Omvendt bevisbyrde!

Undertiden støder man i kriminalsager på forsvar som er så snedigt udtænkte at de ender med at blive et bevis for skyld. Det sker tilsyneladende når gerningsmænd som ikke er specielt veludrustede i kategorien intelligens på forhånd forsøger at foretage sig noget aktivt for at bevise deres uskyld i stedet for f. eks. bare passivt at have et alibi. Her er et eksempel på hvad der sker når man ganske mangler evnen til at tænke rationelt. Den unge dansk-sudaner Lual Yai Fayin Lual er – ifølge EB – idømt forvaring for voldtægt af en 14-årig pige og en masse andre mindre pæne handlinger:

Efter voldtægten filmede han pigen med sin mobil, mens han tvang hende til at love ikke at sige noget til sine forældre.

– Jeg har ikke voldtaget dig, vel, sagde han på optagelsen.
– Nej, svarede hun tøvende.
– Og vi er enige om, at det var frivilligt?
– Ja.
– Godt, sagde han tilfreds.

Optagelsen skulle ifølge den 18-årige dokumentere, at han ikke havde gjort noget forkert.

Enfoldigheden er så massiv at det næsten er morsomt.

__________
Tiltalt for voldtægt: jeg er guds gave til kvinder, EB d. 20/12 2010

Er de grimme?

I et hvert menneske, uanset hvor ondskabsfuld, korrupt eller dumt det på overfladen forekommer, er der altid, et eller andet sted, et element af godhed, ærlighed eller visdom.  Også når det gælder den danske offentligheds komiske sideshow Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, også kendt som Henrik, som jo er en helt igennem anakronistisk figur der i al sin affekterede talentløshed ikke holder sig tilbage fra også at optræde som digter. Man forventer ikke meget fra denne familie af kunstnere, men undertiden kan man jo sænke niveauet og glædes over lidt, som når BT bringer historien om at Prins Henrik chokerer: ‘Tvillingerne er meget grimme’:

– Tvillingerne er meget grimme, lyder den karske dom over Mary og Frederiks to nyfødte børn, inden Prinsen dog bløder en kende op i det vanlige, frankofile smil og fortsætter:

– Nej, de er meget søde. Men jeg vil ikke sige smukke.

I et stille øjeblik bifalder vi dette lille oprør mod den forbandede forpligtelse man har til – på opfordring, intet mindre – at synes at andres nyfødte børn er smukke. Det er de ikke. I hvertfald ikke for andre end forældre, bedsteforældre og søskende, hvilket måske skyldes at de befinder sig i et følelsesladet øjeblik og således ikke ligefrem anlægger objektive kriterier.

Eftersom vi desværre ikke har et billede af de royale rædsler bringer vi et billede af et par andre tvillinger hvis forældre garanteret også syntes at de var både smukke og søde. Det gør forældre jo. Heldigvis! ((Tvillinger. Fra Wikimedia))

Men alt det skal ikke fjerne vores opmærksomhed fra følgende: Skuespiller Ellen Hillingsø har besøgt og besigtiget den royale yngel og BT har fundet det vigtigt at indhendte hendes vurdering og kan med stor alvor konstatere at “Skuespiller Ellen Hillingsø er uenig med prins Henriks bedømmelse af de royale tvillinger.

“Er det rigtigt, at tvillingerne er så grimme, som prins Henrik siger, spurgte bt.dk hende.
– Nej, nej, slet ikke, svarede hun.
Hvordan var de så?
– De var enormt søde, smilede hun.”

Men var det egentlig ikke det Henrik sagde?

__________
‘Tvillingerne er grimme’, BT 11/1 2011
De er slet ikke grimme‘, BT d. 11/1 2011

Livsfrygt

γνῶθι σεαυτόν

En meningsmåling som DR har fået foretaget viser at 55 procent af danskerne ikke mener at de bliver mere trygge af bevæbnede vagter ombord på flyene og kun hver femte mener at det vil gøre dem mere tryg.

Spørgsmålet er, om det som der er blevet spurgt om og det der svaret på dybest set er det samme og om det som der egentlig kan udledes af undersøgelsen er noget helt andet end det som medierne gengiver?

“Det er selvfølgelig omgærdet af sikkerhedsmæssige hensyn og derfor kan man ikke fortælle alt om det, siger Lars Barfoed, som dog godt kan fortælle, at vagterne ikke kommer til at bære uniform.”

