Irreducible kompleksiteter

Teorien om intelligent design er normalt ikke noget der optager mig synderligt (undtagen når jeg har lyst til en øl og ingen oplukker har ved hånden eller når jeg betragter Odense Banegård Center), men jeg så dog en udsendelse om, eller – om man vil – en gendrivelse af emnet på tv for nogle uger siden. Som med så meget på tv blev en kort historie fortalt meget langt, men jeg bed dog mærke i et begreb som creationisterne anvender som argument for deres sag: irreducible kompleksiteter.

En irreducibel kompleksitet er ifølge Michael Behe “a single system which is composed of several interacting parts that contribute to the basic function, and where the removal of any one of the parts causes the system to effectively cease functioning,” og forekomsten af sådanne indenfor biologien bruges af tilhængere af ID som argument at Darwin tog fejl og følgeligt for nødvendigheden af en intelligent designer. Hvilket selvfølgelig ikke holder, den kortslutning er en simpel argumentum ad ignorantiam; faktiske to varianter, nemlig a) når noget ikke er bevist, forklaret eller forstået, så må teorien bag det nødvendig vis være falsk eller forkert og b) når der tilsyneladende mangler beviser for at én teori, må en en anden anses for bevist.

Set fra en lidt anden vinkel forekommer det mig som en banalt eksempel på mangel på fantasi eller abstraktionsevne; man kan ikke forestille sig hvad evolutionen kan udvirke på millioner af arter gennem millioner af år. (hvad er der ikke sket med dansk malkekvæg gennem effektiv (ind)avl på få hundrede år.)

De eneste irrreducible kompleksiteter jeg kan komme i tanke om, udover Pluvianus Aegyptius trang til at lege med krokodiller (en historie som stammer fra Herodot (og i øvrigt vist er en skrøne): “Medens andre fugle og dyr undgår den, lever den på fredeligste fod med strandløberen, fordi den har gavn af den. Når krokodillen nemlig kommer op på land og slår gabet op, – dét plejer den for det meste at gøre mod vest, – så hopper strandløberen ind i gabet på den og sluger iglerne. Krokodillen er glad for at bliver hjulpet og gør ikke fuglen noget.” Herodot II,68) er lige præcis de værker som stammer fra beviseligt intelligent designere som Platon og Kierkegaard.

Lad den cirkelslutning være det sidste jeg har at sige om det emne, før en eller anden intellektuel dværg af Helge Sander-kaliber finder på at sætte det på pensum i folkeskolen.

Dommedag!

Jorden går under snart, siger fremtrædende klimaforsker og tilføjer, at tundraen vil smelte og regnskoven brænde, hvis ikke vi lægger vores syndige, magelige, consumeristiske livsstil fra os.

Kort sagt: Vi skal alle dø! Ja, det skal vi jo alligevel, men nu på langt mere alvorlig og moralsk forkastelig vis. Der er dog indlysende fordele; vi behøver således ikke at frygte at brænde i helvede for vores synder, som vores forfædre sikkert gjorde og stadig gør, men kan mageligt læne os tilbage og lade os bage her på jorden. Det går under alle omstændigheder også meget hurtigere at brænde op her på jorden end at brænde i evighedernes evigheder i helvede. Tak Gud for fremskridtet!

Nu er dette jo ikke den eneste  gang at jordens undergang er blevet forudsagt (er der nogen som husker år 2000 problemet?), så her er, for de uvidende, en liste over årstal i hvilke jorden, i følge pålidelige kilder, burde være gået under:

2800 fvt – 634 fvt – 389 fvt – ca. 90 fvt
70 – 247 – 365 – 380 – 500 – 6 apr 793 – 800 – 806 – 848 – 25 mar 970
992 – 995 – 1000 – 1033 – 1184 – 23 sept 1186 – 1260 – 1284 – 1290
1306 – 1335 – 1367 – 1370 – 1378 – 14  feb 1420 – 1496
1504 – 1 feb 1524 – 1525 – 1528 – 27 maj 1528 – 1532 – 1533 – 19 okt 1533
5 apr 1534 – 1537 – 1544 – 1555 – 22 jul 1556 – 28 apr 1583 – 1584 – 1588
1600 – 1603 – 1623 – 1 feb 1624 – 1648 – 1654 – 1656 – 1657 – 1658
1660 – 1666 – 1673 – 1688 – 1689 – 1694 – 1697 -1700

og så videre … (Listen stammer fra http://www.abhota.info hvor der også er liste over årene 1701-1970, 1998-1999, 2000-nu og en for fremtiden; incl. henvisninger, links og bibliografi.)

