Så tilfældigvis TV-programmet for i aften, noget jeg ellers ikke går så meget op i, undtagen når jeg giver efter for den svaghed der hedder engelske krimier, og et enkelt programpunkt fangede min opmærksomhed, på den ellers helt igennem underlødige kanal der (af uransagelige grunde) kaldes TV2 Zulu. Programmet hed(1):

De 101 mest sexede stjernekroppe (3 afsnit af 5)

Kig lige en ekstra gang på den titel og husk på hvad du tænkte da du så den.

Det er nemlig et temmeligt forskruet menneskesyn der ligger bag, som betragter kroppen i sig selv og anlægger en vurdering på den i sig selv, disjunkt fra det menneske den ellers er. Det er overordentligt pubertært og overfladisk på en gang. Hvordan kan en krop ikke være sexet, forudsat at den ellers har de for kønnet typiske karakteristika? Eller rettere, det er personen i kroppen der gør forskellen, således forstået at der skal et ansigt på og en personlighed bag før noget er tiltrækkende eller frastødende. Det sexede eller tiltrækkende ligger i det kønsspecifikke, men forskellen ligger i det personlige.

Ovenstående eksempel må vist være en tautologi. I hvertfald ligger der en vis redundans i sætningen og det kan da godt være at det bare er en dum formulering hos en eller anden småtbegavet TV-medarbejder, men ikke desto mindre er det – imho – et af de eksempler der bør fremprovokere et instinktivt “Her er noget galt!”

Kald det bare en test.

Og du kære læser, så den vel straks?

__________
(1) Helt ærligt, det hed det altså – og først fattede jeg slet ikke pointen (eller hvad det nu hedder) og måtte hurtigt kassere min første indskydelse, nemlig at det måtte være noget med astronomi (heavenly bodies?), men der passede ordet sexet ikke ligefrem ind. Først dereftergik det op for mig, hvad det egentligt handlede om. Og så …