Om at læse Homer

“Jeg haver udi en af mine Epistle tilkiendegivet Aarsagen, hvi jeg så ofte læser Homerum, nemlig: 1.) Efterdi intet Skrift tiener mere til at erhverve Kundskab udi det Græske Sprog. Og, naar man vil hertil sige: Hvortil kand det nytte mig, at vide saa meget Græsk? Da svarer jeg dertil, at ingen vel kand passere for en lærd Mand uden det Græske Sprogs Kundskab, Thi det er af Græske Bøger vi see Kilderne til Philosophie og de fleeste Videnskaber og utallig Ord; ja fast alle Kunst-Gloser, som vi dagligen bruge, have deres Oprindelse af det Græske Sprog. Den anden Aarsag, som jeg haver tilkiendegivet, hvi jeg læser Homerum, er denne, at man deraf lærer og seer den ældgamle Verdens Skikke og Moder,”

og

“… og, naar man derhos eftertænker, at samme Poëts Skrifter er de reeneste Kilder, hvoraf det Græske Sprog flyder, saa maa man holde for, at Tiden anvendes ikke så ilde paa saadanne Bøgers Læsning, som foregives af nogle, helst af dem, som meene, at det Græske Sprog ikke er meget fornødent at læres paa de høje Skoler, og at man haver nok udi det Latinske.”

– Holberg: Ep. CDXXXI

Selvros og selvkritik

“Egen roes, saasom den er ubehagelig at høre, og tilkiendegiver Forfængelighed, saa er den ogsaa fornemmeligen at Beviis paa den Rosendes Maadelighed og faa Meriter; thi ingen taler prægtigere om sig og Sine, uden tilligemed at tilkiendegive en Mistanke om andres Tvivlsmaal, ligesom en der beseigler alle sine Ord med blodige Eder, synes derved at vise, at hans blotte Tale og Løfter ikke kand holdes tilforladelige.”

– Holberg: Ep. CCCIV

“Intet kand give mere Anledning til Latter end at høre Folk laste, igiennemhegle og belee Fejl hos andre, helst naar de tilligemed udi deres Straffe-Taler eller Skrifter røbe sig selv, saa man Strax merker, at der er deres egne Lyder.”

– Holberg: Ep. CCCLIII

Bogense Sygehus

BOGENSE – En ordinær dansk provinshavneby med de sædvanlige kendetegn, der nådesløst afslører en desperat trang til at kapitalisere på turismen, som f. eks. “gallerier” hvor husmødre sælger deres helt igennem banale forsøg på at begå sig som kunstmalere eller – endnu værre – forsøger at sælge frugterne af forrige års FOF-kursus i glaskunst og keramik eller de obligatorisk outlets på havnen hvorfra der sælges forrige års ukrainske modetøj eller værst af alt, en stribe nybyggerier som, ganske uden hensyn til tradition eller stil, har indtaget havnen og forvandlet den til en bizart rodsammen af loppemarkeder og wannabe hippe butikker med delikatesser til turistpriser. Bogense er provins, komplet med to campingpladser i byens centrum, hvor torvet med imiteret vandpost og brosten fuldender billedet af en ikke-eksisterende autencitet.

Bogense_2Gennem en kortere årrække har alt dette ellers været opvejet af den lige så centrale beliggenhed af Bogenses nedlagte sygehus, hvor man gennem den ulåste dør i kælderen kunne skaffe sig adgang til det for længst forladte men stadig sporadisk møblerede og ganske fascinerende bygningskompleks, som, indvendigt overmalet med graffiti og med vandet trængende ind gennem ødelagte vinduer og sodsværtede vægge efter et par mindre brande, afgjort var et besøg eller to værd.

Bogense_1Det er slut nu. Bygningerne er for nylig raget ned og det er selvfølgelig trist, men sikkert helt i tråd med byens selvbillede som en lille fynsk turistperle; man kan selvfølgelig ikke have den slags liggende lige ved siden af campingpladsen.

