Religionsfrihedsløshed

I en noget underlig fortolkning af begrebet religionsfrihed skriver tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard på facebook at “lige nu drejer det sig om at implementere grundlovens §67, der siger, at vi har religionsfrihed, men at intet må læres eller gøres, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Altså burde vi ikke tillade islams udbredelse i vores land. Moskeerne skal lukkes …”

Ja, jeg ved godt at ingen forstandige mennesker nogensinde har troet på at Selskabet på noget tidspunkt har handlet om trykkefrihed, eller nogen som helst anden form for frihed for den sags skyld, men derfor er det nu alligevel befriende med en demaskering som ovenstående. For at sikre religionsfriheden, jf. grundlovens §67, skal vi skyndsomt afskaffe den, ved at forbyde en religions – Islams – udbredelse. Og det haster, mener Hr. Hedegaard, for

“Nogen spurgte, hvilke værktøjer vi kunne tage i anvendelse for at forsvare os mod en islamisk magtovertagelse, og jeg lovede et svar. Og det haster. Vi er kun få måneder fra det tidspunkt, hvor en civiliseret samtale baseret på oplysning og argumenter bliver umulig.”

Problemet er bare – og det må man da håbe at Hr. Hedegaard har såvel tilstrækkelig personlig integritet som intelligens til et eller andet sted i en mørk afkrog af hans eget sind at indse, for ellers er ironien da nærmest håndgribelig – at det er ham selv, i kraft af gidseltagningen af (trykke)frihedsbegrebet og den deraf følgende polarisering af debatten, som har været med til at umuliggøre netop den civiliserede samtale baseret på oplysning og argumenter, som han nu så desperat efterlyser.

Dermed er manden selv medvirkende årsag til problemet og det ville måske være morsomt, hvis altså ikke netop sagen var så alvorlig, at det slet ikke er gået op for ham, at vi ikke er få måneder fra det tidspunkt, hvor den civiliserede samtale, i hvert fald i en politisk kontekst, ikke længere er mulig, men at vi i stedet for længst har overskredet den tærskel, som han så ihærdigt har forsøgt at få os til at krydse. Velkommen til din virkelighed, Hr. Hedegaard.

Alexamenos tilbeder [sin] gud

For ca 1800 år siden sad en ung mand et sted i Rom og havde alvorligt ondt i røven over at Alexamenos tilbedte en ny og underlig gud og derfor skriblede han denne graffito på en væg i en bygning, som ved et tilfælde blev begrevet og udgravet igen 1650 år senere. Ironisk nok endte denne alvorlige hån, der fremstillede Alexamemos’ gud som en korsfæstet menneskeskikkelse med æselhovede, i stedet med både at sikre Alexamenos en form for udødelighed og give os hvad der vist nok er den første bevarede afbildning af Jesus på korset.

Αλεξαμενος ϲεβετε θεον

“Alexamenos tilbeder [sin] gud” er den korte kommentar, som er inklusiv stavefejl, men æselhovedet er ikke til at tage fejl af. Vi ved selvfølgelig intet derudover om hverken Alexamenos eller den kreative sjæl bag graffitoen, men bygningen den blev fundet i fungerede måske som en skole for tjenestefolk til den kejserlige husholdning.

Er det en pointe med dette? Det tror jeg faktisk ikke, udover at man jo nok kan være sikker på, at hverken den lokale folkeskole med alle dens lokumsskriblerier eller facebook, hvor jeg forleden så udøverne af en for vores kultur ret fremmedartet religion omtalt som “en flok aber”, vil være at finde for arkæologer om et par tusind år. Det er måske, uanset hvor interessant ovenstående egentlig er, en ganske tiltalende tanke.

__________
Se i øvrigt:
http://penelope.uchicago.edu/~grout/encyclopaedia_romana/gladiators/graffito.html
http://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=2546438

Vampyren

Toi qui, comme un coup de couteau,
Dans mon coeur plaintif es entrée;
Toi qui, forte comme un troupeau
De démons, vins, folle et parée,

De mon esprit humilié
Faire ton lit et ton domaine;
— Infâme à qui je suis lié
Comme le forçat à la chaîne,

Comme au jeu le joueur têtu,
Comme à la bouteille l’ivrogne,
Comme aux vermines la charogne
— Maudite, maudite sois-tu!

