Blufærdighed

“Sådan vil ædle sjæle det: de vil intet have omkostningsfrit, allermindst livet.
Den, der er af pøblen, vil leve omkostningsfrit: men alle vi andre, som livet gav sig til – vi grunder altid over, hvad vi bedst giver til gengæld.
Og sandelig er det en fornem tale, der siger: “Hvad livet giver os, det vil vi – holde over for livet!”
Man skal ikke ville nyde, hvor man ikke giver noget at nyde. Og – man skal ikke ville nyde!
Nydelse og uskyld er nemlig det mest blufærdige, der findes: ingen af  dem vil opsøges. Man skal have dem – og snarere bør man søge efter skyld og smerte!”

Nietzsche: Således talte Zarathustra. Kbh. 1999. s. 170

Carpe Amorem

… og mens jeg nu er ved Sophus Claussen (1865-1931), som ubestrideligt er blandt vores allerstørste digtere, så er det værd at erindre hvad han skriver om Det værste:

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
— maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis’ Port …
 
Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!
 
For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa’r.
— O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!

Måske er der virkelig ikke noget værre end dette, denne uformåenhed i forhold til selve livet og manglen på evne til at gribe dagen der byder sig til, men derfor kan man selvfølgelig godt forfalde til spekulationer over hvorledes denne lethed ville tage sig ud set fra den anden og feminine side, For den mistanke lurer unægteligt under overfladen, at det ikke er faderskabet, som digtet begræder at have ladet sig gå forbi, men en langt mere umiddelbar og kortsigtet fornøjelse.

(Men den mulighed foreligger afgjort også, at hun er ganske godt tilfreds med at sikre sig sin indbildte udødelighed (jvf Platon: Symp. 208e-209c), frem for den der kunne ligge gemt i en tur i høet med digteren, men i så fald er kan der ikke være nogen ægte fortrydelse, ikke for Claussen i hvert fald.)

En anden favorit – Emil Aarestrup (1800-1856) – kom egentlig til samme Erkjendelse omkring hundrede år tidligere, men unægtelig på en lidt anden måde.

At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ,
Og i mit Raserie har vovet –
Ja, hun maa troe, jeg er af Træ.
 
Men det er jeg paa ingen Maade;
O, gid jeg bare var af Træ!
Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,
Og derfor egentlig et Fæ.

Det er svært ikke at holde af Aarestrup og hans fine uskyldige selvironi og den alvorlige og romantiske kontekst, hvori den præsenteret. BIlledet af digteren der ikke har vovet at kaste sig for hendes fødder, selvom hun givetvis har været interesseret, er både sødt og morsomt. Til gengæld er der virkelig ikke – i en moderne optik – meget erotisk over Aarestrups Erotiske Digte, og i en tid hvor det erotiske ofte mere handler om porno end følelse, kan han synes slemt bedaget for de, der ikke har taget den vinkel til sig. Men fint er det ikke desto mindre.

Men humor har de unægteligt begge to og de er også begge styret af lidenskaben, men dog med den væsentlige forskel, at hvor den ene egentlig er mand for situationen og blot begræder den tabte værdi, han ikke tog, så er den anden blot et fæ, fordi han ikke gjorde knæfald, ikke magtede at tage chancen for lykken. Der er næsten hundrede år til forskel og Claussen virker da også langt mere moderne og noget mere kynisk, men til gengæld er det Aarestrups selvironi der tiltaler os, sammen med den ydmyghed overfor kærligheden, som han også demonstrerer. Der er næppe noget smukkere, end det menneske der havner i sine følelsers vold.

For Claussen, der i sine digte som regel ikke skylder verden eller kvinden meget andet end sine ord og som lystigt tager hvad der tilkommer ham, resignerer andetsteds fuldstændig i forhold til Kærligheden:

Tal ej om skuffet Kærlighed
og Hjærter, som er brudt!
man gør sig lidt Besværlighed
og ta’r en ny til slut.

Tal ej om evig Kærlighed!
vort Hjærte kun slaar Smut;
det hopper let fra Sted til Sted
og synker træt til slut.)

Hos Aarestrup hedder det Angst, og forskellen er tydelig:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Hvor Claussen resignerer fra kærligheden ud fra spredte overfladiske øjeblikke og hjerter der hopper overfladisk fra sted til sted, er det hele vendt på hovedet hos Aarestrup, der så at sige resignerer ind i øjeblikket. Al den mening som Claussen ikke finder i øjeblikket, lægger Aarestrup ind i det med en insisteren på at det er nuet der gælder, ikke i relativ, men i absolut forstand. Der er ikke noget andet end dette nu, andet end dette korte øjeblik i tiden.

