Dobbeltmoral

Måske er det et eksempel på den måske nok sjældne, men dog meget menneskelige tendens til at mennesker som har gjort det til en vane eller erhverv at dømme om andre, efterhånden ganske mister evnen til at dømme om sig selv?

I hvertfald er det vist efterhånden slået fuldstændig klik for Politikens redaktør Seidenfaden, som i en leder d. 9. december 2010 skriver om USA og anonymes hackeres forsøg på “af al magt at kvæle” WikiLeaks efter at de har offentliggjort fortrolige diplomatisk dokumenter fra det amerikanske forsvar og udenrigsministerium.

“Der er tale om altovervejende ikke-juridiske skridt i form af massiv pression mod de private leverandører, som ethvert internetmedie er afhængig af. De amerikanske internetgiganter Amazon og PayPal og andre firmaer i flere lande har bøjet sig for presset og smidt WikiLeaks af deres servere.

Også kreditkortfirmaer og banker har øjensynlig nægtet at betjene WikiLeaks.” (Stop angrebet på informationsfriheden, Politiken, d. 9/12 2010)

Alt det er selvfølgelig korrekt og Politikens forargelse er også i tråd med avisens vane med at udgive bøger uden at spørge forfatter og forlag og domstole først først, jvf. både sagen om Rathsacks bog “Jæger” og Ritt Bjerregaards dagbog (Begge sager er omtalt her: http://jp.dk/indland/article1818042.ece), men herefter hopper kæden af for Seidenfaden:

“Det svarer til, at myndighederne, hvis de ville forhindre Politiken eller Berlingske Tidende i at bringe en ubehagelig artikel, pressede elselskabet til at slukke for strømmen, så trykpressen ikke kunne køre.

Hvor er lovgrundlaget, hvor er domstolene?” (Politiken. op. cit.)

Nu er der jo både i praksis og rent principielt en betydelig forskel på offentliggørelsen af en ubehagelig artikel man selv har skrevet, og offentliggørelse (massedumping!) af materiale som andre har skrevet og som er tilvejebragt på ulovlig vis. Faktisk har de to ting intet med hinanden at gøre og kan selvfølgelig slet ikke sammenlignes. Men det er ikke den eneste sammenligning som Seidenfaden spiller ud:

“Det er forståeligt, ja, formålstjenligt, at en stat forsøger at holde på sine hemmeligheder. USA er i sin gode ret til at tiltale kilden til lækagen og om muligt få ham idømt en hård straf.

Men det er en glidebane mod et mere lukket samfund, hvis USA’s regering eller andre, med metoder, der er helt uforenelige med retsstaten, angriber de medier, der bringer oplysningerne. Skal ytringsfriheden begrænses, må det som minimum ske efter en åben rettergang.” (Politiken. op. cit.)

Seidenfadens pointe synes at være, at kilden til lækagen sagtens kan idømmes en (hård) straf, men at den kendsgerning overhovedet ikke skal påvirke pressens beslutninger, som om at det, at noget først er blevet stjålet, uden videre gør det stjålne materiale til public domain. Det svarer til at sige at hvis nogen brød ind i Seidenfadens private computer og huggede billederne fra swingerfesten i Tøgers sommerhus, så skulle tyven straffes for det, men hvis han forinden havde videregivet billederne til mig, var jeg i min gode ret til at offentliggøre dem. Udover at ganske bortskaffe begrebet om hæleri er det en helt igennem besynderlig opfattelse af ytringsfriheden der her kommer til udtryk.

Ytringsfriheden har intet at gøre med Julian Assanges ret til at offentliggøre stjålent materiale. Ytringsfriheden sikrer at Assange kan sige hvad han vil og den er der ingen der har forsøgt at rokke ved. Hvad nogen har forsøgt at gribe ind overfor, er derimod den informationsmæssige free-for-all som WikiLeaks hæleri-projekt lægger op til: at fordi stjålet gods kommer i dine hænder, betyder det ikke at det er dit til at gøre med hvad du vil. Hvad du burde gøre er at levere det tilbage til ejermanden. Intent andet.

Seidenfaden fortsætter med at konstatere at “WikiLeaks’ redaktionelle prioriteringer i høj grad [kan] diskuteres“, hvilket mildt sagt er en underdrivelse.

“Men USA’s massive og principløse reaktion har løftet sagen til et andet niveau: Er det rimeligt, at en stat med rent magtmisbrug kvæler et frit medie?” (Politiken. op. cit.)

Spørgsmålet er om det at være et frit medie ikke også inderbærer et vist ansvar, noget som Seidenfaden tydeligvis ikke mener er tilfældet. WikiLeaks dumper tusindvis af fortrolige dokumenter til offentligheden i håbet om at nogen kan finde noget som er belastende for nogle andre. Der er ikke tale om materiale, som er lækket for at dokumentere et konkret magtmisbrug eller misforhold, hvilket enhver kan forsikre sig om, ved at læse Politikens opfrodring til læserne:

“Når det sidste dokument er offentliggjort, vil lækken inkludere over en kvart million dokumenter, og det er flere end selv politiken.dk’s journalister kan nå at læse grundigt.

