Pressen

I Forhold til ethvert Fag, enhver Gjenstand o: s: v: er bestandigt Minoriteten, de Færreste, de Faae, nogle Enkelte vidende, Mængden er uvidende. Dette er dog vel soleklart, thi ellers vilde jo følge, at ethvert Msk. var vidende om Alt. Just fordi dette ikke er saa, just derfor har ell. burde ethvert Msk. have sin Gjenstand, den være nu stor ell. lille, indviklet og vanskelig ell. mindre vanskelig, hvorom han er vidende, saa han er Læreren og de Andre, Mængden, Pluraliteten de Lærende, og saaledes os alle rundt, hver har sin Gjenstand. – Men hvad gjør nu Journal-Pressen? Den meddeler Alt hvad den meddeler (Gjenstanden er ligegyldig, Politik, Critik o: s: v:) saaledes som var det bestandigt Mængden, Pluraliteten o: s: v: der var vidende. See derfor er Journal-Pressen det fordærveligste Sophisme der er opkommet. Man klager over, at der stundom staaer en enkelt usand Artikel i et Blad – ak, hvilke Smaating, nei hele denne Meddelelses væsentlige Form er et falsum. – I Oldtiden smigrede man reent sandseligt Mængden ved Hjælp af Penge og Brød og Circenses – Pressen har aandeligen smigret Mellemclassen – Vi trænge til pythagorisk Taushed. – Der behøvedes meget mere Afholdenheds-Selskaber i Forhold til ikke at læse Blade, end til ikke at drikke Brændeviin. – Det latterlige i at »Fædrelandet« vil være Aristokrat – og saa være Journal. Nei vil Udgiverne være Aristokrat saa maa han lade Bladet gaae ind. At være Aristokrat blandt Journalister er ligesom at være Aristokrat blandt Lazaroner.

Søren Kierkegaard, Journalen NB2, 1847.

At det er Pressen der har demoraliseret Staterne, kan man ogsaa see saaledes. Kun en meget Dannet kan uden Skade læse Aviser; saadanne Dannede ere i hver Generation bestandigt meget faae – og disse Faae læse jo næsten ikke mere Aviser. Men Mængden læser Aviser, Mængden for hvem den i og for sig usunde Føde absolut er det Usundeste. Man kan see det Samme paa en anden Maade. Det, hvorved Pressen vil virke er Udbredthed; men Udbredthed er just Løgnens Magt, en sandselig Magt, liig Nævernes. Man kommer til at tænke paa Goethes Ord: man har afskaffet Djævelen og faaet Djævle.

Søren Kierkegaard, Journalen NB8, 1848.

It is a melancholy truth, that a suppression of the press could not more compleatly deprive the nation of it’s benefits, than is done by it’s abandoned prostitution to falsehood. Nothing can now be believed which is seen in a newspaper. Truth itself becomes suspicious by being put into that polluted vehicle. The real extent of this state of misinformation is known only to those who are in situations to confront facts within their knowlege with the lies of the day. I really look with commiseration over the great body of my fellow citizens, who, reading newspapers, live & die in the belief, that they have known something of what has been passing in the world in their time; whereas the accounts they have read in newspapers are just as true a history of any other period of the world as of the present, except that the real names of the day are affixed to their fables. General facts may indeed be collected from them, such as that Europe is now at war, that Bonaparte has been a successful warrior … but no details can be relied on. I will add, that the man who never looks into a newspaper is better informed than he who reads them; inasmuch as he who knows nothing is nearer to truth than he whose mind is filled with falsehoods & errors.

Thomas Jefferson: Brev til J. Norvell,  1807.

Til Helge Sander!

‘What’s that great big book on the table?’ she asked.
‘That? Oh, that’s my Greek dictionary.’
‘Your what?’ she cried.
‘It’s all right. It won’t bite you.’
‘Are you learning Greek?’
‘Yes.’
‘Why?’
‘I thought I’d like to.’
He was looking at her with a smile in his eyes and she smiled back at him.
‘Don’t you think you might tell me what you’ve been up to all the time you’ve been in Paris?’
‘I’ve been reading a good deal. Eight or ten hours a day. I’ve attended lectures at the Sorbonne. I think I’ve read everything that’s important in French literature and I can read Latin, at least Latin prose, almost as easily as I can read French. Of course Greek’s morе difficult. But I have a very good teacher. Until you came here I used to go to him three evenings a week.’
‘And what is that going to lead to?’
‘The acquisition of knowledge,’ he smiled.
‘It doesn’t sound very practical.’
‘Perhaps it isn’t and on the other hand perhaps it is. But it’s enormous fun. You can’t imagine what a thrill it is to read the Odyssey in the original. It makes you feel as if you had only to get on tiptoe and stretch out your hands to touch the stars.’

