærke.
Det straaler fra Evighed stedse paa ny.
Men den, som er ræd for Guds Aasyn, maa fly
til Templer og Helligdomme,
hvor alle oprigtige Fromme
andægtig med Savn og Bod og Bøn
bereder sig paa at fortjene den Løn
at se Frelseren komme.

 

DSC_4653_v2

 

En Drøm har kysset mit Hjerte,
og leved jeg hundrede Aar,
jeg husker de Øjenlaage,
jeg husker det bølgende Haar
og disse fine Kinder,
hvis Farve i Søvnen veg,
og Læben, som let sig aabned
saa rød og dog saa bleg.
Men allermest jeg mindes
det Nu, da hun vaagnede stille,
vaagned som Dagen til Lyset,
endskønt det var bleven silde,
og saa mig sidde bøjet
i Græsset ved hendes Fod
og saa mig ind i Øjet
og syntes at blive mig god,
og sænkede Laagene atter,
som blindet af Søvnens Tvang,
og rakte mig sine Læber
– de tavse – en eneste Gang . . .

 

O hvor kært at ane, at alt sort og graat
er et Læ, hvor Lyset virker gemt og godt!
at det mørkes Dybde og det hvides Mildhed
dugges af en Skabermorgens Drøm og Stilhed.

 

Der er i den skønne Forsagelses Dyd
et Vellystgran.
Der findes et Glimt i Daarskabens Fryd
af en himmelsk Forstand.
[…]
Med Daarskabens Tyvelygte gemt
under Kjortelens Flig
man lever og dør. Al Alvor er Skæmt,
og al Leg er Krig.
Jeg bringer dig Lyset, jeg fandt paa min Vej,
tilhør mig, og Verden skal tilhøre dig.”

Af Sophus Claussen det hele (fra forskellige kilder), dog er overskriften Aarestrup.

Eros v

Johanne Louise Heiberg: Et liv gjenoplevet i erindringen (1944), om Maria Stuart:

Det lette, muntre Sind gjorde hende uforsigtig i sine Ytringer, det varme Hjerte henrev hende til at lytte til den Elskovsrøst, hvoraf hele hendes Kvindenatur var gjennemstrømmet, uden at det faldt i den Ulykkeliges Lov at møde Een, der kunde forvandle Eros til Apollon og give hendes hele Væsen en høiere Retning. Det religiøse Element hos hende var atter her kun som hos den unge, umiddelbare Kvinde, der holder fast ved Guds Barmhjertighed uden at have arbeidet hen mod, hvad Gud kræver af Lydighed og Forsagelse, og den katholske Lære med sin Syndsforladelse gjorde hende tryg for Følgerne af hendes Overtrædelser. (bd. 3, s.115)

Ernesto Dalgas: Dommedags bog.

Atter er Eros kommet til Verden for at forme Kosmos ud af Kaos. Og atter skal han leve et Liv og elske og drømme og føle sig salig og gaa under i Ildsvælget uden at vide, at dette er sket utallige Gange før. (s. 283)

Sofokles: Antigone (overs.: Niels Møllers):

O Eros! Alsejrer i Strid!
Du styrter mod bævende Bytte;
paa Møens grubede bløde Kinder
lurende du dig dølger.
Hen over Havet iler du, naaer
Hyrdernes lave Hytte.
Ej undflyr udødelig Gud, hvor du følger,
og ingen paa Jord af Dagens Børn.
Den, der har dig, raser.

Carpe Diem

For en håndfuld mønter erhvervede jeg baljemig disse følgende billeder på et loppemarked i Odense. Fælles for dem er at de er gamle, nogle af dem på den fjerne side af hundrede år. Fælles for dem er også at de er minder, nogens minder om egen barndom, om deres familie, om kolleger, men fælles for dem alle er også, at der ikke længere er nogen tilbage til at mindes.

Det er næppe sandsynligt, at der er nogen af personerne på disse billeder, som endnu er i live og det er nok overvejede sandsynligt, at de der engang har ejet disse billeder, ejheller er i live længere. Hvordan og hvorfor skulle ellers disse engang værdifulde minder, være til salg for småpenge på et loppemarked?

Et helt langt livs erindringer, tanker og følelser er der på det billede i den gamle kones skikkelse, måske en kærlig bedstemor eller måske en striks gammel tante, som kigger udtryksløst på barnet der leger ved brønden, mens storebror, noget mere genert ser på fra døren. Der er også et helt livs potentiale der i barnet på billedet, et liv fanget af fotografen i dets spæde start, men som nu forlængst er udfoldet og udlevet og har fundet sin naturlige afslutning og som formodentlig endda er glemt.

familieFamilien på dette billede er fra en fotograf ved navn Mansfield. Adressen på fotografen fremgår af billedet og adressen er 245 Anlaby Road, Hull.

Fotografering var en alvorlig sag og vi ser en meget alvorlig fader og en noget nervøst udseeende moder og en datter som måske ikke kunne sidde helt stille og derfor ikke rigtig er tilstede på billedet og som sikkert har fået skældud efterfølgende. “Se nu hvad du har gjort!”

