Alderdom

“I will tell you, Socrates, he said, what my own feeling is. Men of my age flock together; we are birds of a feather, as the old proverb says; and at our meetings the tale of my acquaintance commonly is—I cannot eat, I cannot drink; the pleasures of youth and love are fled away: there was a good time once, but now that is gone, and life is no longer life. Some complain of the slights which are put upon them by relations, and they will tell you sadly of how many evils their old age is the cause. But to me, Socrates, these complainers seem to blame that which is not really in fault. For if old age were the cause, I too being old, and every other old man, would have felt as they do. But this is not my own experience, nor that of others whom I have known. How well I remember the aged poet Sophocles, when in answer to the question, How does love suit with age, Sophocles,—are you still the man you were? Peace, he replied; most gladly have I escaped the thing of which you speak; I feel as if I had escaped from a mad and furious master. His words have often occurred to my mind since, and they seem as good to me now as at the time when he uttered them. For certainly old age has a great sense of calm and freedom; when the passions relax their hold, then, as Sophocles says, we are freed from the grasp not of one mad master only, but of many. The truth is, Socrates, that these regrets, and also the complaints about relations, are to be attributed to the same cause, which is not old age, but men’s characters and tempers; for he who is of a calm and happy nature will hardly feel the pressure of age, but to him who is of an opposite disposition youth and age are equally a burden.”

Platon: Staten 329a (Jowett)

Endeløs Tomhed (2)

“Den første gang føltes det lidt sært. Man forventer jo, at der kommer nogen. Heldigvis er vi flere om at dele oplevelsen og styrke hinanden. Nu vender jeg den om og bliver glad, når der kommer nogen.”

Sognepræst Karin Jytte Langballe fra Nørre Vedby Kirke på Falster, som 13 søndage sidste år – sammen med organisten, kirketjeneren og kirkesangerne – mødte op til en tom kirke.

__________
Politiken, d. 20/2 2012

Fastelavn

I følge Else Marie Kofod, ph.d. i folkloristik og leder af Dansk Folkemindesamling, “er det en naturlig udvikling, at de voksne ikke længere er med i selve fastelavnsfejringen på samme måde som tidligere” og hun udtaler i følge Ekstra Bladet følgende om fastelavn og hvad den er i dag sammenlignet med tidligere.

“Både unge og gamle klædte sig ud og red rundt til naboerne og indsamlede mad, der så blev spist i fællesskab i landsbyen om aftenen. Om aftenen sluttede man af med konkurrencelege.

Men som industrialiseringen vandt frem, udskiftedes hestene efterhånden med traktorer, og optogene blev færre. Vi mennesker har også intellektuelt udviklet os, og voksne samles i dag om nogle andre ting end dengang.”

Intellektuelt udviklet os? Samles om andre ting? Som f. eks. et karneval i København, som er en billig efterligning af et tilsvarende sydamerikansk? Halloween i stedet for fastelavn? X-Faktor? Paradise Hotel? Facebook?

Udviklet os intellektuelt?

Til orientering er her noget om fastelavn i gamle dage:

Katten symboliserede det onde, og for at jage ondskab og ulykke på flugt, slog man katten af tønden. Skikken kom til Danmark med hollændere, som boede ude på Amager. De gjorde et så stort nummer ud af fastelavnsfesten, at de kongelige og andre fornemme folk klædte sig ud i folkedragter og drog ud for at se på festlighederne. Således lå både Christian d. Syvende, Caroline Matilde, Struensee og hele hoffet i halm og tæpper og betragtede de folkelige løjer i 1771. Og der var nok at se på.

[…]
En af legene gik ud på, at man til hest red under en levende gås eller hane, der var hængt op i benene, som det gjaldt om at rykke hovedet af. For at legen ikke skulle slutte, så snart turen kom til den første stærke mand, blev dyret smurt ind i fedt, så kræet var sværere at holde fast på.

[…]

Ordet fastelavn er en fordanskning af det tyske ord fastelabend, altså fasteaften. Sydpå kaldte man festen for carnival (efter carne vale, som let fortolket betyder farvel til kødet).

 

Incompetnce

Article 13199 of the Pan-European Constitution:
“No person shall be prejudiced from employment in any capacity, at any level, by reason of age, race, creed or incompitence.”

Ovenstående er det interessante udgangspunktet for Incompetence en roman af Rob Grant, en af mændene bag BBC serien Red Dwarf. I forlagets omtale af bogen hedder det videre: “In the not too distant future the European Union enacts its most far reaching human rights legislation ever. The incompetent have been persecuted for too long. After all it’s not their fault they can’t do it right, is it? So it is made illegal to sack or otherwise discriminate against anyone for being incompetent.

