Kommandør Breivik

Breivik. Kommandør. Organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering. Operationen er fuldført og vil overgive sig til Delta.

Således sagde Breivik i telefonen da han ringede til politiet efter han havde afsluttet masakren på Utøya og den replik afslører rigtig meget om, at der en hel del af Breiviks livsindhold, som kun eksisterer udi egen indbildning. Det skal jeg vende tilbage til om lidt.

FORSTÅELSE OG SYMPATI

Leder i Ekstra Bladet, Forståelsen for terror, 24. juli 2011.

“MAN TAGER sig til hovedet, når den danske naziformand, Esben Kristensen, nu belærer alverden om, at han skam godt forstår, hvad der foregår inde i hovedet på den norske terrorist, Anders Breivik.

FRISK og frejdig plaprer han løs med sin sindssyge sympati for, at der kommer tidspunkter, hvor mennesker simpelt hen ikke vil finde sig i, at man ’forærer hele verden væk’.”

To ord er vigtige at bemærke til i ovenstående, nemlig forståelse og sympati og der er stor forskel på de to. Jeg kan (med lidt anstrengelse) forstå hvad der er foregået inde i hovedet på Anders Breivik, mens det hverken for jeg eller – vover jeg at påstå – de fleste normale mennesker er muligt at have sympati med det. At forstå er ikke at sympatisere, på samme måde som at forklare ikke er det samme som at acceptere. Forståelse er en rationel disciplin og som i denne sammenhæng blot viser at man har en smule indsigt i elementær menneskelig psykologi. Sympati handler i modsætning hovedsagligt om følelser.

“BUDSKABET er, at når man synes, samfundet går i den forkerte retning, så mener en del, man også har ret til at bombe og slå ihjel. En forskruet tankegang, Esben så langtfra står alene med.”

Selvfølgelig er det let at lade forargelsen løbe af med sig, men som lederskribent på en dansk avis burde man være hævet over den slags simple følelser eller i det mindste være i stand til at undlade at tage dem med på arbejde.

Tankegangen er nu slet ikke så forskruet endda. Cirka en million dræbte irakere og den aktuelle krig i Libyen er eksempler på at vi ikke har problemer med at bombe og slå ihjel når andre samfund går i den forkerte retning. Det er selvfølgelig sværere når det er ens eget samfund det handler om, men det holdt da ikke de danske modstandsfolk tilbage. Også Stauffenberg mente at samfundet gik i den forkerte retning og at han havde ret til at bombe og slå i hjel og ville være blevet hyldet desto mere om han var lykkedes med sit projekt. PLO er i øvrigt et glimrende eksempel på at terrorisme og f. eks. det at angribe en skolebus med bazookaer sagtens kan være udgangspunkt for noget som senere hen er blevet almindeligt anset for en god og retfærdig sag.

Pointen er, at verden ikke er så simpel, at den består af onde og gode mennesker, hvor de onde begår handlinger, som qua deres ydre fremtoning kan defineres som klart og tydeligt onde. Balancen er hårfin.

KONSPIRATIONSNONSENS

Til gengæld er der ikke er meget hårfinhed over det 1500 sider store manifest som Breivik skrev og rundsendte kort inden terroraktionen i juli måned. Derfor blev jeg noget forbløffet, da jeg læste en historie om en hackergruppe som ønsker at ødelægge det:

“Hvis det står til hackergruppen Anonymous, så bliver det 1500 sider lange manifest, som terroristen Anders Behring Breivik har skrevet om sin væbnede kamp mod multikulturalisme og islam, ødelagt for altid. Gruppen har iværksat en kampagne, hvor den opfordrer alle netbrugere i verden til at lave falske og meningsløse kopier af Breiviks manifest. Anonymous håber derved, at originalen går tabt i mængden.”

Dette er selvfølgelig intet andet end at give manden alt for megen kredit og at tage ham alt for alvorligt. En person som anser sig selv for at være Kommandør i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering, skal ikke tages alt for alvorligt, i hvertfald ikke som andet og mere end den temmelig forstyrrede person han er og i øvrigt uanset om hans manifest indeholder skjulte koder eller ej. (Samtlige 1500 helt originale sider af manifestet kan i øvrigt downloades her: 2083.)

Han er ugens nyhed i det store internationale medie-freakshow. Intet andet. Intet mere. Udover det han allerede har gjort, får han – ligesom alle andre terrorister – kun den betydning vi selv tillægger ham.

Her er hvad han – formodentlig helt uden selvironi – skriver om klassifikationen af forrædere (s.815):

“How shall we differentiate between hardcore Marxists, cultural Marxists, suicidal humanists/career cynicists and the capitalist globalists? The common factor here is that they all believe they are doing the right thing, so they all have good intentions, at least according to themselves. But this can also be said about Hitler, Stalin and Pol Pot. They were all idealists in their own twisted way. Regardless of  their twisted intentions they are all mass murderers and must be treated as such.”

 

SJOV MED MENINGLØS VOLD

Noget helt andet er, at indtil for få dage siden havde diverse danske aviser stadig på forsiden af deres hjemmesider adskillige artikler med sidste nye vinkler på massakren på Utøya. Her har vi kunnet læse alt om tragedien. Om hvordan kølerummet reddede kokkens liv og om hvordan 16-årige Julie skrev sms’er til mor hvert femte minut, mens morderen myrdede løs og om 17-årige Marte, som fortæller at “pludselig var der stille, og jeg hørte fodtrin. Så skød han mig.”

De fleste aviser har haft billedgallerier af alle ofrene, så vi alle kan se disse smukke unge mennesker og rigtig fantasere om hvordan det gik for sig den rædselsfulde dag på Utøya. Og skulle du have glemt eller overset noget kan du læse Jesper Vangkildes artikel i Politiken: Genoplev ugen, der fik Skandinavien til at skælve der tager dig ved hånden og fører dig gennem hele historien.

Man kan rimeligvis spørge sig selv hvilken nyhedsmæssig værdi sådanne persongallerier og genoplevelsesartikler egentlig har. Faktisk kan man spørge sig selv hvilken reel nyhedsmæssig værdi 99% af beretningerne fra Utøya egentlig har. Er det andet end ren følelsesporno, når du kan læse et øjenvidne fortælle om hvordan han hørte en 11-årig dreng bede for sit liv: “Jeg hørte drenge sige, at gerningsmanden ikke skulle skyde ham, og at han nu havde skudt nok. Drengen sagde til ham, at han havde dræbt hans far, og at drengen selv var for ung til at dø.

Svaret er at den slags ingen som helst nyhedsværdi har overhovedet. Det er bare god underholdning. Du læser det af nøjagtig samme grund som andre sætter sig og ser en thriller eller en gyserfilm, for inderst inde nyder du al din forargelse og din vrede og din medfølelse og dine tårer og din frygt og den søde gysen, du får hver gang du tænker på hvordan det mon var at være midt i begivenhederne den dag derude på Utøya.

Der er ikke noget bedre end at kunne forarges over hvor onde andre er, for det bekræfter en selv i hvor god og retfærdig man er. Ejheller er der noget mere livsbekræftende end at kunne sørge, græde og forfærdes over andres grufulde skæbne. Hvilken grund ellers til at læse om det?

Men det er jo en gammel nyhed nu. London og flere andre engelske byer bliver splittet ad og Amy Winehouse er død af druk og vi taber snart en landskamp til Norge.

Heldigvis, fristes man til at sige, så har vi da noget andet at beskæftige os med.