Vi er alle Peter Madsen!

Peter Madsens ubåds-buddy Jens Falkenberg er chokeret og det er han fordi, “politiet har fundet filmoptagelser af ægte henrettelser på kvinder på Peter Madsens computer” , og han udtaler “Jeg er chokeret. Det er jeg. Det er rædselsfuldt, hvis Peter har været til sådan noget.”

Nu ved jeg ikke præcis hvad der ligger i “at være til sådan noget”, men er ikke selve den opmærksomhed med hvilken vi følger sagen om drabet på den svenske journalist, er ikke selve den nidkærhed hvormed vi følger med i om hendes bortkomne legemsdele bliver genfundet, er ikke selve den optagethed vi har af, hvad der mon skete og hvordan det skete, det allerbedste bevis på at vi allesammen “er til sådan noget”?

Hvorfor ellers al den opmærksomhed som vi giver sagen? Er ugevis af forsideoverskrifter i de fleste af landets medier ikke det bedste bevis på, hvor meget vi inderst inde nyder denne virtuelle kiggekø? Altså nyder på samme måde – og jeg har lavet den sammenligning før – som når vi ser en thriller eller en gyser, mens vi, frydefuldt kildet alle de rigtige steder, voldæder et halvt kilo bland-selv-slik.

Man kan jo spørge sig selv, hvordan man ville føle det og hvordan man ville opleve det, hvis en dag man selv var trafikoffer og lå hjælpeløs i et vejkryds med brækkede ben og blodigt fjæs og alle de forbipasserende blot stillede sig op og pegede fingre med deres mobiltelefoner. Er der nogen som helst tvivl om, at det mest respektfulde overfor den stakkels parterede svanske journalist ville være at kigge væk, lade som ingenting og ignorere hendes sørgelige skæbne? Og finde vores kicks et andet sted!

Men vi ved jo hvad der er godt og heldigvis for os er bordet allerede dækket op til den næste dødsfest længe inden den første sluttede. For eksempel er BT i denne artikel klar med et billede – behørigt sløret med en klik-hvis-du-vil-se tekst for at pirre vores nysgerrighed  – fra Las Vegas af en ung kvindelig koncertgænger som ligger død på jorden med blodet løbende ned af sine bare ben, Men nej nej, det er der jo ingen der kunne finde på lige at tage et kig på, vel?

Nu ser jeg ingen grund til at gentage hvad jeg skrev for fem år siden (Alle elsker Anders Breivik), så lad mig bare nøjes med at konstatere, at et eller andet sted er vi allesammen “til sådan noget”.

Peter Madsen er ikke det store monster, det onde selv eller noget som helst i den stil, han er såmænd blot personificeringen – en real-life Patrik Bateman så at sige – af en side af vores kultur og dermed også en del af os selv, som vi med største fornøjelse elsker at hade.

__________
Peter Astrup: Peter Madsens ven om bizarre videoer: Jeg er chokeret. BT, d. 4. oktober 2017
Laura Rode Nygaard: Rørende foto gik verden rundt efter Las Vegas-massakren: Nu fortæller fotografen historien bag billedet, BT, d. 4. oktpber 2017

Åh gud …

Søren Pind vil være Gud. Mindre kan tilsyneladende ikke gøre det, så nu vil han – ifølge denne artikel i JP – have nedfældet ti bud, som ifølge artiklen handler “om grundlæggende demokratiske værdier, som man skal leve op til for at blive en del af det danske fællesskab. De 10 bud eller kanoniserede værdier skal være uomgåelige for alle, der har et dansk pas, og skal i sidste ende kunne gennemføres med tvang,”

Pind udtaler:

“Jeg vil have en diskussion om, hvilke – ikke 10 teser, men 10 bud – der i bred forstand identificerer os som danskere, og som knytter os sammen. Og som man skal – ikke burde – men skal følge.”

