Pirater

Pirater

Illustration lånt fra thepiratebay.org som nu også Fullrate har lukket for adgang til.

Enhver idiot kan omgå spærringen let og det er ikke ulovligt at gøre det. Det gør i sig selv det hele temmelig latterligt, men endnu mere mærkeligt er det vel at noget lignende ikke er tilfældet med for eksempel Mininova hvor forsiden denne morgen to dage efter Oscar-uddelingen viser at det vist ikke ville tage mange minutter at downloade “Slumdog Millionaire”, “Milk” eller “Man on Wire”.

Amerika

Hvorfor ei i America, du Daare?

Jeg ved ikke hvad der er i America, jeg har aldrig været der. Jeg ferierer sjældent udenlands og af god grund. Hvad skulle formålet være dermed? Man lærer ikke en nation at kende på to uger eller to måneder og jeg har ikke to år at rive ud af kalenderen til det formål. Og hvorhen skulle rejsen da gå? Skulle man da lade tilfældet råde og vælge i blinde? Hvilken særlig affinitet føler danskerne når de begiver til Spanien, Thailand, Australien eller USA for et par uger eller tre? Udover vejret er der næppe nogen forskel på at rejse til Madagascar eller Bornholm, med mindre man man går efter den rene underholdning: “Sikke nogle sjove huse de har. Og sikke sjovt de taler.” Noget indblik i deres levevis eller forståelse af deres skikke kommer der ikke deraf – den slags tager år. Og helt ærligt, hvem gider det. Jeg forstår ikke engang danskerne, så der er mere end rigeligt til et helt liv herhjemme.

Og dog, lige et øjeblik overvejede jeg at henlægge næste ferie til USA, efter at jeg til morgen læste følgende på forsiden af jp.dk:

Amerika

For det er jo unægteligt billigt.

Et sådan for-godt-til-at-være-sandt slagtilbud frister jo unægteligt en til at tjekke lidt på den som tilbyder det. I artiklens mangel på reference til præcist hvilket hotel der er så billigt – journalisten ønsker nok holde den oplysning for sig selv – er der jo kun tilbage at tjekke journalisten selv.

Maja Kiener har beskrevet sig selv på tgt.gk:

Cand.comm. fra RUC i Kommunikation og Kulturstudier og en fast del af tgt.dk’s redaktion. Maja har boet, arbejdet og studeret i Paris og Québec og takker sin franske mor for nemt at kunne blende ind som en indfødt. Kan ikke leve uden Paris’ cafeer og shopping i København, gerne suppleret med Canadas efterårsskove, kantareljagt i Skåne og vandreture i Alperne. Og så har hun for nylig genopdaget den store glæde og ubeskrivelige frihed ved bilferie med et telt i bagagerummet.

Hvor uheldig en skæbne at se ens livsfornødenheder spredt over så store afstande, at de ikke umiddelbart kan tilgås, men det kan jo også tænkes at der overdrives en smule. Rodløshed og overfladiskhed er dog uanset de ord der falder mig ind, for i sidste ende er der dog naivt at tro at der er den store forskel på at befinde sig i Brajcinodalens middagshede luft eller på en eng ved Vejle. Hvor hører du til? Hvis det spørgsmål kun vanskeligt besvares og der bestandigt synes mere tiltrækkende end her, så har du nok et problem som aldrig vil løse sig ved en geografisk søgen.

For, som Emerson skriver, “travelling is a fool’s paradise. Our first journeys discover to us the indifference of places. At home I dream that at Naples, at Rome, I can be intoxicated with beauty, and lose my sadness. I pack my trunk, embrace my friends, embark on the sea, and at last wake up in Naples, and there beside me is the stern fact, the sad self, unrelenting, identical, that I fled from. I seek the Vatican, and the palaces. I affect to be intoxicated with sights and suggestions, but I am not intoxicated. My giant goes with me wherever I go.

Uanset om du sidder på en cafe i Paris eller en bodega i Ikast så er du sandsynligvis stadig den samme person, medmindre da at det er omgivelserne der gør dig til den du er. Men hvad er du så?

Når pengene bestemmer …

Flere og flere børn passes efter timebetaling, skriver Politiken om en ordning der vinder frem i kommunale daginstitutioner landet over og som giver forældre mulighed for at betale for det de har brug for.

Ifølge Politiken udspringer ordningen af regeringens ønske om større fleksibilitet og mulighed for forældrene til at vælge frit. Den har de rædselsslagne pædagoger nu nok gennemskuet, for det handler selvfølgelig bare om at spare penge. Og det er der jo ikke noget nyt i.

Pædagogerne på deres side har også argumenterne parat og spiller straks faglighedskortet:

»Kunne man forestille sig, at børnene fik et klippekort til skolen, så de ikke behøvede at have gymnastik, hvis de dyrkede sport i fritiden«, spørger konsulent Søren Winther i pædagogernes fagforening, BUPL – og svarer selv:»Alle ville slå syv kors for sig. Men der er ikke samme hensyn til fagligheden i pædagogiske tilbud«, siger han til Politiken.()

Det her kommer fra pædagogernes fagforening og derfor tøver jeg ikke med at kalde deres bluff: det handler selvfølgelig om frygten for at der bliver sparet.

I sidste ende er det det samme de taler om, det samme som motiverer dem og det samme som driver dem. Penge! Ønsket om at have dem og frygten for at miste dem. Penge! Altings målestok: velfærd, vækst, lykke! Penge! Fordi de er dejligt konkrete. De kan måles, vejes, tælles.

Men er der alligevel et eller andet som holder os tilbage, som tilsiger os at dette ikke er ædelt motiv så at vi må lyve om det som inderst inde driver os?

Nemo potest duobus dominis servire: aut enim unum odio habebit et alterum diligit aut unum sustinebit et alterum contemnet; non potestis Deo servire et mommonae. (Mt.6,24)

____________
Flere børn passes efter timebetaling, Politiken, d. 3/2 2009