Panik Politik

Var ude for at købe fyrværkeri i dag – mest for børnenes skyld, jeg er efterhånden ligeglad med sådant – og valgte at gøre det i Bauhaus, ikke fordi der er noget specielt ved dem, der er bare ikke så langt derhen.

De sælger deres fyrværkeri fra en container udenfor butikken. Containeren er næsten tom, fordi der i overensstemmelse med reglerne ikke må opbevares mere i den. Deres øvrige fyrværkeri er opbevaret i containere ude på parkeringspladsen, med hegn omkring i en afstand på cirka fem meter. Altsammen en konsekvens af de nye regler for fyrværkeri der blev indført efter ulykken i Seest.

Loven, der blandt andet siger at:

“Fyrværkeri på lager skal opbevares mindst 40 meter fra beboelse, og samme antal meter gør sig gældende, når det drejer sig om afstanden til nabobutikker på over 600 kvadratmeter.

Inde i selve butikken må der maksimalt være 12,5 kilo nettoeksplosiver ad gangen, svarende til 50 kilo fyrværkeri. Der må desuden opbevares samme mængde i butikkens baglokale.”()

gør det jo temmelig svært for forretninger i byer at sælge fyrværkeri, ligesom andre regler:

“Det er forbudt at affyre fyrværkeri inden for 100 meter fra nåletræsbevoksning, lyngklædte arealer eller anden brændbar vegetation, bygninger med let antændeligt tag (stråtag m.v.), stakke eller andre oplag af let antændelige materialer.

Det er også forbudt at affyre fyrværkeri inden for 100 meter fra landbrugsbygninger med dyrehold, hundekenneler og andre dyrehold, samt arealer med udegående dyr.

Er der tale om raketter, skal afstanden være 200 meter.”()

kan gøre det svært for alle os andre overhovedet at få det fyret af; en cirkel med en diameter på 400 meter er altså et ret stort areal at overskue.

Pointen er at der jo aldrig har været problemer med eksploderende fyrværkeriudsalg – jeg erindrer ikke på stående fod et eneste – og at de indførte love derfor skyder helt forbi målet.

De er til gengæld et glimrende eksempel på lovgivning udfra panik udsprunget af uvidenhed og frygt. Eller dumhed om man vil. Ulykken i Seest har jo intet at gøre med hvordan forretninger eller private omgås fyrværkeri, men handler udelukkende om at en virksomhed overtrådte nogle helt elementære regler og det er i sig selv ingen grund til at stramme reglerne for privates omgang med fyrværkeri, der sikkert var ganske tilstrækkelige inden ulykken, men derimod en glimrende årsag til at skærpe kontrollen med hvordan virksomheder overholder de regler der gælder for dem. Det er to helt forskellige ting. Og det er faktisk ret enkelt.

Godt nytår!

Kampen mod virkeligheden – II

(fortsat, første del er her.)

Politiken kunne forleden berette om at der “er gået for meget porno i kvindebryster.” Derfor planlagde en mindre gruppe kvinder at aktionere mod dette, ved at bade topløs i DGI-byen i København.

At til ung alder hører megen naivitet kan man forvisse sig om, ved at læse hvad initiativtageren til aktionen, gymnasieeleven Maria Høeg udtaler i denne forbindelse:

Formålet er at sætte gang i en kønsdebat. Når mænd kan bade med nøgen overkrop, så burde vi også kunne gøre det. Vi er trætte af, at kvinder skal være sexsymboler og ikke må have hår under armene eller på benene.()

For det første roder hun to forskellige ting sammen. At kvinder er sexsymboler eller rettere at har fysiske fortrin der vækker opmærksomhed hos mænd, er noget hun må tage op med Gud eller evolutionen: det er ikke en bug, men derimod den feature hun overhovedet kan takke for at hun er i live i dag. Man kan have sin berettigede tvivl om hvorvidt mænd overhovedet gad spændere (så meget) tid og opmærksomhed på kvinder, hvis det ikke var for den ene ting der trækker så voldsom i dem.

