David Bowie (1947-2016)

David Bowie er død og – efter eget udsagn – kommet i himlen … det proklamerede han i hvert fald selv dage før den finale begivenhed indtraf, og selvom man nok bør have sin skepsis overfor folk der på denne vis tager forskud på glæderne og ikke mindst overfor validiteten af deres spådomme, som er uden hensyntagen til den overmagt, der trods alt og ifølge traditionen skal fælde den endelige dom, så skal vi da gerne tage ham på ordet og hjælpe ham lidt på vej, ved at tale ondt om den afdøde.

David-Bowie-Lazarus-video
David Bowie: Lazarus (still fra video)

Jeg gider slet ikke kommentere på valget af titlen Lazarus, den pointe (både hans og min) burde være indlysende for enhver, men …

Look up here, I’m in heaven // I’ve got scars that can’t be seen // I’ve got drama, can’t be stolen // Everybody knows me now

Suk, hvis man et sekund troede at dette var et afsæt til lidt reflektion over døden og skæbnen og at der ville følge nogle velovervejede og dybe ord så kigger man forgæves, for det er ikke så meget andet end selvsmagende selviscenesættelse: se mig, jeg skal dø nu.

Look up here, man, I’m in danger // I’ve got nothing left to lose

Det er jo ligeså banalt som det er sandt, men længere når vi ikke i Bowies selskab; måske kræften allerede havde ædt hans hjerne da han skrev teksten til Lazarus, og havde hensat ham til en tilstand noget lig den som senildemente er i, når de kan tale endeløst og i nøjagtige detaljer om fjerne fortider, men er ude af stand til at huske hvad de var i gang med for ti sekunder siden, for

By the time I got to New York // I was living like a king // Then I used up all my money // I was looking for your ass

Så kan man håbe nok så meget på genopstandelse eller genoplivelse fra de døde, men hvis man ikke har andet på hjernen end at rende rundt og lede efter røv, så kan det hele også være lige meget.

Problemet med Bowie er, at der aldrig rigtig var noget særlig substans udover selviscenesættelsen; hans musikalske bagkatalog er kun marginalt mere interessant som musik, end det der tilhører så mange andre tidstypiske og for længst glemte pop acts, for alle andre end de, som kyssede (eller mere) deres første kæreste første gang til en af hans sange engang for længe siden og derfor har den i erindring som et bogmærke i fortiden. Dette er så bare ikke en kvalitet ved musikken, men ved livet i sig selv.

I modsætning til f. eks. Sting, hvis tid i The Police vist også helst og hurtigst muligt bør glemmes/ignoreres af alle andre end de samme kyssere, men som dog efterfølgende demonstrerede at der var nogen musikalsk substans bag, så overbeviste Bowie mig aldrig om hvori retfærdiggørelsen af berømmelsen burde ligge, teksterne var svage og stemmen svagere (eller omvendt?) og musikken ikke ret meget andet end forglemmelig, udover i selve selviscenesættelsen, som til gengæld var effektiv – omend æstetikken altid kan diskuteres – og det er jo det der er problemet, for uanset dens kvalitet som spektakel, så står alle gimmicks og alteregoer og udklædninger tilbage som et vidnesbyrd om, at hvad andre kunne med musikken i sig selv, formåede han ikke.

Nej, man skal ikke tale ondt om de afdøde, det ved jeg godt nogen mener, men når Kejseren iklæder sig sin egen død og spankulerer omkring og viser den frem for Gud og hvermand og taler lidt for meget om døden i første person, så … men det kan selvfølgelig også være, at jeg ikke har forstået noget af det hele, og at Bowie i virkeligheden slet ikke er musik, men i stedet, som Martin Amis skrev i en koncertanmeldelse i 1973 “Among certain more affluent hippies Bowie is apparently the symbol of a kind of thrilling extremism, a life-style (the word is for once permissible) characterised by sexual omnivorousness, lavish use of stimulants – particularly cocaine, very much an élitist drug, being both expensive and galvanising – self-parodied narcissism, and a glamorously early death.”

I så fald, fred være med ham.

Uhellig Enfoldighed

“Alle med lidt historisk viden ved, at når religionen er ved magten, får vi et kynisk magtsamfund baseret på tvang, mens de sande utopiske samfund som de nordeuropæiske lande, der er næsten fuldt ud ateistiske, er for mennesker, der flygter fra religionernes hærgen verden over.” skriver stormester i skak, Jacob Aagaard, i en kommentar i Politiken, som svar på et skriv fra Kresten Schultz Jørgensen om hvorfor ateisterne er de nye hellige.

