Litteratur III

Nu har de sidste dage handlet om bøger som ikke har har fået en ubetinget anbefaling her fra, så derfor er her to små citater fra en bog jeg læste for ikke så længe siden og som var en rendyrket fornøjelse. Den handler om en mafia hitman med en samvittighed, som gennem et Witness Protection Program er blevet læge, hvilket han er med en passende kynisk distance:

In other words, she got her tongue pierced and the infection ran to her brain. Then they cut her head open to get to it, and afterwards took the chunk of skull they’d removed and implanted it under the skin of her abdomen to keep it alive while they waited to see if the infection came back.

Calling a tongue piercing “cosmetic” is a bit of a stretch, since you don’t get one because it makes you look better.You get one because you’re so desperate for affection that you’re willing to gruesomely harm youself to advertise how well you suck dick. (p.114)

Men hans nye identitet redder ham ikke fra at blive genkendt og forfuldt af mafiaens håndlangere på selve det hospital han arbejder på:

The escalator landing, though, is staked out: a hitter at each end, and two riding up to the next floor.
Fuck, I think. How many of these guys are there?
I have a Rambo moment in which I consider yanking a Purell alcohol gel dispenser off the wall and using it as napalm, but then decide that burning down a hospital filled with patients kind of crosses the line. (p.280)

Fra Josh Bazell: Beat the Reaper, Heinemann, London 2009, en roman som både flytter og overskrider flere grænser end mange bøger undertegnede har læst på det seneste. Den anbefales på det kraftigste som en gang hurtig og letlæst underholdning.

Litteratur II

En anden dansk forfatter som jeg tidligere har læst nogle bøger af er Erwin Neutzsky-Wulff. Han har netop begået en omvendt verdenshistorie i et bind og selvom man generelt skal gå langt udenom bøger som hævder at præsentere det emne på så lidt plads, så er præmisen dog interessant: “Hvad nu hvis menensket engang var ædelt, men nu er blevet skamløst og grådigt?” Forfatteren hævder at fortælle historien om “mennesket afvikling fra et udviklet til et primitivt stade.”

Ethvert forsøg på at pille lidt ved den almindeligt udbredte forestilling om vores kulturs ensidige triumftog mod fremskridt, udvikling og oplysning bliver selvfølgelig hilst mere end velkommen af undertegnede, men spørgsmålet er om nedenstående eksempel på en disciplin der vist mest præcis kan beskrives som idiosynkratisk historiskrivning løfter den opgave specielt vellykket? Målet er ganske klart, når forfatteren ikke uden alvor, men også med et sjældent strøg af humor, skriver:

jeg havde selv oprindelig tænkt mig at kalde nærværende værk for “Den eneste rigtige historie, ikke skrevet af en flok borgerlige idioter, men derimod af den eneste intelligente menneske i Danmark.”

Underholdende er det, ikke sjældent ufrivilligt, og tonen er den for forfatteren sædvanlige. Men man skal altså være af en ganske særlig støbning, hvis man skal have tålmodighed til at sidde gennen 650 sider af sådan noget som det her (om Hitler):

“Så blev han kunstmaler alligevel – det vil sige, han kopierede postkort og solgte dem til turister, der syntes, det lignede, når han han ikke hang ud på værtshuse og diskuterede den jødisk dominerede kunstverden. Kort for krigsudbruddet læste han Martin Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen”.

Det var en åbenbaring for ham. I et blændende glimt forstod han, hvordan ikke blot han selv, men det arbejdende folk blev holdt nede af dette fremmedelement.

Dengang var de blevet sendt østpå til de andre aber, men selv derfra var de kommet retur og oversvømmede nu Europa som pestbefængte rotter. Doktor Luther havde imidlertid også en kur, en Endlösung i syv punkter samt et ottende, “wenn das nicht helfen will”, i hvilket tilfælde man måtte behandle dem som de gale hunde, de var.

Dette var ikke blot religiøs intolerance, man havde lavet nogle undersøgelser, der viste, at disse jøder rent genetisk ikke tilhørte menneskeracen i streng forstand. Det kunne derfor ikke undre, at all kapitalister og kommunister var jøder – det var med andre ord i de år, at grunden blev lagt til Hitlers stringente politiske filosofi. Endnu manglede den dog det rette romantiske Schwung. Det fandt han hos Richard Wagner.

