Og her er Lyset, husk dig, at det brænder …

Billede

Svar

Sophus Claussen om Lyset:

At tro sig af falske Profeter forledt!
var altid Svaghedens Mærke.
Der er ingen Kraft hos en falsk Profet.
Men Lyset er til for de stærke.
Det straaler fra Evighed stedse paa ny.
Men den, som er ræd for Guds Aasyn, maa fly
til Templer og Helligdomme,
hvor alle oprigtige Fromme
andægtig med Savn og Bod og Bøn
bereder sig paa at fortjene den Løn
at se Frelseren komme.

 

DSC_4653_v2

 

En Drøm har kysset mit Hjerte,
og leved jeg hundrede Aar,
jeg husker de Øjenlaage,
jeg husker det bølgende Haar
og disse fine Kinder,
hvis Farve i Søvnen veg,
og Læben, som let sig aabned
saa rød og dog saa bleg.
Men allermest jeg mindes
det Nu, da hun vaagnede stille,
vaagned som Dagen til Lyset,
endskønt det var bleven silde,
og saa mig sidde bøjet
i Græsset ved hendes Fod
og saa mig ind i Øjet
og syntes at blive mig god,
og sænkede Laagene atter,
som blindet af Søvnens Tvang,
og rakte mig sine Læber
- de tavse – en eneste Gang . . .

 

O hvor kært at ane, at alt sort og graat
er et Læ, hvor Lyset virker gemt og godt!
at det mørkes Dybde og det hvides Mildhed
dugges af en Skabermorgens Drøm og Stilhed.

 

Der er i den skønne Forsagelses Dyd
et Vellystgran.
Der findes et Glimt i Daarskabens Fryd
af en himmelsk Forstand.
[...]
Med Daarskabens Tyvelygte gemt
under Kjortelens Flig
man lever og dør. Al Alvor er Skæmt,
og al Leg er Krig.
Jeg bringer dig Lyset, jeg fandt paa min Vej,
tilhør mig, og Verden skal tilhøre dig.”

Af Sophus Claussen det hele (fra forskellige kilder), dog er overskriften Aarestrup.

Eros v

Udgivet den af • Kommentér!

Johanne Louise Heiberg: Et liv gjenoplevet i erindringen (1944), om Maria Stuart:

Det lette, muntre Sind gjorde hende uforsigtig i sine Ytringer, det varme Hjerte henrev hende til at lytte til den Elskovsrøst, hvoraf hele hendes Kvindenatur var gjennemstrømmet, uden at det faldt i den Ulykkeliges Lov at møde Een, der kunde forvandle Eros til Apollon og give hendes hele Væsen en høiere Retning. Det religiøse Element hos hende var atter her kun som hos den unge, umiddelbare Kvinde, der holder fast ved Guds Barmhjertighed uden at have arbeidet hen mod, hvad Gud kræver af Lydighed og Forsagelse, og den katholske Lære med sin Syndsforladelse gjorde hende tryg for Følgerne af hendes Overtrædelser. (bd. 3, s.115)

Ernesto Dalgas: Dommedags bog.

Atter er Eros kommet til Verden for at forme Kosmos ud af Kaos. Og atter skal han leve et Liv og elske og drømme og føle sig salig og gaa under i Ildsvælget uden at vide, at dette er sket utallige Gange før. (s. 283)

Sofokles: Antigone (overs.: Niels Møllers):

O Eros! Alsejrer i Strid!
Du styrter mod bævende Bytte;
paa Møens grubede bløde Kinder
lurende du dig dølger.
Hen over Havet iler du, naaer
Hyrdernes lave Hytte.
Ej undflyr udødelig Gud, hvor du følger,
og ingen paa Jord af Dagens Børn.
Den, der har dig, raser.

Carpe Diem

Udgivet den af • Kommentér!

For en håndfuld mønter erhvervede jeg baljemig disse følgende billeder på et loppemarked i Odense. Fælles for dem er at de er gamle, nogle af dem på den fjerne side af hundrede år. Fælles for dem er også at de er minder, nogens minder om egen barndom, om deres familie, om kolleger, men fælles for dem alle er også, at der ikke længere er nogen tilbage til at mindes.

