Helt sort!

Efter nogle sager om “racisme” i fodbold, ikke i form af egentlig diskrimination, men kun i form af upassende tilråb, både spillere imellem og fra tilskuerpladserne, manede FIFAs president i forrige til besindelse og sagde “Man kommer nogle gange til at sige eller gøre noget i kampens hede, men når så kampen er forbi, så giver man hånd. Der kommer jo en ny kamp, hvor man så kan opføre sig bedre.I dag følger den danske landstræner Morten Olsen trop:

“Fodbold er jo survival of the fittest, det handler om at vinde fodboldkampe på alle måder. Selvfølgelig skal der være fair play, men i kampens hede kan du ikke løbe rundt og give hinanden skulderklap hele tiden. Naturligvis falder der ind i mellem nogle ord, mere naiv skal man heller ikke være.” (Olsen: Værre er racismeproblemet ikke)

… siger Olsen og fortsætter:

“Fodboldspillere er ikke pæne drenge på banen. Der er mange, der er flinke uden for banen, men helt modsat inde på banen, som Dr. Jekyll og mr. Hyde. Derfor bliver der sagt ting og sager på en bane. Men helt ærligt, hold nu op: Kan det være rigtigt, at man hele tiden skal løbe rundt og passe på? Altså vi er blot mennesker, og vi kan fejle. Og at sige noget racistisk er at fejle. Jeg forsøger ikke at godkende det, men værre er problemet altså heller ikke.” (Olsen: Værre er racismeproblemet ikke)

Sådanne udtalelser kan man skam ikke komme med, for straks træder en af pænhedens og moralitetens vogtere ind på scenen og ytrer, ganske tanketomt, følgende:

“Jeg synes, det er et rigtigt skidt signal, vores landstræner sender. Selvfølgelig vil det aldrig være i orden at bruge hudfarve til at diskriminere, og det håber jeg, Morten Olsen kan bringes til at forstå. Jeg mener, at det han har sagt her, er helt ude i hampen.” (Racisme-sag: Helt ude i hampen Olsen)

… siger Simon Christiansen, der er projektleder i Giv Racismen Det Røde Kort. Værd at bemærke er det at der er meget stor forskel på at diskriminere andre mennesker og på at tale nedsættende til dem i en presset situation. Der bliver helt sikkert både sagt og gjort mange ting på en fodboldbane som ingen af de implicerede ville gøre uden for banen. Simon says:

“Jeg synes, det er en uklog beslutning af landstræneren at gå ud og sige det her. Jeg håber, han kan se, at det er helt forkert. Han bør trække sine udtalelser tilbage og erkende, at det er en fejl…” (Racisme-sag: Helt ude i hampen Olsen)

Erkend dine synder og bekend dine fejltrin og du skal få tilgivelse. Simon Christiansen er projektleder i et projekt som skal give et rødt kort til rascismen og får således løn for at holde gryden i kog. Det er hans job.

“Det er ikke svært at være spiller. Det er jo ikke sådan, de skal lægge bånd på sig selv. Men der er nogle grænser – og i forhold til racisme er den soleklar. Det må være rimeligt at forvente, at man ikke er racistisk. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det, han siger…” (Racisme-sag: Helt ude i hampen Olsen)

Det er ikke ulovligt at være rascist og det kan sandelig være svært at konstatere om en given person er det, ikke mindst fordi rascistiske ytringer kan være ulovlige. Spørgsmålet er om ikke man ikke burde have en vis tolerance overfor kraftudtryk, også af den racemæssigt nedsættede slags, ikke mindst fordi du på en fodboldbane kan slippe af sted med at sige alle mulige andre mindre pæne ting ad hominem og sågar angribe din modstander fysisk på en måde som i hverdagen ville blive takseret som en overtrædelse af straffeloven, uden nogen tager specielt anstød af det.

På den anden side kan man kun vanskeligt diskutere nuancer med det imbecile “Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det, han siger…” Der er ikke meget håb der.

Det kan altid blive lidt for politisk korrekt, dvs. for pænt, for harmløst og for kedeligt, så her er, som modvægt, en politisk ukorrekt historie, en metamorfose, som jeg husker fra min barndom.