Læg venligst mærke til at han understreger, at dette ikke er teser, men bud og at der skal være ti af dem, hverken mere eller mindre og at det er ikke engang handler om forskrifter man kan vælge at følge, men om bud i den religiøse forstand, som man skal følge,

Han kommer med tre eksempler på hvad disse bud kan indeholde, nemlig “ligestilling mellem kønnene, respekt for folkestyret og religionsfrihed”.

Lad os bare se bort fra at religionsfriheden lige er blevet afskaffet her til lands og lad os gå let henover, at der næppe er noget fornuftigt tænkende menneske, som ønsker ligestilling mellem kønnene. Ligeværd, javist og lige rettigheder, selvfølgelig, men ligestilling er den modbydelighed, der sniger sig ind og udsletter alle de forskelle, der er den grundlæggende dynamik kønnene imellem. Den ønsker vi gerne at bibeholde. Tak!

Og så er der den der med respekten for folkestyret. Det lader til at den ironi er fuldstændig tabt på Pind, som ligger deri, at der ikke lævnes ret meget plads til respekt for folkestyret, når man samtidig vil lave et værdityranni, der med tvang vil gennemtrumfe at alle borgere skal abonnere på netop Pindens demokratiske værdisæt. Langt mere massiv er ironien – eller måske ligefrem modbydeligheden eller bare uvidenheden – når man lader dette udspil, som jo er direkte er rettet mod hvad Pind kalder “»demokratisk assimilation« af danskere med en anden herkomst end dansk”, tager navn efter De ti Bud. Det skal nok blive en succes …

Måske er jeg bare ikke dansk? Jeg mener i hvert fald ikke at ligestilling kønnene imellem er en ubetinget god idé og jeg mener slet ikke at demokratiet er det – en påstand til hvis underbyggelse jeg vil føre som vidne det faktum, at Pind overhovedet er blevet valgt til noget som helst – og jeg er godt nok spændt på at se hvilken midler og metoder, som Pind mener skal tages i anvendelse, for at få mig til at skifte mening.

__________
Jesper Hvass & Marchen Neel Gjertsen: Søren Pind varsler liste med 10 værdikrav, JP d. 6. oktober 2017

Hæng Dem ikke i bagateller …

Ifølge en artikel i Berlingske med den ret sigende overskrift Vil du redde klimaet? Så drop at få børn, kan man læse at “Skifter du til en vegansk diæt, vil du spare kloden for omtrent 0,8 ton CO2 årligt. Undlader du at flyve over Atlanterhavet, sparer du kloden for omtrent 1,6 ton CO2 per flyvetur. Og vælger du at sælge bilen og i stedet bruge cyklen, kan du spare miljøet for 2,4 ton CO2 årligt. Det, der har klart størst effekt, er dog, hvis du vælger at få et barn mindre. Det vil nemlig give en besparelse på 58,6 ton CO2 årligt. Til sammenligning sparer du blot 0,21 ton ved omhyggeligt at genbruge i løbet af et år.

Vi noterer os med vellevnerisk velbehag den relativ lille miljømæssige gevinst ved at skifte til en vegansk diæt, sammenlignet med de noget større miljømæssige omkostninger den ganske undværlige og banale årlige charterrejser indebærer. Det er da god og nyttig info.

Derudover anbefaler vi i øvrigt alle tossegode miljøforkæmpere, at drage den naturlige konsekvens af ovenstående. For det er jo værd at bemærke, at det ikke kun er ved at undlade at få børn, at man kan bespare miljøet for 58,6 ton CO2 årligt. En lignende besparelse må naturligt nok kunne opnås, for den den beskedne udskrivning (sikkert også fra et CO2-opmærksomt perspektiv) det er, at investere i fem meter økologisk hampereb.

Jo, før jo bedre.

