Døden IV

Videre i kategorien Døden, med uddrag fra Iliaden, hvor det straks går løs i munter strid og fire tapre krigere må lade livet.

457     Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
458 Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
459 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
460 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
461 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
462 Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.

463 Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
464 Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
465 Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
466 Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
467 Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
468 Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
469 Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
470 Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
471 Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
472 Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.

473     Aias den Telamonide nu først Simoeisios dræbte,
474 Manden Anthemions blomstrende Søn; ved Simois’ Bredder
475 Havde hans Moder ham født, da hjem hun vandred fra Ida,
476 Hvor hun var fulgt med Forældrene hen at besee deres Hjorder;
477 Derfor de havde ham kaldt Simoeisios; sine Forældre
478 Lønned han ei for sin Barndoms Tugt, thi stakket hans Livstid
479 Blev, der han faldt betvungen med Spyd af den modige Aias.
480 Just som han vandrende kom, traf Telamons Søn ham i høire
481 Bryst ved Vorten, og tvers gjennem Skuldren den kobberne Spydsod
482 Gik, og i Støvet til Jord han styrtede plat som en Poppel,
483 Som paa en stor siidliggende Eng opvoxed i Mosen,
484 Glat om Barken, men Grenene skjød i Veiret om Toppen,
485 Og med det blinkende Jern Vogntømreren fælder dens Stamme,
486 Fælger at krumme deraf til Hjul for en prunkende Vognkarm,
487 Strakt den ligger ved Bredden af Flod for at tørres i Luften;

488 Saa Simoeisios faldt, Anthemions Søn, for den ædle
489 Aias, men flux mod denne sit skærpede Spyd gjennem Stimlen
490 Antiphos slynged, Kong Priamos’ Søn med det brogede Pandser;
491 Rigtignok feiled han Aias, men Leukos, Odysses’s bolde
492 Svend, i Lysken han traf, da han Dødningen slæbte tilside;
493 Ned over denne han styrted, og Liget af Hænderne faldt ham.((Iliaden, Wilster))

Dette er sikkert ikke rare måder at dø på, omend at blive truffet i panden af et spyd sikkert er en hurtig og derfor relativt smertefri måde at forlade denne verden på. At blive truffet i lysken er en knap så hurtig død, men lige så sikker og derfor et kendt og brugt mål for sværd og spydkæmpere.

Men det der falder mig ind når jeg lige nu læser dette, er noget helt andet, nemlig fraværet af sentimentalitet, sammenlignet med overskrifter som “Iran hangs young woman for teenage crime she denied” som man kunne læse i medierne for ikke så længe siden. At fængsler i alle lande er fyldt med fanger uskyldige udi egen indbildning er der vel intet nyt i, ejheller at enkelte af dem rent faktisk er uskyldige, men hvorfor lige netop sager som den sag får så megen opmærksomhed kan måske nok undre. “Iran henretter kvindelig kunstner” var overskriften i Politiken. (http://politiken.dk/udland/article701873.ece)

Og så alligevel ikke. Det har tilsyneladende ingen betydning at den nu henrettede sammen med en ven brød ind i og dræbte beboeren af et hus, tilstod mordet og uanset om tilståelsen senere blev trukket tilbage, i det mindste stadig er medskyldig i mord, når bare hun senere i fængsel bliver kunstner, for så er billedet af et totalitært, repressivt, middelalderligt iransk system der henretter en sød ung kvinde er jo en ren mediervinder.

For de forargede der kan samles på protesthjemmesider og sende protestbreve til de iranske myndigheder og forlange dette og hint er gevinsten umiddelbar: med forargelsen over andres ondskab og umenneskelighed følger uvilkårligt følelsen af egen moralske overlegenhed og så hedder det pludseligt:

… her execution was the shortest, fastest, and most effective way for Islamic Republic of Iran to let the rest of the world know it has no intention of negotiating anything with anyone.

