Oldtidens Berømmelse

Oldtiden havde een god Skik.
Arbejde maatte krydre Maden:
Fyrsterne selv bag Ploven gik,
Pakkede Kornet selv i Laden.
Smaaherrer! kiende I Lee eller Loe?
Kunde I tærske for Føden! Jo! Jo!
Sulte I maatte, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.Oldtiden havde nok en god Skik:
Huuslighed klædte en Fyrstinde.
Til al den Stads, hvori hun gik,
Selv Hendes Høihed maatte spinde!
Smaaepiger bruge nu Fødderne nok;
Mon de kan dreie den snurrende Rok?
Serkeløs bleve de, om det gik.
Efter hiin gamle gode skik.Mage dertil var denne Skik:
Frøkener gjorde Huset Nytte,
Malkede selv en Lædskedrik,
Satte den frem i reenlig Bøtte.
Bøtter og Melk er for Bønder og Fæ;
Frøken og Junker er skaaren af Træ.
Kæmper vi havde, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Ei at forglemme den skiønne Skik:
Love og Folk vare lige gode,
Redelighed var Politik,
Dannemænd da hverandre troede;
Nu har vi Jura og Statskonst og Eed:
Ingen for smukke Folk sikker sig veed.
O hvilken Lykke, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik!

Hører Børnlille! nok en Skik:
Stadighed var i Smag og Sæder!
Datteren glad til Høitid gik
I sin Moerlilles Brudeklæder.
Nu dreier Moden som Hiul os omkring,
Aargammel Stads er en gyselig Ting,
O hvilken Vinding, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Dette var og en kostelig Skik:
Giestfrie Velkomst løste Tungen,
Hiertet blev varmt ved Fædres Drik,
Latter og Omqvæd rens’de Lungen.
Nu har man glimrende kold Assemblee,
Ligesom Maaneskin spiller på Snee.
O! hvor langt bedre, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Endydermere var det og Skik:
Fias hedde Fias og ei Fadaise,
Ingen da Navn af Autor fik,
Førend han havde lært at læse.
Nu skriver hver, som kan tygge en Pen,
Piner sin Muse og trætter sin Ven.
Vel vore Øren, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Item var det og Oldtidens Skik:
Konen til Takke tog med Manden;
Han ikke efter Friller gik:
Hun lod ham haveRo i Panden,
Konen nu kielent som Vagtelen slaaer,
Manden så lønlig på Dumpejagt gaaer.
Vel vore Glutter, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Priselig var og denne Skik:
Pigerne kom lidt seent til Dandsen,
Sielden de sig en Skovtour fik;
De bar, med Rette, Hæders-Krandsen.
Bruden nu hopper saa kyndig i Seng,
Skienker sin Mand en fem Maaneders Dreng.
Vel mangen Brudgom, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Hører endnu en herlig skik:
Brudgom og Brud vare lige sunde.
Konen hvert Aar en Arving fik,
Otte-Punds Karle, røde og runde.
Hun ingen Helbred og han ingen Marv,
Hvad kan de giøre til Fædrelands Tarv?
Vel Efterslægten, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Endelig var det og Oldtidens Skik:
Døttrene maatte lave Maden,
Blev fra Parnas og Pikenik,
Søndagen saaes de kun paa Gaden.
Nu har de Følelser, Læsning og Vid,
Kan ikke sætte en Gaas paa et Spid.
Vee vore Piger om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

– Johann Clemens Tode (1736-1806)

Ovenstående er hentet fra F. J. Billeskov Jansen: Den Danske Lyrik I-IV, bind 1, p. 273. Bøgerne fundet i perfekt tilstand på et hollandsk bogudsalg i Odense, for kun ti kroner pr. bind. Samme bogudsalg hvor undertegnede så to unge piger købe gamle (læder)indbundne bøger efter farven på bindet (de skal jo gerne passe til farven på møblerne, eller hvad nu); ganske uden Følelse, Læsning og Vid, men helt efter hiin gamle gode Skik!

Hysterisk

Jeg tror ikke på at børn er hysteriske. Det er situationen, der er hysterisk.

… siger Charlotte Guldberg, Formand for Børnerådet, i en artikel om børneopdragelse i Nyhedavisen, d. 11 juni 2007.

En situation kan på ingen måde være hysterisk. Mennesker kan være hysteriske (egentligt er det kun kvinder der kan, men det er en anden historie) eller man kan sige de reagerer hysterisk på en bestemt situation og det er jo det børn gør, nogle børn oftere end andre ligesom nogle har lettere ved det end andre. Alle forældre genkender det formodentlig som det der populært betegnes som et Bilka-anfald, men det er også en anden historie.
Værd at bemærke er metoden til bortforklaring der bliver anvendt i ovenstående citat. Den kunne finde anvendelse på utroligt mange områder.