For miljøets skyld …

__________
Vil du redde klimaet? Så drop at få børn, Berlingske, d. 11/8 2017.

Udødeligheden (a propos Ingemann)

A propos B. S. Ingemann:

“En af vore Digtere (Ingemann) skal, sentimentalt, være af den Mening, at endog ethvert Insekt er udødeligt.
Manden har Ret, kunde man fristes til at sige; dersom nemlig Mskene som de nu tildags fødes en masse ere udødelige, saa synes det ikke ubilligt, at ogsaa Insekterne blive udødelige.
Det er dette rigtige Theevands-Sludder, der er saa hjerteligt og rørende ægte Præste-Vrøvl, som altid excellerer i, hjerteligt, at udvande alle Begreber saaledes, at de blive til Intet, ja næsten modbydelige! Udødelighed, det | var engang det høie Maal, som Slægtens Heroer saae op til, ydmygt bekjendende, at denne Løn var saa overvættes, at Lønnen stod i intet Forhold til deres meest anstrengede Stræben – og nu er enhver Luus udødelig.
I Sandhed Ingemann, han burde have været Præst, indbunden med Fløiel baade i Ryggen og paa Maven og med en Guldqvast paa Skulderen! Skjøndt jeg ellers ikke kan lide at man vrænger med en Mands Navn, er der dog virkelig Noget i, at Heiberg kaldte ham: Ingenmand.
O det er afskyeligt, og det Afskyelige er især, at der ere Tusinder hvem Sligt synes en skjøn Følsomhed! Gid saa da blot ogsaa den gavtyveagtige Industrie vilde bemægtige sig denne Tanke, og Gavtyve af Præster (»Gaudiebe«) faae »en christelig Regjering« indbildt, at der christeligt | ogsaa burde gjøres Noget for Insekterne, disse udødelige Skabninger, at der burde ansættes nogle Sjelesørgere, i ethvert Fald oprettes nogle Levebrød..”

– Søren Kierkegaard: NB31:127 ⋅ 1854

Fædrelandskærlighed

Under den sigende, men måske ikke synderligt velvalgte overskrift “Nej til bederum, ja til fædreland” forsøger forfatter, cand. mag. og fhv. næstformand i DR, Ole Hyltoft, i en kronik (JP, d. 4/5 2017) at argumentere for, hvorfor der ikke bør være bederum på danske gymnasier, hvilket for undertegnede lyder ganske rimeligt, men desværre også en hel del mere rimeligt end den argumentation derfor, som Hr. Hyltoft fremfører. For eksempel er påstanden om, at almendannende skole som det danske gymnasium skal være rationel, måske at strække den en smule, men vi køber den, selvom det selvfølgelig rejser spørgsmålet om hvad der så skal ske med rationaliteten i forhold til f. eks. undervisning i religion i selvsamme skole. Vi ser også bort fra, at Hr. Hyltoft svømmer på dybt vand i sit forsøg på at skille fædrelandskærlighed fra chauvinisme og nationalisme, noget der sagtens lader sig gøre, omend ikke på den vis som forsøges.

Andetsteds kører det helt af sporet, som for eksempel når det fremføres at

“Ordet nationalisme kan vi ikke lide. For det indebærer nedvurdering af fremmede lande. Men den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede. Han forstår, at andre folk holder af deres lande, som vi holder af vort. Nordmændene holder af deres sprudlende elve, franskmændene af deres vinmarker, hollænderne af deres diger og klassiske malere. Ligesom vi holder af vores høje, ranke bøgeskove og grøftekanternes friskgrønne overflod nu her i maj.”

Lad os bare se bort fra påstanden om, at “den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede”, for det kan han da sagtens gøre, selvom det selvfølgelig ikke nødvendigvis er tilfældet. Det er påstande, vi slet ikke gider gå i rette med. Hvad der falder undertegnede langt mere for brystet, er den uambitiøse reducering af danskheden til bøgetræer (de findes overalt i nordvesteuropa) og grøftekanter. Holland må sandelig være et langt mere interessant land, for de har klassiske malere. De har vi også, men åbenbart ikke på samme nævneværdige niveau og det er jo det der er det store problem for alle disse fædrelandskærlige skribenter; de kniber sgu noget så gevaldigt med at finde det virkeligt værdifulde danske frem og få sat ord på det. Måske er det ikke så underligt at så mange vender sig mod amerikansk kultur?