– W. Somerset Maugham, The Razor’s Edge, chapter 4. Jvf: Myterne om universiteterne står for fald. Via: Laudator Temporis Acti.

Så du ikke glemmer …

Oprydning. Tyskland, 1945.

Det var Dr. Frits Klein der sagde at ligesom hans lægeløfte pålagde ham at skære en betændt blindtarm ud af et menneske, så skar han jøderne væk, da de var menneskehedens betændte blindtarm.

Her deltager han i oprydningen efter sit livsværk, behørigt tvunget
af de britiske soldater som befriede koncentrationslejren Bergen-Belsen.

God weekend!

Citat

Rune Engelbreth Larsen om tørklæder og sygehusvalg og alt det der, som jeg også omtalte forleden:

“Men der er ingen tvivl om, at det er absurditeten og udbredelsen af den antimuslimske tankegang, der overhovedet gør, at dette bliver en historie – og en historie, som det kun er Dansk Folkeparti, der har interesse i. Der er nemlig næsten ingen eksisterende problemer overhovedet af denne art i det danske sygehusvæsen, men der skal altså ikke mere til, end at Dansk Folkeparti fokuserer herpå i deres medlemsblad, før det trækker endnu en muslim-forskrækket historie gennem alle medierne.

Og så er vi atter tilbage ved det egentlige problem – den generelt antimuslimske dagsorden, som Kjærsgaard & Co. hele tiden har held til at trække op af hatten.”

Rune Engelbreth Larsen: Brixtofte, Haarder og den nye tørklæde-diskussion. blog.politiken.dk, d. 22. nov. 2010.

Heri kan man vist kun erklære sig helt enig.

Citat

“INGEN tilhængere af religion (om det så er den ene eller den anden af slagsen) har ret til at diktere hvad du, jeg, Kurt Westergaard, Molly Norris, Firoozeh Bazrafkan, Salman Rushdie eller Monty Python kan/må/skal/bør tegne/skrive/sige. De har ret til at have en mening om det, udtrykke sig om det og om nødvendigt at gå rettens vej, for at få afprøvet om dit eller dat er injuriende.

Der er rent faktisk mennesker – rigtige, levende mennesker af kød og blod – ude i verden og i Danmark der bliver truet på livet eller det der er værre, for at bruge deres ytringsfrihed. Og det er ikke acceptabelt. Punktum. Det kan udemærket være, at vi ikke bryder os om det de står for, eller det de siger, men det er – hvis ikke helt ligegyldigt – så overmåde sekundært.

Jeg er endda nødt til at gå et skridt videre: du har som religiøst menneske, ingen ret til at føle dig stødt over hvad andre mennesker synes/skriver/siger/tegner om din religion. For at sætte det på spidsen, kunne jeg starte en religion i morgen (alle religioner starter jo et sted, de fleste af dem dør heldigvis ret hurtigt igen) hvor et dogme var, at jeg blev stødt hvis folk IKKE tegnede Muhammed. Sikke et roderi! Så ville vi ikke kunne lave andet, end at gå og støde hinanden, og begge parter kunne med ”rette” gå og true den anden. Det ville ikke stoppe før en af parterne var forsvundet fra jordens overflade.
Selv hvis du ikke kan overbevise dig selv om, at du ikke bør blive stødt over fx en tegning, så MÅ du kunne se, at en tegning – hvor grim eller ondsindet den så end måtte være – er det rene vand i forhold dødstrusler, mordforsøg, vold og mord.”

– Peter Kofod: En slags kovending.
Indlæg på Peter Kofods blog Fodnoter og hovedtræk.

Bodycount IV – Death’s Eternal Shade

Et enkelt drab fra starten af Iliadens femte bog hvor de falder tæt på slagmarken.

