Hjem til mor!

Jyllands-Posten bringer historien om en masse unge brandstiftere der, selvom de godt ved hvordan man bruger en lighter, åbenbart ikke har forstået hvad et fængsel er for noget. På grund af det store antal, er alle de sikrede ungdominstitutioner overbelagt og en del af de unge brandstiftere er i stedet havnet i fængsel.

Fængselsinspektør Peter Vesterheden citere et at de unge mennesker for følgende udtalelse:

“Kan jeg ikke besøge min mor? Bare i en time? Jeg skal nok komme tilbage igen!”

… og det er jo meget sødt. Noget helt andet er den alvor der ligger bag situationen og som gerne skulle gå op for de unge mennesker, men i følge en kvindelig fængselsfunktionær åbenbart ikke i al for høj grad, således:

“Vi skal ikke være for bløde ved dem, for det skal ikke være sjovt at være her. Men vi skal heller ikke være for hårde ved de unge, for så risikerer vi jo, at de bryder sammen.”

Jeg ved ikke hvad dette “sammenbrud” er for noget; et underligt miks af poppsykologi og forfejlet pædagogik? Hvad ville der ske hvis de unge virkeligt gik der fra med tårer i øjnene og en slem forskrækkelse? Tænk hvis de derudover kunne tage med sig viljen til aldrig at ville tilbage dertil? En lektion for livet er ikke nødvendigvis noget negativt og man kunne vel ligefrem sige at man dermed havde gjort de unge menneske en tjeneste.

Men man aner allerede den velmenende pædagog der snakker om traumatiserede unge. Misbruget af begrebet “traume”(i den psykologiske betudning) kender vist dårligt grænser og det er visse steder reduceret til at betyde omtrendt det samme som “ubehagelig oplevelse” eller “slem forskrækkelse.” Hvert femte barn i Vollsmose er således i følge undersøgelser traumatiseret. Aarhus Universitet konkluderede at 38% af 430 skoleelever i Seest var traumatiserede efter eksplosionen på en lokal fyrværkerifabrik. I en artikel i Sygeplersken (nr. 5 1999) kaldte Grethe Kjærgaard oven i købet Sydafrika for “et traumatiseret samfund.” Selv et kys kan være traumatiserende! (Således blev fotomodellen “Gisele Bundchen ‘traumatised’ by lesbian kiss” under indspilning af en film: “When it came to the scene I was really nervous. “I said to Jennifer, ‘I’m sorry, I’m going to have to do this.’ So I did it, and it was kind of embarrassing. I was thinking, ‘What are my mom and dad going to say when they see this?’ “It was traumatising in the beginning, but then I got used to it.””)

Jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på om det er denne udviskning af grænserne mellem den kliniske betegnelse og den overfladiske dagligdags brug af begrebet der ender i flydende grænser for hvornår behandling eller psykologbistand er påkrævet (læg mærke til hvor hyppigt begrebet “psykologisk krisehjælp” optræder i medierne) eller om det forholder sig omvendt – men der er da ingen tvivl om at forholdet bør være enhver psykologs våde drøm. Dog tør jeg godt konkludere at offerrollen generelt ikke er til gavn for de mennesker der ofte unødvendigt bliver den påtvunget. Således også de ovennævnte unge der endelig ikke må bryde sammen; hvis man har den psykologiske hårdførhed der gør at man kan sætte ild til en bygning uden at bryde sammen, så overlever man nok også et par dage i fængsel. Også selvom der måske ikke er så rart.

Demokrati

Danske dameblade har ifølge en artikel i Politiken – Dameblade undgår mørke modeller på forsiden – næsten aldrig mørklødede modeller på deres forside. Der er et problem med en sådan ligegyldighed overfor indvandrere som mediebrugere, mener Karen Klitgaard Povlsen:

“Kulturen er sådan i Danmark, at det vil frastøde flere, end det vil tiltrække, at henvende sig til de grupper. Danske medier inviterer ikke indenfor, og derfor finder indvandrere andre steder at spejle sig. Det er et demokratisk problem.”