Hyltofts forslag til udbedring af de sørgelige tilstande er – og det konstaterer jeg med stor beklagelse – lige så tåkrummende utilstrækkeligt som de fleste andres; vi skal have morgensangen tilbage i skolerne! For, som Hyltoft skriver,

“bortset fra selv at gå ture i mark og skov er der ikke noget, der lærer én at holde af Danmark som vores sangskat. Aakjærs, Ingemanns og Blichers kærlighed til alle naturens årstider forbinder deres billeder af Danmark med ordenes og versrytmens skønhed. Kærligheden til naturens skønhed bliver nynnet ind i vores bevidsthed.”

Beklager at måtte sige det, men både Aakjær, Ingemann og Blicher er en aquired taste, og altså ikke ligefrem – hvis nogen skulle være i tvivl – toppen af poppen hos tidens ungdom (selvom de måske er det for den generation, der engang også syntes at Liva Weel var det!), hvilket man altså ikke ligefrem kan fortænke dem i. Alle tre herrer kan godt for det moderne øje forekomme en smule støvede og bedagede. Undertegnede kunne godt komme i tanke om forfattere og digtere der selvom de er et par tusind år ældre alligevel virker en del yngre, men de er så beklageligvis ikke danske.

Hyltofts argumenter fejler totalt i deres banale sentimentalitet over egen barndom:

“… og hvis vi ikke havde kærligheden til den danske natur med hjemmefra, fik vi den her hver morgen. »I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo«. Og vinteren er også værd at synge om: »I sne står urt og busk i skjul, der er så koldt derude.«”

og han formår ikke ret meget andet, end at fremstå som en gammel forstokket pædagog, der, blind på både øjne og ører, forsøger at overbevise en amerikaniseret ungdom om, at Ingrid og Lillebror da er langt bedre …

Vi ved jo godt, at det der ikke kommer til at virke. Det er fantasiløst ad helvede til og naivt tilmed:

“Jeg gad vide, om man bruger den danske sanglyrik til at integrere vores nye medborgere fra Mellemøsten i Sandholmlejren, og hvor vi ellers samler dem. Det ville være en hjælp til deres sprogtilegnelse som til at åbne deres øjne for det dejlige danske landskab”

skriver han i tilsyneladende fuld alvor.

Hvor pokker er den blevet af, fædrelandkærligheden? Den fædrelandskærlighed som ikke bare er tidssvarende, men også konkurrencedygtig i en tid, hvor vi gennem et par generationer villigt har overgivet os til en særdeles invasiv amerikansk inspireret kultur. Er Ingemanns

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
– hans skønhedsrige kommer.

… virkelig det bedste svar vi har? Er dansk kultur og dansk fædrelandskærligehed virkelig bare en lille forkommen fugl der ryster sine vinger i kulden? Hvis svaret er ja, så er det en kamp der er tabt på forhånd og det er virkelig trist.

 

ægteskab på græsk

I mellemtiden, i Sparta:

“… their marriages the women were carried off by force, not when they were small and unfit for wedlock, but when they were in full bloom and wholly ripe. After the woman was thus carried off the bride’s-maid, so called, took her in charge, cut her hair off close to the head, put a man’s cloak and sandals on her, and laid her down on a pallet, on the floor, alone, in the dark. Then the bride-groom, not flown with wine nor enfeebled by excesses, but composed and sober, after supping at his public mess-table as usual, slipped stealthily into the room where the bride lay, loosed her virgin’s zone, and bore her in his arms to the marriage-bed.

Then, after spending a short time with his bride, he went away composedly to his usual quarters, there to sleep with the other young men. And so he continued to do from that time on, spending his days with his comrades, and sleeping with them at night, but visiting his bride by stealth and with every precaution, full of dread and fear lest any of her household should be aware of his visits, his bride also contriving and conspiring with him that they might have stolen interviews as occasion offered.