Og hvis man, lidt frit efter Wittgenstein konstaterer, at “hvis man ved evighed ikke forstår et uendeligt tidsrum, men i stedet tidløshed, så lever den evig, som lever i nuet“, så må det også være sådan, at hvis nuet bedst tilbringes i en kvindes selskab, følger det dermed også, at du hænger på hende i en evighed. Så man kan vel sige, at det gælder om at vælge med omhu, når man griber både øjeblikket og kærligheden.

Stedet hvor solen skinner

På denne dybgrå efterårsmorgen var der en der talte til mig, om det sted hvor solen skinner og om det vigtige i at gå derhen og den opfordring kunne jeg jo ikke lade ligge.

Bor man i Danmark og har efteråret først suget al varmen ud af jorden, luften og regnen, kan der været ret langt, hvis man, vadende over lerede marker, gennem dybe skove, skal finde derhen til den lyksalige plet bag fjerne bakker, hvor solen for et kort  øjeblik skinner. Hvem ved, måske den har flyttet sig inden man når derhen? Solen er flygtig og drilsk på denne årstid, som en uskyldigtsød pige man lige har mødt; hun viser sig gerne i glimt bag sine grå slør, men bestandig undslipper hun ens stadig mere insisterende forsøg på at gribe hende og omfavne hende og gemmer sig drillende legesygt for ens blik, tilsyneladende helt ude af rækkevidde.

Og hvis du nu tænker, at løsningen er at søge solen andetsteds, at løsningen er to uger på Mallorca, ja så fatter du ingenting af det hele. To uger på Mallorca er intet andet end mangel på tålmodighed, flugt og resignation. Solen er præcis der, hvor solen skal være og undertiden må man bare vente tålmodigt på den skal komme til syne, vise sig frem og give gavmildt af sit lys og varme.

Er man til gengæld lidt mere poetisk og tager det hele lidt mindre bogstaveligt, kan solen være lige præcis det, som man ønsker den skal være og man kan søge den og jagte den lige så tosset man vil og bruge den præcis som man vil.

For digterne er solen en evig kilde til inspiration – nogle mere heldige end andre – H. C. Andersen citerer Oehlenschlæger:

Kjærlighed er stærk som Døden,
Skjøn som Morgenrøden.

… inden han selv, i et digt betitlet Kjærlighed, ihærdigt forsøger at beskrive det, som han selv konstaterer er ubeskriveligt.

See Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden paa Kinden.

Men det er altså ret langt fra vores udgangpunkt, som ikke var en beskrivelse af solen som sådan, hvor smuk den så end er, men et forsøg på at finde og indfange det sted hvor den skinner.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et særligt godt forhold til Emil Aarestrup, som skriver smukt om Solens Nedgang, og det er – selvom bloggen handler om at søge solen – ganske tilladeligt, for han søger gennem den noget helt andet.

Bag Vestens Bøgeskove,
I Bølgerne sank Solen –
Hun sad og saae mod Himlen,
Letgyngende paa Stolen.
 
Om Nakkehaarets Knude,
Hvis Lokker vilde splittes,
Greb, med de slanke Fingre,
Hænder, som Aphrodites.
 
Jeg kunde næsten høre
Mit eget Hjerte banke –
Ved hver en nytændt Stjerne
Fik jeg en raadvild Tanke.
 
Om jeg, som Solen, skulde
For hendes Fødder falde?
Om lukke mine Øine,
Som Haugens Blomster alle?
 
Da saae jeg først, hvor Halsen
Sig strakte langt og farligt –
At støtte var nødvendigt,
Alt andet uforsvarligt –
 
O, hvis den runde Nakke
Som Solen nu sig sænkte!
Jeg aabned mine Arme –
Det skeete, som jeg tænkte.

Måske han strækker den lige vel rigeligt, den kære Aarestrup; når solen både er ham, hende og omgivelserne på en gang, bliver det hele måske lidt rigeligt velbelyst. Men jeg tilgiver ham gerne, det er intet galt med en romantiker i en alt for kynisk verden.