Altså en mand diskret placeret i flyet som tilfældigvis er bevæbnet og holder vagt. Ganske uskyldigt, ikke? DR har gjort os den tjeneste at spørge manden på gaden.

“En af de rejsende, Keld Monrad Hansen, er tidligere officer. Han siger:

– Så mange mennesker med våben i så lukket rum – det er jeg ikke tilhænger af.”

Så mange …? Der er vel kun tale om en, med mindre han medregner evt. terrorister og mon alligevel ikke de fleste passagerer, konfronteret med et par bevæbnede terrorister, hellere end gerne ville have at en eller flere bevæbnede politifolk også var tilstede i flyet?

“Hans kone, Ada Monrad Hansen er enig.

– Det er virkeligt ikke rart at tænke på. Så er vi derude, hvor der ikke er noget, der er rigtig hyggeligt længere.”

Her afsløres ret så meget. Hvad disse to, og måske også en del af deltageren i meningsmålingen, i virkeligheden indirekte giver svar på er ikke om de bevæbnede vagter giver tryghed overfor terrorister, men om at vagterne giver utryghed fordi de minder de overbeskyttede danskere om en brutal virkeligehed. Der er en snert af en troskyldig vi stiger pænt og ordentligt på toget til Auschwitz og så går det nok alligevel holdning over det her. En dybest set absurd indstilling til livet som hellere af frygt lukker øjnene for virkeligheden end at acceptere den for hvad den er. Den er ikke bare et udtryk for afgrundsdyb naivitet, den er udtryk for en grundlæggende livsangst som også manifesterer sig i behov for brevkasser og terapeuter og i sidste ende, når virkeligheder har meldt sin ankomst, for krisepsykologer.

I sidste ende bliver det næsten komisk:

“- Vi har ikke den samme sherif-kultur som er en del af det amerikanske tankegods, hvor man tror at bevæbnede vagter kan skabe sikkerhed, siger CAU’s formand, Jakob Esposito. [CAU er en organisation for SAS’ kabinepersonale]

Jakob Esposito vil se bevis for, at vagterne kan skabe sikkerhed, før han kan acceptere en aftale mellem Danmark og USA.”

Der er vel ikke nogen som tror at vagterne ligefrem vil skabe usikkerhed, som at deres våben kommer til at gå af ved et uheld og dræber piloten eller lignende. Som altid ville lidt selvkritisk refleksion (introspektion) være klædeligt. Esposito siger  sikkerhed, men det han egentlig taler om er tryghed. Den tryghed der kommer gennem fortielser og virkelighedsfornægtelse og som i sidste ende nok ikke så meget er hverken tryghed eller sikkerhed så meget som den er udtryk for et selvbedrag.

Dødens Aftensang

Tordner buldred, Bølger bruuste,
Solen skiulte sig i Mørk;
Mod min Klippe Stormen suuste
Vældig over Havets Ørk.
Kied af Livets Jammer, eene,
Trøstesløs, og uden Haab,
Sad jeg, mellem Fieldets Steene,
Spildende mit Klageraab.
Tordnen buldred i mit Hierte,
Stormen rased i min Barm;
Haard, som Klippen var min Smerte,
Vild, som Bølgen var min Harm.
Tordnen taug; med dæmpet Brusen
Døned Bølgen mod sin Bred,
Stormen svandt i stille Susen;
Solen dalende gik ned.
Endt var al Naturens Smerte
Jorden smilte, Himlen loe;
Kun i det oprørte Hierte
Giød min Aften ingen Roe.
Men i Klippen under Jorden
Hørte jeg en Harpes Klang,
Dæmpet, som en fiernet Torden —
Og en Stemme sød, som sang:
„See bag Skyer Solen iile
Sin bestemte Bane hen:
Snart den synker for at smile,
Medens Havet favner den.
See den smile, see den blegne,
See den synke, see den slukt;
Tænk: Som den, du og skal segne,
Snart er og dit Øie lukt!
Hør i Havet Bølgen bruse
Mindre høit, med mindre Magt;
Hør i Lunden Stormen suse,
Dæmpet, meer og meere svagt —
Hør den sidste Vove trille —
Hør det sidste Vindens Pust —
Tænk: Din Siæl og snart blir stille;
Snart er og Dit Hierte knuust!
I en natlig stille Slummer
Ligger alt Naturen Lig:
Trøstesløse! glem din Kummer!
Døden favner ogsaa dig.“

– Jens Baggesen, 1819.

(via kalliope.org)

Ode til dovenskaben!