Billederne herunder er fra et besøg i Bogense sommeren 2015.

Pind!

Søren Pind. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde, for manden er jo tilsyneladende uden et intellektuelt bundniveau og efter han Grundlovsdag havde holdt tale i Jørlunde, udtalte han til DR:

“Sagen er den, at vi er i krig. Væbnet konflikt. Det er vi med en terrororganisation, som vil Danmark det ondt og har sine fangarme, også i Danmark. Der er aldrig nogensinde nogen, der har prøvet at bilde nogen ind, at demokratiet ikke har reaktionsmuligheder i den sammenhæng, og Grundloven peger jo selv på dem. Alt hvad vi og jeg har gjort har været inden for Grundlovens og menneskerettighedernes rammer.”

og

“Vi er i væbnet konflikt, og derfor bliver vi selvfølgelig militante demokrater. Når der så er fred igen, kan vi holde op med at være det.”

Sagen er den, at vi ikke er i krig, for hvis dette er krig, så har vi i al fortid været i krig og vil i al fremtid være det. Søren Pind har med ovenstående ord lige defineret den permanente undtagelsestilstand og herfra er der kun stramninger og begrænsninger i frihedsrettighederne i vente. Men det er faktisk langt fra det værste.

Som sagt, manden har intet intellektuelt bundniveau; for overfor DR retfærdiggør Søren Pind sin ret til at være “militant demokrat” ved at pege på “uniformsforbuddet i 1930’erne og forbuddet mod kommunisterne under Anden Verdenskrig som eksempler på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.”

De “ekstraordinære omstændigheder” som forårsagede Kommunistloven af 1941 var Anden Verdenskrig og der var ikke tale om at “gå til grænserne for, hvad Grundloven tillader”, det var et et klokkeklart brud på den. I Store Danskes opslag om Kommunistloven af 1941 kan vi læse at:

“Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen 22.6.1941 krævede tyskerne, at alle ledende danske kommunister, herunder DKP’s tre folketingsmedlemmer (Martin Nielsen, Alfred Jensen og Aksel Larsen), skulle interneres — uanset dette ifølge den daværende grundlov kun kunne ske med Folketingets samtykke.

Statsminister Stauning gav personligt sin tilladelse til arrestationen af de tre. De danske myndigheder efterkom øjeblikkeligt og beredvilligt kravet, og i den første anholdelsesbølge interneredes 295 kommunister, deriblandt forfatterne Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig.

Dette antal var således langt større end de blot 72 navngivne, som Gestapo havde forlangt anholdt. Det lykkedes i første omgang for Aksel Larsen og Alfred Jensen at undgå arrestation ved at gå under jorden.”

og

“Kommunistloven blev udarbejdet og vedtaget for at lovliggøre og regulere de allerede foretagne og de efterfølgende interneringer. Loven var ligeledes grundlovsstridig …”

Et par år senere blev 150 af de internerede danske kommunister blev overført til kz-lejren Stutthof, hvor 22 af dem omkom under de forfærdelige forhold som vi vist alle har hørt om.

Og for lige at sætte det hele i perspektiv; ved fejringen af 60-årsdagen for Danmarks befrielse d. 4. maj 2005 beklagede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale “at Danmark udleverede uskyldige mennesker til Nazityskland under Anden Verdenskrig” og udtalte bagefter “Jeg skal da ikke lægge skjul på, at under den formulering tænkte jeg naturligvis på blandt andet danske kommunister, fordi jeg betragter sagen om den grundlovsstridige vedtagelse af kommunistloven som en anden og meget alvorlig fejl, som blev begået under besættelsen.”

Når Pind nu vælger at retfærdiggøre sine handlinger som politiker, ved at sammenligne dem med denne alvorlige, grundlovsstridige handling, som ikke bare var et knæfald for en fremmed besættelsesmagt, men tillige fængslede folkevalgte danske politikere og kostede adskillige uskyldige mennesker livet, så efterlader det os med valget, om vi vil konkludere 1) at det Søren Pind her giver udtryk for, er hvor langt han i praksis er villig til at gå, og hvilke midler han anser det for rimeligt at anvende, for at få sin vilje, eller 2) at manden er et totalt uvidende fjols, som strør om sig med smarte ord og historiske referencer, uden af have den fjerneste ide om hvad han taler om.