Sikke noget vrøvl. Der er ingen der har frataget dem deres ret til at stemme og der er ingen der har frataget dem deres ytringsfrihed, så der er næppe nogen grund til at rode demokratiet ind i den historie. Demokratiet består ganske upåvirket af om Alt for Damerne har en neger eller en asiat på forsiden eller ej. Det er heller ikke ligefrem normen at damebladene har fede mennesker på forsiden, ligesom der vist også kun er ganske få åndsvage eller spastikere eller andre handicappede grupper repræsenteret på damebladenes forsider. Men derfor er der jo ingen der hævder (seriøst) at disse grupper bliver demokratisk udfordret.

Hvis dette endelig var noget, var det nok et ytringsfrihedsmæssigt problem, men i så fald et der hører ind under den ikke helt ualmindelige fejlopfattelse af samme frihed, nemlig at retten til at ytre sig skulle være ensbetydende med en ret til at blive hørt: at du har retten til at sige hvad du vil er ikke det samme som at andre har pligt til at viderebringe dit budskab eller til overhovedet at lytte til det. Redaktøren på Alt for Damerne, Hanne Højbjerg siger: “vores forsidemodeller skal afspejle flertallet af vores læsere” og længere er den sådan set ikke.

Symboler

I følge Jyllands-Posten har følgende meningsudveksling fundet sted mellem Svend Auken (S) og Søren Espersen (DF):

Espersen: “Det vil være en hån mod folkestyret, hvis man tillader »et islamistisk sharia-symbol i Folketinget. Et tørklæde er langt værre end en klaphat eller nissehue.” [Red.: MF’ere er tidligere blevet nægtet adgang til Folketingets Talerstol iført disse to eksotiske beklædningsgenstande.]

Auken: “Klaphat og nissehue er ikke noget, som vi i almindelig forstand vil kalde tækkeligt, men der er ingen, der vil sige, at det at gå med tørklæde i Danmark ikke er tækkeligt og ordentligt. Og hæmmer påklædningen så i øvrigt ikke kommunikationen, så skal der være plads til alle. Vi kunne f.eks. heller ikke finde på at flå hatten af dronningen eller forbyde folk at have et kors om halsen.”

Espersen: “Et kors er ikke et undertrykkelsens symbol. Tørklædet er derimod et symbol på den fanatisme, der har til formål at afskaffe folkestyret.”

Lad os lige en gang for alle slå fast: Et kors er et tortur- og henrettelsesinstrument i et og inden for begge genrer oven i købet et af de modbydeligste af slagsen. Desuden er der sikkert masser af katolske kordrenge, korstogsmodtagere, tvangskristnede folkeslag og andre – f. eks. Tvangskristner tsunami-ofre – der vil være uenig med Espersen i hans opfattelse af hvad korset er.

Blind høne …

Jeg er som bekendt ikke nogen stor beundrer af danske politikere og det er der flere grunde til, men den vigtigste er måske at jeg har en sikkert romantisk og temmelig naiv forestilling om at den der styrer mit fædreland bør være i besiddelse af en intelligens og viden der er mere end bare lidt over middel. Det er der så vist ikke nogen af dem der er i besiddelse af og undertiden bliver man skræmt når man læser hvad de mennesker – uanset politisk observans i øvrigt – kommer for skade at udtale sig om.

Ja, det er da svært at have en seriøs omfattende viden om alt det som en politiker skal forholde sig til, men det hører jo ligesom med til faget. Sjovt nok har vi jo en berettiget forventning om at f. eks. læger bør have en på grænsen til det ufejlbarlige viden om deres fag, mens enhver kan vælges ind, direkte fra gaden undertiden på sit fra andre uvedkommende sammenhænge kendte ansigt og varetage vores lands interesser. Det skal jo gå galt ind i mellem og det gør det jo også, som jeg har demonstreret tidligere.