Diomedes dræber Phegeus (8)

The sons of Dares first the combat sought,
A wealthy priest, but rich without a fault;
In Vulcan’s fane the father’s days were led,
The sons to toils of glorious battle bred;
These singled from their troops the fight maintain,
These, from their steeds, Tydides on the plain.
Fierce for renown the brother-chiefs draw near,
And first bold Phegeus cast his sounding spear,
Which o’er the warrior’s shoulder took its course,
And spent in empty air its erring force.
Not so, Tydides, flew thy lance in vain,
But pierced his breast, and stretch’d him on the plain.
Seized with unusual fear, Idaeus fled,
Left the rich chariot, and his brother dead.
And had not Vulcan lent celestial aid,
He too had sunk to death’s eternal shade;
But in a smoky cloud the god of fire
Preserved the son, in pity to the sire.
The steeds and chariot, to the navy led,
Increased the spoils of gallant Diomed.

Pope. Og Wilster:

Der var en Mand i det Troiske Folk, hvem Dares man kaldte,
Hædret og rig, Hephaistos’s Præst, to Sønner han havde,
Dygtige begge til alskens Kamp, Idaios og Phegeus.
Skilte fra Hæren de stormede frem Diomedes imøde,
Begge tilvogns, men Tydeiden til Fods skred rask over Sletten.
Da de nu farende frem under Øine hverandre var komne,
Først da slyngede Phegeus af Haand sin mægtige Spydstang,
Kobberets Od foer Tydeus’s Søn hen over den venstre
Skulder, og ramte ham ei, men flux med sit Spyd Diomedes
Hæved sig nu, og forgjeves ei fløi ham Stangen af Haanden,
Midt mellem Vorterne traf han hans Bryst, og slog ham af Vognen.
Ned af den prægtige Karm da sprang Idaios og flygted,
Ikke han dristed at træde til Værn for sin fældede Broder;
Selv dog ligesaa lidt havde Døden den sorte han undflyet,
Frelst af Hephaistos han blev, som i Mulm ham hylled og redded,
At den bedagede Fader ei reent af Sorg skulde bøies.
Gangerne flux bortdrev hiin Søn af den modige Tydeus,
Og til de bugede Skibe han lod sine Svende dem føre.

Forfølgernes død

Vi bevæger os hastigt væk fra politikens grænseland og tilbage til dengang hvor Gud stod klar til at gribe magten og nok vidste hvordan forfølgere af religiøse mindretal skulle straffes. Her Gaius Galerius Valerius Maximianus (ca. 260-311) romersk kejser og ihærdig forfølger af kristne i Lactantius’ beskrivelse:

Det var i Galerius’ attende regeringsår, at Gud ramte ham med en uhelbredelig sygdom. han fik et ondartet sår på undersiden af kønsorganerne, og det bredte sig videre. Lægerne skar i det og plejede ham; men da der allerede var dannet ar, brød såret op,, og han mistede så meget blod fra en bristet åre, at der var fare for hans liv. Med nød og næppe fik man dog standset. På ny måtte kuren begynde forfra, og omsider fik manigen dannet ar. Da brød såret atter op ved en let bevægelse af kroppen, og der løb endnu mere blod ud end første gang. Kejseren blev helt bleg, og hans kræfter var ved at svinde, inden man fik standset blodstrømmen. Nu virkede medicinen ikke mere på såret; kræften trængte ind i de nærmeste legemsdele, og jo mere man skar, desto mere bredte den sig; jo mere man plejede ham, des stærkere tog sygdommen til.

[…]

Berømte læger blev samlet fra alle kanter, men menneskehænder kunne intet udrette. Så tog man tilflugt til afguderne, bad til Apollo og Asclepius og anråbte om hjælp. Apollo anviste en kur, men den gjorde kun ondt værre. Nu var ødelæggelsen ikke langt borte, og den havde allerede bemægtiget sig hele underkroppen. Indvoldene rådnede, og sædet opløstes i ét væskende sår. Alligevel hørte de stakkels læger ikke op med at kurere på ham, skønt  uden håb om at få bugt med sygdommen. Da den blev trængt tilbage af deres medikamenter, bredte den sig indefter og angreb hans indre, og her opstod der orme. Stanken udbredte sig ikke blot i paladset, men i hele byen. Det var heller intet under, da hans afføring og urin allerede havde blandet deres udløb. hans krop blev ædt af orme og opløstes i råddenskab under frygtelige smerter.

