Dumbledore er bøsse!

Flere danske medier valgte i weekenden at bruge spalteplads på en afsløring af at Dumbledore er homoseksuel. Dumbledore er, som navnet nok antyder, en fiktiv person, selv om historiens rimeligt prominente placering på politiken.dk nok kunne få en til at tvivle. (Dumbledore er en personen i forfatterinden J. K. Rowlings bøger om Harry Potter)

Politiken kunne oplyse (*) at AP havde berettet at forfatteren J. K. Rowling havde afsløret (vi er nu ude i tredje led (vælger helt at se bort fra at jeg er fjerde), er det så journalistik eller sladder?) at Dumbledore er homoseksuel. Eftersom den syvende og sidste bog i serien udkom d. 21 juli 2007, går jeg ud fra (jeg har selvfølgelig ikke læst den) at ovenstående kendsgerning ikke fremgår af bogen og det er netop problemet.

For hvad er så nyhedsverdien i historien? Hvorfor viderebringer danske aviser en historie om at en ikke-eksisterende person er homoseksuel? Hvad er pointen? Ganske vist optræder personen i en særdeles læst serie af bøger, men hvis det ikke engang her fremgår at personen er homoseksuel, så kan man vel næppe sige at oplysningen er relevant på nogen måde.

Med mindre det da forventes fra forfatterindens side at fremtidige læsere skal have indholdet af hendes foredrag i Carnegie Hall d. 19. oktober 2007 in mente når de læser bogen? Det er under alle omstændigheder en skidt forfatter der siden hen bliver nødt til at forklare detaljer hun ikke fik med i en udgivet bog. Sådanne detaljer er i en hver henseende irrelevante: værket er afsluttet og må leve sit eget liv. Det må stå for sig selv.

(*) “Professor Dumbledore fra den populære Harry Potter-serie er homoseksuel. Det fortalte den britiske forfatter J.K. Rowling under et foredrag i Carnegie Hall i New York i går, skriver AP.” (Julie Elver: Homo-afsløring i Harry Potter, politiken.dk, 20. okt 2007)

At tale eller ikke…

Det kan godt være at når man er kendt og når det man lever af kræver at man er kendt, så er det nødvendigt at vedligeholde offentlighedens interesse i ens person. Men er det ensbetydende med at man er fritaget fra en forpligtelse til at holde kæft når man ikke har noget væsentligt at fremføre.

I praksis er det sikkert sådan. Der er nok af mennesker hvis mentale blufærdighed er stort det ikke-eksisterende og som, stukket en mikrofon i fjæset, nok skal sørge for at få sagt et eller andet ligegyldigt hvor overfladisk eller dumt det end måtte være. Eller ligegyldigt hvor privat og uvedkommende det måtte være.

I en ideel verden ville alle have tilstrækkelig selverkendelse til at holde kæft når de ikke havde noget væsentligt at kommunikere. I en lidt mindre ideel verden ville alle journalisterne i det mindste vide hvad der var relevant at kommunikere videre og skære resten fra. Ingen af delene er tilfældet. Vi har den presse vi beder om; kan det sælges bliver det skrevet.

Friheden til at vælge møgsprøjter som Ekstra Bladet, BT og diverse gratisaviser fra har vi i det mindste og kan benytte og af den, eller vi kan vælge at se det hele som et muntert cirkus hvorfra vi kan hente os et dagligt billigt grin. Undertegnede har valgt det sidste. Ovenstående link er et glimrende eksempel herpå. Her er et til.

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) blæste i juli måned til angreb på det hun ser som fasttømrede kønsroller i danske daginstitutioner. Hun udtalte til Politiken, (d. 3. jul 2007):

»Det vi skal have gjort op med, at man automatisk sætter drengene til bestemte aktiviteter, og at pigerne skal optræde på en anden måde og lave bestemte aktiviteter.«

og

»Vi skal sikre, at pigerne bliver udfordret på forskellige aktiviteter ligesom drengene, så vi ikke er med til at stigmatisere og sige, at sådan er drenge og sådan er piger.«(

Sjovt nok ligger ovenstående ikke fjernt fra den ideologisk baserede marxistiske psykologi, som man stadig underviser i på de danske pædagogseminarier og som har et klart kønspolitisk formål: kønsroller er en social konstruktion.