Nu dækker listen her (som sikkert langt fra er komplet) jo kun årstal frem til 1700 og – tænker du sikkert – vi er da heldigvis blevet klogere siden da. Måske ikke! Jo længere vi kommer op mod vore egen tid jo tættere falder spådommene. Jeg gider slet ikke gengive forudsigelserne for 1999-2000.

Nu kunne jeg jo være fristet til at spå om hvorledes disse klimaforskere selv om føje år figurerer på lignende lister, men belært af hvordan det går andres spådomme, skal jeg nok afholde mig fra det.

Døden III

Efter jeg forleden var inde på den frygt videomaskiner og de frygteligt voldelige videfilm spredte i socialdemokratiske Danmark engang i 1980’erne, kom jeg til tænke på en liste jeg lavede engang over eksempler på voldelig død i Iliaden som jeg vil bringe lidt fra her. (Det var før jeg kendte til Ian Johnstons liste: http://records.viu.ca/~Johnstoi/homer/Iliaddeaths.htm) Jeg har tidligere postet et indlæg med titlen “Sjov med meningsløs vold” og betragtningerne deri omkring sentimentalitet gælder stadig. Vi starter i Iliaden IV:

446     Men da de rykkende frem havde mødt hinanden paa Stridsmark,
447 Landse mod Landse, og Skjold mod Skjold da hugged de stærke
448 Malmompandsrede Mænd, mangfoldige buklede Skjolde
449 Knugedes hardt mod hverandre, høit dundred det larmende Kampgny.
450 Mellem hinanden nu lød baade Jammer og Jubel af Krigsfolk,
451 Altsom de Kæmpende slog eller faldt, og af Blod svam Jorden.
452 Som naar i Vinterens Tid fra et Bjerg to skyllende Elve
453 Styrte de rivende Vande i Dalene ned, hvor de samles,
454 Høit fra de mægtige Væld i den dybtudhulede Fjeldkløft,
455 Vidt i det Fjerne kan Hyrden paa Bjergene høre dem bruse,
456 Saaledes lød Forvirring og Skrig, da de foer mod hverandre.(Iliaden, overs. Wilster)

Jeg har altid for mit indre set “som” (l. 452) henvise til blodet i l. 451 og ikke til “saaledes” i l. 456. Man kan i hvertfald i hele fire linier med god samvittighed leve i troen. Beretninger om blod i større mængder har altid været godt for fantasien, et menneske indeholder trods alt kun ca. seks liter af det og der skal slås ret mange ihjel fot at opfylde ovenstående: af Blod svam Jorden.  Nu har jeg ikke et billede af salgmarker som svømmer i floder blod, men Kubrick har visualiseret det effektivt og skabt et af filmhistoriens mindeværdige øjeblikke. (still fra The Shining)

Men nu omhandlede ovnstående egentlig slet ikke om slet ikke om blod, men om lyden af hære som gør sig klar til at udgyde det. Det kan de gøre på mange måder, undertiden behøver de blot at forsamles før det går galt og et uhyrligt bodycount opnås uden af der løsnes et skud.

“In the late summer of that year we lived in a house in a village that looked across the river and the plain to the mountains. In the bed of the river there were pebbles and boulders, dry and white in the sun, and the water was clear and swiftly moving and blue in the channels. Troops went by the house and down the road and the dust they raised powdered the leaves of the trees. The trunks of the trees too were dusty and the leaves fell early that year and we saw the troops marching along the road and the dust rising and leaves, stirred by the breeze, falling and the soldiers marching and afterward the road bare and white except for the leaves.

The plain was rich with crops; there were many orchards of fruit trees and beyond the plain the mountains were brown and bare. There was fighting in the mountains and at night we could see the flashes from the artillery. In the dark it was like summer lightning, but the nights were cool and there was not the feeling of a storm coming.

Sometimes in the dark we heard the troops marching under the window and guns going past pulled by motor-tractors. There was much traffic at night and many mules on the roads with boxes of ammunition on each side of their pack-saddles and gray motor trucks that carried men, and other trucks with loads covered with canvas that moved slower in the traffic. There were big guns too that passed in the day drawn by tractors, the long barrels of the guns covered with green branches and green leafy branches and vines laid over the tractors. To the north we could look across a valley and see a forest of chestnut trees and behind it another mountain on this side of the river. There was fighting for that mountain too, but it was not successful, and in the fall when the rains came the leaves all fell from the chestnut trees and the branches were bare and the trunks black with rain. The vineyards were thin and bare-branched too and all the country wet and brown and dead with the autumn. There were mists over the river and clouds on the mountain and the trucks splashed mud on the road and the troops were muddy and wet in their capes; their rifles were wet and under their capes the two leather cartridge-boxes on the front of the belts, gray leather boxes heavy with the packs of clips of thin, long 6.5 mm. cartridges, bulged forward under the capes so that the men, passing on the road, marched as though they were six months gone with child.