Jeg ved egentlig ikke hvilken af de to muligheder der er værst …

__________
– Johan Blem Larsen: Søren Pind på Grundlovsdag: Nogle gange er demokratiet nødt til at være militant. DR 05. jun. 2016
– Fogh beklager kommunistlov, Information, 11. maj 2005
– Kommunistloven af 1941, Store Danske.

Religionsfrihedsløshed

I en noget underlig fortolkning af begrebet religionsfrihed skriver tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard på facebook at “lige nu drejer det sig om at implementere grundlovens §67, der siger, at vi har religionsfrihed, men at intet må læres eller gøres, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Altså burde vi ikke tillade islams udbredelse i vores land. Moskeerne skal lukkes …”

https://www.facebook.com/lars.hedegaard.31/posts/750311465084058

Ja, jeg ved godt at ingen forstandige mennesker nogensinde har troet på at Selskabet på noget tidspunkt har handlet om trykkefrihed, eller nogen som helst anden form for frihed for den sags skyld, men derfor er det nu alligevel befriende med en demaskering som ovenstående. For at sikre religionsfriheden, jf. grundlovens §67, skal vi skyndsomt afskaffe den, ved at forbyde en religions – Islams – udbredelse. Og det haster, mener Hr. Hedegaard, for

“Nogen spurgte, hvilke værktøjer vi kunne tage i anvendelse for at forsvare os mod en islamisk magtovertagelse, og jeg lovede et svar. Og det haster. Vi er kun få måneder fra det tidspunkt, hvor en civiliseret samtale baseret på oplysning og argumenter bliver umulig.”

Problemet er bare – og det må man da håbe at Hr. Hedegaard har såvel tilstrækkelig personlig integritet som intelligens til et eller andet sted i en mørk afkrog af hans eget sind at indse, for ellers er ironien da nærmest håndgribelig – at det er ham selv, i kraft af gidseltagningen af (trykke)frihedsbegrebet og den deraf følgende polarisering af debatten, som har været med til at umuliggøre netop den civiliserede samtale baseret på oplysning og argumenter, som han nu så desperat efterlyser.

Dermed er manden selv medvirkende årsag til problemet og det ville måske være morsomt, hvis altså ikke netop sagen var så alvorlig, at det slet ikke er gået op for ham, at vi ikke er få måneder fra det tidspunkt, hvor den civiliserede samtale, i hvert fald i en politisk kontekst, ikke længere er mulig, men at vi i stedet for længst har overskredet den tærskel, som han så ihærdigt har forsøgt at få os til at krydse. Velkommen til din virkelighed, Hr. Hedegaard.

Alexamenos tilbeder [sin] gud

For ca 1800 år siden sad en ung mand et sted i Rom og havde alvorligt ondt i røven over at Alexamenos tilbedte en ny og underlig gud og derfor skriblede han denne graffito på en væg i en bygning, som ved et tilfælde blev begravet og udgravet igen 1650 år senere. Ironisk nok endte denne alvorlige hån, der fremstillede Alexamemos’ gud som en korsfæstet menneskeskikkelse med æselhovede, i stedet med både at sikre Alexamenos en form for udødelighed og give os, hvad der vist nok er den første bevarede afbildning af Jesus på korset.

Αλεξαμενος ϲεβετε θεον

“Alexamenos tilbeder [sin] gud” er den korte kommentar, som er inklusiv stavefejl, men æselhovedet er ikke til at tage fejl af. Vi ved selvfølgelig intet derudover om hverken Alexamenos eller den kreative sjæl bag graffitoen, men bygningen den blev fundet i fungerede måske som en skole for tjenestefolk til den kejserlige husholdning.

