Sjov med meningsløs vold

I den forgangne sommer bragte Ekstra Bladet en historie fra Vorbasse Marked. (Vorbasse er i det mørke Jylland, beliggende omtrendt midt mellem Vejen og Billund.) En historie om dyremishandling og en historie fuld af forargelse, som de jo i reglen er når Dyrenes Beskyttelse medvirker.

Det var en flok fulde unge mennesker, der deltog i det årlige Vorbasse Marked, som fredag aften havde fået den afsindige ide at drukne små, hvide mus i en balje med vodka. (*)

Det lader til at den lidt vel kreative leg har forarget tilstedeværende, for

En repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse blev tilkaldt og fik stoppet mishandlingen. Flere af musene var da døde, og de resterende blev kørt til en dyrlæge, der aflivede dem.

Så vidt jeg ved sælger min lokale købmand fælder der kan klare den opgave uden de problemer som dette overdrevent sentimentale forhold til dyr medfører. Betale en dyrlæge for at aflive et par (oven i købet berusede) mus? Næh, dengang jeg var barn …

… da boede jeg også derude på landet i det meget mørke Jylland, nærmere bestemt i Mollerup, det ubetydelige hul i jorden omtrendt midtvejs mellem Randers og Viborg, som i en årrække udgjorde verdens navle for undertegnede. Og det var nu ikke så ringe endda.

For eksempel når naboen, gårdejer Thomsen, åbnede roekulen og skulle køre roer ind. Så kom musene ud – der var mange – og så stod vi fire-fem drenge parat til en munter leg, som i al sin uskyldighed gik ud på at musene skulle slås ihjel med det forhåndenværende våben: roer. Roer er store og tunge nok til at vende vrangen ud på en mus hvis man rammer præcist. Det gjorde vi selvfølgelig ikke altid, men så kunne de små kræ altid stole på at den efterfølgende roe ville bringe udfrielse fra lidelserne.

Jeg husker ikke hvor mange mus vi kunne slå ihjel på sådan en glad eftermiddag, selvom jeg er helt sikker på at der blev ført regnskab og kåret en vinder, men det var mange.

Nåja, dengang var der ingen verdensfjerne moralister og jurister – som f. eks. Søren Stig Andersen, der i Dyrs rettigheder (Juristen nr. 7 1998, side 249-267)  mener at vise at “dyr har i hvert fald to grundlæggende moralske rettigheder: retten til ikke at blive udsat for fysisk og psykisk vold samt retten til at få deres behov opfyldt, når de er taget i menneskelig varetægt.” – til at fortælle os at den slags var forkert, at dyr havde umistelige personlige rettigheder og krav på at få opfyldt deres personlige behov og den menneskeliggørelse af dyrene som dyrerettighedsforkæmpere alt for ofte står for, var vistnok ganske ukendt.

I hvert fald er jeg sikker på at tanken om at en mus bør skånsomt aflives af uddannet personale ville have været Achton Friis ganske fremmed i 1909, når han lystigt beretter om Danmarksekspeditionens jagt på hvalrosser:

De havde nu fået en så stærk strøm imod, at Mylius og Bendix Thostrup talte sammen om, at enten måtte det være et sund, de var kommet ind i, eller også måtte et stort vand have sin udløb i bugten, thi ebben alene kunne ikke sætte et sådant vande. Opmærksomheden blev dog snart bortledt fra dette emne ved at Tobias på en lavt udløbende sandodde pludselig opdagede en del mørke punkter, som først antoges at være klippesten men et øjeblik efter viste sig at være en hel hjord af hvalrosser, som lå her side om side ved strandkanten. Til trods for, at motorbåden to gange passerede flokken, lod den sig dog ikke anfægte af støjen, men sov roligt videre. Det var først bestemmelsen at angribe dem fra båden; men Thostrup rådede fra dette, idet han gjorde opmærksom på det farefulde i dette foretagende med henblik på det ukendte farvand og de overlastede både, af hvilke jo kun den ene havde bevægkraft, medens den anden, som slæbte efter, hindrede manøvrefriheden alt for meget. De sejlede da forbi og satte bådene på land et par hundrede meter fra stedet. Så listede de sig i række, dækkende bag hinanden og med bøsserne klar, hen til flokken.