Undertiden, det er sjældent, men det sker, oplever man det stik modsatte, nemlig at en politiker eller anden offentlig person får sagt noget med en sådan ligefremhed, pathos, vid eller fyndighed at man stopper op og tænker: “Det var da lige godt fandens …”

Her er et eksempel:

“Hizb-ut-Tahrir er ikke alene galt afmarcheret – de er simpelthen gået forkert. Hvis de er så fladpandede at de virkelig ønsker Kalifatet og Sharia indført, så er de simpelthen kommet til det forkerte land. De har intet at gøre i Danmark og de vil ikke opnå det de stræber efter.

Jeg har med årene lært mig, at man skal vælge sine kampe med omhu. Så et råd til Hizb-ut-Tahrir er – ikke venskabeligt men ikke desto mindre dybfølt – at de med fordel kan søge andre græsgange.

Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden som er meget tættere på disse tossers våde drøm. Så hvis ønsket er kalifat eller Sharia – så er potentialet meget, meget større i f.eks Iran eller i Saudi Arabien. Så herfra en klar opfordring: I må videre – og det kan kun gå for langsomt!”

Ja, sådan skriver Villy Søvndal på sin blog ((http://sf.blogs.com/villy/ fundet via http://jp.dk/indland/indland_politik/article1271079.ece)) og det er jo til at bliver i godt humør af; direkte og ligefrem og i et sprog der ikke ligefrem ligner typisk politikerjargon er det en behagelig fornyelse.

Men nu er Villy jo ikke politiker for ingenting, så lige så snart han har fået svunget sig til de store højder går det galt for ham og han begynder en længere tirade, hvor han efter først at have foretaget en åndelig landforvisning af Hizb-ut-Tahrir ender med også at forvise dem fra planeten:

“Og til de helt almindelige danskere, som med rette er trætte af Hizb-ut-Tahrirs groteske synspunkter og vanvittige demonstrationer: Sådan er vi mange der har det. Jeg er også træt af dem! Lad os derfor sammen sende dem en klar besked: Jeres åndsformørkede idioti har ingen gang på jord, for i længden vil ingen leve i ufrihed, uvidenhed og i jeres patetiske ubehjælpsomhed.

… og taber til sidst det hele på gulvet med den sædvanlige gang I-lever-i-middelalderen retorik:

Kom ud af offer-rollen. Kom ud af middelalderen. Hav modet til at betjene jer af jeres fornuft. Anerkend demokratiets historiske overlegenhed, anerkend kvinders myndighed og ligestilling, anerkend fornuft og viden som grundlag for at møde andre mennesker. Så skal det nok gå alt sammen.”

I det sidste afsnit er der så meget fordom, baseret på både bedrevidenhed og uvidenhed at man græmmes. Nå ja, alt er ved det samme, ingen revolutioner, forandringer eller bare overraskelser. Politikere er og bliver politikere og derfor skal det jo nok gå altsammen. Hverken mere eller mindre.

Men…

“Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil
indtil døden forsvare din ret til at sige det.”
-Voltaire

Vi kender vist alle det forbehold visse mennesker kommer med, når man diskuterer indvandrerspørgsmål med dem: “Jeg er ikke racist, men …” og som vist ikke betyder andet end at personen er racist i en eller anden udstrækning, men ikke vil eller kan stå ved det. Forbeholdet fandt en ny anvendelse under Muhammedkrisen, hvor flere offentligt kendte personer forsøgte at underminere ytringsfriheden med et “Selvfølgelig har vi ytringsfrihed, men …”

I går stødte jeg på det endnu en gang, hvor det – omend udtalt knap så direkte – i betydningen “Selvfølgelig må man ikke slå karikaturtegnere ihjel, men …” blev andvendt af Rune Engelbreth Larsen i hans blog på Politikens hjemmeside.