Til gengæld er der ingen lov der forhindrer Maria i frit at lade håret gro under arme og på ben: det er ganske tilladt. Hvis hun har et problem med at ligge under for gruppepres eller moden er det ikke noget hun kan bebrejde andre end sig selv. Vær dig selv!

I det hele taget er dette vist en ungdommen og naivitetens aktion. Men reaktionerne på aktionen kom åbanbart lidt bag på arrangørerne, for samme Maria Høeg udtaler dagen efter:

Jeg blev nok en smule overrasket over, hvor meget presse der var til aktionen i DGI-byen. Man skal lige vænne sig til at se sig selv topløs i medierne, så nu skal vi lige hjem og trække vejret.()

Noget tyder jo på at Maria selv ikke helt fra frigjort sig fra brysternes betydning, siden det der ellers postuleres som det naturligste i verden, er noget der åbenbart hat taget pusten fra hende.

Men det bliver faktisk værre endnu:

Det er et oprør imod, at kvindekroppen overalt og hele tiden bliver betragtet som sexobjekt. Som kvinder vil vi gerne selv have lov at bestemme, hvornår vores bryster skal være seksuelle. Og det skal de ikke i en svømmehal, og derfor skal de heller ikke dækkes til. Vi vil have lov at bade topløse ligesom mændene.()

Således taler den 20-årige Astrid Vang, der også deltog i aktionen. Det er absurd at tro at kvinder kan bestemme hvordan mænd til enhver tid skal opfatte deres bryster, som om instinkter er noget man kan tænde og slukke for efter behov. Hvis brysterne til enhver tid er til skue, hvordan skal noget sådan komme i stand, hvis ikke det til stadighed kommunikeres?

Naiviteten og uvidenheden er slående: “Som kvinder vil vi gerne selv have lov at bestemme, hvornår vores bryster skal være seksuelle.” Ja se, det kan jo klares på den enkle måde, som kvinder til stadighed har gjort brug af: nemlig ved den simple foranstaltning at holde dem tildækket.

Dette er et glimrende eksempel på hvad der sker, når en ideologi tager magten over fornuften og efterlader dens tilhængere i et absurd tomrum af fraser der er i konflikt med både sig selv og virkeligheden. Her handler det ikke længere om ligestilling, for kvinder kan bade akkurat som mændene (blot er de klædt som kvinder og mænd som mænd). I stedet handler det pludseligt om udligning af kønsspecifikke forskelle og det kunne jo give undertegnede den tanke, at de aktionerende ikke ganske er på det rene med egne motiver og måske mere er i konflikt med deres eget køn end med den virkelighed de tilsyneladende bekæmper.

__________
Danske kvinder sætter brysterne fri, Politiken, d. 19. dec 2007.
Topløse kvinder vil lave flere aktioner, Politiken, d. 20. dec 2007Barbrystede kvinder indtog DGI-byen, Politiken, d. 19 dec. 2007

En by i provinsen

Jeg var i byen for at købe julegaver forleden og da gik det (endnu engang!) op for mig hvad det er for et elendigt provinshul jeg bor i: Odense. I tiltagende panik over ikke at have nogen som helst ide om hvad jeg skulle købe til min ikke ganske unge fader, besluttede jeg mig for noget musik. Nu går der år mellem at jeg køber musik; jeg er fuldstændig umusikalsk og totalt tonedøv og lytter ikke til andet end den samling af klassisk jeg har haft i en del år. Jeg har ikke brug for nye indspilninger og går ikke på opdagelse ud over på enkelte (internet)radiostationer. Derfor havde jeg ingen ide om hvad der egentlig var af musikforretninger i Odense.

Jo, der er Moby Disc som stadig har et stort lager af lp-plader, men ikke en forretning man går til hvis man leder efter jazz eller klassisk. Accord, som var rimeligt veludstyret på begge områder, lukkede for et par år siden. Tilbage er Stereo Studio; designet og indrettet som noget fra en dårlig Science Fiction film fra 70’erne. Jeg nåede lige at få et overblik over at også denne forretning ikke har musik for folk ældre end 30, inden en småfed medarbejder med uplejet skæg og fedtet hår kom stormende gennem lokalet og satte en skulder i brystet på mig så jeg røg et par skridt baglæns i et forsøg på at komme forbi mig i det halvfyldte lokale. Ikke et ord sagde han, ikke undskyld, ikke engang det ellers efterhånden ret almindelige “hov!”

