strøtanker 2

Sidebemærkning

En dansk professor i sexologi mener i følge Berlingske, at “danske folkeskoler bør sætte porno på skoleskemaet for at øge de unges kritiske sans over for filmene”, hvilket omtrendt svarer til at foreslå, at man giver dem en flaske sprut og sætter druk på skemaet, så de kan lære at håndtere en brandert.

pissehamrende infantilt

Laughing_FoolJeg er stødt på det på tryk tre gange inden for den sidste uge, senest i et læserbrev i Berlingske, hvor der stod følgende: “det er måske værd at huske på den gamle regel om, at der peger fire fingre ind mod en selv, når man peger fingre ad andre.” Nu ser jeg helt bort fra den kendsgerning, at det højst kan være tre fingre som peger tilbage på en selv, med mindre man peger med tommelfingeren, men helt ærligt; hvad er det for en måde at argumentere på?

Det er på niveau med børnehavelegepladsens “min far er stærkere end din far” og hvad endnu værre er, så er det et udtryk for den bizarre, men desværre  ikke uanmindelige opfattelse, at enhver kritik af hvad andre siger og gør, ikke bare er upassende, men også ligefrem umulig, udfra den demokratistiske opfattelse af, at hvis bare nogen har en mening om noget, så er den også gyldig, alene fordi dette menneske repræsentere denne mening. Enhver sit og enhvers mening tæller? Intet kunne være mere forkert. Det er en stupid forfladigelse af enhver kvalificeret viden, og – for nu at eksemplificere med noget aktuelt af hensyn til de der ikke kan abstrahere – præcis den måde (ikke) at tænke på, som får forældre til at undlade at lade deres børn vaccinere, fordi de tror de kan vurdere bedre end deres læge.

I modsætning til denne infantile talemåde om fingerpegning, står ordsproget om at “man ikke skal smide med sten, når man selv bor i glashus”. Umiddelbart kan disse to talemåder lyde ens, men den altafgørende forskel er, at ordsproget om drivhuset er en specifik konstatering af at sådan skal man ikke gøre, mens fingerpegevarianten er generel påstand, som kunne omskrives til meningsløse “den der smider med sten, bor selv i et glashus.” Det tror jeg nu ikke …

__________
Ill.: Jacob Cornelisz. van Oostsanen, ca. 1500

Phryne

Jean-Léon_Gérôme_Phryne_1861_02_detPhryne (φρύνη), var en græsk hetære, kendt for sin enestående skønhed, (“even in those parts of her person which were not generally seen“) rigdom og ikke mindst for retsagen mod hende, hvor hun blev forsvaret af sin elsker, oratoren Hypereides, som, da sagen så ud til at skulle tabes, hev tøjet af hende foran dommerne på Areopagos og lod hendes skønhed fylde dem med overtroisk frygt og selvfølgelig bevæge dem så meget, at de da slet ikke nænnede at dømme hende, dette levende billede på Venus, til døden.

Phryne, som egentlig hed Mnesaréte (Μνησαρέτη) men havde tilnavnet phryne, som betyder tudse – et tilnavn ofte givet til prostituerede og lign. – levede i det fjerde århundrede f.v.t. og er omtalt hos Plutarch og Pausanias og flere andre og ikke mindst hos Athenaeus (samtidig med Marcus Aurelius), som femhundrede år og hel del sladder senere fortæller følgende anekdoter:

Now Phryne was a native of Thespiæ; and being prosecuted by Euthias on a capital charge, she was acquitted: on which account Euthias was so indignant that he never instituted any prosecution afterwards, as Hermippus tells us. But Hyperides, when pleading Phryne’s cause, as he did not succeed at all, but it was plain that the judges were about to condemn her, brought her forth into the middle of the court, and, tearing open her tunic and displaying her naked bosom, employed all the end of his speech, with the highest oratorical art, to excite the pity of Jean-Léon_Gérôme_Phryne_1861_03_dether judges by the sight of her beauty, and inspired the judges with a superstitious fear, so that they were so moved by pity as not to be able to stand the idea of condemning to death “a prophetess and priestess of Venus.” And when she was acquitted, a decree was drawn up in the following form: “That hereafter no orator should endeavour to excite pity on behalf of any one, and that no man or woman, when impeached, shall have his or her case decided on while present.”