Dertil kan man så tilføje, at alle med mere end blot “lidt historisk viden” ved, at helt så simpelt er det ikke. Vi har allerede en gang tidligere bragt en liste over nogle få af de af væsentlige personer i den europæiske kulturhistorie som har været religiøse i en eller anden udstrækning, Det er faktisk de fleste. Man kunne bringe en tilsvarende liste over kulturer, som … bla bla bla … men det gider vi faktisk ikke; det ligger alligevel udenfor vor magt at oplyse de ignorante og udannede.

Hvis man som et menneske, der har viet sit liv til at mestre kunsten at flytte rundt med træbrikker på et papbræt, tror at man i et læserbrev på ca 400 ord kan affærdige milliarder af menneskers livsindhold og tro gennem årtusinder og at man samtidig kan affærdige hvad filosoffer gennem næsten lige så lang tid ikke har kunnet få styr på, via letkøbte generaliseringer som “kristendommen har aldrig tilbudt andet svar på verdens problemer end tågesnak om åndelighed og fordømmelse af andre baseret på manipulation …” og “kristendommen har til alle tider været et redskab til at manipulere mennesker og fratage dem deres frihed”, ja, så er man ganske enkelt dummere end en hel pose skakbrikker …

Vi skal ikke undlade at påpege overfor Jacob Aagaard, at selvom han fremturer med det kategoriske “alle ved at …” så bliver hans påstande ikke mere sande af den grund. Tværtimod så bekræfter et sådan udsagn blot at skakspil gør ingen filosof. (Og for dem der skulle være i tvivl om hvorfor, såvel som til oplysning af Hr. Aagaard skulle hans vej falde her forbi, så er her et link til IEPs opslag om Fallacies og til en lettere læst artikel om samme på Wikipedia.)

Det interessante er egentlig at Jacob Aagaard kommenterer et læserbrev af Kresten Schultz Jørgensen, hvori der stod følgende:

“Ateisterne bliver stadig flere, og de udmærker sig i det offentlige rum ved ikke længere blot at være dem, der ikke tror, men nu også dem, der missionerer for ateismens evangelium. Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går til værket med en mangel på tvivl, der er fanatiske sekter værdig.”

… og det er jo egentlig er en ganske god beskrivelse af Jacob Aagaards mission.

For det er da tankevækkende, at til trods for at Jacob Aagaard hævder “at undersøgelser viser, at troende er mindre generøse og mere fordømmende end ikketroende”, så var det trods alt det forgangne århundredes store ikke-religiøse ideologier, nazismen/fascismen og marxismen/kommunismen, der uhyre velorganiseret slog flere mennesker ihjel på kortere tid, end det tidligere har været muligt for nogen religionskrige.

Måske det endnu engang er værd at påpege, som jeg har gjort det før, at det afgørende ikke er hvilken religion eller ideologi du gør til din egen, men hvordan du praktiserer den.

__________
Kresten Schultz Jørgensen: Ateisterne er de nye hellige. Politiken d. 27/12 2015
Jacob Aagaard: Kristendommen tilbyder kun tågesnak. Politiken d. 31/12 2015

Fornedrelsessympatien

“jeg tilstaar, jeg attraar at rive itu,
hvad andre havde holdt sammen til nu:
den løjede Dyd med dens hellige Spænder
og Bæltet om Skønhedens ukyske Lænder …
Jeg elsker Synet af Smærten og Svien
– (og vedgaar det aabent) – men intet af alt
er skønt som Fornedrelsessympatien,
der tænder sit Lys dér, hvor Lovene ender,
hvor godt og ondt sidder sammen som Venner …”

Sophus Claussen: 100 digte. Kbh. 2015.