Lille Richards opvækst mindede en del om Ludwigs, for selv om hans fars beskæftigelse ikke var ulig den betroede stilling, Adolfs far havde beklædt, faldt hans mor hurtigt for husvennen, en gal skuespiller ved navn Geyer. Det traf sig så lykkeligt, at den gamle Wagner døde af tyfus, så de kunne blive gift, og fra da af blev Richards liv én lang dukketeaterforestilling – jeg stiftede selv bekendtskab med Shakespeare som toårig, siddende på en stak telefonbøger.

Ikke overraskende begyndte han snart at skrive tragedier, som han selv komponerede (en slags) musik til. Det kan man jo ikke leve af, men Richard benyttede den prøvede taktik at skifte opholdssted, når hans kreditorer blev for påtrængende.

Det var efter sigende under en sådan hasarderet flugt over den engelske kanal, at han lod sig inspirere til “Der Fliegende Holländer” med det kendte tema (daDAdaDA) der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig som treårig, og som jeg spillede på klaveret med en finger. I mellemtiden nærmede 1848 sig, og Richard så meget midlertidig sig selv som hovedrolleindehaver i et nyt heltedrama, inden han genoptog sit valkyrieridt fra regningen.

Heldigvis var der ingen mangel på borgerlige velyndere (i det mindste indtil han rendte med deres koner). Til sidst faldt han dog til ro med sin dirigents hustru.  Man har siden gjort meget ud af Hitlers hang til “nordisk” mystik, med en vis dæmonisering af hans yndlingskomponist til følge. Wagner var naturligvis hverken kristen eller hedning, han var dukketeaterinstruktør.

Denne romantiske sammenblanding er han da heller ikke ene om, vi finder den ligeledes hos vores hjemlige Oehlenschläger. For Hitler var alt dette nationalt flødeskum, Elverhøj og højen mast.

Adolf var og forblev i hele sin tankegang protestant. Som for så mange andre unge mænd stod Verdenskrigen som det store eventyr, og han undgik da også at bliver drevet i døden ved at ved at fungere som ordonnans.

Og så, netop som han og hans kammerater var ved at vinde krigen, blev den aflyst (af jøderne) og Deutschland über Alles ydmyget på det groveste. Flere værtshusdiskussioner senere var Adolf blevet politispion på jagt efter kommunister.

Dette førte ham til at infiltrere die Deutsche Arbeiterpartei, der imidlertid viste sig at være mere fascistisk end socialistisk. Efter nederlaget var det naturligvis nærliggende at slå på nationale strenge, og antisemitismen opnåede en ikke ubetydelig selvbevidsthed ved konstateringen af den indoeuropæiske sprogstamme.

Teorien om en forhistorisk indvandring fik ny næring, da man fandt det “ariske” hagekors – et ganske universelt soltegn – i ruinerne af Troja. Det blev straks adopteret af Thuleselskabet, der leverede det meste af partiets vrøvl.” s.573-576

At Hitler skulle have læst Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen” kort før første verdenskrig (endsige at han skulle have haft en åbenbaring derved) findes der vist ikke noget belæg for at påstå og det er selvfølgelig problematisk for en bog at den slynger om sig med friske og frejdige påstande uden at angive kilder til noget af det. Desuden må man nok sige at ovenstående skabelseshistorie for Herr Hitler i bedste fald er alternativ, hvis ikke ligefrem kreativ!

Selvhøjtidelighed er der – som man kan se – nok af, men desværre er den tilsvarende ironi som altid fraværende. Det hele er desuden indforstået i en sådan udstrækning, at det er en hård (umulig?) omgang at komme igennem, for alle andre end de die-hard fans som udgør forfatterens trofaste læserskare. I øvrigt må det være den selvsamme pålidelige og ukritiske læserskare som gør, at forlaget udgiver en bog, hvor sproget i den grad kunne havde trænkt til en redaktionel indgriben.

Nye læsere skal nok ikke begynde her.

__________
Erwin Neutzsky-Wulff: Menneskets Afvikling. Borgens Forlag 2009

(fortsættes)

Litteratur I

Jeg besluttede mig for at være finkulturel da jeg var på biblioteket forleden, så udover en måske ikke særlig original, men dog velskrevet og elementært spændende krimi af John Hart (Et spind af løgne), greb jeg en bog af Lars Saabye Christensen. Dels fordi jeg sjældent (aldrig) læser nyere dansk litteratur, dels fordi der på forsiden af bogen stod “af modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris 2002”.