But Phryne was a really beautiful woman, even in those parts of her person which were not generally seen: on which account it was not easy to see her naked; for she used to wear a tunic which covered her whole person, and she never used the public baths. But on the solemn assembly of the Eleusinian festival, and on the feast of the Posidonia, then she laid aside her garments in the sight of all the assembled Greeks, and having undone her hair, she went to bathe in the sea; and it was from her that Apelles took his picture of the Venus Anadyomene; and Praxiteles the statuary, who was a lover of hers, modelled the Cnidian Venus from her body; and on the pedestal of his statue of Cupid, which is placed below the stage in the theatre, he wrote the following inscription:—

Praxiteles Aphrodite (kopi)

Praxiteles Aphrodite (romersk kopi)

Praxiteles has devoted earnest care
To representing all the love he felt,
Drawing his model from his inmost heart:
I gave myself to Phryne for her wages,
And now I no more charms employ, nor arrows,
Save those of earnest glances at my love.

And he gave Phryne the choice of his statues, whether she chose to take the Cupid, or the Satyrus which is in the street called the Tripods; and she, having chosen the Cupid, consecrated it in the temple at Thespiæ. And the people of her neighbourhood, having had a statue made of Phryne herself, of solid gold, consecrated it in the temple of Delphi, having had it placed on a pillar of Pentelican marble; and the statue was made by Praxiteles. And when Crates the Cynic saw it, he called it “a votive offering of the profligacy of Greece.” And this statue stood in the middle between that of Archidamus, king of the Lacedæmonians, and that of Philip the son of Amyntas; and it bore this inscription— “Phryne of Thespiæ, the daughter of Epicles,” as we are told by Alcetas, in the second book of his treatise on the Offerings at Delphi. (1)Athenaeus, Deipnosophistae 13.59, ovrs: C. D. Yonge 1854 (via Perseus)

Alt dette er selv følgelig intet andet end en undskyldning for at gøre opmærksom på Jean-Léon Gérômes fantastiske maleri Phryné devant l’Areopage fra 1861. Gérômes sans for detaljer kommer i den grad til udtryk i ansigterne på de forsamlede og maleriet indeholder i øvrigt en vidunderlig blanding af komik og drama og – ikke at forglemme – kvindelig skønhed, som vi herfra kun kan bifalde på det kraftigste.

Jean-Léon Gérôme: Phryné devant l'Aréopage 1861

Jean-Léon Gérôme: Phryné devant l’Aréopage 1861

Athenaeus:

But Apollodorus, in his book on Courtesans, says that there were two women named Phryne, one of whom was nicknamed Clausigelos,1 and the other Saperdium. But Herodicus, in the sixth book of his Essay on People mentioned by the Comic Poets, says that the one who is mentioned by the orators was called Sestos, because she sifted and stripped bare all her lovers; and that the other was the native of Thespiæ. But Phryne was exceedingly rich, and she offered to build a wall round Thebes, if the Thebans would inscribe on the wall, “Alexander destroyed this wall, but Phryne the courtesan restored it;” as Callistratus states in his treatise on Courtesans. And Timocles the comic poet, in his Neæra, has mentioned her riches (the passage has been already cited); and so has Amphis, in his Curis. And Gryllion was a parasite of Phryne’s, though he was one of the judges of the Areopagus; as also Satyrus, the Olynthian actor, was a parasite of Pamphila. But Aristogiton, in his book against Phryne, says that her proper name was Mnesarete; and I am aware that Diodorus Periegetes says that the oration against her which is ascribed to Euthias, is really the work of Anaximenes. But Posidippus the comic poet, in his Ephesian Women, speaks in the following manner concerning her:—

Before our time, the Thespian Phryne was
Far the most famous of all courtesans;
And even though you’re later than her age,
Still you have heard of the trial which she stood.
She was accused on a capital charge
Before the Heliæa, being said
To have corrupted all the citizens;
But she besought the judges separately
With tears, and so just saved herself from judgment.(2)Athenaeus, Deipnosophistae 13.60, ovrs: C. D. Yonge 1854 (via Perseus)

   [ + ]

1. Athenaeus, Deipnosophistae 13.59, ovrs: C. D. Yonge 1854 (via Perseus)
2. Athenaeus, Deipnosophistae 13.60, ovrs: C. D. Yonge 1854 (via Perseus)

Om fordelen ved at begå selvmord

Måske det bare en trøst du klynger dig til fordi tanken om døden skræmmer dig, måske du virkelig tror på at det forholder sig såden, at du den dag, når du ikke længere skal have din gang på denne jord, har en aftale med din gud, om at du skal henføres til et andet sted, hvor du skal tilbringe evighedernes evigheder mellem basuner og engle og et ikke ubetydeligt antal jomfruer. Hvis det er din klippefaste tro at det forholder sig sådan, så er der kun en eneste ting du kan gøre, nemlig at tage livet af dig selv, gerne hurtigst muligt, hellere i dag end i morgen, for jo længere du venter, jo værre for dig selv.