For eksempel når jeg bliver bebrejdet at jeg er vred, kan jeg starks erklære at det ikke er mig, men derimod situationen der er vred. Eller endnu bedre: Hvis jeg er min kone utro, kan jeg med fordel hævde at det ikke er mig der er utro, men i stedet situationen. Eller man kunne forstille sig Sadaam Hussein for retten hævdende at det skam ikke var ham der var ond, men situationen.

Kvinficeret

Nyhedsavisen er en reklamefinansieret tryksag som dumper ind af min brevsprække hver morgen. At kalde det for en avis er måske så meget sagt, det er en elendig reklamefinansieret møgsprøjte og den kan ikke på nogen måde gøre krav på betegnelsen avis.

Dagens udgave er i den grad inficeret af kvindelige værdier at det nærmest er kvalmefremkaldende. Under rubrikken “Sundhed” hedder det: “Nutidens mænd taler ud om følelser og går mere til psykolog. I fremtiden vil færre derfor lide af depression, alkoholmisbrug eller begå selvmord.” Bortset fra den logiske kortslutning i dette udsagn, er det et ubetinget knæfald for det som kvinderne altid har sagt, uanset om deres problem var en truende verdenskrig eller mistanke om ægtemandens elskerinde: “Kan vi ikke bare snakke om det”, efter logikken at alverdens problemer da godt kan løses gennem samtale.

Svend Aage Madsen, chefpsykolog ved Rigshospitalet, udtaler:

“Det er gået op for mænd, at de ikke mister deres maskulinitet ved at vise følelser. Inden for de seneste år er der en fremgang i mænds varetagelse af sig selv. Mænd begynder at fornemme, hvilke problemer de har. At mænd bliver fædre er den mest afgørende faktor for at blive opmærksom på sit eget følelsesliv.” (Nyhedsavisen, d. 11. juni 2007, p. 10)

Vi tager den lige en gang til: “Inden for de seneste år er der en fremgang i mænds varetagelse af sig selv.” Fem tusind års historie og en endnu længere forhistorie og pludselig er mænd begyndt på den svære process at forstå sig selv. Skam få den der tænker at vores tid blot er en bums på verdenshistoriens næse og vor tids psykologi en klat puds der venter på at blive trykket ud, men ikke desto mindre vil jeg tillade mig at påstå, at mennesket ikke er en så simpelt konstruktion at forståelsen af det kan reduceres til det simple billede af et fælles køn. Indbildsk rådvildhed er nok en meget rammende beskrivelse af den mangel på respekt for menneskets historie samtidig mens man reducerer mennesket til mentalt ubehjælpsomme handicappede:

“Når mænd mærker efter og fornemmer sig selv, undgår de depressioner, alkoholmisbrug og selvmord. Og ved at tale om tingene kan de få hjælp af andre. Derfor vil færre mænd hverken blive fysisk eller psykisk syge i fremtiden, anslår Svend Aage Madsen.” (Nyhedsavisen, d. 11. juni 2007, p. 10)

Ja, både fysisk og psykisk sygdom kan undgås, når blot … Hørte jeg nogen sige Ventegodt?

Dermed slutter det ikke. Jonas Haurum åbnede en internetportal (flyguys.dk) der “lagde op til, at den både var for erklærede bøsser, biseksuelle og mænd, der bare ville prøve en mand.” Det var åbenbart for Jonas Haurum det indlysende skridt, efter “han for et lille år siden åbnede en tilsvarende portal for piger under navnet Flygirls.dk, væltede det ind med piger, som ikke så sig selv som hverken biseksuelle eller lesbiske. Det kom bare for at prøve det.” Men ak: “Efter få måneder stod det klart for Jonas Haurum, at Flyguys.dk stort set kun havde profiler fra mænd, der var erklærede bøsser. De nysgerrige holdt sig væk.” (Nyhedsavisen, d. 11. juni 2007, p. 14)

Læg mærke til efterrationaliseringen “De nysgerrige holdt sig væk.” Hvis de nysgerrige ikke dukkede op, kan det så ikke tænkes at de måske ikke var så nysgerrige alligevel? Ikke ifølge Jonas Haurum:

»Det var virkelig påfaldende, at da vi startede flygirls, væltede det ind med kvinder fra et bredt publikum. Vi har svært ved at komme frem til en konklusion om, hvorfor det ikke gik sådan med Flyguys. Det må simpelthen bare være mere accepteret, at piger er sammen med piger,« siger Jonas Haurum. (Nyhedsavisen, d. 11. juni 2007, p. 14)

