Dagens dumheder.

Menneskeheden er tilsyneladende et uudtømmeligt reservoir for dumhed, uvidenhed og mangel på sund fornuft, uhyrligt kombineret med en omvendt proportional vilje til at udtale sig eller ligefrem handle på selvsamme (manglende) grundlag. Her følger til almindelig god underholdning og morskab et par eksempler på mennesker der i juledagene har formået at foretage en intellektuel striptease i fuld offentlighed. God fornøjelse.

Sofasport

Socialdemokraterne og Venstre ønsker (ifølge EB) at Danmarks Idræts-Forbund anerkender pc-spil som en sport. I den forbindelse udtaler Venstres Ellen Trane Nørby:

“Der er desværre kommet en holdning i Danmark om, at pc-spil er noget negativt. Derfor bør eksempelvis en gruppe pc-spillere på samme måde som med andre sportsgrene kunne søge og få økonomisk støtte til lokaler, hvor de kan spille sammen. Pc-spil bør opfattes som en social aktivitet som al anden sport.” (Computerspil er ikke en sportsgren, EB d.  30/12 2009)

Lad os nu bare se bort fra at det “derfor” som starter anden sætning i citatet antyder at det handler om medlidenhed og tro på at dette tegn på at Fru Nørby dårligt kan tale dansk, skyldes journalistens manglende omhyggelighed i omgangen med citater og konstatere at det rationale som kan begrunde dette tiltag, som helt mangler i ovenstående citat, i det hele taget kan blive meget svært at få etableret. Når  nu  tanken om en sund sjæl i et sundt legeme tilsyneladende er blevet opgivet, er kriteriet så blot at der skal være tale om en konkurrencesituation? Hvad skulle der da være til hindring (ud over min stolthed) for at jeg samlede en flok ligesindede og fik støtte til konkurrencer i næsepilning, røvkløning eller omkapspisning i chips, romkugler og cola?

Måske Fru Nørby skulle læse lidt op på hvad idræt er og hvad formålet er med at få mennesker til at dyrke den, eller med andre ord er det åbenbart nogle værdier som hun skulle få på plads andet end de monetære som hendes parti så ivrigt dyrker.

Mødre…

Politiken skriver at stadig flere børn aldrig kommer til at kende deres biologiske far, fordi stadig flere kvinder bliver insemineret med donorsæd. I den forbindelse har Politiken talt med Katja Skovgaard, der selv fik en søn ved insemination i 2003. Hun siger til avisen:

“Min søn er lige så meget et ønskebarn som alle andre børn. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi fortæller vores børn, hvad der er sket, og hvorfor det var sådan. Når nogen spørger, om det ikke er synd for ham, at han ikke har nogen far, vender jeg det og fortæller, hvor heldig min søn er. Der er mange børn, der vokser op med skilte forældre, og der er mange andre, som heller ikke har nogen kontakt til deres far.” (Flere børn kender ikke deres biologiske far, Politiken 30/12 2009)

Jeg har vist før nævnt det besynderlige mangel på blufærdighed som gør at mennesker i en tid hvor mange ikke ville gå på stranden hvis de vejer et par kilo for meget, tilsyneladende ikke er bange for at at udtale sig offenligt selvom de mentalt absolut er vejet og fundet for lette. At Katja Skovgaard er helt åbenlyst ikke den skarpeste kniv i skuffen får hun ganske eftertrykkeligt demonstreret med ovenstående udtalelse.

Først får hun afsløret en ubevist trang til at retfærdiggøre sig (“Min søn er lige så meget …”). Derefter bekender hun sig til et temmeligt overfladisk livssyn som hun godt ved også skal refærdiggøres overfor børnene. (“Det er udelukkende et spørgsmål om hvordan vi fortæller … hvorfor det var sådan.” )

Det mest interessante er den efterfølgende kortslutning når hun fortæller om hvor heldig hendes søn er, ud fra rationalet om at hvis noget kan mistes så er det langt bedre slet ikke at have haft det til at begynde med. Set fra den vinkel kan man med rette og af flere grunde spørge hvorfor hun i det hele taget valgte at få et barn?

Offer

EB bringer d. 30/12 også en pseudonyhed (Jes Dorph i tårer over døde børn, EB d. 30/12 2009) om at TV2 nyhedsoplæser Jes Dorph-Petersen var “i tårer over døde børn” da han forleden skulle viderebringe “nyheden” om at to børn var omkommet i en brand anden juledag. En historie der i kraft af at det var et hændeliget uheld vist ikke var mere historie end at den nok dybest set ikke vedkommer resten af Danmark.

Spørgsmålet er så om man vælger at se det som noget positivt eller negativt at TV2s nyhedsoplæser for åben skærm bliver offer for den følelsesporno han selv viderebringer det med et ene formål – ikke at forglemme – at skaffe seerere og dermed reklamekroner til sin arbejdsplads.