Derfor vil vi gerne tippes, hvis politiken.dk’s læsere, ser vigtige historier i de rå dokumenter, som ikke er fortalt endnu.” (Tip os: Find de gode WikiLeaks-historier. Politiken d. 29/11 2010)

Det her har intet som helst med ansvarlig journalistik at gøre. (Tankevækkende er også Seidenfadens svar på følgende spørgsmål vedr. Politikens offentliggørelse af Rathsacks bog: “Hvorfor har I ikke ventet, til fogedretten har taget stilling til, om der skulle nedlægges forbud mod bogen? For det første fordi fogedsagen ikke har noget med Politiken eller medierne at gøre. Den er rettet mod forlaget.” Gad vide om fogedretten ikke også ville have haft indvendinger mod bogens trykning i pressen, hvis den havde haft det mod forlagets udgivelse af den?)

Her er det så at Politikens dobbeltmoral kommer ind i billedet.

For det første har Politiken den moralske standard der udi egen opfattelse giver dem ret til at optrykke andres værker uden at spørge om lov først, jvf. de to bøger nævnt ovenfor. For det andet opfatter man sig selv, som det fremgår ovenfor, som værende ytringsfrihedens vogter, når det gælder om at offenliggøre stjålne amerikanske statshemmeligheder, samtidig med at man – for det tredje – sagtens kan gradbøje samme ytringsfrihed når det gælder karikaturtegninger: “Det er meget trist, at Politiken ofrer ytringsfriheden under trussel om en retssag,” sagde Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen om Politikens knæfald for en arabisk advokats krav. (Politiken siger undskyld for Muhammed-tegning. Berlingske, d. 26/2 2010) Endelig er der historien om “dybe links”, hvor Politiken var særdeles fremme i skoene når det handlede om at hindre både søgemaskiners og andres adgang til Politikens hjemmeside (Politiken nægter søgemaskinerne adgang, Ingeniøren, mandag 31. jul 2006) og i den sag var der ikke megen forståelse for andres brug af Politiken som Politiken bruger andre…

Jeg ved ikke hvordan Tøger Seidenfaden, rent logisk, holder rede på dette moralske multibogholderi og jeg er ikke sikker på at jeg overhovedet ønsker at vide det, men man aner nok en anden persons indflydelse i baggrunden. Gør man ikke?

Skønhed!

Stor ødelæggelse indeholder undertiden en særegen storslået skønhed. Bikini 1946

Nej? Du synes ikke det er smukt syn? Så svar mig ærligt: Hvordan ville du helst dø?
I ensomhed efter tre ugers sygdom i sengen på et plejehjem eller ved at fordampe på et sekund efter at have set døden i øjnene stående på den strand?

Egenkontrol

“Ledelsen på en af Mærsks største platforme i Nordsøen presser de ansatte til at fuske med de prøver, som bruges til at beregne, hvor meget giftig olie selskabet leder ud i havet.

Det fremgår af udsagn fra flere ansatte samt en hemmelig båndoptagelse, Politiken er i besiddelse af.

På båndoptagelsen kan man høre, hvordan den øverste chef på platformen direkte presser en ansat til – i strid med udledningstilladelsen – at tage flere prøver og kun indrapportere dem med det laveste olieindhold til Miljøstyrelsen.” (Mærsk presser ansatte til at fuske, Politiken, d. 15. december 2010)

Hvad havde man regnet med? Her er et firma med en milliardforretning som selv skal kontrollere at de overholder reglerne. Den eneste grund til ikke at snyde skulle da lige være frygten for at blive opdaget, da konsekvensen deraf, en tur gennem medierne, kan være en PR-mæssig katastrofe. Hvis langt mindre foretagener som den iøvrigt velrenommerede Carlslund Kro i Odense kan finde på at snyde ved at lade det den ene kunde har levnet blive serveret for den næste, hvorfor så ikke i en branche hvor pengene er langt større?

Det værste er i øvrigt slet ikke at der snydes. Det værste er myndighedernes naivitet, her i en rapport fra Fødevarestyrelsen som har evalueret egenkontrollen i fødevarevirksomheder:

“Evalueringen af egenkontrollen har vist, at den fungerer godt i de større fødevarevirksomheder med mange ansatte og mere komplekse aktiviteter. Der bliver fanget og rettet mange fejl, som ikke ville være blevet fundet uden egenkontrolprocedurer. Det hænger blandt andet sammen med, at egenkontrollen bruges som et ledelsesværktøj til at rette medarbejdernes fokus på de forhold, der har betydning for fødevaresikkerhed.

