Netdoktorsyndromet

“Ivan Iljitj sagde til sig selv: “Nu var jeg ellers lige ved at komme mig, og medicinen var begyndt at virke, og så kom dette forbandede uheld eller en anden ubelejlighed …” Og han hidsede sig op over uheldet eller de mennesker, der gav ham ubeageligheder og plagede ham, og han følte, hvordan denne vrede var ved at tage livet af ham; men han kunne ikke holde sig fra den. Man skulle tro,  det ville stå klart for ham, at hans forbitrelse på omstændigheder og mennesker forværrede hans sygdom, og han derfor ikke skulle beskæftige sig med ubehagelige tilfældigheder, men han drog den fuldstændig modsatte konklusion. Han krævede ro, holdt øje med alt, hvad der forstyrrede den ro, og ved den mindste forstyrrelse blev han irriteret. Hans tilstand blev forværret af, at han læste lægebøger og rådførte sig med læger. Forværringen skete så gradvist, at han kunne narre sig selv, når han sammenlignede den ene dag med den næste – der var ikke den store forskel. Men når han spurgte lægerne, så forekom det ham, at det gik endog hurtigt ned af bakke. Og alligevel blev han ved med at spørge lægerne.”

Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død (1886), Kbh. 2015. s. 48-49

Hedeslag!

Uanset hvor højtuddannet man er og uanset hvor gerne man vil sige det rigtige og kloge til lejligheden, skal der nok være en eller anden småtbegavet pseudo-journalist fra et formiddagsblad, som både vil citere dig og samtidig fuldstændig fucke det op!

Som nu denne temmelig klodsede opfordring fra overlæge ved OUH, Michael Hansen-Nord, om at forebygge væskemangel i den vedvarende varme, ved også at drikke andet end bare vand (for eksempel saftevand, juice, sodavand eller danskvand).

Det kan godt være at hans begrundelse har forekommet ham videnskabelig korrekt og mægtigt lært, som han sad der i sit airconditionerede kontor derude på OUH, men ting kan altså siges på mange måder, og han burde vel have kunnet sige sig selv, at en udtalelse om at

“Postevand er ikke en god idé, for der er ikke nogen salte i almindeligt vand fra hanen, og det gør, at indholdet af salt i din krop falder, og det kan man også dø af.”

i hænderne på et af formiddagsbladenes intellektuelt udfordrede andenrangsjournalister – i dette tilfælde Julie Laurs Bundgaard fra BT – straks ville blive omsat til en generel advarsel *mod* at drikke vand i varmen,

Og ja, overskriften er altså en generel advarsel mod at drikke vand!

“Det er vigtigt at indtage rigeligt med væske i disse uger, hvor solen bager over Danmark. Men stik modsat hvad mange måske tror, er det ikke vand, vi skal slukke tørsten med.”

Nej, for lægen siger jo, at det kan man dø af.

Undertegnede spekulerer over hvordan det i det taget lykkedes menneskeheden at overleve op gennem historen, indtil det lykkelige øjeblik hvor juicebarer og danskvand på flaske dukkede op på horisonten?

Vi vover påstanden om at ingen nogensinde er død af at slukke tørsten med postevand og morer os over ironien i, at overlægens motiv var at forebygge tilstanden fra i søndags, hvor “halvdelen af de medicinske patienter i akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital [var] dehydrerede.”

Mon ikke han får langt flere ind nu?

Vi åbner i hvertfald  straks en pose popcorn og venter på de første væskemangelrelaterede dødsfald …

 

 

Straf

“If he who breaks the law is not punished, he who obeys it is cheated. This, and this alone, is why lawbreakers ought to be punished; to authenticate as good, and to encourage as useful, law-abiding behavior,
The aim of the criminal law cannot be correction or deterrence; it can only be the maintenance of the legal order.”

Thomas Szasz: The Second Sin. London 1974, s.42.

Det tilsvarende argument, set fra den kriminelles side, er selvfølgelig, at han har krav på en passende straf alene af den grund, at en udeladelse deraf er en krænkelse af hans person i den forstand, at det er en både en umyndiggørelse og en underkendelse af de rettigheder han burde have som individ. At undlade at straffe den kriminelle – eller ikke at straffe ham på en måde der står i rimeligt forhold til forbrydelsen – er at overgreb på hans person. (At en og anden kriminel – stillet overfor en retsags alvor og udsigtens til tilsvarende straf – nok ville være villig til at afstå fra denne umistelige ret til at blive straffet er i øvrigt sagen underordnet.) Man kan sige, at den kriminelle har et krav på at blive taget alvorligt, men selvfølgelig i langt højere grad at samfundet har pligt til – for dets egen skyld d.v.s. af hensyn til opretholdelsen af en vis lov og orden – at omgås den slags med den største alvor og uanset hvad tidsånden ellers måtte indikere.

“Punishment is no longer fashionable. Why? Because – with its corollary, reward – it makes some people guilty and others innocent, some good and others evil, in short, it creates moral distinctions among men, and to the “democratic” mentality, this is odious. Our age seems to prefer a meaningless collective guilt to a meaningful individual responsibility.”

op. cit, s.42.

Pointen med det “demokratiske sindelag” er ikke bare en klarsynet observation, men den er også vidunderligt ironisk derved, at denne ophæver af alle vertikale forskelle, i dette tilfælde gør lige netop det modsatte, hvis den fratager individet dets ansvarlighed overfor sig selv, overfor dets medmennesker, overfor samfundet som helhed og i sidste instans overfor en højere retfærdighed, hvorfra den så end – alt efter ens præferencer – måtte komme.