At heteroseksuelle piger eksperimenterer med at dyrker sex med andre piger er en ting, men læg mærke til at den kendsgerning at heteroseksuelle mænd ikke i samme grad ønsker at prøve sex med andre mænd forklares med at det ikke er accepteret. Dermed postuleres at (nogle) heteroseksuelle mænd egentligt har lyst til at dyrke sex med andre mænd, men ikke gør det, udelukkende fordi det er social uacceptabelt. (Medmindre det da bare er Jonas Haurum der ikke forstår at alle andre mænd ikke, ligesom ham selv, har lyst til sex med andre mænd.)

Kan man ikke tænke sig at de måske ikke har lyst? Hvorfor skal der partout sammenlignes med kvinders tilbøjeligheder i samme retning og konkluderes ud fra postulatet om at mænd og kvinder er ens?

Joan Ørting, der heller ikke ligefrem er den hurtigste knallert på havnen, siger:

“Som kvinde kan man sagtens sige til sin mand, at man gerne vil prøve at være sammen med en anden kvinde. Men hvis manden siger, at han vil prøve det med en anden mand, så bliver kvinden bange. Kvinden tror med det samme, at han er bøsse.” (Nyhedsavisen, d. 11. juni 2007, p. 15)

Årsagen er simpelthen “at samfundet slet ikke er gearet til mænd, der vil begge dele,” mener Joan Ørting. Undertegnede hælder mere til den holdning at det måske mere er mænd der ikke er gearet til at skulle optræde efter de forventninger man har til kvinders adfærd. Og hvorfor skulle de i grunden også det?

Lejedisciple?

Thomas Sobol beretter fra Cambodja i Weekend Avisen:

Da jeg når Pailin, opsøger jeg flere af pastorerne i de kristne kirker, der er skudt op i byen. Ikke alle er lige villige til at tale, men Pastor Roth Pannith fra den Bibelsk Presbyterianske Kirke trækker et par plasticstole frem foran kirken. Mens børnestemmer synger salmer og øver engelske fraser i baggrunden, fortæller han om dette område:

»Da min bibellærer sagde, jeg skulle til Pailin, blev jeg bange. Jeg vidste, at alle her i området var tidligere Røde Khmerer, og at her var fyldt med landminer og dødbringende malaria. Da min kone og jeg kom hertil i år 2000, var der ingen kristne. Men nogle af dem, jeg talte med, erkendte, at deres hænder var sølet til i blod, fordi de havde slået mennesker ihjel. Så hvis Gud virkelig kunne tilgive dem, var de villige til at tro på Gud. Jeg fortalte dem, at hvis de gjorde bod og bekendte alle deres synder, så ville Gud tilgive dem og fortiden blive glemt. Nu er de glade og tilfredse og har hjulpet til med at sprede Guds ord, og i dag er mange af de tidligere soldater blevet kristne,« siger Pastor Roth Pannith. (Thomas Aue Sobol: Du kan ikke narre Gud, Weekend Avisen, d. 8. juni 2007.)

En herlig merkantil tilgang til det at tro på Gud. Noget for noget, medmindre da Gud i de egne – og det er vel ikke utænkeligt, fortiden taget i betregtning – er så desperat efter undersåtter at det ligefrem tangerer afpresning.

 

Om klaphatte II

»Det var skandaløst, at Christian Poulsen opførte sig på den måde. Selvfølgelig opførte den tilskuer sig også dumt, men det værste var dog, at Christian Poulsen, der er en professionel fodboldspiller, som tjener millioner om året, ikke kan tøjle sit temperament og overfalder en modstander. Det var skandaløst.«

Justitsminister Lene Espersen i Berlingske Tidende, d. 5. juni 2007.

“Man skulle have statueret et eksempel og sige, at det vil man ikke tolerere. Spillere, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, er der ikke plads til på landsholdet. Så har de brug for at komme hjem og tænke lidt over tingene i en periode.”

“Christian Poulsen er en rollemodel, og når han som professionel fodboldspiller med millionindtægt ikke kan tøjle sit temperamt i 90 minutter, kan det være svært at forklare unge mennesker, at de ikke skal begå vold.”

