Filantropi

O proud philanthropist, your hope is vain
To get by giving what you lost by gain.
With every gift you do but swell the cloud
Of witnesses against you, swift and loud—
Accomplices who turn and swear you split
Your life: half robber and half hypocrite.
You’re least unsafe when most intact you hold
Your curst allotment of dishonest gold.

– Bierce: Epigrams

Excalibur (1981)

Sammen med DeliveranceHope and Glory og til dels The Heretic er denne højdepunktet af John Boormans karriere, der som ovenstående viser også spænder vidt, og som altid med Boorman er det film med et eftertænksomt twist, der placerer dem lidt uden for den store masse af Hollywood-produktioner.

Cast (Williamson, Mirren) musik (Wagner, Orff), billede og script går op i en højere enhed og bliver ikke meget bedre drama end det her. [imdb]

Alle fire anbefales kraftigt.

 

The Exorcism of Emily Rose (2005)

Ved sin usædvanlige blanding af både tør realisme (retsalsdrama) og det overnaturlige (besættelse og exorcisme) såvel som overbevisende skuespilpræstationer opnår denne film (i det mindste overfor undertegn.), hvad ikke ret mange andre har de seneste år, nemlig at leve op til betegnelsen “gyser”!

Her er der garanteret gåsehud samtidig med at den fortæller en egentlig ganske god men sørgelig historie om en ung piges tragiske endeligt. [imdb]

Anbefales ubetinget.

Smid Gud i fængsel

Allan Lykke Jensen anklager, i en sag som i dag indledes ved Østre Landsret, Skandinavisk Tobakskompagni for at putte skjulte stoffer i cigaretterne, som øger afhængigheden og er decideret helbredsskadelige. (Ryger-Allan: Retssalen bliver et slagtehus.)

Allan har helbredsproblemer efter 50 års heftig rygning, hvilket selvfølgelig ikke er speceielt overraskende, men det er åbenbart, ifølge manden selv og lidt mere overraskende, heller ikke hans egen skyld, for han kunne jo ikke bare have ladet være med at ryge, vel? Derfor “vil [han] have tobaksgiganten dømt for at have holdt tobakkens skadevirkninger skjult for kunderne.”

I halvtres år har tobaksindustrien leveret de daglige fix, som Allan åbenbart havde brug for, for at have kontrol over sit liv, og nu, hvor han ikke længere ryger skal de levere den erstatning (eller i hvertfald retfærdiggørelse) han kan leve sit sit liv på efterfølgende.

– Hvis de bare havde oplyst os om det, så havde vi fået et valg. Så kunne vi have taget en beslutning med åbne øjne, om vi ville ryge eller ej. Det valg har vi ikke fået, siger Allan Lykke Jensen.

Jeg kan huske jeg i skolen, for mere end 30 år siden blev belært om hvor skadeligt rygning var, incl. dramatiske film som viste selve operationen hvor en ryger fik fjernet en lunge. Intet middel var tilsyneladende drastisk nok. Valget har således altid været der. Det er intet andet end en flugt fra ansvaret for sit eget liv, at skubbe muligheden for at have truffet de rigtige beslutninger foran sig, derude i den store grå zone af viden som man desværre ikke havde.

Den slags viden er der masser af og derfor overvejer jeg da også muligheden for at slæbe Gud (subsidiært Den danske Folkekirke) i retten, for Gud er jo som bekendt alvidende og almægtig og derfor, i følge Allans logik, klart skyldig i at tilbageholde oplysninger som kunne har hjulpet mig til at træffe klogere beslutningerne livet igennem. Jeg vil derfor – indledningsvist – lave en opgørelse over de økonomiske tab jeg har lidt, som følge af at Gud har tilbageholdt mig i en alt andet end informationsoptimeret tilstand gennem 40 år! Bered jer, Østre Landsret, den retssag bliver et rent slagtehus!

Endeløs Tomhed

“Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!  Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen? Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid. Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted. Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb. Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe. Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre. Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen. Kommer der noget, om hvilket man siger: “Se, her er da noget nyt!” det har dog for længst været til i Tiderne forud for os, Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.”