De små virksomheder er mere tvivlende overfor effekten af egenkontrol, og der er stadig en opfattelse af, at egenkontrollen udføres for at tilfredsstille fødevarekontrollen. En del af de små detailvirksomheder ser dog en fordel i, at en veldokumenteret egenkontrol kan bruges overfor myndigheder og kunder til at vise, at virksomheden har styr på hygiejne, fødevaresikkerhed og anden fødevarelovgivning.” (Egenkontrol i fødevarevirksomheder evalueret, Pressemeddelelse, d. 6. september 2006)

Ja, hvad ellers, fristes man til at spørge? Hvem skulle den ellers tilfredsstille?

Der findes sikkert virksomheder hvor pengene flyder så frit at man har overskud til at “bruge egenkontrollen som et ledelsesværktøj” og hvor man har fine etiske regelsæt fordi man lever af at sælge samvittighedsvarer til et økonomisk (og ideologisk!) velfunderet befolkningssegment, men nede hos den lokale pizza-pusher eller småkøbmand hvor konkurrencen er anderledes hård og hvor det er forretningens overlevelse det handler om, er fristelsen til snyde måske anderledes stor, og det er nu engang sådan at hvis du er villig til at overtræde love og regler eller begå direkte svindel, så er du jo nok også villig til at snyde med den egenkontrol som skal afsløre dit snyd! På samme måde har man nok også en klar fornemmelse af at hvis oliemilliarderne flyder frit så er det jo nok ikke en vandprøve med lidt for meget olie i, som skal stoppe den pengestrøm.

Lidt kynisk kunne man vel konstatere at egenkontrol som kontrolmiddel nok virker bedst overfor de ærlige og de retskafne og de samvittighedsfulde.

To Damer!

Jeg må ærligt tilstå at jeg intet kender til ovenstående billede. Jeg ved ikke hvem der har begået det, hvornår det er fra eller hvor. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om hvorfor jeg har gemt det, nemlig ansigtsudtrykket hos de to kvinder. Den unge som blot rynker panden over, ikke hans lidelser, men over det som gøres. Og så den forbitrede gamle dame som sikkert mener at  mænd er nogle svin allesammen alligevel. (Jeg vælger helt at se bort fra at maleren har fejlet katastrofalt med blodet at man fristes til at tro at det må være en senere tilføjelse!)

PS. Det er af Caravaggio

Undervisning

“Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land”, udtaler professor Niels Egelund i BT i dag, som en kommentar til afsløringen af at handelsskoleelever på Tietgenskolen i Odense ikke kan regne selv simple regnestykker som 9 gange 5!

“600 elever begynder på skolen hvert år. Af dem starter 100 elever på skolens erhvervslinje, som sigter mod at stå i butik eller sidde på kontor. Halvdelen af disse 100 unge kan kun læse på 3. eller 4. klassesniveau. 80 procent regner på 3. eller 4. klassesniveau, viser skolens egne test.”

Samtidig kan Politiken afsløre at danske elever har tabt to skoleår siden 1960:

“Tobias Zimling Kristiansens beregninger viser, at eleverne har mistet 1.300 klokketimers undervisning i løbet af et skoleforløb, siden staten for første gang formulerede et krav til antallet af undervisningstimer i den såkaldte Blå Betænkning fra 1960.

[…]

Men eftersom mange skoler i dag underviser efter Undervisningsministeriets minimumskrav til timetallet, så er tabet flere steder endnu større og udgør cirka 1.800 klokketimer.

Det svarer i runde tal til to skoleår.”

Hvad havde man regnet med?

Men timetallet er jo ikke engang det eneste problem. Måske ikke engang det største.

For det første går man ud fra ideologisk funderede pædagogikker som er baseret mere på lyst end på konkrete krav og den (arbejds)disciplin der er en nødvendighed for erhvervelsen af kompetenser og endnu værre sniger der sig ofte regelrette absurditeter ind som f. eks. begrebet om “ansvar for egen læring”.

Desuden har man forlængst frataget lærerene magten (jvf. de kurser til folkeskolelærere om hvordan man undgår at blive slået som er omtalt her) og lagt den i hænderne på umulige elever som i den rummelige folkeskole kan hærge og regere i årevis før der handles. Spørgsmålet ikke bare om vi overhovedet har en lærerstand som vil være i stand til at løfte en undervisningsopgave i forhold til den frygt Niels Egelund giver udtryk for, men måske også om de i det hele taget ønsker det?

Men dette er ikke et isoleret ideologisk problem som kan placeres på venstrefløjen, selvom det ellers er fristende. Regeringens udspil til en ny folkeskolereform som lægger op “til flere test, flere karakterer, mere forskning og flere timer til de små elever” (BT, op. cit.) er akkurat lige så absurd som når politikere og forældre sammenligner folke- og privatskolers karaktergennemsnit og i deres grænseløse uvidenhed tror at de kan bruges til noget som helst.