And this they did not for a short time only, but long enough for some of them to become fathers before they had looked upon their own wives by daylight. Such interviews not only brought into exercise self-restraint and moderation, but united husbands and wives when their bodies were full of creative energy and their affections new and fresh, not when they were sated and dulled by unrestricted intercourse; and there was always left behind in their hearts some residual spark of mutual longing and delight.” (Plut. Lyc. 15)

… og noget om jalousi og utroskab:

“After giving marriage such traits of reserve and decorum, he none the less freed men from the empty and womanish passion of jealous possession, by making it honourable for them, while keeping the marriage relation free from all wanton irregularities, to share with other worthy men in the begetting of children, laughing to scorn those who regard such common privileges as intolerable, and resort to murder and war rather than grant them.

For example, an elderly man with a young wife, if he looked with favour and esteem on some fair and noble young man, might introduce him to her, and adopt her offspring by such a noble father as his own. And again, a worthy man who admired some woman for the fine children that she bore her husband and the modesty of her behaviour as a wife, might enjoy her favours, if her husband would consent, thus planting, as it were, in a soil of beautiful fruitage, and begetting for himself noble sons, who would have the blood of noble men in their veins.

For in the first place, Lycurgus did not regard sons as the peculiar property of their fathers, but rather as the common property of the state, and therefore would not have his citizens spring from random parentage, but from the best there was. In the second place, he saw much folly and vanity in what other peoples enacted for the regulation of these matters; in the breeding of dogs and horses they insist on having the best sires which money or favour can secure, but they keep their wives under lock and key, demanding that they have children by none but themselves, even though they be foolish, or infirm, or diseased;

as though children of bad stock did not show their badness to those first who possessed and reared them, and children of good stock, contrariwise, their goodness. The freedom which thus prevailed at that time in marriage relations was aimed at physical and political well-being, and was far removed from the licentiousness which was afterwards attributed to their women, so much so that adultery was wholly unknown among them.

And a saying is reported of one Geradas, a Spartan of very ancient type, who, on being asked by a stranger what the punishment for adulterers was among them, answered: ‘Stranger, there is no adulterer among us.’ ‘Suppose, then,’ replied the stranger, ‘there should be one.’ ‘A bull,’ said Geradas, ‘would be his forfeit, a bull so large that it could stretch over Mount Taÿgetus and drink from the river Eurotas.’ Then the stranger was astonished and said: ‘But how could there be a bull so large?’ To which Geradas replied, with a smile: ‘But how could there be an adulterer in Sparta?’ Such, then, are the accounts we find of their marriages.” (Plut. Lyc. 15)

Plutarch: Plutarch’s Lives. with an English Translation by Bernadotte Perrin. Cambridge, MA. Harvard University Press. London. William Heinemann Ltd. 1914. Via Perseus.

skurke og fjolser

“I en verden, hvor mindst fem sjettedele er skurke eller narre og fjolser, må enhver af den øvrige sjettedel, så meget desto mere, jo længere væk han befinder sig fra de andre, basere sit livssystem på tilbagetrukkethed, jo længere tilbage desto bedre. Overbevisningen om, at verden er en udørk, i hvilken man ikke kan regne med selskab, må blive til fornemmelse og – habituel. Ligesom væggene indsnævrer blikket, der atter udvider sig, når det blot har mark og vang foran sig, således indsnævrer menneskeligt selskab min ånd, og ensomheden udvider den atter.”

Arthur Schopenhauer: Kunsten at kende sig selv, Kbh 2007, s. 36.

tabte horisonter

“Have you ever been in need of money? Almost every man who enters our society joins it as a young man in need of money. His instincts are unsullied, his intellect is fresh and strong, but he must live. How comes it that the country is full of maimed human beings, of cynics and feeble good men, and outside of this no form of life except the diabolical intelligence of pure business?….He must get on. He goes into a law office, and if he is offended at its dishonest practices he cannot speak. He soon accepts them. Thereafter he cannot see them. He goes into a newspaper office, the same; a banker’s, a merchant’s, a dry-goods’ shop. What has happened to these fellows at the end of three years, that their minds seem to be drying up? I have seen many men I knew in college grow more and more uninteresting from year to year. Is there something in trade that desiccates and flattens out, that turns men into dried leaves at the age of forty? Certainly there is. It is not due to trade, but to intensity of self-seeking, combined with narrowness of occupation.”

