Irritationer 3

I en mail til Pia Kjærsgaard spurgte Bo Frimodt, chefredaktør på Ugeavisen Odense, om følgende:

Vil et kvindeligt medlem af Dansk Folkeparti kunne deltage i partiets årsmødefest iført muslimsk tørklæde?(Ugeavisen Odense, d. 21/5 2008, s.2)

Pia Kjærsgaard svarede:

Oprigtigt talt opfatter jeg det som et besynderligt spørgsmål.

Hvilket hun på sin vis kan have ret i, men fortsatte så med følgende:

Men nej, jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at et medlem af Dansk Folkeparti overhovedet vil gå tilhyllet i dette totalitære symbol på underkastelse, og endnu mindre har jeg fanstasi til at forestille mig pågældende deltage i årsmødefesten. (Ugeavisen Odense, d. 21/5 2008, s.2)

Igen må jeg sige at noget sådant er svært at forestille sig, men vel i grunden ikke mere besynderligt end der blandt jøder i Israel findes nynazister; se Police: Israeli Neo-Nazi Ring Busted, Associated Press, September 09, 2007. Men det er slet ikke det der er interessant, det interessante er Pia Kjærsgaards beskrivelse af denne påklædningsgenstand, som et totalitært symbol på underkastelse.

Hvis der er tale om underkastelse er det vel en grad af frihed deri og er tørklædet udtryk for noget totalitært er der jo tale om tvang – uanset er udsagnet uheldigt. Men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen og ved at tale om et totalitært symbol på underkastelse i stedet for det f. eks. mere korrekte et symbol på undertrykkelse eller et totalitært symbol, appellerer hun både til de demokratisk og feministisk sindede.

Smart? Næppe, det er jo trods alt en udtalelse fra en dansk politiker, så der er næppe tale om andet og mere end sprogforbistring.

Irritationer 2

“Venstre går nu på banen med et opsigtsvækkende forslag, der kan ommøblere meget store dele af den offentlige sektor. Det store regeringsparti vil have stat, regioner og kommuner til at sende alle offentlige opgaver i udbud. Private virksomheder skal kunne byde ind på alt fra drift af folkeskoler og sygehuse til ældrepleje.»Så kan vi finde ud af, hvilken pris og kvalitet alternative udbydere kan levere til. Den bedste og billigste bør altid have opgaven,« siger erhvervsordfører Jacob Jensen (V), som står bag det 37 siders oplæg, der i forgårs blev godkendt og rost af Venstres folketingsgruppe med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen.” (V: Skoler og sygehuse skal i udbud, berlingske.dk, d. 12/6 2008)

Således står der at læse i Berlingske Tidende og det er jo herligt. Som om de to ord kan sidestilles: den billigste løsning er nok sjældent den bedste og omvendt. Isvaflen til 2,95 i Aldi er næppe af samme kvalitet som den til 20,00 i kiosken som igen næppe er så god som den med tre kugler til 55,00 i isboden.

Udsagnet “den bedste og billigste” giver kun mening hvis det “bedste” også reduceres til et spørgsmål om økonomi: bedst fordi den er billigst!

Rettelig burde det formuleres “den bedste eller billigste“, men så bliver det jo også indlysende hvor intetsigende udsagnet er. (Jo, jeg ved godt hvad han mener er “den bedste til prisen” eller “samme ydelse til bedste pris”, men det er ikke det han siger. I stedet konstruerer han en slags newspeak der udsiger noget helt andet og i øvrigt umuligt!)

Irritationer 1

Læser Iliaden i Dues oversættelse og selvom jeg sagtens kan respektere det mægtige projekt som Due har haft gang i, er jeg bestemt ikke altid begejstret for Dues fordanskning.  I X er Dolon taget til fange af Odysseus og han frygter for sit liv på en knap så mandig facon. Derfor:

Dette var svaret han fik af den snildt forslagne Odysseus:
“Op med humøret! Lad ikke din tanke besætte af døden!”

 

Her ville jeg gerne have gengivet hvad Homer selv skrev, men enten WordPress eller Firefox synes desværre ikke at ville som jeg vil udi det græske, så jeg dropper lige sammenligningen med originalen og fortsætter på dansk.

Kan man forestille sig Odysseus sige “Op med humøret!” til en mand der skal henrettes? Er det ikke bare for moderne, for plat og teenage-agtigt?

Wilster skriver:

“Fat kun Mod! lad Døden dog ei omsvæve din Tanke!”

og den sprogligt kompetente – men vistnok i akademiske kredse ret ildesete – Gelsted skriver:

“Fat mod,” sagde Odysseus, “og tænk ikke på døden!”

Kunne man acceptere et “tag dig sammen”? Det ville trods alt ikke være helt ude af trit med situationen, men hvad er der galt med “fat mod”? Spørgsmålet er om “mod” er et så umoderne ord at Due viger tilbage for at bruge det. Man skal jo ikke støde sine læsere, ved at minde dem om noget de ikke har (begreb om). Men hvis ikke den moderne læser fatter det udtryk, hvad skal han så stille op med “den snildt forslagne Odysseus”?

To sider længere fremme møder Dolon i øvrigt sit endeligt:

“Men Dolon forsøgte at række
hånden op til hans hage i bøn. Da slog han ham sværdet
lige tværs over nakken og overskar begge dens sener.
Stemmen sad fast i hans mund da hans hoved rulled i støvet.”
– Il. X 454-457

Dette er en af mine favoritpassager i Iliaden, men jeg foretrækker den så afgjort hos Wilster:

Just vilde nu hiin med sin Haand hans hage berøre,
Bønlig om Livet at trygle, da svang Diomedes sit Slagsværd,
Hug ham tværs over Halsen, og kløvede begge dens Sener;
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled i Støvet.