J’ai prié le glaive rapide
De conquérir ma liberté,
Et j’ai dit au poison perfide
De secourir ma lâcheté.

Hélas! le poison et le glaive
M’ont pris en dédain et m’ont dit:
«Tu n’es pas digne qu’on t’enlève
À ton esclavage maudit,

Imbécile! — de son empire
Si nos efforts te délivraient,
Tes baisers ressusciteraient
Le cadavre de ton vampire!»

Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal, XXXI – Le Vampire og i William Aggelers engelske oversættelse:

You who, like the stab of a knife,
Entered my plaintive heart;
You who, strong as a herd
Of demons, came, ardent and adorned,

To make your bed and your domain
Of my humiliated mind
— Infamous bitch to whom I’m bound
Like the convict to his chain,

Like the stubborn gambler to the game,
Like the drunkard to his wine,
Like the maggots to the corpse,
— Accurst, accurst be you!

I begged the swift poniard
To gain for me my liberty,
I asked perfidious poison
To give aid to my cowardice.

Alas! both poison and the knife
Contemptuously said to me:
“You do not deserve to be freed
From your accursed slavery,

Fool! — if from her domination
Our efforts could deliver you,
Your kisses would resuscitate
The cadaver of your vampire!”

Og selvom der sikkert ikke er en direkte sammenhæng mellem mine drømme og forestillinger og Baudelaires knivstikkende vampyrer, så skriver Sophus Claussen til gengæld de ord der binder det hele sammen:

De gode Engle har faaet Forfald og findes ikke.
Har Eventyret en kulsort Engel maaske at skikke?

og

Men disse Timer, som ej fik Ende, fortæred Sjælen,
saa Hjærtet brændte at sende Tiden et Skud i Hælen.
Hvad er en Mand, før han mødte Stunden, hans Sjæl befol —?

__________
C. Baudelaire: Les Fleur du Mal, Ed. A. Adam, Paris 1961
William Aggeler, The Flowers of Evil, Fresno, CA, 1954
Sophus Claussen: Fabler. 1917

Drømmebetydning

Jeg, der ellers sjældent drømmer eller i hvert fald sjældent vågner tidsnok til at kunne huske dem, vågnede i morges midt i den mest perfekte drøm.

Siddende i et skovbryn i tusmørket ved et sæt bord og bænke af træ af den slags med metalskelet som ofte findes i parker, sammen med to andre personer, som jeg ikke har nogen klar erindring om hvem var, men der er vin på bordet og stemningen er afslappet og hyggelig, omgivet af de fineste små fine huse i træ af næsten eventyragtig kvalitet, fanges min opmærksomhed pludselig af et voldsomt lysglimt, som fra et lynnedslag ganske tæt ved. Men da der ikke følger noget tordenbrag efter, kigger jeg op og ser, på en baggrund af den smukkeste skyfri orange-røde aftenhimmel, en perfekt paddehattesky rejse sig i horisonten. Jeg betragter den i oprigtig æstetisk nydelse et par sekunder der føles som en evighed. Så får jeg øje på endnu en og straks efter en til. Jeg reagerer ikke på synet, men fortsætter med at betragte dem fuld af beundring; en religiøs tre-enighed åbenbaret, som et dødeligt drømmesyn på aftenhimlens filmlærred.

Så kommer der et lysglimt til og kort efter chokbølgen, hvis varme føles blid og tryg og vinden der som et kærtegn smyger sig om os. Jeg tænker, eller siger det måske højt, at nu er det vist rigeligt tæt på og at det er på tide at bryde op, og vi rejser os stille og roligt for at gå. Hvorhen ved jeg ikke, for der er en påtrængende følelse af, at det alligevel ikke nytter noget og i det øjeblik indser jeg, at nu er det hele forbi. Verden har spillet mig et puds. I dette sekund indser jeg, at jeg har trukket en nitte i lotteriet og magten over mit eget liv er blevet mig frarøvet og i stedet har en eller anden et sted langt borte besluttet min skæbne for mig, uden at kende mig og uden at interessere sig det fjerneste for hvem jeg er. Vi har knap nok rejst og forladt bordet, inden det, mens vi alle tre kigger på hinanden hen over det, eksploderer i et inferno af lys og varme.

