Uhørt Ondskab

Ekstra Bladet bringer i dag en historie om uhørt ondskab: “På billederne ser man en yngre kvinde/pige, der brutalt – og med fornøjelse i stemmen – en efter en smider seks hundehvalpe ud i en flod. De små dyr er tydeligvis ikke ret mange dage gamle. Men det bekymrer ikke kvinden eller den, der optager hele seancen.” Billederne er ledsaget af en video, hvor man kan se den yngre kvinde tage hundehvalpene op af en spand en efter en og smide dem ud i en flod.

Det hedder videre: “Netbrugere gætter nu løs på, hvem hun er. Noget tyder på, at kvinden skal findes i Østeuropa. Uanset hvad er der tale om uhørt ondskab – ledsaget af et kynisk grin! Forleden blev en engelsk kvinde også jagtet, efter en video viste, hvordan hun smed en kat i en skraldespand. Bagefter sagde kvinden, at ‘det var jo bare en kat’!” Og det havde hun jo ret i, det var da i det mindste ikke et barn.

Til gengæld kan man spekulere lidt over hvad det er for umenneskelige mennesker som går op i noget så banalt som aflivningen af seks hundehvalpe og forsøget på at aflive en kat.

I følge Dansk Røde Kors dør “hver dag 24.000 mennesker af sult eller af dårlig ernæring” og så er der mennesker der bekymrer sig om aflivningen af seks østeuropæiske hundehvalpe?

Hvilken uhørt foragt for menneskeliv der ligger bag den prioritering er det svært helt at fatte, men det er jo nærliggende at drage en parallel, her via et interview med Kathleen Kete, Associate Professor of History at Trinity College.

“The Nazis were responsible for the most comprehensive set of animal protection laws ever in Europe, issued from the moment of their takeover of the German state in 1933. Arnold Arluke and Boria Sax bring this fact to light in an essay on Nazi animal protection published in 1992. Kosher butchering was outlawed and vivisection was at first prohibited and then regulated. But the proper way to cook a lobster was also prescribed, in order to spare the live lobster unnecessary pain as it dies, as was the least painful way to shoe a horse.

The importance of the Arluke and Sax’s argument lies in its description of the Nazi understanding of the relationship of species to each other. Nazi radicalism can be understood as breaking the traditional binary of human and animals. Humans as a species lost their special—sacrosanct—status and a new hierarchy of being was established whereby some “races” of animals lay above some “races” of humans. Wolves, eagles, and Teutonic pigs (“despised by the Jews”) are near the top of the Nazi chain-of-being. Jews and rats are on the bottom.”

Åbenbart ikke kun jøder og rotter …

“Idealer”

I Weekend Avisen fra sidste uge uge anmelder Nanna Ghoul Martin Walsers roman “om den ældre Goethes manierede følelsesliv”:

Noget tyder i hvert fald på, at Goethe i En mand, som elsker, ikke så meget elsker Ulrike for det, hun er, men snarere for den Sturm und Drang, som hun kunstnerisk får frem i ham, når han optændt af forelskelse sætter sig ved skrivebordet. Som eksempelvis der, hvor Goethe romantisk – og klichefyldt – skriver, at Ulrike er »den yndigste af de yndigste skikkelser«. Hvor det umiddelbart herefter konstateres, at »han havde den velgørende følelse af at have overgået sig selv endnu engang.« Det er i hvert fald svært at forestille sig, at Ulrike har været lykkelig for kærlighedserklæringer af denne art: »De er det eneste menneske, Ulrike, som nogensinde har fået mig til at bevare humøret i forbindelse med emnet farvelære.«

Akja, Goethe fik aldrig sin unge Ulrike …

Også Hölderlin fandt i øvrigt også sit ideal i jordisk skikkelse:

Kun en eneste Gang faldt det i Hölderlins Lod at mødes Ansigt til Ansigt med Idealet. Hun var gift med en Frankfurter-Bankier, hos hvem Digteren i 1796 havde faaet Ansættelse som huslærer. I et Par Breve til Vennen Neuffer giver han Udtryk for sin Betagelse: gennem Aartusinder kan og vil han dvæle hos dette Væsen, hos hvem Majestæt og Mildhed, Munterhed og Alvor, yndig Leg og høj Sorgmodighed, Liv og Aand er forenet til et guddommeligt Hele. At Genstanden for denne Dyrkelse er en Kvinde maa man næsten gætte sig til – hun er uden Navn og mangler alle de Attributter der peger mod Jorden. I Hölderlins Digtning benævnes hun Diotima (efter Platon) og skildres som et Gudebarn, en datter af Helios der for en Stund var steget ned til denne aandløse og forvirrede Slægt. Hun var “mühelos” ligesom sin himmelske Fader – et Ord, der hos Hölderlin kun bliver Guderne til Del, og som udtrykker hele hans brændende Længsel efter Frihed. Stakkels Diotima, der maatte nøjes med at være Gudinde, skønt Rollen som Kvinde sikkert havde passet hende ulige bedre. Det må på ën Gang have smigret og smertet hende at blive anbragt paa dette Alter, saa højt hævet over Menneskene at enhver Bevægelse ville være ensbetydende med et Fald, og at bliver betragtet med disse Øjne, der var saa store og ekstatiske, at hun knapt kunde vide om de var rettet mod Himlen eller mod Hende …