Men for nu at blive ved Due. Han svinger mellem det meget moderne, grænsende til det platte og ord som garanteret de fleste moderne læsere aldrig har hørt før. Ikke at det sidste i sig selv er nogen anklage, men den manglende konsekvens er. Har man undertiden på fornemmelsen at et udtryk er undgået, for ikke at ligne Wilster? (Stemmen sad fast i hans mund…)

Jeg kan ikke kapere at “gi”, “la” og “be” anvendes side om side med “sorrigfuld”, “voldte ham uliv”, “sad i sin pudsede fading” og “han vog deres drot”. (Il. XVI – Due)

Også i “Hektor, la vær med at slås med Achilles alene fra nu af.”  (XX. 376), lyder “la vær” som noget min fireårige datter ville sige.

Afslutningen lyder his Wilster:

“Således stedtes til Jorde den hestebetvingende Hektor.”

og den hedder hos Due:

“Det var den grav som de grov den hestebetvingende Hektor.”

I ODS hedder det om at grave:  gravede ell. (nu kun poet., arkais. ell. dial.) grov og så er det jo heller ikke let at være oversætter, for det er vist længe siden poeter har brugt “grov” og den grav som de grov” giver en – forhåbendtlig utilsigtet – humoristisk effekt.

Due har allerede revideret en af sine oversættelser (Ovids Metamorfoser) og genudgivet den og nu kommer også Aneiden i en ny udgave. Måske han bare skulle tage sig lidt bedre tid og gøre sig lidt mere umage; han var nok på sigt bedre tjent med at være kendt for en enkelt god oversættelse end en hel serie som en eller anden alligevel ser sig nødsaget til at gøre om inden for hans egen levetid.

Of Human Misery …

“Of the vast sum of human misery about one third, I would guess, is unavoidable misery. This is the price we must pay for being embodied, and for inheriting genes which are subject to deleterious mutations. This is the rent extorted by Nature for the privilege of living on the surface of a planet, whose soil is mostly poor, whose climates are capricious and inclement, and whose inhabitants include a countless number of micro-organisms capable of causing in man himself, in his domestic animals and cultivated plants, an immense variety of deadly or debilitating diseases. To these miseries of cosmic origin must be added the much larger group of those avoidable disasters we bring upon ourselves. For at least two thirds of our miseries spring from human stupidity, human malice and those great motivators and justifiers of malice and stupidity, idealism, dogmatism and proselytizing zeal on behalf of religious or political idols. But zeal, dogmatism and idealism exist only because we are forever committing intellectual sins. We sin by attributing concrete significance to meaningless pseudo-knowledge; we sin in being too lazy to think in terms of multiple causation and indulging instead in over-simplification, over-generalization and over-abstraction; and we sin by cherishing the false but agreeable notion that conceptual knowledge and, above all, conceptual pseudo-knowledge are the same as understanding.

Consider a few obvious examples. The atrocities of organized religion (and organized religion, let us never forget, has done about as much harm as it has done good) are all due, in the last analysis, to “mistaking the pointing finger for the moon” — in other words to mistaking the verbalized notion for the given mystery to which it refers or, more often, only seems to refer. This, as I have said, is one of the original sins of the intellect, and it is a sin in which, with a rationalistic bumptiousness as grotesque as it is distasteful, theologians have systematically wallowed. From indulgence in this kind of delinquency there has arisen, in most of the great religious traditions of the world, a fantastic over-valution of words. Over-valuation of words leads all too frequently to the fabrication and idolatrous worship of dogmas, to the insistence on uniformity of belief, the demand for assent by all and sundry to a set of propositions which, though meaningless, are to be regarded as sacred. Those who do not consent to this idolatrous worship of words are to be “converted” and, if that should prove impossible, either persecuted or, if the dogmatizers lack political power, ostracized and denounced. Immediate experience of reality unites men. Conceptualized beliefs, including even the belief in a God of love and righteousness, divide them and, as the dismal record of religious history bears witness, set them for centuries on end at each other’s throats.

Over-simplification, over-generalization and over-abstraction are three other sins closely related to the sin of imagining that knowledge and pseudo-knowledge are the same as understanding. The over-generalizing over-simplifier is the man who asserts, without producing evidence, that “All X’s are Y,” or, “All A’s have a single cause, which is B.” The over-abstractor is the one who cannot be bothered to deal with Jones and Smith, with Jane and Mary, as individuals, but enjoys being eloquent on the subject of Humanity, of Progress, of God and History and the Future. This brand of intellectual delinquency is indulged in by every demagogue, every crusader. In the Middle Ages the favorite over-generalization was “All infidels are damned.” (For the Moslems, “all infidels” meant “all Christians”; for the Christians, “all Moslems.”) Almost as popular was the nonsensical proposition, “All heretics are inspired by the devil” and “All eccentric old women are witches.” In the sixteenth and seventeenth centuries the wars and persecutions were justified by the luminously clear and simple belief that “All Roman Catholics (or, if you happened to be on the Pope’s side, all Lutherans, Calvinists and Anglicans) are God’s enemies.” In our own day Hitler proclaimed that all the ills of the world had one cause, namely Jews, and that all Jews were subhuman enemies of mankind. For the Communists, all the ills of the world have one cause, namely capitalists, and all capitalists and their middle-class supporters are subhuman enemies of mankind. It is perfectly obvious, on the face of it, that none of these over-generalized statements can possibly be true. But the urge to intellectual sin is fearfully strong. All are subject to temptation and few are able to resist.”

– Aldous Huxley: Tomorrow and Tomorrow and Tomorrow