Og det er jo netop pointen. Det sted hvor solen skinner er jagten på et fristed i en travl verden, der hvor man går hen, når alt det andet bliver for tungt og gråt. Så søger man uvilkårligt mod lyset, trøsten og måske endda ensomheden på en tankens fjerne sydvendte skråning med udsigt over et stålblåt hav. For Sophus Claussen – ja, jeg ender altid med at vende tilbage til ham – er dette en Længsel efter en Skæbne:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

Men hvor skal vi da gå hen, på denne tankens imaginære rejse mod en anden og bedre indre verden? Det spørgsmål kan ikke besvares meningsfuldt af andre end den enkelte selv. Hvor det er, at du finder fred, lykke, glæde, ro eller et andet afbræk fra det mørke, som får dig til at søge mod lyset, er et spørgsmål kun du kan besvare. Men til gengæld betyder det i virkeligheden ikke så meget hvad det er, hvis bare du ved med dig selv, hvor det er.

Om at læse Homer

“Jeg haver udi en af mine Epistle tilkiendegivet Aarsagen, hvi jeg så ofte læser Homerum, nemlig: 1.) Efterdi intet Skrift tiener mere til at erhverve Kundskab udi det Græske Sprog. Og, naar man vil hertil sige: Hvortil kand det nytte mig, at vide saa meget Græsk? Da svarer jeg dertil, at ingen vel kand passere for en lærd Mand uden det Græske Sprogs Kundskab, Thi det er af Græske Bøger vi see Kilderne til Philosophie og de fleeste Videnskaber og utallig Ord; ja fast alle Kunst-Gloser, som vi dagligen bruge, have deres Oprindelse af det Græske Sprog. Den anden Aarsag, som jeg haver tilkiendegivet, hvi jeg læser Homerum, er denne, at man deraf lærer og seer den ældgamle Verdens Skikke og Moder,”

og

“… og, naar man derhos eftertænker, at samme Poëts Skrifter er de reeneste Kilder, hvoraf det Græske Sprog flyder, saa maa man holde for, at Tiden anvendes ikke så ilde paa saadanne Bøgers Læsning, som foregives af nogle, helst af dem, som meene, at det Græske Sprog ikke er meget fornødent at læres paa de høje Skoler, og at man haver nok udi det Latinske.”

– Holberg: Ep. CDXXXI

Selvros og selvkritik

“Egen roes, saasom den er ubehagelig at høre, og tilkiendegiver Forfængelighed, saa er den ogsaa fornemmeligen at Beviis paa den Rosendes Maadelighed og faa Meriter; thi ingen taler prægtigere om sig og Sine, uden tilligemed at tilkiendegive en Mistanke om andres Tvivlsmaal, ligesom en der beseigler alle sine Ord med blodige Eder, synes derved at vise, at hans blotte Tale og Løfter ikke kand holdes tilforladelige.”

– Holberg: Ep. CCCIV

“Intet kand give mere Anledning til Latter end at høre Folk laste, igiennemhegle og belee Fejl hos andre, helst naar de tilligemed udi deres Straffe-Taler eller Skrifter røbe sig selv, saa man Strax merker, at der er deres egne Lyder.”

– Holberg: Ep. CCCLIII

Bogense Sygehus

BOGENSE – En ordinær dansk provinshavneby med de sædvanlige kendetegn, der nådesløst afslører en desperat trang til at kapitalisere på turismen, som f. eks. “gallerier” hvor husmødre sælger deres helt igennem banale forsøg på at begå sig som kunstmalere eller – endnu værre – forsøger at sælge frugterne af forrige års FOF-kursus i glaskunst og keramik eller de obligatorisk outlets på havnen hvorfra der sælges forrige års ukrainske modetøj eller værst af alt, en stribe nybyggerier som, ganske uden hensyn til tradition eller stil, har indtaget havnen og forvandlet den til en bizart rodsammen af loppemarkeder og wannabe hippe butikker med delikatesser til turistpriser. Bogense er provins, komplet med to campingpladser i byens centrum, hvor torvet med imiteret vandpost og brosten fuldender billedet af en ikke-eksisterende autencitet.

Bogense_2Gennem en kortere årrække har alt dette ellers været opvejet af den lige så centrale beliggenhed af Bogenses nedlagte sygehus, hvor man gennem den ulåste dør i kælderen kunne skaffe sig adgang til det for længst forladte men stadig sporadisk møblerede og ganske fascinerende bygningskompleks, som, indvendigt overmalet med graffiti og med vandet trængende ind gennem ødelagte vinduer og sodsværtede vægge efter et par mindre brande, afgjort var et besøg eller to værd.