Oculus (2013)

Oculus_I en filmverden af endeløse rækker af underlødige remakes og unødvendige sequels, er det ironisk nok en fornøjelse at se Mike Flanagans Oculus fra 2013, som faktisk er baseret på hans egen kortfilm fra 2006. En fornøjelse fordi filmen er båret af et solidt gennemarbejdet manuskript, som fortæller den på overfladen ret enkle, men i struktur ret komplekse, historie om en ung kvinde, der forsøger at bevise sin egen brors uskyld i drabet på deres fader mange år tidligere. Hun er overbevist om at skylden skal placeres hos et århundredegammelt spejl, som dengang hang i faderens arbejdsværelse, og som bærer på en forbandelse der har forårsaget ikke så få dødsfald i tidens løb, således også hendes egne forældres. Den unge kvinde går til sagen med en grundighed og videnskabelighed der ikke kan andet end begejstre, men selvfølgelig går det ikke helt som forventet. Som filmen skrider frem opløses grænserne mellem virkelighed og hallucinationer og regulært mareridt og ultimativt også mellem fortid og nutid, indtil filmen slutter med en fin lille ironisk pointe, der dog ikke skal afsløres her. Uden overhovedet at være på samme niveau – hvilke film er det? – er der i Oculus’ behandling af den flygtige og foranderlige virkelighed, temaer der leder tankerne hen på nogle af Cronenbergs bedste film (Videodrome, Dead Ringers, Naked Lunch og Exiztenz). Oculus er dog helt uden Cronenbergs filosofiske ambitioner og koncentrerer sig i stedet om det som den gør bedst, nemlig den uhyggelige stemning og gyset, som var effektfuld nok til tilfredsstille forhærdede undertegnede. [imdb]

Anbefales kraftigt.

Julefred

“Stilheden sænkede sig over Stuen. Medens Maden blev færdig, var de tre Smaa Vidne til, at deres Fader Vaskede sig, ja han vaskede sig i Hovedet, ogsaa han led for Højtiden, inviede sig til det Ubeskrivelige. Derpaa spiste de, først den fine Grød og bagefter stegt Flæsk og Kartofler. De var så vel til Mode. Et Sted oppe eller nede var der sket noget for Hvermand indgribende, saa at det lysnede i alle Stuer, var de end nok saa trange. Tørve Christens Del var bleven tre Børn med diamantklare Øjne, der sad med hver sit Stykke fedtsprudende Flæsk i de smaa Fingre og spiste saa saare. Stuen lunedes. Konen havde en Overraskelse henne bag Bilæggerens lukkede Spjæld, de hørte det syde og branke derinde. Tællelyset paa Bordet gyldnede Stuen, som var fuld af ærbar Fred.”

– Johannes V. Jensen: Julefred. (Himmerlandshistorier. Kbh. 1995)

Velkommen til Danmark

Muslimske piger gør oprør ved at læse Koranen, kan man læse i Berlingske Tidende, som har interviewet et par muslimske kvinder og den ene af dem, Rukhsar Asif, konstaterer at:

“Der er ingen tvang i islam. Hvis jeg ville have en kæreste eller ikke gå med tørklæde, kunne jeg også det. Men selvfølgelig ville der være konsekvenser – både i det her og i forhold til i islam også i det efterfølgende liv. Når jeg siger, at islam gør mig fri, er det på den måde, at jeg ikke skal gå rundt med en identitetskrise og spekulere over, hvad meningen med livet er. Jeg er frigjort fra de irriterende store spørgsmål, som bare gør mit liv svært.”

Og, som journalisterne så skarpsindigt observerer, så lyder det “måske nok som en noget anden måde at definere frigørelse på, end man er vant til fra den danske rødstrømpebevægelse. Og langt fra forestillingen om, at muslimske pigers indmarch på uddannelsesinstitutionerne er første skridt på en glidebane mod mere »danskhed« i betydningen uforpligtende kæresteri og seksuel frigørelse.”

Herfra skal det blot konstateres, at enhver impuls, der kan sætte spørgsmålstegn ved alt for mange danskeres opfattelse af at frihed er lig med konsekvensløshed og fravær af forpligtelse, er hjerteligt velkommen. Er Islam en sådan impuls, kan den også kun hilses velkommen, som et element i samfundet på lige fod med så mange andre religioner og som et livsindhold for de der måtte ønske det. Derudover kan det kun være positivt, hvis det kan forårsage at der kommer lidt bølger i andedammen og at vores alt for fastlåste opfattelser af hvad frihed og frigørelse er, vendes på hovedet for en stund.