Elendig betjening og elendigt udvalg. Man kunne jo tro at der var fordi at at der er hold i musikbranchens påstande om at dansker stjæler musik med arme og ben i et sådan tempo at de stakkels musikere sulter (For et særligt skræmmende eksempel på denne hele verden er imod mig holdning, se Klaus Ks indlæg i dette forum.) og forhandlerne må lukke på stribe, men det tankevækkende er, at det musik der angiveligt kopieres og downloades tilsyneladende er det eneste der er tilbage i forretningerne. Gad nok vide hvorfor?

Dyr

Mundus vult decipi,
ergo decipiatur.

Forleden så jeg på TV2 Fyn lidt af en reportage om en dyre-clairvoyant på arbejde. Han var blev et hyret af en kvinde hvis hund var bange for fremmede mennesker, i håbet om at han kunne finde ud af hvad der var galt med hunden. Det gjorde han ved at lægge sine hænder på hunden og sidde i stilhed med lukkede øjne og nedbøjet hoved – han lignede mest af alt en der modtog signaler fra Mars, selvom han selv hævdede at de udsprang fra hunden: han kunne konstatere at den havde en ubalance (et yndlingsudtryk blandt alternative behandler-svindlere) i dens hormonbalance.

At finde frem til en hunds hormonproblemer ved at føle den på pelsen, svarer omtrendt til at finde frem til en kages ingredienser ved at berøre den på glasuren, så noget forbløffet over dette optrin googlede jeg straks efter udsendelsen ordet “dyre-clairvoyant”, opdagede at de fleste af dem kalder sig “dyrehealere” og fandt hurtigt frem til en del hjemmesider hvor kyniske plattenslagere lufter mere eller mindre suspekte teorier om energier og (u)balancer og også hjemmesiden tilhørende Claus Paaske, den dyre-clairvoyante der medvirkede i TV2-udsendelsen. Han er kranio-sakral terapeut, hvilket sætter han i stand til at “at give en blid behandling af hovedet, rygsøjlen og lænden, som kan løsne op for ubalancer, smerter, samt give en bedre cirkulation af væskerne i kroppen“() og det er praktisk nok en terapi der virker på både dyr og børn. Claus Paaske forklarer selv: “Hvad skal der så til for at heale ?. Jo først og fremmest kærlighed eller kærlighedsenergi, for healing er energistrømninger.“() Der har vi det andet ord du skal kende, hvis du vil undgå at blive fuppet: energier! Hvis en person vil behandle dig for ubalancer eller gøre noget ved dine energier er det rent fup, disse ubalancer eller energier kan ikke føles, ses, høres, vejes eller måles af andre end behandleren selv og det er der en god grund til: de eneste energier der overføres er pengeenergier fra dig selv til behandleren.

Men nu skulle dette slet ikke handle om de alternative behandelere som sådan, men om kommunikation mennesker og dyr imellem. Jeg faldt nemlig over dette:

“Det jeg vil anbefale dig, for at få de svar du søger, er, at kontakte en dyrehealer og/eller en dyreclairvoyant som kan kommunikere med dit dyr.”

Således skriver dyreadfærdsrådgiver Gitte Westen Breaum i dyrebrevkassen.()

Mennesker og dyr kan ikke kommunikere i nogen egentligt forstand af ordet. En del dyr kan lære at reagere indstinktivt på kommando og tegn og de kan også lære at udføre simpel adfærd for at gøre mennesket opmærksom på deres behov, f. eks. kan en hund lære at gå hen til døren når den skal ud. Men så er der heller ikke så meget mere i det. Mennesker kan desuden ved at betragte dyr udlede bestemte adfærdsmønstre, men disse er rent instinktive hos dyret og der ligger ingen tankevirksomhed bag. Dyr har intet sprog og derfor ingen tanker og slet ingen bevidsthed. Dyr, især pattedyr, er desuden på en eller anden måde beslægtet med os og har derfor adfærd der kan forveksles med menneskelig adfærd, men det er meget naivt at tro at disse instinkter hos dyrene dækker over andet og mere end det de er: instinkter. Hunden, som har været husdyr for mennesket gennem årtusinder har tillært sig en adfærd der gør dem egnede til dette, men det er igen meget naivt at forveksle denne adfærd med følelser.