Er det en pointe med dette? Det tror jeg faktisk ikke, udover at man jo nok kan være sikker på, at hverken den lokale folkeskole med alle dens lokumsskriblerier eller facebook, hvor jeg forleden så udøverne af en for vores kultur ret fremmedartet religion omtalt som “en flok aber”, vil være at finde for arkæologer om et par tusind år. Det er måske, uanset hvor interessant ovenstående egentlig er, en ganske tiltalende tanke.

__________
Se i øvrigt:
http://penelope.uchicago.edu/~grout/encyclopaedia_romana/gladiators/graffito.html
http://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=2546438

Vampyren

Toi qui, comme un coup de couteau,
Dans mon coeur plaintif es entrée;
Toi qui, forte comme un troupeau
De démons, vins, folle et parée,

De mon esprit humilié
Faire ton lit et ton domaine;
— Infâme à qui je suis lié
Comme le forçat à la chaîne,

Comme au jeu le joueur têtu,
Comme à la bouteille l’ivrogne,
Comme aux vermines la charogne
— Maudite, maudite sois-tu!

J’ai prié le glaive rapide
De conquérir ma liberté,
Et j’ai dit au poison perfide
De secourir ma lâcheté.

Hélas! le poison et le glaive
M’ont pris en dédain et m’ont dit:
«Tu n’es pas digne qu’on t’enlève
À ton esclavage maudit,

Imbécile! — de son empire
Si nos efforts te délivraient,
Tes baisers ressusciteraient
Le cadavre de ton vampire!»

Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal, XXXI – Le Vampire og i William Aggelers engelske oversættelse:

You who, like the stab of a knife,
Entered my plaintive heart;
You who, strong as a herd
Of demons, came, ardent and adorned,

To make your bed and your domain
Of my humiliated mind
— Infamous bitch to whom I’m bound
Like the convict to his chain,

Like the stubborn gambler to the game,
Like the drunkard to his wine,
Like the maggots to the corpse,
— Accurst, accurst be you!

I begged the swift poniard
To gain for me my liberty,
I asked perfidious poison
To give aid to my cowardice.

Alas! both poison and the knife
Contemptuously said to me:
“You do not deserve to be freed
From your accursed slavery,

Fool! — if from her domination
Our efforts could deliver you,
Your kisses would resuscitate
The cadaver of your vampire!”

Og selvom der sikkert ikke er en direkte sammenhæng mellem mine drømme og forestillinger og Baudelaires knivstikkende vampyrer, så skriver Sophus Claussen til gengæld de ord der binder det hele sammen:

De gode Engle har faaet Forfald og findes ikke.
Har Eventyret en kulsort Engel maaske at skikke?

og

Men disse Timer, som ej fik Ende, fortæred Sjælen,
saa Hjærtet brændte at sende Tiden et Skud i Hælen.
Hvad er en Mand, før han mødte Stunden, hans Sjæl befol —?

__________
C. Baudelaire: Les Fleur du Mal, Ed. A. Adam, Paris 1961
William Aggeler, The Flowers of Evil, Fresno, CA, 1954
Sophus Claussen: Fabler. 1917

Drømmebetydning

Jeg, der ellers sjældent drømmer, eller i hvert fald sjældent vågner tidsnok til at kunne huske dem, vågnede i morges midt i den mest perfekte drøm.

Siddende i et skovbryn i tusmørket ved et sæt bord og bænke af træ af den slags med metalskelet som ofte findes i parker, sammen med to andre personer, som jeg ikke har nogen klar erindring om hvem var, men der er vin på bordet og stemningen er afslappet og hyggelig, omgivet af de fineste små fine huse i træ af næsten eventyragtig kvalitet, fanges min opmærksomhed pludselig af et voldsomt lysglimt, som fra et lynnedslag ganske tæt ved. Men da der ikke følger noget tordenbrag efter, kigger jeg op og ser, på en baggrund af den smukkeste skyfri orange-røde aftenhimmel, en perfekt paddehattesky rejse sig i horisonten. Jeg betragter den i oprigtig æstetisk nydelse et par sekunder der føles som en evighed. Så får jeg øje på endnu en og straks efter en til. Jeg reagerer ikke på synet, men fortsætter med at betragte dem fuld af beundring; en religiøs tre-enighed åbenbaret, som et dødeligt drømmesyn på aftenhimlens filmlærred.