Det er næppe sandsynligt, at der er nogen af personerne på disse billeder, som endnu er i live og det er nok overvejede sandsynligt, at de der engang har ejet disse billeder, ejheller er i live længere. Hvordan og hvorfor skulle ellers disse engang værdifulde minder, være til salg for småpenge på et loppemarked?

Et helt langt livs erindringer, tanker og følelser er der på det billede i den gamle kones skikkelse, måske en kærlig bedstemor eller måske en striks gammel tante, som kigger udtryksløst på barnet der leger ved brønden, mens storebror, noget mere genert ser på fra døren. Der er også et helt livs potentiale der i barnet på billedet, et liv fanget af fotografen i dets spæde start, men som nu forlængst er udfoldet og udlevet og har fundet sin naturlige afslutning og som formodentlig endda er glemt.

familieFamilien på dette billede er fra en fotograf ved navn Mansfield. Adressen på fotografen fremgår af billedet og adressen er 245 Anlaby Road, Hull.

Fotografering var en alvorlig sag og vi ser en meget alvorlig fader og en noget nervøst udseeende moder og en datter som måske ikke kunne sidde helt stille og derfor ikke rigtig er tilstede på billedet og som sikkert har fået skældud efterfølgende. “Se nu hvad du har gjort!”

Men der er ikke rigtig noget der taler til os i billedet, andet end en radikal anderledes påklædning: klædt på til at blive fotograferet. Foreviget har de måske endda sagt; for sjov måske, hvis man har haft lidt dannelse, ellers i fuld selvhøjtidelig alvor.

Mere lokalt er der dette billede fra systuen på Nørregade i Nr. Broby: Frk Rasmussen fra Holmstrup og endnu en Frk. sypiger2Rasmussen, Frk. Andersen, Frk. Petersen og Frk. Johansen. Andet står der ikke bag på billedet.

En verden af sladder og småsnak der forlængst er forstummet og et sidste “Kan du huske dengang vi … ” er sagt og bortvisket fra sammen med de, der ikke er her længere og nu bare står tilbage som ansigter på et falmet foto, et tableau uden nogen betydning andet end som en påmindelse til os, om hvordan verden engang så ud.

Har det nogen værdi længere? Har det nogen betydning?

Er der nogen der kan huske, at familien fodrede svanerne den sommer “i en park i Holland”, hvor lillepigen var kun to år. Der er ingen der tænker at far var nu heller aldrig særlig dygtig med det kamera. Der er ikke længere nogen der kigger på billedet med rynkede og svagt rystende hænder og griner lidt ved tanken om storesøster, der nu heller aldrig kunne sidde helt stille. Der er ingen længere der mindes, at det en gang i mellem nu også var ret hyggeligt i systuen.

Vsvaneri lever og vi dør og lever måske videre en stund i erindringen hos de der engang kendte os, elskede os, men også erindringen om os falmer gradvist som årene går og så hentes vi undertiden frem, som minder hos et menneske der selv nærmer sig enden på et liv og til sidst er vi blot et ansigt på et billede, glemt eller kasseret og solgt på et loppemarked et sted i Odense en forårsdag, hvor en nysgerrig tager os op og kigger på os og med et smil tænker på hvilket liv vi mon havde, om vi var lykkelige der i det korte tidsrum der blev os tildelt, og kigger os et kort sekund i øjnene og vi kigger tilbage fra graven uden at vide det, inden billedet af os ryger tilbage i kassen og glemmes for evigt.

Lokumshåndtag

Udgivet den af • Kommentér!

Jeg var ude at boghandle i dag. Ikke sådan for alvor, men støvede bare lidt rundt i den lokale Arnold Busck, for at se om der skulle være noget interessant, noget jeg ikke kendte i forvejen, noget nyt, noget overraskende, noget inspirerende. Sidst jeg gjorde det, faldt jeg over Alden Bells anbefalelsesværdige The Reapers are the Angels og selvom boghandlerne i Odense bliver færre og færre og med stadigt ringere udvalg, håber man jo alligevel. Så må man bære over med, at de har halvanden meter reolvæg med Fifty Shades og utallige kloner; ikke et ondt ord om det, hvis det er hvad der skal til for at overleve.