Og her begyndte nu et øjeblik efter et frygteligt blodbad. Fortællingen herom fik straks hårene til at rejse sig på vore hoveder – og ikke mindst på fortællerens, men jeg tror, den sidste nød det.

Ordren havde lydt på, at alle mand tilsammen kun måtte holde på tre bestemte dyr for således at være sikker på at få dem. Men det var kun i første omgang, at dette kunne respekteres. Strak, da den første salve bragede, fór dyrene op af deres dvale, og i næste øjeblik var forvirringen og dræbningen almindelig. Hvalrosserne forsøgte på at flygte og komme til en side; men hvor de end vendte sig hen, så de disse gesvindte smådjælve fare rundt og knalde dem i ansigtet. Det var jo til at gå ud af sit gode skind over. De vraltede halvfjollede rundt på deres tunge forluffer, hvæsede mod skuddene og slap damp ud i lange, røde stråler, hjælpeløse som lokomotiver, der er løbet af sporet. Når endelig én af dem tossede ned mod strandkanten, blev den straks opdaget, og en 6-8 projektiler standsede den her, inden den nåede det frelsende element. Man så hvalrosser omringede på tre alens afstand af 4-5 mand, der samtidig skød på dem fra hver sin kant. Dér lå da i løbet af få sekunder 11 dyr på stranden; kun et par stykker slap i vandet og væk. Så endte slaget. Der blev ingen mennesker skudt. (Achton Friis: Danmarksekspeditionen. Gyldendal 2005. p 95-96)

Jeg er også ret sikker på at de hunde som Danmarksekspeditionen medbragte ikke fik deres retmæssige behov opfyldt:

En hund gik over bord på de andres vagt i dag. Men den blev reddet henne ved roret, hvor man var så heldig fra dækket at få slået en løkke om halsen på den og halet den den op over lønningen. Det er ellers på den måde, man undliver hunde derhjemme.

De stakkels dyr lider utroligt meget ondt på rejsen; magre og forkomne, som de efterhånden er, har det ikke modstandskraft nok overfor de stadige strabadser. Der står evindeligt iskoldt vand på hele fordækket, deres poter er opblødte, røde og tyndhudede ad væden; de står med klamme rygge, halen mellem benene og ryster af kulde. Når de overvældes fuldstændig af trætheden, falder de om i et pløre af vand og ekskrementer, som det er umuligt at holde fjernet fra dækket, hvor de altid opholder sig. De stinker af snavs og er forbidte, skrammede og forslåede over hele kroppen. Den tætte sammenstuvning af så mange familier og spand afstedkommer stadig blodige slagsmål. Falder én eller anden svag djævel så til dæks, styrter en sværnm af bestialske rivaler i mad og kærlighed sig straks over ham, og passer man ikke godt på, kan man et øjeblik efter finde et ukendeligt kadaver midt i møddingen. (Friis, op. cit., p. 27-28)

Det interessante er nok ikke at holdninger skifter, det gør de ofte og det burde ikke ligefrem nogen hemmelighed at man ikke til alle tider har været lige sentimental overfor dyr eller for den sags skyld mht. børn:

liberos, si debiles monstrosique editi sunt, mergimus; nec ira sed ratio est a sanis inutilia secernere. (Seneca: De Ira I 15,2)

Det interessante er den totalitære indstilling der søger at gennemtvinge en moral der vil straffe for forhold, hvis ulovlighed ville have været indlysende tåbelige for mindre end en menneskealder siden:

Det er en grel dyrværnsag, men vi kan ikke gøre noget, for vi ved ikke, hvem der mishandlede musene, siger Ida Holk Madsen, der er kredsformand i Dyrenes Beskyttelse. (Rosbøg, op. cit.)