Hvor for nu det? Jo, forestil dig at du fremfor den øjeblikkelige og umiddelbare fornøjelse ved at snuffe dig selv, i stedet vælger at udskyde det uundgåelige længst muligt, og i stedet lever et langt og lykkeligt liv, ender på et plejehjem, hvor dine dine svigtende åndsevner og ditto hukommelse allernådigst beskytter dig mod at overvære dit kropslige og mentale forfald i alt for skarp fokus, ja så ender du med at dø på et tidspunkt hvor du, gigtsvag og bestandigt savlende og halvblind og skræmt fra vid og sans af en samfundudvikling du ikke fatter en brik af, formodentlig kun kan gå med hjælp af en rollator eller endnu værre slet ikke kan gå, men ude af stand til andet end blot vegetere i en hospitalsseng og – allerværst – du vil formodentlig på dette tidspunkt være både galloperende afmægtigt inkontinent og have mistet enhver erindring om hvem dine nære og kære er, såvel som være fuldstændig ude af stand til at huske noget som helst af det, der skete for bare ti sekunder siden. Stort set som at læse den forrige sætning og have glemt hvordan den startede, inden du nåede halvvejs gennem den. (Sorry, det var så min fejl, der burde have været sat punktum omtrendt halvvejs.)

Det lyder altsammen temmeligt slemt, men forestil dig så, at du træder ind i evigheden i den tilstand, evigt inkontinent og blottet for den korttidshukommelse, som skal forhindre dig i at starte hver evig eneste dag af evigheden med spørgsmålet: “Hvor er jeg?” efterfulgt af det lige så påtrængende “Hvorfor er mine bukser våde?” Det er bestemt ikke noget at grine af.

Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)

Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)

Men i hvilken tilstand forestiller du dig egentlig ellers, at du skal tilbringe evigheden? At du skal være præcis sådan, at du er på toppen i enhver henseende? På toppen af både din mentale og fysiske formåen? Men det ved du jo godt ikke kommer i samme pakke. Du var formodentlig fysisk på toppen som 22-årig, et tidspunkt af dit liv, hvor du desværre stadig var uerfaren, umoden og rent ud sagt smådum. Mentalt var du på toppen omkring de 50, hvor kombinationen af erfaring og åndsevner var mest gunstig, men allerede der kunne du jo godt mærke, at de første svagheder for længst var begyndt at melde sig. Du kan ikke få det hele med dig; dig som 30-årig er ikke den samme som dig som 60 årig, og du kan jo ikke være både den ungdommelige lykkelige og bære alderdommens erfaringer og klogskab i en og samme person (hvis du ikke forstår dette, så vent til du bliver lidt ældre), men en ting kan du være sikker på, nemlig at der kommer et tidspunkt hvor det går hastigt ned af bakke og du vil, hvis du vil være sikker på at kunne nyde dit evighedsotium på mest fordelagtig vis, helt sikkert ønske at forlade denne verden, inden du for alvor træder ud på det skråplan, som leder mod både fysisk og mentalt forfald og den sikre, uundgåelige død. For helt ærligt, hvor meget gavn tror du en 80-årig har af 72 jomfruer?

Så det store altafgørende spørgsmål for den der tror på evigt liv, er hvornår man skal tage livet af sig selv, for at komme i bedst mulig forfatning derhen, hvor alle jo godt ved at der er meget bedre at være? Det indlysende svar ville være, at man bør tage livet af sig selv, i det øjeblik hvor man er allermest lykkelig, så man var sikker på, at man i hvertfald tog det med sig. Så på dagen for dit bryllup, på dagen hvor du får en ny bil, et nyt hus, hvor du endelig får drømmejobbet … det er på det tidspunkt, at du skal vælge at sige denne verden farvel og drage hen for at møde din skaber. Men om du vil gøre det ved at møde et tog eller måske en lastbil frontalt eller ved at drikke et par flasker whisky og svømme ud i fjorden eller ved at æde alle oldemors sovepiller eller noget helt andet, er dit valg. Men hvad det andet angår, ja der har du egentlig ikke noget valg. Carpe diem!

Cleombrotus, high on a rock,
Above Ambracia stood,
Bade Sol adieu, and, as he spoke,
Plung’d headlong in the flood.