fI_bookstore

Som jeg stod og kiggede efter hvad der måtte være af en lidt anden kvalitet, spurgte en yngre mand den forhåndenværende diskenspringer om et par bogtitler. Den første overhørte jeg ikke, men den anden var The Hitchhikers Guide to the Galaxy, som jo også findes i en dansk – ganske vist udsolgt – oversættelse. Ekspedienten opfattede vist denne titel, som et forsøg fra kunden på at være morsom og ignorerede den. Derfor gentog kunden den, efter at ekspedienten havde fundet den første titel han havde spurgte efter og en smule forvirret sagde hun, at den måtte hun lige slå op. Lidt efter vendte hun tilbage med en besked om, at hun havde The Hitchhikers Guide to the Ocean, og det er jo vist nok ikke helt det samme.

Til gengæld fik jeg en lille fornøjelse ud af at informere kunden – i ekspedientens tilstedeværelse – om at den danske oversættelse vist for længst var udsolgt, men at på engelsk kunne samtlige bind fås samlet til en billig penge. Hvordan ekspedienten kunne overse at Arnold Busck selv har den til 149,95 på deres hjemmeside, skal jeg ikke kunne svare på. Til gengæld er det efterhånden svært at finde nogen som helst begrundelse for, hvorfor at de sørgelige rester af boghandler, der trods alt stadig findes, ikke bare skal have lov at gå fallit og lukkes. Hvis personalet deri ikke engang kan svare på spørgsmål, som man selv kan finde på et par minutter, hvilken berettigelse har de så?

Hvilken vidunderlig verden af viden og af fiktion og poesi og historie og skønhed, af rablende vanvid og tør kølig fornuft, af eventyr og eventylig mad og sex, af deperation og livsglæde, af krig og kærlighed og totale ligegyldigheder, som de forvalter dagligt. Det er alt fra kulturarv til sleazy underholdning, som de sælger og det burde fylde dem med en hel del faglig stolthed; i en verden hvor nioghalvfems sørgelige procent af alle butikker lever af at sælge modetøj og alt muligt andet lort og af at iklæde mennesker ligegyldig overfladiskhed, klæder boghandlerne de selvsamme mennesker på indvendigt, åndeligt! Men nej, de sidste boghandlere er befolket med ligeglade uvidende teenagetøser, som sikkert alligevel hellere ville sælge tøj, sko og ligegyldighed. Luk dem!

Ill: Bookstore in Florence, Italy (via Wikipedia)

stedet kun stjernene kender

Udgivet den af • Kommentér!

Mira_the_star-by_NASA

 

Den første dag i maj – i år en onsdag – stod jeg tilfældigvis på terassen og nød solen og forårsluften, da den årlige test af varslingssirenerne gik i gang og en vidunderlig men infernalsk larm spredte sig og bragte med sig minder fra engang.

Da jeg var barn, blev varslingssirenerne afprøvet en gang ugentligt, hver onsdag middag og det var så hverdags en begivenhed, at man ikke engang altid bemærkede det, når man nu var en af de der trods alt var optaget af skolearbejdet. Undertiden gjorde man dog med en svagt frydefuld gysen over den kollektivt indbildte koldkrigsrisiko, mens der i ens hovede kørte fascierende billeder og filmklip af Hitler og Churchill og ondskab og udsultede jøder og grynede sort-hvide billeder fra Somme og Verdun og tusinder af allierede skibe på havet ved D-dag, som skulle bringe en ende på ulykke og fred og fordragelighed til verden. Og så var det man blev brutalt revet ud af de søde drømme af Fru Olsen, som udleverede tekster hun kaldte litteratur (aldrig har jeg læst så meget af hvilket jeg husker så lidt) og ugebladsreklamer til analyse …

Se hvordan menneskers blod løber sammen i levrede pøle. Se hvordan løsnede tænder fra lig flås med af de stride strømme af fossende blod, de skures og slibes mod sandet indtil de glimter i mudder og dynd, hvor blodet i bække flyder med splintrede ben og løber langs afhugne lemmer. Danskernes blodstrøm ta’r til, nu breder sig vidt over marken pøle af rødt, overalt ligger lig spredt ud over jorden, omflydt af floden der vælder med kraft fra de skummende årer. Uafbrudt farer nu Hjartvar løs på de danske, han elsker krigsguden, løfter sit spyd og udfordrer alle til kampen. Dog, her midt mellem døende mænd og faldne fra slaget ser jeg med lykkeligt smil om sin mund vor slægtning af Frode, han som engang med guld tilsåede Fyrisvals marker.[1]