There were small gray motor cars that passed going very fast; usually there was an officer on the seat with the driver and more officers in the back seat. They splashed more mud than the camions even and if one of the officers in the back was very small and sitting between two generals, he himself so small that you could not see his face but only the top of his cap and his narrow back, and if the car went especially fast it was probably the King. He lived in Udine and came out in this way nearly every day to see how things were going, and things went very badly.

At the start of the winter came the permanent rain and with the rain came the cholera. But it was checked and in the end only seven thousand died of it in the army.” (Ernest Hemingway: A Farewell to Arms.)

 

Internet!

Weekendavisen markerer internettets 20 års jubilæum med en artikel af Markus Bernsen, som bl. a. skriver:

I 1997 skrev Tor Nørretranders bogen “Stedet som ikke er” og advarede om, at en tilstrækkelig høj internetforbindelse ville gøre det svært at skelne virkelighed fra Virtual Reality.  (11 megabyte ville udviske forskellen på de to, mente Nørretranders. I dag tilbyder de fleste udbydere op til 20).

Jeg ved ikke hvorfor Bernsen måler hastighed i højde, men min udbyder reklamerer med at jeg med jeg med en 10 Mbit forbindelse kan overhale min nabo. Næppe i højden!

Men uanset er – med en 10 Mbit forbindelse – hverken 11 eller 20 megabyte ret meget.

Pligtskyldigt refereres også bekymringer om internettets fordummende effekt, in casu fra et essay af Nicholas Carr i Atlantic Monthly:

“My mind now expects to take in information the way the Net distributes it: in a swiftly moving stream of particles. Once I was a scuba diver in the sea of words. Now I zip along the surface like a guy on a Jet Ski.

I’m not the only one. When I mention my troubles with reading to friends and acquaintances—literary types, most of them—many say they’re having similar experiences. The more they use the Web, the more they have to fight to stay focused on long pieces of writing.”

Ansvar for egen læring hedder det vist med et pædagogisk modeord, som nok alligevel er mere relevant for voksne end børn. Svært er det i hvertfald at tage den slags indvendinger alvorligt. Hvis Carr mener at han har et problem er det vel intet der forhindrer ham i enten at gøre noget ved det, eller leve med det.

Der  har været mange af den slags dommedags profetier gennem de sidste år, efterhånden som teknologiske fremskridt tilsyneladende har forandret vores hverdag.

Vi har vel ikke glemt hvordan videomaskinen spåedes til at ville gøre os alle til voldspsykopater, hvilket fik Palle Lauring til i essayet Vold som underholdning at citere Homer: men for panden et hug over næsen gav ham Atreiden med sværd, så det braged i ben, og hans øjne blodige fo’r af hovedet ud for hans fødder i støvet, riddertidens romantik: et hold franske riddere i engelsk fangenskab, [som] blev sluppet fri, men først fik de øjnene stukket ud, undtagen én, som fik lov at beholde det ene, så han kunne lede de andre hjem og en beretning fra en Falck-redder: en lastbil havde kørt en dreng over, og han var stadig i klemme under hjulet, så Falckfolkene skulle ind under vognen for at sikre, at han ikke blev yderligere skadet, mens de løftede bilen. Men dér lå en kone. Hun havde mavet sig ind og ville ikke ud, så de måtte hale hende ud ved benene, mens hun skreg: “Jeg vil se ham dø!”

Palle Lauring: Vold som underholdning, i “Ordet som blev borte og andre essays. Forum 1984.

Uanset videofilm og computerspil har vi altid været lige voldelige og lige fascinerede af volden, døden, ødelæggelsen. Uanset internettet har vi altid været lige illitterære, udannede og funktionelt analfabetiske.

Pointen er, at det nye nok slet ikke er så revolutionerende nyt, at det alt sammen derfor nok ikke er så slemt alligevel,  og at vi nok skal komme videre, måske efter at nogle litterære typer har erkendt at de nok slet ikke var så litterære alligevel. Flertallet har alligevel alligevel aldrig læst ret meget og internettet kommer ikke til at ændre en tøddel på det. Det kan godt være at folk har fået flere informationer til rådighed, men deres  intelligens og evner til at bruge dem er uforandrede og dermed forbliver i sidste ende alting som det var. Forandringen er, som forandringer er flest, rent kosmetisk.