Her er et eksempel. Telefonen ringer en sen aften hjemme hos hovedpersonen Peter (s.87-89):

– Hallo?
– Er det dig, Peter?
– Hvem taler jeg med?
Men han behøvede ikke spørge, han vidste det allerede.
– Det er Thomas fra vinduesrækken. Var det din kone jeg lige snakkede med?
– Ved du hvor meget klokken er?
– Hun virkede lidt, hvordan skal jeg sige det, utålmodig.
– Den er næsten to.
– Næsten to. Det var ligegodt fandens. Hvad var det nu jeg ville sige?
– Glem det.
– Er det det eneste du har at sige til en gammel ven, Peter? Glem det
– Ja. Glem det.
– Glem hvad, Peter?
– Det du ville sige.
Thomas lo igen.
– Gutterne mødes i morgen. Jeg kommer og henter dig klokken atten.
– Det er udelukket.
– Nej da.
– Jo da. Og du er ikke min læge. Forstået?
Peter lagde røret på.
Helene stod stadig ude i entreen, ikke længere bleg af ængstelse, men af vrede.
– Hvem fanden var det?
– Idioten jeg mødte på lægevagten.
– Men hvad ville han?
– Det sidste jeg vil. Klassefest
– Hvornår?
– I morgen.
Peter kom hen til Helene og lukkede forsigtigt hånden om hendes bryst.
– Gå ud og tag et bad, sagde hun.
Han lod hånden falde.
– Ja, jeg glemte vist at vaske mig.
Helene holdt ham tilbage.
– Hvad var det han hed?
– Hvem?
– Idioten fra lægevagten.
– Thomas. Thomas Hammer.
– Ham må du se at slippe af med.

Her er et mere (s. 27-29):

– Hvad talte du og Ben om i atelieret i går? spurgte Helene.
– Det sædvanlige.
– Nå, bare det sædvanlige?
– Du kender Ben.
Hun afbrød ham.
– Ingen kender Ben.
Peter sukkede.
– Han er allerede nervøs. For udstillingen. Det sædvanlige, med andre ord.
– Er du?
– Du ved godt hvad jeg er nervøs for.
Helene lænmede sig ind til ham.
– Og det gider jeg ikke høre på. du er ikke den første der fylder halvtreds.
– Men det er første gang jeg gør det.
Helene lo og vinkede til Kaja, der ikke så det, hun vedblev at danse fra pyt til pyt, længere og længere bort fra dem, og det slog Peter at hans datter var de eneste farver i denne frostsprængte park, det gule tørklæde, den røde hue, den grønne poncho, vanterne, støvlerne, måske vardet sådan han skulle male hende, som en kontrast, varmen mod kulden, farven mod fraværet, man han forkastede tanken i samme øjeblik den var tænkt, eller rettere mens han tænkte den. Kaja behøvede ingen kontrast, hun vra nok i sig selv, hun udfyldte sit eget billede.
Så blev Peter opmærksom på noget andet.
En sort hund kom løbende skråt ned over bakken fra kirkegården.
Helene gav hans hånd et klem.
– Hvad synes du om Patrick? spurgte hun.
– Jeg kan ikke lide folk som hilser med begge hænder.
– Du kan ikke lige nogen af Bens bekendte.
– Bekendte?
– Drenge. Kærester. Elskere. Kald dem hvad du vil. Kan du ikke i det mindste prøve at kunne lide dem. For Bens skyld.
– Jeg prøvede. Men jeg kunne ikke.
Hunden var standset ved et træ, den røde tunge hang ud af kæften, og det dampede op fra pelsen som om den stod i en sky af frost og hede.
– Jeg håber bare Ben passer på, sagde Helene pludselig.
– Passer på? Hvad mener du?
– Det ved du godt?
Peter vendte sig mod hende.
– Hvad snakkede du og Ben for resten om?
– Det sædvanlige.
– Nå, bare det sædvanlige?
– Du kender Ben.
– Nej, ingen kender Ben.

Aaaaargh! Nej og det ønsker man faktisk heller ikke at komme til, at kende Ben altså. Eller nogen af de andre personer for den sags skyld. Det er hele er så fuldstændig intetsigende og helt igennem banalt at det at læse bogen føles omtrendt som fem timer i selskab men med ens plejehjemsopbevarede og dybt senildemente moster. Evige gentagelser, banaliteter og selvfølgeligheder, uden mening, dybde eller pointe.

Og så fandt jeg ud af at forfatteren slet ikke er dansk, men faktisk norsk. Ikke at det gør den store forskel, jeg har allerede glemt hans navn…

__________
Lars Saabye Christensen: Modellen. (Athene/Aschehoug 2006) Udgivet med støtte fra Nordisk Ministerråd.