Prøv at bede din hund gøre noget du ikke allerede har lært den at gøre og du vil se at det kan den ikke. Hvad du derimod kan, er med stor tålmodighed at lære din hund at gøre forskellige ting på en bestemt kommando og det er ikke mere kommunikation end at fjernsynet tænder, når du trykker på en knap på fjernbetjeningen. De gør begge det de er blevet indstillet til at gøre.

Svindel?

Mundus vult decipi,
ergo decipiatur.
-Petronius.

Nu omtalte jeg for ikke så længe siden sagen om den lille engelske pige der forsvandt i Portugal under en ferie med sine forældre; eller rettere jeg omtalte danske mediers dækning af sagen.

Nu melder sagen sig så igen og det giver anledning til nogle overvejelser omkring hvad aviser er blevet til, efter deres introduktion på internettet. De gode gamle trykte aviser havde en forside med meget begrænset plads, hvilket betød at det der kom på forsiden havde en vis vægt og almen interesse. Der var jo ikke plads til hvad som helst.

På avisernes hjemmeside er sagen omvendt: alt skal på forsiden, ellers bliver det ikke set og det indebærer at alt muligt underlødigt finder vej, da der ikke er sammen redaktionelle omhu med hvad man vælger at bringer og ikke vælger at bringe.

Et glimrende eksempel er den sidste artikel om fire-årige Madeleine McCann, som nu harværet forsvundet i over et halvt år og som i dag bliver omtalt på i hvert fald Jyllands-Posten og BTs hjemmesider. I JP under overskriften: “Detektiv: Madeleine er hjemme til jul.” Altså ikke noget egentligt nyt (hun er ikke fundet endnu) og det er da også en historie som de danske aviser har taget fra en eller flere engelske. På mirror.co.uk er detektiven citeret for følgende:

We know who kidnapped her but not where she is. We believe she is in an area not very far from the Iberian peninsula and north Africa. And we have a fairly certain idea of who she is with.

I cannot say who she is with because we are putting together conclusive proof we can present to the authorities so they can proceed with arrests.

Dette er chefen for et detektivbureau der får mere end en halv million om måneden for deres efterforskning, hvilket sikkert er en ret god forretning. Men er det også godt nyhedsstof?

Tja, hvia man læser artiklerne er tonen en noget anden, for her siger detektiven bare “Jeg håber, at hun kommer tilbage til sine forældre inden jul.” () Lad sige at de virkelig vidste hvem der holder pigen fanget og troede på at finde hende snart, så var der vel næppe nogen grund til offentligt at advare kidnapperne om at de er tæt på at blive afsløret. Noget sådan ville vel om noget bringe pigen i fare. Selvsamme detektiv har også udtalt:

“I have always said publicly Madeleine is alive. I have to believe it 100 per cent because I know how to look for living people, not dead ones. But I have no proof Madeleine is alive.”()

Så meget for beviser. Det her handler om en detektiv der holder gang i forretningen: “Vi tror, at hun befinder sig i et område ikke langt fra den iberiske halvø og Nordafrika.”(), men det er jo et enormt område og den udtalelse er derfor både intetsigende og ganske omkostningsfri.

Overskriften er i alle medier ganske misvisende og selve historien er kun beregnet for alle dem der har fulgt den som ren følelsesporno og som er frygteligt ‘interesserede’ i den lille piges skæbne; de får lidt ekstra føleri op til jul.

Som nyhed og avisstof er den uden reelt indhold og helt igennem underlødig. Den har ingen værdi andet end som middel til at trække læsere fra de værste ugeblade over til aviserne.

Jeg sidder her og næsten håber at det – som foreslået af flere – var forældrene der forvoldte den lille piges død og at resten var et stort cover-up. Så kunne vi se aviserne svælge i forargelse over forældrenes skamløse misbrug af hele verdens medlidenhed, mens det i virkeligheden var medierne selv der skabte hele opstandelsen og tjente godt på den.