Rune Engelbreth Larsen beskæftiger sig med det dybt problematiske forhold at mennesker alene på politiets mistanke kan udvises af landet. Men ikke desto mindre finder REL anledning til at benytte lejligheden til at angribe tegner Hans Westergaard:

“Der er altså endnu ingen beviser for, at de tre vitterlig planlagde at myrde Kurt Westergaard – men hvis de gjorde, er det indlysende afskyvækkende og helt uacceptabelt, uanset at hans karikatur i et historisk perspektiv er en hårdkogt propagandakarikatur, der er beslægtet med traditionen for antisemitiske karikaturer fra 1920’erne og 30’erne. Dette er naturligvis ikke skyggen af ‘formildende’ omstændigheder for at ville dræbe en tegner for hans stregtegninger.”

Hvad er det så en formildende omstændighed for ville dræbe et menneske for, fristes man til at spørge. Måske en formildende omstændighed for at ville dræbe en mand for hans blasfemi.

Bortset fra det, må man undre sig over hvorfor en kommentar omkring retssikkerheden i Danmark absolut skal indeholde et angreb på en person der er sagen fuldstændig uvedkommende? Altså offeret for et af de ofre som det retssikkerhedsmæssige overgreb er begået imod? Hvorfor, med mindre det skal bruges til at mistænkeliggøre personen og lette anklagen mod dem som REL søger at forsvare.

Det er jo et velkendt kneb at man kan bortlede opmærksomheden fra den anklagede ved at svine offeret til. Sjov nok var lige netop dette et tema i Rune Engelbreth Larsens tidsskrift Faklen, da det bragte et tema om “selvtægt mod voldtægt” og beskæftigede sig med “lovens legalisering af voldtægt” og brugte et par spalter på “mistænkeliggørelsen af offeret”.

Bortset fra det, er det jo en svinestreg af rang når man på ovenstående vis vælger spille nazikortet. Det er et nemt – ofte for nemt – men også virkningsfuldt argument: “Sådan gjorde nazisterne også!” I denne som i andre sammenhænge er det dog alt for nemt da ligheden med nazistisk propaganda ikke umiddelbart er til at få øje på; i hvert fald ikke i højere grad end i denne karikatur:

Uffe_Hitler
Tegning fra Faklen nr. 4 1997

… som selvsamme nummer af Faklen i øvrigt bragte – som det ses – under overskriften “Kampen mod fascismen.” (Dette er langt fra det eneste af Jørgen Bitschs tegninger i Faklen, der synes at hælde mere mod det ondskabsfulde end det humoristiske.) Hvad er så denne tegning beslægtet med? Hvad skal den vise andet end at de naive mennesker der har stemt på Uffe ikke har kunnet gennemskue uhyret? Hvad bliver de qua denne tegning stemplet som?

Et andet tidligere medlem af Faklens redaktion, Kristian Beedholm bringer sig på banen med en kommentar:

“Når Rune skriver, at den er i tråd med jødefjendtlig satire op til anden verdenskrig, så er det uimodsigeligt objektivt korrekt.” ()

Ak ja, både uimodsigeligt og objektivt på en gang. Der spares sandelig ikke på krudtet. Hvad der til gengæld ikke er uimodsigeligt objektivet er følgende udsagn fra Kristian Beedholm:

Hvis jeg tegnede en Heilende Anders Fogh med Hitlermoustache og så forklarde, at det bare var en kommentar til latterligheden af, at man sammenlignede AFR mit dem Führer, så ville jeg formentlig ikke undgå en dom af en eller anden slags. Også selvom jeg gjorde mig umage med at male i en ironisk streg og havde de nævnte erklærede motiver.()

Undertegnede tillader sig at betvivle dette med udgangspunkt i ovenstående tegning som Kristian Beedholm selv var med udgiver af. Jeg tror ikke nogen som helst blev dømt i den forbindelse.

Og så skal Hans Westergaard ellers tilsvines af Rune Engelbreth Larsens håndgangne mand Kristian Beedholm; Hans Westergaard betegnes som både “mildest taget naiv” og “cerebralt udfordret”.