Min nabo er gammel. Hvor gammel ved jeg ikke, men et godt stykke på den forkerte side af de halvfjerds og skræmt fra vid og sans i en sådan grad, over at der i kvarteret har været en række indbrud i private hjem, at hun knap tør forlade sin bolig. Måske kunne man forstår det, hvis hun ikke turde opholde sig i hjemmet, for hvad skal sådan en lille sød gammel dame alligevel stille op, om tyven i natten kommer listende når hun er hjemme? I det hele taget, hvad gælder frygten? Er hun ikke allerede så tæt på døden at hun forlængst burde have forliget sig med, at den snart indfinder sig – og med langt større sandsynlighed af naturlige årsager end af kriminelle – og derfor med stort begær gribe den rest af liv hun trods alt har tilbage og kaste sig ud i den med dødsforagt? Hvad er det hun sparer op til, denne stakkels skræmte puger af indholdsløse livsdage?

War is not to be regarded as an absolute evil … by its agency as I have remarked elsewhere the ethical health of the peoples is preserved in their indifference to the stabilization of finite institutions; just as the blowing of the winds preserves the sea from the foulness which would be the result of a long calm, so also corruption in nations would be the result of prolonged, let alone ‘perpetual’ peace.[2]

Nutidens skolebørn behøver ikke bekymre sig om den slags varslinger af fortidige ulykker, og de fleste pædagoger vil måske endda sige, at det er godt børnene ikke behøver at bekymre sig, men når man hører hvilke genvordigheder og dagligdags katastrofer det medførte for deres forældre, at de, på grund af lockoutede skolelærere, måtte have deres børn hjemme en måned, hvilket kommer frygteligt ubelejligt midt i deres evigt ambitiøse stræben og slæben til huse, så tænker man uvilkårligt, at det måske ville være på sin plads med en lille fiks krig og lidt nød, til at rykke lidt op i råddenskaben.

I kender alle det desperate tungsind, der griber os ved erindringen om lykkens tider. Hvor uigenkaldeligt er de dog borte, og vi er ubarmhjertigere skilt fra dem end ved alle afstande. Dertil kommer, at billederne træder mere lokkende frem i efterglansen; vi tænker tilbage på dem som på en afdød elsket kvindes legeme, der hviler dybt i jorden og nu får os til at gyse med en skønhed af højere og mere åndelig orden, ikke ulig et luftsyn i ørkenen. Atter og atter famler vi i vores tørstende drømme efter hver enkelthed, hver fold. Da ser det ud for os, som vi ikke fyldte livets og kærlighedens mål til randen, men ingen anger bringer det forsømte tilbage. Måtte denne følelse være os en lære for hvert lykkens øjeblik.[3]

Lige meget hvor længe du lever, lever du dog aldrig evigt og lige meget hvor meget rigdom du slæber til huse, er du aldrig lykkeligere end i det allerede forgange, øjeblik da livets og kærlighedens mål var fyldt.

Lykken kan ikke akkumuleres, men den blomstrer så meget smukkere og frodigere i ulykkens skygge.

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.[4]

 

Ill: Mira by NASA (public domain img via Wikimedia)

_______________
  1. Saxo. Zeebergs overs., Kbh. 2000 [↩]
  2. Hegel: Philosophy of Right, §324 tr. Knox. Oxf 1962 [↩]
  3. Ernst Jünger: På marmorklipperne. Kbh. 1979 [↩]
  4. Sophus Claussen: Længsen efter en skæbne [↩]

håb

Billede

Svar

SDU ved nattetide

“Seen with the terrestially sullied eye, we are in the situation of travelers in a train that has met with an accident in a tunnel, and this at a place where the light of the beginning can no longer be seen, and the light of the end is so very small a glimmer that the gaze must continually search for it and is always losing it again, and, furthermore, both the beginning and the end are not even certainties.”

- Kafka

Side 1 af 4612345...102030...Sidste »