My heart weeps for the youth and talent which had to be sacrificed to send the ominous message to the world.(http://www.iranian.com/main/node/63031)

Ungdom og talent? Man kan – ganske usentimentalt – hævde at det forspildte hun selv da hun traf de valg hun nu engang gjorde. Men det står selvfølgelig enhver frit for at læse det de vil ind i historien og dermed få det ud af den som de ønsker.

Døden IIb

… fortsat…

Udover Beaurieux’ observationer med den henrettede Languilles hoved og hvad der synes at have været en bevidst reaktion fra det afskårne hovede, faldt jeg over denne beretning fra Cecil Adams, som citerer et brev

“from a U.S. Army veteran who had been stationed in Korea. In June 1989 the taxi he and a friend were riding in collided with a truck. My correspondent was pinned in the wreckage. The friend was decapitated. Here’s what happened:

“My friend’s head came to rest face up, and (from my angle) upside-down. As I watched, his mouth opened and closed no less than two times. The facial expressions he displayed were first of shock or confusion, followed by terror or grief. I cannot exaggerate and say that he was looking all around, but he did display ocular movement in that his eyes moved from me, to his body, and back to me. He had direct eye contact with me when his eyes took on a hazy, absent expression … and he was dead.”

I’ve spoken with the author and am satisfied the event occurred as described.” (Does the head remain briefly conscious after decapitation (revisited)?)

Man kan nok gå ud fra at døden ikke indtræder i netop det øjeblik hovedet skilles fra kroppen – der vil gå et kort tidsrum, hvor hjernen stadig fungerer og hvor bevidstheden i en eller anden udstrækning er intakt. Nogen tid til egentlig refleksion er der dog næppe tale om. (Hvor megen egentlig lidelse der så er tale om kan jo så diskutere, men det er en anden sag.)

Alligevel vil de fleste af os nok kategorisk afvise guillotinen som et redskab til straf man kunne anvende i dag. De fleste sikkert med udgangspunkt i moralske overvejelser mens et mere reflekteret mindretal vil afvise det pga den holdning det moralske flertal indtager.

Men facinationen af døden fejler ikke noget – det er de færreste mennesker der har tal på hvor mange mennesker de har set dø i biografen eller på tv. Døden er god underholdning.

Scanners

Ovenstående scene er fra Cronenbergs “Scanners” som for tredive år siden (sammen med de mindre kunstnerisk interessante Ilse-film) var centrum for debatten om videovold.

Men lige så god underholdning som den er, lige så frygtet ser den ud til at være i den virkelige verden. Dødsstraf afvises med den begrundelse af den offeret for straffen “lider”, er udsat for smerte eller er udsat for umenneskelig behandling.  Derudover afvises den også med den begrundelse at staten ikke skal slå ihjel. Men hvorfor det er mere korrekt at sætte et menneske i bur for livstid end bare at skaffe sig af med vedkommende her og nu er der vist ingen fornuftig forklaring på. Det er vist bare at flygte fra problemerne og ansvaret.

Andre kulturer har haft et noget mindre sentimentalt forhold til mennesket og døden og det inkluderer i øvrigt vores egen fortid. Offentlige henrettelser har ikke været unormalt og f. eks. i Kina var man i begyndelse af det 20. århundrede heller specielt blufærdige med det.

Er der en morale?

Sikkert ikke, men hvis engang det var god underholdning at se en slyngel få sin velfortjente straf i fuld offentlighed, kan man jo tænke lidt over hvordan man er nået derfra og til at man i aftes på TV kunne se flere danske politikere græd snot over at smågrise kastreres uden bedøvelse. (En enkelt politiker især kom galt afsted med en udtalelse om at dyr i hvert fald skal have det godt indtil de slagtes. Spørgsmålet om sammenhængen mellem lidelse og bevidsthed behøver man sikkert ikke ulejlige sig med at stille i denne forbindelse.) Naiviteten og sentimentaliteten er kvalmende…