Spørgsmålene hober sig op: Flere test, flere karakterer? Men hvad vil du bruge resultatet til? Mere forskning? Men i hvad? Flere timer til de små elever? Men hvordan skal de bruges?

I de små klassetrin lærer eleverne i dag at børnestave, hvilket vil sige at de lærer at stave som de vil og som de tror det staves udfra hvordan ordene lyder og så kommer de små pus hjem og viser forældrene hvad de har skrevet og forældrene siger “Nej, hvor er du dygtig!” mens de betragter nogle liniers tekst som barnet har barnestavet sig til i skolen og som egentlig lige så godt kunne være på serbokroatisk som på dansk. Fremgangmåden svarer til at lære børn babysprog (du ved: vovhund og futtog og rapand) inden de lære at tale rigtigt. Men at først lære dem det på en måde og så en anden er intet andet en spild af tid. Men børnene har det jo sikkert sjovt …

“I tresserne og halvfjerdserne rendyrkede man blandt pædagoger og lærere en idé om det naturlige som løsning af snart sagt alle problemer. Oprindeligt stammede tanken fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I sit hovedværk Emile – eller om Opdragelsen fra 1762 (på dansk i 1796-99) hylder han den grundlæggende forestilling, at mennesket fra naturens hånd er godt, mens det ødelægges i menneskehænder. Opdragelsen af børn skulle derfor alene stimulere det naturlige i mennesket, barnet, og ikke stille det forhindringer i vejen. Ligesom planten i urtepotten skal barnet blot følges opmærksomt på vej, så det kan udvikle sine egne medfødte evner og muligheder. Og for en sådan udvikling kan den (fordærvede) voksne næsten kun stå i vejen.

Og akkurat en sådan iagttagende botanikerrolle tildelte 30’ernes, 60’ernes og 70’ernes reformpædagogik læreren og pædagogen. Dybest set vidste læreren ikke bedre end eleven, selvom læreren immervæk havde taget en uddannelse indenfor et bestemt fag, hvis kundskaber hun – strengt taget! – var sat til at formidle.

Allerede i den såkaldte Blå Betænkning fra 1958 havde man foregrebet denne forestilling, idet folkeskolen nu ikke længere alene skulle formidle nyttige kundskaber, men med et typisk reformpædagogisk udtryk skulle ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”, sådan som det senere i 1975- og 1993-loven kom til at hedde i folkeskolens formålsparagraf.” (Henrik bang Møller: Folkeskolens kerneopgave: læring!)

Intet vil blive ændret. Det er ikke vilje der er gået tabt, det er viden, og den kan man ikke snakke sig til. Der kommer alskens pædagogik og velvilje og gode intentioner til kort.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010
Danske elever har tabt to skoleår siden 1960, Politiken d. 13/12 2010

Negermarked!

It is hard to believe that a man is
telling the truth when you know that
you would lie if you were in his place.
– H. L. Mencken

Fredag eftermiddag standsede tre busser fyldt med asylansøgere foran Føtex’ varehus i Nykøbing F., skriver Politiken og de blev naturligvis afvist ved døren, fordi varehuset, ifølge Føtex direktør Carsten Hansen, har haft enkelte uheldige episoder, når der kommer store mængder mennesker med busser. ((op. cit.)) Altså den specielle slags store mængder som kommer i busser, til forskel fra den slags store mængder som ankommer i små mængder hver dag. Samme Carsten Hansen afviser selvfølgelig at de tre busfulde asylansøgere blev afvist på grund af etnicitet: “»Vi er kede af, at nogle bruger det her til at råbe racisme«, siger han og peger på, at kæden arbejder meget på at få ansatte med en anden etnisk baggrund end dansk.” (Og her kunne man jo være rigtig modbydeligt kynisk og konstatere at en neger ansat jo også er en neger identificeret og kontrolleret på både CV og straffeattest.)

Jeg ved ikke hvorfor, men ihukommende Menckens ord og med danskens fordomme in mente, ser jeg for mit indre blik en medarbejderstab i pågældende supermarked løbe panisk rundt ved tanken om at se deres arbejdsplads indvaderet af et større somalisk-muslimsk kompagni, uden jeg dog i mit drømmesyn har nogen klarhed over om panikken skyldes egen fordomsfyldt frygten for at horderne vil stjæle og hærge hele butikken eller om den skyldes frygten for at andres (læs: kundernes) fordom ville få dem til at forlade butikken på grund af de tilstedeværende mængder.

Hvorfor er det lige at man (læs: jeg) uvilkårligt tænker sådan i dette oplyste og frie og demokratiske land?

__________
Føtex afviste tre busser med asylansøgere, Politiken, d. 7/12 2010