“Rukhsar kan heller ikke lide ordet feminist, men hun vil meget gerne tale om kvindefrigørelse. Som kvinde og menneske har hun nemlig kun følt sig mere fri, jo mere hun forstod af den religion, hun var opdraget i. Derfor retter oprøret sig i Rukhsars optik lige så meget ud ad mod samfundet som ind ad mod slægt og kultur. Det gælder eksempelvis retten til at bære tørklæde, som hun – på lige fod med andre troende kvinder – oplever som en frigørelse fra samfundets skønhedsidealer og en mulighed for at være sig selv.”

At være sig selv implicerer altid en vis distanceren sig selv fra samfundets normer og idealer (ikke mindst i en tid hvor de fælles idealer vist ikke begrundes i ret meget andet end økonomi), men samtidig er det også værd at huske på, at man ikke personligt kan genopfinde verden og skabe alt på ny; mennesket kan ikke uden videre afkaste sig sin kultur og tradition og bare være frit, uden også samtidig at være rod- og retningsløst.  Ethvert opgør med f. eks. feminismen på den konto bifaldes helhjertet herfra.

__________
Carolina Kamil og Johanne Haagerup: Muslimske piger gør oprør ved at læse Koranen, Berlingske d. 20/12 2015

To humble yourself to a nigger

Dagen efter, ironisk nok, at en studerende fra Cameroun måtte tage tre eksamener ved Aarhus Universitet på en dag, fordi han, i et absurd tilfælde af paragrafrytteri blev udvist af landet midt i sin uddannelse, fordi han i februar 2013 “misforstod reglerne om, hvor meget han måtte arbejde i Danmark og troede, at der var tale om, at man gennemsnitligt måtte arbejde 15 timer om ugen. Men arbejdstimerne må altså på intet tidspunkt overstige 15 timer om ugen.” (EB) kommer historien om at “regeringen med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde i spidsen har fordelt tre millioner kroner til i alt fem projekter, der skal være med til at fastholde internationale nyuddannede i danske regioner eller kommuner, hvor der er mangel på arbejdskraft.” (DR)

“Vi ønsker at fastholde flere internationale studerende efter endt uddannelse, så vi kan rekruttere dem som arbejdskraft på vores virksomheder i Danmark” siger Esben Lunde Larsen ifølge DR og fortsætter: “Vi uddanner omkring 26.000 internationale studerende om året i Danmark, hvor af langt de fleste er fra EU-lande. Men vi er meget dårlige til at fastholde dem som arbejdskraft efter endt uddannelse. Der er virksomheder i Danmark, ikke mindst i de tyndt befolkede områder, som mangler kvalificeret arbejdskraft.”

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun scorede tre 12-taller på de tre, af Aarhus Universitet fremrykkede, eksamener han måtte tage på en dag og ironisk, fordi den unge mand er utroligt dygtig, og skulle man mene fastholdelsesværdig, med hidtil kun en eneste karakter under 10.

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun – selvfølgelig – allerede havde en praktikplads ved en dansk virksomhed.

Adspugt om det paradoksale i dette forhold, svarer kopiminister Esben Lunde Larsen på newspeaksk:

– Det har jeg ikke nogle kommentarer til i den pågældende sag. Det, der er afgørende, er at vi bliver dygtigere til at fastholde international arbejdskraft efter endt uddannelse i Danmark.
– Hvorfor ikke?
– Det hører under integrationsministeren, og det er en sag, der pågår, og jeg har konstateret, at den pågældende får den eksamen, han skal have.” (DR)

Han får jo sin eksamen og så er alt godt ikke? Så er der jo ikke yderligere grund til at gøre mere ud af den sag, trods dens åbenlyse absurditet.

Her ville det være totalt ufint at påpege at den unge mand fra Cameroun jo ikke er en af de gode af de omkring 26.000 internationale studerende som vi årligt uddanner i Danmark, nemlig en de “langt de fleste”, som ministeren omtalte, der kommer fra EU-lande. For han er jo sort! Fra Afrika! Og tænk hvis han bliver boende og får familiesammenført hele sin familie af kanibaler og heksedoktorer med herop. Det går slet ikke!

Alternativet ville være at undskylde til en nigger og selvom det kan falde nogen svært, så lykkes det trods alt undertiden for andre at gøre det.

“It was fifteen minutes before I could work myself up to go and humble myself to a nigger; but I done it, and I warn’t ever sorry for it afterwards, neither. I didn’t do him no more mean tricks, and I wouldn’t done that one if I’d a knowed it would make him feel that way.” (Mark Twain: The Adventures of Huckleberry Finn)