Jeg vover et gæt på at minister-Eva ikke selv har børn, eller i hvertfald ikke har ulejliget sig med selv at opdrage dem: børn viser sig stort set fra dag ét (i hvertfald for dem der selv gider at tager sig af deres børn) at være kønsmæssigt differencierede i en sådan grad at det er påfaldende for enhver der omgås dem. Køn er hardcoded – hvilket ikke udelukker de i reproduktionsmæssigt øjemed indlysende programmeringsfejl som homoseksualitet etc. De er også medfødte og lige så naturlige. Har ikke gidet gennemtænke hvad ministerens ord har af implikationer i den sammenhæng, om nogen overhovedet – og det er bare ærgeligt at det ikke passer moderne cafe-besøgende karriere-dyrkende kvinder.

At der ikke er grænser for hvad ideologi kan lede mennesker på af vildfarelser er ikke noget nyt, men det er unægteligt interessant at dette typiske venstrefløjstema har haft sådan en gennemslagskraft at selv en venstreminister køber det og bruger det til selvprofilering i de ellers politisk halvdovne sommermåneder.

 

Soldaterkammerater

For to dage siden døde en dansk soldat som følge at de kvæstelser han pådrog sig under kampe et sted i Afghanistan et døgn tidligere. Med dette dødsfald blandt danske soldater i Afghanistan, nåede det samlede tabstal i følge Politiken op på otte personer. Nåja, tab og tab: krig er ikke hvad det har været eller også er min forestilling om krig udsprunget af fiktionens (filmens) verden. Tre er døde under desarmering af et missil, en har begået selvmord, to døde måske (det undersøges stadig) under ‘friendly fire’ og to under forsøg på at sikre efterladt materiel. Ikke meget ‘killed in action’ over det.
Da jeg sad og ryddede op på min pc i aftes (ja, den er så åbenbart ikke helt ny) faldt jeg over følgende fotos fra 2002 (frigivet af en militær undersøgelseskommision), som unægteligt giver en det indtryk at det danske militær i bedste fald er en samling glade amatører som leger krig. Er det rimeligt at inkludere personerne på følgende billeder under statistikken for officielle tabstal eller skal man blot bebrejde det danske forsvar at de sender soldater af sted der mangler uddannelse?

Soldaterkammerater

Læg mærke til at der er mindst seks persomer til stede, hvor enhver ekspert nok ville fraråde at der er var flere tilstedeværende end allerhøjest nødvendigt. Sikkerhedsudstyr er i mistænkelig grad fraværende.

Soldaterkammerater

Her er det nok værd at bemærke at der er to hamre af ikke ubetydelig størrelse på billedet, ligesom der også her er flere personer tilstede end højst nødvendigt, incl fotografen selv. Ikke så underligt at det kostede menneskeliv. Skal man konkludere at danske soldater ikke er (var) bedre uddannet end at de går og sysler med demonteringen af antikverede russiske missiler i fritiden?

Når man så også tænker på at Danmark deltog i golfkrigen med, af alt i verden, en lettere forældet ubåd, er der vel ikke noget at sige til at man fra flere sider er begyndt at betvivle den strategi der har kostet to yderligere danske soldater livet: nemlig at sikre efterladt materiel. Er det menneskeliv værd? Er den danske militære ledelse – efter ikke at have været i krig i hundrede år – deres opgave voksen? Kan en operativ tradition i det hele taget overleveres længe uden at have udmøntet sig i praktisk indsats? (Var der ikke noget med noget snerydningudstyr?)

Jeg skal ikke gøre mig klog på det, blot mindes min tid hos civilforsvaret i Middelfart under Pisarski og en wannabe-jægersoldat delingsfører ved navn Dalsfledt, hvor vi, som led i vores uddannelse, blev forsikret om at man da sagtens kunne smide en atombombe mellem Herning og Brande uden at nogen af byerne ville tage den fjerneste skade og at radioaktivitet ellers i øvrigt kan fejes sammen med en kost – og at det i givet fald ville blive vores opgave.

Det var i det øjeblik at jeg besluttede mig for, at skulle Danmark nogensinde komme i krig, så skulle jeg nok finde ud af at absentere mig så hurtigt som overhovedet muligt.

Fordom eller hva’?

»Ohios luftvåbens laboratorie foreslog at udvikle en bombe, der indeholdt et kemikalie som ville gøre fjendtlige soldater til bøsser. Det skulle få deres enheder til at bryde sammen, når alle soldaterne pludselig blev uimodståeligt tiltrukket af hinanden«, siger Edward Hammond, der har søgt aktindsigt i sagen. (*)

Sikken opfindsomhed hvormed mennesket fører krig. Hvad mon der ellers er blevet udtænkt bag lukkede døre i hemmelige laboratorier.