Miljø – II

Forleden blev jeg mindet om en tv-udsendelse der blev sendt for nogle måneder siden på en af de danske kanaler og som omhandlede det store internationale miljøfupnummer, hvor tusinder af forskere opretholder den globale miljøfrygt for at få del i de fantastiske summer af penge bundet til forskning i miljø. Jeg har ikke stort forstand på den slags og vil nødigt give mig i kast med at vurdere om det virkeligt er solen eller forureningen der opvarmer jorden, men her til morgen blev i hvertfald en af præmisserne bag udsendelsen bekræftet for mig: der er tilsyndeladende uendelige mængder af løse penge til forskning i “miljø”.

Politiken bragte følgende under overskriften: “Skilsmisser skidt for klodens klima”

“Når et ægtepar bryder op og flytter fra hinanden er det skidt for verdens klima og miljø.

To personer, som bor hver for sig, bruger nemlig betydelig mere energi og flere ressourcer, end to der bor under samme tag.

Det har en gruppe forskere fra det amerikanske Michigan State University fundet frem til …” (Ritzau, via Politiken, d. 3. dec 2007)

Jamen er det da ikke fantastisk! Endnu mere fantastisk er det at sætningen fortsætter: “…ved at overvåge tusindvis af amerikanske hjem fra 2001 til 2005.” Gad nok vide hvad det har kostet; billigt har det sikkert ikke været. Det kunne man da ikke selv have regnet ud, vel?

Når man bliver skilt, skal der bruges el, varme, vand til to huse, men de er ofte mindre. Man skal købe en masse ting to gange, mens andre var personlige i forvejen. Dvs. det bliver ikke dobbelt så dyrt økonomisk såvel som miljømæssigt, at have to husholdninger, i stedet for en, men fordi flere af de sikkert miljømæssige tunge ting vejer godt til i regnskabet kunne man nok forvente at det blev mere end en halv gang dyrere. Et hurtigt gæt ville give et resultat på mellem halvtreds og femoghalvfjerds procent dyrere.

Forskergruppen fandt frem til et resultatet som siger at en mand og kvinde der bor hver for sig bruger 60% flere ressourcer end hvis de bor sammen. Intet overraskende der!

Spørgsmålet er hvad den viden kan bruges til. Miljømæssigt intet som helst, da den udløsende faktor ikke umiddelbart kan påvirkes. Dertil er det en fuldstændig ligegyldig undersøgelse af noget som hvem som helst kunne have regnet ud på få timer med en lommeregner, deres eget hudholdningsregnskab og nogle tabeller fra Danmarks Statistik.

Gad vide hvor mange afrikanske børn der kunne have fået noget at spise gennem de år undersøgelsen forløb, for de penge der blev investeret i den?

Stjernekroppe!

Så tilfældigvis TV-programmet for i aften, noget jeg ellers ikke går så meget op i, undtagen når jeg giver efter for den svaghed der hedder engelske krimier, og et enkelt programpunkt fangede min opmærksomhed, på den ellers helt igennem underlødige kanal der (af uransagelige grunde) kaldes TV2 Zulu. Programmet hed:

De 101 mest sexede stjernekroppe (3 afsnit af 5)

Helt ærligt, det hed det altså – og først fattede jeg slet ikke pointen (eller hvad det nu hedder) og måtte hurtigt kassere min første indskydelse, nemlig at det måtte være noget med astronomi (heavenly bodies?), men der passede ordet sexet ikke ligefrem ind. Først dereftergik det op for mig, hvad det egentligt handlede om.

Kig lige en ekstra gang på den titel og husk på hvad du tænkte da du så den.

Det er nemlig et temmeligt forskruet menneskesyn der ligger bag, som betragter kroppen i sig selv og anlægger en vurdering på den i sig selv, disjunkt fra det menneske den ellers er. Det er overordentligt pubertært og overfladisk på en gang. Hvordan kan en krop ikke være sexet, forudsat at den ellers har de for kønnet typiske karakteristika? Eller rettere, det er personen i kroppen der gør forskellen, således forstået at der skal et ansigt på og en personlighed bag før noget er tiltrækkende eller frastødende. Det sexede eller tiltrækkende ligger i det kønsspecifikke, men forskellen ligger i det personlige.

