Ansvar?

En 16-årig knægt dømt for at slå et avisbud ihjel er flygtet fra den sikrede institution Stevnsfortet i fredags.

Den 16-årige ønskede at spille bold og efter at have fået adgang til basketballbanen kravlede han derefter over et fem meter højt hegn og forsvandt og det er jo egentligt ganske forståeligt – friheden  har en umådelig tiltrækningskraft på mennesker, især de der ikke har for meget af den i forvejen.

Efterfølgende kom lederen af institutionen med en udtalelse:

Der er ikke noget at bebrejde medarbejderen, siger institutionens chef, Kaj Lauritsen. (Politiken)

Sympatisk, ikke? Det er i hvertfald ikke medarbejderen som havde opsynet med den unge voldsmand, som skal have skylden i pressen. Sådan taler en rigtig leder.

Men hov, så var der heller ikke mere mandfolk i Kaj Lauritsen for straks efter skal eget ansvar da også fralægges, fraskrives og undsiges:

»Hvis de vil stikke af, kan vi ikke forhindre det. Der har ikke været nogen forvarsler om, at han og kammeraten var parat til at rømme, og reglerne er blevet fulgt«, siger Kaj Lauritsen. (Politiken)

Det er sgu da også for frækt at de unge bare stikker af uden forvarsel. Så er de jo slet ikke til at holde styr på!

Men reglerne er i det mindste overholdt, så ingen har noget i klemme…

I øvrigt: hvis de ungdomskriminelle ellers kan komme og gå som det passer dem, hvori består så forskellen mellem en sikret og ikke sikret institurion?

Døden II

Fem minutter efter at domkirkens klokker havde slået midnatsslaget, blev døren åbnet af en fængselsbetjent, som sagde:

“Så må De gøre Dem klar.”

“Må jeg ikke lige sige farvel til min kammerat og den anden præst?”

Der gik bud nedenunder, imens jeg hjalp ham jakken på. Så fik vi besked om, at hans ønske ikke kunne opfyldes. Det var imod reglementet.

“Åh, de med deres reglementer,” sagde han, “nå, men vi har jo også sagt farvel.”

Vi fulgtes ned i kontoret. Statsadvokaten læste konklusionen af dommen og sagde, at den nu ville blive fuldbyrdet.

“Tak,” sagde den dømte.

Politimesteren sagde: “De skal efter reglementet have hænderne bundet på ryggen. Det er ikke fordi vi ikke stoler på Dem, men sådan er reglementet.”

“Javel,” svarede han og lagde selv hænderne om på ryggen. Arrestforvareren bandt dem sammen. Politimesteren sagde, at de ikke måtte bindes så hårdt at båndet snærede.

“Nej, jeg skal nok passe på,” svarede arrestforvareren.

Da den dødsdømte var bundet, sagde han til politimesteren: “Jeg vil gerne takke Dem for Deres venlighed og den gode behandling,  jeg har fået.” Han vendte sig derpå mod arrestforvareren og takkede ham.

Så gik vi.

En dansk henrettelse efter retsopgøret. Cit. efter Ole Schierbeck: Dødsstraffe og henrettelser. Politikens Forlag 1981

Døden

Odysseen (Wilster), 22:326-329

Talende saa det Sværd han greb med sin vældige Næve,
Som Agelaos til Jord havde slængt, da Spydet ham ramte;
Dette han greb, og hug med dets Blad ham tværs over Nakken,
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled paa Gulvet.

Iliaden (Wilster), 10;454-457

Just vilde nu hiin med sin Haand hans hage berøre,
Bønlig om Livet at trygle, da svang Diomedes sit Slagsværd,
Hug ham tværs over Halsen, og kløvede begge dens Sener;
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled i Støvet.

Iliaden er en guldgrube af eksempler på voldelig og blodig død, men ovenstående påkalder sig alligevel en særlig interesse på grund af  det rene snit, det dygtige krigshåndværk som minder mig om følgende beretning fundet på Jørn Fabricius’ interessante www.guillotine.dk med masser af info om Guillotinen og han gengiver også denne beretning fra 1905, hvor en Dr Beaurieux som gennemfører dette ikke specielt videnskabelige eksperiment med et hoved der oprindeligt tilhørte Languille, guillotineret kl. 5.30 om morgenen, d. 28 juni 1905:

” I consider it essential for you to know that Languille displayed an extraordinary sang-froid and even courage from the moment when he was told, that his last hour had come, until the moment when he walked firmly to the scaffold. It may well be, in fact, that the conditions for observation, and consequently the phenomena, differ greatly according to whether the condemned persons retain all their sang-froid and are fully in control of themselves, or whether they are in such state of physical and mental prostration that they have to be carried to the place of execution, and are already half-dead, and as though paralysed by the appalling anguish of the fatal instant.

“The head fell on the severed surface of the neck and I did not therefor have to take it up in my hands, as all the newspapers have vied with each other in repeating; I was not obliged even to touch it in order to set it upright. Chance served me well for the observation, which I wished to make.

“Here, then, is what I was able to note immediately after the decapitation: the eyelids and lips of the guillotined man worked in irregularly rhythmic contractions for about five or six seconds. This phenomenon has been remarked by all those finding themselves in the same conditions as myself for observing what happens after the severing of the neck…

Execution of Henri Languille“I waited for several seconds. The spasmodic movements ceased. The face relaxed, the lids half closed on the eyeballs, leaving only the white of the conjunctiva visible, exactly as in the dying whom we have occasion to see every day in the exercise of our profession, or as in those just dead. It was then that I called in a strong, sharp voice: “Languille!” I saw the eyelids slowly lift up, without any spasmodic contractions – I insist advisedly on this peculiarity – but with an even movement, quite distinct and normal, such as happens in everyday life, with people awakened or torn from their thoughts.
Next Languille’s eyes very definitely fixed themselves on mine and the pupils focused themselves. I was not, then, dealing with the sort of vague dull look without any expression, that can be observed any day in dying people to whom one speaks: I was dealing with undeniably living eyes which were looking at me. “After several seconds, the eyelids closed again, slowly and evenly, and the head took on the same appearance as it had had before I called out.

“It was at that point that I called out again and, once more, without any spasm, slowly, the eyelids lifted and undeniably living eyes fixed themselves on mine with perhaps even more penetration than the first time. The there was a further closing of the eyelids, but now less complete. I attempted the effect of a third call; there was no further movement – and the eyes took on the glazed look which they have in the dead.

“I have just recounted to you with rigorous exactness what I was able to observe. The whole thing had lasted twenty-five to thirty seconds.

Interessant er spørgsmålet om hvor længe bevidstheden forbliver i det afhuggede hovede, selvom det nok er de færreste af os som ønsker at få det besvaret.

fortsættes…