(Undervisning III)

Vi tager lige endnu en rundtur i de kinesiske undervisningsidealer, gennem følgende læserbrev i Weekend Avisen:

Rektorerne mere end antyder, at danske elever bør disciplinere sig i retning af de kinesiske. Hvorfor det? Jeg finder det mere sandsynligt, at de kinesiske elevers indre motivation for at studere flittigt og lydigt vil falde i takt med stigende velstand, åbenhed og frihed i Kina. (Jan Fischer, Produktchef og cand. silv., Roskilde i WA d. 17/12 2010)

Hvorfor skulle vi da også hylde dyder som flid, lydighed, disciplin når vi kan læne os tilbage i stolen og være os selv og vente på at de andre bliver ligeså dovne som vi…

Undervisning II

Nu er det ikke engang en måned siden at professor Niels Egelund udtalte til BT “Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land.“ Jeg kommenterede det her. Weekendavisen bragte artiklen: “Hvad skal vi leve af?” (WA, d. 5/11 2010) og “Gymnasiets Død” (WA, d. 26/11 2010)) og som kommentar dertil, øser statskundskabsstuderende ved KU Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard af sine egne erfaringer i Weekend Avisen fra d. 17/12 2010. Og det måtte jo komme: det kan da ikke passe at kommunistiske Kina kan noget som vi ikke kan, vel?

“Selvom Kina udvikler sig på flere måder hen imod den vestlige verdens liberalistiske og individualistiske værdier, er landet fortsat underkuet af det kommunistiske etpartisystems magtmonopol. Statens strenge hierakiske forvaltning smitter af på uddannelsessystemet. En stor del af den undervisning, jeg overværede og deltog i, baserede sig på envejskommunikation mellem lærer og elev, ligesom den faglige målsætning for eleverne var fokuseret på udenadslære af et omfattende pensum. En anden konsekvens af den kinesiske stats topstyring oplevede jeg i form af en generel ukritisk tro på alle form for autoriteter.” (Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard, WA d. 17/12 2010, s. 13)

Flere kulturelt betingede fordomme er det vist umuligt at få presset ind i så lidt tekst. Hverken et etpartissytem eller en streng hierakisk statsforvaltning er argumenter for eller imod noget som helst. At undervisning foregår som envejskommunikation fra lærer til elev eller at undervisningen baserer sig på udenadslære er heller ikke, selvom Frk. Fuglsamg-Damgaard åbenbart mener at det, måske fordi sådan gør vi ikke, netop forholder sig således. På samme måde kan man sige at ukritisk tro på autoriteter slet ikke er så slemt hvis autoriteterne er de rigtige. Problemet er jo at de fremhævede passager præsenteres som (mod)argumenter i sig selv, alene fordi de repræsenterer som modsætninger til vores måde at gøre tingene på.

Værre endnu bliver det for Frk. Fuglsang-Damsgaard:

“Jeg giver Klaus Wivel ret, når han i sin kritik af den danske gymnasieskole skriver, at skal man tænke selvstændigt, bliver man nødt til at vide noget. Men man kan rette en lige så vigtig kritik af det kinesiske uddannelsessystem ved at vende logikken på hovedet: Det er mindst lige så vigtigt at kunne tænke selvstændigt, før man kan vide noget.” (Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard, WA d. 17/12 2010, s. 13)

Øh… nå?

Det vil sige at hvis det ene forudsætter det andet, kan man vende logikken på hovedet, så det andet også forudsætter det ene? Altså hvis en bil har brug for hjul for at kunne køre, så skal bilen også kunne køre for at kunne have hjul? Det er selvfølgelig noget helt igennem forfærdeligt sludder.

For at kunne tænke selvstændigt, for at kunne udlede og konkludere må man have en tilstrækkelig viden og jo større viden jo større sandsynlighed for at man træffer de rigtige valg. Det er indlysende. Til gengæld er det ligeså indlysende at der findes mange mennesker og mange jobs for hvilke det absolut ikke er nødvendigt at kunne tænke selvstændigt, udover at kunne udlede ud fra tillært viden. Min tandlæge er et fint eksempel. Hos soldater er det nok ofte ikke ønskeligt og hos flyveledere vil vi nok også betakke os for alt for megen kreativ tænkning. Og så videre.

At viden uden tanke undertiden kan virke værdiløst er en helt anden sag, men til gengæld er ovenstående, at logik ikke bare hovedløst kan vendes på hovedet, nok et glimrende eksempel på at selvstændig tænkning uden alt for megen viden er direkte farligt for det samfund eller den person som lader sig styre derefter.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010