From no mischance the leap he took,
But fought the realms beneath,
Because he read in Plato’s book,
That souls live after death. (1)Kallimachos, Epig. 23, overs. Tytler 1793

   [ + ]

1. Kallimachos, Epig. 23, overs. Tytler 1793

strøtanker

Sidebemærkning

Set i lyset af de seneste indlæg på denne blog og de samfundsbegivenheder som de afspejler, kan man vist godt konstatere, at hvis religion er den stædige og regelbundne tro på det, som man ikke kan erkende med nogen sikkerhed, så er det ikke så underligt, at fornuften er blevet den vestlige verdens religion.

jeg er …

En 26-årig mand fra Aarhus er kommet i uføre, efter han forleden skrev tre forbudte ord på facebook. “Je suis Omar” er de magiske ord, som ifølge Dansk Folkeparti og andre skal kvalificere et fængselsophold af længere varighed.

Nu sidder jeg her i min stue og siger ordene højt ud i rummet – Je suis Omar – og smager på dem og forsøger at fornemme, om der skulle være en eller anden magisk kraft i dem, som gør dem så farlige. De smager nu ikke af noget særligt. Måske fordi jeg rent faktisk ikke er Omar, måske fordi jeg ikke er muslim, måske fordi jeg overhovedet ikke sympatiserer med terror eller terrorister eller måske bare fordi jeg lige har drukket kaffe?

Prøver på dansk i stedet: Jeg er Omar! Heller ikke! Men hvad nu hvis jeg gentager dem? – Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! – Intet! Faktisk kan jeg danse rundt på gulvet i stuen med armene i vejret og synge ordene uden at der sker en skid. Medmindre da at naboerne ser mig og melder mig til politiet, for så ryger jeg jo nok i fængsel.

censorshipDer er en pointe med det her, en pointe, som de politikere, der engang, mens sentimentalitetens og forargelsens tåger lå tungt over deres i forvejen ikke særligt veludrustede hjerner, vedtog denne lov, åbenbart ikke har fået med, nemlig misforholdet mellem at man vil straffe en mand for at sige de tre ord, som jo kun er blevet set af ganske få, mens alle danske medier, som har citeret ordene flere gange åbenbart kan gå fri.

Ja, han har udtryk sympati for Omar i en eller anden udstrækning, men hvis det er så farligt at nogen skulle udsige det og især at andre skulle høre det, hvorfor tillades danske medier så at referere og viderebringe sympatien? På den måde spredes den jo hurtigere og videre end den ellers nogensinde ville. Det er jo ikke sådan, at den sympati han har lagt i ordene, på magisk vis fordufter, blot fordi de bliver refereret, de ligger stadig immanent i ordene, som med medierne mellemkomst, er blevet læst af hundredetusinder i stedet for et par hundrede.

Men lad os tage den tanke et skridt videre. Hvis Je suis Omar er forbudte ord, hvad så hvis man pakker dem ind i andre ord og i stedet siger En mand fra Aarhus sagde Je suis Omar, er det så pludseligt i orden? For så referer med jo bare. Eller hvis man nu i stedet sætter det i citattionstegn og skriver “Je suis Omar”, så kan det være enten et citat eller referat eller endda en ironisk distance til hele dette cirkus.

Faktisk kan du, kære læser, slet ikke være sikker på, at dette blogindlæg ikke bare er et dække for at kunne gentage de samme forbudte ord – Je suis Omar – igen og igen og igen. Måske undertegnede er medlem af et hemmeligt selskab af Omarister …

… eller måske er han ikke.

Dobbeltmoralen

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Det er stadig tilladt at udtrykke sympati for den statsterrorisme som Irakkrigen var; den blev jo gennemført på falske og forfalskede præmisser og kostede hundredetusinder af uskyldige mennesker livet. Der var også rigtig mange der med årene havde fik sympati – og gav udtryk for den – med den firedobbelte politimorder Palle Sørensen, efterhånden som han rådnede op i en fængselscelle. Det er i Danmark tilladt at være nazist og det er tilladt at udtrykke sympati for Hitler eller for Stalin, og bifalde deres gerninger som tilsammen fik taget livet af over 50.000.000 mennesker. Du må udtrykke sympati for Pol Pot og Gaddafi, for Rushdie og de Sade, for Nero og Djengis Khan, for Dahmer og Bundy, for Jesus og Muhammed, for Satan, for Pinochet og Franco, for Castro og Mao og for Arafat, som startede som rabiat terrorist, men endte med at tale i FN. Men ikke med Omar.