– Præd. 1,1-11 (1931)

Botox & Silikone

Overskrift på Ekstra Bladet i dag: “Ondskabsfuld Kim Larsen håner Gitte Stallone“, dækker over en artikel, hvor en eller anden ligegyldighed har taget anstød af en sang af Kim Larsen: “I omtalte sang overskrider han grænsen for en syg og sjofel behandling af andet menneske …

I almenvældet og folkeoplysningens interesse bringer vi de tre første vers (af den ganske sjove men måske ikke så dybsindige tekst) her, så vi kan studere den syge og sjofle behandling på nærmeste hold:

Hun kigged’ sig selv i spejlet.
Og sagde vor herre bevares.
Mit liv det er ganske forfejlet.
Jeg ligner en gammel asparges.

Så gik hun hen til en doktor.
Med ti måneders opsparet løn.
Skide være med hva’ det koster.
Bare det kan gøre mig køn.

Nu ligner hun Gitte Stalone.
Mer’ end hun ligner sig selv.
Med botox og silikone.
Kan man narre fanden selv.

Gitte Stalone? Hun er kendt, javist, men i det tidsrum det har taget mig at skrive ovenstående, er det stadig ikke lykkedes mig at komme i tanke om hvad det er som hun er kendt for, udover de (syntetiske) dele af sin krop som netop ikke er hende selv.

Det må derfor konkluderes, at hun sikkert har fortjent hvad hun får.

Glæde over Danmark

Poul Martin Møller: Glæde over Danmark (c. 1823)

“Rosen blusser alt i Danas Have,
Liflig fløiter vist den sorte Stær,
Bier deres brune Nectar lave,
Hingsten græsser stolt paa Fædres Grave,
Drengen plukker af de røde Bær.

Her imellem Havets dybe Kløfter
Gives aldrig Vaar og Blomsterpragt,
Hvalen kold og dum ved Skibet snøfter,
Tause Fugl de brede Vinger løfter
Med sit Bytte fra den vaade Jagt.

Mine Venner i den danske Sommer!
Mindes I den vidtforreiste Mand,
Som saa langt fra Danas faure Blommer,
Her, hvor Sydens Blæst paa Seilet trommer,
Flakker fra sit elskte Fødeland?

Udi Øst og Vest, og hvor jeg vanker,
Drømmer jeg om Jer ved Danmarks Sund.
Selv iblandt Constantias fulde Ranker
Mindes jeg med længselsfulde Tanker
Løvet i Charlottes Bøgelund.

Klærken raaber i Manillas Rønner:
»Danmark er et lidet, fattigt Land.«
Det forsikrer Javas rige Sønner,
Selv Batavias skrantne Kræmmer stønner:
»Danmark er et lidet, fattigt Land.«

Morgenlandets Søn i Kaaber lange
Bag sin Vifte gisper efter Luft.
Han har spraglet Fugl, men ingen Sange,
Hierteløse Møer med gylden Spange,
Store Glimmerblomster uden Duft.

Kunde du ved Guld og Sølv at love
Kiøbe dig en nordisk Qvindes Tro,
Kiøbe dig et Pust fra Søens Vove,
Kiøbe dig et Ly af Thules Skove,
Og en Kløvermark til Middagsro?

Fattig Mand, som pløier danske Lande,
Ryster Æbler af sit eget Træ,
Har en kraftig Arm, en kløgtig Pande,
Korn paa Marken, Melk i sine Spande;
Quien staaer i Græsset over Knæ.

Ja vor danske Jord er sommerfrodig;
Der er Kræfter ved det danske Brød.
Derfor er den danske Mand saa modig;
Derfor var Normannens Kniv saa blodig;
Derfor er den danske Kind saa rød.

Lad kun Østens Drot blandt kjøbte Friller
Døsig strække sig paa Purpur ud,
Lytte paa den sorte Halvmands Triller,
Mellem Salens tempelhøje Piller,
Kold og gusten som en Marmorgud.

Under lyse Bøg den danske Beiler
Med sin herligvoxne Pige gaaer;
Over deres Hoved Maanen seiler;
Svanen i det klare Vand sig speiler;
Nattergalen høit i Busken slaaer.

Dersom sligt for Fattigdom du tyder,
Østens atlaskklædte, rige Mand,
Glad mit sorte danske Brød jeg bryder,
Takker Gud, mens fra min Læbe lyder:
»Danmark er et lidet fattigt Land!«”