Agurketidssalat

Kollektiv eller synkron forskning var min første tanke da jeg så en artikel i Jyllands Posten under overskriften “Flere opdager effektiv kur mod slidgigt”. Opdagelsen, viste det sig,

“daterer sig tilbage til 1961 til en irsk-født sygeplejerske ved navn Margaret Hills, som selv havde fået gigt som 21-årig. Margaret Hills havde den teori, at gigten var forårsaget af kroppens produktion af mælkesyre og andre syrer, som efter hendes opfattelse krystalliserede og lagde sig i leddene. Når krystallerne blev omgivet af væsker, ville det resultere i opsvulmning, ømhed og stivhed.”()

…og det er unægteligt noget helt andet. Filosofien bag er helt enkel:

“Filosofien bag den alternative kur er, at en ubalance i kroppens pH-balance forårsager symptomerne. Den ekstra syre i kroppen kan imidlertid neutraliseres ved blandt andet at indtage en mere basisk kost.”()

Ud over kostomlægninger er kuren meget simpel:

“Drik en blanding af to teskefulde æblecidereddike, to teskefulde honning og et glas vand fire gange om dagen – efter et hovedmåltid og før sengetid. Det er bedst, at det er efter et måltid, da æblecidereddiken ellers kan være hård ved maven. Eddiken kan desuden belaste tænder.”()

Nu vælger jeg at se bort fra der foreslås at bekæmpe syre med syre og hæfter mig istedet ved indholdet af kuren. Hvis ikke allerede du, kære læser, fik optændt din skepsis ved ordet “ubalance” i forrige citat, så burde den automatisk ryge i højeste alarmberedskab efter ovenstående. Fatter du den stadig ikke? Så her her en opskrift på hjemmelavet agurkesalat (fra http://www.maduniverset.dk):

agurk
1 dl eddike
4 spsk sukker

1 tsk salt
friskkværnet peber
1 tsk tørret dild
Riv eller skær agurken i papirtynde skiver.
Bland vand og eddike med krydderier og sukker. Læg agurkeskiverne i væden og lad det stå mindst ½ time før servering.

Kan holde sig i køleskab en uges tid.

Men nej, det duer jo ikke. Kuren kræver at man bruger æblecidereddike! Almindeligt eddike henne fra købmanden er alt for sekulært; i den rette alternative ånd skal der bruges den “økologiske æblecidereddike “med grums i bunden af flasken”(sic!) der oftest fås i helsekostbutikker“() og honning, som er godt sukker lavet af små nyttige og gode bier, frem for sukkeret i pose fra hylden i supermarkedet som er lavet af onde og grådige mænd hos Danisco!

Jyllands Posten må være slemt i bekneb for gode journalister når man lader journalistelever som Line Ziegler Laursen uovervåget kaste sig ud på så dybt vand. For til trods for at artiklen citerer formanden for kliniske diætister Ginny Rhodes for at sige “at kroppen under normale omstændigheder regulerer kroppens pH-balance. Derved burde kroppen ikke kunne komme i ubalance, som kuren ellers hævder at kunne neutralisere” og at den fortæller om skeptiske læger læger som ikke vil anbefale kuren og Gigtforeningen som ikke vil så meget som undersøge den, afslutter den fortabte journalist artiklen med at bede folk om at henvende sig til redaktionen hvis de har prøvet kuren med positiv effekt.

 

PS. Så det gjorde jeg selvfølgelig:

Kære fpn-redaktion!

Mange tak for jeres (Line Ziegler Laursens) artikel om en kur mod gigt bestående af æblecideræddike og honning. Jeg kan oplyse at både jeg og  min svært gigtplagede fader og faster har brugt kuren gennem flere år med helt fantastisk resultater. Gigten er væk (eller det er dens symptomer i hvert fald) og vi kan nu igen leve et normalt liv. Det er næsten et mirakel.

Jeg synes det er rigtig godt at i viderebringer disse oplysninger trods modstand fra stivsindede gamle læger og andre der ikke vil se lyset og godtage andre end de etablerede behandlingsformer.

Men når artiklen anbefaler æblecideræddike fra urtekram (den med grums i bunden) synes jeg det er lidt klamt, for det der grums i bunden ser ikke så lækkert ud og det er også alt for dyrt. Almindeligt æddike kan faktisk bruges med samme effekt. Man kan også med stor økonomisk fordel erstatte honning med almindeligt sukker (honning er jo stort set ikke andet end sukker alligevel). Derfor har jeg lavet min helt egen opskrift på kuren som er lige så effektiv som den I bringer i artiklen.