Og der vågnede jeg selvfølgelig.

Nej, jeg tror ikke på betydningen af drømme som noget der kan tydes og jeg tror slet ikke på drømme som et varsel og at jeg (eller vi alle) er døde inden aften, selvom jeg selvfølgelig gerne ville vide, hvem det to andre er, som jeg åbenbart skal dø i selskab med. Forklaringen er langt mere enkel og den har intet behov for fortolkning, både fordi tanken ikke er mig fremmed, og fordi umiddelbart efter jeg vågnede, havde jeg følgende vers i tankerne, for Baudelaires Les Fleurs du Mal er hvad jeg læser lige nu.

Ô Mort, vieux capitaine, il est temps! levons l’ancre!
Ce pays nous ennuie, ô Mort! Appareillons!
Si le ciel et la mer sont noirs comme de l’encre,
Nos coeurs que tu connais sont remplis de rayons!

Verse-nous ton poison pour qu’il nous réconforte!
Nous voulons, tant ce feu nous brûle le cerveau,
Plonger au fond du gouffre, Enfer ou Ciel, qu’importe?
Au fond de l’Inconnu pour trouver du nouveau!

William Aggelers engelske oversættelse fra 1954 lyder således og det er ganske godt:

O Death, old captain, it is time! let’s weigh anchor!
This country wearies us, O Death! Let us set sail!
Though the sea and the sky are black as ink,
Our hearts which you know well are filled with rays of light

Pour out your poison that it may refresh us!
This fire burns our brains so fiercely, we wish to plunge
To the abyss’ depths, Heaven or Hell, does it matter?
To the depths of the Unknown to find something new!”

… mens Peter Poulsens danske oversættelse fra 1998 synes svært under-oversat på en folkeskoleagtig måde. Sproget forekommer mig fladt og kønsløst.

O gamle kaptajn Død, let anker! kast los!
Vi væmmes, o skipper, ved dette land! På fart!
Er himlen og havet som blæk, er det os,
Hvis hjerter du kender, som lyser højt og klart!

Så hæld da giften op og lad os trøstigt drikke!
Vi kaster os i dybet, hvorpå skibet har flydt
– Himmel eller Helved, vi ænser det ikke –
Blot vi i det ukendte møder noget nyt!

__________
Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal. Édition Garnier Frères. Paris 1961.
– : The Flowers of Evil. Trans: William Aggeler. Fresno, 1954
– ; Helvedsblomsterne, Overs: Peter Poulsen. Nansensgade Antikvariat. Kbh. 1998

David Bowie (1947-2016)

David Bowie er død og – efter eget udsagn – kommet i himlen … det proklamerede han i hvert fald selv dage før den finale begivenhed indtraf, og selvom man nok bør have sin skepsis overfor folk der på denne vis tager forskud på glæderne og ikke mindst overfor validiteten af deres spådomme, som er uden hensyntagen til den overmagt, der trods alt og ifølge traditionen skal fælde den endelige dom, så skal vi da gerne tage ham på ordet og hjælpe ham lidt på vej, ved at tale ondt om den afdøde.

David-Bowie-Lazarus-video
David Bowie: Lazarus (still fra video)

Jeg gider slet ikke kommentere på valget af titlen Lazarus, den pointe (både hans og min) burde være indlysende for enhver, men …

Look up here, I’m in heaven // I’ve got scars that can’t be seen // I’ve got drama, can’t be stolen // Everybody knows me now

Suk, hvis man et sekund troede at dette var et afsæt til lidt reflektion over døden og skæbnen og at der ville følge nogle velovervejede og dybe ord så kigger man forgæves, for det er ikke så meget andet end selvsmagende selviscenesættelse: se mig, jeg skal dø nu.

Look up here, man, I’m in danger // I’ve got nothing left to lose

Det er jo ligeså banalt som det er sandt, men længere når vi ikke i Bowies selskab; måske kræften allerede havde ædt hans hjerne da han skrev teksten til Lazarus, og havde hensat ham til en tilstand noget lig den som senildemente er i, når de kan tale endeløst og i nøjagtige detaljer om fjerne fortider, men er ude af stand til at huske hvad de var i gang med for ti sekunder siden, for

By the time I got to New York // I was living like a king // Then I used up all my money // I was looking for your ass

Så kan man håbe nok så meget på genopstandelse eller genoplivelse fra de døde, men hvis man ikke har andet på hjernen end at rende rundt og lede efter røv, så kan det hele også være lige meget.