I det hele taget må man sige at der er løbet meget vand i åen siden Rune Engelbreth Larsen samlede en række århusianske studerende under sig som redaktør for Faklen. Således havde Faklen nr. 9 fra 1998 som motto et citat af George Bernard Shaw: “All great truths begin as blasphemies.” (Tidskriftet Faklen havde som regel ingen tekst på bagsiden, andet end et markant citat, et motto om man vil, der skulle illustrere Faklens projekt.)

Ytringsfrihed er ytringsfrihed. Den har ingen begrænsninger og angreb på den skal ikke forsvares med beskyldninger om at en eller anden har sagt noget upassende, blasfemisk eller uyndefuldt. Ytringsfriheden må være absolut hvis den skal fortjende sit navn (jvf. mottoet for Faklen nr. 4, Rosa Luxemburgs ord: “Freiheit ist immer nur Freiheit des anders Denkenden.”) Og det ville da i ørvigt klæde de tidligere medlemmer af Faklens redaktion at ihukomme det citat af Voltaire, som pryder indledningen på denne artikel og som var mottoet fra Faklen nr. 3.

Valentins dag!

Dagens dumhed kommer fra redaktøren af valentine.dk, Sus Warming, der i følge Politiken “giver gode råd til kvinder og mænd om, hvad de kan foretage sig på den romantiske dag:”

“Valentine’s Day er blevet meget mere personlig – vi gider ikke længere bare gå ind i en butik og købe 20 røde roser, fordi det er det, der forventes, at man gør. I dag skal det være specielt – det skal være en oplevelse, der er særligt tænkt til den, man holder af, en middag eller måske et faldskærmsudspring.”

Desværre er danskerne så fænomenalt uopfindsomme (for nu ikke at sige dumme!) at de skal rådgives om hvori deres personlige romantiske oplevelser skal bestå. Personlig ses her i den ret nye med ikke ualmindelige betydning: “noget for mig helt personligt som en anden har fundet på for mig.” Som om man bliver mere fantasifuld ved at lader en anden fantasere for sig! Ha!

I samme artikel i Politiken det hedder således om Valentinsdag:

“Den amerikanske kærestedag er blevet mere populær i takt med at privatforbruget vokser.”

Det handler det om oplevelser og privatforbrug og om symbolværdi og prestige:

“Jo flere penge danskerne har mellem hænderne, des mere populær bliver Valentin. For danskerne forbinder Valentin med at købe. Samtidig er det tidstypisk, at vi fokuserer på individet. Man giver noget for at opnå noget selv.

Blandt de unge betyder symboler meget. Og det betyder helt sikkert noget at kunne fortælle veninderne, at så meget elsker min kæreste mig. På samme måde som det i dag giver prestige at blive friet til på en meget original måde.” ()

Således taler Else Marie Kofod, leder af Dansk Folkemindesamling, om Valentinsdag, som er en tradition fra de engelsktalende lande, importeret til Danmark af snedige blomsterhandlere og chokoladesælgere der øjnede en god forretning – ingen anelse havde de om hvad det ville føre til … Faktisk kan man sige at det hele sidenhen er løbet løbsk på den sædvanlige rodløse danske facon; vi dyrker Halloween og Valentinsdag på samme måde som så meget andet tilfældigt og ligegyldigt og jeg vil gerne vædde en flaske Chimay på at en undersøgelse hurtigt ville vise at flere danske unge under 20 år sikkert ville have nemmere ved at forklare hvad ovennævnte to handler om, end hvad påsken eller pinsen er.

Det er jo også meget nemmere at have traditioner der tager deres mening fra størrelsen af den mængde penge man kan spendere på den, end fra et eller andet kulturelt eller religiøst hokus pokus, der forudsætter at man først foretager sig noget så rædselsfuldt gammeldags som at læse lidt i en bog først. Tænk hvis nogen skulle få den tanke at man var til noget så umoderne og nørdet som fordybelse. (jvf. Helge Sanders kronik i Jyllands-Posten, 11. november 2005)
__________
Danskerne dyrker Valentins Dag, Politiken, 12. feb 2008.