Dybt inde i det mørke Afrika, er der en lille negerfamilie, far, mor og søn, som så brændende ønsker sig at være hvide.
De går derfor til den lokale medicinmand og han fortæller, at den eneste måde de kan blive hvide på, er ved at svømme over en meget stor flod ved fuldmåne.
Ved næste fuldmåne begiver familien sig af sted mod floden. Da de når frem, kaster de sig alle tre omgående ud i den brusende flod. Efter en hård svømmetur kommer negerfar over til den anden bred, og ganske rigtigt, han er forvandlet til en hvid mand.
Kort tid efter ankommer negermor, og hun er også blevet hvid. Men så ser ex-negermor at sønnen er ved at drukne ude i floden og siger:
– Skynd dig at redde ham.
– Ha, siger ex-negerfar, tror du jeg vil sætte livet på spil, for en niggerunge?

 

Smertende telefoner

Jeg vil på Facebook i min arbejdstid – og det skal være fra min iPhone! Sådan kan kravet i stigende grad lyde, når unge ansøgere er til jobsamtale,” skriver epn, “De unge stiller nemlig klare krav til it-udstyr og adgang til tjenester som Facebook – også i en grad, så det for mange er vigtigere end lønnen.

Hver idiot sine lyster og fred være med det – det gider jeg slet ikke kommentere; ovenstående er bare en indgang til følgende.

I pausen mellem to forelæsninger på SDU i fredags, overhørte jeg en ung kvinde som, overfor den sagesløse underviser, halvt beklagede, halvt undskyldte sin præstation under en netop overstået prøve, med nogle forklaringer om at hun havde været væk et stykke tid og lige skulle med igen og så videre og så videre …

Efter at have afleveret klagesangen satte hun sig tilbage til sin pult og – hvad ellers? – hev mobiltelefonen frem for at tjekke facebook! Nu er vores underviser en meget tilgængelig og hjælpsom person, som normalt ikke har noget imod at besvare faglige spørgsmål i pausen, så det var en oplagt forspildt mulighed for den unge dame, til at få udfyldt et par tomme pletter på hendes erkelsesmæssige verdenskort. Men nej, og selvfølgelig stoppede det ikke der: to tredjedele af den efterfølgede forelæsning blev også tilbragt med mobilen i hånden og facebook på hjernen.

Her kunne (og burde) man skrive en hel masse ondt og modbydeligt, men det gider jeg ikke, for eksperter har i følge Politiken fundet ud af “at smartphones(*) er medskyldige i hvert tredje tilfælde af stress“, og det giver jo egentlig god mening – ganske retfærdigt – hvis tøsen de sidste uger før eksamen bliver lidt stresset. (Lidt underligt i øvrigt for et par generationer siden ville det anvendte prædikat nok have været doven. Dovne mennesker bliver da ikke stressede, gør de?)

Kuren er, stadigvæk i følge Politiken, enkel:

… vil du undgå, at smartphonen får dit liv til at gå i sort, skal du være bevidst om, hvordan du bruger den.

Således siger Bo Netterstrøm, overlæge ved Arbejdsmedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital, som i følge Politiken er, en af Danmarks førende stressforskere og uddyber samtidig, hvordan man opnår denne højere bevidsthed udi kunsten at forbruge en smartphone.

»Først og fremmest skal du kun tjekke telefonen for e-mail og beskeder, når du har tid til at tage dig af det. Du skal ikke lade dig styre af telefonen og afbryde det, du er i gang med,« siger Bo Netterstrøm og påpeger, at man også skal huske at slukke smartphonen helt nogle gange.

No shit? Kan man bare slukke for den?

Livet er let…

__________
(*) “Smart, as an adjective, originally meant painful and had everything to do with the verb smart, which meant hurt. However, we’ve always had a soft spot for stabbing. We think knives are clever. Sharp, cutting andincisive are all synonyms for intelligent, and the same thing happened, in the seventeenth century, to smart.” cit: InkyFool: Smarting Phones

Limes Imperii

Løbeklubben på Facebook gør det muligt at finde træningskammerater uden medlemskab. En app til smartphone som Tabata Timer styrer din intervaltræning og erstatter træneren med stopur og fløjte.

Og hvis du samtidig tracker din ensomme træningstur på Endomondo, kan resten af verden læse din tid og antal km på Facebook og kommentere det.

Får det motiveret os til at komme i gang, eller er det bare digital selvspejling for narcissister i meget stramt tøj?

… skriver Per Munch i Politiken. Der er vel nærmest ingen grænser for hvilket udstyr der er absolut påkrævet for at kunne løbe sig en tur og der er heller ingen grænser for hvad driftige forretningsfolk kan bilde dig ind du har brug for, både m.h.t. påklædning, men åbenbart også hvad angår elektronik.