Det kunne der være kommet en tankevækkende bog ud af, ikke mindst hvis forfatteren ikke havde valgt at lægge sig op af de mere eller mindre intelligente gags fra Red Dwarf, men i stedet havde forsøgt at skrive noget kompetent samfundssatire. Det gjorde han så ikke og derfor sidder jeg nu med en sine steder afsindigt morsom bog mellem hænderne. Den starter således:

The flight was uneventful enough, except the pilot accidentally touched down at a slightly wrong airport and forgot to lower the landing gear, so we left the plane by way of the emergency chute, and I lost my shoes.

I was fairly pooped by the time I’d hobbled through Customs, filled in the usual lost luggage forms with the assistance of a stone-deaf baggage complaints officer and taken a three-hour taxi ride to the country where I’d intended to land. The ride would have cost about a month’s salary, if the cabby had remembered to charge me. All I wanted to do, once the hotel receptionist had finished denying all knowledge of my reservation, was to flop down on the bed and sleep for a millennium or two.

Only there was no bed.

I punched a small hole in the bathroom wall and dialled Reception.

A woman picked up the phone and said: ‘Restaurant. How may I help you?’

‘I dialled Reception.’

‘Well, this is the restaurant.’

‘Right. Could you possibly patch me through to Reception?’

‘That won’t be a problem, sir. One moment.’

There was a silent pause, then the ringing tone again, and the click of the receiver being lifted. The same chirpy voice said: ‘Restaurant. How may I help you?’

I dragged on an imaginary cigarette and exhaled slowly. ‘It’s me again.’

‘I’m sorry. Who did you want to speak to?’

‘I wanted to speak to Reception.’

‘Well, this is the restaurant.’

‘I know. You accidentally patched me from the restaurant back to the restaurant again.’

‘It sounds to me like there’s a problem with the internal phones.’

‘Yes, indeedy.’

‘I’ll put you through to House Services.’

‘I’d be very grateful.’

Again, the silence, the ringing, the click and the voice. ‘Restaurant. How may I help you?’

I told her how she might help me, and she threatened to report me to Security for verbal violence. I wished her good luck getting through and slammed down the phone. I reckoned she’d probably spend the rest of the afternoon phoning herself.

Uduelighed i den ene eller anden form kan være meget morsomt (En scene med en temmelig senil læge fra Anders Bodelsens Frysepunktet falder mig ind.) og som sådan er Rob Grants ganske vellykket og kan derfor anbefales. Ikke mindst hvis man så Red Dwarf da den kørte på DR for en ti år siden.

Blot sidder jeg efter at have læst Rob Grants bog, tilbage med en følelse af at have været tilskuer til en frygtelig mængde uforløst potentiale. Vi er altså ikke langt fra virkeligheden, med ovenstående – fiktive – uddrag fra den pan-europæiske forfatning og det ville have været en fornøjelse – for undertegnede – at have læst en bog som satirisk både var lidt mere ond og lå lidt tættere på virkeligheden, som f. eks. Jonathan Coes fantastisk morsomme satire over Thatchers moralsk korrupte England, What a Carve Up! (da: Godt skåret. Munksgaard/Rosinante 1995)

Vi har trods alt allerede et samfund som ikke bare forbyder diskrimination, men ligefrem aktivt forsøger at udligne visse medfødte utilstrækkeligheder, for nu slet ikke at tale om positiv forskelsbehandling af de mennesker som er indehavere af disse. Man kan spørge sig selv, om vi ikke også kun er et kort skridt fra at anerkendelsen af inkompetence som noget medfødt og dermed noget man er uskyldig i, på samme måde som så mange andre handicap er det og dermed også noget der ikke bør diskrimineres imod? Forsøget på at få folkeskolen til at rumme alle børn, selv de der tydeligvis ikke på nogen måde er egnede til at gå der, er et glimrende eksempel. En andet eksempel som kunne være udmeldinger fra diverse politikere om nogle meget ambitiøse mål for, hvor mange af en årgang som skal have en ungdoms- eller videregående uddannelse.

Der er jo ikke noget som helst i vejen for at vi alle kan være akademikere, hvis bare vi er lidt tolerente og bære over med småfjel hist og hær, vel?

Lovreligioner

Jeg har hørt påstanden fremført igen et par gange i den seneste tid, og altid med det samme triumferende og salige smil, som tydeligt demonstrerer at afsenderen hermed mener at så er alt sagt: “Islam er en lovreligion!” Dixit!

Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, men derudover er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.

Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.

Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.

Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.

Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man profilerer sig på at repræsentere et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.

Som Vilh. Grønbech skrev i 1946: “Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.” (Frie Ord. 1. årg. s. 250 )

Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.