… udtaler Lene Espersen desuden ifølge avisen.dk i et interview med TV2 News.
Ja, hvad ligner det at være et så skidt eksempel for de unge mennesker i dette land? Det er skandaløst. De unge mennesker har klart brug for hæderlige lovlydige rollemodeller med ansvalighed, rygrad og personlig integritet:

“Den konservative boligsag startede for tre uger siden, da det kom frem, at Henriette Kjær havde haft folkeregisteradresse i Århus, selv om hun længe har delt lejlighed sammen med sin kæreste og deres barn i København. Og mindre end fjorten dage efter valgte også den konservative EU-ordfører, Lene Espersen, at flytte folkeregisteradressen fra forældrene i Hirtshals til en lejlighed på Frederiksberg, hvor hun ellers længe har boet med sin forlovede. Det kan betale sig at have adresse i Jylland. I følge Folketingets regler modtager medlemmer med folkeregisteradresse i København nemlig årligt 37.000 kr. i skattefrit omkostningstillæg, hvorimod et medlem vest for Storebælt honoreres med 93.000 kr. – penge, der ydes for at dække medlemmernes omkostninger ved dobbelt husførelse.(Morten Langager: Konservative boligsager undersøges, JP d. 17. juni 1998)

og

“Så er der de to unge konservative damer i regeringen. Socialminister Henriette Kjær er tidligere blevet afsløret i at opgive falsk bopæl som Thor Pedersen, men kun for at rage ekstra 50.000 kr. til sig, som Folketingsmedlemmer med bopæl fjernt fra rigets hovedstad har krav på. Hvis en af de sociale klienter under hendes ministerium gjorde noget tilsvarende, ville det formentlig blive betragtet som socialt bedrageri. Sådan noget går de lov-og-orden-bevidste konservative ikke ind for. Men den søde Henriette Kjær med det uskyldige udseende blev socialminister og er det stadig. Justitsministeren, den lige så konservative Lene Espersen – kølerfiguren med den talende kavalergang – gjorde sig skyldig i den samme forseelse som kollega Kjær. Men også hun blev og er stadig minister, endda for retshåndhævelsen i landet.” (Ole Lange: Regeringens politiske moral, Information, d. 21. marts 2003)

Tja, “spillere, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, er der ikke plads til på landsholdet,” er jo en ret kontant udmelding. Spørgsmålet er hvor mange der så, efter denne justitsministerielle logik, heller ikke burde være plads til på ministerholdet. Mere info her. Desværre en politisk motiveret og dårligt dokumenteret hjemmeside med slagside. Men alligevel!

Om klaphatte

“Ganske paradoksalt var det en tilskuer fra roligan-flokkens tribune, der blev den person, som hele Europa taler om i dag.
Det er ham, der nu er skyld i, at vi skal til at diskutere hegn om de store fodboldbaner.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark er på vej ud af EM.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark nu risikerer alt fra at spille hjemmekampe uden tilskuere eller spille landsholdsbold i Hamburg.
Men det er i virkeligheden det, jeg er mindst optaget af i disse skrivende minutter.
Jeg er flov over at være dansker.
Jeg er flov over, at den monumentale klaphat – så vidt vides – har samme pas som mig.”

… skriver Peter Brüchmann under overskriften “Jeg er flov over at være dansker i dag” i en blog på bt.dk om den mand der efter at have drukket 15-20 øl, fik den ide at ville kommunikere koporligt med dommeren i lørdagens fodboldlandkamp mellem Danmark og Sverige. Nu er Peter Brüchmann sportsredaktør på BT, men egentlig kunne ovenstående lige så godt kunne have været et uddrag af tilfældig en teenagepiges dagbog, i og med at man med indførelse af “bloggen” som en del af visse danske avisers hjemmesider, tilsyneladende har valgt at lægge navn til stort set hvad som helst og dermed reelt at se stort på kvalitet, objektivitet og omtanke. Og netop omtanker er der i allerhøjeste grad brug for.

“Danske unge har et særdeles højt alkoholforbrug. Faktisk har danske unge opnået Europarekord i druk henholdsvis i 1995, 1999 og 2003.” (Sundhedsstyrelsen)

Således står der at læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og uden ligefrem at skulle fremlægge dokumentation for påstanden, vil jeg hævde at der hver weekend er ikke så få tusinde danskere der drikker mellem 10 og 20 øl (eller dertil svarende mængder alkohol) på en aften og at ikke så få af dem begår dumheder af mere eller mindre seriøs karakter som følge deraf. En del af disse kan man bl. a. se optræde på danske fodboldstadions hver weekend.

Den eneste forskel på alle disse klaphatte og den klaphat der stjal billedet i lørdags er at den sidste tilfældigvis gjorde det foran et større publikum end det er de fleste andre forundt og eftersom han desuden alligevel ikke har nogen erindring om hvad han har gjort, kan man jo sige – uden dermed at fritage ham for et ansvar i den forbindelse – at det der skete blot var en tilfældighed der ventede på at ske.