John Jay Chapman (1862-1933): Practical Agitation, New York 1900, s. 55-56. Via Laudator Temporis Acti, 15. feb 2017.

A Second World War situation

Bare fordi man er popsanger – eller hvad som helst andet for den sags skyld – med enorm succes, betyder det ikke, selvom det sikkert undertiden kan føles sådan, at man er mægtig klog på alting i verden.
Den eneste forskel er, at medierne vil referere det man siger og at ufatteligt mange menneske vil læse det og diskutere det, og at ens mangel på viden, mangel på evne til at tænke rationelt og i det hele taget manglende dannelse vil blive udstillet så meget desto mere.

Således også danske Lukas Forchhammer, som forud for årets Grammyshow, “when asked specifically about the rise of the far-right movement in Europe”, udtalte til CBS:

“It worries me greatly that if we took out the word ‘Muslim’ and put in the word ‘Jew,’ we would be in a Second World War situation,” he said. “We’re right now in an anti-Semitic state of mind worldwide — it’s just targeted at Muslims instead of Jews.” (CBS)

eller på dansk, via Berlingske:

»Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet »muslim« og erstattede det med ordet »jøde« så ville vi være i en Anden Verdenskrig-situation. Vi er nu i en antisemitisk tilstand verden rundt – det er bare rettet mod muslimer istedet for jøder.«

En rigtig “anden verdenskrig-situation”.

Lad os lige sætte det i perspektiv: (… og jeg ser her helt bort fra at ovenstående er udtalt i et kynisk forsøg på at profilere sig selv og skabe medieomtale gennem bevidst kontroversielle udtalelser, og det gør jeg dels fordi det er irrelevant for min pointe og dels fordi jeg ikke har det ringeste problem med at antage, at manden simpelthen er et uvidende fjols.)

I 1940 var der atten millioner jøder i verden og de udgjorde således under en procent af verdens daværende befolkning på ca. to og en halv milliard og de udgjorde ikke en nation, så meget som spredte mindretal i lande som f. eks. Tyskland.

Antallet af muslimer i verden i dag er ca. 1,7 milliarder og de udgør næsten en fjerdedel af verdens befolkning på 7,5 milliarder. Mere end 20 lande verden over har Islam som officiel religion.

Er det nødvendigt at tilføje, at der forud for anden verdenskrig ikke var vidtspredte tilfælde af jødisk religiøs terror rettet mod den kristne verden? At der dengang ikke var adskillige jødiske nationer hvor kristne blev forfulgt og frataget retten til at dyrke deres religion, som det er tilfældet i en del mellemøstlige nationer, selvom det selvfølgelig stadig er frit for enhver at dyrke deres religion som de vil i vores samfund? At forfølgelsen af jøder var et resultatet af en aktiv politisk ideologi, som vandt magten i et enkelt europæisk land og at forfølgelsen af jøder opstod i et præ-menneskerettighedssamfund?

Så “Second World War situation” og forfulgt mindretal? Ikke på nogen måde …

Er der nogen pointe med denne blog? Næh, egentlig ikke! Men hvis der skulle være det, ville det være en påpegelse af det problematiske i demokratiseringen af viden – nemlig at for hver idiot der har ret til at have en mening, er der en lige så stor idiot af en journalist der er parat til at viderebringe den og tusinder lige så store idioter der er parate til at læse om den – og den derpå følgende fuldstændige invertering af viden i et meget udemokratisk uvidenhedens diktatur. Men det ligger vist lidt uden for rækkevidden af denne blog at gå ind i den diskussion.