Men det er jo, som jeg har sagt før, sådan, at når ideologien går ind, så går forstanden ud. Eller måske rettere, når enhver form for dannelse er fraværende, in casu et historisk perspektiv der næppe engang rækker mindre end en menneskealder tilbage, så ender mennesker alt for ofte som ofre for tilfældige indskydelser eller moralske vildfarelser.

(*)Sanne Rosbøg: Druknede mus i vodka for sjov. eb.dk d. 22. juli 2007 kl. 10:40 Ja, nu skal man jo ikke tage en avis som Ekstra Bladet særligt alvorligt; de er jo ikke netop berømte for at omgås sandheden med ynde og omhu, hvilket blandt andet ses af at artiklen ikke kan blive enig med sig selv om hvorvidt der var tale om en balje eller en kande med vodka. Men hvor pinligt det end er at en Ekstrabladsjournalist ikke kan skrive ti liner uden at modsige sig selv, er det dog uden betydning for vores formål.

Fri fantasi

Se engang på dette billede:

Madeleine

Denne pinlighed stammer fra forsiden af BT (onsdag d. 26/9 2007) og selvom jeg generelt har en udtalt modvilje mod at kommentere aktuelle sager, vil jeg gerne gøre en undtagelse, for at demonstrere hvor fuldstændig pinligt det kan blive, når andre ikke har samme forbehold. For selvom aviser netop lever af at være først med det sidste, forpligter netop dette til ekstra omtanke.

Nu er det vist efterhånden ikke en eneste dansk avis der ikke har brugt spalteplads på den i et større perspektiv egentlig ret trivielle sag om en forsvundet fire-årig brtitsk pige og med den tid sagen har kørt uden nogen nævneværdige efterforskningsmæssige fremskridt, er der måske ikke noget at sige til at desperationen indfinder sig, omend den må være noget mere forståelig hos pigens forældre end på redaktionsgangen.

Ikke desto mindre fandt samtlige danske aviser anledning til at kommentere ovenstående billede taget i Marokko af en spansk turist og udlagt som måske værende et billede af den forsvundne pige.

Kig endnu en gang på billedet og fortæl mig så hvordan en bortført fireårig britisk pige af middelklasseforældre på nogen måde skulle kunne ende med at blive transporteret rundt ved højlys dag på ryggen af et kvindeligt medlem af en marokkansk familie hvis fremmeste transportmiddel består af en rusten trillebør.

Hvor er den logiske forbindelse mellem

A: at blive bortført fra velhavende forældre på et bedre familieferiested i Praia da Luz i Portugal

og

B: at blive set ved højlys dag på åben gade hos en relativt fattig marokkansk landarbejderfamilie

Den er der ikke. Prøv så i stedet at se den logiske forbindelse mellem disse to:

A: at en spansk turist har taget et billede af en fattig marokkansk landarbejderfamilie hvor en af kvinderne bærer på en pige der ligner Madeleine

og

B: at det nok bare er en pige der ligner Madeleine

Det gik nok ikke så lidt bedre. Det fandt redaktionerne dog også ret hurtigt ud af, for det tog mindre end at døgn før aviserne kunne dementere: “Det var ikke Madeleine!” Nej, selvfølgelig var det ikke det. Billedet som BT valgte at bringe øverst og forrest på hjemmesiden, burde på forhånd have gjort det indlysende klart for enhvert tænkende menneske. Og er man ikke det, er der hjælp at hente på forsiden af Jyllands Posten: (jp.dk torsdag d. 27/9 2007)

Madeleine

Se dét er et billede der ikke tåler forstørrelse særligt godt: Den lille pige kunne være hvem som helst og i øvrigt er kvaliteten ikke bedre end at man dårligt kan se hvor pigens hår slutter og buskadset begynder. De burde skamme sig over at kolportere den slags.

Men jeg har opdaget noget helt andet som er ganske interessant. Læg mærke til personen der bærer den lille pige. Selvom kvaliteten er ikke så god, så er der noget over personens gang der ser besværet (træt) ud og der er noget over øjnene og næsen som minder mig om en bestemt person og får mig til at tænke: kunne dette ikke være Elvis?