Som i alle andre af livets spørgsmål tager du kun magten over tingene – i modsætning til at lade tingene (og deres forhandlere) tage magten over dig – når du spørger sig selv hvad du virkeligt har brug for og besvarer det hudløst ærligt og derefter trækker en grænse og befæster den.


Bodycount X

Skæbnen gør sit indtog. Iliadens femte bog.

Eurypylus dræber Hypsenor (14)

Then died Hypsenor, generous and divine,
Sprung from the brave Dolopion’s mighty line,
Who near adored Scamander made abode,
Priest of the stream, and honoured as a god.
On him, amidst the flying numbers found,
Eurypylus inflicts a deadly wound;
On his broad shoulders fell the forceful brand,
Thence glancing downwards, lopp’d his holy hand,
Which stain’d with sacred blood the blushing sand.
Down sunk the priest: the purple hand of death
Closed his dim eye, and fate suppress’d his breath.

Problem?

Microsoft lover at løse irriterende Windows-problem, skriver Tatiana Tilly i Politiken, og citerer Farzana Rahman: “Ideelt set ville vi gerne have alle opdaterings-installationer til at finde sted sømløst i baggrunden uden en genstart.” Sømløs (uden syninger) er den oversættelse som man får, når man sender det engelske seamless gennem Google Translate. Ikke særligt professionelt, men i det mindste fik Frk. Tilly da tilføjet det adverbielle ‘t’.

Nå, det er en ligegyldig bagatel. Løsningen på det meget større problem som hedder Windows/Microsoft er til gengæld her:

The next version of Ubuntu is coming soon… og den kan i øvrigt ikke anbefales kraftigt nok.

 

Frostnat

Den kolde Natteluft i Huden stikker,
og Sneen knirker skarpt for hvert et Skridt,
ud over Marken Maaneskinnet ligger
sneblinkende og saa forfrossent hvidt.

Der staar ved Vejen et Par nøgne Pile,
de ser saa sært forkomne ud, de to,
de sorte Grene vipper uden Hvile
i Vinternattens kolde, blege Ro.

Og Maanen stift og køligt om dem lyser
fra Himlens mørketunge matte Blaa,
hvor hist og her en Stjærne stille fryser
og skælver som i Angst for at forgaa.

Den fine Sne en Gang imellem letter
fra Grøftedriven for et Vinddrags Kast
og fyger op og støver frem og sætter
i Skæg og Øjenbryn sig iskoldt fast.

Jeg standser under Pilene og sparker
lidt Sne af Støvlerne og ser mig om,
en hegnløs Vej ud over nøgne Marker,
en frostgold Vej i snehvid Fattigdom.

– Viggo Stuckenberg (1886)

Kung Fu Panda 2

Nok er nok. Rækken af animationsfilm med små (eller store) nuttede dyr i hovedrollen er tilsyneladende endeløs, men det er mulighederne for at bruge selvsamme dyr i på nye måder åbenlyst ikke. Man skal være både meget barnlig og meget tålmodig for ikke at blive overmandet af kedsomhed i løbet af den første halve time af Kung Fu Panda 2. Fraværet af en historie er ubehageligt nærværende!

Måske er problemet at disse film er så dyre at producere (det er et gæt) at de skal appellere så bredt som overhovedet muligt? Eller måske – mere kynisk – satser man bredt i håbet om en massiv økonomisk succes?

De nyeste inkarnationer af Shrek, Kung Fu Panda og Ice Age er glimrende eksempler på film, som er så mainstream at de minder mere om en reklame for Fætter-BR end noget man burde betale for at se. Og det er virkeligt uhyggeligt.

 

Bizart bliver det også på dvd udgaven af Kung Fu Panda 2, som indledes af en trailer for Puss in Boots, som åbenbart er en rigtig film (jeg troede først det var en joke), tilsyneladende bygget over eventyret om en bestøvlede kat, men lavet ved at genbruge et sideshow fra Shrek-filmene.

Det kan åbenbart blive værre. Efter at være løbet tør for gode historier er Dreamworks åbenbart også løbet tør for originale karakterer til at udfylde deres stadig dårligere film.

Sikke noget lort!

 

Bodycount IX

Pedaeus får sig en ekstra tunge. Fra Iliadens femte bog.

Meges dræber Pedaeus (13)

From Meges’ force the swift Pedaeus fled,
Antenor’s offspring from a foreign bed,
Whose generous spouse, Theanor, heavenly fair,
Nursed the young stranger with a mother’s care.
How vain those cares! when Meges in the rear
Full in his nape infix’d the fatal spear;
Swift through his crackling jaws the weapon glides,
And the cold tongue and grinning teeth divides.