Bogense_1Det er slut nu. Bygningerne er for nylig raget ned og det er selvfølgelig trist, men sikkert helt i tråd med byens selvbillede som en lille fynsk turistperle; man kan selvfølgelig ikke have den slags liggende lige ved siden af campingpladsen.

Billederne herunder er fra et besøg i Bogense sommeren 2015.

Pind!

Søren Pind. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde, for manden er jo tilsyneladende uden et intellektuelt bundniveau og efter han Grundlovsdag havde holdt tale i Jørlunde, udtalte han til DR:

“Sagen er den, at vi er i krig. Væbnet konflikt. Det er vi med en terrororganisation, som vil Danmark det ondt og har sine fangarme, også i Danmark. Der er aldrig nogensinde nogen, der har prøvet at bilde nogen ind, at demokratiet ikke har reaktionsmuligheder i den sammenhæng, og Grundloven peger jo selv på dem. Alt hvad vi og jeg har gjort har været inden for Grundlovens og menneskerettighedernes rammer.”

og

“Vi er i væbnet konflikt, og derfor bliver vi selvfølgelig militante demokrater. Når der så er fred igen, kan vi holde op med at være det.”

Sagen er den, at vi ikke er i krig, for hvis dette er krig, så har vi i al fortid været i krig og vil i al fremtid være det. Søren Pind har med ovenstående ord lige defineret den permanente undtagelsestilstand og herfra er der kun stramninger og begrænsninger i frihedsrettighederne i vente. Men det er faktisk langt fra det værste.

Som sagt, manden har intet intellektuelt bundniveau; for overfor DR retfærdiggør Søren Pind sin ret til at være “militant demokrat” ved at pege på “uniformsforbuddet i 1930’erne og forbuddet mod kommunisterne under Anden Verdenskrig som eksempler på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.”

De “ekstraordinære omstændigheder” som forårsagede Kommunistloven af 1941 var Anden Verdenskrig og der var ikke tale om at “gå til grænserne for, hvad Grundloven tillader”, det var et et klokkeklart brud på den. I Store Danskes opslag om Kommunistloven af 1941 kan vi læse at:

“Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen 22.6.1941 krævede tyskerne, at alle ledende danske kommunister, herunder DKP’s tre folketingsmedlemmer (Martin Nielsen, Alfred Jensen og Aksel Larsen), skulle interneres — uanset dette ifølge den daværende grundlov kun kunne ske med Folketingets samtykke.

Statsminister Stauning gav personligt sin tilladelse til arrestationen af de tre. De danske myndigheder efterkom øjeblikkeligt og beredvilligt kravet, og i den første anholdelsesbølge interneredes 295 kommunister, deriblandt forfatterne Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig.

Dette antal var således langt større end de blot 72 navngivne, som Gestapo havde forlangt anholdt. Det lykkedes i første omgang for Aksel Larsen og Alfred Jensen at undgå arrestation ved at gå under jorden.”

og

“Kommunistloven blev udarbejdet og vedtaget for at lovliggøre og regulere de allerede foretagne og de efterfølgende interneringer. Loven var ligeledes grundlovsstridig …”

Et par år senere blev 150 af de internerede danske kommunister blev overført til kz-lejren Stutthof, hvor 22 af dem omkom under de forfærdelige forhold som vi vist alle har hørt om.

Og for lige at sætte det hele i perspektiv; ved fejringen af 60-årsdagen for Danmarks befrielse d. 4. maj 2005 beklagede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale “at Danmark udleverede uskyldige mennesker til Nazityskland under Anden Verdenskrig” og udtalte bagefter “Jeg skal da ikke lægge skjul på, at under den formulering tænkte jeg naturligvis på blandt andet danske kommunister, fordi jeg betragter sagen om den grundlovsstridige vedtagelse af kommunistloven som en anden og meget alvorlig fejl, som blev begået under besættelsen.”

Når Pind nu vælger at retfærdiggøre sine handlinger som politiker, ved at sammenligne dem med denne alvorlige, grundlovsstridige handling, som ikke bare var et knæfald for en fremmed besættelsesmagt, men tillige fængslede folkevalgte danske politikere og kostede adskillige uskyldige mennesker livet, så efterlader det os med valget, om vi vil konkludere 1) at det Søren Pind her giver udtryk for, er hvor langt han i praksis er villig til at gå, og hvilke midler han anser det for rimeligt at anvende, for at få sin vilje, eller 2) at manden er et totalt uvidende fjols, som strør om sig med smarte ord og historiske referencer, uden af have den fjerneste ide om hvad han taler om.