Er det noget der giver grund til at føle sig flov over at være dansker?

Næppe, med mindre man har boet hele sit liv et kosteskab fuldstændig uden kontakt med omverdenen. Der har været masser (millioner?) af grunde til at floves tidligere, men det har jo ikke været bekvemt at gøre det, for det er jo almindelig accepteret adfærd der udmynter sig i at sætningen “Nu skal vi have det sjovt” er uløseligt forbundet med “Lad os få noget at srikke”. Forargelse sælger ikke aviser når det er læserne man forarges over.

Her derimod er der tale om et enkelt individ der tilfældigvis træder helt ved siden af og så stikker den indre journalistiske svinehund hovedet frem. Ham kan vi hænge ud, det er omkostningsfrit og det er nemt. Ikke et ord om at danske unge tre gange i træk har sat europarekord i druk og at det vil nærmest er et mirakel at hvad der skete i lørdags ikke er sket tidligere. Næh, manden her kan frit kaldes “klaphat” og det der er værre, fordi han tilfældigvis valgte nationalarenaen som stedet til at udleve sin brændert og uanset at det samme formodentlig kunne være sket for ikke så få andre.

Så meget desto mere grund til at være ansvarlig og besindig, ikke mindst hvis man er journalist. For hvad skal man kalde en klaphat hvis skam blot er et journalistisk virkemiddel som han kan bruge efter behag?

Reinkarnation

“»I det øjeblik jeg siger, jeg tror på Gud, dukker, der en masse spørgsmål op: Hvorfor er der så uretfærdighed og krig og ødelæggelse. Det er lidt det samme med det overnaturlige. Hvis vi virkelig har levet før, hvad er det så, vi bærer med os, hvorfor lever vi flere gange, og hvad er det, vi skal lære,« spørger Sonja Richter.”(avisen.dk, den 1. juni 2007)

Hvorfor i alverden er det at Gud skal have ansvaret for alverdens ‘uretfærdighed og krig og ødelæggelse’, når det nu er tydeligt for enhver at det er mennesket der altid står bag den slags? Richters spørgsmål er barnligt og stupidt på samme måde som når mennesker bruger deres liv på at søge livsforlængelse (for nu ikke at tale om evigt liv) i panisk flugt fra døden. Spørgsmålet kan stilles med samme rimelighed uanset om man tror på Gud eller ej og svaret er ligeså indlysende uanset: Fordi menneskene er forskellige og fordi de har fri vilje til at søge deres. Alternativet? En Gud der som en anden Big Brother griber ind og siger “Fy! Kan i så lade være!” ved hver en given lejlighed. Tanken er ikke tiltalende. Den er i øvrigt også påtrængende og indbildsk; lad Sonja Richter spørge sin Gud hvad hun skal gøre i stedet for at spørge ham om hvad han mener andre skal (undlade at) gøre.

Richter har blandt andet taget to uger med Multi Inkarnations Sessesioner, en terapiform, hvor man behandler nuværende problemstillinger ved at gå tilbage til de (tidligere) liv, hvor de opstod.

»Man spørger om lov til at se, hvad der skete i det pågældende liv, og så ruller der simpelthen en masse billeder ind over en. Men det er ikke som at se en film, man er inde i kroppen og kan mærke og se alt. Det er enormt dramatisk og spændende og sindssygt sjovt,« siger Sonja Richter om oplevelserne, hvor hun blandt andet har været en stor tyk mand på 200 kilo. (avisen.dk, den 1. juni 2007)

Det er godt nok bekvemt at gå i terapi som giver en det alibi det er at kunne tilskrive sine problemer til ham det fede svin der misforvaltede ens egen tidligere inkarnation (samtidig med at man tilskriver en multiinkarnationsterapist fede checks), men måske tiden alligevel ville være bedre brugt på lidt almen dannelse, der kunne sikre en mod at blive narret af den første den bedste alternative svindler der dukker op med tilbud om let og ligegyldig erkendelse.

Undertegnede er tilbøjelig til at mene at Gud gerne må lade uretfærdighed og krig og ødelæggelse fortsætte, hvis han dog bare ville udrydde mennskelig dumhed. For, som Sonja Richter siger:

»Vi er ikke færdigudviklede som mennesker. Vi kan meget mere, end vi tror.« (avisen.dk, den 1. juni 2007)

Helt rigtigt er det ikke: Mennesket er ganske komplet som det er. Tilsyneladende er problemet at alt for mange vist ikke ved, hvad det er de skal kunne.