I følge artiklen er forslaget om en bøssebomben bekræftet af Pentagon, men der arbejdes ikke længere på den. Hvorfor mon?

Det kunne være interessant at vide hvilke resonnementer (læs:fordomme) der ligger til grund for forestillingen om at hvis bare man er bøsse, bliver man automatisk og uimodståeligt tiltrukket af enhver anden forhåndenværende bøsse.

Interessant er det også at til grund for denne ide, ligger ikke bare forestillingen om at bøsse er noget man kan gøres til, men dermed også dens modsætning: homoseksualitet er noget man kan kurreres for ved tilførsel af de rette kemikalier. Se det er en forestilling jeg – ganske fordomsfuldt – ikke har det fjerneste besvær med at tilskrive (især amerikanske) militærfolk.

(*) Andreas Lindqvist: “USA ville udvikle ‘bøssebombe’“, Politiken, d. 11. jun 2007

Døde munke.

Det skal fotograferes, filmes, optages og skrives om. Verden er nødt til at se ligene, blodet og skudsårene, så de uhyrligheder, der foregår i Burma lige nu, bliver råbt ud i æteren, så verdenssamfundet kan høre det. (Nyhedsavisen, d. 2/10 2007)

Det mener mener deputy director Khin Maung Win fra radio- og tv-stationen Democratic Voice of Burma og ordene citeres i en artikel af Stine Behrendtzen (Journalist) i dagens trykte udgave af Nyhedsavisen. Artiklens overskrift er noget bombastisk: “Verden skal se ligene af døde munke i Burma”

Stort set den samme historie findes på avisen.dk, men det kan alligevel godt være at verden alligevel ikke er helt klar til at se “ligene, blodet og skudsårene”, for såvel i den trykte som i netudgaven bringes kun følgende stærkt pixelerede foto:

Død munkAk ja, alle de smukke idealer og principperne gør jo en god historie, men hvad nytter det når man er udgiver af en reklamefinancieret og husstandsomdelt gratisavis og i den grad er afhængig af læsernes velvilje. Så kan man jo ikke bare smide billeder af døde munke i hovedet på folk henover morgenkaffen.

De ucensurerede billeder findes i øvrigt her. ( De lå her: http://english.dvb.no/photo1.php – men ikke mere.)

 

Kommunalt

Dagplejerne strejker i Odense fordi en kollega, der ikke har til sinde at bede sin mand overholde rygeloven (dvs. ikke ryge i hjemmet overhovedet på noget tidspunkt), er blevet bortvist (dvs. fyret med omgående virkning og uden løn) efter 27 års ansættelse. I følge Fyens Stiftstidende meddelte dagplejeren skriftligt kommunen d. 26. november 2006 at hun ikke ville kunne leve op til de nye lovkrav. Den 26. september i år bliver dagplejeren så efter forudgående tjenstlige samtaler og advarsler bortvist fra arbejdet.

Dette foregår i praksis ved at en forælder, Trine Malec Carlsen, ca. kl. 11:30 får et opkald fra kommunen med besked om at “at hente sin datter, fordi souschefen fra området er på vej ud til Anna Margrethe Wrøbell [dagplejeren] for at bortvise hende.”

Forælderens reaktion er naturligt nok ret entydig: Hvad er det for noget? Hun er jo ikke kriminel. Det virker helt sindssygt og ekstremt uprofessionelt, den måde Odense Kommune har håndteret det her på, må jeg sige. Vi er ufatteligt glade for Grethe, og det var med tårer i øjnene, at vi blev ringet op og fik beskeden.

Ti måneder efter at hun selv havde meddelt at kommunen at hun ikke kunne overholde de nye regler, bliver dagplejeren bortvist, forældrene får uden varsel besked om at dagplejen er lukket og at de skal hente deres børn.

I Politiken citeres institutionschef i Odense kommune Britta Carl for følgende:

Det er trist, at de nedlægger arbejdet på grund af ting, som vi ikke kunne have gjort anderledes.

Er det ikke bare et herligt eksempel på den klassiske bortforklaringsfejl som så mange offentligt ansatte gemmer sig bag når lokummet brænder (man forsøger at dække sig bag påståede tvingende omstændigheder), men som er så katastrofal, fordi den kun efterlader tilhøreren med to indlysende forklaringsmuligheder: løgn eller inkompetence.

Rune F. B. Kristensen: Bortvist som en kriminel. Fyens Stiftstidende, d. 28/9 2007
Marie Hjortdal: Dagplejere: Kommunne krænker vores privatliv. Politiken, d. 1. okt. 2007)