Den kommer her:

2 dl æddike
2 dl sukker
2 dl vand
1-2 agurker i skiver
en spsk tørret dild
lidt salt og godt med peber

Det hele blandes i et stort glas med låg og stilles i køleskabet i et par timer eller gerne mere. Det er et vidundermiddel mod gigt og smager rigtig godt til flæskesteg! I er velkommen til at bruge min opskrift som I vil.

venlig hilsen

Per Lundbech
Odense

Suk! Sans for humor er åbenbart ikke universel. Da jeg for nogle år siden sendte en mail til Politiken og brokkede mig i lettere sarkastiske vendinger over at en klovn af en journalist havde skrevet om VM-matchen mellem Fischer og Karpov, fik jeg en skriftlig skideballe af en af deres redaktører, som mente at det ikke var et problem at skrive om en VM-match uden at vide hvem der deltog i den.

Otte timer brugte fpn på deres svar til mig og de tog åbenbart min henvendelse alvorligt. Det er god kundepleje, meeen …

Hej Per

Tusind tak for din mail. Vi er meget glade for at have muligheden for at kunne bringe øget livskvalitet til mange danskere uden de store udgifter. Personligt undrer jeg mig over, at gigtforeningen ikke i højere grad føler en forpligtelse til at undersøge de foreskrevne muligheder nøjere – det burde være i medlemmernes interesse.

Mange hilsner

Poul Tvilum, nyhedsredaktør, fpn.dk

Computeren er jo børnenes penalhus!

“Computeren er jo børnenes penalhus” er overskriften på en artikel i Weekend Avisen d. 19. februar 2010 som handler om brugen af  ikke bare computere i undervisningen på Højby Skole (det er på Fyn), men også spil som Counter Strike, World of Warcraft og The Sims.

Lærer på skolen Martin With Nørgaard har en klar pointe når  han beklager sig over at han ingen it-undervisning havde fået da han forlod seminariet i 1997. Men så hopper kæden til gengæld også af:

“”Det er faktisk lidt af en katastrofe. De har kun forstand på bøger når de komme ud. Det er oldnordisk.” Og synd, for computerspil motiverer børnene mere end andre medier, mener han.”

For ikke så længe siden kunne man læse om en undersøgelse der påviste at lektier ikke giver det store faglige udbytte for børn, uden at nogen tilsyneladende havde tænkt at det heller ikke nødvendigvis er formålet. Lektier lærer børn tre andre uhyre vigtige ting, nemlig at at arbejde selvstændigt med et fagligt stof, de opnår rutine gennem repetition og de lærer selvdisciplin.

På samme måde kan man nok betvivle Nørgaards udgangspunkt: det er ikke sikkert at motivationsfaktoren overhovedet er den vigtigste når det gælder børns skolegang. Det handler vel i høj grad om at lære at arbejde med noget alene fordi det skal gøres. Om pligt og nødvendighed. Desuden er tanken om ydre motivationsfaktorer ren resignation: motivation kommer indefra, fra eleven selv, men den kan også være smittende og komme fra læreren. Hvor ellers?((Tak til lærere og lektorer der har været lysende eksempler på dette, hver på sin måde: Dansk- og klasselærer Mik Troelsen (Ørum), Engelsk: Jørgen Roed (Ikast), Latin: Sven Lindahl (Odense) og Filosofi: Jørgen Hass (Odense).))

Men lad det ligge. Noget helt andet og måske langt vigtigere er dette:

“Computerspils evne til at engagere eleverne, især de svage, fremhæves ofte af lærere med spilerfaring.”

Især de svage… umiddelbart lyder det jo meget sympatisk, omend man med nogen frygt må betænke om det man gør i virkeligheden bare er at sænke gærdet tilstrækkeligt til at alle kan komme over.

Jeg kan ikke gennemskue om det her handler om at “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” eller om det handler om det mere moderne men lige så defaitistiske “Hvad ikke alle har lyst til at lære, skal ingen lære.

Men at det ikke handler om at lære noget er vist indlysende, for Markus Bernsen konkluderer på artiklen: “Nogen forskning tyder på, at computerspil styrker en række af de kompetencer, som efterspørges i »videnssamfundet« – omstillingsparathed, symbol- og billedbehandling, kreativitet.” Kort sagt ikke så meget, udover nogle mildest talt løse begreber uden konkret indhold. Viden i sig selv er åbenbart  ikke i så stor efterspørgsel i »videnssamfundet«!