“There can be no humane penology so long as punishment masquerades as “correction”, No person or group has the right to “correct” a human being; only God does. But persons and groups have the right to protect themselves through sanctions that are, and should be called, “punishments”, which, of course, may be as mild as a scolding or a small fine, or as severe as life imprisonment or death.”

op. cit, s.42-43

Hengivelse

“Den, der ej er i stand til i omgang at give sig således hen til andre, at han for en stund bliver til ét med dem, at han ganske går ud af sig selv og taber sig i en fremmed bevidsthedskreds, han kan vist nok ved sin tilbageholdenhed redde sig fra at overvældes af nogen åndelig magt; men den individualitet, der kun på denne måde bjerges, bliver altid ensidig og fattig. Den åndelige fuldkommenhed kan ligesom den fysiske vækst kun fremmes derved, at individet jævnligt smelter sammen med, hvad der fremmed for det, og tilsyneladende opofrer sig selv til at vende beriget hjem igen til sig selv igen.”

Poul Martin Møller: Strøtanker, Kbh 1994, s. 53

afmagt

Brudstykke af en samtale mellem en mor og hendes fem-årige søn, overhørt i en bybus i Odense i den forgangne uge, da de netop var steget på den halvtomme bus og på vej ned bagest i den:

“Hvorfor skal vi altid sidde nede bag i? Du ved godt jeg bliver køresyg af det.”

Ha! Og jeg som troede, at bunden ville være nået med det som pædagoger vist kalder for “børns demokratiske medbestemmelse” og som i sig selv kan være absurd nok. At det nok ikke kunne blive meget værre, end alle disse håbløse forældre, som tilsyneladende er helt uden lyst og evne til at begrænse deres møgungers hæmnings- og grænseløse selvudfoldelse og selviscenesættelse.

Men nej. det var altså ikke barnet, som tiggende spurgte mor, hvorfor de altid skulle sidde nede bag i bussen. Det var hans fuldstændig magtesløse 30+ årige mor, som åbenbart helt havde opgivet sin rolle som autoritet og opdrager, og overgivet sig selv og magten til ungen på en måde, som trodser enhver opfattelse af i hvor ekstrem grad begræbet forkælelse kan udfoldes i praksis.

Måske man burde have sagt noget til hende lige der på stedet, men den gang som nu savner jeg ord …

 

at have en sag

“Det er faldet mig paa, om ikke her atter stikker et Hykkelsk i denne megen Tale om at have en Sag, at være en alvorlig Mand, der har en Sag o: s: v:.
Jo ganske vist. Sagen er den, Ingen tør i vor Tid være Person; den ene er saa bange for »de Andre« at han ikke ɔ: at Ingen tør være et Jeg. Msk-Frygt er det Dominerende; og som jo allerede Oldtiden (Aristoteles etsteds i Politik eller Ethik) har sagt: Tyrannie og Demokratiehade hinanden ligesom den ene Pottemager hader den anden, det er, det er samme Regjeringsform, kun at i Tyranniet er Een, i Demokratiet de Mange Tyrannen.
Men tilbage til det at have Sag. Man tør ikke af Frygt for de Andre være Jeg, derfor stræber man at blive et | Upersonligt, blive en Sag, Sagen, et Princip o: s: v:.
Dette har saa igjen ført til Anonymitet. I saa smaa Forhold som de danske er Anonymitet næsten nødvendig, hvis Misundelsen og de Manges Tyrannie ikke altfor stærkt skal sættes i Bevægelse.
Alt tenderer til at afskaffe Personlighed; men naturligviis skeer det under det hykkelske Opspind, at det naturligviis er et stort Fremskridt, at det er en ganske anderledes Alvor end da der var Jeg’er og Personlighed.
Hvor hykkelsk! Nei, det er Cujonerie, og tillige er det Klynkerie, for nemlig altid at kunne være Flere – og man tør aldrig være alene, aldrig være Jeg. Men naar det er »Sag«, saa er det jo strax Flere – saa man da fremfor Alt er sikkret for den Fare man i vor usle, usle demoraliserede Tid meest frygter for: at være ene, et eensomt Jeg.”
Kierkegaard: NB29:2

at være en kvinde

“At være en Qvinde er noget saa besynderligt, saa blandet, saa sammensat, at intet Prædicat udtrykker det, og at de mange Prædicater, hvis man vilde bruge dem, sige hinanden imod paa en Maade, saa kun en Qvinde kan udholde det, ja hvad værre er finde sig lykkelig derved. At hun i Virkeligheden betyder mindre end Manden, er ikke hendes Ulykke, end mindre hvis hun fik det at vide, thi det lader sig jo udholde, nei Ulykken er, at hendes Liv i den romantiske Bevidsthed er blevet meningsløst, saa hun det ene Øieblik betyder Alt, i det næste slet Intet, uden nogensinde at faae at vide, hvad hun dog egentligen har at betyde, og dog er dette ikke Ulykken, men væsentligen er den den, at hun ikke kan faae det at vide, fordi hun er Qvinde. Jeg for mit Vedkommende, hvis jeg var Qvinde, vilde hellere være det i Orienten, hvor jeg var Slavinde; thi at være Slavinde, hverken mere eller mindre, er dog altid Noget i Sammenligning med at være hu hei og ingen Ting.”

Kierkegaard: SLV, SV3 bd. 7 s. 54