Problemet med Bowie er, at der aldrig rigtig var noget særlig substans udover selviscenesættelsen; hans musikalske bagkatalog er kun marginalt mere interessant som musik, end det der tilhører så mange andre tidstypiske og for længst glemte pop acts, for alle andre end de, som kyssede (eller mere) deres første kæreste første gang til en af hans sange engang for længe siden og derfor har den i erindring som et bogmærke i fortiden. Dette er så bare ikke en kvalitet ved musikken, men ved livet i sig selv.

I modsætning til f. eks. Sting, hvis tid i The Police vist også helst og hurtigst muligt bør glemmes/ignoreres af alle andre end de samme kyssere, men som dog efterfølgende demonstrerede at der var nogen musikalsk substans bag, så overbeviste Bowie mig aldrig om hvori retfærdiggørelsen af berømmelsen burde ligge, teksterne var svage og stemmen svagere (eller omvendt?) og musikken ikke ret meget andet end forglemmelig, udover i selve selviscenesættelsen, som til gengæld var effektiv – omend æstetikken altid kan diskuteres – og det er jo det der er problemet, for uanset dens kvalitet som spektakel, så står alle gimmicks og alteregoer og udklædninger tilbage som et vidnesbyrd om, at hvad andre kunne med musikken i sig selv, formåede han ikke.

Nej, man skal ikke tale ondt om de afdøde, det ved jeg godt nogen mener, men når Kejseren iklæder sig sin egen død og spankulerer omkring og viser den frem for Gud og hvermand og taler lidt for meget om døden i første person, så … men det kan selvfølgelig også være, at jeg ikke har forstået noget af det hele, og at Bowie i virkeligheden slet ikke er musik, men i stedet, som Martin Amis skrev i en koncertanmeldelse i 1973 “Among certain more affluent hippies Bowie is apparently the symbol of a kind of thrilling extremism, a life-style (the word is for once permissible) characterised by sexual omnivorousness, lavish use of stimulants – particularly cocaine, very much an élitist drug, being both expensive and galvanising – self-parodied narcissism, and a glamorously early death.”

I så fald, fred være med ham.

Uhellig Enfoldighed

“Alle med lidt historisk viden ved, at når religionen er ved magten, får vi et kynisk magtsamfund baseret på tvang, mens de sande utopiske samfund som de nordeuropæiske lande, der er næsten fuldt ud ateistiske, er for mennesker, der flygter fra religionernes hærgen verden over.” skriver stormester i skak, Jacob Aagaard, i en kommentar i Politiken, som svar på et skriv fra Kresten Schultz Jørgensen om hvorfor ateisterne er de nye hellige.

Dertil kan man så tilføje, at alle med mere end blot “lidt historisk viden” ved, at helt så simpelt er det ikke. Vi har allerede en gang tidligere bragt en liste over nogle få af de af væsentlige personer i den europæiske kulturhistorie som har været religiøse i en eller anden udstrækning, Det er faktisk de fleste. Man kunne bringe en tilsvarende liste over kulturer, som … bla bla bla … men det gider vi faktisk ikke; det ligger alligevel udenfor vor magt at oplyse de ignorante og udannede.

Hvis man som et menneske, der har viet sit liv til at mestre kunsten at flytte rundt med træbrikker på et papbræt, tror at man i et læserbrev på ca 400 ord kan affærdige milliarder af menneskers livsindhold og tro gennem årtusinder og at man samtidig kan affærdige hvad filosoffer gennem næsten lige så lang tid ikke har kunnet få styr på, via letkøbte generaliseringer som “kristendommen har aldrig tilbudt andet svar på verdens problemer end tågesnak om åndelighed og fordømmelse af andre baseret på manipulation …” og “kristendommen har til alle tider været et redskab til at manipulere mennesker og fratage dem deres frihed”, ja, så er man ganske enkelt dummere end en hel pose skakbrikker …

Vi skal ikke undlade at påpege overfor Jacob Aagaard, at selvom han fremturer med det kategoriske “alle ved at …” så bliver hans påstande ikke mere sande af den grund. Tværtimod så bekræfter et sådan udsagn blot at skakspil gør ingen filosof. (Og for dem der skulle være i tvivl om hvorfor, såvel som til oplysning af Hr. Aagaard skulle hans vej falde her forbi, så er her et link til IEPs opslag om Fallacies og til en lettere læst artikel om samme på Wikipedia.)