Perspektivet er nemlig et helt helt andet, afslører Erik Sigsgaard, forsker ved Videnscenter for institutionsforskning på Professionshøjskolen UCC (sic!):

“Det er indlysende, at børn foretrækker at danne sig selv i fællesskab, i stedet for at høre påen voksen, der time efter time står og fortæller dem, hvordan verden hænger sammen. På trods af de mange muligheder, som de nye medier tilbyder, er det stadig udelukkende os voksne, der bestemmer, hvad børn må beskæftige sig med i al den tid, det opholder sig på institutionerne. Hvordan stemmer det overens med FNs børnerettigheder? Ifølge dem har børn ret til at søge viden om verden, lære og lege på egen hånd. De rettigheder mener jeg ikke nødvendigvis, vi lever op til.”

For helvede da osse…

___________
Markus Bernsen: Computeren er jo børnenes penalhus. WA d. 19. februar 2010

En lav sofa passer på de små

Sådan lyder en overskrift i Politiken som er illustreret af et billede af Daniel og Nadia Vega siddende på deres kun 20 cm høje sofa. Deres søn faldt engang ned fra sofaen og flækkede læben:

»Det er derfor, jeg nu har bygget en lav sofa til os. Det er utrolig dejligt, at børnene ikke kan falde ned fra den, og så er den hyggelig. Det er anbefalelsesværdigt!«, siger Daniel Vega Møller.

Man kan selvfølgelig indrette sit liv og ikke mindst dets omgivelser på at der er børn til stede, med alskens sikkerhedsanordninger og andet der skal forhindre at børn kommer galt afsted. Engang for år tilbage var jeg til fællesspisning med nogle medstuderende på universitet. Det foregik hos en familie hvor der var små børn og som en konsekvens deraf havde man valgt ikke at have noget der bare mindede om skarpe knive i huset – de små pus skulle selvfølgelig ikke komme galt afsted – men prøv lige at skære en steg for med en bordkniv.

Den slags er misforstået godhed, intet andet.

»Vi bor børnevenligt. Langs de store vinduer i stuen er der for eksempel ingen potteplanter eller vaser, som ungerne kan rive ned og få i hovedet«, siger fortæller Nadia Vega Vasiljev, 36 år og selvstændig kommunikationsrådgiver.

Absurd egentligt. Familien har selvfølgelig også gitter for den indvendige trappe både oppe og nede.

Vi har fire børn i huset (og vi er faktisk begge forældre til dem alle fire) og gitter for trappen (seks trin belagt med fliser) var noget vi, efter mange velmenende råd fra andre, monterede så snart vi flyttede ind men en søn på fire og en pige på fire uger. Det blev sjældent brugt. Alle børnene lærte længe inden de var et år at kravle op og kure på maven ned af trappen og de var faktisk hurtigt mere sikre på trapperne – i både lys og mørke – end jeg.

Børn er heldigvis indrettede således at man kan opdrage på dem og endnu bedre: de er så genialt konstruerede at de på det tidspunkt hvor de begynder at være mobile ved egen kraft er de også mentalt så udviklede at de kan forstå både et nej og en tilpas tålmodig vejledning (f. eks. i hvordan trappen bestiges). Så hvis bare man gider…

Selvfølgelig findes også de forældre som mener at deres børn, udstyret med en nutellamad i den ene hånd og en glas økologisk kakaomælk i den anden helt efter deres eget forgodtbefindende skal have lov til at udforske verden og ikke mindst hjemmet, undertiden både eget og andres, men det er også de børn som alle andre mennesker (for det meste i lidende tavshed) finder aldeles rædselfulde og hvis forældre man kun nødigt og nødtvungent inviterer ind i sit hjem. Men det er jo egentlig en anden historie.

Jeg sidder endnu engang med en fornemmelse af at have været vidne til (i artiklen forstås) dette meget moderne men ikke desto mindre tåbelige pædagogiske princip at barndommen er en art idealtilstand som man kun nødigt skal gribe ind i, snarere end den langt mere fornuftige og hensigtsmæssige tilgang til opdragelse og opvækst, at barndommen er det stadie som skal gennemleves for at blive og – langt vigtigere – for at lære at blive voksen. Meget smart pædagogik – især af den alternative slags – kunne kasseres hvis man holdt sig dette enkelt princip for øje.

Det skal jeg helt sikkert nok vende tilbage til.

__________
Mona Samir Sørensen: En lav sofa passer på de små.  Politiken, d. 13/2 2010