Ovenstående eksempel må vist være en tautologi. I hvertfald ligger der en vis redundans i sætningen og det kan da godt være at det bare er en dum formulering hos en eller anden småtbegavet TV-medarbejder, men ikke desto mindre er det – imho – et af de eksempler der bør fremprovokere et instinktivt “Her er noget galt!”

Kald det bare en test.

Og du kære læser, så den vel straks?

Hysteri

Nu nævnte jeg i det sidste indlæg den ubehagelige tendens i vores samfund til at diagnosticere, fokusere og sætte navn på alle mulige lidelser og problemer.

Den fænomenale fokus på rygning, der for længst er kammet over i (masse)hysteri og hetz (Nej, jeg ryger ikke og har aldrig gjort det!), har haft en interessant bivirkning, nemlig at mennesker er begyndt at fokusere på passiv rygning i eget hjem. Ikke på den slags som kommer fra beboere i hjemmet, men på de minimale mængder røg der kan sive op og ind fra nabolejligheder. Derfor kunne man forleden i nyhederne på TV i bedste sendetid se en vist ret neurotisk kvinde krybe langs fodpanelerne i sin lejlighed på jagt efter røgsignaler fra sin rygende underbo.

Her er et nyt problem som der vist ikke har været fokus på før og det har der ikke – vil jeg hårdnakket påstå – fordi det aldrig har været et problem før. Al den fokus på de skadelige virkninger ved rygning og de skadelige virkninger ved passiv rygning har skabt en en hysterisk og ganske meningløs jagt på syndere og resulterer i meningsløse love omkring værtshuse og gemene overgreb mod dagplejere i Odense Kommune. Man er for længst holdt op med at skelne mellem passiv rygning, i betydningen at være udsat for tobaksrøgens skadelige virkninger((Tobaksrøgen skader ikke nogen ved at kunne lugtes – der skal en anderledes kraftigere påvirkning til over længere tid.)) og det at kunne lugte røgen.

Man har skabt problemet ved at rette fokus mod et forhold der ellers aldrig har været et problem. Det er ikke første gang.

Man kan se en lignende udvikling omkring tilbuddene om krisepsykologisk hjælp der for ganske få år siden var næsten ukendt og som via tilbud til de der havde været indvolveret i større katastrofer endte med at være noget som gud og hvermand har behov for ved det mindste uheld. Et kunstigt menneskeskabt behov der er selvforstærkende ved den omtale det får – men en positiv udvikling er det næppe. Noget lignende kan måske ses af tendenser der præger kontrollen med fødevareindsustrien (Dette er uden sammenhæng med de episoder der er fundet med firmaer og restauranter der anvender alt for gammelt kød. Det noget helt andet, som selvfølgeligt skal forbydes og straffes – hårdt.), og som – har jeg ladet mig fortælle – resulterer i at en lokal slagter har fået påbud om at bortskaffe alle sine knive og brætter i træ, da de ikke overholder reglerne, der åbenbart bliver strammet gang på gang. Resultater af en overdreven fokusering på hygiejnen er jo, at jo mere steril vores mad bliver, jo sartere bliver vi overfor påvirkninger. Man fokuserer på renhed og hygiejne, samtidig med at man kan købe færdigvarer der indeholder stoffer og er fremstillet efter metoder der næppe nogensinde var tiltænkt menneskeføde.

Problemet opstår når en sag får mediernes opmærksomhed: så bliver al fornuft kørt ud på et sidespor og hysteriske meninger og de hurtige og nemme beslutinger kommer til at råde over faglighed og ekspertise. Overblik i sådanne sager kræver viden og viden kræver uddannelse, men ingen af delene kan konkurrere med en god skandale og den følelse af forargelse den skaber hos den vidensmæssigt svagt funderede person. Aviser sælges ikke på at mane til besindighed.

Hvorfor … ?