Det interessante er egentlig at Jacob Aagaard kommenterer et læserbrev af Kresten Schultz Jørgensen, hvori der stod følgende:

“Ateisterne bliver stadig flere, og de udmærker sig i det offentlige rum ved ikke længere blot at være dem, der ikke tror, men nu også dem, der missionerer for ateismens evangelium. Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går til værket med en mangel på tvivl, der er fanatiske sekter værdig.”

… og det er jo egentlig er en ganske god beskrivelse af Jacob Aagaards mission.

For det er da tankevækkende, at til trods for at Jacob Aagaard hævder “at undersøgelser viser, at troende er mindre generøse og mere fordømmende end ikketroende”, så var det trods alt det forgangne århundredes store ikke-religiøse ideologier, nazismen/fascismen og marxismen/kommunismen, der uhyre velorganiseret slog flere mennesker ihjel på kortere tid, end det tidligere har været muligt for nogen religionskrige.

Måske det endnu engang er værd at påpege, som jeg har gjort det før, at det afgørende ikke er hvilken religion eller ideologi du gør til din egen, men hvordan du praktiserer den.

__________
Kresten Schultz Jørgensen: Ateisterne er de nye hellige. Politiken d. 27/12 2015
Jacob Aagaard: Kristendommen tilbyder kun tågesnak. Politiken d. 31/12 2015

Fornedrelsessympatien

“jeg tilstaar, jeg attraar at rive itu,
hvad andre havde holdt sammen til nu:
den løjede Dyd med dens hellige Spænder
og Bæltet om Skønhedens ukyske Lænder …
Jeg elsker Synet af Smærten og Svien
– (og vedgaar det aabent) – men intet af alt
er skønt som Fornedrelsessympatien,
der tænder sit Lys dér, hvor Lovene ender,
hvor godt og ondt sidder sammen som Venner …”

Sophus Claussen: 100 digte. Kbh. 2015.

Oculus (2013)

Oculus_I en filmverden af endeløse rækker af underlødige remakes og unødvendige sequels, er det ironisk nok en fornøjelse at se Mike Flanagans Oculus fra 2013, som faktisk er baseret på hans egen kortfilm fra 2006. En fornøjelse fordi filmen er båret af et solidt gennemarbejdet manuskript, som fortæller den på overfladen ret enkle, men i struktur ret komplekse, historie om en ung kvinde, der forsøger at bevise sin egen brors uskyld i drabet på deres fader mange år tidligere. Hun er overbevist om at skylden skal placeres hos et århundredegammelt spejl, som dengang hang i faderens arbejdsværelse, og som bærer på en forbandelse der har forårsaget ikke så få dødsfald i tidens løb, således også hendes egne forældres. Den unge kvinde går til sagen med en grundighed og videnskabelighed der ikke kan andet end begejstre, men selvfølgelig går det ikke helt som forventet. Som filmen skrider frem opløses grænserne mellem virkelighed og hallucinationer og regulært mareridt og ultimativt også mellem fortid og nutid, indtil filmen slutter med en fin lille ironisk pointe, der dog ikke skal afsløres her. Uden overhovedet at være på samme niveau – hvilke film er det? – er der i Oculus’ behandling af den flygtige og foranderlige virkelighed, temaer der leder tankerne hen på nogle af Cronenbergs bedste film (Videodrome, Dead Ringers, Naked Lunch og Exiztenz). Oculus er dog helt uden Cronenbergs filosofiske ambitioner og koncentrerer sig i stedet om det som den gør bedst, nemlig den uhyggelige stemning og gyset, som var effektfuld nok til tilfredsstille forhærdede undertegnede. [imdb]

Anbefales kraftigt.