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Vi kan tillade alt; sympati for de værste massemordere i historien, vi kan tåle at danske nynazister og venstresocialister stiller op til folketingsvalg, vi kan tåle at al verdens religioner latterliggøres (i hvert fald de andres religioner) og når tegninger i en dansk avis skaber kaos og spreder død i gaderne i fjerne lande, klapper vi i hænderne og kalder det ytringsfrihed. Men ve den, som udtrykker sympati for en sølle amatørterrorist, som skaber lidt røre i den lokale andedam.(1)For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.

Ytringsfrihed er ikke kun ytringsfrihed for de, der siger det rette, det pæne, det almindelige, det fornuftige og det alle kan være enige i. Nej, ytringsfrihed er kun frihed, hvis den også gælder de, der siger alt det, som ingen kan lide og ingen ønsker at høre. Ytringsfrihed er friheden til også at sige det ekstreme, det ikke accepterede, det farlige og det upopulære. Ikke mindst er ytringsfriheden langt mere den andens ret til at tale om mig, end det er min ret til at tale om ham. Er der ikke frihed til at tale, for den der tænker noget andet, er der ingen ytringsfrihed overhovedet … eller med en andens ord:

“Freiheit ist immer nur Freiheit des Andersdenkenden.”(2)Rosa Luxemburg (1871-1919)

 

   [ + ]

1. For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.
2. Rosa Luxemburg (1871-1919)

501

Status

Femhundrede er den alder Noah havde, da han fik sønnerne Sem, Kam og Jafet (jvf. 1. Mos. 5,32), men det er også et et kortspil for bedstemødre og en (lille) bil og en internal server error og den afstand (målt i mil) som en forelsket tosse vil gå til fods for sin udkårne (ifølge en elendig popsang) og sikkert en masse andet ligegyldigt. Knap så ligegyldigt er det, for undertegnede, at femhundrede også er antallet af indlæg på denne blog indtil nu. Dette er så nummer 501!

det glade vanvid

Birthe Rønn Hornbech, Venstre.“Ytringsfriheden blev [..] ikke en grundlovssikret ret, for at flertallet skulle forhåne mindretal.

Tværtimod giver frihedsrettighederne os ret til at leve i Danmark med vor forskellige tro og kultur. Men uden gensidig respekt kan vi ikke leve med vore forskelligheder.

I øjeblikket er det, som om det ikke respekteres, at vi er nogle stykker, der virkelig ikke mener, at det er så sørens nødvendigt at blive ved med at optrykke gamle Muhammedtegninger.

Jeg er hamrende træt af at høre på debattører, der mener at have eneret på frihedsforståelsen, fortælle dem, der tænker anderledes, at de udøver selvcensur. Sludder og vrøvl.

Det er jo bare et forsøg på at knægte andres ret til at mene anderledes. Man kunne jo lige så godt hævde, at tegningerne for tilhængerne bare er et skalkeskjul for at komme med en muslimfjendtlig tilkendegivelse.” (1)Birte Rønn Hornbech: Hvorfor står vi så fast på retten til at håne og spotte profeten?, Politiken, d. 17/2 2015

Skriver Birte Rønn Hornbech i dag i Politiken med sædvanlig fornuft og klarsyn. Hun er et af de få mandfolk i dansk politik.

Hvad kan man gøre andet end at konstatere, at der på den ene side står en større eller mindre gruppe muslimer, som tillader sig – på tværs af alle landegrænser og samfundslag og sociale strukturer – at tage alle andre menneskers meninger som noget meget personligt og er parate til at dræbe de, der måtte mene noget andet end de selv og at der på den anden side står en større eller mindre gruppe mennesker, der enten, som tilhængere af en religion ingen længere gider dø for, retter deres misundelse eller had mod enhver repræsentant for en religion, som stadig inspirerer passionerede tilhængere, eller som mennesker der for længst har mistet den livsfylde, som de kan se, at en yngre religionen giver til andre, retter deres had og foragt mod selvsamme gruppe og selvsamme religion.

Debatten er umulig at deltage i eller navigere i eller orientere sig i, fordi den er helt igennem styret af de skingre stemmer fra struberne på mennesker, som har bagtanke og hensigt og skjulte dagsordener og som styres af hadet mod de andre og mistroen mod det anderledes; uanset om det er oplysningens nedladenhed overfor religionen eller religionens mistro overfor forandring og fornyelse. Fornuften var et af de første ofre for den kamp og er forlængst blevet fordrevet fra den offentlige debat. Tilbage står blot hysteriet.

   [ + ]

1. Birte Rønn Hornbech: Hvorfor står vi så fast på retten til at håne og spotte profeten?, Politiken, d. 17/2 2015
Side 1 af 6412345...102030...Sidste »