“Gyseligt lød mod himmelen hans hvinende dødsskrig,
som når en tyr, hvem øksen har ramt, fra alteret flygter.” (Vergil: Æneiden II, 222ff)

Der blev lagt varme, kogte kødstykker på hans væskende sæde for at lokke ormene ud ved varmen. Da de blev fjernet, vrimlede en utallig sværm frem, men det var et langt større antal, der var blevet udklækket i hans rådnende indvolde. De forskellige dele af kroppen havde nu helt ændret udseende som følge af sygdommen. Overkrppen ned til såret var udtørret, og ved hans frygtelige magerhed var den gulblege hud dybt indfalden mellem knoglerne; underkroppen avr opsvulmet som en lædersæk, og fødderne var uformelige.

Alt dette stod på i et helt år, indtil han endelig var kuet af sygdommen og tvunget til at bekende Gud. Når der var et ophold i hans stadig fornyede pinsler, råbte han, at han ville genopføre Guds tempel og give erstatning for sin forbrydelse.

Lactantius: De Mortibus Persecutorum, 33
(da: Forfølgernes død. Oversat af Torben Damsholt. Munksgaard 1971. s. 60-61)

At Galerius således belært sadlede om og i Nicomedia i 311 udstedte det edikt som “i overensstemmelse med denne Vor tolerance skal de kristne bede til deres gud for Vor og statens og deres egen velfærd, for at staten overalt kan stå uantastet, og de selv kan leve trygt i deres hjem, (s. 62) skaffede ham dog ikke anden udfrielse end den døden kunne bringe: “Ved denne handling opnåede kejseren dog ikke Guds tilgivelse for sin forbrydelse; men få dage efter betroede han sin hustru og søn i Licinius’ hånd og døde af det frygtelige sår på et tidspunkt, da alle legemsdele allerede var i fuld opløsning.” (s. 62)

Elektrochok, lobotomi eller lykkepiller?

Under overskriften “Du kan skifte sygehus, hvis de ansatte går med tørklæde” skriver Politiken følgende:

“Patienter indlagt på danske sygehuse har ret til at blive henvist til et andet hospital, hvis de ikke ønsker behandling og pleje af en læge, sygeplejerske eller sosu-assistent, der bærer muslimsk tørklæde.

Når en patient er indlagt akut og afviser at blive behandlet af personale med tørklæde, så skal afdelingen på hospitalet forsøge at rykke rundt på opgaverne og imødekomme patientens ønske. Kan det ikke lade sig gøre, har patienten ret til at blive kørt til et andet hospital med ambulance.

Det fremgår af et svar fra sundhedsminister Bertel Haarder (V) til Folketinget, og det vækker bestyrtelse hos politikere fra SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne.”

Således fordrejer man virkeligheden for at få den til at presse i sit kram. Sandheden er at patienter indlagt på danske sygehuse [også] har ret til at blive henvist til et andet hospital, hvis de ikke ønsker behandling og pleje af en læge, sygeplejerske eller sosu-assistent, der er rødhåret. Faktisk har vi frit sygehusvalg og der er ingen grund til at spørge til folks motiver for at vælge som de gør, eftersom tanker, følelser og meninger er både frie og private og helst også skulle forblive således.

Sagen udspringer af følgende spørgsmål som Medlem af Folketinget Liselott Blixt (DF) den 27.oktober 2010 har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren:

Spørgsmål S 261:”Hvordan forholder ministeren sig til, at spørgeren mener, at patienter i detdanske sundhedssystem bør have ret til at frabede sig behandling af læger ogandet sundhedspersonale, der via deres beklædning udstråler religiøs dogmatisme, som eksempelvis når en ansat i sundhedsvæsnet vælger at bære detislamistiske symbol hijaben, og kan ministeren tilslutte sig en sådan valgfrihed?”

Bertel Haarders svar er nu ganske fornuftigt:

“Hverken sundhedsloven eller autorisationsloven tager konkret stilling til sygehusets eller sundhedspersonens pligter i de tilfælde, hvor en patient under behandling på et sygehus fremsætter ønske om ikke at blive behandlet af en nærmere bestemt sundhedsperson blandt afdelingens personale, f.eks. fordivedkommende bærer et symbol el. lign., som har baggrund i vedkommendesreligiøse overbevisning.

Efter sundhedsloven eller autorisationsloven er det henholdsvis sygehusets ogsundhedspersonens ansvar at sikre patienterne en kvalificeret behandling,hvilket f.eks. også omhandler god kommunikation med patienten.

I den sammenhæng må sygehuset i forbindelse med arbejdstilrettelæggelsenpå afdelingen tage behørigt hensyn til rimeligt begrundede ønsker hos enkeltepatienter om ikke at blive behandlet af en nærmere bestemt sundhedsperson.