Etikette!

Hysteriet mod rygning og rygere vil ingen ende tage. Nogle af landets mest nidkære antirygningsfanatikere er ansat i Odense Kommune, hvilket f. eks. de kommunale dagplejere har fået at føle. Man hvad gør man når rygeren ikke er ansat i kommunen og i øvrigt befinder sig i et privat hjem? Odense Kommunale Ældrepleje omdeler en seddel til de ældre der får besøg af rengørings- eller plejepersonale:

Lad røgen ryge – mens vi besøger dig

Folketinget har vedtaget en ny lov om
røgfri miljøer, der handler om rygepolitik
i det offentlige rum. Formålet med loven
er at få flere røgfri miljøer, så ingen ufri-
villigt udsættes for passiv rygning.

Når vi er i dit hjem, er dit hjem vores ar-
bejdsplads. Derfor beder vi dig tage hen-
syn og ikke ryge, mens fx plejepersonalet
eller rengøringshjælpen er på besøg hos
dig. Det vil også være god etikette, hvis
du lufter ud, inden vi kommer i dit hjem.

Tak fordi du viser hensyn!

Venlig hilsen
Odense Kommunale Ældrepleje

Spørgsmålet er om det kan kaldes god etikette at bede folk lufte ud, inden man kommer i deres hjem. Undertegnede ville i hvert fald anse en sådan opfordring for at være temmelig uforskammet.

Ha’ en smøg?

Politiken bringer i dag historien om en amerikansk undersøgelse som “dokumenterer, at børns risiko for at blive rygere øges, hver eneste gang de ser en film, hvor skuespillerne ryger.” Det fremgår desuden af undersøgelsen der er foretaget blendt 9 til 12 årige børn, “at når 100 børn begynder at ryge, så gælder det for 35 af dem, at de er begyndt, fordi der bliver røget i film.”

Vi tillader os at tvivle lidt på validiteten af en sådan undersøgelse, der lyder lige lovlig firkantet for vor sunde fornuft. Men lad nu det ligge. I kølvandet på undersøgelsen finder vi – ikke overraskende børnelæge Vibeke Manniche, der mener at rygning som minimum skal forbydes i børne og ungdomsfilm: “Jeg vil strække mig langt for at beskytte børn mod den her farlige cigaret,” siger hun.

Vi fornemmer galskaben og kvitterer ved at vise et billede af en rygende mand:

The Marlboro Man ((Billedet er af den berømte Marlboro Man, kåret som den mest indflydelsesrige mand, blandt “the 101 Most Influential People Who Never Lived”. Undertegnede kan endnu huske musikken fra de fascinerende Marlboro reklamer han så i biografen som barn. Men begyndte at ryge gjorde jeg aldrig.))

… og spørger så ganske retorisk: Og endnu vigtigere: Hvis den påvirkning en cigaretrygende person har på børn og unge kan påvises med så stor nøjagtighed, hvorfor så ikke lave lignende undersøgelse der viser hvordan afbildningen af og vold og død påvirker samme gruppe? Det er jo noget der indgår i de fleste film og er vel et endnu større problem. Fjern det fra filmene, omgående!

Eller hvad med kriminalitet i det hele taget? Der er alt for meget af den slags i film nu om dage, de unge kunne jo lære noget af det. Ud med det!

Og hvad med fedme? Fedme er jo en endnu større risiko for befolkningen end rygning er reduceret til, så væk fra filmene med al mad der ikke er broccoli og gulerødder og væk med alt det slik fra biografernes forhaller.

Vi aner perspektiverne: gode sunde moralsk opbyggelige film, der kan fortælle os om hvad der er rigtig og godt og sundt og pænt og dejligt og rart og hyggeligt på den fine og helt ufarlige måde, som kun en moralitetens forkæmper kan elske.

Uhyggeligt, ikke?

__________
Cigaretter på film får børn til at ryge, Politiken, d. 4. feb 2008 kl. 07:08