Et sted i Danmark mister en enlig mor overblikket og dræber sine to børn og forsøger derefter at tage sit eget liv. Der er ingen grund til at sætte ord på det alle føler ved en sådan sag, så lad os i stedet tage udgangspunkt deri og kigge på noget psykologisk interessant.

Pressen har ikke kunnet få mange oplysninger om sagen da politiet beskytter familie og pårørende, men så kan de jo (som de altid gør i dens slags sager) tale med manden på gaden, in casu manden i huset ved siden af, som kan fortælle at moderen var “en suveræn, dygtig og god mor.” Nu vil jeg ikke kommentere denne sag, men denne type af udtalelser i almindelighed. Det er hørt før, hvordan bedsteforældre, naboer osv. udtaler “Jamen, han var sådan en sød dreng!” når en eller anden knægt går amok med vold og mord.

Sådan en udtalelse er selvfølgelig intet værd.

For det første er den forudsigelig? Hvis en nabo skulle sige det modsatte, at han faktisk gik og ventede på at de skulle ske, ville det uundgåelige og skyldpålæggende spørgsmål jo lyde: “Jamen, hvorfor gjorde du så ikke noget.” (Noget lignende kan man sikkert forvente fra de sociale myndigheder, men det er en anden sag.)

For det andet har almindelige mennesker overhovedet ikke en psykologisk indsigt, der berettiger at deres vurdering skal videre bringes til offentligheden.

I forbindelse med et skyderi i et indkøbscenter i Omaha for et par dage siden, hvor en fyret 19-årig medarbejder gik amok og skød otte-ti mennesker, udtalte den husmoderen i den familie hos hvem den unge mand boede:

“I can’t believe he would go this far. He was a good-hearted kid. He was just going through some rough times.”()

Han havde det bare lidt hårdt for tiden! Dette var en ung mand som havde været under det amerikanske samfunds forsorg til en pris på $265,000 over en fire-årig periode og som var …

“… diagnosed with attention deficit disorder, mood disorder, oppositional defiant disorder and parent-child relations problems.”(→)

(En helt anden historie er denne ubeghagelige trang til at diagnostisere hvad som helst. Den er farlig og det er en sag for et senere indlæg.)

Der er selvfølgelig ikke nogen mennesker der går fra et være normal og velfungerende til at være psykopatisk (masse)morder natten over, heller ikke selvom man har det lidt hårdt. Sådan noget tager tid og symptomerne kan være svære at tyde, selv for professionelle, for slet ikke at tale om at behandle. Så meget desto mere grund til ikke at spørge manden på gaden!

Smæk – II

“Det ser sort ud. Sortere end den mørkeste middelalder. Den unge saudiske kvinde, der blev idømt 200 piskeslag og et halvt års fængsel, efter at hun blev voldtaget, skal ifølge en ekspert ikke forvente nogen nåde.” (BT)

I denne sammenhæng er “efter” et interessant ord. Normal ville man nok læse det temporalt, som i “Jeg drak en kop kaffe, efter at jeg kom hjem” hvor der underforstås at der er en sammenhæng mellem de to (uden at der er noget konsekutivt eller kausalt involveret), så at jeg er nødt til at komme hjem inden jeg kan drikke kaffen eller at rækkefølgen på en anden måde er væsentlig.

Spørgsmålet er om der kun er en sådan mening i ovenstående. Kunne der ikke mere rimeligt have stået at “hun blev idømt … efter at have overtrådt loven om …”? Hun blev ikke straffet fordi hun var blevet voldtaget, men efter at hun var blevet voldtaget, på samme måde som hun blev straffet efter at hun havde drukket kaffen!

Ovenstående citat antyder en tilknytning mellem de to forhold (udover det rent temporale) som ikke er der, eller som i hvertfald er en fortolkning fra journalistens side. Det er en fiks lille manipulation.

Og så har jeg slet beskæftiget mig med de to første sætninger, der er så åbenlyse at de næppe er interessante, med mindre man begyndte at spørge ind til journalistens viden om middelalderen.

__________
Jens Malling: 19-årig slipper ikke for pisk, BT, d.