Så kommer der et lysglimt til og kort efter chokbølgen, hvis varme føles blid og tryg og vinden der som et kærtegn smyger sig om os. Jeg tænker, eller siger det måske højt, at nu er det vist rigeligt tæt på og at det er på tide at bryde op, og vi rejser os stille og roligt for at gå. Hvorhen ved jeg ikke, for der er en påtrængende følelse af, at det alligevel ikke nytter noget og i det øjeblik indser jeg, at nu er det hele forbi. Verden har spillet mig et puds. I dette sekund indser jeg, at jeg har trukket en nitte i lotteriet og magten over mit eget liv er blevet mig frarøvet og i stedet har en eller anden et sted langt borte besluttet min skæbne for mig, uden at kende mig og uden at interessere sig det fjerneste for hvem jeg er. Vi har knap nok rejst os og forladt bordet, inden det, mens vi alle tre kigger på hinanden hen over det, eksploderer i et inferno af lys og varme.

Og der vågnede jeg selvfølgelig.

Nej, jeg tror ikke på betydningen af drømme som noget der kan tydes og jeg tror slet ikke på drømme som et varsel og at jeg (eller vi alle) er døde inden aften, selvom jeg selvfølgelig gerne ville vide, hvem det to andre er, som jeg åbenbart skal dø i selskab med. Forklaringen er langt mere enkel og den har intet behov for fortolkning, både fordi tanken ikke er mig fremmed, og fordi umiddelbart efter jeg vågnede, havde jeg følgende vers i tankerne, for Baudelaires Les Fleurs du Mal er hvad jeg læser lige nu.

Ô Mort, vieux capitaine, il est temps! levons l’ancre!
Ce pays nous ennuie, ô Mort! Appareillons!
Si le ciel et la mer sont noirs comme de l’encre,
Nos coeurs que tu connais sont remplis de rayons!

Verse-nous ton poison pour qu’il nous réconforte!
Nous voulons, tant ce feu nous brûle le cerveau,
Plonger au fond du gouffre, Enfer ou Ciel, qu’importe?
Au fond de l’Inconnu pour trouver du nouveau!

William Aggelers engelske oversættelse fra 1954 lyder således og det er ganske godt:

O Death, old captain, it is time! let’s weigh anchor!
This country wearies us, O Death! Let us set sail!
Though the sea and the sky are black as ink,
Our hearts which you know well are filled with rays of light

Pour out your poison that it may refresh us!
This fire burns our brains so fiercely, we wish to plunge
To the abyss’ depths, Heaven or Hell, does it matter?
To the depths of the Unknown to find something new!”

… mens Peter Poulsens danske oversættelse fra 1998 synes svært under-oversat på en folkeskoleagtig måde. Sproget forekommer mig fladt og kønsløst.

O gamle kaptajn Død, let anker! kast los!
Vi væmmes, o skipper, ved dette land! På fart!
Er himlen og havet som blæk, er det os,
Hvis hjerter du kender, som lyser højt og klart!

Så hæld da giften op og lad os trøstigt drikke!
Vi kaster os i dybet, hvorpå skibet har flydt
– Himmel eller Helved, vi ænser det ikke –
Blot vi i det ukendte møder noget nyt!