[…]

Kan der imidlertid ikke umiddelbart tilbydes behandling ved en anden sundhedsperson, må patienten orienteres om sine muligheder for at benytte det friesygehusvalg, og i givet fald tilbydes viderevisitering til et andet sygehus efterpatientens ønske.

I tilfælde, hvor afvisning af at blive behandlet af en bestemt sundhedsperson ikke er rimeligt begrundet, kan sygehuset afvise at ændre i arbejdstilrettelæggelsen for at tilbyde patienten behandling ved anden sundhedsperson. Sygehuset må da i stedet tilbyde patienten viderevisitering til et andet sygehus efterreglerne om frit sygehusvalg.

Er patienten akut syg, og kræves der øjeblikkelig indsats, er sygehuset forpligtet til at tilbyde behandling ved en anden sundhedsperson, også i det tilfældehvor patientens afvisning ikke er rimeligt begrundet. Er det ikke muligt at tilbyde behandling ved en anden sundhedsperson, og fastholder patienten sinafvisning, må patienten tilbydes akut viderevisitering til et andet sygehus efterreglerne om frit sygehusvalg og orienteres om de eventuelle risici dette kan indebære.” (http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/spoergsmaal/s261/svar/751212/910823/index.htm)

Der kan være mange grunde til at folk opfører sig som de gør. Der kan være principielle grunde til at afvise at blive behandlet af personale iklædt en religiøs betinget klædedragt og der kan være psykiske grunde til at en patient afviser at blive behandlet af en læge som ikke er iklædt staniolhat og lederhosen.

Systemet er indrettet således at selv den største tosses liv skal reddes uanset hvilke absurde krav og meninger han tropper op med. Så kan patienten efterfølgende, når han ikke længere er truet på livet, om nødvendigt behandles effektivt med elektrochok, lobotomi eller lykkepiller.

Jeg har tidligere rettet skytset mod danske politikere, men ret skal være ret og Bertel Haarder er for en gangs skyld fornuftens fortaler:

“Efter min opfattelse er den omstændighed, at en sundhedsperson bærer en hijab ikke en rimelig begrundelse for at afvise behandling. Sygehuset er derfor ikke forpligtet til at ændre sin arbejdstilrettelæggelse i et sådant tilfælde, medmindre det er tale om akut sygdom, der kræver øjeblikkelig indsats. Derimod har patienten ret til at blive tilbudt henvisning til et andet sygehus efter reglerne om frit sygehusvalg.” (http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/spoergsmaal/s261/svar/751212/910823/index.htm)

Det er værd at bemærke at der sikkert også er kvinder som af religiøse grunde afviser at blive behandlet af en mandlig læge eller gynækolog. Sjovt nok er Politikens holdning til den problemstilling ganske forudsigelig: “I mange tilfælde foretager mandlige læger ikke gynækologiske undersøgelser på muslimske kvinder. Det er et helt andet tema – ikke et spørgsmål om personlig racistisk krænkelse, men om en kulturforskel, vi bør respektere.” (Leder, Politiken, d. 15. okt 2002)

__________
Du kan skifte sygehus, hvis de ansatte går med tørklæde, Politiken, d. 20. nov. 2010

Saft og Kage

Som kommentar til en aktuel sag bringer vi ovenstående indslag og lad mig bare slå fast at det er en undtagelse at vi i den grad bevæger os ind på humorens område. Men i dette tilfælde er virkeligheden mindst lige så absurd og derfor tøver vi ikke.

Alvor er der ellers nok af:

Lad gå at Dansk Folkeparti får tilsendt flere hundrede citronmåner via et facebook-initiativ. Men når Magrethe Vestager griber dette initiativ og selv dukker op hos Dansk Folkeparti for at aflevere en citronmåne er det ikke morsomt overhovedet og Vestagers trang til selvpromovering er ligefrem kvalmende.

Men bag det hele ligger en nogle skræmmende holdninger hos et dansk politisk parti – udtrykt bl. a. gennem forsøg på at forbyde bestemte befolkningsgruppers frie adgang til TV og gennem ovenstående gemene forsøg fra René Teige (Dansk Folkeblad, nr. 6, november 2010) på at hænge samme befolkningsgrupper ud – som ganske vist ikke i opfindsomhed, men så sandelig i intentioner og virkning, minder skræmmende meget om noget der engang kom fra den person Bruno Ganz portræterer i ovenstående klip.

Velbekomme!