Jeg ved egentlig ikke hvilken af de to muligheder der er værst …

__________
– Johan Blem Larsen: Søren Pind på Grundlovsdag: Nogle gange er demokratiet nødt til at være militant. DR 05. jun. 2016
– Fogh beklager kommunistlov, Information, 11. maj 2005
– Kommunistloven af 1941, Store Danske.

Religionsfrihedsløshed

I en noget underlig fortolkning af begrebet religionsfrihed skriver tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard på facebook at “lige nu drejer det sig om at implementere grundlovens §67, der siger, at vi har religionsfrihed, men at intet må læres eller gøres, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Altså burde vi ikke tillade islams udbredelse i vores land. Moskeerne skal lukkes …”

Ja, jeg ved godt at ingen forstandige mennesker nogensinde har troet på at Selskabet på noget tidspunkt har handlet om trykkefrihed, eller nogen som helst anden form for frihed for den sags skyld, men derfor er det nu alligevel befriende med en demaskering som ovenstående. For at sikre religionsfriheden, jf. grundlovens §67, skal vi skyndsomt afskaffe den, ved at forbyde en religions – Islams – udbredelse. Og det haster, mener Hr. Hedegaard, for

“Nogen spurgte, hvilke værktøjer vi kunne tage i anvendelse for at forsvare os mod en islamisk magtovertagelse, og jeg lovede et svar. Og det haster. Vi er kun få måneder fra det tidspunkt, hvor en civiliseret samtale baseret på oplysning og argumenter bliver umulig.”

Problemet er bare – og det må man da håbe at Hr. Hedegaard har såvel tilstrækkelig personlig integritet som intelligens til et eller andet sted i en mørk afkrog af hans eget sind at indse, for ellers er ironien da nærmest håndgribelig – at det er ham selv, i kraft af gidseltagningen af (trykke)frihedsbegrebet og den deraf følgende polarisering af debatten, som har været med til at umuliggøre netop den civiliserede samtale baseret på oplysning og argumenter, som han nu så desperat efterlyser.

Dermed er manden selv medvirkende årsag til problemet og det ville måske være morsomt, hvis altså ikke netop sagen var så alvorlig, at det slet ikke er gået op for ham, at vi ikke er få måneder fra det tidspunkt, hvor den civiliserede samtale, i hvert fald i en politisk kontekst, ikke længere er mulig, men at vi i stedet for længst har overskredet den tærskel, som han så ihærdigt har forsøgt at få os til at krydse. Velkommen til din virkelighed, Hr. Hedegaard.

Alexamenos tilbeder [sin] gud

For ca 1800 år siden sad en ung mand et sted i Rom og havde alvorligt ondt i røven over at Alexamenos tilbedte en ny og underlig gud og derfor skriblede han denne graffito på en væg i en bygning, som ved et tilfælde blev begravet og udgravet igen 1650 år senere. Ironisk nok endte denne alvorlige hån, der fremstillede Alexamemos’ gud som en korsfæstet menneskeskikkelse med æselhovede, i stedet med både at sikre Alexamenos en form for udødelighed og give os, hvad der vist nok er den første bevarede afbildning af Jesus på korset.

Αλεξαμενος ϲεβετε θεον

“Alexamenos tilbeder [sin] gud” er den korte kommentar, som er inklusiv stavefejl, men æselhovedet er ikke til at tage fejl af. Vi ved selvfølgelig intet derudover om hverken Alexamenos eller den kreative sjæl bag graffitoen, men bygningen den blev fundet i fungerede måske som en skole for tjenestefolk til den kejserlige husholdning.

Er det en pointe med dette? Det tror jeg faktisk ikke, udover at man jo nok kan være sikker på, at hverken den lokale folkeskole med alle dens lokumsskriblerier eller facebook, hvor jeg forleden så udøverne af en for vores kultur ret fremmedartet religion omtalt som “en flok aber”, vil være at finde for arkæologer om et par tusind år. Det er måske, uanset hvor interessant ovenstående egentlig er, en ganske tiltalende tanke.

__________
Se i øvrigt:
http://penelope.uchicago.edu/~grout/encyclopaedia_romana/gladiators/graffito.html
http://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=2546438