Men der er ikke rigtig noget der taler til os i billedet, andet end en radikal anderledes påklædning: klædt på til at blive fotograferet. Foreviget har de måske endda sagt; for sjov måske, hvis man har haft lidt dannelse, ellers i fuld selvhøjtidelig alvor.

Mere lokalt er der dette billede fra systuen på Nørregade i Nr. Broby: Frk Rasmussen fra Holmstrup og endnu en Frk. sypiger2Rasmussen, Frk. Andersen, Frk. Petersen og Frk. Johansen. Andet står der ikke bag på billedet.

En verden af sladder og småsnak der forlængst er forstummet og et sidste “Kan du huske dengang vi … ” er sagt og bortvisket fra sammen med de, der ikke er her længere og nu bare står tilbage som ansigter på et falmet foto, et tableau uden nogen betydning andet end som en påmindelse til os, om hvordan verden engang så ud.

Har det nogen værdi længere? Har det nogen betydning?

Er der nogen der kan huske, at familien fodrede svanerne den sommer “i en park i Holland”, hvor lillepigen var kun to år. Der er ingen der tænker at far var nu heller aldrig særlig dygtig med det kamera. Der er ikke længere nogen der kigger på billedet med rynkede og svagt rystende hænder og griner lidt ved tanken om storesøster, der nu heller aldrig kunne sidde helt stille. Der er ingen længere der mindes, at det en gang i mellem nu også var ret hyggeligt i systuen.

Vsvaneri lever og vi dør og lever måske videre en stund i erindringen hos de der engang kendte os, elskede os, men også erindringen om os falmer gradvist som årene går og så hentes vi undertiden frem, som minder hos et menneske der selv nærmer sig enden på et liv og til sidst er vi blot et ansigt på et billede, glemt eller kasseret og solgt på et loppemarked et sted i Odense en forårsdag, hvor en nysgerrig tager os op og kigger på os og med et smil tænker på hvilket liv vi mon havde, om vi var lykkelige der i det korte tidsrum der blev os tildelt, og kigger os et kort sekund i øjnene og vi kigger tilbage fra graven uden at vide det, inden billedet af os ryger tilbage i kassen og glemmes for evigt.

Lokumshåndtag

Jeg var ude at boghandle i dag. Ikke sådan for alvor, men støvede bare lidt rundt i den lokale Arnold Busck, for at se om der skulle være noget interessant, noget jeg ikke kendte i forvejen, noget nyt, noget overraskende, noget inspirerende. Sidst jeg gjorde det, faldt jeg over Alden Bells anbefalelsesværdige The Reapers are the Angels og selvom boghandlerne i Odense bliver færre og færre og med stadigt ringere udvalg, håber man jo alligevel. Så må man bære over med, at de har halvanden meter reolvæg med Fifty Shades og utallige kloner; ikke et ondt ord om det, hvis det er hvad der skal til for at overleve.

fI_bookstoreSom jeg stod og kiggede efter hvad der måtte være af en lidt anden kvalitet, spurgte en yngre mand den forhåndenværende diskenspringer om et par bogtitler. Den første overhørte jeg ikke, men den anden var The Hitchhikers Guide to the Galaxy, som jo også findes i en dansk – ganske vist udsolgt – oversættelse. Ekspedienten opfattede vist denne titel, som et forsøg fra kunden på at være morsom og ignorerede den. Derfor gentog kunden den, efter at ekspedienten havde fundet den første titel han havde spurgte efter og en smule forvirret sagde hun, at den måtte hun lige slå op. Lidt efter vendte hun tilbage med en besked om, at hun havde The Hitchhikers Guide to the Ocean, og det er jo vist nok ikke helt det samme.

Til gengæld fik jeg en lille fornøjelse ud af at informere kunden – i ekspedientens tilstedeværelse – om at den danske oversættelse vist for længst var udsolgt, men at på engelsk kunne samtlige bind fås samlet til en billig penge. Hvordan ekspedienten kunne overse at Arnold Busck selv har den til 149,95 på deres hjemmeside, skal jeg ikke kunne svare på. Til gengæld er det efterhånden svært at finde nogen som helst begrundelse for, hvorfor at de sørgelige rester af boghandler, der trods alt stadig findes, ikke bare skal have lov at gå fallit og lukkes. Hvis personalet deri ikke engang kan svare på spørgsmål, som man selv kan finde på et par minutter, hvilken berettigelse har de så?

Hvilken vidunderlig verden af viden og af fiktion og poesi og historie og skønhed, af rablende vanvid og tør kølig fornuft, af eventyr og eventylig mad og sex, af deperation og livsglæde, af krig og kærlighed og totale ligegyldigheder, som de forvalter dagligt. Det er alt fra kulturarv til sleazy underholdning, som de sælger og det burde fylde dem med en hel del faglig stolthed; i en verden hvor nioghalvfems sørgelige procent af alle butikker lever af at sælge modetøj og alt muligt andet lort og af at iklæde mennesker ligegyldig overfladiskhed, klæder boghandlerne de selvsamme mennesker på indvendigt, åndeligt! Men nej, de sidste boghandlere er befolket med ligeglade uvidende teenagetøser, som sikkert alligevel hellere ville sælge tøj, sko og ligegyldighed. Luk dem!

__________
Ill: Bookstore in Florence, Italy (via Wikipedia)