__________
Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal. Édition Garnier Frères. Paris 1961.
– : The Flowers of Evil. Trans: William Aggeler. Fresno, 1954
– ; Helvedsblomsterne, Overs: Peter Poulsen. Nansensgade Antikvariat. Kbh. 1998

David Bowie (1947-2016)

David Bowie er død og – efter eget udsagn – kommet i himlen … det proklamerede han i hvert fald selv dage før den finale begivenhed indtraf, og selvom man nok bør have sin skepsis overfor folk der på denne vis tager forskud på glæderne og ikke mindst overfor validiteten af deres spådomme, som er uden hensyntagen til den overmagt, der trods alt og ifølge traditionen skal fælde den endelige dom, så skal vi da gerne tage ham på ordet og hjælpe ham lidt på vej, ved at tale ondt om den afdøde.

David-Bowie-Lazarus-video
David Bowie: Lazarus (still fra video)

Jeg gider slet ikke kommentere på valget af titlen Lazarus, den pointe (både hans og min) burde være indlysende for enhver, men …

Look up here, I’m in heaven // I’ve got scars that can’t be seen // I’ve got drama, can’t be stolen // Everybody knows me now

Suk, hvis man et sekund troede at dette var et afsæt til lidt reflektion over døden og skæbnen og at der ville følge nogle velovervejede og dybe ord så kigger man forgæves, for det er ikke så meget andet end selvsmagende selviscenesættelse: se mig, jeg skal dø nu.

Look up here, man, I’m in danger // I’ve got nothing left to lose

Det er jo ligeså banalt som det er sandt, men længere når vi ikke i Bowies selskab; måske kræften allerede havde ædt hans hjerne da han skrev teksten til Lazarus, og havde hensat ham til en tilstand noget lig den som senildemente er i, når de kan tale endeløst og i nøjagtige detaljer om fjerne fortider, men er ude af stand til at huske hvad de var i gang med for ti sekunder siden, for

By the time I got to New York // I was living like a king // Then I used up all my money // I was looking for your ass

Så kan man håbe nok så meget på genopstandelse eller genoplivelse fra de døde, men hvis man ikke har andet på hjernen end at rende rundt og lede efter røv, så kan det hele også være lige meget.

Problemet med Bowie er, at der aldrig rigtig var noget særlig substans udover selviscenesættelsen; hans musikalske bagkatalog er kun marginalt mere interessant som musik, end det der tilhører så mange andre tidstypiske og for længst glemte pop acts, for alle andre end de, som kyssede (eller mere) deres første kæreste første gang til en af hans sange engang for længe siden og derfor har den i erindring som et bogmærke i fortiden. Dette er så bare ikke en kvalitet ved musikken, men ved livet i sig selv.

I modsætning til f. eks. Sting, hvis tid i The Police vist også helst og hurtigst muligt bør glemmes/ignoreres af alle andre end de samme kyssere, men som dog efterfølgende demonstrerede at der var nogen musikalsk substans bag, så overbeviste Bowie mig aldrig om hvori retfærdiggørelsen af berømmelsen burde ligge, teksterne var svage og stemmen svagere (eller omvendt?) og musikken ikke ret meget andet end forglemmelig, udover i selve selviscenesættelsen, som til gengæld var effektiv – omend æstetikken altid kan diskuteres – og det er jo det der er problemet, for uanset dens kvalitet som spektakel, så står alle gimmicks og alteregoer og udklædninger tilbage som et vidnesbyrd om, at hvad andre kunne med musikken i sig selv, formåede han ikke.

Nej, man skal ikke tale ondt om de afdøde, det ved jeg godt nogen mener, men når Kejseren iklæder sig sin egen død og spankulerer omkring og viser den frem for Gud og hvermand og taler lidt for meget om døden i første person, så … men det kan selvfølgelig også være, at jeg ikke har forstået noget af det hele, og at Bowie i virkeligheden slet ikke er musik, men i stedet, som Martin Amis skrev i en koncertanmeldelse i 1973 “Among certain more affluent hippies Bowie is apparently the symbol of a kind of thrilling extremism, a life-style (the word is for once permissible) characterised by sexual omnivorousness, lavish use of stimulants – particularly cocaine, very much an élitist drug, being both expensive and galvanising – self-parodied narcissism, and a glamorously early death.”

I så fald, fred være med ham.