Maaske har Hölderlin dog til sidst forgrebet sig paa Helligdommen, eller hans knælende Stilling er blevet mistydet af en Ægteherre, der kun havde Sans for de mere bastante Udtryk i Kærlighedens Sprog. Efter to et halvt Aars Ophold i Frankfurt rejste Hölderlin bort uden varsel og søgte Tilflugt  hos en Ven, blev saa atter Huslærer, først i Schweiz, senere i Bordeaux. Maaske var det her, han modtog det utrolige Budskab, at Diotima var død. I alt Fald vndte han plusdselig tilbage til Tyskland og dukkede op i Moderens Hus “med forvirrede Miner og rasende Gebærder”. Han havde sat alt paa et eneste Kort – Diotima – og tabt. Hvem kunde hjælpe ham i den Situation, hvori han havde bragt sig selv ved sit afsindige Spil, som faldt udenfor alle jordiske og himmelske Love? Man maa næsten betragte det som en Barmhjertighedsgerning af Skæbnen, at den første ham ind i Vanviddets Mørke fremfor at underkaste ham en livsvarig Kval i Refleksionens Torturkammer:”

Per Lange: To Digtere. i: Spejlinger, Gyldendalske Boghandel 1953.

Dannelse.

“The study of the Classics is less to be regarded as an exercise of the intellect, than as a discipline of humanity. The peculiar advantage of this mode of education consists not so much in strengthening the understanding, as in softening and refining the taste. It gives men liberal views; it accustoms the mind to take an interest in things foreign to itself; to love virtue for its own sake; to prefer fame to life, and glory to riches; and to fix our thoughts on the remote and permanent, instead of narrow and fleeting objects. It teaches us to believe that there is something really great and excellent in the world, surviving all the shocks of accident and fluctuations of opinion, and raises us above that low and servile fear, which bows only to present power and upstart authority. Rome and Athens filled a place in their history of mankind, which can never be occupied again. They were two cities set on a hill, which could not be hid; all eyes have seen them, and their light shines like a mighty sea-marker into the abyss of time.”

-William Hazlitt.

Vold og skolemad!

Det følgende giver helt sikkert slet ikke mening, men jeg må bare ud med det ikke desto mindre.

Skoleåret er netop startet og jeg faldt i den anledning tilfældigvis over en bog med titlen “Mit barn skal i skole” og med undertitlen “Forældrehåndbogen”, skrevet af Janne Hejgaard udgivet af Mejeriforeningen og omdelt gratis i skolen sidste år da vores næst-yngste startede i skole. 150 sider meningsløst men velmenende pædagogisk tomgangssnak om alt hvad man som forældre skal vide om børn i skolestartsalderen og også en helt masse man ikke behøve vide. (Jesper Juul er medforfatter!) Sidste del af bogen er madopskrifter af Helle Brønnum Carlsen. Opskrifter til morgenmad, madpakke og efterskolemad. Opskrifter på alt fra ostemadder (“Rist brødet og læg osten på” (sic!)) over rugbrødsmadder med marcipan til “caferetter” som “Lammesandwich med tzatziki, oliven og tomat”.

Altsammen ganske inspirende i flotte farver og udelukkende skrevet med henblik på at indgyde dårlig samvittighed hos alle de danske forældre som ikke har fastansat køkkenpersonale i hjemmet. Se f. eks. på billedet som viser hvordan bogens forfatter mener en madpakke bør se ud. Det kan den sikkert også godt, hvis barnet bliver kørt i skole og har butleren med til at bære anretningen helt ind på skolepulten. Men prøv at pakke det viste ind, så det kan overleve en rystetur på højkant i barnets taske på vej i skole og stadigvæk se appetitligt ud. Nej vel?

Når bogen så oven i købet søger at belære forældrene om børns grov- og finmotorik og er henvendt til forældre til børn der som seksårige lige er startet i skole (og som skal spise disse wraps og stadig være hygiejniske bagefter) bliver absurditeten indlysende.

Det er her volden kommer ind i billedet. Jeg har set utallige film af den slags der nomalt ikke er for børn og mener at slutscenenen i Brain Dead hvor hovedpersonen hakker utallige zombier i småstykker med en plæneklipper er god underholdning. Jeg har set utallige mord og udpenslede voldsscener på film uden at nogensinde selv at føle den ringeste trang til at begå vold mod nogen endsige slå dem ihjel. Overhovedet!

Men i afsnittet om “Den første skoledag”, (den dag hvor lille Birger for første gang skal spise sine medbragte wraps i selskab med andre børn) er der også noget om nervøsitet og her anbefales Alfons Åberg. “Hvor er ballade-Alfons af Gunilla Bergström handler om den 7-årige Alfons’ første skoledag – og aftenen før. Bogen stammer fra 1982, men er stadig aktuel.

Lige netop Alfons Åberg der forsøger at være åh så nuttet på den der debile og ufarlige seminariepædagogiske måde (NEJ, det ville ikke engang være interessant endsige rørende på nogen måde at se et virkeligt barn danse sådan.) er faktiske årsag til den eneste gang i mit liv hvor jeg har set noget på TV (eller i biografen) og bagefter har haft en uhyggelig trang til at slå nogen ihjel. Til at lægge min hænder om halsen på den irriterende lille lort og langsomt klemme livet ud af den latterlige historie. For ikke at risikere at jeg skulle gå ud og gøre noget dumt er jeg siden den dag for mange år siden gået langt uden om Alfons Åberg.